Forbandelsen 2

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 nov. 2014
  • Opdateret: 15 nov. 2014
  • Status: Færdig
Christian er blevet stor og gør sig klar til at komme ud i den virkelige verden - som viser sig at være fyldt med forhindringer, som han end ikke havde drømt om. Læsning på eget ansvar.

2Likes
0Kommentarer
385Visninger
AA

12. 11

Det var lige før, han havde lyst til at tage sin mor i hånden, bare for at få en lille smule trøst og sikkerhed, inden de gik ind på skolen, men det ville være for åndssvagt. Selvom hans renommé på skolen var godt, skulle der ikke meget til for at ændre det. I stedet begravede han hænderne i lommerne og holdt blikket nede, for ikke at møde nogen nysgerrige øjne.

Rektoren havde ringet efter dem dagen forinden, for at bede dem komme ind. Det var nu, han skulle have sin endelig dom, og han var bange. Frygtelig bange. Logisk set vidste han, at Scott ville have ham tilbage, ville have det klogeste hoved ind på Hagen igen. Men der var en lille kvækkende frygt, der sad på hans skulder og blev ved med at komme med små stikpiller, så tvivlen blomstrede.

Forhallen var forholdsvis tom, da de kom, eftersom undervisningen var i fuld gang. . De drejede om hjørnet og gik tavse ned til kontoret, meldte deres ankomst ved sekretærens skranke og satte sig for at vente.

Mor var også nervøs, det kunne han tydeligt mærke. Han behøvede på ingen måder sine afvigerevner, for at kunne se hendes anspændthed. Hun kiggede over mod rektorens dør hele tiden, hun vred sine hænder i skødet, hun flyttede hele tiden uroligt på sig., tog meget lange og meget dybe indåndninger.

 Han lagde forsigtigt en hånd over hendes for at trøste hende, og gav hende et beroligende smil, da hun kiggede op på ham.

I det samme kom Scott ud, smilende og vinkede dem ind til sig.

”Tag plads,” sagde han glad og gik selv rundt om sit imponerende skrivebord og satte sig.

Christian trak stolen ud for mor, inden han selv satte sig på stolen ved siden af.

”Jeg er glad for, at I kunne komme, så vi kan få lagt låg på hele denne kedelige affære,” smilede Scott.

Christian ville bare have det overstået nu, så han kunne komme videre, og forhåbentlig få lov til at starte på Hagen igen. Der var gået en hel uge, og han måtte indrømme, at han kedede sig bravt derhjemme. Mor havde afleveret telefonen og strømforsyningen tilbage efter de første to uger, men han savnede at være sammen med andre end lige hende. Selvom han elskede hende højt, havde han fået smag for livet uden for hjemmets fire vægge.

”Vi har undersøgt hele sagen til bunds, og jeg må sige, at det var held i uheld,” sagde rektoren og kiggede på Christian.

Vidste han, at han var afviger?

”Mr. Matthews blev lappet sammen på skadestuen, hvor de også tog nogle blodprøver, som en del af deres afvigerprocedure. Der var tydelige spor efter steroider.”

Christian kiggede forbavset op. Bruce havde godt nok været stærk, da han sprang på ham, men at han ligefrem tog stoffer for at blive stærkere, var rystende. For Christian havde det altid været naturligt at træne sig til sine muskler. At de så forholdsvis nemt lod sig forme, som han ville, var bare et heldigt lune fra naturens side.

”Mr. Matthews er bortvist fra skolen for bestandigt, eftersom der på baggrund af blodprøverne var grund til at gennemsøge hans skab. Her fandt vi en hel del euforiserende stoffer, som øjensynligt var tiltænkt videresalg,” sagde Scott alvorligt.

Christian vidste ikke, hvordan han skulle reagere på det. Han anede intet om det, havde aldrig selv rørt noget, der på nogen måder kunne sløre hans tanker eller bevidsthed. Det var simpelt hen for farligt.

”Det betyder for Deres vedkomne, mr. Chasedin, at De kan vende tilbage til skolen fra i morgen. Alle anklager mod Dem er frafaldet,” sluttede rektoren og smilede til Christian, der sad tilbage med en lidt tam følelse. Det havde på ingen måde været hans mening, at Bruce skulle udstødes af Hagen. Han ville sådan set bare have Rose for sig selv.

”Hvor er det dejligt,” sagde mor lettet og rev Christian ud af sin lammede tilstand.

”Ja…” kvækkede han.

Scott kiggede over på mor og smilede venligt. ”Må jeg tale alene med Dem?”

”Selvfølgelig,” svarede mor formelt og klappede Christian på låret som tegn på, at han kunne rejse sig.

Lidt forvirret forlod han kontoret. Hvor heldig havde man lov til at være? Han kunne vende tilbage til livet, med fornyet styrke, med et pletfrit rygte og en hverdag, hvor han ganske lovlig kunne gå hen og kysse Rose, når han havde brug for det.

Fordybet i tanker, havde Christian forladt kontoret og befandt sig nu midt i forhallen, omgivet af sine medstuderende, der hastede til og fra kantinen. Det var først, da en hånd blev lagt hårdt på hans skulder, at han rent faktisk så, hvor han befandt sig. Han vendte sig om mod Johnas, der smilede med hele hovedet.

