Forbandelsen 2

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 nov. 2014
  • Opdateret: 15 nov. 2014
  • Status: Færdig
Christian er blevet stor og gør sig klar til at komme ud i den virkelige verden - som viser sig at være fyldt med forhindringer, som han end ikke havde drømt om. Læsning på eget ansvar.

2Likes
0Kommentarer
391Visninger
AA

18. 17

”Vågn op, prinsesse.”

Åh, ja. Vågn op, smukke prinsesse. Vil du ikke nok? Lad det hele bare være en drøm. En modbydelig, forfærdelig drøm. Vågn op fra din evige søvn, som han havde været skyld i. Vågn op, og lad livet gå videre. Hvis bare…

”Kom så op med dig,” vrissede en stemme, og Christian mærkede et skrapt jag af smerte ved kravebenet.

Han satte sig op med et ryk og blev et øjeblik blændet af de summende lysstofrør, der nådesløst oplyste alt. De hvide klinker på vægge og gulv var med til kaste lyset rundt i det store lokale og var med til at blænde ham nådesløst. Der gik et øjeblik, hvor han følte sig fuldstændig desorienteret, men efterhånden som hjernen begyndte at virke igen, faldt brikkerne på plads. Han var i bruserummet igen. Ikke langt fra ham stod en vagt med en lang pind i hænderne.

”Det var bedre,” smilede han grumt og lagde pinden fra sig. ”De fik zappet dig godt og grundigt, hva? Havde det ikke været for mig, ville de have smidt dig længere ned i dette gudsforladte sted, men jeg overtalte dem til at give dig en chance mere.”

Christian kom fumlende på benene. Selvom vagten lød sød og venlig, var der noget over hans smil, som gjorde, at Christian ikke stolede på ham. På den anden side havde erfaringen lært ham ikke at stole på nogen overhoved. Men denne mand virkede på en eller anden måde særdeles farlig. Ansigtet var bekendt. Den krogede næse, havde han helt sikkert set før. Men det var efterhånden så lang tid siden, og vagterne smeltede sammen til en og samme person, så det var svært egentlig at skille dem fra hinanden.

Nervøst stillede Christian sig helt op ad væggen, så langt væk fra det grumme smil, som han kunne komme.

”Nu skal du ikke være så bange, lille afviger. Kom herhen. Lad mig se på dig,” smilede vagten.

Med en ubehagelig muren i maven stillede Christian sig lidt tættere på ham. Som et skjold holdt han armene om sig selv. Selvom han var fuldt påklædt, følte han alligevel, at vagtens blik så langt mere, end han ønskede. Denne fornemmelse af at blive klædt af med øjnene, var rædselsfuld og gav ham kvalme.

Som en bonde, der inspicerer en hest begyndte vagten at gå rundt om Christian, mens han lod sine øjne feje op og ned af ham. Han undersøgte ham fra top til tå, prikkede lidt til ham med pinden.

”Nydelig,” mumlede han og slog til Christians ben med den lange pind. Det svirpede smertefuldt, men Christian lod sig ikke mærke med det.

”Og nu skal vi lige se på varerne uden indpakningen,” lo vagten. 

Christians hjerne arbejde for langsomt, til at han kunne forså ordene. Enten ville den ikke forstå dem, eller også var den gået i en beskyttende tilstand, der nægtede enhver dårligdom at få adgang. Det var først da vagten irriteret skubbede pinden op under Christians løse trøje, at han forstod budskabet. Tøvende trak han den alt for store trøje over hovedet, men krammede den ind til sig, for at skjule sin nøgenhed.

”Smid den over til mig,” sagde vagten overdrevent venligt.

Christian gjorde nervøst som han blev bedt om, men lagde beskyttende armene over brystet.

”Tak for det.” Det brede smil viste lidt for mange tænder. ”Sig mig, 19, trives du her?” spurgte han så, mens han flygtigt snusede til trøjen, inden han smed den fra sig.

Spørgsmålet kom bag på Christian, og han måtte lige rode sin hjerne igennem et par gange inden han fandt et svar. At stemmen så ikke virkede, havde han ikke lige regnet med. Han åbnede munden uden at en lyd kom ud. Så han måtte trække på skulderen og kiggede forlegent ned i gulvet.

”Det vil jeg tage som et nej. Hvilket er helt forståeligt. Dette er et gnaske forfærdeligt sted, 19. Jeg ville også hade det,” sagde vagten, mens han tog endnu en runde om ham. ”Hvor gammel er du?”

Christian kunne ikke lade være med at krympe sig, hver gang vagten gik bag hans ryg. Han anede ikke, hvad han var ude på, men det kunne ikke være noget godt.

”16,” fik han fremstammet med en spæd og hæs stemme.

”16? Ikke mere end det? Du er jo kun et barn.” Stemmen var svær at tolke. Han stod bag ved Christian, så han kunne ikke se ham, man hans vibrationer var bitre, hvis ikke ligefrem hadefulde.

”Du træner?” blev der spurgt efterfulgt af et slag med pinden mellem skuldrebladene.

Christian nikkede stille, mens smerten sved på hans ryg.

”Meget fint. Hvad med benene? Træner du også dem?” fortsatte vagten og daskede til dem med pinden.

Christian nikkede igen. Han var ved at være træt af den pind, den svirpede hårdere end man skulle tro.

”Lad mig se,” sagde vagten tonløst.

Christian nølede tydeligvis lidt for længe, for pludselig ramte pinden ham over lænden.

”Af med bukserne!” blev der kommanderet.

