Forbandelsen 2

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 nov. 2014
  • Opdateret: 15 nov. 2014
  • Status: Færdig
Christian er blevet stor og gør sig klar til at komme ud i den virkelige verden - som viser sig at være fyldt med forhindringer, som han end ikke havde drømt om. Læsning på eget ansvar.

2Likes
0Kommentarer
377Visninger
AA

14. 13

Det var en lang tur tilbage til festsalen. Til at begynde med, havde Christian hævet sine parader, parat til at tage en verbal kamp op med de resterende baskettosser, der sandsynligvis stod lige uden for kontoret. Men de var forsvundet, da han kom ud. I stedet måtte han væbne sig med tålmodighed. Der var utrolig mange studerende i forhallen. Og ikke nok med det, så var der rigtig mange af dem, der lige ville sludre lidt med ham. Hvilket også var ganske hyggeligt. Han havde efterhånden fået sig noget af en omgangskreds på Hagen. De fleste af dem, var lidt reserverede til hverdag, men det var som om feststemningen havde løsnet op for dem. Det var rart at tale frit med dem, selvom der var en hel del af de feminine elever, der blev voldsomt generte, når han talte med dem, skønt de selv havde indledt samtalen.

DJen var blevet skiftet ud med et band, som det var blevet annonceret på plakaterne for festen, der hang over det meste af skolen. Bandet havde stillet sig op og var i gang med at spille noget jazzet musik, som folk svingede sig rundt til.

Christian kunne næsten ikke komme forbi alle de dansende mennesker, selvom han prøvede ihærdigt. Hver gang han vendte sig rundt, var der en dansende pige, der gned sig op af ham, smilende og udfordrende. Han kunne ikke andet end at smile tilbage og mase sig videre. Han ville ikke danse med nogen af dem, men bare hen på sin plads for at holde øje med Johnas og slappe lidt af. Han fandt dog bordet tomt, da han endelig kom hen til det. Hans cola stod stadig, hvor han havde stillet den, men de andre glas var tomme og på én af stolene lå der en tom flaske vodka.

Hvor uforsigtig havde man lov til at være? Hvis de blev opdaget af én af de vagthavende lærer, ville de omgående blive smidt ud fra festen. Og måske fra skolen for bestandigt. Christian kunne ikke udholde tanken om at skulle gå på Hagen uden Johnas.

Han så sig om for at finde sine venner, men kunne ikke umiddelbart finde nogen af dem i menneskemyldret. Ganske forsigtigt afsøgte han lokalet med sit sind. Han turde ikke åbne for meget op, var bange for at blive oversvømmet af alt for mange indtryk. Og det blev han da også, selvom han kun åbnede en lille sprække. Der var alt for mange til at han med det samme kunne finde Johnas, så han blev nødt til at sortere i de mange hormoner, tøsefnider, drengestreger og hvad der ellers var at finde i teenagernes hoveder. Den høje musik og det pulserende lys, gjordet det heller ikke lige frem lettere at koncentrere sig.

Lige som han var ved at give op, fangede han noget i periferien, som han ikke havde set komme. Der var en velkendt vibration, som hverken var Johnas eller Alex, men dog var en mandlig bekendt. Han kunne bare ikke sætte navn eller ansigt på, hvem det var, og lige inden han fik dannet sig et ordenligt billede af gæsten, var der én, der greb ham i armen og brød hans koncentration.

”Hvor er du været? Jeg har ledt efter dig overalt?” Rose stod med hænderne i siden og så vredt på ham.

”Jeg var inde ved Scott,” svarede han hurtigt og forsøgte at opfange vibrationen igen.

”Inde ved Scott? Hvorfor?” Hendes sure mine var blevet erstattet af nysgerrighed.

”Måtte trække en fulderik derind,” råbte Christian tilbage for at overdøve musikken.

”Dans med mig, Christian,” smilede hun og lænede sig ind mod ham.

”Ikke nu. Jeg forsøger at finde Johnas, inden han roder sig ud i problemer. De har tømt en hel flaske vodka.”

”Han er en stor dreng, han kan godt passe på sig selv. Dans med mig,” tryglede hun med trutmund og tog fat i hans hånd.

”Ikke lige nu, Rose. Ved du, hvor han er?”

Skal du altid lege helten?” spurgte hun vrissent, og masede sig forbi ham og ud på dansegulvet.