”Hvad fanden laver du her? Har du fået udgangstilladelse?” Johnas hev ham ind i et bjørnekram, som han havde savnet helt vildt.

”Ikke nok med det. Jeg har tilmed fået en benådning at selveste Scott. Jeg har fået lov til at vende tilbage fra i morgen,” smilede Christian.

”Fanstastisk,” jublede Johnas og lagde an til en high five, som blev hængende i luften, da Christian hørte sit navn blive råbt gennem det enorme rum. Han vendte sig om mod stemmen, og så en smilende Rose komme løbende imod ham. Hun kastede tasken fra sig og smed bøgerne, for at kunne springe direkte i favnen på ham. Og han åbnede armene som den naturligste ting i verdenen, greb hende og knugede hende ind til sig. Han var sig meget bevist om Johnas’ brændende blik, men var på den anden side meget glad for, at Rose var i hans arme og ikke i en andens. Så kunne Johnas sådan set tænke, hvad han ville.

”Er du kommet for at blive?” spurgte Rose, da hun løsnede sit greb lidt.

”Fra i morgen,” smilede han ned til hende.

”Åh, Christian, hvor det fantastisk! Så kommer vi alligevel til ballet sammen på fredag.” Hun faldt ham om halsen igen. ”Jeg har savnet dig helt forfærdeligt.”

Og igen havde han fornemmelsen af, at han burde sige det samme, men kunne ikke rigtig få sig til det. Han havde savnet hendes krop og hendes kys…

Ud af øjenkrogen så han en slank silhuet nærme sig. En slank, elegant skikkelse, der havde kurs lige mod dem. Han vendte ansigtet over mod den og så englen stå lige overfor sig. Hun tog Johnas i hånden og smilede til ham, inden hun vendte sig over mod Christian.

”Velkommen tilbage,” sagde hun glad.

Christian slap Rose og kunne næsten ikke få vejret. Laura var som altid ufatteligt smuk, men det der fik ham til at stivne var det lettere lilla mærke, hun havde ved venstre tinding. Han havde haft fat i hende igen, det var Christian sikker på.

”Hvad har du lavet?” spurgte han og forsøgte virkelig at holde mørket og vreden i skak.

”Hvad mener du?” spurgte hun og så oprigtig forvirret ud.

Han pegede på siden af hendes hoved, og hun tog sig lidt genert til det. ”Jeg har bare været i nærkamp med køleskabslågen.” Hun smilede undskyldende.

Christian kunne ikke lade være med at bide kæberne hårdt sammen. Han vidste, det var løgn. Han vidste, at hendes bæst af en far havde haft fingrene i hende igen. Johnas havde ikke fortalt noget om nogle ulykker, mens Christian havde været væk, så han havde troet, at hans møde med faderen havde virket efter planen. Der skulle åbenbart mere til.

”Du er altså en klodrian,” grinede Rose, og det fik Christian til blive endnu mere vred. Hvad helvede bildte hun sig egentlig ind? Hun vidste, hvad der foregik, og så kom hun med sådan en dumsmart bemærkning. Han strammede grebet om hendes skulder, som han have fat om. Hun misforstod det og puttede sig lidt tættere ind til ham. Lysten til at tage fat i hende, hive hende med og få afløb for sine frustrationer, blev hurtigt dæmpet, da mor kom ud fra kontoret med Scott ved sin side. De smilede begge to, og mor grinte også ganske sagte. Hvad i alverden havde de talt om? Situationens alvor taget i betragtning, var der ikke umiddelbart meget at le ad. Alligevel stod hun der og så helt fornøjet ud.

”Hej, mrs. C,” råbte Johnas smilende og vinkede til hende.

Hun vinkede tilbage, tog Scott på armen, mens hun sagde noget til ham, og vendte sig så over mod sin søn og hans venner.

”Hej Johnas,” smilede hun og gav ham et hurtigt kram. ”Hej Rose.” Hendes holdning til Rose, havde ændret sig en anelse. Hun var pludselig en hel del mere kølig, end hun havde været, da de først mødte hinanden. Christian åbnede lidt op, og fandt hurtigt ud af, at mor gav Rose hele skylden for episoden, og der ville gå lang tid, før hun så meget som ville overveje at tilgive.

”Hej mrs. Chasedin,” sagde Rose stille. Hun var udmærket klar over, at hun ikke stod højt på mors top ti liste.

”Hvor er det fedt, at Chris kommer tilbage fra i morgen,” sagde Johnas på sin sædvanlige fjogede facon, fuldstændig uopmærksom på den spænding, der hang i luften.

”Ja, det er virkelig dejligt,” svarede mor. ”Men nu skal vi hjemad. Kom, Christian.” Hun tog fat i hans arm og hev ham nænsomt til sig. Rose gav modstræbende slip på ham, og han fulgte med sin mor hjem.

 

Om aftenen, da han og mor havde spist, sad de foran fjernsynet og diskuterede et realityprogram, der fremstillede dens aktører som uintelligente og hormonforstyrrede. De lo ad det sammen, rystede på hovedet af det sammen og havde i det hele taget en helt almindelig hyggelig aften, som de ikke have haft længe. Det var dejligt at hverdagen ville vende tilbage, og de kunne lægge hele den dumme episode bag sig.

Da klokken nærmede sig midnat, sad mor og småsov i sofaen med tæppet trukket godt op omkring sig. Christian kyssede hende på panden, og hun vågnede langsomt.

