Forbandelsen 2

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 nov. 2014
  • Opdateret: 15 nov. 2014
  • Status: Færdig
Christian er blevet stor og gør sig klar til at komme ud i den virkelige verden - som viser sig at være fyldt med forhindringer, som han end ikke havde drømt om. Læsning på eget ansvar.

2Likes
0Kommentarer
389Visninger
AA

13. 12

Der blev banket let på døren, inden mor stak hovedet ind med et smil.

”Vågn op, Møffe. Du skal i skole igen,” sagde hun glad.

Christian lå på siden med ryggen til døren og dynen trukket godt op omkring sig. Han satte sig op for at sige godmorgen, men den pludselige bevægelse fik det til at skyde lyn gennem ham, og han måtte krølle sig sammen med et højt grynt.

”Hvad er der?” Mor var ovre ved ham med det sammen, satte sig på sengen og så undersøgende på ham.

Satans også. Han havde sovet så tungt, at han faktisk havde glemt alt om såret.

”Bare en krampe,” gispede han og forsøgte at lyde normal, selvom det gjorde helvedes ondt. ”Jeg fik ikke strukket ordentligt ud efter i går aftes. Trænede lidt inden jeg gik i seng.”

Hun lagde en hånd på hans pande, på hans kind, kiggede ham i øjnene, de blå øjne, som hun afskyede så voldsomt.

”Er du sikker på, du ikke er syg?” spurgte hun bekymret. ”Du er altså lidt varm.”

Selvfølgelig var han varm. Han svedte, fordi det gjorde helvedes ondt.

”Jeg har det fint,” sagde han og smilede sit skæve smil for at forsikre hende.

”Det er altså okay at være syg, skat. Det sker for alle.”

”Jeg er ikke syg, mor.” Han lænede sig frem, holdt masken med stort besvær og kyssede hende på panden. ”Jeg kommer ud om lidt.”

Hun kiggede mistænksomt på ham en ekstra gang, inden hun forlod ham.

Meget, meget forsigtigt svang han sig ud af sengen og kiggede ned på plastret. Hans frygt for at det var blødt igennem, var heldigvis ikke blevet til virkelighed. Han gik over til sine linser, tog dem i og gjorde sig færdig så hurtigt som muligt. Han opgav at tage t-shirt på, og nøjedes med en skjorte. Så slap han da i det mindste for at have armene hævet for meget.

Morgenmaden stod allerede klar til ham i køkkenet, men han gik over og sneg sig til at par smertestillende piller, inden han satte sig over for mor.

”Skal du følges med Johnas i dag?” spurgte hun og kiggede stadig opmærksomt på ham. Hun var stadig nervøs for, at han var ved at blive syg.

”Vi har ikke aftalt noget. Og holdt så op, mor. Jeg er ikke syg. Jeg har det fint,” løj han. Han havde mistet appetitten, fordi smerterne var så stikkende. Hvis bare pillerne kunne tage toppen, så han kunne komme ubemærket gennem dagen, ville det sikkert være bedre i morgen.

”Du skal ikke rode rundt i mit hoved, Christian,” sagde hun hårdt.

Han kunne ikke lade være med at le. Hun troede altid det værste. ”Det har ikke noget med afvigerevner at gøre, mor. Det er mor-og-søn-evner.”

Hun smilede lettet og kastede et stykke toast efter ham. Havde det været en helt almindelig dag, hvor han ikke var blevet beskudt den foregående aften, havde han taget kampen op. Men han undskyldte sig med, at han lige ville ringe til Johnas og sikre sig, at de ikke gik fejl af hinanden.

Da han var sikkert inde på sit værelse igen og havde lukket døren satte han sig i stolen med et støn. Det ville blive en lang dag.

 

”Og nu hvor De er tilbage, mr. Chasedin, vil De måske være så elskværdig at delagtiggøre os i årsagsloven ifølge Kant?” sagde Brown overdrevent venligt. Han havde fanget Christian i ikke at følge med igen.

Efter skoledagen var begyndt, havde han ikke rigtig kunnet koncentrere sig om andet end Laura. Hun sad overfor ham med Johnas, og kiggede ikke op på ham en eneste gang. Ikke før Brown nævnte hans navn. Hun fangede ham i at stirre, og han kunne mærke, hvordan varmen strømmede til hans kinder, mens han forlegent kiggede væk.

Hakkende fik han svaret på Browns spørgsmål. Det var et fejlfrit svar, men det blev ikke leveret med den samme selvsikkerhed, som han ellers plejede at kunne mønstre overfor læreren.

Rose sad ved siden af ham og lagde en hånd på hans lår for at virke støttende. Åh, hvor var hun irriterende. Lige siden han var trådt ind af døren, havde hun været klistret op af ham. Han ville ønske, at deres forhold ikke var blevet offentliggjort. Hvis ikke hun havde fået tvunget ham til at delagtiggøre resten af gymnasiet i deres sager, ville han stadig officielt være fri på markedet, og Laura ville måske ikke kun nøjedes med at drømme om ham. Dét faktum kunne han stadig ikke glemme: at englen rent faktisk fandt ham tiltrækkende, at hun rent faktisk drømte om ham og ikke om Johnas.

