Forbandelsen 2

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 nov. 2014
  • Opdateret: 15 nov. 2014
  • Status: Færdig
Christian er blevet stor og gør sig klar til at komme ud i den virkelige verden - som viser sig at være fyldt med forhindringer, som han end ikke havde drømt om. Læsning på eget ansvar.

2Likes
0Kommentarer
376Visninger
AA

11. 10

Mor sov allerede. Hun var gået tidligt i seng, nok mest fordi hun kedede sig. De plejede normalt at være sammen om aftenen, hygge med film eller danse til noget af hendes yndlings musik. Men når Christian var låst inde på sit værelse, havde hun heller ikke rigtig noget at give sig til, og var derfor gået i seng.

Han kunne mærke, hvordan søvnen lagde sig tungt over hende, og lige så snart hun var helt væk, listede han sig ud af vinduet. Trådene var redt ud med Johnas. Nu gjaldt det Rose. Hun havde ikke mulighed for at få fat i ham, og han anede ikke, hvordan det var gået hende inde ved rektor Scott. Så Christian satte i løb og stoppede ikke, før han stod foran det store hus med det megen lys.

Ringe på eller lege Romeo? Rick ville nok ikke ligefrem blive glad for at se ham. Roses far var nok heller ikke så venligt stemt. Men på den anden side, ville hun vide, at han var her, og hun ville kunne regne ud, at han bagefter ville opsøge hende ved altanen. Derfor valgte han at bruge dørklokken og ventede med nervøst bankende hjerte. Han lod sit sind vandre, opfangede forskellige vibrationer fra forskellige steder i huset. Umiddelbart virkede det som om, Rose var på sit værelse, men der var allerede en person på vej mod hoveddøren, med en vibration, han ikke genkendte.

En yngre kvinde åbnede smilende. Hun havde i modsætning til resten af Witt-familien mørkebrunt hår og brune øjne. Hun var høj og slank, og utroligt feminin i sine bevægelser.

Det venlige blik blev en tand blidere, da hun så ham.

”Ja?” sagde hun smilende.

”Er Rose hjemme?” spurgte Christian og kunne ikke lade være med at smile tilbage. Der var noget smittende over hendes glæde.

”Øjeblik, så skal jeg lige se efter. Hvad var navnet?”

”Christian Chasedin.”

Den mørkhårede kvinde forlod ham og gik på jagt efter Rose. Hun var dog hurtigt tilbage igen.

”Hun er lige i bad,” sagde hun venligt.

Tanken om Rose nøgen under bruseren, med vandråberne, der kyssede hendes smukke hud, gjorde ham helt varm i kinderne.

”Kom indenfor, Christian. Hun er sikkert snart færdig,” sagde den mørkhårede og viste ham vej ind i én af de mange stuer. Den var møbleret med tunge møbler, der alle så meget dyre ud. Der var reoler på bagvæggen, dækket af bøger i al verdens afskygninger. Midt i lokalet var der placeret et sofaarrangement i grønlige nuancer, der omkredsede et lille sofabord. Christian blev vist hen til en siddeplads og tog lydigt imod den med et smil.

”Er der noget du vil have, mens du venter? Vand? Te?”

”Nej, tak,” smilede Christian.

”Jeg hedder Jane. Jeg er gift med Rick,” præsenterede kvinden sig og rakte Christian hånden.

Han var lige ved at udtrykke sin medlidenhed med hende, men stoppede sig selv, inden det kom så langt.

”Hvor kender du Rose fra?” spurgte Jane oprigtigt interesseret.

”Skolen,” svarede Christian lidt åndsfraværende. Der var noget ved Jane, han ikke havde opfanget ved nogen før. Han kunne ikke helt sætte fingeren på, hvad det var. Hun fandt ham tiltrækkende, det kunne han sagtens læse, men der var noget andet ved hende, som på en eller anden måde gjorde hende anderledes. Var hun afviger?

”Hvor længe har I været gift?” spurgte han for høflighedens skyld. Så længe han kunne få hende i tale, kunne han koncentrere sig om, at finde frem til det fremmede ved hende.

”Åh, snart tre år,” smilede hun. ”Det går så stærkt, når man først har fundet den, man vil dele sit liv med.” Hendes smil var smittende, hendes glæde var for overdreven til, at den kun kunne skyldes tanken om Rick.

”Hvor mødte I hinanden?” De virkede som to vidt forskellige typer. Rick var militæragtig i alle sine bevægelser, staccato i sin stemmeføring, og på alle mulige måder kantet og uvenlig. Jane var på den anden side indbegrebet af det feminine. Hun var sød, venlig, imødekommende. Hver bevægelse var flydende og graciøs. Og der var for mange af dem – bevægelserne.

Christian måtte blinke et par gange, før det gik op for ham. Når hun bevægede sig, var der også noget andet der bevægede sig.

”Vi mødtes i gymnasiet, faktisk. Vi har vel været på din og Roses alder…” fortalte hun.

Christian hørte kun efter med et halvt øre. Han lagde hovedet lidt på skrå, og ganske forsigtigt, lod han sit sind trænge ind i hendes for at finde en forklaring på de unaturlige bevægelser. Og blev forbløffet over, at de slet ikke var unaturlige alligevel. Tværtimod. Der var en lille svag vibration fra Janes mave, som han først lagde mærke til nu.

”Du er gravid,” sagde han forbløffet, før han fik tænkt sig om og afbrød hende midt i en sætning. Han havde aldrig mærket sådan noget før. Det var det, der var anderledes ved hende. Hun ventede et barn.

