Give time a chance to heal you ◆ Julekalender speciel

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2014
  • Opdateret: 24 dec. 2015
  • Status: Færdig
Det svært at komme videre når ens lillesøster tog sit eget liv, eftersom mobning steg hende til hovedet og ingen kunne redde hende fra hendes dybeste monstre, der gemte sig indeni. Angelica er bare ét af de tusinde af eksempler rundt i London, som sidder med en dyb hjertesorgen og smerter indeni, som hun ikke kan holde ud at bære rundt på. Og det lige derfor hendes far, i alt hemmelighed, har fundet på et kæmpe nyt jultræf, for alle ramte familier. En masse knuste hjerter bliver helet, fremmede bliver til venner, kærligheden hænger i luften og det nu at julemagien begynder. ! Glædelig jul 2014!

125Likes
52Kommentarer
14118Visninger
AA

10. ◆ 9. december


 Vandet var iskoldt. Isne. Men jeg kunne lide det. Hvis det var varmt, så ville mine tanker hurtigt drog hen på alt det der skete i går, og endnu en dag ville gå forspildt, mens jeg var her. Når det var koldt, så kunne jeg på mystisk vis føle mig selv hel i bare få minutter, før jeg måtte stige ud. Dæmpede ned på smerten, men den stak mig stadig i huden. 

Jeg kom ud af vandet, fik taget min grønne kjole på, som Matilda havde givet mig sidste år til min fødselsdag. Mit armbånd, som jeg altid gik rundt med (siden det var en af de sidste ting jeg havde fra Matilda), og lidt mere makeup end jeg normalt ville gå med. 

Jeg fik tørt mit hår nogenlunde, og lod det hænge ned at ryggen på mig, og tog så min mobil for at gå ned i spisesalen.

Olivia, samt alle andre der vil have noget at spise, sad placeret ved de lange borde, og nogle var oppe for at tage mere mad, eller det første. Jeg havde besluttet mig for, at få noget ned i maven, så jeg satte mig ned ved siden af Olivia, der pustede lettet ud. 

"Thank god, girl! Du endelig rask igen." Bare hun vidste.. "Jeg siger dig, jeg ville have grædt på dine vegne, for Ed Sheeran skulle jo spille her forleden-" "Wo wo wo wo, vent hvad! Gik jeg glip af det?" "Nej, lad være med at afbryde, så ville du vide, at jeg ville sige dig, at han blev indkaldt til hastemøde med dem han arbejder med, så han kommer i dag og spiller i aften tyve-tredive." Lettet sukkede jeg. 

"Men, skal du med op og have nogle pandekager?!" spurgte hun om, og som hun kom, snittede en hånd min arm, og jeg kiggede hen på Niall. Han satte sig på pladsen to væk fra Olivia, og en væk fra der jeg havde taget min tallerken. 

"Godmorgen, skal du have noget at spise?" spurgte Niall, med en spørgende stemme. "Ja, vi skal have pandekager - now, go." Olivia svarede for mig, hev fat i mig og vi lavede nogle pandekager sammen. 

 

Niall hev fat i mig, som jeg stod ved en bod, sammen med Kevin og Danielle, og en anden pige, som jeg ikke kendte, som hed Vaxila. Hun havde rødt hår; en del tatoveringer, også var hun især snakkesalig. Men det var okay, for så skulle jeg ikke sige så meget.  

"Hey, vil du ikke med op på værelset?" spurgte han om, og jeg smilede til mig. "Jeg ved ikke," svarede jeg, og kiggede tilbage på de tre andre. "Årh, smut nu bare, turtelduer! vi mødes vel i aften, kay'," grinte Danielle, og gav mig et puf tættere hen mod Niall.

"Så gætter jeg på, at jeg siger ja alligevel?" Jeg smilte til ham, og som jeg gjorde det, anede jeg hans smil blev større, før han nikkede.  "Okay," svarede han, og gik så ind mød hotellet igen. 

Vi stod i elevatoren, som Niall trippede frem og tilbage, ruskede i jakkens lynlås, lavede lyde med hans læber, knipsede med fingrene. "Okay, drengene er der oppe-" "Hvad?" "-men giv dem en chance, okay? Jeg lovede dem, at jeg ville finde dig, fordi de har hørt så meget om dig, så de vil gerne snakke med dig."

Inderkæben bed jeg fast i, metal smag bredte sig i min mund. "Niall, jeg tro-" "Please, Angelica. Jeg gør det kun fordi jeg tror det vil hjælpe dig lidt. Okay? Du vil have mig til at hjælpe dig, så nu prøver jeg, Angelica." Jeg kiggede ind i hans øjne, mens elevatordørene lukkede igen, da vi var nået etagen, men ikke stig ud. 

Jeg kiggede væk fra hans øjne, der fangede mig hver gang - væk i hans oceanblå farvede øjne, der sang en melodi, som jeg ikke kunne sætte ord på. I hvert fald ikke endnu. 

Jeg sukkede, før jeg slappede af i kroppen igen. "Okay." Niall åndede lettet ud, tog fat i min hånd, og vi gik så hen til hans værelse. 

