Forbandelsen 2

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 nov. 2014
  • Opdateret: 15 nov. 2014
  • Status: Færdig
Christian er blevet stor og gør sig klar til at komme ud i den virkelige verden - som viser sig at være fyldt med forhindringer, som han end ikke havde drømt om. Læsning på eget ansvar.

2Likes
0Kommentarer
391Visninger
AA

16. 15

Det strammede pludseligt voldsomt om hjertet. Det var Johnas. Johnas; hans bedste og eneste rigtige ven. Den person hvis lykke, han i så mange år havde sat over sin egen, den person, han havde levet igennem, inden han selv fik lov til at komme ud i den virkelige verden. Og som den værste ven i hele verden, stod han nu med armene om Laura, Johnas’ kæreste, havde kysset hende, havde fået hende. Hun havde tilkendegivet sine følelser for ham, og han havde på alle måder taget imod hende og derved dolket sin bedste ven i ryggen. Hvordan kunne han gøre det? Han burde have snakket med Johnas først. Han burde have fortalt ham, at han havde følelser for hende lige fra starten. Han burde have været ærlig. Han burde have holdt sig langt fra hende, så længe hun og Johnas stadig havde noget kørende.

”Laura?” Johnas trykkede forsigtigt håndtaget ned.

Han burde have låst døren.

”Laura, skat. Jeg er virkelig, virkelig ked af –” Han listede varsomt en fod ind i lokalet, men stoppede så brat op, da døren ikke ville rokke sig mere.

Christian havde en hånd hævet mod den, og tvang den i stå, skønt han stod et godt stykke fra den. Johnas skubbede på fra den anden side uden at få noget ud af det.

”Luk mig nu ind, skat,” sagde Johnas og lagde skulderen mod døren.

Stadig med den ene arm om hendes liv, så Christian ned i de brune øjne, hvis blik han så længe havde hungret efter. Hun kiggede også op på ham, og hendes skyldfølelse var præcis den sammen, som han selv stod med. Dette var ikke tidspunktet, dette var ikke en måde at fortælle det på. Christian strammede grebet om hende, kyssede de smukke læber, inden han bakkede væk fra hende. Stadig med armen strakt ud mod døren, så den ikke ville komme længere op, samlede han sin jakke og sit slips op, mens han bakkede ind i et af de tilstødende øvelokaler, og lukkede døren på klem.

I det samme han tog armen ned, skrumlede Johnas larmende ind i musiklokalet.

Christian tillod sig at følge med gennem sprækken og så, hvordan Johnas forsøgte at gøre sig selv lidt anstændig, inden han gik helt hen til Laura, der stod midt på gulvet med armene beskyttende om sig selv. Han vidste, det var på grund af den dårlige samvittighed, men Johnas fejlfortolkede det som om, at hun stadig var ked af det.

”Undskyld,” sagde han stille og rakte ud for at holde om hende.

”Lad være, Johnas,” sagde hun og tog et skridt væk. ”Jeg er stadig sur på dig.”

Han satte sig tungt på et af bordene med et suk. ”Det ved jeg godt. Jeg troede bare, du gerne ville…”

Hun rystede på hovedet og kiggede flygtigt over mod Christian. Det varmede at møde hendes blik, og han fangede sig selv i at smile. Men da hun vendte sig mod Johnas igen, blev sjælen kold og fuld af den nagende skyld, som han vidste de begge to havde. 

”Du er fuld,” sagde hun stille. ”Du tænker ikke klart. Du ved, at jeg vil vente til jeg er gift.”

Johnas sukkede igen.

En tør, hånlig latter sneg sig ind på Christian bagfra, og han vendte sig hurtigt om.

I den anden ende af lokalet stod Toobin gemt i mørket med et smil og klukkede let. Han lagde en finger for sine læber og tyssede, da han så Christians overraskelse.

Hvad helvede lavede han her? Hvordan var han kommet ind? Hvor længe havde han stået der?

Christian skubbede døren helt til, for at skærme for sine venner. Toobin vinkede til ham med et smil. Forsigtigt banede Christian sig vej over til ham, gik forbi trommesæt, flygel, mikrofoner, nodestativer, inden han stod helt ovre ved ham.

”Hej,” hviskede Toobin glad. ”Sikke en snydepels hun er, hva?”

Christian kiggede uforstående på ham.

”Din tøs derinde. `Jeg vil vente, til jeg er gift´,” grinede han og rullede med øjnene. ”Og alligevel spreder hun gladelig benene for dig.” Han rystede misbilligende på hovedet.

”Hold kæft,” vrissede Christian hviskende. Mørket lurede lige under overfladen, og ét grimt ord mere om Laura, ville få det til at bryde ud i lys lue.

”Nå, så hun er et ømtåligt emne. Undskyld,” smilede Toobin med et grumt glimt i øjnene.

”Hvad er det, du vil?” hviskede Christian frustreret, bange for at Johnas skulle høre dem.

Toobin lagde hovedet på skrå og betragtede ham med sit dyriske smil. ”Det klæder dig,” sagde han så.

Christian kiggede forvirret på ham.

”Det klæder dig at være en mand,” hviskede Toobin. ”At du tager, hvad du vil have; at du tager imod din afvigerside og viser, hvem du er.” Han pegede på Christians øjne.

Åh, Gud, linserne lå på flyglet inde ved Johnas og Laura.

”Forsvind, Toobin. Jeg melder mig ikke til din latterlige modstandsgruppe,” snerrede Christian.

”Ærgerligt,” sukkede Toobin, gik forbi ham, mens han kørte en finger hen over den sorte lak på flygels låg. ”Sweeney er ved at blive utålmodig.”

”Bed ham om at vænne sig til det.”

”Sikke kæphøj man bliver efter at have dyppet snablen,” smilede Toobin.

Christian skulle lige til at tage til genmæle, da Toobin løftede en finger og tyssede på ham igen.

