Forbandelsen 2

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 nov. 2014
  • Opdateret: 15 nov. 2014
  • Status: Færdig
Christian er blevet stor og gør sig klar til at komme ud i den virkelige verden - som viser sig at være fyldt med forhindringer, som han end ikke havde drømt om. Læsning på eget ansvar.

2Likes
0Kommentarer
386Visninger
AA

17. 16

En grødet stemme trængte sig på med en udefinerbar mumlen. Christian var ikke engang sikker på, at det var et sprog han kendte, men den tvang ham langsomt ud af sin bevidstløste tilstand. Den halede sig fast i ham, blev ved med at sige det samme og trak ham ud af mørket. Til sidst var han kommet så meget til at sig selv, at han var bevidst om, at han skulle åbne øjnene for at finde ud af, hvor han var. Og pludselig gav stemmen mening.

”19!” blev der råbt uden mumlen, uden at det overhoved på nogen som helst måde lød grødet.

Han ville gerne svare, men han var så dybt koncentreret om at åbne øjnene, at han ikke havde overskud til at bruge stemmebåndet på samme tid. Han kunne dog have sparet sig sine anstrengelser, for da en flodbølge af iskoldt vand skyllede ind over ham, sprang øjnene op af sig selv. Lungerne havde hevet efter luft i det samme som vandet kom farende, så han måtte hakkende og spruttende sætte sig op, for at tømme dem for vand.

Christian fandt sig selv siddende fuldstændig nøgen, dryppende og rystende af kulde på en meget hård briks, der var hamret ind i en stenvæg. Rummet var koldt og lille. Mørkt og fugtigt. Der var ingen vinduer, men kun en enlig pære, der hang i midten af loftet og lyste svagt. Den så syg ud. Sikkert fordi den brugte al sin energi på at bekæmpe det mørke, der lå omkring den og konstant pressede på fra alle sider.

”Det var sgu også på tide,” blev der vrisset.

Christian vendt sig over mod stemmen, og så en uniformeret mand med en voldsomt kroget næse, der stod på den anden side af tremmerne, som effektivt stoppede enhver mulighed for flugt. Tremmerne gik både vertikalt og horisontalt og lavede kun plads til, at man til nød kunne stikke sin arm ud gennem dem. Febrilsk afsøgte han rummet efter et tæppe eller noget andet, han kunne dække sin nøgenhed med, men der var intet. I stedet trak han benene helt op under sig og krøllede sig så meget sammen på briksen, som han kunne.

”Vi var ved at tro, at du aldrig ville vågne,” smilede manden og satte den spand han havde i hænderne ned på gulvet. Smilet nåede ikke op til øjnene, der havde et uhyggeligt skær over sig. De bevægede sig hele tiden hen over hans krop, på en måde, som fik ham til at føle sig som et stykke kød. Det dryppede koldt fra håret, der blev ved med at falde ned over øjnene, og det gav ham kuldegysninger, så han automatisk spændte i kroppen.

”Et fint eksemplar,” sagde manden og blinkede til ham. ”Fryser du?”

Christian nikkede.

”Ærgerligt,” lo han og forlod tremmerne. Christian kunne høre hans latter ned gennem hele gangen, der tydeligvis var meget lang. Ekkoet blandede sig med råben og skrigen, som lød mere dyrisk end menneskeligt.

På den modsatte side af buret var der lamper banket ind i væggen, der kastede et kynisk lys ned af passagen. Heller ikke der, var der nogle vinduer, der kunne lukke dagslys ind. Hvad var det her for et sted? Han anede ikke, hvad tid på dagen det var. Han anede ikke, hvor længe han havde været der. Eller hvor længe han skulle være der. Modløs lagde han hovedet tilbage mod den rå væg. Vandet dryppede stadig fra hans hår, trillede koldt ned af ryggen og gav ham kuldegysninger.

”Hey,” blev der pludselig hvisket.

Christian så sig forvildet omkring, men der var ingen at se nogen steder.

”Hey,” blev der hvisket igen efterfulgt at en let banken.

Han lagde øret til væggen og bankede prøvende igen en enkelt gang.

Der blev banket tilbage. ”Det er en hård måde at blive vækket på.”

”Ja,” kvækkede Christian hæst og rømmede sig inden han fortsatte. ”Hvor er jeg?”

”Der, hvor alle afvigere ender,” hviskede den fremme stemme.

”Er jeg død?” spurgte Christian forbløffet og højere end tiltænkt.

”Sssch,” blev der hvisket hårdt fra den anden side af væggen. ”Vær nu ikke dum. Selvfølgelig er du ikke død. Du er i katakomberne, dit fjols.”

Katakomberne under byen. Det sted mor altid havde advaret ham mod. Det sted, hvor fangede afvigere blev låst inde og glemt. Åh, Gud. Han var blevet fanget, Johnas havde stukket ham. Mor havde fortalt, hvor han havde gemt sig. Fortvivlet over sandheden gemte han ansigtet i hænderne og kæmpede for at holde tårerne tilbage. Han var helt alene nu. Fuldstændig. Alle havde svigtet ham. Han ville aldrig mere se dagens lys, aldrig mere se…

Laura.

Tanken slog ham som en knytnæve i maven. Hun var død. Han havde slået hende ihjel. Det var hans skyld. Så var det ikke så mærkeligt, at skæbnen havde besluttet sig for at spærre ham inde med sine artsfæller. Han var et monster.