”Hvad er klokken,” mumlede hun grødet, stadig omtåget af søvnen.

”Den er mange, mor. Du skal i seng,” smilede han og hjalp hende op af sofaen. Han fulgte hende ind på hendes værelse og puttede hende, som hun så mange gange havde puttet ham, kyssede hende godnat og listede lige så stille ud igen. Hun sov allerede inden, han havde fået lukket døren. Hvilket var ganske fint. Han havde planer for natten, som skulle overholdes. Ting der skulle ordnes.

Han stod iført sin tykke trøje og var lige hoppet i skoene, da telefonen ringede. I stilheden, der havde lagt sig over huset, var det en øredøvende larm, den udsendte, så Christian sprang over og løftede hurtigt røret.

”Hallo?” hviskede han vredt. Hvad fanden var det for et tidspunkt at ringe på?

”Det er lang tid siden,” blev der svaret i den anden ende, og Christians hjerte blev let, da han genkendte stemmen.

”Leo,” sagde han glad. Tanken om, hvor meget han egentlig savnede ham kom strømmende tilbage. Det var alt for lang tid siden, de havde talt sammen.

”Går det godt?” spurgte Leo.

”Det går fint,” svarede Christian glad. Han ville ikke belemre Leo med de problemer, der havde været med hensyn til hans voldsomme adfærd overfor Bruce, med hensyn til hans bortvisning, med Laura og Rose.

”Hvad laver du oppe så sent, Christian?”

”Jeg kunne jo spørge om det samme.”

”Touché. Jeg ville bare lige høre, hvordan det gik med dig. Og fortælle, at jeg vender næsen hjemad inden for de næste par uger. Jeg vil meget gerne mødes med dig,” sagde Leo.

”Hvor er du henne nu?”

”Det skal du ikke bekymre dig om. Jeg ringer igen, når jeg er hjemme. Vi snakkes ved, Christian.” Derefter lagde Leo på.

En mand af få ord, tænkte Christian. I hvert fald, når han ville. Han mindedes de lange monologer han havde holdt under sin undervisning og kunne ikke lade være med at smile. Det ville blive godt at få ham hjem igen. Hvor end han så havde været, havde han været der for længe.

Turen over til Lauras hus var hurtigt overstået. Han opfangede straks, at alle sov, skønt Lauras søvn lige som sidste gang virkede unaturlig. Han opfangede også, at Lauras far ikke var hjemme. Pokkers også. Men måske han kunne efterlade et lille peg om, at `Beskytteren´ havde været her igen, bare en lille påmindelse om, hvor galt det kunne gå, hvis han blev ved med at mishandle Laura.

Uden at røre ved døren, fik han den til at gå op, og han listede sig ind i gangen. Før han trådte længere ind, lod han sit døsende slør igen falde ned over huset, så de sovende blev ved med at sove selv om, han kom til at lave lidt larm. Derefter gik han ind på kontoret, der var pænt ryddet op. Alle ringbind var af samme farve og stod på en snorlige række på en lang reol. Åndsfraværende tog han ét af dem ud og bladrede lidt i det. Der var nogle patientjournaler, som helt sikkert ikke måtte forlade den klinik, hvor lægen arbejdede. Alligevel var de også at finde her.

Christian rystede opgivende på hovedet og satte mappen på plads igen. Han lod hurtigt sit blik køre hen over ryggene på de andre og stoppede op, da han så Lauras navn. Han hev den ud og satte sig mageligt over i kontorstolen, tændte lyset over skrivebordet og gav sig til at læse. Der var karakterblade, udtalelser fra fritidsaktiviteter og fritidsjob. Der var også en lægejournal og mange andre ting. Bagerst fandt han nogle underlige papirer, der ikke lignede nogle af de andre. De her var grovere i strukturen, mørkere i farven. Ved et hurtigt kig, gav de ikke rigtig nogen mening. Men da han begyndte at kigge nærmere, opdagede han, at det var fortegnelser over afvigere og deres evner. Hvad helvede lavede de i en mappe om Laura?

Nederst på hver side stod der: slået fejl.

Christian gik tilbage i mappen, tilbage til lægejournalen. Han syntes helt bestemt han havde set noget gå igen hver måned. Og ganske rigtig. Øverst i højre hjørne, var der med kuglepen skrevet et tal. Samtlige tal startede ud med 31416, mens de sidste fem cifre var forskellige.

Det første tal var 31416-00834. Christian gik tilbage til afvigerlisten og fandt et blad, hvor det samme tal stod på. Det var numret på en afviger i katakomberne, der kunne forvandle almindelige sten til guld. Der var en masse oplysninger om afvigerens afstamning, opvækst og kost, men selve sammenhængen med Laura stod der ikke noget om.

Den næste afviger, hvis nummer også figurerede på Lauras lægejournal var en, hvis talent bestod i at kunne forudsige, hvad morgendagen ville bringe.

Den næste var en, der kunne overtale folk til næsten alt.

Og sådan blev det ved. I alt var er vel en tyve afvigere, hvis nummer var skrevet på Lauras papirer. Dette krævede vist lidt mere efterforskning, når den gode doktor kom hjem igen. Et direkte svar fra ham, var vist den letteste måde at finde ud af det her på.

