Give time a chance to heal you ◆ Julekalender speciel

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2014
  • Opdateret: 24 dec. 2015
  • Status: Færdig
Det svært at komme videre når ens lillesøster tog sit eget liv, eftersom mobning steg hende til hovedet og ingen kunne redde hende fra hendes dybeste monstre, der gemte sig indeni. Angelica er bare ét af de tusinde af eksempler rundt i London, som sidder med en dyb hjertesorgen og smerter indeni, som hun ikke kan holde ud at bære rundt på. Og det lige derfor hendes far, i alt hemmelighed, har fundet på et kæmpe nyt jultræf, for alle ramte familier. En masse knuste hjerter bliver helet, fremmede bliver til venner, kærligheden hænger i luften og det nu at julemagien begynder. ! Glædelig jul 2014!

125Likes
52Kommentarer
14155Visninger
AA

8. ◆ 7. december


 I går fik vi nye pladser. Olivia på den ene, Charlotte på den anden. Hun var tredive år, og havde mistet både sit barn og mand i trafikuheld, da en lastvogn mistede balancen om vinteren, og kørte skråt indover de isede vejbanerne. 

Jeg havde ikke fortalt hvordan jeg mistede Matilda; hvordan det skete. Jeg fortalte bare hvordan det føltes, som jeg havde følt. Ligesom Olivia, som også havde den badge jeg havde. 

I dag bestod kun af fordrag af fire forskellige mennesker - som far havde sagt ville tage ret meget af dagen, også til sidst skulle vi alle samles til koncert med Ed Sheeran. 

Det var faktisk rigtig trist, for mit girl-crush på Selena var totalt ødelagt, da jeg fandt ud af at hun var taget hjem uden at sige farvel til mig. Hvor sørgeligt var det lige. Helt ærligt. Tud, tud. 

 

Jeg var hurtigt oppe på værelset, for at få en t-shirt med et gammelt band jeg slet ikke hørte mere, og nogle sorte leggins på, for så at sætte håret i en stor hestehale, børste tænder også suse ned igen til mødesalen. 

Stole var sat rundt i flere halv cirkler, også var der én stol aller længest væk fra alle de andre stole, samt en mikrofon ved siden af. 

Jeg satte mig ned på en plads, som var ledig, og så hvordan alle andre sad og snakkede. Jeg ville ønske jeg også bare sådan kunne snakke og have det sjovt med dem. Men jeg var mere Lederens stille datter

Og som det var sagt, væltede en numse ned på stolen ved siden af mig, og Niall mumlede et søvnig 'godmorgen'. Han rykkede stolen tættere hen på mig, og lukkede så øjnene, mens han sank mere og mere ned i stolen. 

Nu hvor jeg egentlig tænkte over det, så havde jeg faktisk ikke mødt nogle af hans bandmedlemmere. Jo, jeg havde da set dem gå rundt, og sagt et kort 'godmorgen', 'god aften', når vi var i spisesalen, mens ellers havde jeg ikke hundrede procent snakket med dem endnu. 

Måske var det også bare kun sådan jeg kunne klare det, for nu. 

"Jeg siger dig: De holde mig vågen hele natten, fordi de skulle ligge og se film i min seng, og ikke i stuen, eller deres egne, Angelica," sukkede Niall, hvilket fik mig til at fnise kort. 

Jeg var blevet okay med Niall igen, efter vi havde snakket kort ud og skøjtet også. Jeg havde lovet at give ham en chance. Ikke lukke ham ude, ikke gå min vej. 

"Det lyder træls," fniste jeg, og Niall åbnede det ene øje, før han lukkede det igen og sukkede. Han rykkede sig helt tæt på mig nu, før han lod sit hoved lande på min skulder. Jeg sank en klump i halsen, kiggede rundt, for at se kun nogle i aldrene mindre end mig, kiggede. 

"God, nu ligger jeg godt. Væk mig når det slut," mumlede han, og hev sine ærmer udover hans hænder. Jeg kiggede mærkeligt ned på ham. 

Hvorfor var han her, hvis han alligevel hellere ville sove? 

Niall sukkede. "Jeg passer på dig, som jeg har fået besked på," sagde han lavt, men lavt nok til jeg kunne ane sætningen. "Hvad?" svarede jeg forvirret, undrede mig over hans ord. "Intet. Glem det." 

 

"Tak alle sammen, for at være her og lytte til Mrs. Johnson, og hendes mand. Vi beder for jer, lytter til jer og håber I kommer videre fra den hektiske tid I har måtte lide." Jeg åndet lettet ud, mens Niall sad ved siden af, samtidig med han smilte. 