Hun smilede forundret og gibbede med øjnene. ”Hvordan ved du det?”

Fuck.

”Øhm, det er bare en fornemmelse. Der er noget med den særlige glød gravide har, som er nem at se,” forsøgte han og syntes selv, det lød frygtelig tamt.

Jane lagde en hånd på maven og smilede lidt genert. ”Det er vores første. Rick ved det ikke engang endnu. Er det godt nok så tydeligt at se på mig?”

”Tja,” sagde Christian med et skævt smil. ”Det er som regel kun gravide, der kan være så evigt smilende, som du er.”

I det samme kom Rose ned fra førstesalen. Hun var kun iført en lys morgenkåbe i silke, der gik til lige over knæene, og hendes våde hår hang over den ene skulder. Hendes blå øjne blev store af overraskelse, da hun mødte hans blik, og hun trak morgenkåben lidt tættere omkring sig, hvilket var lettere overflødigt. Den omsluttede allerede hver en kurve af hendes krop ganske nydeligt. Hun var uden tvivl nøgen under den. Han kunne ikke lade være med at smile. Bare tanken om hendes krop, var nok til at sætte hans blod brusende gennem årerne og ned til den del af ham, som var ved at blive hård.

”Christian,” gispede hun.

”Hej, Rose,” smilede han og rejste sig.

”Hvad laver du her?” spurgte hun befippet og forsøgte at sætte sit våde hår lidt bedre. Personligt var han helt vild med hende, sådan som hun så ud nu. Helt naturlig og sårbar. Ingen makeup og næsten intet tøj.

”Jeg ville bare lige høre, hvordan det gik med Scott,” sagde han uskyldigt, men kunne ikke lade være med at smile over hendes forbavselse.

”Gå I op på værelset, Rose, og få jer en snak. Rick og din far kommer først tilbage senere,” sagde Jane og blinkede til Rose, der slappede lidt mere af. ”Rick lovede at ringe, inden de kørte hjemad. Skal jeg sige til, når de er på vej?”

”Ja, tak,” sukkede Rose og sendte Jane et taknemmeligt blik. De havde tydeligvis et godt forhold til hinanden. Jane var klar til at dække over Rose. Christian smilede til Jane, da han gik forbi hende, mimede ’tillykke’ og pegede ned på hendes mave, uden at Rose så det. Jane smilede genert tilbage.

Rose ledte vejen op til sit værelse. Det var en ren fornøjelse at se hende bevæge sig under silken. Hver gang hun tog et trin op af trappen løftede morgenkåben sig lidt højere op af hendes ben og var lige ved at afsløre hans mistanke om hendes nøgenhed.

Hun åbnede døren for ham ind til sit værelse og lod ham komme ind først. Han havde efterhånden været der en del gange, godt nok i smug, men han følte sig hjemme og satte sig over på dobbeltsengen, der var stor nok til tre personer. Den var dækket af et vinrødt sengetæppe, som matchede gardinerne. Gulvet var dækket af et langhåret hvidt tæppe. Væggene var sart sandfarvede og samtlige møbler var hvide: skrivebordet, kontorstolen, reolerne, kommoden, skabet, sengen. På væggene hang der billeder af venner og veninder. Der var også et af Alex, som han ikke tidligere havde tillagt nogen betydning. Nu brød han sig ikke længere om det.

”Lad mig lige få noget tøj på,” sagde hun og hastede over mod sit skab.

”Hvorfor?” smilede Christian med hovedet på skrå. ”Du er smuk sådan der, Rose.”

Han kunne mærke hendes hjerte hamre helt vildt ved komplimenten. Hun stoppede op et kort øjeblik uden at vende sig om mod ham, trak vejret dybt og satte så kursen over mod kommoden og åbnede den første skuffe.

”Hvordan gik det ved Scott?” spurgte Christian og rejste sig for at gå over til hende.

”Fint. Jeg blev fundet uskyldig i alle anklager. Han bad mig dog om, ikke at sætte kriller i hovedet på drengene på Hagen,” sukkede hun.

”Det bliver ikke let,” sagde Christian og gik helt hen til hende. Han stillede sig lige bag hende, så tæt på han kunne komme, uden at røre hende. Hun duftede dejligt ren. Hans nærvær gjorde hende stadig nervøs og famlende. Hun rodede i skufferne uden egentlig at finde, hvad hun ledte efter.

”Hvorfor er du så nervøs, Rose?”

”Du burde ikke være her. Min far kan komme hjem hvert øjeblik,” stammede hun og åbnede skuffe nummer to.

”Hvad leder du efter?”

”Undertøj,” kvækkede hun, og hendes vejrtrækning blev tungere.

Han lænede sig frem og lukkede skuffen for hende, inden hun fik hevet det op, som hun havde fundet. Hun drejede sig om mod ham, så de stod ansigt til ansigt. Hun måtte lægge hovedet tilbage for at se ham i øjnene.

”Jeg rører dig ikke, hvis du ikke vil have det, Rose,” sagde han blidt og mente det, selvom han længtes efter hende. Og hun lægtes helt klart også efter ham. Hun var bare så skrækkeligt bange for at blive opdaget af sin far eller Rick.

”Jeg er blevet bortvist,” sagde Christian stille uden at tage blikket fra hende. ”Men kun indtil videre. Kun indtil, de har set på hele sagen.” Han havde lyst til at røre ved hendes våde hår, lege med det.