Lugtede hun af sprut? For helvede.

”Rose!” råbte han efter hende og fulgte hurtigt med. Han fik grebet hende i armen, inden hun forsvandt ud af festsalen, og vendte hende rundt.

”Har du drukket, Rose?”

”Og hvad hvis jeg har?” spurgte hun trodsigt.

Han lagde hovedet på skrå og skulede ondt på hende. Hvorfor kunne hun ikke bare gøre som hun blev bedt om?

”Du kan være ligeglad. Du har ikke været sammen med mig hele aftenen, og du gider ikke engang danse med mig,” surmulede hun og rev sig fri af ham.

”Rose,” kaldte han, men hun løftede sin venstre hånd og gav ham en obskøn gestus med fingeren. Møgkællingen var i sit es, når der var indtaget alkohol. Perfekt. Helt perfekt.

Han sukkede og gik lidt væk fra salen, fandt et nogenlunde stille hjørne i forhallen, lukkede øjnene og prøve igen. Han åbnede sit sind, mærkede efter Johnas, Laura, Alex. Der var alt for mange sind at manøvrere sig udenom, så det tog noget tid, men han fandt dem. De var stadig inde i salen, sad i et hjørne og lagde arm, mens Laura og Alex’ date snakkede og lo.

Han lod Rose om at være sur og begyndte at mase sig vej gennem mængden i salen igen. Han stoppede op midt på dansegulvet, sikker på, at han havde hørt nogen kalde på ham. Men det så ikke umiddelbart ud til at nogen ville have fat i ham. Et par piger smilede bredt til ham, men det var ikke dem, der havde sagt hans navn. Han rystede det af sig. Det var alt for forvirrende det her. Han fortsatte sin zigzagtur ned til sine venner, der var blevet en hel del mere højlydte, end da han forlod dem.

”Chris,” råbte Johnas med et stort smil og lagde venskabeligt armen om ham. Han lugtede fælt af sprut. ”Hvor har du været, Møffe?” grinede han og daskede ham på maven, faretruende tæt på syningen.

”Ude og snakke med folk,” svarede Christian hurtigt og håbede, at de andre ikke havde hørt det åndssvage kælenavn. ”Hvor meget har du drukket?”

”Bare lidt,” lo Johnas og blinkede til Alex, der stak ham en high five.

”Der lå en tom flaske på stolen ved det andet bord. Har I mere med end den?” fortsatte Christian. Han havde tænkt sig at konfiskere det, hvis de havde. Johnas var allerede godt pløret og snøvlende.

”Nope,” smilede Johnas. ”Men det betyder ikke, at man ikke kan få mere. Se derover.” Han pegede over mod en lille flok piger, der stod lidt fra dem. ”Hende i midten er Sue. Hun er også en velholdt leverandør. Du kan bare gå over og spørge hende. Hun deler gerne.”

”Johnas, du stinker,” sagde Christian og viftede sig for næsen.

Du stinker!” sagde Johnas fornærmet, lige inden han begyndte at le. ”Årh, mand. Kom Laura. Jeg elsker den her sang.” Han havde rejst sig og havde hevet Laura med sig, inden Christian kunne nå at stoppe ham.

Bandet var startet på introen til Benny Goodmans version af ”Sing Sing Sing”. Et nummer som Christian også selv var ret glad for. Alex havde også hevet sin date med ud på gulvet og svang hende rundt, som kun en fuld teenager kan gøre det. Hvor var Rose, når man skulle bruge hende? Han kunne ikke tromle ud på dansegulvet alene, det ville se mærkeligt ud. Og Johnas havde stadig ikke forstået budskabet.

Christian så sig om i den store forsamling og blev først overrasket over at se den lilla kjole dreje om sin egen akse som en snurretop. Så blev han irriteret over at se, hvem der havde svunget hende. Jacob, baskettossernes nye anfører, stod med armen rundt om Roses liv og svag hende rundt til musikken. Hun var ét stort lyksaligt smil, hun nød musikken og nød at bevæge sig. Midt i et sving fik hun øjenkontakt med Christian, og hendes smil blev til en hård streg. Hun kunne ikke undgå at se ham, kunne ikke undgå at se, hvor harm han var, men alligevel fortsatte hun med at danse med Jacob. Eller måske var det lige præcis derfor hun fortsatte; for at se ham syde, for at gøre ham jaloux. Men sådan kunne han også lege.