”Hør dem derinde,” sagde han og lavede et nik med hovedet mod døren, der var mellem dem og Johnas og Laura. ”Sikke de skændes. Stakkels dreng. Han elsker hende jo, men aner intet om hendes forræderi. Måske man skulle sige det til ham…”

”Du skal ikke blande dem ind i det her,” brummede Christian arrigt.

”Jeg har fået tilladelse til at gøre, hvad der skal til, for at få Messias på bedre tanker.” Truslen var ikke til at tage fejl af. Mens han havde talt, var han gået længere og længere over mod døren. Han stod nu med hånden på håndtaget.

”Jeg er ikke jeres Messias,” hviskede Christian bange.

Toobin kiggede indgående på ham. ”Der er vi vist grundlæggende uenige, Christian. Alle vores profetier peger i retningen af dig.”

”Profetier er bare en skør mands forestillinger. Det er ikke noget, man kan sætte sin lid til. Lind var sindssyg.”

Toobins blik ændrede sig og blev mørkt. Han nærmede sig truende, standsede foran ham og gloede olmt på ham. ”Lind var ikke sindssyg. Men nuvel, hvis ikke du tror mig, er der ikke så meget, jeg kan gøre ved det – lige nu. Men tro det eller ej, Christian, så er jeg ikke din fjende. Fjenden står på den anden side af døren der, og det er kun et spørgsmål om tid, før de melder dig. I mellemtiden nyder jeg at se, hvordan du så formålsløst forsøger at navigere blandt dem. Lad os se, hvad du gør, ved denne situation.” Uden videre omsvøb klaskede han sin hånd ned over flygelets tangenter og frembragte derved en kakofoni, der gav genlyd i hele rummet og uden tvivl også nåede ind til Johnas og Laura.

Christian stivnede, hjertet gik i stå.

”Hallo?” blev der råb fra den anden side af døren.

Toobin smilede bredt, løb forbi Christian og hen til vinduerne. Han åbnede det ene af dem og gjorde klar til at springe, selvom de var på første sal.

”Og… Action,” lo han, inden han lod sig dumpe ud.

I det samme blev døren skubbet op af Johnas, der fandt sin bedste ven stående midt på gulvet med en uknappet skjorte, der blottede hans torso, et skyldbetynget udtryk, og ikke mindst et par meget blå afvigerøjne.

”Chris?” spurgte han forundret og kneb øjnene sammen for at kunne se tydeligere i mørket. ”Hvad laver du her?” Han rakte ud til venstre for sig og tændte lyset, hvilket kun forstærkede Christians følelse af at være taget med hånden i kagekrukken. Han undgik at se på ham, prøvede at skjule sine blå øjne.

Johnas så sig om i rummet med et blik, der stadig var sløret af alkohol. ”Hvor er Rose?”

Mærkeligt spørgsmål. Christian kunne ikke følge sin vens tankegang til at begynde med og måtte virkelig kæmpe for at forstå, hvorfor han spurgte efter Rose. Selv havde han ikke skænket hende mange tanker, siden han var blevet lukket ind af Laura.

”Rose?” spurgte han fåret.

”Ja, er det ikke hende du har dusket?” sagde Johnas og pegede på Christians åbne skjorte.

”Jeg ved ikke, hvad du taler om, Johnas. Du er fuld,” forsøgte han, tog sine ting og gik forbi sin ven uden at se på ham. Først da han var inde i musiklokalet igen så han op og fik øje på gudinden, der stod bleg og stirrede på ham med store forskræmte øjne.

”Fuld, men ikke dum,” vedblev Johnas og fulgte efter. ”Man er kun heroppe, hvis man er ude efter lidt sjov. Der er altid par, der forsvinder herop til alle fester. Indrøm, C. Med mindre…” sagde Johnas tankefuldt.

Christian stod med ryggen til ham og scannede flyglet efter sine linser. Han fandt dem længst væk, så det var et spørgsmål om at komme derhen, tage dem og forlade lokalet uden at det virkede mistænkeligt.

”Det er ikke Rose, du har været sammen med,” spruttede Johnas så og hev fat i Christians arm for at vende ham om. Christian rev sin arm til sig uden at se på sin ven.

”Bland dig uden om, Johnas.”

”Hvem var det?”

”Ikke nogen,” sagde Christian og krabbede sig uden om et par stole for at nå sine linser.

”Du kan lige så godt sige det, C. Laura har været her hele tiden, så hun ved det. Hvis ikke du siger det, får jeg det bare at vide af hende,” grinede Johnas triumferende.

Christian så over på Laura, hvis øjne langsomt blev mere og mere våde. Skyldfølelsen væltede ud af hende og fordoblede hans egen. Johnas så åbenbart også, hvordan hele hendes holdning krympede sig, for han holdt op med at grine fra det ene sekund til det andet.

”Laura?” sagde han til hende, og hun lukkede øjnene og vendte ham ryggen.

Christian behøvede ikke vende sig om, for at vide, at tiøren var faldet. Han kendte Johans’ udtryk, han vidste at vennen lige nu stod som forstenet, med munden åben, vantroen malet i ansigtet. Snart ville han snurre læberne sammen og kæberne ville arbejde på højtryk, når han gav sig til at skære tænder.

Skylden, der havde knuget sig sammen til en stram knude af pigtråd i maven, voksede. Men lige nu gjaldt det om at få sine linser i, så han kun ville blive afsløret som en forræderisk Judas, og ikke som afviger.

”Christian,” sagde Johnas forbavsende hårdt og med en myndighed, som han ikke tidligere havde givet udtryk for.

Christian stoppede op få meter fra sine linser, stadig med ryggen til Johnas. Der var noget i hans stemme, der gjorde det umuligt at gøre andet end at lytte. En slange af skyld krøb op af hans rygrad.

”Christian, se mig i øjnene og fortæl mig, hvem du har været sammen med. Lige nu.” Alkoholens snøvlende tone var fuldstændig forsvundet.

”Det kan jeg ikke,” sagde Christian skamfuldt.

”Det bliver du sgu nødt til!” Johnas var kommet over til ham og tvang ham rundt. ”Sig at du og Laura ikke – ” Han stoppede brat, da han så de blå øjne, der stirrede angrende tilbage på ham.