Forfjamsket fik han fumlet sine bukser af og sparkede dem over til trøjen, som vagten havde smidt over i et hjørne. Så nu stod han nøgen igen i bruserummet og tankerne om, hvor nedværdigende det havde været sidste gang kom farende tilbage. Uden at tænke over det lagde han hænderne om sit køn, så han ikke følte sig helt så nøgen.

”Nydeligt,” smilede vagten igen, da han kom over og stod ansigt til ansigt med Christian. ”Nu ikke så sky, lille ven. Lad mig se de øjne, som de alle taler så meget om. Kig op.” Han lagde pinden under Christians hage og tvang hans hoved op. Han kunne ikke undgå at se ind i et par øjne, der var mørke i mere end én forstand. Det var et dybt mørke, der skjulte en sult, som Christian aldrig havde set før. En sult som skræmte ham helt enormt.

”Meget smukke,” smilede vagten tilfreds. ”Ikke en farve man ser så tit, men helt bestemt smukke.”  

Ikke så tit? Så vidt Christian selv vidste, var det en farve, som ingen andre havde. Han havde aldrig selv mødt én med samme øjenfarve.

”Hvad drømmer én som dig om, 19?” spurgte vagten underfundigt og lagde interesseret hovedet på skrå.

Christian trak på skuldrene og kiggede væk.

”Næh, nej, så let slipper du ikke,” sagde vagten og tvang hans hoved op igen. ”Fortæl. Hvad er dit største ønske?”

”Det ved jeg ikke,” stammede Christian.

”Selvfølgelig gør du det. Kom nu, 19. Jeg siger det ikke til nogen.” Hans stemme lød indsmigrende og overdrevent venlig. ”Måske kan jeg hjælpe dig med at få det opfyldt.”

”Kan du da vække de døde til live igen?” spurgte Christian dystert, mens han kæmpede med at holde tårerne tilbage, da mindet om Laura trængte sig på igen.

”Ah, så du er en morder?” smilede vagten selvtilfreds.

Christian sænkede hovedet igen, så snart pinden blev fjernet.

”Nej,” sukkede vagten. ”Jeg kan ikke trylle. Jeg er ikke et afvigerafskum, som visse andre. Men jeg kan måske få dig til at glemme. Selvom jeg ikke er afviger, er jeg alligevel ikke uden evner.” Vagten gik rundt om ham igen, lod en hånd løbe ned over Christians ryg med en blød bevægelse.

Han trak sig uvilkårligt væk, væmmedes ved berøringen.

”Så så, 19, rolig nu,” sagde vagten stille. ”Stil dig med fronten op ad væggen med hænderne bag hovedet.”

Christian gjorde som han fik besked på, og forventede endnu en hård og ydmygende vask, men da vandet ikke blev tændt, begyndte han at blive nervøs. Det var først da pinden klaskede til hans bare ben, så de blev spredt, først da han hørte en lynlås blive lynet ned, først da han mærkede vagten komme tættere på sig, at tanken slog ned i ham: Det var ikke kun kvinder, der kunne blive voldtaget. Han stod nøgen, udsat og helt alene med en mand, der tydeligvis havde grumme planer i sinde. Alene tanken om den forstående forbrydelse, fik det til at vende sig i maven på ham. Instinktivt knækkede han sammen og kastede sur gullig galde op.

”Lad være med at være så sart, 19,” lød vagtens stemme bag ham, og før han vidste af det havde manden taget fat om Christians hofter.

Panisk snurrede han rundt, kun for at blive slået tilbage igen. Vagten stod klar med en lussing, der fik det til at summe i hele hovedet. Han måtte støtte sig til væggen for ikke at falde, og i det samme maste vagten ham hårdt op mod muren.

”Stå stille, afviger,” spyttede vagten. ”Jeg lover, at når jeg er færdig med dig, vil du have glemt alt om hvem eller hvad du har dræbt.”

Christian vred sig for at komme fri, men vagten var næsten lige så stor som ham selv og havde helt klart en fordel i og med, at han spiste regelmæssigt og varieret.

”Du vil da ikke takke nej til min fine gaver, vil du?” spurgte vagten med en hvisken i Christians øre. ”Efter jeg har reddet dig fra en skæbne værre end døden, kan du da godt vise lidt taknemmelighed.”

Christian mærkede mandens hårde lem mod sin ene balle, og det blev for meget for ham. Han slog hovedet bagud, ramte den krogede næse og hørte den vulgære mand skrige af smerte. Med det samme, trådte Christian bagud på vagtens fod og fik væltet ham omkuld, ved at lægge al sin vægt mod ham. De ramte begge flisegulvet, men Christians fald blev afbødet af vagten, der ramte det hårdt og fik luften slået ud af sig.

Christian var hurtigt oppe og henne ved sit tøj. Febrilsk kom han i bukserne og havde lige bukket sig ned efter trøjen, da vagten var over ham igen. Han angreb bagfra og fældede Christian, der sparkede og slog vildt omkring sig.

”Lig så stille, for helvede,” råbte vagten snøvlende. Den krogede næse var åbenbart brækket.

Han begyndte at krænge bukserne ned over Christians bagdel, mens han kæmpede for at holde sit offer nede. Raseriet boblede i Christian og fik hans indre mørke til at brede sig langt hurtigere, end han ellers tidligere havde oplevet. Han mærkede hvordan hjertet visnede, mærkede blodet brænde, så alting blive rødt og følte, hvordan det spændte i alle musklerne. Med en vrede han endnu ikke havde kendt til før, fik han rystet sin angriber af sig, fik vendt sig og slynget stodderen bagud med et enkelt vink med hånden. Da han rejste sig, var han ikke i tvivl om, at hans øjne stod i flammer. Om ikke andet, var det tydeligt at se på vagtens forbløffede ansigt, at tingene ikke længere udspillede sig, som han havde forestillet sig det.

