Give time a chance to heal you ◆ Julekalender speciel

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2014
  • Opdateret: 24 dec. 2015
  • Status: Færdig
Det svært at komme videre når ens lillesøster tog sit eget liv, eftersom mobning steg hende til hovedet og ingen kunne redde hende fra hendes dybeste monstre, der gemte sig indeni. Angelica er bare ét af de tusinde af eksempler rundt i London, som sidder med en dyb hjertesorgen og smerter indeni, som hun ikke kan holde ud at bære rundt på. Og det lige derfor hendes far, i alt hemmelighed, har fundet på et kæmpe nyt jultræf, for alle ramte familier. En masse knuste hjerter bliver helet, fremmede bliver til venner, kærligheden hænger i luften og det nu at julemagien begynder. ! Glædelig jul 2014!

125Likes
52Kommentarer
14157Visninger
AA

9. ◆ 8. december


 Jeg vågnede op, ingen Niall ved siden af mig. Det tog hel overhånd i går. Jeg kunne huske det hele, som jeg lå og ømmede mig. Mit hovedet dunkede. Jeg havde ondt indeni. 

Hvordan kunne man overhovedet få sådan et sygt mareridt?! Det var første gang jeg nogensinde havde fået sådan et værst et, af alle dem jeg havde fået igennem året. Det gjorde virkelig ondt. Ingen piller kunne dæmpe sorgen der langsomt ætsede mig op indeni. 

Jeg var ikke klar til at høre på andres historier, om deres tabte venner, familier, naboer, bekendte. 

Jeg var ikke engang klar til at sige min egen. Jeg troede det endeligt var forbi. Smerten var steget af toget, men hvornår var det nogensinde rigtigt begyndt? 

Stilheden dræbte mig. Tankerne for rundt i hovedet på mig. Der var ingen knap til at stoppe uroen inde i mit hoved. Men så alligevel var der en - jeg kunne bare ikke selv nå den, det var kun ham. 

Det var første gang, at jeg havde været så tæt på en dreng, lige siden Matilda. Jeg kunne ikke finde ud af om det var godt eller skidt, om det var noget jeg kunne lide, og jeg overhovedet så noget i Niall. Om han så noget i mig. 

Der var præcis gået en uge, fra i går af, fra da jeg først mødte ham til nu. Han skræmte mig virkelig, fordi han ikke gav op, selvom jeg flere gange gav skulderen et puf til ham. Men nu, nu følte jeg mig en anelse mere tryg omkring ham.

 

Toby og Mia havde været oppe for at banke på min dør tidligere, og spørger om jeg ikke skulle med ud til de to næste poster, men jeg afslog. Faktisk, så kom jeg ikke ud af sengen, jeg hostede bare og sagde jeg var blevet forkølet. 

Men det kendte mig ikke, så de købte den. Og det gjorde også ondt indeni. Jeg mistede langsomt alt og alle nær mig, og jeg havde det fint med det. Jeg var utrolig fin med det, bare lige for nogle timer. 

Jeg skammede mig over mig selv. Spildte, hvad min far havde brugt måneders arbejde på, at ligge i sengen, havde ondt af mig selv og ønske jeg kunne gøre noget. Gøre noget for at ændre hvad der skete dengang. Dengang, hvor jeg kunne have reddet mig selv. 

Det var jo min skyld i sidste ende. Det vidste jeg. Det fortalte jeg bare ikke nogle. 

Det var en stor sorg at gå rundt med: Tænkte på hvis min smukke, omhyggelige lillesøster stadig var med mig i dag. Hvordan havde alting så været? 

- Havde vi ligget og grinet på terrassen, været på stranden for at kigge på drenge, i byen, når hun blev gammel nok, og drak os fulde? Ville jeg høre om hendes første kæreste, første kys, første gang, og omvendt? Var vi blevet tættere, sødere eller ondere mod hinanden? 

Så mange spørgsmål i mit hoved, og ikke ét af dem kunne nogensinde besvares. Ikke et. Ikke nogle. Ikke nogensinde. 

Det var nok den største sorg jeg vil gå rundt med resten af mit liv: Jeg ville aldrig kunne få svar på ét af mine tusinde af spørgsmål omkring Matilda. Aldrig vide hvad der vil have sket nu. Det vil for evigt være et tomt spørgsmål, med intet svar, og jeg kunne ikke andet end at forholde mig til det, mens jeg prøvede at få levet livet. 

Men det var bare så damn svært, når din lillesøster ikke var til stede mere. Hun oplevede aldrig det hun skulle nå. Hun blev taget fra mig, før jeg selv fik tid til at elske hende af hele mit hjerte (ikke fordi jeg ikke allerede gjorde).

Jeg behøver nogle, noget. Jeg behøver bare et eller andet, som bare vil få mig ud af det her rod. Få tiden til at acceptere hvordan tingene gik til. 

Jeg så hende overalt i mit hoved, hørte hendes stemme i mine tanker, tænkte på hende i baghovedet. 