Christian satte mappen på plads igen, slukkede lyset og forlod kontoret. Han bevægede sig ind mod Lauras værelse, lyttede ved døren, inden han forsigtigt åbnede den. Han ville bare lige sikre sig, at hun var okay.

Hun lå i sin seng. Det mørke hår var bredt ud over puden som en vifte, dynen var trukket op over brystet, der hævede og sænkede sig i takt med at hun trak vejret tungt. Armene var lagt over hovedet. De røde læber var adskilt ganske lidt, øjnene var lukkede og hele ansigtet havde en fredfyldthed over sig, som var umuligt at se væk fra. Selv mens hun sov, kunne englen tryllebinde ham fuldstændig. Han havde en oplagt mulighed for at se ind i hendes sind nu, bare lige lidt, for at se, hvad det var hun drømte om. Men han besindede sig. Hun skulle ikke skændes på den måde. I stedet vendte han sig om for at gå. Han var færdig for i aften. Når doktoren engang kom hjem igen, ville han komme på endnu et besøg.

”Christian?”

Han vendte sig forskrækket om mod Laura, der blinkede med øjnene mod ham i mørket. Hun skulle jo stadig sove, hun måtte ikke se ham her. Hvordan kunne hun være vågen? Det gav ikke nogen mening. Hans slør burde da forhindre hende i at vågne. Alligevel kiggede hun på ham nu med et noget sejlende blik. Der var noget andet, der på en eller anden måde gjorde hendes bevidsthed døsig, noget han ikke havde taget højde for. Panisk forsøgte han at lægge sløret ud igen, men hun var allerede vågen, alt for vågen til at det virkede ordentligt. Hun satte sig op med dynen omkring sig.

”Hvad laver du her?” spurgte hun med et lille smil.

”Øhm…” Han anede ikke, hvad han skulle svare. Lige meget hvad han fandt på, ville det lyde tamt og plat, og ville på alle måder være mærkeligt.

”Drømmer jeg?” spurgte hun så med hovedet på skrå.

Og det gjorde hun da. Selvfølgelig gjorde hun det. Hvis han kunne opretholde bare lidt af det slumrende slør, han havde lagt ud nu, ville det være nok til at bringe hende i tvivl, når hun vågnede rigtig om morgenen.

”Du drømmer,” sagde han så og gjorde omkring for at forlade hende. Han skulle ud, inden der skete mere.

”Så bliv,” sagde hun og rakte ud efter sin sengebordslampe. Lyset fra den var dæmpet og lagde et gyldent skær over værelset. Han stoppede op og sneg sig til et blik mere på hende. Hvorfor skulle hun også være så fantastisk smuk? Det gyldne lys legede med hendes lyse hud og fik små guldklumper til at springe frem i hendes brune øjne.

”Jeg troede faktisk, jeg var færdig med at drømme om dig,” smilede hun lidt genert.

Hvad var nu det? Drømte hun om ham? Nysgerrigheden blev for meget, og han lukkede døren uden at forlade rummet. Han vendte sig helt om mod hende og opdagede, at hun havde rejst sig og var på vej over mod ham med dynen svøbt omkring sig.

”Hvilke drømme?” stammede han og forsøgte at lyde selvsikker.

Hun grinede lidt og kiggede på ham med blussende kinder. ”Det ved du godt.”

Han vidste, hvad han ønskede, hun drømte, men han kunne ikke vide det med sikkerhed uden at læse hende. Og det ville han ikke.

”Gode drømme?” prøvede han med et skævt smil.

”Meget gode,” svarede hun og smilede tilbage.

”Hvorfor skulle du være færdig med at drømme om mig?”

Hun trak på skuldrene. ”Du har jo Rose nu.”

Åh Gud, hun havde drømt om ham, lige indtil hans og Roses forhold var blevet kendt. Hvorfor havde hun ikke sagt noget?

”Hvad så med Johnas?” spurgte han tøvende.

Hun stod helt tæt op af ham nu. Han havde presset sig op af døren, bange for at røre hende, bange for at det ville bringe hende til bevidsthed igen. Men hun kom helt hen til ham, og kiggede op i hans øjne.

”Jeg drømmer ikke om Johnas,” svarede hun så uden at tage blikket fra ham.

Fuck, fuck, fuck.

Han famlede bag sin ryg for at finde håndtaget, for at komme ud, for at slippe væk. Kæmpede for ikke at følge sine instinkter. Inden han nåede at slippe fri, lagde hun en hånd mod hans kind og det gav et sæt i ham. Hendes berøring var så meget stærkere og så meget mere intens end Roses, at han måtte gispe efter vejret.

Hun lagde hovedet på skrå og kiggede indgående på ham, rynkede lidt på brynene, mens hun lod sin hånd blidt løbe ned over hans ansigt, ned over hans bryst.

Han hev vejret ind og pustede hårdt ud. Det var for meget for ham. Hun var for tæt på. En engel skulle ikke røre ved en dødelig på den måde.

”Det er så virkeligt, det her,” sagde hun undrende. ”Mere end det plejer at være. Det snurrer så mystisk i min hånd.”

Han smilede nervøst og ønskede sig langt væk, samtidig med at han nød hendes nærhed.

”Jeg burde gå,” sagde han hakkende.