”Johnas, du bliver nødt til at lade mig forklare…” startede Christian med hænderne holdt afværgende oppe.

Johnas tog et par skridt væk fra ham. ”Hvad er det her?” spurgte han og så skiftevis på Christian og Laura. ”Hvad fanden er det, der foregår?”

”Tag det roligt, Johnas,” sagde Christian så mildt han kunne. ”Sæt dig ned og lad mig forklare.”

”Aldrig i livet! Har du været sammen med ham?” spurgte han vredt henvendt til Laura. Hun stod op af den ene væg og undgik hans blik.

”Svar mig, Laura! Har du været sammen med ham?” råbte han.

”Ja,” hikstede hun spagt, mens tårerne begyndt at løbe ned over kinderne. ”Det var ikke for at såre dig, Johnas. Jeg sværger –”

”Luk røven!” råbte han vredt tilbage og vendte sig om mod Christian med et rasende blik. ”Hvad fanden?”

”Johnas…” Christian anede ikke, hvordan han skulle takle det her. Hvis bare han kunne få Johnas til at sidde ned, kunne han stille og roligt slette alt det her fra hans hukommelse og erstatte det med noget andet. Så kunne de senere hen tale om det stille og roligt, og så ville han helt sikkert forstå. Helt sikkert – forhåbentlig.

”Du har Rose! Hvis du blev træt af hende, er der hundrede andre piger, der står i kø! Hvorfor i helvede kommer du så til Laura? Hvad fanden tænker du på? Du skulle forestille at være min ven!” skreg Johnas vredt.

”Hør nu lige…” prøvede Christian.

”Og de kontaktlinser du har i! Hvad helvede går det ud på?” hvæsede Johnas arrigt og stillede sig truende an, mens han så ham lige i øjnene.

Christian tog en dyb indånding. Nu hvor der var åbnet for Pandoras æske, kunne han lige så godt forsøge sig med sandheden. Han havde ikke rigtig noget at tabe længere. Laura havde taget det forbavsende pænt. Forhåbentlig kunne Johnas også klare det.

”Jeg er afviger,” sagde han stille og afventede Johnas’ reaktion. ”Det her er min rigtige øjenfarve.”

”Afviger?”

Christian nikkede.

”Jeg har kendt dig hele mit liv, C.”

”Og alligevel har du aldrig vidst, at mine øjne var blå,” sagde Christian roligt med det ene øjenbryn løftet.

Johnas stirrede olmt på ham. Som forventet var mundet blevet smal og stram, og kæberne arbejde hårdt.

”Jeg er stadig din ven, Johnas. Jeg er stadig Christian,” sagde han.

”Stadig Christian? Ham, der er helt perfekt fra naturens side?” begyndte Johnas så hårdt. ”Ham, som vi alle bukker og skraber for? Ham, som får alt serveret på et sølvfad? Er du klar over, hvor mange, der egentlig ser op til dig? Ved du, hvor meget du har betydet for mig? Og så er det hele bare en løgn!”

”Jeg er stadig den samme, som jeg altid har været,” forsøgte Christian desperat.

”Jeg ved, hvad du er nu. Fy for helvede!” Johnas spyttede på gulvet foran Christians fødder. ”Og ham har du ladet røre dig?” spurgte han hidsigt og vendte sig over mod Laura, der stadig stod og græd stille. ”Vi har været sammen i lidt over et år, uden at jeg har fået lov til noget som helst, men når han kommer valsende, er du klar?”

”Johnas, du må ikke…” startede hun, men ordene blev tabt i halsen.

”En afviger? En fucking afviger, Laura!” Han stod klods op af hende nu, havde fat om hendes skuldre og rystede hende, mens hun fortsatte med at hulke.

Mørket rørte på sig, bevægede sig som en giftgas op gennem hans krop, lagde sig om knuden i maven, fortærede den og blev stærkere.

”Slip hende,” knurrede Christian og knyttede sine hænder.

”Eller hvad?” spyttede Johnas.

”Tving mig ikke til at bruge magt, Johnas,” advarede han.

”Magt?” Johnas smagte på ordet, inden han stirrede forbløffet på Laura igen. ”Du har tvunget hende…” sagde han tøvende.

”Nej,” fik Laura og Christian sagt i kor, men Johnas’ tanker var allerede begyndt på en spiral, der ikke kunne stoppes.

”Du har tvunget hende, til at gøre det og håbede, at ingen ville opdage det.” Han stirrede vantro på sin ven med et par hadefulde øjne. ”Du slipper ikke godt fra det her.” Han hev hårdt Laura med sig over mod døren, ignorerede hendes protester og modstand.

Med et enkelt vink, fik Christian døren til at smække i. Johnas stod lamslået foran den i et par sekunder, inden han vendte sig vredt om mod Christian.

”Slip hende,” bad Christian hårdt ”og så får du lov til at gå.”

”Slippe hende, så du kan gøre med hende, som du har lyst til? Aldrig. Du er et monster, et uhyre, og jeg skal nok sørge for, at du bliver stoppet.”

”Johnas, jeg er din ven. Jeg vil ikke skade dig.”

Johnas vendte sig om mod døren igen og rev i håndtaget med den frie hånd, uden noget resultat, hvorefter han begyndte at sparke til den, slå til den, mens han råbte om hjælp.

Christian var hurtigt over ved ham, vristede hans hånd væk fra Lauras arm, og fik skubbet hende til side, inden Johnas overhoved fik vendt sig om. Så vred han armen helt om på sin vens ryg og tvang ham op af døren.

”Du skal ikke røre mig, dit monster!” skreg Johnas og sparkede bagud.

”Jeg er din ven, Johnas. Tror du ikke, jeg havde skadet dig for mange år siden, hvis det var det jeg ville?” vrissede Christian. ”Stå så stille.” Han lagde sin ene hånd mod kammeratens pande og lod for første gang sit sind glide ind over hans. Hele hans psyke var et stort tåget rod. Der var så mange følelser, der kæmpede om pladsen, at det var svært at manøvrere imellem dem. Had, sorg, fortvivlelse, raseri og mange flere sprang frem og tilbage mellem de to venner, og det var skræmmende så stærke de var.