Rose nikkede forstående. ”Jeg kommer til at savne dig.”

”I lige måde. Så meget for at have et offentligt forhold,” smilede han ironisk.

”Pyt. Jeg tror de fleste ved det nu. Du gjorde i hvert fald et stort nummer ud af det i forhallen,” smilede hun tilbage.

”Du er min, Rose. Du var ved at forlade mig, og det tillader jeg ikke.”

”Du ejer mig ikke,” sagde hun trodsigt og lænede sig op af kommoden med armene over kors.

Han lænede sig helt frem, lagde hænderne om bag sin ryg for ikke at røre hende og hviskede hende i øret: ”Jo, jeg gør. Jeg kan tage dig lige nu, lige her, hvis jeg vil.”

Han mere fornemmede end mærkede hende skælve af lyst. Hun stønnede ind mod hans kind, og han kunne mærke hende vitterligt ønske, at han gjorde alvor af truslen.

”Men jeg har ikke tænkt mig at røre dig, hvis ikke du vil have mig til det. Og du er tydeligvis ikke tryg ved, at jeg er her lige nu. Du er bange for at blive opdaget, og det forstår jeg godt.” Han rettede sig op igen og kiggede intenst på hende.

”Du skal bare lige vide, at det kræver en enorm viljestyrke fra min side, at holde fingrene fra dig. Du er helt fantastisk smuk lige nu og bare tanken om, at der kun er et meget tyndt stykke stof imellem os…” Han rystede langsomt på hovedet og stak hænderne i lommerne.

”Så tag mig,” sukkede hun med bævrende stemme.

De havde ikke haft mulighed for at gentage succesen fra hans fødselsdag og det var snart halvanden måned siden, så de var begge ved at brænde op at et begær, som de vidste, de kunne slukke ganske let.

”Må jeg røre dig?” spurgte han drillende. Han vidste, at det var ved at drive hende til vanvid, at han endnu ikke havde rørt hende overhovedet. Og det gjorde kysset så meget hedere, da hun kastede sig ind mod ham. Han lagde armene om hendes smalle liv, og knugede hende ind til sig, mens han forsøgte at lukke af for sindet og kun føle med kroppen.

Det var intenst. Hvert lille område som hendes væsen snittede begyndte at brænde, sitre og kilde på samme tid. Han lod sine hænder arbejde sig frem til båndet, der holdt silkekåben på plads og fik hurtigt løsnet knuden, så kåben åbnede sig, og hun stod med sin nøgne krop presset ind mod ham. Hendes hud var så utroligt blød, og ved hvert strøg han gav hende, blev hendes vejrtrækning tungere og tungere. Hun havde sine hænder begravet i hans hår, og hev let i det, hver gang hans hænder nærmede sig hendes bryster. Han skubbede hende let op mod kommoden og trak sig lidt væk fra hende for at få luft. Stakåndet måtte hun give slip på ham og lod sine hænder falde ned på hans skuldre. Han førte en finger ned fra hendes bryster, ned over hendes flade mave og ned mod hendes køn. Han stoppede den lige over hendes åbning, lige ved den lille forhøjning, der var et voldsomt lystcenter. Med små lette cirkler, fik han hende til at stønne, og hun greb hårdt fat i hans arme, hev ham ind til sig.

”Du er min, Rose,” hviskede han og satte tempoet ned.

Hun svarede ham ikke, men pressede grådigt sit underliv op imod hans hånd, som han tog til sig. En blanding af forfærdelse og tryglen gled over hendes blik.

”Du må ikke stoppe,” sagde hun forpustet.

”Du er min. Glem aldrig det,” sagde han intenst og lagde sin hånd mod hendes køn, lod den ligge helt stille og kiggede på hende.

”Jeg er din,” sukkede hun magtesløs, og i det samme lod han en finger glide ubesværet op i hende. Lige så let som første gang. Hun var klar til ham, og havde været det lige siden hun havde set ham i stuen. Alligevel kom hans angreb så meget bag på hende, at hun udstødte et lille skrig, som Jane umuligt ville kunne overhøre.

”Stille, Rose,” hviskede han smilende, og hun måtte bide sig i læben for at holde sine udbrud tilbage, i takt med, at han førte sin finger dybere og dybere ind for hver gang.

Hendes lyst blandede sig igen med hans egen og den var så heftig, at han næsten ikke kunne mærke hendes hænder sno sig ned over hans ryg, ind over maven og ned til hans bukser. Og før han overhovedet havde nået at reagere på det, havde hun sin hånd nede i hans tights og havde fat om ham. Hendes lille, fine hånd om hans lem, var en fremmed og overvældende fornemmelse. Så overvældende, at han slet ikke kunne holde sig tilbage længere. Hårdt førte han to fingre op i hende, dybt, mens han pressede sin krop ind mod hendes, og samtidig fik tvunget hendes hoved bagover med et kys. Hun måtte gribe bagud med sin frie hånd, for ikke at vælte, men fik til gengæld raget nogle nips ned fra kommoden, der heldigvis blev fanget af det uldne tæppe.

Nænsomt begyndte hun at lade sin hånd arbejde sig op og ned af ham, og det sendte elektriske gnister gennem hele hans krop, hver gang hånden samlede sig om hovedet. 

”Rose?” lød det pludseligt fra trappen, og de stoppede begge op og stirrede frygtsomt på hinanden.

Det var Rick.