”Du skal aldrig nogen sinde røre mig igen,” hvæsede Christian dystert og rakte ud efter den forhadte pind. Den kom hastigt flyvende hen til hans udstrakte hånd, uden at han tog blikket fra den overvældede vagt, der krøb baglæns hen over gulvet. Med et hurtigt nik fik Christian alle bruserne til at tænde, så det næsten kogende varme vand fossede ned over stodderen, der kvitterede med et skrig, der kunne få de flestes blod til at fryse. Christian kunne ikke lade være med at smile.

”Op med dig,” sagde Christian roligt og løftede sin håndflade op. Denne gestus ramte vagten, der mod sin vilje, blev løftet op at stå af en usynlig kraft.

”Og rundt,” fortsatte Christian og lavede et par cirkler i luften med en slank pegefinger. Vagtens ufrivillige piruet, var en klodset parodi, der endte med at han stod op af en kold flisevæg, mens det brændende varme vand skyllede ned over ham. På Christians opfordring faldt vagtens bukser til jorden helt af sig selv, så det nu var stodderen, der stod med røven bar, og ydmyget.

”Du rører mig ikke, din satan!” råbte han for at overdøve vandets larm.

”Åh nej, det kunne jeg aldrig drømme om,” sagde Christian med væmmelse. Men der var andre måder at krænke ham på. Selvom Christians fornuft hviskede, at det var nok nu, at han skulle stoppe, var det alligevel mørket, der overdøvede alt andet og fik sin vilje. Christian vejede den lange pind i hånden, inden han ondt gloede på vagten.

 

Da vagtens skrig var døet ud til en hysterisk hulken, var hans kolleger kommet rendende med flere våben, end Christian brød sig om at tælle. Han havde frivilligt ladet dem overmande sig, havde frivilligt lagt sig på det våde gulv og ladet dem stripse sine hænder sammen.

Nu sad han i sin celle igen, i mørket, i kulden og følte intet. Hjertet var gået i stå, tankerne var standset, og han var ligeglad. Om den perverse vagt havde overlevet overgrebet, vidste han ikke, og det interesserede ham heller ikke.

”Hey, Christian,” blev der hvisket fra nabocellen.

”Ja,” svarede han monotont.

”Hvor har du været, Christian?”

”Ude.”

”Jamen, hvor, Christian? Hvad har du lavet?” blev 23 ved.

”Jeg har måske slået ihjel igen,” sagde Christian hult. Hvor var det overraskende, at han kunne forholde sig helt neutralt til det. Han angrede ikke, skammede sig ikke, var ikke bitter eller fyldt af had. Han – var bare.

”Hvad mener du, Christian? Hvem har du måske slået ihjel?” 23s stemme begyndte at blive mere panisk.

”Bare en vagt.”

”Bare en vagt? Christian, man slår ikke `bare en vagt´ måske ihjel.”

Christian trak på skuldrene, selvom han godt vidste at 23 ikke kunne se det. ”Jeg gider ikke tale om det. Lad mig sove.”

”Er du okay, Christian?”

”Så hold dog kæft, gamle mand, og lad mig være i fred,” vrissede Christian hårdt og irriteret. Det var da trods alt en følelse, om end den var en smule uberettiget.

Der blev ikke talt sammen mere i det næste lange stykke tid. Om der gik dage eller uger vidste Christian ikke. Han sov. Han spiste når den grå grød blev skubbet ind til ham, men ellers opholdt han sig i søvnens rige, hvor han kunne være uforstyrret med sine manglende følelser.

Og det passede ham fint, lige indtil en hel skare af vagter kom trampende ned gennem gangen og standsede ud for hans celle. Deres tunge støvler mod stengulvet havde vækket ham, og han lod sig frivilligt føre med af dem. De stripsede hans hænder igen og førte ham ned til det lille lokale, hvor han første gang havde mødt sergent Nelson. Denne gang lod han ikke vente på sig, men sad allerede på en stol med næsen stukket ned i en dokumentmappe.

Christian blev placeret overfor ham, og vagterne lod dem være alene.

”Ud fra hvad jeg kan læse her, er du ikke umiddelbart en voldelig fyr, 19,” sagde sergenten roligt og lagde mappen fra sig. ”Men det ser ud til at have ændret sig. Hvad sker der?”

Christian trak på skuldrene. Han gad ikke være her, ville tilbage til sin drømmeløse søvn, hvor han bare kunne passe sig selv og vente på at dø.

”Hvad har forandret sig?” vedblev Nelson og lænede sig frem mod Christian.

”Wer mit Ungeheurn kämpft, mag zusehn, dass er nicht dabei zum ungeheurn wird. Nogle gane kan det bare ikke undgås,” sagde Christian med endnu et skuldertræk.

”Ungeheurn?”

”Monster.”

”Så du mener, at vi har gjort dig til et monster?” sagde sergenten med et smil.

Christian mødte ufortrødent hans blik.

”Nuvel. Lad os antage, at det er sådan det hænger sammen. Hvad sker der så med din hypotese, når jeg fortæller dig, at jeg faktisk forventede en dreng, der ville følge reglerne og indordne sig under de vilkår han blev stillet?”

”Problemet, sir, er at De ikke forventede en dreng. De forventede en afviger.”

”Og det var, hvad jeg fik?”

Christian nikkede.

”Så lad mig spørge denne afviger: Hvordan kan han tro, at jeg vil tolerere denne grusomme opførsel overfor mine ansatte?”

”Der er vel et overlevelsesinstinkt i alle,” sagde Christian tonløst.

”Hvad mener du?”

