Forbandelsen 2

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 nov. 2014
  • Opdateret: 15 nov. 2014
  • Status: Færdig
Christian er blevet stor og gør sig klar til at komme ud i den virkelige verden - som viser sig at være fyldt med forhindringer, som han end ikke havde drømt om. Læsning på eget ansvar.

2Likes
0Kommentarer
374Visninger
AA

15. 14

Det var som om luften stod stille i lokalet, som om tiden var gået i stå, men hans tanker hvirvlede stadig rundt som tøj i en tørretumbler. Hvorfor sagde hun ikke noget? Hvad forventede han, hun skulle sige? Hvordan ville han selv reagere, hvis han var i hendes sted? Det føltes som flere minutter, men reelt var der sikkert kun tale om sekunder, før hun åbnede munden.

”Hvor meget har du drukket, Christian? Jeg orker ikke at skulle slås med flere fulde stodere,” sukkede hun træt.

For helvede da. Her stod han og krængede sit hjerte ud for hende, afslørede sin dybeste hemmelighed, og så tog hun ham ikke engang alvorligt.

”Jeg mener det. Jeg er afviger.”

”Godnat, Christian. Jeg gider ikke høre mere. Jeg tager hjem,” sagde hun nøgternt og bevægede sig over mod døren, mens hun tørrede kinderne med bagsiden af hånden.

”Vent, jeg kan bevise det,” sagde han hurtigt. Han vinkede lidt med sine fingre på højre hånd, og lod noderne på tavlen forlade sin plads. De var tegnet op med kridt, så det var bare et spørgsmål om at bevare støvpartiklerne samlet. Ganske let svævede en hvid g-nøgle hen foran Laura, lige idet hun greb fat om håndtaget. Hun standsede brat og stirrede måbende på den. Let som en fjer lod han den dale ned mod hendes hånd, som hun tøvende vendte opad for at gribe den. Den landede sikkert og stod oprejst længe, inden den bukkede for hende og fløj op mod loftet igen.

”Det kan ikke være rigtig…” gispede hun og vendte sig om mod Christian kun for at se resten af tavlens indbyggere svæve blidt rundt i lokalet som små dansende snefnug. Hendes smil var uvurderligt, og han ville aldrig glemme det. Hun rakte forsigtigt ud efter nogle af noderne, smilede, når de flygtigt kyssede hendes hånd og svævede videre.

”Hvordan…?” sagde hun, da hun endelig genvandt talens brug.

”Afviger,” smilede han undskyldende.

Hun kunne slet ikke tage øjnene fra de små tegn og kunne ikke lade være med at smile.

”Her,” sagde Christian og tog hendes hånd, vendte den opad og lod en hel del forskellige noder lande på den i en lille bunke. Så lagde han sin hånd over hendes og pressede ganske forsigtigt ned over det samlede kridtstøv.

”Jeg ved, hvor meget du holder af musik,” sagde han og fjernede sin hånd fra hendes. I den lå der nu den fineste lille ottendedelsnode af massivt kridt. De resterende svævende tegn opløstes til støv og faldt glidende til gulvet.

”Den er til dig,” smilede han, og stillede sig over til vinduet for at betragte hende. Helt fantastisk smuk.

”Jeg drømmer,” stammede hun og så endelig op på ham.

”Nej.”

”Det jeg gøre. Du kan ikke være afviger.”

”Hvorfor ikke?”

”Det ville være blevet opdaget for lang tid siden. Scannerne, de personlige tjek…”

Han trak på skuldrene. ”Hvis man er godkendt som almindeligt menneske, er scannerne ikke noget problem. De personlige tjek kan manipuleres.” Der var ingen grund til at fortælle, hvor fanatisk afvigerkæmpen var omkring ham. Hun havde rigeligt at tumle med lige nu.

”Hvorfor fortæller du mig det?” spurgte hun og så undrende på ham.

