Forbandelsen 2

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 nov. 2014
  • Opdateret: 15 nov. 2014
  • Status: Færdig
Christian er blevet stor og gør sig klar til at komme ud i den virkelige verden - som viser sig at være fyldt med forhindringer, som han end ikke havde drømt om. Læsning på eget ansvar.

2Likes
0Kommentarer
381Visninger
AA

2. 1

Det var som at vade gennem endeløse mørke gange uden at finde en eneste dør. Ingen vinduer, ingen kunstigt lys. Kun evigt frustrerende mørke. Og så uden varsel, kom der et skarpt glimt af Maria Holmes, der legede med en lille sorthåret baby, en lille baby, der hed Christian. Så var det væk igen, og han befandt sig tilbage i det forhadte mørke. Han måtte fortsætte sin vandring og famle sig frem som en blind idiot. Men før han vidste af det, stødte fingerspidserne på noget nyt, noget uventet: Arnold, eller rettere Leo, der var nabo til mor, Maria. Og han boede sammen med en klokkestemme – og så var det også væk.

Chris trak utilfreds sit sind til sig igen og bandede stille for sig selv, mens han kørte fingrene gennem sit sorte hår. Hvorfor helvede var hun så svær at læse? Han så ned på mor, der lå i sin seng og sov sin søde søvn. Hun havde absolut ingen anelse om, at han stod der i mørket og så på hende. Så tæt på hende, at han kunne række hånden ud og røre ved hendes lyse hår, hvis han ville. Han lagde hovedet på skrå og forsøgte at trænge ind i et andet område af hendes sind, et område, han før havde forsøgt sig med uden held. Det var før han var kommet til verden. Før hun havde mødt Arnold – Leo. Han skulle huske sig selv på at ringe til ham og få et par sandheder. Men dette område bød på et endnu tættere mørke, der var uigennemtrængeligt. Hvor end han vendte sit sind, stødte det på hårdt forskansede mure, der var umulige at bryde igennem.

Han trak sig tilbage og sukkede dybt. Måske var det også nok for i dag. Måske burde han bare gå i seng. Efter han havde skrevet det ned, som han havde set, selvfølgelig. Måske kunne han finde lidt mere mening i det puslespil, der var mors minder, når han holdt dem sammen mod det, han havde set de foregående nætter.

Han lod hende sove og gik ind på det værelse, der nu var blevet ledigt, men som trods alt stadig havde en hel dør. Han lukkede den stille efter sig og satte sig ved computeren, der blev startet med en svag summen. Han ventede tålmodigt på at styreprogrammet skulle åbne, hvorefter han førte musen hen til det dokument, han allerede havde påbegyndt for flere uger siden.

Han tilføjede hurtigt, det han havde fundet ud af i nat og læste det hele igennem igen: mors rigtige navn var Maria Holmes. Hun var flygtet fra afvigere, lige siden han var blevet født. Hans rigtige navn var Christian, men han gik stadig og overvejede, om han skulle begynde at kalde sig selv det igen. Navnet var forbundet med en ukendt og potentiel farlig fortid, men rummede på den anden side også et løfte om at finde ud af, hvem han virkelig var. Afvigerne var ude efter ham af en eller anden uvis grund, som han ikke kunne trække ud af hende ligegyldigt, hvordan, hvor og hvornår han trængte ind i hendes sind. Og så var der Arnold, Leo, der havde været hendes nabo og hjulpet hende det første lange stykke tid efter fødslen. Han var afviger, ja, det havde de aldrig lagt skjul på. Men hvordan var deres liv blevet så indviklet, hvordan var de begyndt deres flugt sammen – og hvorfor? Så vidt han vidste, var Leo ikke hans far Ikke biologisk i hvert fald.

Èn ting af gangen, sagde han til sig selv og tog telefonen, der lå ved hans venstre hånd. Han trykkede det nummer, han havde trykket så mange gange før. Det lå på rygraden nu. Der gik et par klartoner, inden røret blev taget i den anden ende. Der blev ikke sagt noget, men han vidste, at han var der. Han kunne høre hans vejrtrækning.

”Det er mig,” sagde Chris monotont.

”Hej, Christian.”