Hun rystede bare på hovedet og tog hans hånd i sin. Langsomt førte hun den op til sit ansigt, lagde kælent sin kind mod den og lukkede øjnene.

”Din berøring virker så ægte,” sagde hun drømmende og kyssede hans håndflade.

Han havde lyst til at hive hånden til sig, som om han havde brændt sig, men kunne ikke få sine lemmer til at lystre. Han blev nødt til at lukke øjnene og tage en dyb indånding, for at få følelsen tilbage i kroppen. Men før han fik dem åbnet igen, havde hendes læber fundet hans.

Christian, Christian, Christian.  

Hjertet stoppede med at slå. Tiden gik i stå. Han glemte at trække vejret.

Hendes læber var bløde og givende, hendes lette åndedræt ramte hans ansigt som en let forårsbrise, og han kunne mærke, hvordan hendes hjerte rasede af sted. Uden egentlig at ville det, lagde han armene om hende og knugede hende tættere ind til sig, og hun lod ham gøre det. Hans krop kunne slet ikke få nok af hende. Hun slap taget i dynen, der dækkede hendes krop, så den kun var holdt oppe, fordi deres kroppe var presset mod hinanden. Hænderne lagde hun om hans nakke.

Hele hans tankevirksomhed gik fuldstændig i stå. Sødmen i kysset var det eneste, han kunne koncentrere sig om, og han havde nær mistet grebet om sit slør. Det var kun fordi, han hørte en dør smække, at han fattede sig og stoppede det mest vidunderlige øjeblik han nogen side havde oplevet.

Hun kiggede forundret op på ham, kørte en hånd gennem hans hår.

”Laura, du skal i seng igen,” sagde han med sin melodiøse stemme. Han blev nødt til at få hende til at sove igen – sove helt – inden han blev opdaget.

”Skal jeg?” spurgte hun.

”Ja. Du skal tidligt op i morgen. Desuden er din far kommet hjem.” Hans vibrationer var lette at kende. De var arrige og frustrerede.

”Far?” sagde hun og fik et mørkt blik. Hun var bange for ham. Selvfølgelig var hun det.

”Kom,” sagde Christian blidt og førte hende over til sengen, hvor hun lagde sig villigt ned. Han lagde dynen godt ned omkring hende, inden han vendte sig for at gå. I det samme tog hun fat i hans hånd.

”Du kommer igen, ikke? I en anden drøm?” spurgte hun bedende.

”Jo,” smilede han, og ønskede at denne drøm kunne vare ved.

Hun tog til takke med hans svar og lagde sig om på siden, lukkede øjnene og lod søvnen indfinde sig. Han listede sig ud af hendes værelse efter at have slukket hendes lampe. Derefter åbnede han sit sind og fandt doktoren i stuen med et glas whisky. Fjernsynet blev styret fra sofaen. Han havde tydeligvis haft en forbandet hård dag, så han trængte alvorligt til noget at styrke sig på, mens han kunne koble af med noget hjernedød tv. Bagefter skulle han ordne det sidste ved Lauras månedlige behandling inden bedøvelsen fortog sig.

Christian måtte blinke nogle ekstra gange. Bedøvelse? Det forklarede, hvorfor hun var så omtumlet og forvirret. Men hvorfor skulle hun bedøves? Og hvad var det for nogle behandlinger?

Han sneg sig ind i stuen og stillede sig bag sofaen. Han havde en klar fornemmelse af at tårne sig op over lægen. Og han nød det. Det gav ham en vis magt. Hvis han ville, kunne han lige nu række ud efter doktoren og vride halsen om på ham. Heldigvis for ham, var Christian ikke en dræber, så i stedet lænede han sig frem, uden at frembringe en eneste lyd, lænede sig helt tæt ind til lægens øre og hviskede: ”Det var godt, du kom hjem.”

Lauras far fór op, spildte sin whisky og fik sparket til sofabordet, mens han bandede.

”Rolig, doktor. Du skulle helst ikke få et hjerteslag,” sagde Christian med hænderne rakt frem mod ham i en bekymrende gestus.

”Hvad helvede laver du her? Forsvind!” skældte lægen.

”Det er din egen skyld, jeg er her,” sagde Christian trodsigt og gloede olmt på lægen. ”Jeg mener helt bestemt, at jeg udtrykkeligt bad dig om at lade Laura være i fred.”

”Jeg har ikke rørt hende. Jeg har aldrig rørt hende,” hvæsede hendes far vredt.

”Jeg er ikke så god til folk, der lyver,” sukkede Christian.

”Maggie! Ring efter politiet!” råbte doktoren.

Christian slog smæk med tungen og rullede med øjnene. Han var virkelig tungnem.

”Du husker ikke så godt. Lige som sidste gang sover de, og vil ikke kunne høre dig. Afviger,” sagde han og pegede på sig selv med et skævt smil.

Lægen flygtede ud af stuen, sprang ind på sit kontor og hev noget op af skrivebordsskuffen. Christian fulgte hastigt efter, men der gik et øjeblik, før han registrerede, at det var en pistol, som nu var rettet mod ham. Først blev han faktisk bange og nervøs. Det her var en drejning, som han ikke lige havde regnet med. Men på den anden side, kunne han vel have sagt sig selv, at lægen ville have taget sine forholdsregler siden sidste gang.