Rose tog ham i hånden lige så snart det ringede, og begyndte at hive ham op af stolen. Han rejste sig langsomt, bandede indvendigt over smerten, men holdt masken. Da han var kommet helt op at stå, stod Johnas ved siden af ham med armen rundt om englen. Sammen fulgtes de alle fire ned i kantinen og satte sig ved samme bord. Johnas gjorde et stort nummer ud af at placere sig så langt væk fra Rose som muligt.

”Min kjole er lilla, Christian, så hvis du fandt et lilla slips, der matchede, ville det bare være helt perfekt,” smilede Rose.

Hun havde haft munddiarre om festen, siden dagens begyndelse, og han var ved at blive skør af hende. Han gjorde, som han havde gjort resten af dagen, smilede, nikkede og sagde `selvfølgelig´ på de rigtige steder. Alt imens brugte han tiden på at betragte englen, der sad overfor ham.

”Min er gul,” smilede hun til Johnas, der smilede igen og nikkede indforstået. Deres måde at kommunikere på, bar præg af, at de havde kendt hinanden længe. Der var blik, smil, berøringer, som havde helt bestemte betydninger for dem, som Christian kun kunne gisne om. Men hvor ville han ønske, at han var den, som havde dette hemmelige sprog med hende.

”Hører du efter?” spurgte Rose pludselig hårdt og prikkede ham fornærmet i siden.

”Av, for helvede,” skreg han og sprang op, før han overhoved nåede at tænke sig om. Hun havde virkelig fanget ham i et uheldigt øjeblik. Han havde på ingen måde været klar til hendes angreb, og at hun rent faktisk havde stukket fingeren direkte i såret, havde bestemt ikke gjort tingene bedre. ”Hvad fanden tænker du på? Du er jo sindssyg!” Han gloede vredt på hende og havde mest lyst til at skubbe hende ned af stolen.

”Undskyld,” sagde hun forsigtigt, skræmt, efter have rejst sig.

”Slap af, C. Hvad sker der?” sagde Johnas undrende.

Christian stod med hånden over sit sår, pressede ind på det, for at få jaget til at dulme og fangede Lauras blik ud af øjenkrogen.

Hun sad fuldstændig lamslået i stolen, hænderne knugede om hver sin side af sædet så hårdt, at knoerne var helt hvide, og hendes brune øjne var spærret op i forbløffelse, mens hun stirrede på ham. Hendes smukke mund stod lidt åben, og hendes vejrtrækning var pludselig blevet tung og besværet. Hun blev blegere og blegere som han kiggede på hende.

For helvede.

I stedet for at forklare, skyndte han sig at forlade kantinen. Han kunne ikke overskue det. Det var for meget. Han havde afsløret sig selv. Laura vidste, at det ikke var en drøm alligevel.

Fandens!

Hurtigt gennem forhallen, ned af trappen og ind på de ensomme toiletter i underetagen. Døren blev smækket og låst med tankens kræft, mens han gik hen til spejlet og forsigtigt løftede op i skjorten.

Der var heldigvis ikke noget at se. Plasteret var stadig intakt, og der var ikke spor af blod. Syningen holdt. Men, for helvede, hvor havde det gjort ondt. Bare tanken om det fik, det til at dunke igen. Han mødte sine falske brune øjne i spejlet og så, hvordan sveden var begyndt at pible frem på panden. Hvis han kunne, havde han givet sig selv en ordentlig røvfuld. Han havde været for uforsigtig, for optaget af Laura.

”Christian?” Der blev banket på døren. ”Det er mig, Christian, luk lige op og fortæl mig, hvad der foregår,” sagde Johnas alvorligt.

”Øjeblik,” stammede han og så sig selv i øjnene. Hvad fanden skulle han finde på?  Det skulle gå stærkt nu. En plausibel løgn, som ikke var for omstændig, simpel, let at huske, og som på en eller anden måde ville kunne forklare, hvorfor han var faret sådan op.

”C?” Der blev banket igen.

”Pis,” hviskede han til sig selv og lagde panden mod det kølige spejl, inden han vendte sig om og låste op.

Johnas kom hurtigt ind til ham og låste døren efter sig. Han så spørgende på sin bedste ven. ”Hvad så?”

Det gjorde for ondt at tænke. Træt satte Christian sig på toilettet og løftede lidt op i skjorten, så Johnas kunne se det store hvide plaster.

”Wow, hvad har du lavet?” spurgte han forundret.

”Rose ramte det,” sagde Christian med en grimasse. ”Jeg er blevet syet.”

”Hvorfor?” Johnas så med store øjne på ham. ”Hvornår?”

”I går,” svarede Christian og lænede sig forover med et suk. Han forsøgte virkelig at trække tiden ud for at finde på en løgn, men der kom ikke noget til ham.

”Det ser fuldstændig ud som, da min onkel Sam fik fjernet et modermærke. Det var på benet, men cirka samme størrelse,” plaprede Johnas, uden at vide, at han lige havde serveret en løsning for Christian på et sølvfad. Han stirrede taknemmeligt på sin ven.