”Er du okay?” spurgte manden på den anden side af væggen.

”Ja,” sagde Christian stille uden at mene det.

”Det skal nok gå,” trøstede stemmen. ”Så længe man holder sit sind beskæftiget, kan de ikke knække dig. Hvad hedder du?”

”Christian,” svarede han.

”Husk det. Du må ikke glemme dit navn, selvom det bliver svært at holde fast ved det.”

”Hvad hedder du?”

”23,” blev der monotont svaret efter en længere pause.

Mystisk navn. Han måtte have hørt forkert. ”23?”

”Ja, jeg har været her så længe, at jeg har mistet mit navn. Alle dem jeg var sammen med oprindeligt er væk. Det her sted får dig til at glemme. Men jeg skal nok hjælpe dig med at huske på dit navn. Christian. Jeg kan godt lide det.”

”Hvorfor hedder du 23?” spurgte Christian nysgerrigt.

”Du har også et nummer, som du skal lære at adlyde. Se på dit venstre håndled.”

Lydigt gjorde han, som han blev bedt om. Og ganske rigtig var der et nummer ned langs armen, der sluttede ved håndleddet. Han gned undersøgende på det, men det lod sig ikke fjerne. Tallene var en anelse forhøjede, og der var en rødmen omkring dem. Det var tatoveret ind i huden med en kraftig sort farve. Han var mærket for livet.

”Hvad nummer er du så?” spurgte 23.

”214782-19,” hviskede Christian frygtsomt. Det kunne ikke være rigtigt. Det var for surrealistisk. Sådan noget skete kun på film eller i bøger. Det skete ikke for ham.

”214782-19? Allerede? Det går hurtigere og hurtigere,” sukkede 23.

”Hvad mener du?”

”Jeg har været sammen med en hel del 19´ere,” hviskede han mørkt.

”Hvor lang tid har du været hernede?” spurgte Christian.

”For længe, knægt.”

I det sammen hørtes fodtramp nede af gangen. 23 tyssede på Christian, der hastigt satte sig normalt på briksen igen, med benene trukket op under sig, med hovedet hvilende på armene, der var slynget rundt om knæene. Trampene stoppede ud for hans tremmer. Forsigtigt dristede han sig til at kigge op, og så tre mænd stå og glo på ham.

”Stil dig op af bagvæggen med ryggen til os, armene over hovedet og benene spredt. Nu,” blev der kommanderet.

Skamfuld over sin nøgenhed, rejste han sig tøvende og gjorde som der blev beordret. Alle tre mænd var bevæbnet, så han turde ikke andet. Da han stod med ansigtet vendt ind mod den kolde væg, hørte han cellen blive låst op. Hans hænder blev flået ned bag på hans ryg, låst sammen af strips, mens han blev presset hårdt op mod stenmuren.

”Kom så,” vrissede én af vagterne og puffede ham i siden med geværmundingen. Christian vendte sig om mod dem, og gik den vej, de skubbede.

Hele vejen ned langs gangen var der celler på hans venstre side. Nogle af dem var tomme, men langt de fleste have en beboer, der enten gemte sig i skyggerne eller højlydt gjorde opmærksom på sin utilfredshed med servicen på dette sted. En enkelt gang var der én der kastede sig ud mod tremmerne så hårdt, at Christian var sikker på, at de ville brase sammen under hans voldsomhed. Men de holdt. Fangen rev og flåede i dem, skreg og hylede fuldstændig hysterisk med ordløse vræl. Også han var nøgen, men tydeligvis ikke synderligt blufærdig.

Christians hjerte rasede af sted i brystet, i takt med, at de nærmede sig døren for enden af gangen. Hvad der ventede ham, kunne kun fantasien gisne om, og uheldigvis var hans fantasi vidtrækkende. Han blev ført gennem døren og ind i et rum, hvor han brutalt blev skubbet ned i den ene af de to stole, der stod midt på gulvet. Uden nogen forklaring overhoved, forlod vagterne ham, smækkede med døren, og lod ham sidde alene tilbage i et lille lokale, uden andet lys end den gullige pære, der hang ensomt i loftet. Han havde stadig hænderne bundet på ryggen og måtte derfor sidde i en krampagtig foroverbøjet stilling.

Lige som han troede, han skulle tilbringe de næste mange timer alene i det lille lokale, blev døren flået op og en uformelig kæmpe blev mast ind gennem den, fulgt af et par bevæbnede vagter. Kæmpen var lænket på hænder og fødder, men fik alligevel sat sig nogenlunde ubesværet i stolen overfor Christian.

Han kendte skikkelsen lige så snart, den blev tvunget ind af døren. Det var den samme kæmpe, som havde haft sin gang på Hagen. Den samme kæmpe som gang på gang, havde ladet ham slippe fri. Forlegen forsøgte han at vende siden til, så hans nøgenhed var knap så åbenlys. Det blik, som hurtigt gled over kæmpens øjne, viste også at han genkendte Christian, men han tillagde sig hurtigt de rette neutrale folder, hvilket gav ham et ansigt så udtryksfuldt som en sten.

”Fem minutter, 83,” sagde den ene vagt hårdt, hvorefter de igen smækkede døren i.