Det gav ham stadig en underlig varm fornemmelse i kroppen at blive kaldt ved sit rigtige navn. Det gav en følelse af at vende hjem efter flere års forvildet rejse.

”Hvad er dit rigtige navn?” spurgte han uden omsvøb.

”Leo Brandt,” lød svaret prompte. Taget tidspunktet i betragtning lød han overraskende frisk.

Leo. Han kunne godt lide det. Det passede på en eller anden måde bedre til ham end Arnold.

”Må jeg kalde dig det?”

”Meget gerne.” Han kunne høre ham smile og kunne ikke selv lade være med at smile med. Han savnede ham helt forfærdeligt, også selvom de ofte tale sammen over telefonen. Det var bare ikke det samme, og det skulle for alt i verdenen holdes skjult for mor. Hendes holdning til Leo var gradvist blevet køligere som tiden gik.

”Går det godt, Christian?”

”Det går,” svarede han.

”Hvad med din mor?”

”Ja, hvad med hende?” Han gad ikke snakke om hende. Han ville helst glemme alt om hende, hvis han kunne få lov. Det var udelukkende hendes skyld, at Leo var rejst, og han havde ikke tænkt sig at tilgive hende. Men hun var hans mor, og indtil videre blev han nødt til at acceptere, at hun var der.

”Har hun det godt?” sukkede Leo.

”Du kunne jo selv komme forbi og spørge hende.”

”Du skal ikke være flabet,” sagde han hårdt.

”Hvordan tror du, hun har det? Hun er dybt ulykkelig, og det er til at blive deprimeret af at være i nærheden af. Også selvom man kun var menneske. Hun er ulidelig. Hun snakker og snakker som om alting var helt normalt, men hun græder sig i søvn hver nat,” vrissede han. ”Hun tror ikke, jeg ved det…”

”Det er jeg ked af at høre…” hviskede Leo i den anden ende.

”Sikkert. Hvis du virkelig var så ked af det, ville du komme tilbage og gøre noget ved det. Men det gør du jo ikke, vel? Ved du hvad? Jeg tror, du nyder det. Jeg tror, du nyder at straffe hende på den her måde.”

”Pas på, hvad du siger, knægt,” advarede Leo med en stemme, der pludselig blev mørk. ”Du aner ikke, hvad du taler om.”

”Så fortæl mig det,” tryglede han.

”Hvad vil du vide?”

”Det hele! Jeg hader at famle rundt i mørket. Jeg gider ikke mere.”

”Så må du mødes med mig.”

”Det kan jeg ikke, det ved du godt,” sukkede Chris tungt. ”Hun vil ikke lade mig forlade huset under nogen omstændigheder. Ikke engang for at gå over til Johnas.”

Der kom en hård, glædesløs latter fra Leo. ”Christian, du er en speciel dreng med meget specielle gaver. Du kan sagtens mødes med mig, hvis du bruger lidt snilde. Find ud af, hvad du vil og ring så til mig. Jeg skal med glæde svare på alle dine spørgsmål, men jeg vil ikke forklare dig hele historien over telefonen. I mellemtiden bør du tjekke din e-mail.” Og så var der lagt på.

 Hvorfor var det altid, sådan deres samtaler endte? Det var jo meningen, at Leo skulle komme tilbage til dem, og de skulle være lykkelige igen. Han ville ikke skændes med ham, men han kunne bare ikke lade være. Han var stadig vred over, at han bare sådan uden videre kunne forlade dem. Tage af sted uden at give ham en ordentlig forklaring. Med hensyn til snilde, vidste han godt, at der kunne manipuleres med mor, og han havde ofte overvejet det, men var altid kommet til den konklusion, at det nok var bedst at lade være. Hvis hun fandt ud af det, ville hun flå hovedet af ham. Én ting var at tale med Leo over telefonen. Hvis hun fandt ud af dét, ville der falde brænde ned. Men at han ligefrem havde forladt huset, og så for at møde Leo… Han turde slet ikke tænke på de apokalyptiske følger. 

Chris førte musen hen over skærmen, hen til ikonet for internettet og fandt hurtigt frem til sin e-mail. Og som forventet var der en mail, der stod og blinkede til ham. Et par klik og den var åben.

 

Vi takker for deres henvendelse og kan med glæde meddele, at Christian Chasedin er optaget på Hagen Gymnasium pr. 12. August.