”Hvis du trænger et uhyre op i krog, kan man ikke forvente andet, end at det bider fra sig.” Christian lænede sig frem, så deres ansigter var ganske tæt på hinanden. Sergentens øjne var grålige og svære at læse. Hans ansigt var som altid hugget ud i sten. Christian lagde hovedet på skrå og lod sit sind ganske nænsomt trænge over i sergentens. Der var absolut ingen modstand, da han begyndte at vrikke sig rundt i de mange kringlede kroge et gammelt sind gemte på. Han fandt da også hurtigt frem til en niche, hvor der var lavet specielle pladser til sergent Nelsons kæreste; hans kone, hans to døtre, hans afdøde mor, hans bror, hans far. Og hans hund. En lille, ynkelig udgave af en hund, en Coton de Tulear, der hed Flemming. Sin fars øjesten.

Det var lige før Christian begyndte at grine. De billeder han fik af denne store, stærke mand med den lille, hvide pelsklump var for komiske til at han kunne lade være. Han trak blikket til sig med et skævt smil.

”Du synes det er morsomt, at skade mine ansatte?” sagde sergenten studst.

”Jeg forsvarer mig,” sagde Christian. ”Som enhver hund ville gøre, hvis den blev nødt til det.”

Helt forsigtigt sendte han et billede af den famøse Flemming til sergenten. Flemming stod med tænderne og pelsen indsmurt i blod, og knurrede vredt.

Sergent Nelson blinkede et par gange, og Christian trak hurtigt billedet til sig.

”Hvis det kun stod til mig, 19, var du allerede langt nede i de dybeste katakomber. Men mr. Port var tilfreds med hastigheden af dit arbejde. Selvom du ikke udførte opgaven helt som forventet, var din indsats udmærket. Han mener at kunne bruge dig i andre sammenhænge og vil derfor ikke have dig pakket alt for langt væk,” fastslog Nelson.

”Så De bukker og skraber for mr. Port?” smilede Christian skævt.

”Jeg bukker og skraber for ingen.”

Christian sendte hastigt et nyt billede af sted. Et billede af Nelsons yngste og helt klart kønneste datter. Hun var vel et par år yngre end Christian. Lyshåret, blåøjet i mere end én forstand og havde en krop som de fleste ville gå i døden for. Med sin tankeoverførsel viste han hende nøgen på alle fire, mens denne mr. Port lod sit lem bore dybt ind i hende bagfra. Hendes ansigt var forvredet af smerte og liderlighed.

Sergentens ansigt blev et kort sekund meget blegt, men han genvandt hurtigt sin positur som stenstøtte.

”Jeg må dog irettesætte dig,” sagde han med en lidt skælvende stemme. Hvis Christian ikke havde været afviger, ville han ikke have hørt det. ”Du får to uger i isolation.”

”Hvorimod nu, hvor jeg er festens midtpunkt?”

Et fatamorgana af et festlokale, pyntet op med farvede lanterner, levende lys, alkohol i lange baner og fru. Nelson i en skare af liderlige mænd, der alle havde hænderne fremme for at røre ved de hængende patter, den slatne røv.

Nelson rejste sig, som om han var blevet brændt. Han gloede olmt på Christian, der roligt blev siddende.

”Du…” stammede han og pegede på Christian med et sygt blik.

”Hvad?” spurgte Christian og satte sit mest uskyldige ansigt op, mens han smed endnu en illusion af sted. Denne gang var det den ældste datter og hunden Flemming, der var i fokus. Den ældste datter sad i sofaen med en skål popcorn og så tv, mens hunden var i gang med at fortære hende nedefra. Den havde allerede ædt det meste af hendes venstre læg og holdt fast i hendes ben med begge poter som om, det var et kødben fra slagteren. Det så ikke ud til at genere pigen, selvom hele sofaen og den ellers så hvide bomuldshund var indsmurt i blod.

”Nej,” hvæsede sergenten og tog sig til hovedet. ”Hvad er det du gør?”

”Jeg ved ikke, hvad De mener, sir.”

”Skrub ud af mit hoved.” Han bakkede væk fra Christian, væltede stolen, indtil han mødte bagvæggen.

”Jamen, jeg er ikke i Deres hoved, sergent. Jeg er bare en sølle afviger, der har en smule telekinse. Se selv.” Christian kiggede på sagsmappen og fik den til at svæve ganske lidt over bordet, inden han lod den falde igen.

”Løgner!” hvislede Nelson.

Christian sendte flere billeder af sted på samme tid. Billeder af konen, der lod sig gennemkneppe af flere maskerede mænd på samme tid. Billeder af den yngste datter der sad på knæ for den ærværdige Port, mens hun grådigt tog hans pik i munden. Billeder af Flemming, der var i gang med at æde af den anden datters ansigt, uden at hun lod sig forstyrre af det.

”Vagt!” skreg sergenten vildt, mens han løb over og hamrede på døren.

”Sergent, er der noget galt? Hvorfor banker De på væggen?” spurgte Christian. Han havde ladet sit sind skjule døren for sergenten, så denne nu stod og greb ud efter et håndtag som ikke var der. Hver gang det gik op for manden, havde Christian flyttet døren væk, og sergenten jagtede den fra væg til væg med en råben og skrigen, indtil hans vagter langt om længe kom ind og stoppede legen. Christian var roligt blevet siddende, mens sveden haglede ned over sergent Nelson.

”Smid ham væk!” kommanderede sergenten. ”Smid ham væk, og lad ham aldrig nogen sinde se dagslys igen!”

”Sir?” sagde den ene vagt spagt.

”NU!” råbte Nelson arrigt og forlod lokalet.

Christian lod som om, han intet forstod, og lod sig føre af sted længere og længere ned i dybet. Her kunne han forhåbentlig få lov til at dø i fred.