Med sit skæve smil skruet på, så han sig om efter en mulig dansepartner og fandt hurtigt Veronica. Hun stod lidt væk og kiggede på de dansende par med længsel. Hun var iført en stram, sort cocktailkjole uden ærmer, der viste, at hun var helt rigtigt skruet sammen. Underligt, at han ikke havde lagt mærke til den flotte krop før. Hendes brune hår var kunstfærdigt sat op i nakken, og hendes makeup var diskret, men fremhævede alle hendes kønne træk – som der faktisk var en del af. Christian rynkede brynene og undrede sig over, hvorfor hun ikke brugte mere tid på sig selv til hverdag. Hun var faktisk meget smuk. Så meget desto bedre.

Han gik resolut hen til hende, smilede skævt, tog hendes hånd og kyssede den. Hun blev helt febrilsk og rødmede voldsomt, inden hun hev hånden til sig.

”Christian,” sagde hun genert.

”Hej Veronica. Du ser fantastisk ud i aften.” Det skæve smil gik rent ind. Præcis som han regnede med. Hun blussede endnu mere og kiggede forlegent ned.

”Vil du gøre mig den ære, at danse med mig?” spurgte han og forsøgte at fange hendes blik.

Hun så forskrækket op på ham. Hendes øjne fejede hen over dansegulvet, inden hun mødte hans.

”Burde du ikke danse med Rose,” hakkede hun.

Christian trak ligegyldigt på skuldrene. ”Hun er vist travlt optaget.”

Veronica så mistænksomt på ham. ”Er du ude på at gøre hende jaloux?”

Han kunne ikke lade være med at smile. Veronica var måske nok kendt som en stille og forsigtig mus, men hendes hoved fejlede bestemt ikke noget.

”Noget i den stil,” svarede han så.

Hun sagde noget, men han kunne ikke høre, hvad det var, så han lænede sig helt ind til hende. Hun duftede godt. Hendes hjerte slog lidt hårdere, jo tættere på han kom. Hun plejede da ellers ikke at reagere så voldsomt på ham.

”Hvad sagde du?” spurgte han.

”Jeg kan ikke danse,” sagde hun næsten undskyldende.

”Men det kan jeg,” erklærede han ind i hendes øre. ”Bare følg mig.”

”Jeg ved ikke…” Hun vred sine hænder og kiggede nervøst omkring sig.

”Kom nu,” smilede han og rakte ud efter hendes hånd. Hun lagde den tøvende i hans, og lige så snart han havde hende, svang han hende med ud på gulvet. Han takkede sin mor for at have fjollet rundt og danset med ham derhjemme. Veronica var meget stiv de første par trin, uvant med at danse, uvant med at folk kiggede på hende. For det gjorde de, og helt med rette, tænkte Christian. Han tog hende i nærmere øjesyn og fandt hendes lyse hud meget æstetisk. Hendes lige næse, der endte ud i en smuk formet næsetip var lige til at kysse, og hendes læber var fyldige og smilede ganske yndigt, når hun ikke lige bed sig i underlæben, som tegn på koncentration. Hvilket hun gjorde nu. Han kunne ikke lade være med at smile lidt af hende. Hun så vældig sød ud, hvilket var en bedårende kontrast til den stramme kjole, der fremhævede hendes kvindelige former.

”Hvad?” sagde hun, da hun så ham smile.

”Du danser godt,” smilede han.

”Det er vist din fortjeneste,” smilede hun tilbage.

”Bestemt ikke.” Han svang hende ud fra sig og trak hende tilbage igen. Hun drejede om sig selv og lige ind i hans favn, så han fik et godt tag om hendes smalle talje, og hun måtte lægge en hånd på hans bryst for ikke at vælte. I det samme gik der et sus igennem ham, som han ikke tidligere havde prøvet. En uregelmæssig række af slørede billeder, trængte sig på i hans sind, og bombarderede ham med indtryk, som han ikke kunne finde hoved eller hale i. Det kriblede i hele kroppen, lige fra hårrødderne ned til tæerne, og hans hjerte sprang et slag over, da hun kiggede smilende op på ham.