”Det er præcis det samme,” smilede Christian lettet. ”Jeg fik fjernet et mordermærke i går. Det var begyndt at blive lidt mørkere, så for en sikkerheds skyld, fik jeg det fjernet.”

”Gør det meget ondt?”

”Kun når dumme tøsebørn stikker en finger i det,” smilede han med et skuldertræk.

Johnas så grublende på ham. ”Det er imod alt hvad jeg står for, men du skylder Rose en undskyldning, C.”

”Ja, det ved jeg godt.”

”Hun blev faktisk bange for dig. Det tror jeg også Laura gjorde. Hun så helt forkert ud.”

Hun så ikke forkert ud, hendes erindring var sikkert bare begyndt at røre på sig.

”Hvor er de henne nu?” spurgte han.

”De sidder nede i Oasen.”

”Vis vej,” sukkede Christian og gestikulerede over mod døren. Han fulgte efter Johnas gennem garderoben og ned til de nedsænkede, røde sofaer. Her sad de to piger i hver deres hjørne af en sofa med benene oppe. De rykkede sammen, da de fik øje på dem, og Christians dårlige samvittighed blev ved med at prikke ham i maven, da han så Lauras forskræmte øjne.

”Hej,” mumlede han og kiggede ned i gulvet. Han følte sig pludselig helt enormt stor og kluntet.

”Hej,” sagde Rose stille.

”Undskyld, jeg farede sådan op. Det var ikke min mening at gøre jer bange,” sukkede han og satte sig ved siden af Rose og tog hendes hænder i sine. ”Jeg fik fjernet et modermærke i går, og det er meget ømt. Du fik boret fingeren lige i det.”

Rose rynkede brynene. ”Hvorfor fik du det fjernet?”

”Jeg syntes, det var begyndt at blive mørkere…” sagde han med et skuldertræk.

”Må jeg se?”

Med endnu et skuldertræk løftede han lidt op i skjorten og afslørede det store, hvide plaster. Rose tog det nærmere i øjesyn, men Laura kiggede kun flygtigt på det, inden hun koldt mødte hans blik, rejste sig og gik.

”Laura?” sagde Johnas og gik efter hende.

”Er du blevet syet?” spurgte Rose, øjensynligt uopmærksom på, at de to andre var gået.

”Ja.”

Forsigtigt lagde hun en hånd hen over plastret. Christian hev luft ind mellem tænderne, klar til at det skulle gøre ondt, men hendes berøring var utrolig blid.

”Undskyld,” sagde hun og puttede sig ind til ham. ”Jeg vidste jo ikke…”

”Det er okay, Rose. Jeg skulle have fortalt det.” Han lagde en arm om hende og holdt hende lidt.

”Du er ikke vred på mig?” spurgte hun efter et minuts tid.

”Nej, Rose. Jeg er ikke vred på dig. Men du må være lidt forsigtig med mig.”

”Bliver du klar til på fredag?”

Skoleballet igen. Han rullede med øjnene. ”Er det virkelig, det eneste du har i hovedet?”

”Jeg har glædet mig helt vildt til at se dig i jakkesæt, Christian,” sagde hun med en trist trutmund.

”Jeg skal nok blive klar,” smilede han og kyssede hende på panden.

Johnas kom hoppende ned fra trappen og tittede rundt om hjørnet på dem. ”Chris, Laura vil gerne tale med dig – alene.” Han så noget fornærmet ud.

En mørk hånd knugede hårdt om Christians hjerte, så hårdt, at han næsten ikke kunne få vejret. Det var nu, det skete. Det var nu, han ville blive afsløret som løgner, som afviger.

”Hvor er hun?” spurgte han modstræbende.

”I klassen.”

Og der stod hun så, i al sin overjordiske skønhed, ved vinduet og kiggede ud. Hun havde armene over kors, hoften hvilede mod vindueskarmen, og hun vendte først ansigtet over mod ham, da han lukkede døren efter sig. Hvilket var sværere, end beregnet. Hænderne var helt våde af angstens sved. Han stak dem i lommerne. Hendes blik var intenst, og han følte det som om, det borede sig direkte ind i hans sjæl, og så ham for det han var. En løgnagtig afviger. Der var noget ved hendes fremtoning, som fik ham til at føle sig helt lille. Normalt var det kun mor, der havde den magt over ham, men Laura… han var prisgivet, når det gjaldt hende.

”Du ville tale med mig,” stammede han nervøst.

Uden at tage øjnene fra hans, marcherede hun over til ham, stillede sig helt tæt op af ham og gloede trodsigt op på ham.

”Et modermærke?” sagde hun vredt.

Han nikkede, ude af stand til at finde ord. Han turde heller ikke bakke væk fra hende. Han nød hendes nærhed, hendes krop rørte næsten ved hans.

”Min far lå på gulvet inde på sit kontor i morges. Han havde drukket for meget, så det ud til.”

”Det er jeg ked af at høre,” sagde han tøvende og kiggede på hende, med noget, han håbede var et undrende blik.

”Og du har fået fjernet et modermærke? Jeg gætter på, at du er blevet syet.”

”Ja. Laura, hvor vil du hen med det her?” spurgte han dumt.