 

Han havde forventet et uigennemtrængeligt mørke, en isnende kulde, en larmende stilhed, noget der virkelig viste, at han var fanget under jorden. Men alle hans formodninger kom til skamme. Da elevatorturen var ovre, blev han ført ned af en lang gang med store celler på hver side. Vægge og loft var dækket af et fintmasket net, som holdt sine fanger forsvarligt inde. Overalt i loftet hang der lamper, der lyste kraftigt og varmt. Allerede da dørene fra elevatoren gik op, var han blevet slået i hovedet af den hårde varme. Og lugten. Stanken af sur sved og afføring skar ham i næsen. Velkommen til Helvedet, tænkte han ved sig selv.

”Nyt kød!” blev der brølet fra én af cellerne og det affødte en latter, der bredte sig ned gennem de mange fanger.

Christian valgte ikke at kigge op på nogle af dem, men lod bare sine vogtere føre sig af sted til sin egen nye celle. Gitteret blev smækket i bag ham, da han var blevet skåret fri af sine strips.

En madras med et lagen til hans venstre side, et hul i højre hjørne, som han kendte det fra sin tidligere celle. Og intet andet. Han kiggede op og blev blændet af det skarpe lys, der var lige over ham. Måske var det netop på grund af lyset, men cellen her virkede større end den sidste. På begge sider var der det fintmaskede trådnet igen, så der her var udsigt til de andre fanger.

Til hans venstre var der en ung fyr. Han lå på sin seng og vinkede til ham med et lille smil. Hans fingre var forbundet af et tyndt lagt hud, hvilket fik Christian til at tænke på Leo.

Til højre stod en ældre herre lænet op af bagvæggen, der var den eneste, som ikke var dækket af nettet. Det så ud som om hans ansigt var smeltet. Hans øjne hang dovent nede ved kindbenene, næsen lignede næsten en snabel og munden vendte nedad i et trist klovnesmil. Ørerne sad langt nede på siderne af hovedet og det øverste af dem hang ud over som man så det hos en labrador.

Christian vendte sig og stod med fronten ud mod gangen og kunne se over på cellerne overfor. Til sin store overraskelse var de alle kvinder. Egentlig havde han regnet med, at man ville holde mænd og kvinder mere adskilt. Men på den anden side, kunne de ikke nå hinanden sådan som tingene var nu.

Kvinden overfor ham var smuk på den ordinære måde. Ikke blændende, men heller ikke grim. Hun næsten åd ham med øjnene. Hun var kommet helt hen til sit gitter og stirrede intenst på ham. Hendes røde hår hang slapt og fedtet ned over hendes skuldre, hendes grønne øjne strålede, og hun forsøgte sig med et lille smil.

Han smilede lidt igen og løftede hånden til en forsigtig hilsen.

Hun vinkede tilbage.

”Velkommen til helvedet,” sagde hun højt for at overdøve de mange andre afvigere, der var gået i gang med deres hverdag igen, hvilket for nogle af dem åbenbart betød, at de skulle skændes og larme mest muligt.

”Tak,” svarede Christian.

”Hvad er dit nummer?” spurgte hun.

”19.”

”Det er mit også,” smilede hun og viste ham sin arm, hvor den sorte tatovering var i skarp kontrast til hendes hvide hud. ”Der er en del 19er hernede efterhånden, så de andre kalder mig Røde.” Hun viftede med en rød tot hår.

”Du lyder usædvanlig munter taget stedet her i betragtning,” sagde Christian og gik lidt længere frem mod sit eget gitter.

Hun trak på skuldrene med et smil. ”Nogle gange må man bare se tingene fra den lyse side. Og nu hvor du er kommet, sker der endelig noget nyt. Du har garanteret en masse historier udefra.”

Han trak på skuldrene.

”Hmm,” sagde hun og lod sit blik køre op og ned af ham. ”Vi må også finde et navn til dig.”

”Jeg hedder Christian.” Og det ville han gerne fortsætte med, tak.

Hun blinkede bestyret et par gange. ”Kan du huske dit navn?”

”Ja.”

”Hvor lang tid har du været her?”

Han trak på skuldrene igen. ”Længe nok til at ville ønske, jeg var død.”

”Men du kan stadig huske dit navn?” sagde hun forundret.

”Jeg havde en cellekammerat, der ikke lod mig glemme det.” Han mindedes 23, der havde brugt hans navn, hver gang muligheden var der.

”Du er heldig. Jeg ville ønske, jeg kunne huske mit. Det begyndte vist med M, men jeg er ikke sikker mere.”

”Hvor længe har du været her?”

”Længe,” smilede hun. ”Mine forældre angav mig, da jeg var 10.”

”Og hvor gammel er du nu?”

”Har virkelig ingen anelse.”

De stod og betragtede hinanden lidt uden at sige noget. Så vidt Christian kunne se, var hun ældre end ham. Hendes munterhed begyndte at smitte lidt af på ham. Hendes smil smeltede lidt af den is, der lå omkring hans hjerte, og hans dødsønske var pludselig ikke så gennemtrængende mere.

”Må jeg spørge om noget, Røde?”

”Selvfølgelig,” smilede hun.

”Hvad er dine afvigerevner?” sagde han og kiggede indgående på hende. Der var ikke noget fysisk tegn på hendes afvigergenetik.

”Normalt er det ikke noget man spørger om hernede,” svarede hun med et skævt smil. ”Det er det samme som at bede folk om at smide tøjet. Men fordi du er ny, vil jeg lade det fare denne gang.”

”Men du vil ikke svare på mit spørgsmål?”

Hun lo. ”Det sagde jeg ikke. Men noget for noget, Christian.”