Lidt forfjamsket sendte han hende ud i et trin, der ikke var så betinget af kropskontakt. Han havde ingen idé om, hvad det var, der lige var sket. Den følelse, der var faret igennem ham, havde efterladt ham med et svulmende hjerte og en pirrende fornemmelse i kroppen. Hjertefejlen var noget han normalt kun tilskrev Laura. Det kunne ikke være rigtigt, at Veronica også kunne sætte hans hjerte i stå. Kunne det?

Han kiggede sig rundt i mængden af dansere og fandt Laura og Johnas. De var stoppet med at danse, og var ved at forlade salen smilende og med hinanden i hånden. Johnas blev ved med at læne sig ind over Laura og kysse hende på kinden og halsen. Christian afsøgte mere af gulvet og så Rose stå ude i siden med armene lag over kors og munden surret sammen til en smal streg. Hun så ikke videre charmerende ud. Rasende var nok nærmere ordet.

”Det ser ud til at virke,” sagde Veronica i øret på ham. Hendes ånde kildede de små hår i hans nakke på en helt fantastisk måde.

Han nikkede bare og fortsatte dansen, mens han forsøgte at ignorere Rose og hendes stirren. Egentlig burde han stoppe nu, mens legen var god, men der var noget ved Veronica, som gjorde at han havde svært ved at give slip på hende.

Men så var det igen som om nogen kaldte på ham. Han svang Veronica rundt og så sig om imens, men det så stadig ikke ud som om, der var nogen, der ville ham noget. Så kom vibrationerne igen. De samme som han havde følt tidligere, da han ledte efter Johnas. En mandlig bekendt som han ikke kunne identificere sådan lige. Først da han fik øje på en ung fyr med mørkt hår og et kantet ansigt, gik det op for ham, hvem det var, der forstyrrede hans sind, og han kunne tydeligt mærke, hvordan alt blodet forsvandt fra ansigtet.

Toobin stod i udkanten af dansegulvet og smilede smørret til ham. Han klappede lydløst, bevægede sig hen mod Rose og stillede sig bag hende. Hun lagde overhoved ikke mærke til ham, selvom han stod klods op af hende og hurtigt mimede, hvordan han kunne gribe fat om hendes hals.

Det var et chok for Christian at mærke, hvor bange, han pludselig blev for, at der skulle ske hende noget. Uden videre omsvøb, undskyldte han overfor Veronica, takkede for dansen, men sagde at han blev nødt til at gå. Han forsøgte hele tiden at holde øje med Rose ud af øjenkrogen. Veronica takkede også, men han hørte det knapt nok. Da han vendte sig rundt over mod Rose igen, var Toobin væk. Rose var uskadt, men stadig på kogepunktet.

Han masede sig gennem de dansende og så sig hele tiden om efter Toobin. Rose så ham komme og gjorde klar til at give ham en skideballe. Hun åbnede munden, hev vejret ind og skulle lige til at brokke sig, men han lagde en finger mod hendes læber og kvalte hendes udbrud, inden hun overhoved var begyndt.

”Ikke nu,” sagde han hurtigt og pressede sig videre gennem de mange elever. Han syntes, han havde set Toobin gå ud i forhallen.

”Christian!” råbte Rose forurettet.

Han ignorerede hende og skyndte sig ud i forhallen, hvor han så en skygge bevæge sig op af trappen længst væk, væk fra festen og dens deltagere. Det måtte være Toobin. Christian skyndte sig så meget, som sildene i tønden nu tillod, men blev bremset, da nogen hev fat i hans hånd. Frustreret over at blive sinket, vendte han sig rundt for at bede håndbremsen om at give slip, men blev i stedet mødt af en syngende lussing, der fik hele hans hoved til at snurre.

Rose stod og så arrigt på ham. Hun havde aldrig slået ham før, men der var så sandelig kraft i slaget. Han tog sig til kinden og åbnede og lukkede munden for at sikre sig, at kæben stadig sad som den skulle.

”Sådan behandler man ikke mig, Christian! Ikke nok med at du ignorere mig hele aftenen, men at du overhoved kan finde på at danse med min veninde, når jeg flere gange har bedt dig om at danse, er bare for meget! Hvem tror du egentlig, du er?” rasede hun.

”Ikke nu, Rose,” sagde han og gjorde mine til at gå. Toobin var helt sikkert ude på noget.

”Ikke nu? Er det dit nye motto, duksedreng?”