Hun kneb øjnene lidt mere sammen og skulede på ham.

”Har du nogen sinde…” startede hun. Men midt i det hele mistede hun modet og gik et par skridt bagud. ”Lige meget. Jeg er vist ved at blive skør,” mulede hun og gik tilbage til vinduet.

Han blev nødt til at blive i rollen som uvidende ven, og gik derfor hen til hende, stillede sig ved siden af hende. ”Har jeg nogen sinde – hvad?”

”Har du nogen sinde drømt noget, som virkede så virkeligt, at du næsten var sikker på, at det ikke var en drøm?” sukkede hun uden at se på ham.

”Ja,” sagde han lidt forsigtigt. ”Hvorfor?”

”Det er bare…” sagde hun stille. ”Jeg drømte om dig i nat. Om at du var kommet til skade i højre side af maven, og jeg blev nødt til at sy dig.” Hendes stemme blev lavere og lavere.

”Drømmer du om mig?” sagde han med sit skæve smil. ”Hvad siger Johnas til det?”

Hendes blik blev et øjeblik mørkt, men ændrede sig så til noget mere blidt.

”Lad være, Christian. Det var ikke sådan en drøm,” smilede hun, mens kinderne røbede noget ganske andet.

”Tror du ikke bare, det er et dumt tilfælde?” sagde han for at feje emnet af banen igen. ”Der er jo faktisk nogen, der mener, at deja-vu bare er hjernen, der opfanger tingene hurtigere, end den når at bearbejde dem. Derfor føler man nogle gange, at man har oplevet de samme ting før.”

”Så min hjerne er simpelt hen så hurtigt, at den opfangede din skade i nat, flere timer før jeg hørte om dit mordermærke?” Hun så skeptisk på ham.

Han trak bare på skuldrene og så ud af vinduet. Han anede ikke, hvad han skulle sige. ”Måske er du bare ved at blive skør,” smilede han så efter en pause, hvor ingen af dem havde sagt noget. Han kunne se hende smile ud af øjenkrogen.

”Vil du love mig, ikke at sige det her til nogen? Det er pinligt at blive vanvittig,” sagde hun.

”Alt hvad der er sket inden for disse fire vægge, bliver inden for disse fire vægge,” sagde han påtaget højtideligt. ”På spejderære.”

”Jeg mener det,” sagde hun og kiggede bestemt på ham.

”Det kommer ikke videre,” sagde han mere alvorligt og mødte hendes blik.

”Er det i orden, hvis jeg lige prøver noget tosset?” spurgte hun kryptisk.

”Øhm… ja, det er det vel,” sagde han usikkert. Og før han vidste af det havde hun trykket sig helt op mod ham, havde begravet sine hænder i hans sorte hår og havde sin mund presset mod hans.

Det var kun en drøm, kun en helt vidunderlig drøm. Det skete ikke. Det her vil bevise det. Kun i en drøm, kan det være så perfekt… Så perfekt…

Febrilsk skyndte han sig at lukke af for hendes tanker, selvom det var svært. Hun havde overrumplet ham, og han vidste ikke, hvordan han skulle reagere. Han nød kysset, nød hende. Men som bedste ven til hendes kæreste, burde han trække sig væk, burde stoppe det. Men han ville heller ikke såre hende. Hun skulle ikke føle sig afvist eller krænget på nogen måde. Hans hænder fandt selv vej rundt om hendes talje og pressede hende tættere ind.

Hendes sødme forsvandt, da hun trak sit ansigt lidt væk fra hans. Hun trak vejret tungt og havde tydeligvis problemer med at finde ord. Den smukke mund åbnede og lukkede sig nogle gange inden hun mødte hans blik. Hun så bange ud.

”Det kommer ikke videre,” stønnede han og tog smerteligt hænderne til sig. Han havde allermest lyst til at give fanden i Johnas og Rose, og bare gøre det, som han vidste både Laura og han selv havde lyst til. Men han ville ikke tvinge hende til noget. Hun skulle komme til ham. Det var hendes valg, hvis det skulle være.

”Jeg… ville bare… Undskyld,” hviskede hun og holdt skamfuldt om sig selv.

”Jeg troede ikke, det var den slags drøm, Laura,” smilede han, og håbede at det kunne lette den trykkede stemning lidt.

”Det kommer ikke videre?” spurgte hun nervøst.

”Nej,” samtykkede han.

”Kan vi glemme, at det skete?”

Alt i ham skreg, at han ikke ville kunne glemme det. Han ville værne om dette minde resten af sit liv, men han nikkede for at betrykke hende, og smilede skævt. ”Jeg ved faktisk ikke engang, hvad det er, du taler om.”

”Tak,” smilede hun lettet.

Han var lige ved at sige `selv tak´, men klokken ringede og klasselokalet blev hurtigt fyldt. Johnas var ovre ved dem hurtigere end nogen af de andre elever. Han så spørgende fra den ene til den anden. Laura rødmede og kunne ikke møde hans blik, så Christian måtte vise sig som ridderen på den hvide hest og komme hende til undsætning.

”Lauras bedstefar døde af modermærkekræft,” løj han for hende. ”Hun havde bare lige brug for at tale det igennem med mig. Hun var bange for, at jeg var syg.”