”Hvad vil du vide?”

Hun kneb øjnene sammen og så ud til at tænke sig virkelig godt om.

”Har du nogensinde været forelsket?” spurgte hun så pludselig.

Isen vendte tilbage om hjertet og strammede om det.

”Ja,” sagde han stille og kiggede ned i gulvet. Koncentrerede sig om sine fødder, om sine bukser om sin madras, om alt andet end de vidunderligt smertefulde minder om Laura, der altid lå parat til at hjemsøge ham.

”Jeg kan overføre min sindsstemning til andre,” sagde Røde og smilede undskyldende, da han kiggede op på hende igen. ”Det var ikke min mening, at gøre dig ked af det.”

”Det er okay,” løj han. ”Jeg havde faktisk på fornemmelsen, at du smittede,” smilede han efter et par minutters stilhed.

Hun smilede tilbage.

”Er der andre regler, jeg bør kende til hernede?” spurgte Christian og så sig rundt.

”Der er en del. Først og fremmest, pas på nettet. Der er strøm i.”

Han bakkede lidt væk fra det, glad for, at han ikke havde taget fat i det tidligere.

”Med hensyn til mad og badning er det lige som du sikkert har prøvet det før, oppe i de øvre celler. Mad to gange om dagen, hvis man er heldig. Bad når de syntes stanken bliver for slem.”

”Det burde snart være oppe over så,” mumlede Christian.

”Man vænner sig desværre til det,” lo Røde.

”Hvad med de uskrevne regler? Etiketten afvigere imellem?”

”Åh, der er så mange, at jeg ikke kan holde styr på dem mere. Det er bare en del af hverdagen. Men hold dig til mig, så skal jeg nok hjælpe.”

”Hvad får du tiden til at gå med?”

”Der er rigeligt at lave. Det kan være svært bare at holde sig i live nogle gange.”

Han rynkede panden. ”Hvad mener du?”

”Når cellerne bliver åbnet, er det hver mand eller kvinde for sig selv.”

”Når cellerne bliver åbnet? Får vi mulighed for at gå frit omkring?” Han kiggede overrasket på sine medfangere, hvoraf de fleste sov.

”Officielt nej,” svarede Røde. ”Men når vagterne keder sig åbner de cellerne for at få lidt at se på.” Hun pegede op over døren i den anden ende af gangen. Der var et enormt vinduesparti, hvor der gik flere vagter rundt. ”De styrer alt deroppe fra. Lys, lyd, temperatur, celledørene. Hvis du vil være sikker på at holde dig i live, når de bliver åbnet, så hold dig til mig og hold lav profil. Der er en del alfahanner hernede, som altid skal pisse deres territorier af.”

”Så hold dog kæft, Røde. Vi prøver på at sove herover.” Det var manden med svømmehuden mellem fingrene, der havde talt. Han skulede ondt på hende og Christian, inden han lukkede øjnene igen. ”Giv mig nogle behagelige drømme i stedet for at knevre.”

Hun smilede og rakte tunge af ham, da han ikke kunne se hende. Så lagde hun en tyssende finger mod sine læber og vinkede til Christian, inden hun lagde sig over på sin madras. Hun mimede et godnat, inden hun lukkede øjnene.

Og det var først dér, det gik op for Christian, at alle havde lagt sig ned for at sove. Han var den eneste, der stadig stod op i sin celle. I hvert fald så langt han kunne se. Han kiggede op mod vagterne, der ikke ænsede deres fanger. Han kiggede ned af den anden ende af gangen, men den var så lang, at han ikke kunne se enden på den, selvom lyset stadig var tændt. Inden han lagde sig ned, rykkede han madrassen lidt længe ind i cellen, for at være sikker på, ikke komme til at ramme det strømførende net, mens han sov.

 

Det var en summende lyd, der vækkede ham. En stille summen, der blev efterfulgt af et lille klik. Han blinkede for at klare synet, for at få søvnen ud af øjnene og satte sig op. Før han nåede at orientere sig ordentligt, blev der pludselig lagt en hånd for hans mund.

”Stille,” blev der hvisket helt ind i hans øre. Røde sad på hug ved siden af ham og fjernede forsigtigt hånden fra ham.

”De er ikke alle vågnet endnu,” hviskede hun lavmælt. ”Kom med over til mig. De vil helt sikkert lede efter dig her.”

Han kom på benene og fulgte med over i hendes celle. Der var kun nogle enkelte afvigere ude på gangen, men de fleste sov stadig.

”Hvem vil lede efter mig?” spurgte Christian, da de sad på gulvet i Rødes celle.

”Du er ny her. Der er mange, der lige skal prøve dine kræfter af.”

”Hvorfor?”

Hun trak på skuldrene med et lille smil. ”Testosteron?”

Christian så op mod vagternes vindue og så dem alle stå med fronten ned mod afvigerne, parate til et show.

”Er der aldrig nogen, der stikker af under de her opvisninger?” spurgte han Røde.

Hun rystede på hovedet. ”Vi får lidt frihed, mod at vi lydigt vender tilbage til vores celler, når de beder om det. En stiltiende aftale, som ingen vil ødelægge.”

Der begyndte at komme mere larm fra den fjerne ende af gangen, nogle kom løbende nedefra og sprang ind i andres celler. Ved siden af Rødes celle hoppede en høj fyr ind og omfavnede og kyssede den kvinde, som var derinde. Der gik ikke lang tid før de lå på gulvet, viklet ind i hinanden stønnende og svedige, ligeglade med, hvem der måtte se på dem.

”Hold da op,” sagde Christian lavt. ”De er ikke blufærdige.”