Det var virkelig spændende allerførst. Jeg var fanget; ville høre mere; ville mærke smerten; ville vide hvad der skete. Som damen blev færdig, efter hun havde fortalt en svær episode, men fantastisk fortalt, til os, begyndte hendes mand så at genfortælle hele historien. Også blev det faktisk rimelig kedeligt. 

Det var ærgerligt, at de havde mistet deres unge søn og hans kæreste, men egentlig var det jo ens ligesom så mange andre. Jeg havde mistet en søster - tusinde af andre personer i verden havde også. Mange havde mistet deres far, deres mor, deres bofælle, deres nabo, men alligevel følte vi os alle så alene, fortabt, glemt og stillet tilbage. 

Vi ventede som dominobrikker: Hvis én faldt, faldt alle. Også var det dét. Så blev alle de væltede brikker samlet ned i boksen igen, gemt væk og glemt. Først blev vi taget frem igen, når nogle havde lyst til at spille med brikken, i stedet for at stille den og se på den. Vi blev ikke hørt: Vi blev set på. 

Det var et problem. Jeg kæmpede; damen, med det grå hår kæmpede, manden, med den lille pige, kæmpede, de tre, rødhårede tøser kæmpede, kvinderne med de dyre smykker, kæmpede. Vi stod alle i kø. Ventede på at blive hørt, og måske - kun måske, så var jeg én af de næste brikker i spillet, som gerne ville blive taget op ad boksen nu, og blive hørt. 

 

"Hej, alle sammen. Mit navn er Julian, og jeg er enogtyve år gammel. Min mor, hun.. hun døde af kræft, da jeg var sytten år. Jeg er aldrig rigtig kommet videre fra dengang. Det de samme, gamle mareridts jeg har hver nat. Det de samme, gamle syner jeg ser. Jeg virker som een der ikke kan komme videre."

Vi alle havde holdt fem minutters pause, før vi var blevet kontrolleret ind i det næste rum, hvor Niall denne gang var bare en lille smule mere vågen og tiltaget i den unge fyr, som sad oppe på en stol.

"Jeg har haft en masse problemer. Kommet ind i en masse dårlige miljøer, og hold mig sammen med de forkerte typer. Det ærgre mig stadig i dag, at jeg brugte tre år, på at sørge på den forkerte måde. Min far, han efterlod mig som nitten årige, da han mente jeg var gammel nok til at passe mig selv. Men der var så to rigtige sandheder. 

Min far havde aldrig været der for mig, eller mor. Selv ikke da hun var syg. Også var jeg det største vrag indeni. Jeg begyndte at se for mange piger, møde for mange bander og få for meget at de forkerte stoffer. Det gør ondt at tænke på, at hvis bare jeg havde een ven at få snakket med, så havde jeg nok ikke landet i den situation jeg bedrog mig selv ind i. 

Hvis jeg havde haft en mor ved min side, en far som hjalp med opbakning og nogle fyre jeg kunne hænge ud og snakke med, så havde jeg nok haft det bedre en hvad jeg havde..." Julian snakkede løs om hans 'forrige' liv, som han stærkt i stærkt prøvede at kæmpe sig videre fra denne dag i dag. 

Han fortalte om de masse stoffer, de store fester og de mange piger han udnyttede. Alle de ting han fik smadret, de få gange politiet fik fat i ham, og en hel masse andre ting. Blot alt det, fordi drengen var knust og efterladt alene tilbage. 

 

"Men tiden læger alle sår," sagde han, efter en kort stilhed havde lagt sig i rummet. Ingen havde sagt noget igennem fortælling. Ingen havde hostet, ingen var gået på toilettet. Man skulle næsten tro, at ingen træk vejret, for der var så stille, så en nål kunne ramme, med et højt brag, ned på gulvet. 

Vi alle var fanget ind i hans historie. Det var forfærdeligt, hvad den dreng havde været igennem. 

Og det var også grunden til, at jeg skramlede stolen hen ad gulvet, så alle lod deres øjne kigge forstyrrende på mig. "Undskyld mig," sagde jeg, og holde min hånd over min mund. 

Jeg løb ud ad døren, hen ad den store ganghal, for at finde det første toilet (tog nu bare det første jeg kunne se, hvilket var et handikaptoilet) og knuste knæene hårdt ned i gulvet, for at åbne brættet. 

Tårene trillede ned ad kinderne på mig, mens jeg kastede alt op. Ikke kun maden, men tomheden indeni. Tomheden Matilda havde givet mig. Sorgen. Der var ingen! Der var intet! Det var noget jeg troede. Jeg kastede slet ikke op, der kom intet op! 