Han skal møde ind kl. 8 og vil derefter blive orienteret om skema og arbejdsgang på skolen og vil få tildelt en klasse og klasselærer.

Vi glæder os meget til samarbejdet.

 

Med venlig hilsen

Rektor Eric Poul Scott

 

Jeg tillod mig, at sende en ansøgning ind for dig. Jeg håber virkelig, du vil tage imod dette tilbud. Du fortjener det.

Leo

 

 

Der gik i sus igennem ham, og han skyndte sig skyldbetynget at slukke skærmen, så mailen ikke kunne ses. Gymnasiet. Johnas’ gymnasium. Og han var optaget. Det eneste, det krævede af ham, var at han mødte op til august.

Mor ville flippe fuldstændig ud, hvis hun vidste, hvad han havde gjort. Hun hadede, når nogen trodsede hende, ligegyldigt hvem det var. Og hvis Chris tog imod og forlod huset i det skjulte, ville hun nok før eller senere, undre sig over, hvad det var han gik og lavede hele dagen. Hvis han krævede at blive ladt i fred på værelset en hel dag gik det nok en enkelt gang eller to. Men hun ville hurtigt lugte lunten, og straffen ville blive hård.

Spørgsmålet var så bare, hvordan han skulle fortælle hende, at han havde tænkt sig at gå på gymnasiet, lige som alle andre i hans alder. For han ville af sted.

Tanken om at manipulere med hendes sind kom igen. Han kunne erstatte hendes tanker med andre under hans natlige besøg til hendes soveværelse. Han havde gjort det før. Lavet bitte små rettelser, der kom ham selv til gode, så det kunne gøres igen.

Han slukkede computeren, lagde sig over i sengen og faldt hurtigt i søvn, mens tankerne legede med de rettelser, der eventuelt skulle foretages.

 

De brune øjne stirrede tilbage på ham fra spejlet. De ransagede det unge ansigt, det sorte hår, der altid faldt, som det selv havde lyst til ligegyldigt, hvad han gjorde ved det, de markerede mørke øjenbryn, de lange øjenvipper, den lige næse, de fyldige læber og den fejlfrie hud. Et ansigt som han kendte ganske godt. Men han kunne forandre det ganske let.

Han førte en pegefinger op til det ene øje og fjernede linsen, der dækkede det.

Nu stod han og stirrede ind i ét brunt øje, som han havde kendt siden han var lille og ét isende blåt, som var ham fremmed og dog virkede det mere naturligt til hans ansigt. De fine linjer sammen med de blå dybder gav ham et æstetisk præg, som var de færreste forundt. Han så godt ud, det var han udmærket klar over. Foruden det kønne ansigt, var han begunstiget med en krop, som kunne få de fleste mandlige modeller til at føle sig underlegne. Den var hård, men smidig, langlemmet på alle måder og fejlfri. Han havde måttet arbejde for at få den muskelmasse, han havde, men kroppen havde ladet sig forme forholdsvis nemt.

Men hvad betød det, når ens indre var ét stort rod? Når éns liv ikke længere var det, man havde troet det var. Hans mor havde løjet for ham lige så langt tilbage han kunne huske. Hun havde fortiet sandheden om, hvem og hvad han var, og ville stadig gøre alt for at holde det skjult for ham. Han havde hele sit liv føjet hende, frygtet hende.

Han tog den anden brune linse ud og stirrede fortryllet på de øjne, der stirrede ufortrødent tilbage. Et lille oprør var vist på sin plads. Så lukkede han døren til badeværelset og gik beslutsomt ud mod køkkenet.

Mor stod der allerede og var ved at hælde vand over til kaffen.

”Godmorgen, Møffe. Har du sovet godt?” spurgte hun uden at se op på ham. Han smilede for sig selv, spændt på hendes reaktion. Det glædede ham, at hun indledte en samtale uden at kende til hans lille rebelske udskejelse. Det ville kun gøre hende endnu mere rasende, når hun så endelig så hans blå dybder. 

”Jeg har sovet fint. Hvad med dig?” Han gik over til køleskabet og hældte et glas juice op til sig selv. Skjult af køleskabslågen kunne han fortsætte sin samtale med hende, så han foregav at lede efter noget, der var begravet dybt inde i kulden.