Mørket begyndte at sitre, men han trak vejret et par gange i et forsøg på at holde det nede. Han havde virkelig ikke tid til møgkællingen nu. ”Jeg kommer og finder dig lige om lidt, Rose, og så kan du skælde mig ud, alt det du vil. Jeg har bare noget, jeg skal have styr på først.”

Hun gibbede med øjnene, da han vendte sig væk fra hende igen og begyndte at gå.

”Hvis du går nu, er det slut, Christian!” skreg hun. ”Helt slut!”

Han prøvede at overhøre resten af hendes eder og forbandelser, mens han skyndte sig hen mod trappen. Rose skulle nok blive god igen, hun havde bare fået for meget at drikke. Hun var hans, og sådan var det.

Den lange gang, som trappen førte op til var fuldstændig mørklagt. Der var døre ind til forskellige faglokaler på begge sider, men der var ingen at se. For enden af gangen gik en anden trappe ned til hallen. Han vidste, at der også var en mulig ind- og udgang der, og det var sikkert sådan Toobin var kommet ind. Christian var udmærket klar over, at dette var en potentiel fælde, men han kunne på den anden side heller ikke bare lade Toobin gå frit rundt på skolens område. Han blev nødt til at gøre noget, så han fulgte sin indskydelse og løb gennem gangen, ned af trappen, kun for at finde området ved udgangsdøren fuldstændig tomt. Han fortsatte ind i hallen, men også her, var alt øde. Omklædningsrummene var tomme. Han gik tilbage op af trappen, mens han forsøgte at finde Toobins vibrationer med tankens kraft. Men der var intet at mærke. Heller ikke da han lod sit sind bevæge sig ud over forhallen og festsalen.

Han var forsvundet. Men hvordan kunne det lade sig gøre? Og hvorfor? Hvorfor vise sig uden at gøre noget? Var det kun for at bevise, at han kunne? Pokkers!

Christian var på vej ned gennem den mørke gang i et luntende tempo, og fordybet i egne tanker, da Johnas pludselig væltede ud af én af dørene, der blev smækket voldsomt efter ham. De to venner ramlede sammen, men Christian nåede at få fodfæste og sørgede for at de begge blev på benene.

”Hvad sker der?” spurgte han, da han så Johnas’ ansigt var forvredet af vrede og at hans tøj sad fuldstændig uordentligt.

”Ikke en skid. Der sker ikke en skid!” råbte han ind mod døren.

”Rolig,” forsøgte Christian og lagde en hånd på Johnas’ bryst for at få ham bakket væk fra døren. ”Forklar.”

”Der er ikke noget at forklare,” vrissede Johnas med en grødet stemme. Han lugtede stadig afskyeligt, men Christian bed det i sig. ”Hun er simpelt hen bare umulig. Umulig, arrogant og pisse ligeglad med alle andre end sig selv,” råbte han igen rettet mod døren. ”Fucking egoist!”

”Slap nu lige af.” Christian holdt sin ven tilbage.

”Gu’ vil jeg ej slappe af!” Johnas vred sig fri og fór over mod døren, rev hårdt i håndtaget kun for at opdage, at den var låst. Rasende begyndte han at sparke til den.

”Luk op, for helvede, Laura!” hvæsede han højt og fortsatte med at sparke.

”Stop, Johnas,” sagde Christian og forsøgte selv at være rolig. Han havde ikke set Johnas så vred før, og det gjorde ham bange. De havde tydeligvis haft et skænderi, og Johnas’ alkoholpåvirkede hjerne tænkte bestemt ikke klart.

Johnas lo hånligt. ”Det var lige præcis de ord, hun brugte.” Han sparkede en enkelt gang mere til døren.

”Kom med mig ned til hallen. Så tager vi en stille og rolig snak om, hvad der er sket,” forsøgte Christian.

”Men det er jo lige dét! Der er intet sket!” spruttede han og begyndte skiftevis at hamre og sparke til døren igen. ”Fucking narrefisse!” råbte han hadefuldt mod den, inden han vredt vendte sig om og gik ned mod festen igen.

Christian stod lamslået og så efter ham. Hvordan kunne han tale sådan om Laura? Smukke, vidunderlige Laura. Hvad var der sket, siden han farede sådan op? Han havde sine bange anelser, men turde ikke tro på, at Johnas kunne være så dum.

Da det værste af forskrækkelsen havde fortaget sig, gik han hen til døren og lagde øret imod den. Der var ikke umiddelbart noget at høre, men hans sind fortalte ham, at Laura var derinde. De lyse vibrationer, hun normalt udsendte var blevet mørke.