”Hvad laver De her, herre?” spurgte kæmpen alarmeret lige så snart de var alene.

At blive tiltalt på den måde, mens han sad nøgen og delvist bundet foran så stort et væsen, var en ubehagelig situation, som Christian helst ville have været foruden. Han krummede sig sammen om sig selv, lagde benene over kors og undgik øjenkontakt.

”Herre?” prøvede kæmpen igen.

”Jeg er blevet fanget,” sukkede han træt og kiggede ned i gulvet.

”Hvordan er det muligt?”

Christian trak på skuldrene.

”Hvad vil De have mig til at sige til vagterne, når de kommer ind igen, herre? Sandheden?” spurgte kæmpen nervøst.

”Sig hvad du har lyst til,” svarede Christian modløst. ”Jeg er færdig med at være noget, jeg ikke er.”

Han fornemmede tydeligt kæmpens indre oprør. Han ville ikke stikke ham, men vagterne vidste på den anden side godt, at han var afviger. Skulle han fortælle det hele? Alt om Messiasprofetien? Inden han nåede at blive enig med sig selv, blev døren åbnet igen. To vagter, der stillede sig på hver sin side af kæmpen gjorde klar til at eskortere ham ud. En tredje kom ind. Han havde en del flere medaljer, der hang på hans skuldre. Han indtog det lille rum, som om han ejede det, stirrede forarget ned på kæmpen og Christian.

”83?” sagde han.

”Afviger,” sagde kæmpen stille og så fuldstændig afvæbnet ud. Hele hans enorme krop var sunket sammen.

”Evner?” sagde vagten hårdt.

Kæmpen kiggede op på Christian, der så hans sørgmodige blik ud af øjenkrogen. Hans evner var aldrig kommet på tale. Han vidste ikke hvor meget kæmpen kendte til dem. Opsnapning af afvigergenet var kæmpens gave, men hvor meget han kunne opfange af den pågældende afvigers evner, anede han ikke.

Kæmpen sukkede og kiggede på vagten. ”Hans evner er psykiske. Telekinese.”

”Og ikke andet?” spurgte vagten.

Kæmpen rystede på hovedet.

Med et nik fra deres overordnede tog de to vagter fat i kæmpens arme og gelejdede ham op at stå. Han fulgte med uden problemer. Tilbage sad Christian nøgen i stolen med den overordnede vagts blik hvilende på sig. Han var lettet over, at kæmpen, 83, ikke havde fortalt alt om hans evner. Om det var fordi, han vitterligt ikke kendte deres fulde omfang, var uvist, men i grunden også ligegyldigt lige nu.

”Christian Chasedin,” sagde manden og smagte på hver enkelt stavelse, inden han satte sig ned. ”Mit navn er sergent Nelson.”

Pausen indikerede at han ventede på, at Christian på en eller anden måde ville tilkendegive, at han havde hørt ham. Han turde ikke sige noget, så han nikkede bare, uden at tage øjenkontakt med manden.

”En ung og stærk afvigerhan. Et pragteksemplar. Nu skal du høre, hvordan tingene kommer til at foregå. Du vil ikke længere blive tiltalt ved dit navn. Du er nu nummer 19 og vil svare, hvis du bliver spurgt. I det næste stykke tid vil du være i denne del af katakomberne. Vi vil her se, om du er villig til at samarbejde eller ej. Hvis ikke, er der en celle til dig længere nede. Men tro mig, der vil du ikke hen. En lille dreng som dig, har ikke en chance dernede. Der hersker en rangorden, som du ikke ønsker at blive en del af.” Smilet i sergent Nelsons øjne gav ham kvalme. ”Når du om lidt bliver vist tilbage til din celle, vil der være tøj til dig på briksen og noget mad. I bliver fodret to gange om dagen. Toiletbesøg foregår i hjørnet af cellen. I bliver vasket, hvis vi finder det nødvendigt. Vi forventer, at du holder dig i ro og ikke laver ballade. Når vi får brug for dig, skal vi nok opsøge dig. Ellers vil vi ikke høre en lyd fra dig. Forstået?”

Han var et dyr nu. Ikke andet end et dyr, og han ville blive behandlet som sådan. Han havde en million spørgsmål at stille, men sergent Nelsons udtryk gav ikke anledning til at stille dem.

”Forstået,” kvækkede Christian i stedet og kiggede ned i gulvet.

Sergent Nelson rejste sig og gik helt over til ham, satte sig på hug foran ham og tog hårdt fat om hans hage og tvang ham derved til at se på sig.

”Hvordan i helvede du har undsluppet os så længe, har jeg ingen anelse om. Med de øjne, burde du have været anmeldt for mange år siden.” Sergenten så mistænksomt på ham. ”Jeg stoler ikke på dig, afviger.”

Han havde strammet grebet om Christians hage, så det faktisk begyndte at gøre ondt, men han ville ikke vise det. Sergent Nelson skulle ikke have den glæde at se ham lide.

”Der er noget ved dig… Jeg skal nok komme ind i dit kønne lille hoved på et eller andet tidspunkt. Vær sikker på det.” Nelson slap ham og rejste sig.