Johnas lagde kærligt armen om sin kæreste og trykkede hende ind til sig. ”Søde skat,” sagde han trøstende og kyssede hende på panden. ”Det må bringe en masse dårlige minder på banen for dig.”

Hun tog imod hans omfavnelse, og så på Christian over Johnas’ skulder. Hun mimede et tak, og begravede derefter hovedet ved sin kærestes hals. Der var noget tvetydigt over hendes blik.

Christian gik over til Rose, satte sig ved siden af hende, som det sig hør og bør for en god kæreste, og ønskede Johnas langt ind i helvedet.

 

Den store dag var endelig oprindet. Langt om længe skulle hans stakkels øre få noget hvile. Lige så snart aftenen var slut, ville Roses evindelige kævleri om ballet være aflivet. Han havde overlevet den resterende del af ugen. Nu gjaldt det bare om at holde ud.

Johnas stod ved siden af ham og kæmpede med sit slips. Det var sort silke, og passede forbavsende godt til den sarte gule skjorte han havde på.

”For helvede, sådan noget lort her skulle forbydes,” vrissede han og kastede slipset på gulvet. ”Det ser også bedre ud uden.” Han satte demonstrativt kraven på plads.

”Kom her,” smilede Christian og lagde slipset om sin vens nakke. Han var allerede selv fuldt påklædt i sit sorte jakkesæt. Skjorten var en knækket hvid, og det lilla slips sad ufejlbarligt.

”Hvor har du lært det kvælertag henne,” sagde Johnas surt, da slipset sad som det skulle.

”Min mor,” lo Christian. ”Og lad det så sidde. Jeg binder det ikke for dig igen.”

”Javel,” mumlede Johnas og rettede alligevel lidt på det, inden de forlod Christians værelse og gik ud i stuen, hvor mor sad og ventede spændt.

Hun rejste sig, da de kom ud.

”Åh, hvor er I altså flotte,” smilede hun og gik over og rettede på Johnas’ slips. Hun børstede lidt imaginært støv af Christians skuldre og smilede til ham.

”Hvor er du flot, skat. Men tror du ikke, du skulle gøre noget ved dit hår?” Hun kørte en hånd igennem det.

”Har forsøgt, mor,” sagde Christian og rykkede hovedet til siden, for at stoppe hendes irriterende nusseri. Hans sorte manke var som altid uregerlig, selvom han havde forsøgt sig med alverdens hårprodukter, og til sidst var endt med at måtte tage endnu et bad, for at vaske dem ud igen.

”Og I er sikre på, at jeg ikke skal ringe efter en taxa til jer? Jeg skal nok betale for den,” sagde hun for hundredeogsyttende gang.

”Vi går, mor,” sukkede Christian træt, og bevægede sig over mod døren.

”Vent, vent, vent. Lad mig lige få et billede,” sagde mor hektisk og forsvandt fra stuen.

Christian rullede med øjnene, men Johnas var mere end klar. Han hev sin ven hen til sig og stillede sig lydigt op til et foto.

”Godt, drenge,” smilede hun, da hun kom tilbage med kameraet. ”Smil.”

 Johnas poserede med en hånd i siden og den anden på Christians skulder. Christian begravede sine hænder i bukselommerne, lagde hovedet på skrå og smilede skævt. Blitzen var stærk og begge drenge måtte blinke nogle gange for at klare synet inden de forlod huset.

Det var hovedsageligt drenge, der var klar ved den store forhal. De stod i små grupper, trippede lidt, rettede på deres tøj, grinede højt og larmende. Johnas og Christian stillede sig over til Alex, hvis date var én af de få piger, der allerede var dukket op. En stille mus, som aldrig rigtig gjorde sig bemærket på nogen måde.

”Du ser godt ud, Cole,” smilede Alex til Johnas og gav ham en high five. ”Og Christian…” han fløjtede og stak også ham en hilsen.

”Lige over,” smilede Johnas tilbage.

”Og hvor har I gjort af tøsebørnene,” spurgte Alex og spejdede over deres skuldre for at finde dem.

”De klæder om sammen, så de er her nok, når vi er på vej hjem igen,” lo Christian.

”Så tager I tidligt hjem. De er her nu,” pegede Alex med et smil.

Synkront vendte Johnas og Christian sig om mod hovedindgangen. Rose kom ind som den første. Hendes lilla kjole sad stramt over brystet og mundede ud i en lang flagrende del, der fejede hen over gulvet som hun gik. Den var stropløs, og var overstrået med hvide rhinsten hen over det øverste af brystet. Hendes lyse hår var sat stramt op i den ene side og faldt over den venstre skulder i en kaskade af store krøller.

Christian fangede sig selv i at smile bredt. Hun stjal totalt billedet, og hun var hans.

Efter hende kom Laura. Hendes kjole var i modsætning til Roses kort. Den gule farve stemte overens med Johnas skjorte, og det sorte silkebånd hun havde bundet om livet gjorde, at de matchede fuldstændig. Det lange mørke hår hang løst og glat ned over hendes ryg. Hendes skuldre og lange ben var bare, og al den nøgne hud fik det til at krible i hele Christians krop. Men hun var ikke hans.