”Jeg har sovet som en baby. Efter morgenmaden tager jeg ind til byen, skat. Jeg skal mødes med én, som muligvis bliver din nye lærer.”

Det krympede sig i maven på ham. Endnu én, der skulle interviewes. Leo kunne ikke erstattes, selvom hun forsøgte ihærdigt.

”Jeg har fundet ham over nettet,” fortsatte hun. ”Han har meget fine anbefalinger. Han er ikke afviger, så det må vi holde skjult for ham, men det bliver heller ikke noget problem, vel Møffe?" Lige som hun havde sagt det, lukkede han køleskabet. Det kunne ikke have passet bedre. Det var næsten som om, hun fulgte et nøje tilrettelagt manuskript. Det kildede voldsomt i maven, da han vendte sig om mod hende med et kæmpe smil, som han vidste, spredte sig til øjnene og gjorde hans ansigt lysere, mildere, uskyldigt.

”Det bliver slet ikke noget problem,” svarede han og sugede hendes forbløffelse til sig i fulde drag, da hun så ham i øjnene. Munden stod åben, øjnene flakkede nervøst hen over hans ansigt og fik noget mørkt og rædselsvækkende over sig. Hendes slanke hænder knyttede sig langsomt. I et kort øjeblik havde han overrumplet hende, han havde overtaget, men hun vendte dog hurtigt tilbage til sin normale isdronningefacade. Munden strammede sig sammen til en smal streg, øjnenes nervøsitet blev erstattet af en hård kulde, men hænderne forblev krampagtigt knyttet.

”Du har glemt dine linser,” sagde hun monotont og gik over og satte sig ved spisebordet.

”Nej,” svarede han uskyldigt og satte sig overfor hende. "Jeg har ikke glemt dem. Jeg tænkte, at jeg ville til at droppe dem. De generer øjnene, og jeg ser jo fint uden." Han smilede skævt og udfordrende til hende. Åh, glæden ved udsigten til kampen var næsten ubærlig.

Hun knep øjnene lidt i og stirrede på ham. Stirrede direkte ind i det blå helvede, som han vidste hun foragtede. Han fastholdt hendes øjenkontakt, nægtede at give sig.

 ”Gør hvad du vil, så længe du er herhjemme,” sukkede hun så og rejste sig.

Hvad? Nej. Nej, nej nej. Hun skulle jo flippe ud, hun skulle jo gå amok, som hun plejede. Dette var hans redning til gymnasiet. Han ville love at gå med linserne, hvis han til gengæld måtte gå på gymnasiet. Det var det eneste han kunne sætte som pant. Det eneste han kunne stille som kaution.

”Jeg smutter ind til byen med det samme,” sagde hun tonløst og forlod køkkenet. ”Jeg er tilbage om et par timer.”

Febrilsk sendte han sine mentale følehorn efter hende, for at opfange en ledetråd til, hvordan han på nogen måde kunne ramme hende med dette oprør. Det eneste han fandt, var en ligegyldighed, der truede med at knuse ham, hvis han opholdt sig der for længe. Som et brændt barn trak han sig tilbage, forbløffet, skræmt. Men hvis ligegyldigheden var så stærk, burde den vel kunne udnyttes?

”Jeg er optaget på Hagen,” røg det ud af ham, uden at han tænkte nærmere over det. Hjertet stoppede med at slå, da mor standsede med hånden på håndtaget til fordøren. I et split sekund, der varede en evighed, var alt stille. Han mærkede forsigtigt efter og blev mødt af en hårdt, klam knude, der var en blanding af frygt, rædsels og modløshed. Hun sagde ingenting.

Da sekundet var ovre forlod hun hjemmet, som hun havde proklameret, uden nogen som helst ydre reaktion på hans ord.

Så kunne han stå tilbage med alle sine talenter, lave så meget oprør, som han ville, spilde sin tid. Det raseri, som burde have været eksploderet i hende, brændte nu for alvor i ham. Han havde intet fået ud af det. Intet overhoved!