 

Tilbage i sin celle skyndte Christian sig at klæde sig på. Bukserne var mørkebrune og alt for store. Han måtte konstant hive dem op, når de faldt ned over hofterne. Han foldede buksebenene op nogle gange for at kunne gå i dem. Den grå trøje han havde fået var også for stor. Den hang uformeligt på ham, faldt ned over den ene skulder, og var hullet flere steder. Men han var glad for, at den havde lange ærmer, så han, på trods af hullerne, kunne holde den fugtige kulde lidt på afstand. Der var også blevet lagt et gråt tæppe ind på briksen. Det var på ingen måde langt nok til at kunne dække ham, men det var bedre end ingenting. Maden på bakken var en skål udefinerbar grød, som stank fælt. Den var lunken og smagte lige så kedelig som den så ud. Brødet ved siden af var tørt og blev næsten til støv, da han brækkede det af i små stykker for at dyppe det i grøden. Vandet i koppen var til gengæld som det skulle være. Det smagte af vand, kølede som vand og læskede som vand. Helt klart måltidets perle.

Da han var færdig, tog han mod til sig, og gik over for at se hjørnet længst væk fra briksen. Her fandt han et hul. Ikke stort nok til at han på nogen måde ville kunne slippe ud igennem det, men stort nok til at menneskelige efterladenskaber ville kunne forsvinde ned gennem det. Han turde ikke gå for tæt på, bange for at se levn fra cellens tidligere beboer. 

Han var træt. Udmattet. Han lagde sig på briksen og tog tæppet omkring sig.

”Christian?” blev der hvisket fra den anden side af muren.

”Ja,” hviskede han tilbage.

”Hvordan gik det? Var 83 ordentlig imod dig?”

”Ja.”

”Det var godt. Han kan virke lidt skræmmende. Han syntes det er skægt at gøre de nye bange. Men han er blid som et lam, Christian.”

”Det ved jeg godt. Jeg kender ham,” sagde han træt.

”Kender ham? Hvorfra?” spurgte 23 nysgerrigt.

”Fra mit gymnasium. Han tjekkede os regelmæssigt.”

”Gymnasium? Hvor gammel er du, Christian?”

”16.”

Der var stille på den anden side. Helt stille. Christian rakte forsigtigt sit sind ud for at finde ham, men nåede det ikke, inden han gav lyd fra sig igen.

”Du er jo kun et barn,” sagde 23 stille.

Der var de ikke helt enige. Han havde sin alder imod sig, ja, men han var ikke noget barn længere. Det var meget lang tid siden han havde været det.

”Hør rigtig godt efter, Christian. Du må ikke under nogen omstændigheder være alene med Krogen.” 23s stemme var ildevarslende. ”Han vil gøre, hvad han kan for at gøre dit liv så surt som muligt. Hold dig fra ham.”

”Men vi får da ikke lov til at gå sammen, gør vi?” spurgte Christian.

”Krogen er en af vagterne. En høj fyr, mørkt hår, mørke øjne, kroget næse. En rigtig grim satan. Lad for Guds skyld være med at tirre ham, Christian. Lov mig det.”

”Det skal jeg nok,” stammede han, bange fordi 23s stemme var blevet så dyster.

”Hvis du bare gør, som de forlanger får du lov til at blive heroppe. Og tro mig, fra hvad jeg har hørt af rygter, er dette langt at fortrække.”

”Sergenten sagde, at jeg fik tid til at vise, at jeg ville samarbejde.”

”Sergent Nelson?”

”Ja.”

”Knægt, jeg ved ikke hvem du er, men det er ikke hvem som helst, der bliver budt velkommen af sergent Nelson. Du må have gjort dig bemærket på en eller anden måde,” sagde 23.

Han havde slået ihjel. Det var sådan han havde gjort sig bemærket. Minderne om den smukke Laura, der lå livløs for foden af trappen trængte sig ubønhørligt på og gav ham kvalme. Tårerne stod i kø for at komme ud.

”Jeg trænger til at sove,” fremstammede han stille i håb om at 23 ville lade ham få lidt fred.

”Det er klart, Christian. Sov godt. Sig til, hvis der er noget, jeg kan gøre for dig.”

Giv mig fred, tænkte han. Spol tiden tilbage, og lad det hele være ugjort. Væk Laura fra de døde. Hvis bare hun stadig var i live, skulle han nok tage sin straf som afviger. Hvis bare han vidste, at hun stadig var i god behold. Han krøllede sig sammen, og lod tårerne falde så lydløst som muligt, mens de lullede ham i søvn.

 

Selvfølgelig hadede hun ham. Hvordan kunne hun andet, når han havde gjort, som han havde? Han fortjente uden tvivl, al denne elendighed. Han havde selv været skyld i så megen sorg, så megen ulykke. Havde han været hende, ville han også have angivet ham. Det had, der lyste ud af hendes øjne, da hun stirrede på ham, mens de førte ham op af kælderen, brændte stadig. Det var et blik han aldrig ville glemme – og heller ikke burde. Det var en del af hans straf, en del af det spøgelse som for evigt ville hjemsøge ham. Hendes angst for, at han skulle blive som sin far havde været berettiget. Han var et monster. Selvfølgelig måtte hun have ham spærret inde.

 

Tænk sig at have svigtet sin bedste ven på den måde. Hvad var han for et menneske? Hvordan kunne han bare tilsidesætte sin bedste ven, og lade sine lyster styre ham? Var han ikke andet end et dyr? Et fanget dyr nu. Måske havde Johnas haft ret i sin formodning om, at han havde tvunget hende. Måske havde han tvunget hende til at gøre noget, hun ikke ville. Måske kendte han ikke selv sine evner til fulde.