”For helvede,” bandede Rose, næsten grådkvalt. ”Ikke nu.”

Christian trak sine fingre ud af hende, og det sendte en skælven gennem hendes krop, mens han bandede indædt. Rose tog også hånden til sig, og han følte sig pludselig kold og berøvet, der hvor den lige havde været.

”Du ville ikke røre mig,” sukkede hun, stadig presset helt op af ham.

”Ikke med mindre du bad mig om det,” smilede han og kyssede hende på panden.

”Vi får aldrig lov til at blive færdige, vel?”

”Vi skal nok nå det,” forsikrede han hende, selvom han ønskede Rick langt ind i helvedet lige nu.

”Rose? Hvad laver du?” blev der råbt igen.

”Skrid nu med dig,” hviskede Christian surt.

Rose klukkede og fik lukket silkekåben om sig.

”Nej,” sagde Christian ærgerligt.

”Du må ud gennem altandøren,” sagde hun og fjernede hans hænder fra hendes krop.

”Et kig mere,” sagde han og hev lidt i båndet til kåben.

”Godnat, Christian,” fniste hun og skubbede ham væk og over mod glasdøren.

”Ses vi i morgen?” spurgte han.

”Ikke så længe du pjækker fra skole.”

”Sjovt. Måske jeg skulle fortælle rektor Scott præcist, hvor meget kriller du sætter mig i hovedet…”

”Jeg ringer til dig,” smilede hun overbærende.

”Det kan du ikke. Jeg er fanget på mit værelse og må ikke have kontakt til omverdenen. Min mor har fjernet telefonen og taget strømforsyningen til min computer,” sukkede han.

”Så må jeg jo komme over.”

”Er du gal, kvinde?” lo Christian. ”Jeg kan da virkelig ikke have en pige på mit værelse, mens min mor er der. Slet ikke nu. Jeg er under konstant overvågning.”

”Og derfor kan du være her?” Hun kiggede mistænksomt på ham.

”Tja, hun sover, og hvad hun ikke ved, har hun ikke ondt af.”

”Rose, for helvede. Maden bliver kold!” skreg Rick vredt.

”Vi ses,” sagde Christian hurtigt og trak hende ind til sig, inden hun nåede at lukke døren efter ham. Hendes kys var lidenskabeligt.

Hvorfor? Hvorfor mig? Hvad har jeg gjort for at fortjene det? Det er aldrig din skyld. Jeg skal ringe til hende. Hun trænger til trøst. Stakkels Laura.

Der blev hamret på døren og en myndig stemme trængte sig ind på dem. ”Rose.”

Far. Ikke nu, far. Du må ikke ødelægge det for mig. Ikke som Laura er ødelagt. Lauras far. Hvordan kan han gøre det mod sin egen datter…

Christian trak sig væk med et gisp og måtte hive vejret ned i lungerne. Lauras far var Ham.

Rose så bekymret på ham.

”Er du okay?” hviskede hun.

”Din far,” stammede han og håbede, at det virkede som om, han var blevet forskrækket over, at det bankede på døren, og ikke over den forfærdelige sandhed, han lige havde suget ud af hende.

Hun smilede lidt genert, kyssede ham hurtigt på kinden og lukkede døren i. Christian blev stående lidt på altanen. Lamslået, usikker på, hvad han skulle gøre nu, indtil Rose gik over for at lukke sin far ind. Christian måtte springe til siden og klatrede lydløst ud over altanen for ikke at blive set.

 

Det var den mest urolige nat, han havde haft i lang tid. Søvnen ville ikke indfinde sig, så han brugte det meste af de mørke timer på at vende og dreje sig i sengen. Han blev ved med at svede, når han tænkte på, hvem, der forårsagede Lauras `ulykker´. De uhyggelige billeder han fik bag de lukkede øjne var skræmmende. Han kunne ikke lade være med at forestille sig, hvordan hendes far lige nu var i gang med at skade hende på en eller anden måde – men hvorfor? Hvorfor gøre skade på sit eget barn? Nogle af hendes tidligere læsioner havde været voldsomme, og han fik kvalme ved tanken om, hvordan de var opstået.

`Cykelulykken´, der havde været skyld i, at hun måtte blive hjemme fra skole i et par dage, havde været voldsom. Nu kunne han ikke lade være med at overveje den egentlige grund til hendes skader. Hvad i alverden havde hendes far gjort ved hende? Hvordan kunne han dog finde på det? Og hvornår ville det ske igen?

En stikkende vrede bredte sig langsomt, når han kom til at tænke på Rose. Hun vidste, hvad der foregik, men sagde ikke noget til nogen. Hun skulle forestille at være hendes ven, men holdt det hemmeligt. Hun var klar over, at Laura blev skadet af sin far, men hun havde aldrig sagt det til nogen, hun havde intet gjort for at stoppe det.

Han måtte virkelig kæmpe med sig selv for ikke at vælte ud af sengen og løbe hjem til Rose igen, og sørge for, at hun fortalte det til nogen. Han vidste jo ikke officielt, hvad der foregik, og kunne derfor ikke melde det til politiet, men Rose burde virkelig have gjort noget for længst. Måske var det møgkællingen, der ikke ville gøre noget ved det. Måske var hun bange for, at Laura ville få alt for meget opmærksomhed…

Da solen kunne anes, stod han op. Sammenlagt havde han måske sovet to timer, men han hadede at skulle blive ved med at ligge og vende og dreje sig uden nytte. Desuden sov mor stadig, og det skulle udnyttes til det fulde. Han listede sig ind i stuen og fandt hurtigt hendes bærbare computer, som han fiskede med ind på sit værelse. Han tændte den hurtigt og begyndte at afsøge nettet for Lauras adresse. Uden held. Fandens også. Hendes far ville tydeligvis ikke findes af uvelkomne personer.