Rasende hamrede han en knyttet næve mod væggen og blev overrasket over, hvor let den lod sig gennemtrænge. Vredt hev han hånden til sig igen, lod hul være hul, og traskede bandende ind på værelset igen. Et enkelt vink med hånden fik døren til at smække voldsomt efter ham. Endnu et vink over mod computeren og den tændte sig på magisk vis, mens han studerede sit eget arrige spejlbillede i vinduet, der vendte ud mod haven. De blå øjne lyste, glødede i takt til hans forhøjede hjerterytme. Han prustede hårdt ud gennem munden og knyttede hænderne igen, åbnede dem, knyttede dem, samtidig med at han forsøgte at kontrollere sit åndedræt. Til sidst fik han så meget styr på sig selv, at øjnenes pulserende lys svandt langsomt hen og efterlod et par iriser, der dog altid ville have den unaturlige blå farve.

Ingen reaktion fra hende. Fint. Sådan kunne han også lege. Hvis hun var ligeglad, kunne han også være det.

Han satte sig ved tastaturet, åbnede sin mailboks og gik ind for at besvare Leos mail.

 

Hej Leo

 

Jeg har besluttet mig for at tage imod tilbuddet om gymnasiet. Jeg vil dog meget gerne have en udredning på alle mine spørgsmål først, så jeg ved, hvad jeg kan forvente mig af fremtiden.

Ring til mig, når du ser denne mail, og så kan vi aftale et sted til et møde.

Jeg har brug for nogle svar, og du er den eneste som er villig til at give mig dem.

 

Chris

 

Han førte musen over til knappen, hvor der stod send, men lod den hvile der uden at trykke på den. Så førte han markøren tilbage over skærmen, ned til mailen igen og rettede sit navn.

 

Christian

 

Han trykkede på send-ikonet og lukkede mailboksen ned. Hjemmevandt, fandt musen hen til Skype og Johnas’ nummer. Han bad den ringe op og iførte sig samtidig sit headset, og var klar til at høre sin vens stemme. Han skævede hurtigt ned til uret i nederste hjørne af skærmen. Klokken var omkring 13, så Johnas var sandsynligvis vågen. Programmet ringe ham op, og Chris – Christian sad utålmodigt og trommede i bordet med den frie hånd, mens den anden åbnede ”World of Warcraft” og startede spillet op.

Efter fjerde ring hørte han skratten med hovedtelefoner og et dæmpet åndedræt.

”Hey, Chris,” blev der svaret fra den anden ende med en let grødet stemme.

Det var altid en lettelse at høre Johnas. Det varmede i hele kroppen og fik hjertet til at svulme.

”Hey,” svarede han og fortsatte sit spil. ”Kommer du på? Der er en verden, der skal reddes.”

”Hold da kæft, jeg er lige vågnet,” sagde Johnas.

”Så er det også på tide, du kommer i gang.”

”Slavepisker. Giv mig lige et par minutter, så skal jeg være der. Jeg skal lige ud for mig selv først og så lige rippe køleskabet.”

”Klart. Jeg er på, du kommer bare,” svarede Christian smilende, lettet over at være sammen med sin bedste ven, selvom det var på afstand. Det hele virkede så afslappet med Johnas.

Han udnyttede ventetiden til selv at forsyne sig i køleskabet. Han fandt en cola og noget chokolade, som mor havde købt til sig selv. Han betænkte sig ikke, men tog det hurtigt fra køleskabet. Så gik han på rov i skabet ved siden af og fandt en pose chips. Tilfreds med sit bytte vendte han tilbage til værelset og iførte sig headsettet igen, klar til at redde den virtuelle verden.

Der var en raslen i den anden ende igen, et sikkert tegn på, at Johnas var ved at være klar til dagens dont.

”Hvad laver vi?” spurgte vennen med munden fuld af mad.

Christian kunne se ham logge på spillet og smilede glad for sig selv. Johnas kunne man altid regne med.

”Det bestemmer du,” svarede han.

”Godt så,” gnaskede han. ”Vi mødes i Orgrimmar.”

Christian satte sin virtuelle spiller i bevægelse. Orgrimmar var selvfølgelig den by, der var længst væk fra ham lige nu. Han havde fejlagtigt sat sin heartstone i en anden by, så han måtte den lange vej med luftskib, men det gav dem på den anden side tid til at snakke.

”Skal du stadig starte på Hagen?” spurgte han.