 

Måtte hun ende i helvedet! I et helvede, hvor hun ville møde alle sine gamle dæmoner, som hun aldrig ville tale med ham om. I et helvede, hvor hun gang på gang ville blive misbrugt, tortureret, ødelagt af de uhyrer, som hun frygte så voldsomt i denne verden. Han ville selv være et af dem. Et afvigeruhyre, der dag efter dag ville knuse hendes krop såvel som hendes skrøbelige sind, indtil hun blev reduceret til en savlende, sprogløs zombie, der blot eksisterede for at tilfredsstille de liderlige dæmoner, der herskede i helvedet.

Fuck Maria Holmes!

 

Hvad havde han gjort? Åh, gud, hvad havde han dog gjort? Det kunne ikke være rigtigt. Det var kun en ond drøm, som han snart ville vågne fra. Åh, gud. Åh, kære, barmhjertige Gud, lad det ikke være sandt.

 

Laura. Laura. Laura. Laura. Laura. Laura. Laura. Laura. Laura. Laura. Laura. Laura. Laura. Laura.

 

 De kunne rende ham. Alle sammen! De anede ikke, hvor smukt det han og Laura havde haft sammen var. De vidste ikke, hvor højt de elskede hinanden. Hvis dette var straffen for at elske, så fint! Han kunne leve med det. Han havde oplevet den ultimative kærlighed. Ikke den som mor havde forgivet at have for ham! Nej, den forræderiske luder, hun kunne brænde op. Og Johnas, som skulle forestille at være hans bedste ven. Han kunne rådne op i mors favn. Gid fanden havde dem begge!

 

Om der var gået en uge eller blot to dage, havde han ingen anelse om. Han havde brugt det meste af tiden på at sove, og da der ikke var adgang til naturligt lys i cellen, var det umuligt at sige om det var nat eller dag. Han var lige blevet færdig med sin grød og var i gang med at drikke af vandet, da et par vagter kom hen til hans celle. De gik jævnligt frem og tilbage på gangen, så deres tilstedeværelse, havde han efterhånden vænnet til sig.

Men da de nu stod stille foran hans bur, rejste han sig nervøst. De havde ladet ham være i fred lige siden, han var kommet tilbage fra sit møde med sergent Nelson, så han var usikker på, hvad der var i vente. Måske skulle han luftes? Måske skulle han i bad? Han trængte til det. Han kunne lugte sig selv og det snavs, der efterhånden var begyndt at hobe sig op. Han havde brugt sit `toilet´ uden at kunne tørre sig bagefter, og de første par gange havde han været ved at kaste op, og havde brugt lang tid på at begræde sin egen håbløse situation. I stilhed. Han nægtede at lade andre tage del i sine lidelser. End ikke 23, som var blevet det tætteste han havde på en ven hernede, havde fået lov til at høre ham græde.

”19,” blev der sagt meget bestemt.

”Ja,” sagde Christian hæst.

”Stil dig op af bagvæggen med hænderne over hovedet.”

Han gjorde nervøst, som han fik besked på.

Vagterne kom ind til ham, tvang hans arme rundt og stripsede dem sammen. Så førte de ham ud på gangen, hvor de tvang hans hænder så langt op og bagud, at han blev nødt til at gå foroverbøjet. Han sagde ikke en lyd, selvom det gjorde helvedes ondt. De grinede af ham, mens han blev skubbet ned mod døren.

”For helvede, hvor du stinker,” sagde den ene vagt, mens han pressede Christian ned i en stol. De stillede sig bagefter på hver sin side af ham og fortsatte en samtale, de øjensynligt havde haft gang i tidligere. Den ene var sikker på, at hans fodboldhold nok skulle vinde ved finalen i aften, mens den anden ikke gav meget for dem. Christian forholdt sig fuldstændig rolig og så bare ned i det kolde gulv, der var hugget ud af sten. Deres snak forstummede brat, da døren gik op igen. En dokumentfolder blev smidt på bordet foran ham.

”214782-19?” lød en velkendt stemme.

Christian dristede sig til at kigge op og så sergent Nelson sidde overfor ham. ”Ja, sir,” svarede han så.

Sergenten smilede. ”Der er en opgave til dig. Der er ved at blive lavet en bygning som skal huse det meste af et stort firma. Desværre er de bagud med den, og bygherren, Glenn Port, er bestemt ikke tilfreds. Han skal have bygningen klar så hurtig som muligt, så han har kontaktet os, for at få lidt hjælp. Det er vist lige en opgave for dig. Der skal flyttes en masse lort fra byggepladsen, og med din telekinese skulle det ikke være noget problem.”

”Ja, sir,” sagde Christian igen og vendte blikket ned.

”Godt. Du vil blive vasket og omklædt. Om en time, mine herrer,” sagde sergent Nelson henvendt til de to vagter, der stod ved Christian.

De slog hælene sammen og gjorde honnør, som tilkendegivelse af, at de havde hørt og forstået, deres ordre. Sergenten forlod dem, og Christian blev hevet op af stolen, for at blive ført til et stort baderum. Inden de skubbede ham ind i kabinen, skar de stripsene, der holdt hans hænder, over.