”Fordi jeg bliver nødt til at forsikre dig om, at din sindstilstand stadig er intakt. Det er til dels min skyld, at du har følt dig så fortabt. Og det er jeg ked af, Laura. Virkelig, virkelig ked af. Det var ikke min mening. Jeg ville bare beskytte dig mod din far. Det var ikke planen, at du skulle se noget af det…” sagde han brødbetynget.

”Jeg kunne jo løbe skrigende ned til rektor lige nu, og fortælle ham om det her,” sagde hun og gik langsomt over mod ham.

”Jeg stoler på dig.”

”Hvorfor?” Hun lagde forbavset hovedet på skrå.

”Fordi jeg elsker dig,” sagde han stille og mødte hendes blik. Hans hjerte flagrede rundt i hele kroppen og ville ikke falde til ro. Han havde for alvor blottet sig nu.

Hun rødmede voldsomt og så ned på den lille node i sin hånd. ”Hvad med Rose?” spurgte hun så spagt.

Hvorfor skulle hun også lige bringe hende på banen nu? Han havde ikke lyst til at tænke på Rose. ”Hvad med hende?”

”Hvad betyder hun for dig?”

”Skal jeg svare ærligt?” spurgte han.

”Ja, tak,” nikkede hun og knugede hårdt om noden.

”Rose er den første pige, jeg nogensinde har kysset. Det i sig selv, har gjort hende interessant. Men det var mest de oplysninger jeg fik ud af hende, som pirrede mig. Oplysninger om dig.”

Hun kiggede undrende op på ham. ”Hvad har hun sagt om mig?”

Han kunne ikke lade være med at le lidt. ”Intet. Men en del af min afvigergave består i, at jeg kan `læse´ folk. Hendes kys gav mig en helt utrolig indsigt i hendes tanker, som jeg ikke tidligere havde prøvet.”

”Læse folk? Som i `læse folks tanker´?”

Han nikkede.

”Så læs mine,” forlangte hun trodsigt.

Han rystede på hovedet og førte blidt noget af hendes mørke hår om bag hendes ene øre. ”Nej.”

”Hvorfor ikke?”

”Det ville være at snyde,” smilede han med et skuldertræk. ”Jeg vil ikke tiltvinge mig adgang til dit sind. Det er du for dyrebar til.”

 Hun rødmede ganske lidt. ”Men du kunne, hvis du ville?”

”Ja.”

Hun så på ham gennem smalle øjne. Hun skulle lige fordøje det hele, og det forstod han så udmærket. Det var meget at skulle behandle på kort tid.

”Hvad kan du ellers?” spurgte hun så nysgerrigt.

”Jeg afslører ikke mere, før jeg får et svar fra dig,” smilede han. Hun var som et utålmodigt barn på en juleaften. ”Vil du have mig? Vil du være min, Laura?”

Hendes mimik blev alvorlig igen. ”Johnas,” sagde hun så stille.

”Han fortjener dig ikke,” svarede Christian irriteret. Mørket viste lidt af sit grimme ansigt, ved tanken om de ting, Johans havde kaldt hende. ”Elsker du ham?” Han fortrød spørgsmålet, så snart det var tumlet ud af hans store mund. Selvfølgelig gjorde hun det. Med det spørgsmål have han lige underskrevet sin egen dødsdom. Frustreret over sin egen dumhed, vendte han sig væk fra hende og stirrede ud i natten. Han kunne ikke klare at se på hende, mens hun, på hans forpulede opfordring, erklærede sin kærlighed til Johnas.

”Jeg holder utrolig meget af ham,” sagde hun stille.

Det skar i hjertet. Meget mere end han havde troet det ville, og tårerne var allerede begyndt at brænde bag øjenlågene. Han kunne mærke, at hun var kommet helt hen til ham, stod klods op af ham, men han kunne ikke holde ud at skulle se på hende. Hårdt pressede han øjnene i, for at holde følelserne tilbage.