  

 "Yo, mate!" Niall var gået ind i et andet rum, hvor en mørk stemme lød fra. Jeg stod i gangen, og var igang med at tage sko, vanter, hue og jakke af. Min mobil begyndte at ringe, så jeg skyndte mig at finde den frem fra jakken, da den var på skruet hel op fra lyden, og sangen begyndte at spille. 

Mor. Stod der skrevet henover skærmen. "Hej, skat," lød det fra den anden ende af røret, med min mors lyse stemme. "Hej, mor." Jeg havde ikke rigtigt lyst til at sige så meget, for det var pinligt den ringede først, og det vil blive endnu mere, hvis bandet lyttede.

"Hvor er du?" "Niall, "oh.. jamen, okay. Jeg skulle egentlig bare fortælle dig, at i morgen tager vi tre på restaurant i byen, og du må gerne medbringe Olivia!" sagde min mor så, og jeg smilede en smule mere end før, indtil jeg så huskede..

"Ehm, Olivia kan ikke i morgen. Hendes forældre og lillebror tager væk fra juletræffet i to dage, sådan så de kan få shoppet julegaver og besøgt hendes mormor," sukkede jeg. Der blev stille. Min mor lød til at tænke sig, før hun kom op med en idé, jeg ikke lige troede hun ville sige: "Jamen, så bringer du da bare Niall. Intet problem, okay skat! Elsker dig, må smutte." "Elsker dig, mor." 

Der gik ikke tre sekunder før bip tonen tog over samtalen, og jeg lagde min mobil ned i lommen igen. 

Niall stod i dørkarmen, kiggede på mig. "Er du klar?" "Vent, Niall. Kan jeg lige spørger dig om noget?" "Ja?" sagde han, og gik lidt tættere på mig. "Vil du måske.. altså, det fordi jeg skal ud og spise i morgen med min familie," sagde jeg langsomt og genert. "Og de spurgte om, om du vil med?" 

Han fniste lavt, før han tog min hånd og begyndte at gå ind mod et af rummene. "Selvfølgelig vil jeg med." 


Ed havde allerede sunget to sange, og jeg var sunket ind i Nialls greb. Jeg glemte selvfølgelig min jakke op på hans værelse, så jeg fik varmen lige nu grundet af ham. Hvilket gav en underlig følelse indeni. 

Jeg var glad for, at i dag var gået godt nok. Jeg troede altid det værste ville ske til tider, men det gik altid bedre end tænkt. 

"Næste sang, er en langsom en, som handler om at ønske kærligheden man ikke har fået. Handler om alle jer, der går inde med en sorg, som jeg håber bliver kureret på en lille smule, når vi rammer den 24 december, af dette fantastiske ophold her," sagde han ind i mikrofonen, og folk begyndte at klappe, pifte eller fløjte. 

Jeg grinnede lavmælt, mens jeg nød Nialls tilstedeværelse. Han kunne have været blevet oppe hos drengene, da de ville sætte sig til at se en film, men nej, han tog med mig herned. Som lovet; så blev han. 

 

Give me love like her,

Cause lately I've been waking up alone,

Paint splattered teardrops on my shirt,

Told you I'd let them go 

 

And that I'll fight my corner,

Maybe tonight I'll call ya',

After my blood turns into alcohol,

No, I just wanna hold ya'.

 

Give a little time to me or burn this out, 

We'll play hide and seek to turn this around,

All I want is the taste that your lips allow, 

my, my, my, my, oh give me love,

my, my, my, my, oh give me love,

my, my, my, my, oh give me love,

my, my, my, my give me love. 

 

Jeg fantaserede mig selv ind i en verden, hvor uro var ro. Hvor kærlighed var acceptabel, hvor sorg ikke fandtes, hvor døden kom til de gamle, efter et langt liv. Hvor man var tryg. 

Men jeg var tryg; lige her. Sammen med Niall, der var jeg okay. For det var okay, det sagde han.

Jeg spottede min far stå og kigge rundt, før hans øjne mødte mine, og jeg vinkede, mens jeg vinkede. Ed's musik fandt mig igen, og jeg forkuserede igen oppe på scenen, indtil jeg mærkede Nialls arme langsomt vrede sig væk fra mig. 

Jeg tænkte ikke klart, eller sagde klart. Jeg gjorde bare handlingen. 

"Ikke forlad mig," hviskede jeg, og lidt efter kæmpede han imod, og igen lå hans arme trygt rundt om mig. 


VIGTIGT: Jeg ville bare fortælle jer, at vi nu er SÅ tæt her (fra her ------ til der) på at komme på top 12, måneds bedste  !! oh god, it's sick /: Tak alle sammen, det jeres skyld det sker!

Jeg er så glad! jeg kunne græde, jeg kunne... kunne.. SPISE EN KAGE! OH YEA!!

Føl fri, hvis I har lyst til at like, for så er I nogle smukke giraffer. 

Ik-ke fordi der er noget i vejen med giraf.. eller jer, me- I ved hvad jeg mener... ! 

Tusinde tak, hvis du lige efterlader en kommentar

- Laura L.P.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...