”Jeg har ikke tvunget Laura til noget som helst,” messede han ind i øret på Johnas. ”Vi har ikke gjort noget for at såre dig bevidst.”

”Slip mig, for helvede” snerrede Johnas mellem sammenbidte tænder.

”Slip ham, Christian. Du må ikke skade ham” kvækkede Laura og lagde en hånd på hans skulder. Hendes berøring fik knuden i maven og mørket til at trække sig tilbage. Han fastholdt sin ven, men fjernede sin hånd fra hans pande, lod hans sind være.

”Jeg kan få ham til at glemme det her,” forklarede han Laura. ”Han vil intet kunne huske. Det vil give os tid til at finde en ordentlig måde, at fortælle ham det på. Det vil skåne ham for rigtig mange unødige smerter.”

I det uagtsomme øjeblik, hvor Christians opmærksomhed var rettet mod Laura, stemte Johnas i med den fri hånd mod døren og fik presset sin angriber bagud. Begge drenge ramlede ind i lokalet, væltede over borde og stole, hvorved Christian mistede sit tag i Johnas, der straks løb over og rev døren op.

”Vent,” råbte Laura og løb efter ham.

Christian kom på benene så hurtigt, han kunne og styrtede efter dem. Han fandt dem ude på gangen, hvor Laura stod i vejen for Johnas, så han ikke kunne kommen hen til trappen og dermed ned til festen og lærerne. I rent raseri greb han ud efter hende, fik fat om hendes spinkle håndled og vred dem faretruende langt rundt. Hendes skrig skar sig ind i Christians hjerte, og antændte omgående mørket igen.

”Så er det nok!” råbte han, mens han med en fejende bevægelse af armen, fik slynget Johans ind i væggen, selvom han var uden for rækkevidde. Problemet var bare, at Johnas ikke gav slip på Laura, så hun røg med. Hun ramte væggen hårdt og røg direkte i gulvet. Johnas havde fået vendt sin skulder til, så den tog det værste af slaget, men han tumlede også ned ved siden af hende.

”Laura,” gispede Christian og skyndte sig hen til hende, ruskede hende let og blev ved med at messe hendes navn, indtil hun kigge op på ham og blinkede et par gange.

”Laura? Er du okay?” spurgte han og aede hende ned over kinden. Hun var så fin, så vidunderlig. Der måtte ikke ske noget med hende.

Hun nikkede og gjorde mine til at ville op. Han hjalp hende, og skulede samtidig over med Johnas, der også var på vej op igen. Han rystede på hovedet, inden han gloede ondt på dem. Christian kunne mærke, at det var en hel del mere end had i det blik. Han opfangede også den smerte, Johnas gennemgik ved at se Christian stå med Laura i sine arme. Johnas ønskede heller ikke, at hun skulle skades, det var tydeligt, men hans kvaler ved at se hende stå med en afviger, en afviger, der oven i købet skulle have været hans bedste ven, fik ham til at ønske dem begge langt ind i helvedet.

”Johnas, vil du ikke nok lade mig forklare,” sagde Christian roligt.

”Fjern fingrene fra hende,” hvæsede han arrigt.

”Johnas, hør nu efter. Christian er stadig den samme,” forsøgte Laura.

”Rend mig,” spyttede Johnas fuld af harme.

”Hvis du lover ikke at sige noget, kan du gå nu. Ingen af os vil have, at du kommer til skade…” fortsatte hun.

”At jeg kommer til skade? Tror du ikke, jeg kan klare ham?” vrængede han hånligt.

”Lad nu være,” sukkede hun.

Men Johnas så det som en udfordring og satte i løb mod Christian, der gik ud midt på gangen, væk fra Laura, så hun ikke skulle blive fanget mellem to kæmpende båtnakker. Johnas fik ramt ham i maven, greb fat om ham med et brydergreb og tvang ham bagud. Christian kunne let ryste ham af sig ved at bruge sine evner, men besluttede sig for ikke at bruge dem. Dette skulle være en fair kamp, hvor Johnas forhåbentlig kunne få raset lidt ud. Så kunne de måske få snakket sammen bagefter. Christian blev naglet til gulvet og lod sin ven slå løs på sig. Han afværgede de værste slag, men undlod at slå igen. Johnas’ vrede gav kraft til hans slag, og selvom han kæmpede for at lade være, kunne Christian ikke undgå at stønne af smerte, når knytnæverne ramte plet.

”Stop så,” råbte Laura pludselig, og slagene bremsede.

Christian, der havde haft øjnene lukkede, åbnede dem prøvende. Johnas sad stadig over ham. Han havde næverne hævet, og blodtørsten lyste ud af hans øjne.

”Stop,” tryglede Laura og holdt fast om det ene af Johnas’ håndled. ”Han er din ven.”

”Han er en afviger,” brummede Johnas, men gjorde ikke klar til at fortsætte sine slag.

”Undskyld,” sagde Christian oprigtigt og fangede sin bedste vens blik. ”Undskyld, Johnas. Jeg skulle have fortalt det for mange år siden.”

”Johnas, stop nu.” Laura satte sig på knæ ved siden af Christian og så bedende på Johnas, der sænkede sine næver, selvom hadet stadig brændte i hans blik. Laura gav slip på hans håndled og vendte sin opmærksomhed mod Christian. Varsomt lagde hun sine hænder om hans ansigt og smilede til ham.

”Er du okay?” spurgte hun.

Han nåede hverken at nikke eller på anden måde tilkendegive, at han måske nok var forslået, men ville overleve, før Johnas fór op og rev Laura med sig.

”Du skal ikke røre ham! Det tillader jeg simpelt hen ikke!” råbte han og hev hende med sig mod trappen.