”Tøjet af,” kommanderede den ene, mens den anden var ved at rulle en vandslange ud.

Ubehagelig til mode gjorde han som, der blev sagt. Han trak trøjen over hovedet og smed den i et hjørne. Han vendte sig med siden til, da han lukkede bukserne op og tog dem af. For at holde lidt på sin værdighed, foldede han hænderne om sit køn, inden han vendte fronten mod dem igen.

”Nu ikke så genert,” lo vagten med vandslagen. ”Hænderne over hovedet.”

Forlegen gjorde Christian som beordret. Han lagde hænderne på sit utæmmelige hår og åndede tungt ind, for at få mod til det.

”Hold da op,” lo den anden vagt. ”Man er godt udstyret, hva? En skam, at der ikke er nogen tøs, der kommer til at nyde godt af den.”

Deres latter skar ham i hjertet. Det gjorde ondt at stå der, blottet og gjort til genstand for deres hån. Med et stenansigt forsøgte han, at lade deres dumme kommentarer fare, mens de tændte for vandet. Det ramte ham hårdt lige i maven og slog næsten luften ud af ham. Han gispede efter vejret og i det samme rettede de ondskabsfuldt strålen mod hans ansigt, så han slugte en hel del vand. Hostende og spruttende, måtte han læne sig forover for at spytte vandet ud igen, under megen latter fra sit publikum. Han blev beordret til at vende sig rundt, så de også kunne spule ham på ryggen. Han gjorde det nølende og måtte støtte sig til væggen, da strålen ramte ham i ryggen med et kraftigt slag. Det gjorde helvedes ondt, men denne gang var han forberedt på, hvor meget tryk, der var på vandet.

Vagten, der ikke holdt vandslagen fandt en lang stang frem, hvorpå der var fæstnet en form for vaskeklud. Han gik et par skridt frem og begyndt hårdhændet at skrubbe Christians krop ind i sæbe. Det stank mere, end det duftede og sved på huden, men Christian var ikke tvivl om, at han nok skulle blive ren. Kluden fandt frem til alle kroppens afkroge og gjorde sit arbejde. Hele episoden var så ydmygende, at han på et tidspunkt lukkede fuldstændig af og lod sine tanker fare alle andre steder hen. Han tænkte på sin mor, da de var lykkelige sammen. Han tænkte på Leo, på Johnas, inden han havde forrådt ham. På Rose. Laura.

”Tøj på,” blev der kommanderet, og et nyt sæt af brune bukser og grå trøje blev kastet over til ham. Han fik ikke noget at tørre sig i, så tøjet var hurtigt gennemblødt. Hænderne blev stripset igen, og han blev ført videre i systemet. Inden længe havde han fået bind for øjnene, blev sat ud i en bil og var på vej væk fra katakomberne. Lige så snart han var kommet ud, havde han indåndet den rene luft, suget den grådigt til sig. Alle naturens dufte havde han lagret i sin hukommelse, så han kunne vende tilbage til dem senere, når han igen lå ulykkelig i sin celle.

Han var påpasselig med ikke at lade sit sind løbe af med sig, men kunne alligevel ikke helt holde det i ro. Forsigtigt trængte han ind i chaufførens sind og brugte dennes øjne til at orientere sig med. De var på vej ud af en helt lige landevej. På vej ind mod byen. Han var ikke sikker på, hvordan han skulle gøre det, men han ville stikke af, hvis chancen bød sig. Men det havde de sikkert forudset. Det var sikkert sådan alle afvigere tænkte, når de kom ud fra katakomberne i korte øjeblikke.

Lige inden de kom helt ind i byen, standsede de ved en kæmpe byggeplads. Christian trak sig tilbage, og lod dem føre sig ud af bilen og ind til et lille skur, der var sat op som midlertidigt kontor for byggefirmaet. Her blev han placeret på en stol, og bindet blev revet af hans øjne. Han måtte blinke et par gange for at vænne sig til lyset, inden han kunne se omridset af et par mennesker overfor sig. Hans vagter stod på hver side af ham og lod ham ikke ud af syne.

”Er det ham?” blev der spurgt fra den anden side af bordet.

Christian blinkede igen et par gange og så en lille, fedladen mand sidde på en stol overfor ham med en rød hjelm på hovedet. Han var iført arbejdstøj, der var snavset fra byggepladsens støv. Hans buskede overskæg bevægede sig, hver gang han sagde noget.

”Det er jo kun et barn,” fortsatte arbejderen med et fnys og så vurderende på Christian, som man ville kigge på en hest til et marked.

Manden ved siden af arbejderen tog sig til næseryggen, masserede den som om, han ville skubbe en begyndende hovedpine væk. Han var langt mere fornemt klædt i jakkesæt. Han var nyvasket og i det hele taget langt mere poleret at se på, end sin sidemand.

”Jeg har ikke brug for flere forsinkelser,” sukkede jakkesættet træt. ”Jeg skal have det her projekt færdigt. Hvis ikke han lever op til mine forventninger, kan I regne med at det kommer til at koster jer jobbet.” Han skulede vredt på de to vagter, der ikke rørte sig.

”Hans telekinese burde kunne klare denne opgave, mr. Port,” blev der sagt henne fra døren.