Så var der kun Johnas tilbage.

Christian slukkede computeren og listede den tilbage til stuen igen, hvorefter han satte sig over til telefonen og hastigt tastede Johnas’ nummer. Den ringede lidt for mange gange, men på den anden side, var Christian stået op før Fanden fik sko på, så de sov sandsynligvis stadig.

Lige som han skulle til at opgive og lægge på, blev røret løftet i den anden ende.

”Hallo…” blev der mumlet træt.

”Johnas? Det er mig,” svarede Christian hurtigt. Han havde pludselig en fornemmelse af, at tiden var ved at rinde ud.

”C? Er du klar over, hvad klokken er?”

”Nej, men det er heller ikke vigtigt.”

”Jo lidt, faktisk. Især når man sover!” vrissede Johnas højt.

”Du har godt af at komme tidligt op og i gang. Jeg har bare et enkelt spørgsmål, og så kan du hoppe i seng igen,” sagde Christian.

”Fyr,” mumlede Johnas.

”Lauras adresse?”

”Ravnmosevej 43. Hvorfor?”

Ja, hvorfor egentlig. Det var umuligt at fortælle ham sandheden. Det ville tvinge ham til at skulle fortælle, at han var afviger. Hvis han fortalte, at han havde fået oplysningerne af Rose, ville Johnas helt sikkert opsøge hende, for at skælde hende hæder og ære fra, for ikke at have sagt noget før, så det kunne blive stoppet. Nej, Christian måtte tage det i egne hænder. Han måtte løse det selv.

”Der var noget om en brand i tv, og jeg blev helt nervøs for, at det var hos Laura, men det er det heldigvis ikke. Læg dig bare til at sove igen, Johnas. Jeg tror også, jeg smutter i seng igen,” sagde han og forsøgte at lyde overbevisende.

”Hvor var der brand`?” gabte Johans.

”Øhm, Ørnevænget,” løj Christian. ”Jeg blev bare forvirret over fuglenavnet. Mente nok, at Laura også boede på en gade opkaldt efter en fugl.”

”Hm. Sov godt, C. Og sov længe, mens du kan. Før eller siden, vender hverdagen tilbage og så skal du tidligt op igen.”

De ønskede hinanden godnat og lagde på. Christian kunne høre mor mosle lidt rundt inde på sit værelse. Han håbede ikke, hans snakken havde vækket hende. Det var vigtigt, at hun blev ved med at sove videre. Han skulle af sted til Ravnmosevej, hurtigt. Hvis der skete noget med Laura nu, og han havde forspildt sin chance for at stoppe det, ville han ikke kunne tilgive sig selv. Et hurtigt kig på kortet på den bærbare computer og han var ude af vinduet og sat i løb.

Lauras hus var betydeligt tættere på, end Roses var, så han nåede ikke engang at blive forpustet, før han stod foran hoveddøren, uden at vide, hvad han nu skulle foretage sig.

Det var et etplanshus, hvidt med sort tag og sorte vindueskarme. Det lå nogenlunde isoleret, trukket tilbage på den store grund, så naboerne ikke kunne kigge ind til dem.

Han åbnede sit sind og lod det glide ud over villaen, for at finde ud af, hvor Laura helt præcist opholdt sig. Han havde endnu aldrig tiltvunget sig adgang til hendes skønne sind, og ville heller ikke gøre det nu. Til gengæld kendte han hendes vibrationer på lang afstand, og der gik ikke mange minutter, før han mærkede hende. Hun sov på sit værelse, længst tilbage i huset. Sov fredeligt og sødt. Og hun var uskadt, det virkede det i hvert fald til, om end der var noget unaturligt over hendes søvn, som han ikke lige kunne sætte fingeren på.

Alt så fredeligt ud ved hende, så han lod sit sind vandre videre rundt i huset. Tvillingerne sov også. Moderen i huset lå også i sin seng og sov trygt. Men faderen. Han var oppe og vandrede hvileløst rundt på sit kontor. Klokken kunne ikke være mere end fire, så hvad pokker lavede han oppe nu?

Christian listede sig ind i hans sind uden at have de mindste skrupler ved det. Det første han mærkede var frustration. Der var en eller anden handel, som var gået skævt. En lyssky affære, som resten af familien ikke kendte noget til, men som truede med at knuse ham. Den næste følelse, der kom på banen var vrede, så afmagt og til sidst kom tanken om at få afløb for alle disse negative sindelag.

Og så faldt tanken på Laura. De billeder, der blev sendt videre til Christian fik det til at gyse hele vejen ned af rygsøjlen. Faderens plan om at snige sig ind på sin datters værelse, snige sig ind under hendes dyne og røre ved den bløde, unge hud, fik det til at vende sig i Christians mave. Faderen længtes efter at mærke hende skælve af det der utvivlsomt måtte være lyst, høre hendes stille bøn om ikke at røre hende, fordi hun vidste, at det ville ødelægge hendes mor, hvis hun fandt ud af det. Tænk sig, at have så vidunderlig og smuk en datter, der var lige så forgabt i sin far, som han var i hende. Deres fællesskab var så smukt, så intenst, så uomtvisteligt rent. Åh, hvor han trængte til hende. Hun vidste præcis, hvordan hun kunne hjælpe ham, med at få afløb for alle sine frustrationer. Når hun spillede kostbar og forsøgte at slippe væk fra ham, vidste han, at det var hendes måde at invitere til leg på. Hun kendte ham så godt, hun vidste, at han elskede jagten, han elskede at få lov til at dominere hende fuldt ud. Og hun elskede ham højt nok, til at lade ham blive grov på alle tænkelige måder. En heldigere far fandtes ikke.