Røde smilede med funklende øjne. ”De elsker hinanden. Er det ikke utroligt, at kærligheden finder vej helt herned i helvedet?”

Christian så forlegent væk fra de elskende og over mod vagterne igen. De lo deroppe, pegede og daskede til hinanden. Penge skiftede hænder.

”Jeg kan lugte ham,” blev der sagt højt langt nede for enden af gangen. En hæs kvindestemme bredte sig over afvigerne. Nogle stoppede op og så ned mod den. Andre fortsatte ufortrødent deres gøremål.

”Shit,” hviskede Røde og kiggede ned mod stemmen. ”Det er hende. Kom.” Hun hev Christian op at stå og halede ham med over i en anden celle, hvis beboer stadig sad der. En stor mand, der så ud til at trivedes med sin eneboerstatus. Han værdigede dem et hurtigt blik, inden han rejste sig og tog fat i Christians krave.

”Ud,” knurrede han og så ondt på Christian, der måtte blinke tårerne væk. Stanken fra denne mand var overvældende og sved i øjnene.

”Hej, Odor,” smilede Røde overdrevent venligt. ”Må vi ikke sidde lidt herinde?”

Odor kiggede på hende og derefter på Christian. ”Ud,” gentog han og skubbede Christian over mod udgangen.

”Vent lidt, Odor. Jeg skal nok betale for din venlighed,” sagde Røde og måtte kæmpe lidt for at beholde sit smil på læberne. Lugten gav hende tydeligvis kvalme.

Odor vendte sig over mod hende igen og lod sit blik køre op og ned af hende.

”Næste gang der er udgang, kommer jeg herover til dig – alene.” Hun skød hoften til den ene side, kastede det røde hår bagud og smilede skævt til ham. Hendes tilbud var ikke til at tage fejl af. Som enhver anden kvinde havde hun en valuta, som de fleste mænd ikke kunne sige nej til. Dette gjaldt også denne Odor. Han slikkede sig om munden, satte sig over i et hjørne og lod hende og Christian være. De satte sig i det modsatte hjørne. Christian satte sig, så Odor ikke kunne se Røde. Hans indre gentleman bød ham at skærme hende for det sultne blik.

”Hans lugt kan forhåbentlig overdøve din,” sukkede hun og stirrede ud på gangen.

”Jeg gætter på at han har fået navn efter sin afvigerevne,” sagde Christian og holdt sig for næsen.

”Lad være med at fornærme ham,” skældte Røde og fjernede hans hånd.

”Du har seriøst ikke tænkt dig at gå herover næste gang, vel?” sagde Christian og forsøgte at trække vejret gennem munden.

Hun trak på skuldrene. ”En kvinde har også behov…”

Christian kiggede på deres cellekammerat og fik kvalme. Røde var så flink og havde så lyst et sind. Hun kunne ikke for alvor mene, at hun ville give sig selv til den vamle gris. Instinktivt lagde han beskyttende en arm om hendes skulder og besluttede sig for, at næste gang der var udgang, ville han være i hendes celle, inden hun fik mulighed for at betale sin gæld af. Odor måtte han så klare senere. Der var måde at få ham til at tro, at hun havde været hos ham.

”Han har været her,” sagde den hæse kvindestemme så pludselig, alt for tæt på.

Røde spændte i hele kroppen. ”Hun er ved min celle.”

”Hvem er hun?” hviskede Christian. Rødes anspændthed smittede lige så meget som hendes munterhed havde gjort tidligere.

”Heksen,” sagde Røde. ”Hun arbejder for ham. Hun opsnuser alle som kan være en potentiel fare for ham og sørger for, at de bliver elimineret.”

Ham?” Måde hun sagde det på bragte minder til overfladen om en god doktor, der forgreb sig på sin egen datter.

”Cantor,” sagde hun fuld af frygt. ”Han er den absolutte alfahan hernede. Ingen har kæmpet mod ham længe. Jeg ved ikke, hvorfor du skulle være en trussel for ham.”

”Hvad gør ham så speciel?”

”Jeg har aldrig set ham. Men det siges, at han kan styre alle. Han er hård og grusom og regerer uden nåde. Han var én af Linds disciple.”

Christians hjerte sank ned i maven. Ikke igen. Ikke dette åndssvage Messias-pis igen. Hvorfor skulle det altid pine ham? Hvorfor lige ham? Han var jo ikke deres Messias. Hvis han var, havde det vel ikke været muligt for ham at blive fanget så let. Han turde ikke fortælle Røde, at heksen sandsynligvis ikke var efter ham, fordi han skulle slås ihjel, men fordi denne idiotiske Cantor vitterligt troede på, at Messias var kommet til katakomberne for at befri den stakkels afvigerrace.

”Odor,” blev der sagt ude fra gange. Heksen var kommet helt hen til hans celle og stod uden for den og kiggede på den store mand. ”Odor, min ven, du skjuler da ikke nogen, som kan vise sig at være farlige, vel?” Hun lod sine små stikkende øjne stirre over på Christian. Hun var en lavstammet kvinde, grim og kompakt. Hendes næse og hage var så krogede, at de næsten rørte hinanden. Betegnelsen heks var bestemt passende.

”Lille ven,” sagde hun og så på Christian, der sad og holdt om Røde. ”Kom ud til mig.”

Christian turde ikke se hende i øjnene. Han anede ikke hvilke kræfter hun besad og ville hellere være på den sikre side. Så han rejste sig med blikket rettet mod gulvet.

”Lad være,” bad Røde og hev i hans hånd for at holde ham tilbage. ”Hun slår dig ihjel.”

Det skulle hun ikke få lov til, hvis det virkelig var det, hun havde i sinde. Det troede Christian nu ikke det var. Hun var på jagt efter sin Messias.