Da pigerne kom over til dem, bredte han armene ud og tog imod Rose, selvom han inderligt ønskede, at det var ham, der havde den gule skjorte på. Rose omfavnede ham, og han fik mulighed for at se på alle de stjålne blikke, der blev sendt fra alle sider af den store forhal. Samtlige af de mandlige elever var misundelige på ham. Det hjalp lidt. Han knugede hende lidt tættere ind til sig.

”Hvor er du smuk, Rose,” hviskede han i hendes øre.

”Tak, Christian,” svarede hun ærbødigt og kyssede ham flygtigt på kinden.

Han strammede sit tag om hende, da hun forsøgte at trække sig væk fra ham. ”Jeg glæder mig til at få dig ud af den kjole,” hviskede han, inden han slap hende. Hun var helt rød i kinderne, men smilede.

”Du ser også vanvittig godt ud, Laura,” sagde han og lagde tryk på `vanvittig´, mens han smilede skævt. Hele ugen var han kommet med små stikpiller om hendes sindstilstand, som en intern joke. Også denne gang smilede hun og sendte ham et falskt ondt blik.

”I lige måde, Christian,” smilede hun.

”Skal vi gå ind i festsalen,” sagde Johnas og tog Laura i hånden.

Christian tilbød sin arm til Rose, der høfligt tog imod den.

”Stakkels Laura,” smilede hun. ”Johnas har ingen manerer.”

”Han er lidt usleben,” medgav Christian og førte sin date ind i salen, der var mørklagt, for at kunne lade de farvede lys komme til sin ret. En DJ stod allerede på scenen ved sin mixerpult og var i gang med at spille nogle af de nyeste sange. Enkelte piger, var også begyndt at danse, hvis man da kunne kalde deres små hop og vrid for dans. Christian fulgte efter Johnas og Laura over til et bord der stod et stykke væk fra dansegulvet. Her var musikken knapt så høj, og det gav god mulighed for at tale lidt sammen, mens man nød musikken. Han trak stolen ud for Rose, der glattede sin lange kjole ud inden hun satte sig. Johnas skyndte sig at gøre det samme for Laura, der ikke kunne lade være med at smile af ham. Alex var tabt for omverdenen. Han satte sig ned og lod sin date om selv at trække stolen ud.

”De har fået pyntet fint op,” sagde Laura til Rose.

”Efter strenge ordre fra mig,” smilede hun tilbage.

Johnas rullede med øjnene og lænede sig over til Alex. ”Har du den med?”

”Selvfølgelig,” svarede Alex og klappede sig på jakken.

”Har hvad med?” spurgte Christian mistænkeligt. Det kunne lige ligne Johnas at lave ravage i det hele.

”Åhr, bare lidt for at gøre det hele meget sjovere,” smilede Alex.

”En lille flaske gag og løjer,” lo Johnas.

”Du bliver smidt ud, hvis de finder ud af det,” sagde Christian advarende til sin bedste ven. ”De har udtrykkeligt forbudt alkohol.”

”Men hvad de ikke ved, har de ikke ondt af,” smilede Alex fjoget og gav Johnas endnu en high five.

De var ikke rigtig kloge. Christian lænede sig tilbage med armene over kors. Gad vide, hvad Laura sagde til det? Hun kunne da umuligt være med på alkoholvognen. Og hvad med Rose? Han lænede sig over mod hende, hev hende lidt ind til sig, nussede hende i nakken for at være sikker på, at kunne få hendes opmærksomhed.

Hun lavede et hurtigt vent-tegn til Laura og lænede sig ind mod ham med et lille smil.

”To ord - alene,” sagde han.

Hendes blik fortalte ham, at hun troede, det var kode for noget andet, så hun gik gladeligt med ham. Hun fulgte ham ned til de nedsænkede sofaer, hvor han stoppede og vendte sig mod hende. Skuffet over hvor offentligt de stod så hun op på ham.

”Alex har alkohol med,” sagde han.

”Og hvad så?”

”Kan du ikke tale ham fra det? Det ender med, han bliver smidt ud, hvis nogen finder ud af det.”

”Slap nu af, Christian,” smilede hun og kyssede ham på kinden. ”Hvis ikke det var Alex, havde det været en anden. Der er altid alkohol med til de her fester. Også selvom det bliver forbudt gang på gang. Det er bare med til at gøre det hele lidt sjovere.”

Han bandede af sig selv. Ved at fortælle hende om det, havde han gravet et nyt problem frem. ”Jeg vil ikke se dig fuld i aften, Rose,” sagde han hårdt.

”Så må du jo kigge væk,” vrissede hun tilbage. ”Helt ærligt, nogle gange er du simpelt hen for meget duksedreng.”

Og med det samme begyndte mørket at røre på sig. Han greb hende om halsen og pressede hende op i et hjørne, hvor andre ikke umiddelbart ville kunne se dem.

”Du glemmer, at der er to sider af `duksedrengen´,” hvæsede han.

De blå øjne, der mødte hans var store. Hendes mund var åben og gispede efter vejret, og hendes hænder havde lagt sig om den arm, der tvang hende fast i hjørnet.