”Slip hende,” brølede Christian og løb efter. Han nåede dem, da de stod lige ved trappen og skulle til at fare ned af den. Laura kæmpede imod, men Johans blev ved med at trække i hendes arm. Christian flåede en af de tunge skraldestativer væk fra sin plads og lod den styre direkte mod Johnas. Han havde fået nok nu. Johnas skulle stoppes, hans hukommelse skulle rettes til, og så kunne de ellers forsøge at fortsætte deres hverdag bagefter. Lige nu var det umuligt at tale ham til fornuft, han var for oprevet, og alkoholen påvirkede stadig hans dømmekraft. Skraldestativet ramte præcist, trillede ind i Johnas’ ben og væltede ham, så han trimlede ned af trappen. Idioten gav bare ikke slip på Laura. Han fik revet hende med, før Christian kunne nå hende. Hun rakte ud efter ham, da hun pludselig blev hevet med i faldet. Hendes styrt foregik i slow motion for Christian. Han så, hvordan hun fik overbalance, væltede bagover og knallede først hovedet ind i gelænderet, for derefter at tage en halv piruet som en anden ballerina. Til sin rædsel hørte han kun alt for tydeligt det modbydelig smæld fra en brækket knogle, da hun landede med hovedet først på det nederste trin. Kroppen dumpede bagefter tungt ned som en livløs kludedukke i en uhyggelig skæv vinkel.

Al luften var pludselig slået ud af ham. Han kunne slet ikke hive ilt ned i lungerne, selvom han gispede efter vejret. Han kunne heller ikke få sin krop i gang. Den stod som forstenet, selvom hjernen skreg, at den skulle sætte i løb, den skulle nå hen til Laura, hjælpe hende. Allerede inden han tog det første skridt, var tårerne begyndt at løbe ned over ansigtet. Alt gik for langsomt. Han måtte kæmpe sig gennem en usynlig tæthed, der ikke sådan lige ville lade ham komme fremad. Han sprang ned af trappen to trin af gange i langsom gengivelse, og landede ved siden af hende med et hjerte, der endnu ikke var begyndt at slå. Forsigtigt vendte han hende om, lagde hende op på sit skød, men vidste at det var for sent. Hendes kønne hoved fald til siden på en unaturlig måde.

”Nej, nej, nej, nej, nej,” messede han, mens han blev ved med at slå hende let på kinden i et desperat håb om at vække hende igen. Han lagde sin hånd mod hendes pande uden at mærke noget livstegn, men ville ikke give op. I stedet bøjede han sig helt ned, lukkede øjnene og lagde sin pande mod hendes, mens tårerne stadig brændte ned over kinderne.

”Kom nu,” hviskede han hysterisk og afsøgte tomheden for at finde en lille gnist.

Johnas kom langsomt på benene. Han lå et lille stykke derfra, havde slået sig, men ikke noget, der virkelig betød noget. Han stønnede svagt af smerte, da han bevægede sig over til Christian. ”Slip hende, afviger.”

”Ring efter en ambulance,” hviskede Christian grådkvalt, mens han blev ved med at forsøge, at vække den faldne engel.

”Hvad?” Johnas kom humpende tættere på.

”En ambulance, Johnas! Ring efter en ambulance! Kan din smadrede, egocentriske, fordrukne hjerne fatte det?” råbte han hysterisk og begyndt at dirre af vrede.

”Laura?” sagde Johnas, da han så, hvor slap hun var i Christians favn. Forsigtigt skubbede han hendes ansigt over mod sig, kun for at se det falde livløst til siden igen. ”Hvad har du gjort?” henåndede han frygtsomt og stirrede ind i et par blå flammer.

Hvad havde han gjort? Han havde elsket hende, virkelig elsket hende. Elsket hende så meget, at han var villig til at ofre alt for hende. Han havde ladet sig blive beskudt for at beskytte hende. Han havde forsøgt at dulme hendes smerte, så godt han kunne. Han havde lagt hovedet på blokken, fortalt hende, hvad han virkelig var, for at hun kunne få det bedre med sig selv. Han havde svigtet sin bedste ven, for at kunne være sammen med hende. Han havde indledt en slåskamp med Johnas for, at kunne beholde hende. Han havde forsøgt at stoppe deres fælles ven i at afsløre en hemmelighed, der for altid ville bringe hendes lykke i fare. Og nu havde han været skyld i hendes styrt.

”Du har slået hende ihjel,” sagde Johnas mørkt og afsluttede derved Christians modbydelige tankerække.

”Hvis du bare havde ladet hende gå, var det her ikke sket,” gispede han tårevædet og stirrede ned på den livløse krop, som lå i hans arme. Det kunne ikke være sandt, det måtte ikke være sandt.

”Du har slået hende ihjel,” gentog Johnas forfærdet.

”Nej,” stammede Christian. ”Det var ikke med vilje, det var ikke…”

En knytnæve ramte ham brutalt på kæben og væltede ham omkuld.

”Hun var ikke din, du skal ikke røre hende” græd Johnas og skubbede Christian væk, så han selv kunne sidde med den smukke tomme skal, der engang havde været Laura.

”Hjælp!” råbte Johnas højt nok til at det på ingen måde kunne overhøres. ”Vi skal bruge hjælp!”

Ud af øjenkrogen fornemmede Christian, at folk var begyndt at komme til. De befandt sig stadig ude i periferien, men det var kun et spørgsmål om ganske få sekunder, før de ville være henne ved dem, men han var ligeglad.

Han havde mistet hende. Tanken ville ikke slippe sit tag i ham, og lammede ham fuldstændig. Han kunne kun sidde og stirre chokeret på sin bedste ven, der sad og rokkede frem og tilbage med en død engel i sit skød. Det var et absurd scenarie, som Christians fornuftprægede hjerne arbejde hårdt for at acceptere.

”Christian?” En venlig hånd blev lagt på hans skulder, og han vendte sig forskrækket om mod et kønt ansigt, et par venlige øjne og et beroligende smil.

”Du bliver nødt til at give slip på hende, Christian,” sagde Veronica blidt. Hun sad på hug ved siden af ham og så meget alvorlig ud. ”Hvis du bliver her ret meget længere, vil det være for sent at slippe væk.”