”Ja da. Den 12. august er jeg officielt gymnasieelev. Det bliver så fedt.”

”Jeg er også blevet optaget,” sagde Christian stille, prøvende.

Der var helt stille i den anden ende i alt for lang tid. Åh, han måtte ikke være vred over det.

”Seriøst?” blev der så kvækket.

”Ja.”

”Nice! Chris, for helvede, hvorfor har du ikke sagt, at du har søgt ind?” jublede Johans.

Det lettede om hjertet, og Christian kunne ikke lade være med at smile. ”Jeg ville ikke sige noget, hvis jeg nu ikke blev optaget.”

”Hvis du ikke blev optaget? Du er jo selvskrevet, mand. Du er den klogeste jeg kender.”

Johnas var ofte kommet til ham med lektier, han ikke kunne finde ud af. Christian var udmærket klar over, at han var Johnas intelligent overlegen. Fysisk også. Han ville uden problemer kunne nedlægge vennen, hvis det kom til stykket. Men Johnas havde overtaget i deres venskab. Det var ham, der bestemte, det var ham, der vidste, hvad der var cool og hvad der ikke var. Det var ham, der kendte til alle de ting, der var uden for hjemmet. Det var ham, der havde introduceret ham for computerspilsverdenen. Et sikkert sted, for en afviger, der ikke havde andre muligheder for at være social.

”Man kan aldrig vide,” sagde Christian undskyldende.

”Hvor er det bare fedt!” fortsatte Johnas lykkeligt. ”Nu kan du møde alle mine kammerater. Og Laura.”

Og Laura. Det gav et i sug i maven på ham. Laura. Gudinden, som han kun havde set billeder af, flygtige glimt fra Johnas’ sind. Nu ville han få chancen for at se hende i virkeligheden, dufte hende, mærke hendes sind.

”Ja, det bliver fedt,” sagde han drømmende.

fedt. Utroligt, at din mor er gået med til det.”

Utroligt var ikke ordet. Umuligt var nok det, han egentlig ledte efter. Han behøvede heller ikke få at vide, at hun faktisk ikke var gået med til det. Jo mindre han vidste om de hjemlige forhold lige nu, jo bedre. Han havde heller ikke fået at vide, at Christians mor og `far´ var gået fra hinanden. Det var uhørt, og han ville som barn af en vraget kvinde heller ikke kunne søge ind på et offentligt gymnasium. Den eneste, der ville være længere nede i hierarkiet end ham selv ville være mor. Som kvinde var hun naturligt mindre værd end mænd. Som enlig mor var hun noget rak.

Christian skulle på en eller anden måde have slået Arnold Chasedin ihjel, så mor blev enke og ikke enlig, og han blev faderløs af den naturlige vej. Men det skulle ske i samråd med Leo. Det kunne ikke overlades til tilfældighederne.

”Skal vi følges derover den 12.?” spurgte Johans og afbrød Christians tankerække.

”Følges?” spurgte han forvirret.

”Ja, til Hagen, din spade.”

”Åh, ja. Lad os det. Jeg ved faktisk heller ikke helt, hvor det ligger.”

”Af en klog fyr at være, kan du være pænt dum nogle gange.”

”I lige måde,” grinede han.

”Er du ved at være her. Jeg keder mig,” brokkede Johnas sig og hentydede til den virtuelle verden.

”Lander med luftskibet lige om et sekund,” svarede Christian og lod hele sin koncentration glide ud over spillet.

Som altid gik tiden hurtigt, når de kæmpede side om side mod alverdens monstre. Han var dybt koncentreret om deres mission og lagde ikke mærke til mor, før hun lagde en hånd på hans skulder. Forskrækket sprang han op, hev høretelefonerne af og fik skubbet hende omkuld i samme bevægelse. Hjertet hamrede af sted, og han havde allerede stillet sig i kampstilling, inden hun ramte gulvet.

Hun kom stønnende på benene igen, med en hjælpende hånd fra ham.

”Undskyld,” mumlede han. ”Jeg havde ikke hørt dig.”

”Nej, det kan jeg næsten regne ud.” Hun tog sig til den nederste del af ryggen og satte sig over på hans seng. ”Kan du bede Johans vente lidt? Jeg vil gerne lige snakke med dig.”