Christian måtte trække sig og vendte sig hurtigt om mod den nærmeste busk. Maven strammede sig sammen og blev til en hård kugle, der nægtede at holde indholdet af den nede. Det brændte hele vejen op i halsen, da han kastede op i busken.

Fy for helvede. Fy for satan i helvede!

Han kunne slet ikke få styr på sine tanker igen. Det gjorde simpelt hen for ondt. Ikke nok med, at han var voldsom overfor hende, han havde også gentagende gange misbrugt hende. Hendes egen far. En mand, der ubetinget skulle elske hende og passe på hende. Beskytte hende fra en grusom verden.

Men det skulle ikke få lov til at fortsætte. Christian kunne mærke, hvordan mørket bredte sig som en sort oliepøl, der blandede sig med blodet og blev pumpet rundt i hele kroppen. Det her skulle stoppes. Englen skulle ikke længere udsættes for så brutal en behandling, ikke så længe han kunne gøre noget for at hjælpe hende.

Han vendte sig om mod huset igen, og lod al forsigtighed fare, da han med en enkelt håndbevægelse i luften fik slået låsen fra og åbnet døren. Han gik roligt ind og lukkede døren efter sig. Hurtigt bredte han et mentalt slør ud over de sovende i huset, så de ikke hørte ham. Han ville ikke forstyrre dem, og de skulle ikke komme og se den ødelæggelse, han om lidt ville forvolde.

Gangen han stod i var lille og mørk. Han gik hurtigt videre ind i et stort køkken- alrum, der havde rigeligt plads til at hele familien og en hel del venner kunne samles om spisebordet.

Lauras far var stadig på kontoret, men han var ved at rydde op, fjerne eventuelle fældende beviser, inden han havde tænkt sig at gå ind til sin datter og få sine perverse lyster stillet.

Christian tog sig et hurtigt overblik over det store lokale. Her var vist godt med plads til at sætte faderen på plads. Han stillede sig over i det mørkeste hjørne og ventede på, at manden skulle komme ud af sin hule.

Og der gik heldigvis ikke lang tid. Faderen kom træt ud og lukkede døren efter sig. Han var høj, bredskuldret og iført t-shirt og jeans. Han var vel omkring de halvtreds, men så ikke ud til at have spildt sin tid i træningslokalet med at se efter piger. Han var i god form, det kunne tydeligt ses.

”Du rører hende ikke mere,” hvislede Christian og blev næsten selv bange over at høre, hvor meget had, der pludselig var i hans stemme.

Faderen hoppede forskrækket og kneb øjnene sammen for at finde ham i mørket. ”Hvem der?”

”Lad os bare kalde mig en bestykker indtil videre.”

”Du forsvinder herfra lige nu, inden jeg ringer til politiet. Du vover på at røre min familie,” vrissede faderen.

Christian kunne ikke lade være med at le. ”Nej, det klarer du jo fint selv.”

Faderen rettede sig op, og Christian kunne tydeligt høre, hvordan hans vejrtrækning ændrede sig. Den blev tungere og ladet med en dyrisk energi, som bare ventede på at blive sluppet løs på indtrængeren.

”Hvad helvede er det du antyder?”

”Antyder?” lo Christian. ”Jeg antyder absolut intet. Jeg beskylder dig lige ud. Ingen udenoms snak, min gode doktor. Du er en pervers stodder, der får ståpik af at se din datter lide. Og hvis du så samtidig lige kan stikke den op i hende, er det jo bare helt perfekt. Pyt med, at hun græder og trygler dig om at lade være, det gør det hele så meget desto sjovere, ikke sandt?”

”Jeg ringer efter politiet!” bekendtgjorde faderen og tog et par skridt over mod telefonen, der hang på væggen.

Christian var hurtigere, og hoppede ind foran ham, fik skubbet ham omkuld og rev telefonen ud af væggen.

”Maggie!” skreg faderen, for at få sin kones hjælp.

”Hun kan ikke høre dig,” hvislede Christian og tog et skridt frem mod faderen, der stadig lå på gulvet. ”Det er der ingen af dem, der kan.”

”Hvad har du gjort ved dem?” spurgte han rystet.

”Ikke noget. De sover sødt alle sammen. Jeg kunne ikke drømme om at gøre dem noget. Og det er fordelen ved at være afviger. Med mine talenter, kan jeg sørge for, at de bliver ved med at sove lige meget, hvor meget larm du laver. En fordel for mig. En ulempe for dig,” smilede Christian. Mørket sitrede rundt i kroppen, og fik blodet til at pumpe hurtigere. Det var sjovt det her. Manden for hans fødder var rædselsslagen. Da han havde nævnt ordet `afviger´ var den gode doktors hjerte sprunget et slag over.

”Jeg ved præcis, hvad du har gjort ved Laura,” fortsatte Christian.

”Jeg har intet gjort. Jeg har aldrig rørt hende,” spruttede doktoren vredt.