Hvordan kunne hun være så rolig, når Johnas sad med hendes døde veninde i favnen, og Christian kiggede på hende med øjne, der var langt fra normale?

Folk kom tættere på, og hun lænede sig ind til ham, lagde hånden om hans nakke og hviskede ham i øret: ”Døren ved hallen er ikke låst. Skynd dig. Der er ikke mere, du kan gøre for hende.”

Med et blink og et betrykkende klem i hans skulder, bakkede hun et par skridt væk fra ham, kiggede over mod Johnas og Laura og satte i et skrig, der øjeblikkelig vækkede Christian fra den døs, hans chokerede hjerne havde lullet ham ind i. Han væltede forskrækket bagud, kom famlende på benene og flygtede op af trappen, mens han hørte flere og flere urolige stemmer. Èn af dem skilte sig markant ud, da der blev råbt: ”Afviger! Han løb den vej!”

Fra det ene øjeblik til det andet, var han pludselig blevet jaget vildt. Hjertet hamrede balstyrigt i brystet, slog hårdt mod ribbenene, mens det ved hvert slag faldt fra hinanden. Det var knust og ville aldrig ville kunne heles igen. Han tørrede irriteret tårerne væk fra øjnene med bagsiden af hånden, da han sprang over mod udgangen og flåede døren op. Vinden ramte ham som et blidt kys, men der var ikke tid til at nyde det. Han smækkede døren efter sig, knækkede håndtaget af med tankes kraft i håb om, at det kunne give ham lidt mere forspring. Han måtte hjem, han måtte have fat i mor, have fat i Leo. De ville vide, hvad der skulle gøres. Hvordan kunne det hele pludselig gå så galt?

”Sikke travlt man pludselig har,” lød det fra skyggerne og Toobin trådte frem med sit smørrede smil.

Han var grunden til, at det kunne gå så galt. Det var alt sammen hans skyld. Sorgen der rasede rundt i kroppen blev øjeblikkelig erstattet af had, der fik Christians mørke til at sprede sig som en steppebrand. Han ændrede straks retning og tromlede direkte ind i Toobin, der forbavset væltede bagud.

”Hey, hey, hey,” råbte Toobin, da han blevet flået ind i muren. Christian holdt ham oppe med én hånd om hans frakkekrave, mens den anden gjorde klar til at smadre det åndssvage smil. Desværre tøvede han lidt for længe, for Toobin fik samlet sine hænder og sendte en lille trykbølge af sted, som skubbede Christian væk. Han var lige ved at miste balancen, men med et par flagrende armen lykkedes det ham blive på benene.    

”Hvad sker der?” spurgte Toobin, mens hans stadig havde hænderne samlet og rettet mod Christian.

”Ja, hvad tror du?” råbte Christian vredt. ”Takket være dig, har de opdaget hvad jeg er!”

Toobins blik ændrede sig og blev mørket, men han blev i sin kampberedte position.

”Takket være dig, her jeg mistet Laura!” fortsatte Christian arrigt.

”Det var kun et spørgsmål om tid, Christian. De forstår os ikke. Hun ville have forladt dig på et eller andet tidspunkt.”

”Hun er død, Toobin!” skreg han og mærkede tårerne presse på igen. At sige det højt gjorde ondt, og var med til at gøre det virkeligt.

”Har du slået hende ihjel?” spurgte Toobin rystet og sænkede sine parader.

”Det var et uheld,” hviskede Christian, mens han frustreret kørte hænderne gennem håret.

I det samme blev der hamret på døren fra hallen, og de vendte sig begge synkront om mod den, begge kampklare. Pludselig fandt Christian sig selv stående ved siden af en person, han havde hadet i lige så lang tid, som han havde kendt ham. En underlig følelse af kammeratskab begyndte at brede sig i kroppen, selvom han ikke brød sig om det.

”Smut, Christian. Jeg skal nok holde dem tilbage lidt endnu. Gør, hvad du bliver nødt til. Flygt, forsvind fra Jordens overfade, så længe du er i sikkerhed. Jeg skal nok finde dig igen.”

Var det en trussel eller et løfte? Christian kunne ikke tillade sig at bruge tid på det nu, så han satte i løb, væk fra det hele, hjem.

 

Mor sov på sofaen, da han kom væltende ind af døren. Han smækkede den hårdt og hev efter vejret i panik. Hun rejste sig hurtigt, stadig søvndrukken og stirrede bange på ham, da han vendte sig over mod hende. I et split sekund gjorde hun mine til at skrige, da hun så hans blå øjne, men holdt sig så for munden, da hun så hvor bange han var.

”Mor…” startede han, men resten blev kvalt af tårer. Han sank sammen på gulvet, udmattet, drænet, ulykkelig.

”Christian.” Hun var over ved ham hurtigt, lagde armene beskyttende omkring ham, selvom hun var meget mindre end ham. ”Skat, du bliver nødt til at tale til mig.”

”Væk,” kvækkede ham mellem tårerne.

Mor forstod tydeligvis budskabet og rejste sig. ”Du har en taske oven på dit skab, der er pakket. Hent den med det samme og mød mig i køkkenet,” sagde hun bestemt.

Hulkende rejste han sig og gjorde, som hun havde sagt. Det var underligt lettende, at der var en anden, der tog kommandoen. Mor vidste, hvad der skulle gøres, det gjorde hun altid. Han havde lige hevet tasken ned, da han mere fornemmede end hørte sirener.

Det kunne ikke være rigtigt.

Febrilsk styrtede han ud til mor, der stod i køkkenet. På spisebordet foran hende lå der flere penge, end han nogensinde havde set i hele sit liv. Ved siden af dem, lå der et pistolhylster og patroner. Mor stod med pistolen og tjekkede at kamrene var klar til brug. Hun håndterede våbnet med en lethed, som han fandt skræmmende. Han vidste, at hun tidligere havde gjort alt for at beskytte ham, men at hun ligefrem var klar til kamp med så kort varsel, kom bag på ham.