Hun virkede meget mere rolig, meget mere afklaret, end da hun gik. Han bad sin ven vente lidt, og slukkede for mikrofonen. Spillet fortsatte på skærmen. Han satte sig på sin stol igen og lagde hovedet en anelse på skrå og koncentrerede sig om de vibrationer, hun udsendte.

”Hold dig ude,” sagde hun og mødte hans isblå blik med en alvorlig mine.

Han trak sig og kiggede afventende på hende.

”Jeg har været inde og snakke med den lærer, som jeg havde forestillet mig, skulle undervise dig efter sommerferien,” startede hun. ”En meget sympatisk og kompetent mand for øvrigt.”

Christian rullede med øjnene.

”Stop det der,” sagde hun skrapt. Så skarpt, at han blev helt forskrækket. ”Jeg ved, at du er opsat på at skulle på Hagen med Johnas. Du ved, at jeg ikke er meget for det. Du er stor nok nu til at forstå, at jeg gør, hvad jeg gør, for at beskytte dig. Det er en farlig verden for en afviger. Gymnasiet har scannere, som du skal forbi hver evig eneste dag. De har halvårlige tjek af deres elever og personale. Chancen for at du bliver opdaget er enorm.”

”Mor – ” begyndte han.

”Men,” bed hun ham af med en løftet pegefinger for at få ham til at tie. ”Når det er sagt, ved jeg også godt, at du er en meget stærk ung mand. På mange måder. Jeg kender ikke omfanget af dine evner og ønsker det heller ikke. Men ret mig, hvis jeg tager fejl: du er stærk nok til at kunne narre både scannere og personlige tjek.” Hendes øjne var vidt åbne, sårbare og undrende.

”Scannere er ikke noget problem,” svarede han overrumplet og ærligt. Hvad havde hun gang i? Var hun virkelig ved at give ham lov til gymnasiet? ”Personlige tjeks har jeg ikke prøvet endnu, men jeg skulle ikke mene, det var noget problem.”

”Hvordan kan du være sikker?”

Han trak på skuldrene. ”Det er jeg heller ikke.”

”Og alligevel vil du af sted?”

”Meget gerne,” nikkede han og mærkede forhåbningens blomst forsigtigt åbne sig.

”Og Johnas vil være der?”

Han nikkede igen.

”Så bliver du nødt til at beholde dine kontaktlinser i,” sukkede hun, og hendes ansigt fik et lettet udtryk over sig. ”Han har kun set dig med brune øjne, og det må han nødvendigvis blive ved med.”

Han brændte for at spørge, hvad hendes problem med hans øjne egentlig gik ud på, men han turde ikke. Ikke nu, hvor han var så tæt på at nå sit mål: Gymnasiet med hendes velsignelse.

”Jeg skal nok tage linserne i,” forsikrede han hende og undertrykte det lille smil, der lurede fordi hans oprør faktisk havde haft den ønskede effekt – dog noget forsinket.

”Godt.” Hun tog en dyb indånding, tog mod til sig. ”Hvis du fornemmer den mindste smule optræk til ballade, det mindste tegn på, at de har fundet ud af, hvad du er…”

”Så er jeg væk, øjeblikkeligt.”

”Og vi flytter med det samme. Helt væk. Du må ikke kontakte Johnas igen. Aldrig.”

Hjertet sank i brystet på ham. Det var som om, hun gav ham en dødsdom. Ville han kunne leve uden Johnas? Var det dét værd? Han risikerede at smide hele sit liv væk. Hele sit fastlåste liv. Hele sit afstumpede liv. Hvis ikke han turde tage chancen nu, ville han aldrig turde bevæge sig uden for familiens trykke, om end forkvaklede, rammer. Hvis Johnas blev prisen for at blive opdaget, måtte det være sådan. Han kunne ikke blive ved med leve som en eremit. Desuden havde Leo givet sit samtykke. Han stolede på, at Christian kunne klare det, og han ville ikke skuffe ham.

”Hvis der sker noget – ” startede han.

”Det mindste – ” istemte hun.

” – så er jeg smuttet, og så flytter vi langt, langt væk og starter på en frisk,” afsluttede han med bævrende hjerte.