”Forbandede løgner!” Christian var over ham med det samme. Han naglede ham fast til gulvet og stødte en pegefinger hårdt i panden på ham. ”Se, hvad du har gjort ved hende.”

Doktorens øjne rullede bagud i deres huler.

 

Christian lod alle de mentale billeder, som faderen allerede havde, fare gennem hans sind. Han manipulerede dem, så faderen fik den grusomme indsigt i, hvordan det måtte føles at være Laura, når han tvang hende til at gøre alle de modbydelige ting, han nu kunne finde på. Christian måtte holde kvalmen i skak, da han viste billedet af faderen, der stod nøgen foran sin datter, der var fastspændt til sengen. Hun var også nøgen og helt sårbar. Hun havde bind for øjnene og var total hjælpeløs. Hun græd lydløst ved angsten over ikke at vide, hvad hendes torturmester kunne finde på nu. Og hun forsøgte at vride sig fri, da han satte sig overskrævs på hende med sine knæ over hendes arme, så han let kunne tvinge hendes mund åben og støde sit stive lem ind i den.

Med et brøl, skubbede faderen Christian af sig og var på benene hurtigere, end Christian havde troet muligt for en mand i den alder.

”Jeg ved ikke, hvad du vil have, men hvis du lader os være i fred, skal jeg nok sørge for, at du bliver rigeligt belønnet,” skælvede doktoren.

”Tror du, jeg er kommet efter penge, ynkelige mand?” spurgte Christian fornærmet.

”Hvad som helst. Penge, biler, huse, kvinder. Bare sig til.”

”Du har ikke noget, jeg vil have. Det skulle da lige være dit hoved på et fad…”

”Hvad med pigen? Du må godt få hende,” sagde han bange.

Det blev for meget for mørket i Christian. Det var som om det lagde sig fuldstændigt om hans sind og tog kontrollen over de evner, der gjorde ham så meget anderledes end almindelige mennesker. Han knyttede hænderne, og det startede en skælven i samtlige møbler i lokalet. Så snart han åbnede dem, lettede alt fra gulvet og svævede rundt i rummet, som om tyngdekraften var sat ude af drift. Kun faderen og Christian blev på gulvet, stående overfor hinanden. Christian stod med let spredte ben, klar til kamp, mens doktoren kiggede forfærdet på alle de flyvende genstande. Og mens han var distraheret, sprang Christian på ham. Han kastede sig ind mod manden, og fik væltet ham omkuld en hel del lettere, end han havde regnet med. En lille smule modstand havde været rart.

   Han lod slag efter slag hagle ned over manden, ramte ham i siden, i brystet, i ansigtet, og var ligeglad med, hvilke mærker, det måtte sætte. Først da blodet begyndte at pible ud af mundvigen, stilnede slagene af, og Christian rejste sig. I det samme faldt samtlige genstande til jorden med et brag, der kunne have vækket de døde. Men hans slør var stadig intakt, og lod resten af husets beboere sove ganske uvidende om, at familieoverhovedet var ved at få sig en tiltrængt lærestreg.

”Så ikke nok med, at du selv forlyster dig med hende… Nu forærer du hende også væk, for at redde dit eget skind,” spyttede Christian vredt.

Faderen kom langsomt på benene og ømmede sig højlydt ved hver bevægelse.

”Kom her,” beordrede Christian. Men doktoren blev, hvor han var og tog sig til sit forslåede ansigt.

”Kom. Her.” sagde Christian igen og udstødte hvert ord hårdt. Han løftede sin venstre hånd med håndfladen opad og i det samme slap faderens fødder gulvet, og han måtte finde sig i at blive ført af sted af en usynlig kraft, som han umuligt kunne kæmpe imod. Christian førte ham hen til Lauras værelse, hvor han forsigtig åbnede døren, så de kunne kigge ind.

”Hvad er det du ser, når du kigger på hende?” spurgte han fattet. ”Ser du ikke den engel, hun er?”

”Jo,” gispede doktoren bange.

”Jeg tror ikke på dig,” hvæsede Christian og lage sin hånd mod doktorens pande for at fange de tanker, der helt præcist gik igennem hovedet på ham. Og samtlige tanker var urene. Han ønskede ligefrem, at hun ville vågne, se afvigeren og ham selv, og derefter underdanigt tilbyde sig selv til den fæle afviger, for at købe sin elskede far fri. Herefter ville afvigeren tage hende i besiddelse med det samme, mens doktoren kunne få lov til at så på. Han ville nyde at se afvigeren gøre med hende, som han lystede, så længe det blev gjort hårdt og brutalt.

”Fy for helvede,” bandede Christian og kastede en imaginær bold over skulderen. Dette resulterede i, at doktoren røg bagud, ud i alrummet igen og knaldede ind i køkkenbordet med ryggen.

”Så det er altså ydmygelsen, der tænder dig?” sagde Christian eftertænksomt.

”Nej,” hulkede faderen og støttede sig til bordet for at kunne stå.

”Hvad er det så?”

”Jeg ved det ikke. Jeg ved det ikke. Undskyld.”

Christian gik over til ham, rev fat i hans hår og tvang ham til at kigge sig i øjnene. ”Du er det klammeste menneske, der finder i denne verden. Det ved du godt, ikke?”

Faderen nikkede grædende.

”Og hvad skal vi så gøre ved det?”

”Jeg lover aldrig at røre hende igen,” hulkede han.