Christian behøvede ikke vende sig for at vide, at det var sergent Nelson, der var kommet ind. Han havde ikke siddet i bilen med dem, men var tydeligvis fulgt efter i sin egen vogn. Hans stemme tog man ikke fejl af.

”Vis os opgaven,” sagde han spidst.

Christian blev gennet op af stolen igen og puffet efter arbejderen og jakkesættet, som åbenbart var bygherren. De gik samlet over byggepladsen, forbi en masse stirrende blikke, og enkelte hånlige kommentarer, der bragte et smil på alles læber – undtagen Christians. Kommentarerne var selvfølgelig møntet på ham, og selvom han havde en voldsom lyst til at tage til genmæle og virkelig sætte idioterne på plads, turde han ikke. Han var bange for de konsekvenser det måtte få, når han efterfølgende vendte tilbage til katakomberne.

”Her har vi det,” sagde arbejderen og pegede ud mod en stor bunke murbrokker og andet byggeaffald. ”Det skal ryddes op, så hurtigt som muligt.”

Christian kunne ikke lade være med at undre sig. Der var masser af maskiner, der kunne klare denne opgave. Det var bare at læsse op og køre væk med det hele. Hvorfor havde de så brug for ham?

Arbejderen startede en stor kværnemaskine, der så meget sulten ud. Den åd alt, hvad der kom ned til den med store grove tænder. Lyden fra den var skærende og skreg i ørerne, men Christians hænder var stadig stripset sammen, så han kunne ikke lukke larmen ude.

”Alt, hvad der kan knuses, skal ned i den her,” råbte arbejderen for at overdøve maskinen.

”Det vil sige alt?” spurgte Christian og kigge op på maskinens grusomme gab. Den måtte kunne smadre alt. I det samme blev han mødt af syngende lussing, der hamrede ham så hårdt ved tindingen, at han blev slynget til jorden. En hvinende tone blandede sig med maskinens larm.

Arbejderen smilede djævelsk til ham. ”Hvis det kan knuses.”

”Du er ikke blevet bedt om at tale, afviger. Kom i gang,” vrissede sergenten og stod med hånden hævet, klar til endnu et slag.

Christian sænkede blikket og rejste sig tøvende. Den hylende tone i øret ville ikke fortage sig lige med det samme. Han forsøgte at lukke den ude og fokuserede på bunken af skrammel. Det skulle bare fra et punkt til et andet, det var ikke så besværligt. Han stillede sig an med spredte ben, spændte musklerne i nakken og koncentrerede sig om nogle enkelte murbrokker. Det var noget siden, han havde brugt sine evner, så han måtte hellere varme dem op ved at tage de mindste ting først. Murbrokkerne lod sig villigt tøjle og svævede lydigt over til knuseren. Han slap dem lige over de enorme tænder, der grådigt tog imod dem. Larmen kom bag på ham, men forstummede hurtigt igen, da murbrokkerne var blevet til støv.

”Dygtig dreng,” smilede den ene af vagterne, der var blevet tilbage for at observere ham. Sergenten og arbejderen havde trukket sig tilbage til skurvognen.

Christian forsøgte sig med en lidt større klump uformeligt affald og mærkede, hvor let det egentligt var at bruge sine evner igen, selvom der var gået en rum tid siden sidst. Og han havde faktisk savnet dem. Han savnede at motionere de muskler. Det var ikke som resten af kroppens muskler, han sagtens kunne holde ved lige i sin celle med lidt mavebøjninger, armbøjninger og så videre. Det her krævede, at han rettede sin koncentration mod noget specifikt. Desuden var han bange for at bruge sine evner i katakomberne. Han anede ikke, hvad der ville ske, hvis han gjorde. Der måtte uden tvivl være en form for straf for at gøre det. 

Lige som det gik bedst, lige som han var ved at finde en rytme i det, afslørede murbrokkerne pludselig noget, som han bestemt ikke havde forventet at se. En lang slank arm faldt slapt ud af en åbning han havde fået lavet i affaldet.

Med et forskrækket udbrud hoppede han et par skridt tilbage, hvilket fangede vagternes opmærksomhed, der ellers lige som Christian, var begyndt at slappe lidt af med opgaven. Den unge afviger var ikke noget problem.

”Hvad sker der?” vrissede den ene vagt gnavent.

”Der…,” stammede Christian og nikkede med hovedet i retning af armen, mens han hurtigt fik skubbet de sidste murbrokker til side.

En lemlæstet kvindekrop kom til syne. Den gled ud af bunken som en grotesk og blodig fødsel og landede slapt og tungt på jorden. Hun lå helt nøgen, med tydelige mærker fra at ligge under det tunge affald. Om det havde været skyldt i hendes død eller om, den var indtruffet tidligere, kunne Christian ikke sige noget om, men hvorom alting var, var dette i hvert fald ikke en ulykke. Det der for alvor sendte kvalmende bølger gennem hans krop, var hendes mørke hår, der fik uhyggelige billeder til at genskabe sig for hans indre øje. Billeder af en meget smuk Laura, som lå for foden af en trappe i en modbydelig skæv vinkel.

Med det samme vendte han sig om og lod mavens sparsomme indhold vælte ud over den ene af vagterne, der havde bevæget sig helt hen til ham.