Hun smilede beroliget til ham og rakte ud og lagde en hånd på hans kind. ”Min lille Møffe er blevet så stor.”

Og min mor er ikke den, hun udgiver sig for at være, tænkte han. Han lagde sin hånd over hendes lille, fine hånd. Den forsvandt under hans.

”Det skal nok gå, mor. Det lover jeg.”

”Jeg stoler på dig, Chris. ”

Han krympede sig ved det navn. At Johnas sagde det, var én ting. Han vidste ikke bedre og hvis han gjorde, ville han under alle omstændigheder sikkert stadig have kaldt ham Chris, som en naturlig forkortelse af det oprindelige navn. Johnas var doven på mange punkter, og hvis han kunne skære af nogle steder, gjorde han det. Chris var oven i købet til tider blevet forkortet til C.

”Jeg er optaget på Hagen under Christian Chasedin,” sagde han undskyldende og mødte hendes blik igen. ”Måske jeg skulle til at bruge det navn…” Han bevægede sig ind på brændende grund og lagde helt automatisk hovedet på skrå for at søge ind i hendes sind, for at få hendes svar inden det kom ud af munden på hende.

”Ud,” sagde hun bare og tog hånden til sig.

Han blinkede befippet.

”Du har ikke noget at gøre i mit hoved. Jeg bestemmer, hvad du skal have at vide af mig.”

”Undskyld.” Han slog blikket ned.

”Christian var din morfars navn, vidste du det? Du er opkaldt efter ham. Vil du gerne have, jeg kalder dig det igen?” Hun lød træt.

”Hvis det er okay med dig…?” sagde han spørgende.

Hun nikkede resolut. Hun havde tabt en del slag i dag og det tærede tydeligt på hende.

”Christian,” sagde hun så med et besejret blik.

I det samme ringede telefonen. Mor havde rejst sig for at tage den, da det med rædsel gik op for Christian, at den eneste, han ventede en opringning fra, var Leo. Forfærdet greb han ud efter røret og takkede sin skaber for, at han var både længere og hurtigere end mor.

”Nu skal jeg,” sagde han og smilede sit skæve smil, som han vidste, hun ikke kunne modstå, mens han rev røret ind til brystet.

Mor smilede og pegede ind i stuen for at indikere, at hun ville være derinde, hvis det var til hende. Han lukkede døren efter hende og tog røret op til øret.

”Hallo,” sagde han og lænede sig op af døren, lettet over at have hende ude af rummet.

”Du bad mig ringe,” sagde den mørke, velkendte stemme i den anden ende.

”Ja. Tak. Øh, jo… det er bare fordi… altså…” For helvede, der var sket alt for meget på alt for kort tid, til at han kunne tænke klart.

”Du ville mødes,” sagde Leo.

”Ja,” var det eneste han kunne få presset frem.

”Kan du smutte ud i aften?”

”Ja,” gentog han som en anden idiot.

”Fint. Mød mig i parken kl. 23.”

”Parken. Kl. 23. Ja, det er fint.” Han burde kunne snige sig ud på det tidspunkt.

”Vi ses, Christian.” Og så var der lagt på.

Han lagde selv røret på og satte sig fortumlet i stolen. Alt for mange informationer. Alt for meget at tage stilling til. Men han havde selv bedt om det, så han burde være tilfreds med dagens udvikling.

En dæmpet mumlen fik hans blik til at feje hen over skrivebordet og standsede ved headsettet. Johnas. Han havde fuldstændig glemt ham. Han tog hastigt headsettet på og blev bombarderet af eder og forbandelser.

”Rolig, rolig, rolig,” forsøgte Christian at dysse sin ven ned.

”Hvor helvede har du været? Er du klar over, hvor mange gange jeg er blevet slået ihjel her?” vrissede Johnas, og hans stemme knækkede over et par gange i ren arrigskab.

”Undskyld, men min mor ville ikke gå. Du ved, hvordan hun kan blive ved med at snakke,” forklarede han.

”Jaja, det er fint. Undskyldninger er der nok af. Vil du spille eller ej?”

”Jeg er klar nu.”

”Fantastisk, deres højhed. Lad os så få sparket den boss ad helvede til.”

Christian smilede stille for sig selv. Alt var ukompliceret med Johnas.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...