”Jeg vil ikke se dig fuld, Rose,” gentog han intenst og gav slip på hende.

Hun hev luften ned i lungerne og måtte støtte sig til væggen for ikke at falde. Han lod hende blive, hvor hun var. Hun skulle nok selv finde tilbage til festsalen, når hun mente hun var klar. Imens måtte han forsøge at tale Alex og ikke mindst Johnas fra deres åndssvage plan.

Festsalen var allerede ved at blive fyldt. Christian måtte mase sig igennem en hel del dansende mennesker, inden han kunne dumpe ned i sin stol igen. Der stod en cola foran ham og et glas ved siden af. Johnas og Alex havde allerede hældt deres drikkevare op, og sad og skålede lystigt. Laura sad med armene over kors og snakkede med Alex’ date.

”Tørstig?” spurgte Johnas med et smil.

”Cola er fint,” sagde Christian og hældte roligt op i sit glas, mens han lod sit sind lige så stille trænge ind i Johans’. Det blev hurtigt klart for ham, at hverken hans bedste ven eller Alex kun havde sodavand i deres glas.

For helvede.

”Vil du have noget oven i?” spurgte Alex og lænede sig konspiratorisk hen over bordet.

Christian rystede på hovedet.

”Kom nu,” drillede Johnas.

”Nej, Johnas. Og hvis du bare var en lille smule smart, tænkte dig en lille smule om, ville du heller ikke,” sagde Christian hårdt. Det irriterede ham, at vennen ville tage sådan en risiko. Han klarede sig faktisk rigtig godt på gymnasiet, hvorfor i alverden så sætte det hele over styr for en enkelt aften.

”Slap nu af, C. Der sker ikke noget.” Johnas tog en ordentlig slurk af sin drink og tømte næsten glasset. ”Man lever jo kun én gang.”

Christian skulle lige til at komme med endnu en belæring, da der blev kaldt på ham fra indgangen til salen.

”Hey, Chasedin!”

Han kiggede op og så en hel del af baskettosserne stå samlet lige ved indgangen. Det var den nyligt udnævnte formand for holdet, et ordentligt brød af en tredje års studerende, der stod og kaldte på ham. Så snart de fik øjenkontakt, vinkede han Christian over til sig. 

”Jeg har hørt, du er noget af en kraftkarl,” lo formanden.

Christian trak på skuldrene. Hvad skulle han svare til det? Han var stærk, ja. Men hvorfor det var vigtigt lige nu, vidste han ikke.

”De siger, du klarede Bruce så let som ingenting. Er det rigtigt?” blev han ved.

”Han skulle bare sættes på plads…” Christian vidste ikke, hvad de fiskede efter. Han lagde hovedet på skrå og lod sit sind søge svarene. Formanden, Jacob, var blevet udfordret af de andre til at tage en venskabelig kamp med Christian, og han ville sagtens kunne klare ham. Han var kun en sølle førsteårs studerende. Bruce havde bare haft en dårlig dag, han havde nok været skæv på et eller andet stads.

Christian måtte lige blinke et par gange. Fyren var dukket op kun for at slås med ham. Tåbeligt. Christian ville hurtigt kunne lægge ham ned, og så ville Jacob tabe ansigt overfor sine venner.

”Hvad siger du til at gå med udenfor et øjeblik,” spurgte Jacob og så pludselig meget alvorlig ud.

Christian lænede sig ind over ham, for at overdøve musikken, og for at sikre sig, at resten af basketfjolserne ikke hørte dem. ”Bruce var let at lægge ned. Også selvom han havde pumpet sig fuld af stoffer. Gør dig selv en tjeneste og lad være med det her. Jeg er her for at hygge mig. Ikke for at slås.”

 ”Tør du ikke?” smilede Jacob.

”Det har intet med mod at gøre,” lo Christian. ”Det kaldes fornuft.”

”Er du en tøsedreng?” var der én fra Jacobs slæng der pludselig råbte. Han var tydeligt beruset og klar til at gøre alt, for at få en kamp stablet på benene.

Christian vendte sig om med en hovedrysten. Han gad ikke spilde sin tid på dem. I det samme var der én, der skubbede ham hårdt i ryggen.

”Hvordan var det nu lige det var,” lo den berusede basketspiller. ”Du er ikke så meget for at folk rører ved dig, vel? Var det ikke den fejl Bruce begik?”

”Lad være,” advarede Christian og kunne mærke, hvordan mørket lå lige under overfladen. Han var stadig irriteret over Johnas’ skødesløse omgang med alkohol, og at et eller andet fjols nu begyndte at skubbe til ham gjorde ikke tingene bedre.

”Eller hvad?” fortsatte fjolset og puffede til ham igen.

Christian greb fat i hans arm og vred den hurtigt rundt, hvorefter han stødte ham ud af festesalen og ud i forhallen, hvor fjolset tumlede ned på gulvet.

”Jeg sagde det jo,” lo tåben. ”Han er nem at tirre. Prøv, Jacob. Det er skægt.”