”Hvad helvede bilder du dig ind, køter?” råbte han og slog Christian til jorden med en knytnæve plantet på kæben.

”Man skulle tro en afviger var vant til at se død og ødelæggelse. Svækling,” snerrede den anden vagt og sparkede dovent til Christian, der blev ved med at kaste op.

Ikke mere død. Ikke mere Laura. De minder brændte for voldsomt, sved i sjælen.

”Fortsæt med dit arbejde, afviger,” brølede den første vagt og plantede også et spark i siden på ham, mens han forsøgte at ryste noget opkast af sit ærme.

”Men… Sergenten… Burde vi ikke…” hakkede Christian, mens han blev ved med at spytte de sidste rester galde op.

”Du har fået din ordre, lille lort. Alt hvad der kan knuses, skal knuses,” vrissede vagt nummer to.”Kom i gang!”

Men han kunne da ikke knuse et menneske… Lige meget, hvor død hun så måtte være. Det kunne ikke være rigtigt. Det ville de da for alvor ikke have ham til at gøre. Det ville gøre ham medskyldig i mord.

”Jeg kan da ikke…” startede han, men da de begge trak deres våben mod ham, holdt han inde.

”Det er ikke en opfordring, knægt. Det er en ordre,” hvislede vagten, der var dækket af hans mavesyre.

Hvordan kunne de dog forlange det af ham? Det var modbydeligt. Aldrig i livet, om han ville være med til det. Den kvinde – hvem end hun så var – fortjente en ordentlig begravelse. Hendes familie fortjente at få at vide, hvad der var sket med hende. Hvis han gjorde, som han fik besked på, ville han være en morder. Der ville ikke være noget tilbage at begrave. Intet, der ville kunne fortælle noget om hendes grusomme død.

”Og hvis jeg nægter?” sagde Christian varsomt og kom langsomt og besværligt på benene. Alting var sværere med hænderne bundet på ryggen. Han fastholdt øjenkontakten med den vagt, han havde kastet op på.

”Tror du ikke, jeg vil skyde dig?” lo vagten. ”Tror du ikke, vi kan finde en anden til at klare det beskidte arbejde? Én, der er lidt mere medgørlig. Du er ikke uvurderlig, knægt. Gør så dit arbejde færdig!” Han var kommet helt hen til Christian og havde stukket pistolmundingen ind i hans pande. Han var ikke i tvivl om at det kølige metal ville efterlade et mærke nu.

Han lukkede øjnene og koncentrerede sig om vagtens sind. Hvis han virkelig var så koldblodig, som han proklamerede, ville han vel have skudt ham, da han kom til at kaste op ud over ham. Eller hvad? Hans fremtoning virkede umiddelbart som en person, der skød efter forgodtbefindende, men alligevel stod han her, i live endnu. En hurtig gennemgang af vagtens sind afslørede dog, at det blot var en mand, der udførte et arbejde. Han var rædselsslagen for den dag, han skulle stå overfor en afviger, der ikke adlød ordre med det sammen. Og lige nu var Christian i gang med at gøre hans værste mareridt til virkelighed.

Han kunne ikke lade være med at smile, da han trak sit sind tilbage igen og åbnede øjnene. Manden var svag.

”Jeg vil ikke være en del af det her,” sagde han stille og stirrede på vagten, mens han stadig havde en pistol for panden. Ét lille tryk på aftrækkeren, og han ville være død.

Vagten gibbede med øjnene og i et split sekund, var der frygt at spore i hans ansigt.

Den anden vagt trådte til, men Christian havde fornemmet ham, allerede inden han tog det første skridt og sendte ham bagud med et enkelt nik i hans retning. Vagt nummer to tumlede ind i murbrokkerne.

Dette vækkede den første vagt af sin koma, og han greb fat om pistolen med begge hænder, forsøgte at nå aftrækkeren, men måtte se måbende til, da pistolen svævede uden for hans rækkevidde. Christian lod den dumpe ned et godt stykke væk. I mellemtiden var den anden vagt kommet på benene igen og affyrede sit første skud, der hvislede forbi Christians øre. Forskrækket drejede han om på hælen for at stikke af, men den første vagt kastede sig over ham, med et mod, som Christian ikke havde troet. Manden var bange for afvigere, men havde alligevel mandet sig op til at angribe. Christian sparkede ham dog hurtigt af, kom vaklende op at stå igen, kun for at blive ramt i brystet af hvad der forekom ham, at være lyn sendt direkte fra Helvedet. Det sortnede for hans øjne, ørene hvinede og munden smagte metallisk. I det næste øjeblik ramlede han sammen på jorden med begge vagter over sig. Ud fra sin brystkasse så han to små gafler sidde, hvorfra der gik tråde. Han fulgte trådene med blikket og så ejermanden af disse. Sergent Nelson stod et godt stykke derfra, klar til at sende flere lyn gennem ham, hvis han gjorde modstand.

Christian havde altid været klart i hovedet. Havde aldrig været fuld eller taget stoffer. Nu følte han det som om, hovedet skulle eksplodere. Udmattet lagde han sig villigt ned på jorden, lod vagterne binde ham, kneble ham. Ud af øjenkrogen så han vagt nummer to sidde med en kanyle, som smertefrit blev stukket ind i hans arm. Kort efter begyndte det hele at snurre rundt. Lydene forsvandt og alt blev mørkt. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...