Forsigtigt bankede han på døren. ”Laura?”

Der kom ikke noget svar.

Han forsøgte igen. ”Laura, det er Christian. Vær sød at lukke op.”

Stadig intet svar. Han vidste hun var derinde. Han vidste, at hun kunne høre ham. Men han var parat til at vente, også selv om det så skulle vare hele aftenen. Han satte sig op af den modsatte væg, så han havde ansigtet vendt mod døren. På et eller andet tidspunkt, blev hun nødt til at komme ud. Han kunne så let som ingenting tvinge låsen op, men han havde på fornemmelsen, at det ikke ville gavne noget. Laura var blevet tvunget til nok i løbet af sit liv.

Der gik dog ikke mange minutter før han hørte låsen bliver skudt til side. Han rejste sig og ventede, at hun ville åbne døren, men der skete ingenting.

Han bankede på igen. ”Laura? Må jeg komme ind?”

Efter et par lange og meget stille sekunder, åbnede hun endelig døren. Hun så bleg ud. Øjnene var røde af tårer, der truede med at løbe ned over de i forvejen våde kinder. Hun bed sig i læben og undgik øjenkontakt for at holde gråden i skak.

Hun bakkede lidt væk og holdt om sig selv, så Christian kunne komme ind i musiklokalet. Der stod et stort flygel i det ene hjørne, trommer i det andet. Midt i det hele var der borde og stole, så eleverne kunne være der og modtage undervisning. De var vendt mod væggen, så de kunne følge med på tavlen, der var overtegnet med noder og musiknøgler. Der var to yderligere døre i hver sin ende af rummet, der førte ind til øvelokaler, hvor der også blev opbevaret flere instrumenter. Begge stod åbne.

Laura bakkede hen til flyglet og satte sig på bænken. Christian fulgte forsigtigt efter, tog en stol med og satte sig overfor hende.

”Er du okay?” spurgte han og så på hende. Hun så ikke ud til at have lidt overlast, skønt Johnas’ opførsel kunne have forledt ham til at tro noget andet.

Hun nikkede tavst og fortsatte med at se ned i gulvet.

”Laura, jeg aner ikke, hvad der er sket mellem jer, men lige meget hvad, giver det ham ikke ret til at sige det, han sagde. Jeg undskylder på hans vegne,” sagde Christian.

Der var ikke nogen synlig reaktion fra hende.

”Hvad end det er, I er blevet uvenner over, så skal det nok blive godt igen. Det lover jeg. Johnas er fuld og ved ikke, hvad han siger,” forsøgte han.

En enkelt tåre fandt vej ned over hendes kind og landede i hendes skød. Han havde lyst til at tørre dens spor væk, holde om hende, og forsikre hende om, at alt nok skulle blive godt igen.

”Er der noget som helst, jeg kan gøre, Laura?” spurgte han og følte sig forfærdelig utilstrækkelig.

”Du kan fortælle mig, om jeg er ved at blive vanvittig,” hikstede hun og så på ham med øjnene fulde af vand.

Det blev for meget for ham. Hun måtte ikke være så ulykkelig, han kunne ikke klare at se hende sådan. Han forlod sin stol og satte sig over ved siden af hende på bænken og knugede hende ind til sig, selvom han ingen ret havde til at lægge armene om hende. Så snart han rørte hende, lod hun tårerne få frit løb.

”Du er ikke ved at blive vanvittig,” sagde han medfølende, og kørte nænsomt sin hånd op og ned af hendes ryg. ”Hvordan kan du tro det?”

”Det er bare…” hulkede hun. ”Da Johnas begyndte at røre mig… Jeg kunne ikke… Det var ikke med vilje, men… Jeg så ham hele tiden. Hele tiden. Og jeg kunne ikke fortælle det til Johnas. Han ville ikke forstå. Og jeg blev så bange, Christian.”

Johnas havde altså været så dum, at tro, at Laura var parat til at gå hele vejen med ham. Og hendes afvisning, havde han ikke taget så godt. Den vrede Johnas, han havde set før, havde altså været en krænket Johnas. Og hvordan skulle han også nogensinde kunne forstå, hvad hun havde måttet leve med i så mange forfærdelige år.