”Bliv hvor du er,” sagde lægen vredt, mens han pegede pistolen på ham med den ene hånd og famlede efter telefonen med den anden. Han forsøgte at taste nummeret til politiet, men før han blev færdig, havde Christian vinket en enkelt gang med hånden, hvilket havde resulteret i at både pistol og telefon blev slynget over i væggen, væk fra doktoren.

”Forsvind,” skreg lægen hysterisk.

”Med glæde. Når du altså har forsikret mig om, at Laura ikke længere vil dukke op med mystiske blå mærker,” sagde Christian og pillede lidt åndsfraværende ved et af ringbindene.

”Jeg lover, at jeg aldrig rører hende mere,” hulkede faderen og holdt om sig selv. Han stod bag sit skrivebord, så langt væk fra Christian som muligt.

Christian kiggede undersøgende på ham. Så rev han Laurs ringbind ud af reolen og kastede det over til lægen, der stirrede forfærdet på den.

”Fortæl mig lidt om den her,” sagde Christian.

Doktoren trak på skuldrene. ”Det er bare hendes mappe, hendes lægejournaler, hendes karakterblade. Vigtige papirer, hun kan få brug for senere.”

”Og bagerst?”

Lægen kneb øjnene vredt sammen. ”Jeg ved ikke, hvad du mener.”

”Lad nu være,” sukkede Christian og kørte en hånd gennem håret. ”Nu gik det lige så godt med at snakke. Jeg kan tvinge oplysningerne ud af dig, men jeg ville klart foretrække, at du var ærlig overfor mig. Jeg er ikke meget for at rode rundt i et sind så forkvaklet som dit. Så lad os prøve igen, doktor. Hvad har de bageste papirer med Laura at gøre?”

Lægen satte sig i kontorstolen, bladrede i mappen og rørte lidt ved det sidste stykke papir.

”De er fejlplaceret,” sagde han så og kiggede genstridigt op.

Irriteret skubbede Christian til skrivebordet så voldsomt og hårdt at både doktoren og den stol han sad i blev presset op mod bagvæggen.

”Prøv igen,” vrissede han og holdt fast i skrivebordet, så lægen ikke kunne skubbe det væk og dermed komme fri. Han forsøgte ellers ihærdigt. Han stemte imod med hænderne, mens han kæmpede for at få vejret. Kanten af bordet skar sig ind i hans bryst.

”Eksperimenter,” gispede han så efter et par minutters kamp.

”Hvilken form for eksperimenter?”

”Kopiering af gener,” stønnede han.

Christian slap bordet og lod doktoren få luft.

”Og hvordan kommer Laura ind i billedet?” spurgte han vredt. Hans mørke var allerede spredt til det meste af kroppen og ventede bare på en anledning til at give los. Han stod kampklar midt på gulvet og skiftevis knyttede og slappede af i hænderne.

”Vi skulle bruge et raskt emne,” sagde lægen og rejste sig. Han tog sig til brystet og ømmede sig lidt, mens han gik rundt om skrivebordet. ”Vi ville se, om man kunne kopiere visse afvigergener over til almindelige mennesker. Mange af dem er vældige nyttige. Der er ingen grund til, at de skal gå til spilde, når den pågældende afviger dør.”

Christian var forfærdet. Ikke nok med at han torturerede Laura på de mest grusomme måder; han brugte hende også som forsøgskanin. Til alt held var samtlige forsøg slået fejl indtil videre, men det var kun et spørgsmål om tid, før dette perverse eksperiment ville lykkedes – eller endnu værre, resultere i Lauras død. Hvordan kunne han overhovedet begynde at overveje, at bruge sin egen datter til det?

Mens Christian stod oprevet og fordybet i sine egne dystre spekulationer, havde lægen listet sig hen til sin pistol, havde samlet den op og affyrede pludselig et skud, inden Christian nåede at reagere på noget som helst. Til hans held var lægen ikke en særlig god skytte. Kuglen snittede ham kun i højre side af torsoen, men det var nok til at det brændte, sveg og dunkede. Han kunne også mærke blodet brede sig under trøjen.

Før doktoren fik taget nyt sigte, viftede Christian med et arrigt skrig den ene arm gennem luften og fik sendt doktoren flyvende ind i væggen. Han faldt sammen på gulvet, bevidstløs.

Den pludselige bevægelse fik det til at dunke endnu mere i siden, og han måtte krøllede sig sammen om smerten med en hånd for såret. Det var jo ikke sådan her det skulle gå. Han skulle jo være helten, der gav faderen en røvfuld, for derefter at forsvinde i mørket, uskadt. Nu stod han blødende på gulvet i lægens hjemmekontor, og kunne næsten ikke tænke.

”Christian?” Laura stod i døren og så spørgende på ham. Hun var kun iført en lang, grå t-shirt.

For helvede, hun skulle jo sove. Hun havde jo lagt sig ned i sengen igen og var faldet i søvn. Alle andre i huset var stadig underlagt hans døsende slør, men han kom med gru i tanke om bedøvelsen. Hans slør virkede ikke som det skulle, hvis medicinen stadig manipulerede med hendes bevidsthed.

Fandens også.

”Gå i seng, Laura. Du drømmer,” sagde han pustende, mens han forsøgte at rette sig helt op, som om alting var helt normalt. Det sendte endnu et stød af smerte gennem ham, og han måtte uvilligt krølle sig sammen igen med et grynt.