”Er du klar, Møffe?” spurgte hun.

”Sirener,” stammede han og pegede ud mod vejen.

Mor stoppede skræmt op og stirrede vantro på ham. ”Ikke allerede,” sukkede hun.

Han nikkede og mærkede hendes panik blande sig med sin egen.

”Her,” sagde hun bestemt og skrabede penge og våben sammen, fejede dem ned i Christians taske og skubbede den tilbage i favnen på ham. ”Ned i kælderen med dig.” Hun puffede ham i retning af døren og åbnede den for ham. Han stod på tærsklen, bange for mørket, bange for verdenen udenfor.

”Mor,” sagde han bedende.

”Det er okay, skat. Det skal nok gå. Bliv hernede indtil jeg henter dig.” Hun smilede, men bekymringen var alt for tydelig i hendes øjne.

Han gik tøvende ned af de første par trin, måtte holde en pause for at få vejret og jage tanken om, at der var noget nede i mørket, der ventede på ham, på flugt. Selvfølgelig var der ingen ting dernede. Det var en barnlig frygt, som han måtte vænne sig af med. Et sidste blik på mor, inden hun lukkede døren bag ham og lod ham være indhyllet i mørket.

Han blev ved med at sige til sig selv, at det nok skulle gå. For hvert trin ned, var det som om hjertet sank endnu mere ned i maven, lungerne blev presset sammen, så det var svært at trække vejret. Hænderne holdt krampagtigt fast om tasken, mens de hurtigt blev mere og mere fugtige. De sidste par trin skrumlede han larmende ned af, da han blev forskrækket over den brutale banken på hoveddøren. Han skyndte sig ind i de mørkeste skygger længst væk fra trappen, trak benene op under sig og lukkede øjnene.

”Der er ingen ting hernede, der er ingen ting hernede, der er ingen ting hernede…” messede han stille for sig selv.

Trampende fødder over ham fortalte tydeligt, at mor ikke længere var alene i huset. Han hørte hende sige noget på den bestemte måde, der ikke tillod diskussioner, men de ankomne var tydeligvis ligeglade for fødderne blev ved med at stampe rundt i hele huset. Christian åbnede sit sind og tillod sig at søge ind i sin mors, så han kunne følg med i, hvad der præcist skete deroppe.

Hun var bange, rædselsslagen, men viste det ikke på nogen måde. Hun fulgte efter en høj mand med et tyk, sort overskæg. Hans uniform var ikke til at tage fejl af. Militærpoliti. Lige som de andre, der rendte rundt i huset lige nu. Alle var bevæbnede og klar til kamp.

”Mrs. Chasedin, vi ved, at han er her i huset. Fortæl os, hvor han er,” sagde overskæget med en tung myndig stemme.

”Jeg har jo sagt, at han er til fest på sin skole med sine venner. Jeg forstår ikke, hvad alt det her ståhej skal til for. Min søn er ikke afviger. Han bliver tjekke på skolen jævnligt, og man har aldrig fundet noget, der kunne pege i retningen af afviger. Jeg forlanger, at I stopper jeres invasion af mit hjem øjeblikkeligt, indtil der er beviser for denne absurde påstand!”

”Vi har vidner på, at han er afviger,” sagde overskæget roligt.

”Vidner?” himlede mor med stemmen dryppende af hånlig harme. ”Hvilke vidner?”

”Mig, mrs. C,” blev der stille sagt henne fra hoveddøren, der stadig stod åben.

Allerede inden han havde sagt noget, havde Christian mærket Johnas’ vibrationer. Nu stod mor som naglet til gulvet, skræmt, forbløffet og mistænksom.

”Johnas?” sagde hun usikkert.

”Jeg så ham, mrs. C. Hans øjne… Hans evner… Det han gjorde… Det han tvang Laura til…” Johnas’ stemme knækkede over.

Christian havde lyst til at fare derop og ruske i ham. Han havde ikke tvunget hende til noget som helst. Hun havde elsket ham, som han havde elsket hende, og de havde kun haft et enkelt øjeblik til at nyde hinanden, selvom de burde have haft en evighed.

”Tvang Laura til hvad, Johnas?” spurgte mor. Christian fornemmede en knude i hendes mave, der begyndte at stramme sig sammen.

”Bed mig ikke om at fortælle det, mrs. C. Det gør for ondt,” hikstede Johnas.

”Voldtægt,” sagde overskæget koldt og overtog dermed samtalen. ”Efterfulgt af mord.”

En række billeder skød gennem mors sind alt for hurtigt, til at Christian kunne se dem ordentligt. Han opfangede syner af hende, blå øjne, som mindede om hans egne, lyst, begær, rædsel, frygt. Leo. Til sidst blev det for meget for ham. Hendes følelser gik amok, og han var sikker på, at hun var på vej til et psykisk nedbrud. Han trak sig, inden hun tog ham med i faldet. Så sad han alene tilbage i den sorte kælder alt for bevist om, alle de mange fodtrin, der var stoppet. De mumlende stemmer var også ophørt. Han holdt vejret, sikker på at det var det, de lyttede efter. Han knugede tasken ind til sig for at finde en smule tryghed.

Pludselig blev kælderdøren åbnet, og lyset væltede ned af trappen. Han sad stadig skjult i skyggen, turde ikke bevæge sig. Han fornemmede ikke mor stå deroppe. Og det var heller ikke hendes skygge, der bevægede sig ned af trinene. Det var et hold uniformerede mænd med deres maskingeværer hævet, klar til at affyre, hvis den mindste lejlighed bød sig. For enden af hvert våben sad en lygte, som de rettede rundt i det store rum.

Christian forsøgte at gøre sig så lille som muligt, lukkede øjnene og håbede, at han dermed forsvandt, blev usynlig. Men lyset fra lygterne trængte gennem øjenlågene, også selvom han klemte dem hårdt i.

”Objektet er lokaliseret,” blev der råbt.