”Men der nok en grund til, at det ikke er ham, jeg drømmer om.” Hun lagde sin hånd på Christians skulder, og det sendte en skælven gennem hele hans krop. Overrasket kiggede han på hende, og kunne ikke tro sine egne øre.

”Hvad sagde du?” stammede han.

Smilende lagde hun hovedet på skrå, lagde begge sine fine hænder mod hans ansigt og trak ham blidt ned til sig. ”Jeg sagde, tungnemme dreng, at jeg er din.”

Hendes kys brændte sødt på hans læber, og de tårer der før havde virket så truende, løb nu frit ned over hans ansigt. Hjertet var svulmet så meget, at han ikke længere kunne holde styr på sine følelser og blev derfor nødt til at lade dem komme ud. Grådigt pressede han hende ind mod sig, hev hende så tå tæt på som overhoved muligt, og han havde aldrig tænkt sig at give slip på hende igen. Hun var hans. Og det var ikke bare en illusion, eller en vågen drøm. Det var virkeligt. Verdenen kunne sådan set godt holde op med at rotere nu, for han havde alt, hvad han nogensinde ville få brug for.

”Du må ikke græde, Christian,” sagde hun.

Han måtte smile af det ironiske i det hele. Det var startet ud med, at han ikke kunne holde ud at se hende ulykkelig, og nu stod hun og tørrede hans tårer væk.

”Det er okay,” sagde han og trak vejret dybt ind for at sunde sig. Han havde stadig armene låst om hendes liv og havde ikke i sinde at slippe. ”Du aner bare ikke, hvor mange gange jeg har drømt om det her.”

Her stod hun, i hans arme og var helt ufattelig smuk – og hans. Helt rigtig hans. Det var ikke en manipuleret drøm, det var virkeligt. Han havde lyst til at hoppe rundt, jublende og skrigende, for at få afløb for al den rastløse energi, der var blevet udskilt med hendes tilkendegivelse. Han burde løbe ud og fortælle det til alle, så de kunne tage del i hans glæde, men han var ikke klar til at give slip på hende endnu. Han var stadig bange for, at det hele bare var en del af hans fantasi.

For at sikre sig, at hun ikke blot var et fatamorgana, lagde han hånden under hendes fine hage og løftede hendes smukke ansigt op mod sit eget og kyssede hende igen. Ganske let. Det at have en engel i sine arme og kunne kysse hende, var den reneste form for nydelse, han overhoved kunne forestille sig. Han lukkede øjnene og smagte på den sødme, hendes fløjlsbløde læber efterlod.

”Hvad gør vi nu,” hviskede hun, som om hun var bange for at ødelægge den fine stemning.

”Vi bliver her for evigt,” smilede han skævt. Han var stadig fortryllet af, at hun i det hele taget ville være sammen med ham. Især efter han havde afsløret sig selv som afviger.

”Christian,” smilede hun tilbage med en undertone af, at det jo ikke kunne lade sig gøre.

”Hvor vil du så gerne hen?” spurgte han og kiggede indgående på det smukke ansigt. ”Hvis du helt selv kunne bestemme, hvor i hele den vide verden, ville du så gerne gemme dig med mig?”

Hun tænkte sig om med hovedet på skrå, og den sødeste panderynken han nogensinde havde set.

”Jeg kan godt lide skoven,” sagde hun så drømmende. ”Når det lige er blevet forår, og alt er sprunget ud.”

”Luk øjnene,” hviskede han til hende.

Efter et lidt mistænkeligt blik, gjorde hun som han bad om. Han lagde to fingre mod hendes pande og lod varsomt sit sind flyde ind over hendes. For hendes indre blik lod han væggene i musiklokalet skifte ud med højre, grønne træer. Linoleumsgulvet blev erstattet af en grøn underskov, hvor enkelte blade kildede hende på anklen, hvilket fik hende til at gispe forskrækket. Han fjernede loftet og sørgede for at månen og stjernerne kunne kigge ned til dem, så de også samtidig kunne se hinanden, når hun åbnede øjnene igen. Til sidst stimulerede han sansecenteret i hendes hjerne, som styrede lugtesansen, så hun blev mødt af den friske skovduft.