”Du er såret,” sagde hun bekymret og skyndte sig hen til ham. Hun tog hans arm og lagde den om sine spinkle skuldre, så han kunne støtte sig til hende. Hun var alt for lille til, at han ville lægge sin vægt over på hende, men hun holdt fast i ham, så han ikke rigtig havde noget valg.

”Kom,” sagde hun og drejede sig om, for at føre Christian ud. Og så fik hun øje på sin far, der lå bevidstløs på gulvet. Hendes ansigt blev hårdt, men hun sagde ingenting. Hun støttede Christian hen til dørkarmen og gjorde sig så fri af ham. Han måtte se til, mens hun vendte sin far om på ryggen, lage øret til hans mund, lage to fingre på hans hals.

”Han skal nok klare den,” sagde hun, da hun rejste sig og gik tilbage til ham.

”Det skal jeg også nok. Gå i seng, Laura,” forsøgte Christian. Han ville slippe af med hende, liste hjem og selv få styr på det her rod, og så håbe på, at hun stadig bare troede, det hele var en drøm.

”Du er såret, Christian. Kom så,” sagde hun bestemt og krøb under hans arm igen og fik gelejdet ham ud på badeværelset.

”Sæt dig,” kommanderede hun, og han gjorde som hun bad om. Han satte sig forsigtigt på kanten af badekaret, men måtte alligevel hive luft ind mellem tænderne, da smerten brændte sig ind gennem siden.

Hun var hurtigt til at finde det, hun skulle bruge. Håndklæder, en førstehjælpskasse og en lille æske, der lå øverst på hylden over spejlet.

Christian skammede sig over at lægge mærke til, hvor langt t-shirten gled op, da hun strakte sig for at nå æsken. Situationen taget i betragtning, var det ikke just det, han skulle bekymre sig om.

Da hun havde lagt de ting frem, hun skulle bruge, hev hun ham op at stå og fik ham hen til vasken, som han måtte støtte sig op af.

”Du skal have trøjen af,” sagde hun nøgternt, efter at have løftet lidt op i den for at se, hvor slemt det stod til.

”Nej,” sagde han, og håbede at hun ikke hørte panikken i hans stemme. Han skulle under ingen omstændigheder stå halvnøgen foran hende. Niks, no go, glem det!

Hun satte hænderne på hofterne og så vredt på ham. ”Hold nu op med det pjat. Kom så,” sagde hun og tog fat i trøjens kant og begyndte forsigtigt at løfte den op over hans mave og bryst.

For helvede, hvor var hun stædig. Nølende gav han efter og samarbejdede. Det gjorde ondt at skulle strække armene op over hovedet, og derved trække i det åbne sår. Da missionen endelig var fuldført og trøjen var smidt på gulvet, var han overrasket over at se, hvor stort såret egentlig var og hvor meget blod, der var kommet ud af ham. Det sivede stadig ud i en jævn strøm, og han måtte kigge lidt væk for ikke at blive dårlig.

Laura derimod så på såret med en professionel mine, inden hun rakte ud efter et håndklæde, som hun gjorde vådt. Ganske blidt duppede hun rundt om såret for at fjerne det overskydende blod, inden hun kiggede nærmere på såret igen.

”Du skal syes,” sagde hun så.

”Jeg skal ikke på skadestuen,” sagde han hårdt og skubbede hende væk, mens han kiggede alvorligt på hende. Hun var sød og smuk og helt igennem fantastisk, men her satte han grænsen. Hun ville ikke få ham overtalt til at søge lægehjælp. De ville have en forklaring på, hvordan han var blevet skudt, og der ville blive optegnet journal over det. Og blodprøver. De ville tage hans blod, og han ville blive afsløret.

”Skal jeg gøre det?” spurgte hun så.

”Kan du det?”

Hun nikkede og åbnede den lille æske, hvor der lå både nål og tråd. Han turde ikke tænke på, hvorfor hun havde måttet lære sig at sy sår sammen, selvom det kun var alt for indlysende.

”Lov mig at sidde stille,” sagde hun, mens hun gjorde tingene klar. ”Ellers bliver det ikke pænt.” Hun tog sig til hovedet, og blinkede lidt for at klare synet.

Han var ærlig talt lidt ligeglad med, hvordan det så ud.

”Læg hånden på vasken, så jeg bedre kan komme til.”

Han gjorde som beordret. Hun gik lidt ned i knæ, for at have såret i nærmere øjenhøjde og lagde den ene fine hånd på hans mave. Der gik et gys igennem ham, og han ønskede inderligt, at det var under andre omstændigheder, at hun rørte ved ham.

”Jeg begynder nu,” sagde hun og lagde an til det første stik.

Christian holdt vejret, mens hun langsomt og erfarent førte den buede nål gennem hans hud og nænsomt strammede tråden til. Han var ikke sikker på, hvor mange sting hun lavede, men hun var hurtigt færdig. Hurtigere end han i hvert fald havde regnet med.

”Pokkers,” vrissede hun og så sig om i badeværelset.

”Hvad er der?”

”Jeg har ikke nogen saks. Øjeblik,” sagde hun, og lige pludselig var hendes mund helt tæt på hans meget nøgne overkrop. Forsigtigt bed hun tråden over. Han kunne ikke undgå at mærke hendes bløde læber strejfe ham, og det efterlod et klart ønske om, at hun ville fortsætte.