Han var måske nok let at tirre, men han havde ikke tænkt sig, at gøre noget stort nummer ud af det her. Til gengæld ville han fjerne irritationsmomentet. Han bukkede sig ned, tog fat i fjolsets krave og hev ham op at stå. Vaklende blev han ført ned mod kontoret, hvor Christian vidste, at der sad flere lærer, som skulle holde styr på festens deltagere.

”Hey, hey, hey. Slip mig,” brokkede tossen sig og slog slapt ud efter Chrsitian, da han opdagede, hvor han var ved at blive ført hen.

Det var efterhånden noget af en prøvelse at kommen gennem folkemængden, der nu også var vokset ude i forhallen. Og med resten af baskettosserne i hælene, var det ikke ligefrem nemt at komme rundt.

”Slip ham,” blev der råbt gentagende gange efter ham, og han måtte da også et par gange skubbe nogle af dem væk, når de dristede sig til at tage fat i ham.

Beslutsomt marcherede han ind på kontoret med et fast greb i tossens arm. En sekretær sad ved skranken og arbejde. Hun brød sig tydeligvis ikke om at blive forstyrret, men da hun fik øjenkontakt med Christian formildedes hendes ansigtsudtryk.

”Han er fuld,” sagde Christian og gav slip på tossen. Han kom, helt ubevidst selvfølgelig, til at støde ham fra sig lige vel hårdt, så han ramlede ind i skranken, og tossen stirrede ondt på ham med at alkoholsløret blik.

”Du er død, mand,” snøvlede han højt.                                                                                        

Med det samme kom rektor Scott ud med en noget alvorlig mine.

”Hvad sker der her?” spurgte han myndigt og så vredt på Christian.

”Han er fuld og forsøgte at starte en slåskamp,” forklarede Christian.

”Gu’ gjorde jeg ej. Han lyver så hårdt,” råbte tossen og pegede ivrigt på Christian. ”Jeg er overhovedet ikke fuld. Det er ham, der er det.”

”Mr. Thompson, vil De venligst følge med mig ind på kontoret, tak. Og De, mr. Chasedin, tager plads her,” bekendtgjorde Scott og tog tossen med sig.

Christian satte sig slukøret på den anviste plads. Han ville jo ikke selv ende i problemer. Han ville bare ud af dem og nyde festen. Han havde faktisk nok at se til, uden at skulle bruge tiden herinde også. Så vidt han vidste, var Johnas og Alex lige nu i gang med at drikke sig fra sans og samling, og rode sig ud i alle mulige ting, der kunne sætte en brat stopper for deres fremtidige gang på Hagen.

Døren ind til Scott blev åbnet, tossen kom nølende ud, rød i hovedet og med våde øjne. Han satte sig tungt i stolen ved siden af Christian, der efterfølgende blev vinket ind af Scott.

”Tag plads, mr. Chasedin,” sagde rektoren og satte sig selv på den anden side af skrivebordet.

Christian satte sig beklemt. Sidste gang han havde været i det overdådige kontor var han blevet benådet og kunne vende tilbage til livet som studerende.

”Så sidder vi her igen, mr. Chasedin,” smilede Scott.

Christian smilede nervøst tilbage.

”Har du slået mr. Thompson?” spurgte rektoren alvorligt.

”Nej,” svarede Christian forundret.

”Har du sparket ham, skubbet ham, vredet hans arm rundt, opfordret til slåskamp eller på anden vis provokeret ham?”

”Jeg vred hans arm rundt og skubbede ham væk, da han begyndt at skubbe til mig,” undskyldte Christian flovt. Nu var det sket. Scott tolererede ikke selvtægt. Og det var anden gang, Christian havde taget fat i en medstuderende.

”Men det var ikke dig, der indledte optrinet?”

”Nej,” svarede han med en knude i maven.

”Mr. Thompson er tydeligvis påvirket af alkohol. Du gjorde det rigtige ved at komme herind med ham. Om end, det kunne gøres på en lidt mere raffineret måde.” Scott så på ham med et løftet øjenbryn. ”Kender du til andre, der har alkohol med?”

Han rystede på hovedet.

”Udmærket. Hvis du ser flere, der er beruset, så kom ind og find mig. Du skal ikke selv tage sagen i egen hånd.”

”Okay,” sagde Christian og mærkede, hvordan knuden i maven langsomt begyndte at løsnes.

”Det er din sidste advarsel, mr. Chasedin. Hvis jeg ser dig være voldsom overfor andre igen, er det en bortvisning. Permanent denne gang,” sagde Scott mørkt.

Christian nikkede.

”Gå så ud og hyg dig resten af aftenen. Jeg skal nok sørge for at mr. Thompson kommer sikkert hjem.”

Christian rejste sig lydigt og bevægede sig over mod døren. Han vendte sig om mod rektoren inden han åbnede den. ”Undskyld. Jeg er virkelig glad for at gå her. Jeg ved ikke, hvordan jeg altid havner midt i balladen.”

Scott så forundret op på ham fra computerskærmen. ”Vi er også glade for at have dig her, Christian. Jeg ved, at du forsøger at gøre det rigtige. Ellers var du ikke kommet herind med mr. Thompson,” smilede han.

Christian smilede lettet tilbage, inden han forlod kontoret.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...