”Luk øjnene op,” sagde han og tog hånden til sig.

”Men det er så smukt,” gispede hun uden at vide at det samme scenarie befandt sig uden for hendes indre blik.

”Prøv engang,” smilede han og tog hende i hånden.

Hendes reaktion var vidunderlig. Først stod hun med åben mund og stirrede på den skov, der pludselig var vokset op omkring dem. Hendes øjne funklede. Så smilede hun til ham og gik over og lagde en hånd mod et træ.

”Barken er hel ru,” sagde hun undrende. ”Men det er ikke virkelig, er det?” Hun kiggede spørgende på Christian, der nød at se hende bevæge sig rundt velvidende, at hun var hans.

”Dit sind gør det virkeligt,” forklarede han. ”Med lidt hjælp.”

Hun stirrede op på himlen over dem og pegede på stjernerne med et smil. ”Der er Orion.”

Han gik over til hende og stillede sig bag hende, og holdt om hende, mens hun blev ved med at finde stjernebilleder.

”Hvor er det smukt,” sukkede hun til sidst og satte sig ned mellem bladende, overvældet. ”Jeg har ingen anelse om, hvordan du gør det, men… wow.”

Han satte sig ved siden af hende, lagede en hånd om hendes nakke og nussede hende lige ved hårkanten.

Du er smuk, Laura. Alt det her er bare en illusion.” Han lænede sig frem og kyssede hende igen. Det kriblede gennem hele kroppen, da hun gengældte kysset og langsomt lod en hånd glide ind under hans åbne jakke, mens hun løsnede hans slip med den anden. Forsigtigt fik han hende lagt ned i skovbunden. Hun var hurtigt til at få krænget hans jakke af, så han lå over hende kun med skjorten som barriere mellem hende og hans nøgne brystkasse. Hver af hendes berøringer sendte flammer gennem ham, som fik hans hjerte til at springe et slag over. Da hun begyndte at knappe skjorten op, blev det for meget for ham. Hendes kys var blevet hedere, mere intense, og han behøvede ikke sine afvigerevner for at lægge to og to sammen. 

Smerteligt hev han sig lidt væk fra hende. Han var mere end klar, bukserne strammede faretruende, men han ville ikke udnytte hende. Ikke Laura.

”Vi burde ikke...” sagde han med et støn og satte sig op ved siden af hende. Han kørte en hånd gennem sit sorte hår og pustede tungt.

Hun rejste sig op på knæ, kravlede ind mellem hans ben og satte sig med fronten mod ham.

”Det her er første gang nogen rører mig, hvor jeg ikke er bange, Christian,” sagde hun med et bedende blik. ”Jeg vil gerne.”

Det var ikke meningen, at engle skulle sige sådan noget til almindelig dødelige. Det fik hele hans system til at køre på højtryk igen, og han måtte virkelig kæmpe med sig selv, for ikke at give efter og bare gøre, hvad hans dyriske instinkter bad ham om.

Hun kyssede ham på kinden, på panden, på næsen og fandt hans mund igen, mens hun pressede sig op mod ham og begravede sin hænder i hans hår.

”Gør mig til din,” hviskede hun mellem sine kys.

Hjertet stoppede med at slå. Det eksploderede i brystet på ham, og hans ellers så fornuftige hjerne lukkede fuldstændig af. Tilbage var kun kroppen og dens lyster. Han knugede hende ind til sig, mens hans hænder lynede den fine gule kjole ned i ryggen, og gav ham lov til at mærke hendes bløde hud under den. Hendes hænder arbejde sig støt ned over hans skjorte, fik åbnet knapperne og kørte skjorten ned over hans skuldre, arme og fik smidt den på jorden. Så hev hun ham op at stå og lod samtidig sin kjole falde, hvilket afslørede, at hun var næsten nøgen under den. Nu stod hun foran ham kun iført at par sorte trusser, og gjorde alle hans fantasier om hende til skamme. Hun var ikke en engel. Hvordan kunne han have taget så meget fejl? Hun var en gudinde.