”Og det er alt sammen meget godt.” Christian slap ham og gik ud midt på gulvet. Han sparkede lidt til de ting, der var væltet ud over det hele. ”Problemet er bare, at jeg ikke tror dig.”

”Jeg beder dig, lad os være. Jeg lover ikke at røre hende mere. Jeg sværger ved alt, der er helligt.” Han humpede ud mod Christian.

Christian stod med ryggen til ham og så ikke kniven før det var for sent. Doktoren havde snuppet den ved bordet og dolkede den ind i Christians skulder. Smerten var bred og varm, men på ingen måde uudholdelig. Christian svang sig rundt og fik hamret en knyttet næve i ansigtet på faderen, der blev slået til gulvet. Med tankens kraft alene, fik Christian ham op igen, og lod ham svæve en halv meter over gulvet. Han lod hans arme brede ud som om, han var spændt fast til et kors og tvang så tøjet af ham med få hurtige håndbevægelser i luften.

Den rynkede hud, der nu var blottet havde allerede en del blå mærker, men der var rigeligt plads til flere. Med et håndvink, fik Christian rejst spisebordet op igen og fik doktoren lagt på det. Endnu et vink og viskestykkerne viklede sig om håndled og ankler, så manden blev spredt ud på bordet.

Christian gik rundt om ham og overvejede, hvad han skulle gøre. Det gjorde fandens ondt i skulderen nu. Det dunkede helt vildt.

”Jeg håber, du føler, du fik noget ud af det tåbelige forsøg på at gøre modstand,” sukkede han og rystede på hovedet. ”Men du gav mig en idé. En dygtig læge som dig selv, må kunne sy alverdens lemmer på igen, hvis bare, de er opbevaret rigtigt, ikke sandt?”

Faderens øjne var store af angst.

”Nu er jeg jo ikke læge. For helvede, jeg er ikke engang voksen,” lo Christian og kunne mærke, hvordan mørket havde sneget sig ind i alle afkroge af hans sind. Så tog han den samme kniv op, som lige havde siddet i hans skulder. ”Men jeg har hørt, at hvis man for eksempel skærer en finger af, skal man putte den i munden, indtil man kan få lægehjælp. Det er noget med enzymerne i spyttet, ikke?”

Doktoren gloede bare stumt.

”Hvorom alting er, så har vi her en fantastisk mulighed, for at finde ud af om det er sandt,” smilede Christian og lod med tankens kraft kniven køre ganske let ned over brystet og maven på lægen, før han langsomt lod den skære ned i roden af hans køn.

Lægens skrig var øresønderrivende, men Christian lod sig ikke mærke af det. Han var i gang med en mindre operation og stoppede ikke kniven, før lægens penis var skåret helt af og faldt dødt ned på bordet under ham.

”Lad os så se, hvad du egentlig selv syntes om det,” vrissede han og vinkede med den højre hånd. Det afskårende lem løftede sig. Med venstre hånd tvang Christian doktoren til at åbne munden, hvorefter hans køn dumpede ned i den.

”Du skal ikke tage dig af blødningen. Den er stoppet og starter ikke igen med mindre, jeg glemmer at holde blodet tilbage,” hviskede Christian i øret på lægen, der ikke længere så meget som hulkede. Han lå helt stille, helt bleg, med sin egen penis i munden og så egentlig ganske komisk ud.

”Jeg forlader dig nu, doktor. Når din familie vågner, vil der naturligvis blive ringet efter ambulancen og politiet. Du skal nok overleve, det lover jeg. Men hvis jeg så meget som hører, at du har nærmet dig Laura, så kommer jeg igen. Forstået?”

Faderen nikkede en enkelt gang uden at kigge på ham.

”Godt. Og lige en sidste ting.” Christian lagde en hånd på doktorens pande. ”Du vil på ingen måde kunne huske, hvem der har gjort det her ved dig. Det var en afviger, ja, men du vil ikke kunne huske mit ansigt.” Han lod sit sind bevæge sig ind og slettede alle minder, om ham selv fra lægens tanker. Til sidst lukkede lægen sine øjne og besvimede.

 

Christian tog hånden til sig og lod lægen ligge på gulvet, slap og livløs. Den illusion han havde vist ham, havde skræmt ham så meget, at han rent faktisk var besvimet. Når han vågnede igen, ville han finde sig selv liggende på gulvet, sandsynligvis med en dundrende hovedpine, men han ville ikke have lidt nogen form for fysisk overlast, selvom han sikkert ville starte ud med at tro det. Christians blændværk var yderst overbevisende, og han håbede, at det var nok til at sætte en stopper, for faderens brutale omgang med Laura. Hvis ikke, måtte han jo bare vende tilbage.

For at sikre sig, at den kære doktor ikke sådan lige med det samme ville glemme denne tidlige morgens begivenheder, sneg han sig ind på kontoret og begyndte at se sig om derinde. Der var en hel række ringbind på en reol, som han ikke havde tid til at kigge nærmere på lige nu. Han fandt til gengæld hurtigt beviser i skrivebordsskufferne for en hel del lyssky affærer med nogle medicinalfirmaer, som han demonstrativt lage op på skrivebordet i en sirlig række. Ved siden af skrev han en hurtig seddel, hvorpå han mindede lægen om, at selvom det kun havde været en illusion denne gang, skulle der ikke meget til for at gøre det til virkelighed. Han underskrev sedlen `Beskytteren´, og følte sig som en anden superhelt, da han forlod huset og tog sit døsende slør med sig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...