Og så slog det ham. Han vidste det jo sådan set heller ikke. Officielt. Alligevel havde hun åbnet lidt op for lugen ind til sin mørkeste hemmelighed. Han blev nødt til at spille dum, selvom det smertede ham. Han ville helst bare være der hundrede procent for hende, uden at skulle spille det her åndssvage skuespil.

”Ham?” sagde han undrende uden at slippe hende.

Hun stivnede under hans arme og trak sig lidt væk for at kunne se op på ham med store skræmte øjne.

”Det er dét, jeg mener,” sukkede hun panisk. ”Jeg er ved at blive skør. Jeg drømmer om dig. Drømmer, at du er helten, der redder mig fra ham, og nu er jeg hele tiden i tvivl om, det var en drøm eller ej. Og så sidder jeg her og plaprer løs…” Hun rejste sig og gik over til vinduet, så hun stod med ryggen til ham.

Hun var ikke vanvittig. På ingen måde, men det kunne han ikke fortælle hende, uden at afsløre sig selv. For satan! Hvorfor var det hele også så indviklet? Hvorfor var det så farligt at være afviger, når man med sine evner kunne hjælpe dem man elskede? Hans indblanding i hendes liv, havde været skyld i, at hun nu følte sig fuldstændig fortabt. Det var hans skyld. Hans skyld, at hun var ked af det, at hun var ulykkelig.

”Laura,” sagde han og rejste sig for at gå over til hende, men stoppede midt på gulvet. Han anede ikke, hvad han skulle sige, for at gøre det godt igen. Den dårlige samvittighed knugede sig om hans sjæl og sind, og fik små sorte pletter til at danse for øjnene. Det var for meget for ham. Skyldfølelsen sveg om hjertet.

”Du er ikke vanvittig, Laura,” begyndte han stille. ”Jeg ved, hvordan du har det. Du forsøger at være stæk, selvom du står alene med en mørk hemmelighed, der truer med at ødelægge dig. Jeg forstår dig. Det er som om, alle altid vil have dig til at være en anden, end den du er…” Ordene kom helt af sig selv nu, og det skræmte ham, at det var så let at få luft for sine tanker. ”Men hvis du bare kunne se dig selv, som jeg ser dig… Så ville du aldrig mere bekymre dig, om hvad andre tænkte. For du er smuk, Laura. På alle tænkelige måder.”

Hun vendte sig langsomt om mod ham, med vantroen malet i ansigtet. ”Christian, hvad er det du siger?”

”Jeg siger, at hvis du vil give mig lov, vil jeg gøre alt hvad jeg kan, for at få dit hjerte til at føles lettere.” Han tog hendes hænder i sine og så hende lige ind i de smukke brune øjne. ”Hvis du vil give mig lov, Laura, vil jeg gerne dele din mørke hemmelighed med dig. Hvis du vil have mig, er jeg din. Men det kræver, at du tager del i mit mørke…”

”Jeg forstår ikke…” begyndte hun og ville tage hånden til sig, men han knugede fastere om den.

”Det var ikke en drøm,” sagde han så alvorligt, og afventede hendes reaktion med hjertet i halsen. Nu måtte det briste eller bære. Han kunne ikke klare at være skyld i hendes fortvivlelse længere. Hvis hans tilståelse kunne bringe noget ro i hendes sind, var han parat til at ofre sig selv for det.

Mistænksomt lagde hun hovedet på skrå.

”Jeg var hjemme ved dig den nat,” fortsatte han forsigtigt. ”Jeg ved, hvad din far har gjort ved dig…”

Hun hev hånden til sig og holdt skamfuldt om sig selv. ”Hvordan kan du…” stammede hun og undgik hans blik. ”Jeg har aldrig fortalt det til nogen. Den eneste der ved noget…” Hun bakkede væk fra ham. ”Rose,” hviskede hun så.

”Rose har ikke sagt noget,” sagde Christian stille og forsøgte at holde Laura fast med sit blik. ”Rose ville aldrig røbe din hemmelighed for nogen. Gud forbyde, at du skulle blive mere interessant end hende.” Han fik sagt det lidt for tørt, men havde ikke meget tilovers for Rose lige nu.

Laura støttede sig op af vindueskarmen og stirrede chokeret på ham. ”Hvordan kan du så vide…?” Hun var blevet helt bleg igen.

Det var nu eller aldrig.

Han trak vejret dybt ind.

”Jeg er afviger, Laura.” 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...