”Åh, Laura,” sukkede han og kunne slet ikke stirre sig mæt på hende.

Hun rødmede med et lille smil, og puttede sig helt ind til ham, kyssede ham på brystkassen og lod sine hænder arbejde sig rundt i hans buksekant, indtil hun åbnede dem langsomt og lod dem falde til jorden. Med en finger rørte hun forsigtigt ved det hvide plaster, der stadig dækkede for hans syning.

”Ikke noget modermærke?” sagde hun.

”Nej,” hviskede han åndeløst under hendes berøring. ”Blev beskudt og derefter lappet sammen af den mest vidunderlige kvinde i verden.”

Hendes smil kunne have givet enhver mand et hjertestop. Christian følte sig bare så uendelig beæret over, at smilet var beregnet til ham, og ingen anden.

Hun trak ham med sig ned i underskoven igen, lagde sig tilrette under ham, overdængede ham med kys, der langsomt tog til i intensitet, mens hun lod sine hænder kærtegne hans krop. Alle muskler var spændt til bristepunktet, da han nænsomt fik fjernet hendes trusser og sine egne tights. Hun gned sig op af ham, stønnede sultent og så bedende på ham, da han ikke fortsatte, men bare lå over hende, nøgen hud mod nøgen hud.

”Jeg vil ikke tvinge dig til noget, Laura,” hviskede han og så hende alvorligt i øjnene, mens han nussede hende på kinden. Hendes hud var så blød.

”Det gør du heller ikke,” sukkede hun.

”Du er sikker på, at det er det her, du vil?”

Hun nikkede med tårer i øjnene. ”Lad mig være din, Christian.”

Og han kunne ikke bære det længere. Han kunne ikke holde ud, at høre hende så bedende, så hungrende. Han gav efter og lod sig forsigtigt trænge ind i hende. Ganske langsomt fandt han vej og fyldte hende varsomt. Hans egne støn blandede sig med hendes, i takt med at de forøgede tempoet, og han var til sidst ikke helt sikker på, hvilke lemmer, der tilhørte hvem. Det snurrede i hele kroppen, mens de vred sig og kærtegnede hinanden, og da de begge nærmede sig klimaks begyndte skoven omkring dem, at krakelere. Han kunne simpelthen ikke opretholde det blændværk, når kroppen krævede så meget af ham, og hun blev ved med at hviske hans navn. Det føltes som om alle musklerne krampede på samme tid, da han kom inde i hende. Hun skød underlivet op imod ham i det samme og spændte hårdt omkring ham, mens hun selv nåede sit højdepunkt med et tilbage holdt gisp.

 

Bagefter føltes kroppen let. De lå ved siden af hinanden, nøgne på det, der nu var et koldt gulv i et musiklokale. Ingen af dem følte dog kulden, men nød bare hinandens nærhed. Christian blev ved med at kilde Laura op og ned af maven, lavede små cirkler om hendes perfekte navle. De havde ikke sagt et ord til hinanden efter akten, havde bare nydt stilheden og hinandens blikke.

”Hvordan gør du, Christian?” spurgte Laura så og så nysgerrigt på ham.

”Et naturtalent,” smilede han lystent og kyssede hende på halsen.

Hendes latter var hjertelig og smittende. Hun puffede ham kærligt væk, og gik over efter sit tøj.

”Det var ikke dèt, jeg mente.” Hun kastede hans tights over til ham. ”Det var skoven, noderne…”

Han havde rejst sig og var kommet over efter sine sorte bukser.

”Hvordan kan du spille på klaver?” spurgte han.

Hun rynkede på panden. ”Det har jeg lært. Jeg har øvet mig.”