Christian blev ved med at holde øjnene lukkede. Det kunne ikke være ham, de tale om. Det kunne det simpelthen ikke. Det her skete ikke i virkeligheden. Først da han hørte ladegreb fra flere maskingeværer end han brød sig om at tænke på, sneg han sig til et kig. Han var omriget af lys, der var rettet mod ham af skygger, som forblev uidentificerbare. Han holdt en hånd afskærmende op for øjnene, men det hjalp ikke meget.

”Rejst dig!” var der en, der sagde hårdt.

Christian havde ingen anelse om, hvem af skyggerne, der havde sagt det, men med så mange våben rettet mod sig turde han ikke andet end at gøre som beordret. Nølende kom han på benene, stadig med tasken i favnen.

”Slip tasken!” bjæffede en af skyggerne.

Han ville føle sig nøgen uden den. Hvis han gav slip på den, var han fuldstændig blottet. Derfor tøvede han. Det var den sidste barriere, han havde til dem.

”Sidste advarsel, afviger. Slip tasken!” blev der råbt.

Han var stadig bange for, at være alene uden taskens beskyttelse, men vidste også godt, at de ville affyre uden tøven. Derfor lagde han den forsigtigt på gulvet og løftede hænderne i vejret efterfølgende. Måske ville de så kunne se, at han ikke var ude på ballade. Han ville ikke skabe problemer, han ville bare gerne være i fred. Måske ville de se, at han bare var en sekstenårig dreng, der var skræmt fra vid og sans, og så ville de forlade huset, undskylde for deres fejltagelse, og så ville livet gå videre.

Man kom ikke langt med ønsketænkning.

I det samme sprang en af skyggerne frem, greb fat i Christians arme og tvang dem om på ryggen, hvorefter de blev bundet sammen af en strips, der gnavede sig ind i håndleddene. Han skreg af smerte, men havde ikke megen tid til at ømme sig, da han blev puffet i ryggen af en geværmunding og dermed tvunget fremad. To mænd foran ham bakkede op af trappen, to til hver side blev neden for trappen, med deres våben konstant rettet mod ham. Bag ham var der yderligere to, der blev ved med at skubbe ham op af trinene. Det var svært at holde balancen, når hænderne var bundet på ryggen, og han var flere gange ved at vælte.

Oppe for enden af trappen stod der flere uniformer og ventede på ham med skydeklare våben. Han undgik øjenkontakt, bange for at se på de dæmoner, der førte ham gennem huset. I stuen fornemmede han sin bedste ven og kiggede over mod ham.

Johnas stod ved siden af mor, havde trykket sig helt op af hende og var næsten opløst af tårer. Han var bange, anede ikke, hvordan han skulle reagere. Mor stod med armen om ham, trøstende. Hendes mine var som hugget i sten. Hendes øjne var fulde af had, da Christian så over på hende, og de dolkede ham hårdt i hjertet.

”Mor,” sagde han stille og tog et skridt over mod hende. De uniformer, der allerede omringede ham, trak tættere på i en fælles bevægelse, som om de havde én fælles bevidsthed.

”Havde jeg vidst, at jeg husede et monster, havde jeg selv angivet dig for lang tid siden,” spyttede mor harmfuldt. Hadet dryppede næsten ud af hendes mund og spredte sig som syre til Christians hjerte.

”Nej,” skreg han. Hun måtte ikke hade ham. Hun måtte ikke tro på Johnas. ”Det passer ikke, mor. Jeg er ikke et monster. Jeg sværger. Jeg har ikke –”

”Hold op med at lyve, afviger!” råbte Johnas grådkvalt.

”Mor! Du må ikke lade dem gøre det her mod mig. Lad mig vise dig, hvad der skete. Jeg beder dig, mor!” Christian tog endnu et skridt, men blev mødt af et gevær, der prikkede ham i brystet.

”Du er virkelig din fars søn, afviger,” hvæsede mor og vendte ryggen til ham, tog Johnas med sig i bevægelsen og knugede ham ind til sig.

Mørket kunne ikke klare at se, Johnas stå ved mor, som om han var hendes søn. Det sprang ud til alle afkroge af kroppen, fyldte øjeblikkeligt hans sind og fik ham til at se rødt. Mor tilhørte ham. Med en kraftanstrengelse, der blev forstærket af sindet spændte han musklerne i armene så voldsomt, at stripsene brast. Før nogen kunne nå at reagere, vinkede han de nærmeste geværer ud af hænderne på uniformerne med tankens kraft, smed sig ned på det ene knæ, fejede benene væk under de forbløffede mænd, sprang over dem, og havde en arm om halsen på Johnas.

”Lyt til mig, mor!” råbte han desperat. ”Jeg har ikke tvunget Laura til noget som helst! Jeg er ikke et monster som den mand, du kalder min far!”

”Slip ham, afviger,” blev der kommanderet bagfra, men Christian var ligeglad. Han var for rasende til at tage imod ordre.

Johnas greb fat i hans arm, kæmpede for at få luft.

En uniform kom fra siden med geværet hævet og fingeren på aftrækkeren, men Christian så på ham med sine blå øjne, og kastede ham bagud med et vip med hovedet. Uniformen ramlede sammen med nogle af sine kollegaer, men der blev ved med at komme flere imod ham. Christian afværgede det ene angreb efter det andet. Han drejede rundt om sig selv, stadig med et fast tag om Johnas, der viste sig at være et ganske udmærket skjold.

”Slip ham, Christian,” råbte mor bestemt.

”Vil du lade mig vise dig, hvad der virkelig skete?”

Hun stirrede mistænksomt på ham. Han kunne mærkede hendes foragt, også selvom han ikke havde været afviger.

”Du er en morder,” sagde hun hadefuldt.

Lige som han skulle til at forsvare sig mod hendes verbale angreb, blev han ramt af noget hårdt i nakken, der sendte lyn og gnister igennem hans hoved. Det var som om kroppen blev lammet. Armene faldt slapt ned langs siden, benene gav efter, og han fandt sig selv liggende på gulvet uden at ane, hvordan han var havnet der. Det sidste han så inden mørket tog over var et geværløb. Han ønskede inderligt, at det ville skyde.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...