Bare én ville nå at redde mig, før jeg faldte ned ad den tynde tråd jeg stod og prøvede at balancere på. 

 

Ingen var lukket ind på mit værelse i dag, og ja, min far var vred over det, men han måtte også forstå længere hen. Mor havde stået ude på den anden side af døren, mens jeg sad op ad væggen. Græd, mens mor fortalte om hvor meget hun også savnede hende, men det var okay. Selvfølgelig var det okay, det var det jo altid...

Jeg led min egen sorg, og den var for stor til min mor eller far kunne redde mig, derfor lod jeg dem ikke komme ind, men lod dem i stedet for være urolige, råbe fra den anden side af døren, og fortælle mig alting blev okay igen. Og hvis det ikke var okay endnu, så var det fordi tiden ikke var inde til at blive okay. 

Tror hun jeg kunne sidde og være et kæmpe vrag, indtil tiden, valgte om jeg skulle være okay igen. Hun vidste hvor stædig og utålmodig Matilda og jeg altid havde været - jeg kunne ikke bare sidde og vente, indtil tiden valgte om det var nu jeg måtte have det godt igen. 

 

Tårene løb ned ad mine kinder; timevis, minutter, sekunder, de løb stadig - stoppede ikke. 

Jeg hev efter vejret, mens jeg sad i gangen, op ad væggen (næsten lå nede på gulvet og krammede mig selv sammen), ventede på der skete noget. 

Og som det var sagt, blev en nøgle fumlet med, og sat i døren. Døren åbnede op, og lukket igen, før personen låste igen. 

Jeg kiggede op, så chokerede ud, da han stod der og så så godt ud, mens jeg var et sunket vrag.  

Vrag, vrag, vrag, vrag. Det eneste jeg følte mig som.

"Niall," "Angelica." Vi begge sagde hinandens navne på samme tid, men ingen af os grinte. Han smed sig ned på gulvet, da jeg hulkede højt igen, og endnu engang blev sandheden smidt i hovedet på mig. 

"Shh," tyssede han mig ind i øret, mens jeg lå med hovedet mast ind til hans brystkasse, og benene over hans knæ. "Du kan b-bare sige det," græd jeg, og hev fat i hans trøje. Jeg ønskede ikke han skulle gå, når han vidste sandheden, men jeg måtte sige den. "Sige hvad?" sagde han, mens han vuggede mig frem og tilbage. Som om han ikke allerede vidste det.

"Jeg er et håbløst menneske, so-" jeg blev kastet ud af hans arme, og hans hænder lagde sig på mine to kinder. Han kiggede mig seriøst ind i øjnene. "Lad være. Please," startede han ud. Tårene trillede ned ad kinderne på mig. Jeg kiggede ind i hans flotte, ocean klar blå farvede øjne, og lod mig selv synke ned i dybet. "Jo. Jeg er dum, je-," hviskede jeg med en lille, sørget stemme. 

"Du ikke håbløs. Du er ikke dum, grim eller noget andet du har trykket ind i dit smukke, lille hoved hele dagen du har været alene. Du er smuk, du er sød og du et normalt menneske, Angelica. Et normalt mennesker, som har fucked op følelser, ligesom alle andre. Jeg har også før mistet og været såret. Men sådan er livet, Angelica. Vi nød til at lade en anden hjælpe os på banen igen, og give tiden tid til at få os helet fuldstændig igen." Jeg kiggede med endnu flere tåre ned af kinden på mig, ind i Nialls, mens han signalerede hvor alvorlig han tog situationen lige nu. 

Jeg mærkede hvordan han kort begyndte at løsne sin hænder fra mine kinder, så hurtigt tog jeg fat ved håndleddene. "Ikke forlad mig," hviskede jeg. Min stemme var opbrugt af al det jeg havde grædt i dag. 

"Angelica, jeg forlader dig ikke før du siger jeg skal holde mig væk. Og selv når du prøver at jage mig væk, så bliver jeg. Vi har lige mødt hinanden, og du har brug for en, så her er jeg til at være her for dig. Jeg holder dig fast i armene til du er glad igen." 

Jeg smilede halvt, mens han tog sine arme væk fra mine kinder og gav mig et trygt kram. Jeg blev vugget frem og tilbage, og endnu en dag, faldt jeg i søvn i en drengs arme, som jeg ikke kendte så meget om. 

Men jeg følte mig tryg tilpas. 


"Jeg forlader dig ikke før du siger jeg skal holde mig væk. Og selv når du prøver at jage mig væk, så bliver jeg." - jeg føler lidt det min matematik bog der hvisker det til mig, ahahhahaha ://

JEG FORGUDER JER SÅ MEGET! det jeres skyld, at vi er kommet ret godt op på 'måneds bedste' i fandom verdenen! Så tusinde tak, og bliv endelig ved med at like <3 Hold nu op, jeg er så glad for jer. 

 

Jeg bliver dræbt, hvem dræber mig.. nå ja, mig selv.. argh!! 

Er jeg den eneste som lider? puuuh, de så søøøde!! 

- Laura L.P.

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...