”Lad mig se på dig,” smiskede heksen, da han var kommet ud til hende. Der stod en skare af afvigere hele vejen ned af gangen og stirrede på optrinet. Vagterne fik sig også uden tvivl et godt show.

”En stærk, ung mand,” sagde heksen, efter hun havde gået rundt om ham og snuset til ham. ”En skam, at du skal volde så meget besvær.”

”Det er ikke min mening,” sagde Christian stille og kiggede ned i jorden.

Heksen stoppede op foran ham. ”Sig det igen.”

”Det er ikke min menig,” gentog Christian.

”Det kan ikke være muligt…” hviskede heksen mere til sig selv end nogen anden. Hun snusede kraftigt ind igen. ”Hvor gammel er du?”

”16” svarede Christian hurtigt.

”Dine forældre. Hvem er dine forældre?” ville heksen vide. Hendes stemme havde en flig af nervøsitet over sig.

”Min mor hedder Maria, min far hedder Leo.” Han var i hvert fald den eneste far, han havde kendt.

Der var stille længe. De eneste lyde kom fra de små slåskampe eller elskende som var at finde længere nede af gangen.

Pludselig greb heksen fat om Christians ansigt med begge hænder og tvang ham til at se på sig. Da hendes blik mødte hans, veg hun et par skridt tilbage. Hun så forfærdet på hans øjne, inden hun pludselig smilede grumt.

”De øjne er ikke til at tage fejl af,” lo hun hæst. ”Tænk at skulle finde dig helt hernede.”

”Lad os lade som om, du ikke har fundet mig,” sagde Christian. ”Og lad os vende tilbage til hvert vores liv.”

Hun lo igen. En hæs, modbydelig latter, der hørte til i helvedet. ”Sådan fungerer det ikke, lille ven. Jeg kan ikke have to af din slags rendende rundt. Calva, gør det af med ham.” Heksen trådte til side og lod én fra følget kommet frem. En mand med et kæbeparti som en kamphund og tænder som en piratfisk. Han snappede ud efter Christian, der sprang bagud, ind i Odors celle igen. Han måtte dukke sig, sparke fra sig og samtidig sørge for at der ikke skete noget med Røde som insisterede på at hjælpe. Hun var dog mere i vejen, end hun hjalp.

Til sidst fik han fat i Calvas hoved, fik det banket ind i væggen, så han blev slået næsten bevidstløs. Så lagde han hurtigt en hånd mod fjendens pande og omdirigerede hans mål. Han skriftede sit eget billede ud med heksens, og inden han nåede at tænke nærmere over det, havde de smækkende kæber lukket sig om heksens strube, der satte i et hyl, der fik væggene til at rasle. Blodet fossede ud af hendes hals, og Christian stillede sig ind foran Røde, så hun ikke skulle blive ramt af det. Hvem kunne vide om heksens blod, ville forvandle Røde til et lignende væsen?

Calva slap sit bytte og traskede ned blandt sine afvigervenner som en anden zombie. Han havde gjort sin pligt

Heksen lå død uden for cellen. Odor havde endelig rejst sig og stod nu og kiggede ned på hende. Han sparkede lidt til liget med foden for at sikre sig, at hun rent faktisk var død, inden han satte sig ind igen. Han stirrede forventningsfuldt på Røde, da Christian hev hende med ud på gangen. De gik i en stor bue uden om heksen, for ikke røre hendes blod og vendte tilbage til Rødes celle. De andre afvigere, som heksen havde haft med, lod dem uden videre komme forbi. Om de var bange eller blot for chokerede til at gøre noget, anede Christian ikke. Han var også ligeglad.

”Hvad har du gjort?” stammede Røde, da de sad på hendes madras.

”Jeg forsvarede mig,” forklarede Christian.

”Men til hvilken pris?” Hun var dybt rystet og det begyndte at gøre Christian bange.

”Heksen kan ikke finde mig mere. Jeg kan være i fred.”

”Du tror det er slut med hende? Christian, Cantor kommer efter dig nu. Og tro mig, han giver ikke op før du er død.”

”Så lad ham komme,” sagde Christian og forsøgte at lyde mere selvsikker end han egentlig var. ”Jeg vil gerne møde ham.”

”Er du rigtig klog? Du må ikke sige sådan noget! Han kommer også efter mig. Jeg har beskyttet dig. Åh, Gud, jeg har underskrevet min egen dødsdom.”

”Der kommer ikke til at ske noget, Røde. Det lover jeg. Du er i sikkerhed.”

I det samme var det som om, nogen havde slukket for lyden i katakomberne. Al den naturlige tumult af mennesker, der taler, slås eller elsker forsvandt fra det ene sekund til det andet. De afvigere, der stod ude på gangen skuttede sig pludselig, så ned i jorden og forsvandt. Gjorde sig så små som overhoved muligt.

Så hørtes der skridt nede af gangen. En høj mand drejede ind i Rødes celle og stillede sig lige over for Christian, der hastigt rejste sig. Denne mand var lige så høj som ham selv, et syn han sjældent havde set. Det mørke hår faldt lige så uregerligt som Christians eget. Rundt om det nederste af ansigtet havde man monteret en sort metallisk maske, som skjulte mandens mund. Den så grotesk ud og gav manden et dæmonisk udseende. Men det der for alvor skræmte Christian, var de øjne han så. Det var som at se ind i et spejl. De øjne, der stirrede vredt tilbage på Christian var lige så blå og flammende som hans egne.

”Cantor,” hviskede Røde ærefrygtindgydende og pressede sig længere op af bagvæggen.

”Kald mig Michael,” sagde manden med Christians blå øjne.

   

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...