”Sådan.” Hun pakkede tingene væk, mens han tog hendes arbejde i øjesyn. Det så faktisk ganske fint ud. Det gjorde stadig ondt som en i helvede, men blødning var stoppet.

Hun stod klar med et stort hvidt plaster, som hun nænsomt satte over syningen.

”Lad det sidde på i et par dage og lad være med at gå i bad. Bagefter kan du skrifte det. Trådene forsvinder af sig selv.”

”Tak,” sagde han og kiggede ned på hende. Hun måtte kunne mærke det, for det var først nu, hun så op på ham og mødte hans blik. Hun stod stadig meget tæt på ham, trykkede plastret ordentligt på plads, og han kunne mærke varmen fra hendes krop mod sin bare brystkasse.

Hun trak på skulderne, som om det ikke betød noget og smilede genert. ”Det er vist mig, der skal takke.”

”Hvorfor?” spurgte han undrende og havde mest lyst til at kære hænderne gennem hendes hår, ned over hendes ryg…

”Jeg går ud fra, at min far er færdig med at jagte mig. I hvert fald i mine drømme,” sagde hun.

”Han er færdig med at jagte dig fuldstændig,” sagde Christian alvorligt og lagde hænderne på hendes skuldre, for at forstærke betydningen af sine ord. Han ville gøre alt, hvad der stod i hans magt for, at hun ikke længere skulle føle sig utryk.

Hun smilede taknemmeligt. Så kiggede hun ned af ham og lod en hånd køre ned over hans bryst og mave, hvilket fik det til at sitre i hans krop.

”Det her føles så virkeligt,” hviskede hun nok mest til sig selv. ”Men det er en drøm, ikke? Sådan noget her sker ikke i virkeligheden.”

”Kun en drøm,” sukkede han under hendes berøring.

”Så hvis jeg kysser dig igen nu, er det bare en del af drømmen?” Hendes blik var roligt og intenst.

Han kunne ikke finde sin stemme, så han nøjedes med at nikke, selvom han vidste bedre. Men han kunne ikke slukke for håbet og begæret efter hende. Og nu stod hun der, rørte ved ham, ville kysse ham, ville have ham, og han kunne efterfølgende lade det fare, fordi det bare havde været en drøm.

Inden han fik kolde fødder, lænede han sig frem, lagde en hånd under hendes hage, løftede hendes smukke ansigt op mod sit eget og stjal det kys, som han så inderligt tørstede efter. Og det var magisk. Hun trykkede sig ind til ham, åbnede sin mund for at lade sin tunge lege med hans, og kørte sine hænder ned over hans krop.

Det gav et jag af smerte, da hun snittede hans sår, og han måtte trække sig lidt væk på grund af pinen.

”Undskyld,” sagde hun.

”Det gør ikke noget,” sukkede han, trist over at skulle stoppe. ”Gå i seng igen, Laura. Og sov roligt. Der sker dig ikke noget mere.”

Hun fik tårer i øjnene, men sagde ikke noget. Hun drejede om på hælen og forlod ham.

Han gik roligt ind på kontoret igen, så ned på lægen, der stadig lå på gulvet. Han skulle nok komme sig. Men denne gang ville han have en bule, til at minde ham om, at `Beskytteren´ havde været her. For en sikkerheds skyld skrev Christian en lille besked og klæbede den fast på indersiden af Lauras mappe. Bare en lille reminder om, at Laura var forbudt område.

Med sine tankers kraft fik han pistolen til at svæve væk fra lægen, og tilbage til skrivebordsskuffen. Han skulle ikke nyde noget af at røre ved den. Derefter tabte han helt tilfældigt et glas med whisky ned ved siden af Lauras far, så det så ud som om, den gode mand havde drukket for meget og var faldet omkuld på kontorgulvet.

Til sidst gik han ind til Laura for lige at tjekke hende en sidste gang. Hun lå i sin seng, og det så ud som om hun sov, men hun havde overrasket ham hele to gange denne nat, så han kunne ikke vide sig sikker. Det var ham meget imod, men han var nødt til at sikre sig, at hun ikke ville kunne huske, hvad der var sket. Så ganske forsigtigt satte han sig ved siden af hendes seng og lagde kærligt hånden mod hendes pande.

”Undskyld,” hviskede han, inden han lod sit sind flyde ind over hendes. Han forstærkede hendes søvn, og forsøgte at lukke af for alle de informationer, der næsten stod i kø for at komme over til ham, men det var umuligt at holde dem alle sammen ude. Enkelte billeder af ham selv, smilende og leende blev overført til ham. De stærke følelser hun havde for ham masede sig også vej igennem hans barriere, og han kunne ikke lade være med at smile.

Da han følte sig forvisset om, at hun sov, og at hun uden tvivl ville affærdige hændelserne som en drøm, tog han hånden til sig. Han fejede lidt hår væk fra hendes smukke ansigt og havde virkelig lyst til at kysse hende. Men han besindede sig og forlod huset i stedet.

Der var satans koldt, når man gik rundt uden trøje. Han havde taget den med sig, men kunne ikke selv få den over hovedet, så turen hjem ville nok på et eller andet tidspunkt resultere i en forkølelse. Men skidt med det.

Laura kunne lide ham.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...