”Det er det samme,” sagde han med et skuldertræk. ”Jeg har også øvet mig.”

”Men jeg spiller med mine hænder, Christian. Det er meget konkret. Du får ting til at svæve, får mig til at tro, at jeg er midt ude i skov...” Hun rystede uforstående på hovedet, mens hun trak kjolen over hovedet.

”Det sidder her,” sagde han og lagde en hånd på det nederste af hendes baghoved. ”Jeg kan ikke forklare det helt præcist, men det er som en muskel, der kan spændes og slappes af på kommando. Ligesom når man går og pludselig beslutter sig for at løbe. Benene gør bare, som de får besked på.”

Hun vendte sig rundt og fjernede sit lange, mørke hår, så han kunne lyne hende op. Ikke at han havde meget lyst til det. Hendes krop var vidunderlig, og han kunne bruge flere timer på bare at se på den.

”Min bror siger, at alle afvigere har et eller andet, der viser, hvad de er. En eller anden deformitet,” sagde hun nølende, mens han kørte lynlåsen op.

”Ja,” svarede han og kyssede hende i nakken.

Hun vendte sig om mod ham med et undersøgende blik. ”Du er ikke på nogen måde deform,” sagde hun så. ”Medmindre man tæller din enorme størrelse med.” Hun smilede og lynede hans bukser op. Utroligt, hvor lidt der skulle til for at gøre ham klar igen.

Han greb fat i hendes håndled og hev hende ind til sig. ”Du skal ikke starte på noget, hvis du ikke har tænkt dig at gøre det færdig,” smilede han skævt. ”Men tak for komplimenten. Selvom det ikke just er der mit afvigermærke sidder.”

”Hvor så?” Hun kørte hænderne ned over hans brystkasse som endnu var nøgen. Han havde fået skjorten på, men havde ikke fået den knappet.

”Her,” sagde han så og pegede på sine brune øjne.

Hun stirrede længe på dem, og han måtte presse munden sammen for ikke at grine af hende. Hun så dybt koncentreret ud, og skelede ganske yndigt, fordi hun stod så tæt op af ham.

”Jeg kan ikke se det,” erklærede hun til sidst med en vis portion ærgrelse.

”Kontaktlinser kan gøre meget,” sagde han, inden han førte begge sine hænder op til øjnene og fjernede de brune masker, der hvilede over dem. Laura ville være den eneste som så ham med sin rigtige øjenfarve. Mor så som regel væk, hvis ikke han havde sine linser i.

Han blinkede et par gange, da de var kommet ud og mødte så hendes blik. Han vidste at den blå farve som hans øjne havde, ikke på nogen måde så naturlig ud. Han vidste, at det kunne se ud som om de brændte med en blå ild, hvis han blev tirret.

Laura lagde en hånd på hans kind og stod på tæer for at se ordentligt på dem.

”Hvor er de fantastiske,” fastslog hun så uden at se væk. ”Det er som om farven hele tiden skifter, pulserer, bliver mørkere og lysere. De er levende, dine øjne.” Hun smilede forundret.

Han havde aldrig tænkt sådan om sine øjne før. For ham, havde de altid givet anledning til problemer.

”Jeg ville ønske, du ikke behøvede at dække dem til,” sagde hun og blev ved med at stirre. ”Man kan jo blive helt hypnotiseret af dem.”

”Og hvis jeg siger i lige måde?” spøgte han.

Hun lagde ansigtet i de rette fornærmede folder. ”Så ved jeg godt, at det ikke er mine øjne, du taler om.”

 Han lo og lagde armene om hendes smalle liv, mens han knugede hende ind til sig. Han var for en gang skyld fuldstændig sig selv, og helt og aldeles lykkelig.

I det samme blev der banket på døren. Det gav et sæt i dem begge, og de så forskræmte hen mod den. Deres lille boble af lykke brast, nu hvor den virkelige verden meldte sin ankomst.

”Laura?” sagde Johnas fra den anden side af døren.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...