Det forbliv i maven. Det sad fast, men jeg mærkede hvor meget jeg ville have det op. Jeg mærkede hvor stor min sorg var. Hvor meget jeg savnede Matilda, hvor meget jeg ønskede det folk fortrød hvad de havde gjort. Minderne: De lange nætter vi overnatte ude i sommerhuset, de gange vi var nede for at købe is, til de dage hvor vi sloges. Jeg huskede alle de korte dage, hvor jeg ikke havde haft nok tid med hende. 

Dagene, hvor jeg ignorede hende, bare fordi mor og far var irriterende. Gangene, hvor jeg havde set hendes flotte smil sprede sig på sine læber, når hendes bedste veninde var hjemme hos os. De andre tider, hvor jeg havde løst til at kvæle hende ihjel, fordi hun bare var min skide, irriterende, lillesøster, som ikke gad at lade mig være. 

Jeg mærkede nogle hænder tage fat i mit hår, og først dér kom det hele op. Jeg fik ikke engang tørt mig om munden, efter nogle flere pinefulde tåre og en krampen i maven, før det sortnede foran mine øjne. 

Det eneste som kørte rundt i hovedet på mig, mens jeg faldt længere og længere ned ad væggen, samtidig en råbte mit navn - som føltes så langt væk, så fjernt - var sandheden, som begyndte at snige sig ind på mig. 

Sandheden om hvordan jeg vidste indirekte hvad der ville ske, og at jeg ikke stoppede det i tide nok til, at jeg fandt hende hængende på værelset.

Det hele blev sort. Jeg blev let. Jeg faldt væk. 


"Matilda. Kom nuuu," sukkede jeg, mens jeg hørte en højlydt grinelyd fra ovenpå. "Du sagde fem minutter, der er kun gået to." Jeg rullede med øjnene. Hvis ikke hun snart kom her ned, så slog jeg hånden ind i væggen. 

Jeg havde allerede ventet en halv time. En. halv. time. Ja, det var meget! For Peters sake, jeg havde selv gjort mig klar på ti minutter, og jeg var endda den langsomme af os to. 

Det var gået lidt skævt her på det sidste. Mit lille problem, var vokset og vokset, og vokset og blev nu til en fejl. En fejl jeg begik, og ikke kan tage tilbage. Han var ikke den jeg troede han var. Den han lod ham selv at være overfor mig. Jeg var ikke bare blevet snydt: Jeg var blevet narret. Dum, en idiot. Det var hvad jeg var. 

Han tog alt væk fra mig, krøllede det sammen i et papir, og langsomt rev han det fra stykke til stykke til stykke, før jeg gav op. 

Jeg ved, at Matilda kunne ane min måde at trække mig væk fra dem alle. Holde mig selv tilbage, men det var den eneste måde jeg kunne beskytte dem på. Ellers ville han angribe. 

Så jeg var nød til at holde mig lidt på afstand, gøre som han sagde og fortælle til intet til nogle. Jeg gemte det så godt, at selv mine bedste venner ikke opstod mistanke. Kun Matilda. Kloge, lille, smarte Matilda. Altid Matilda. Hun så alt, vidste næsten alt. 

"Endelig," sukkede jeg, da hun kom hoppende ned ad trappen, i ført hendes jakke og handsker. Hun fik skoene på, og sammen gik vi ud i det allerede kolde vejr. Det var mange minusgrader, det var da helt sikkert. Frosten lå i byen. 

"Nå! nu er vi afsted, så skal du altså fortælle mig hvad vi skal." Matilda hev udefter min hånd, og villigt tog jeg hendes lille i min store. Vores handsker matcherede, fordi vi var så skide romantiske, at det var til grin, hvordan vi opførte os sammen nogle gange. 

"Okay," startede jeg ud, som vi havde gået i de fem minutter, og biografen faktisk kun var henne på den anden side nu. "Den film du hele tiden har fab-" "Oh my god! oh my god. OH MY GOD!!" begyndte hun at stønne, mens hun holde hænderne op over munden. Jeg begyndte endnu engang at grine.

"Vil du.. helt seriøst.. sådan, mener du virkeligt, at du gerne vil med en og se Twilight?!" Jeg nikkede, og Matilda sprang i armene på mig, så jeg bukkede mig ned, og så en tåre løb ned ad kinden. 

Mor og far havde travlt; de havde ikke tid. Hun måtte ikke selv tage steder hen - nu var hun så også kun lige fyldt tolv - og andet end den skide film var der ikke blevet snakket om. Så nu tog jeg mig sammen, og blev en god storesøster.

"Tusinde tak, Ang!" "Det var så lidt, Matilda. Men stop så med at græde, det kan du gemme når ham fyren kommer på storskærmen." Hun hvinede ind i mit øre, så jeg skubbede hende hurtigt væk fra mig igen, og gik hen til biografen.

 

Vi var kun lige kommet ud, som de sidste, fra biografen, og Matilda snakkede allerede løs om hvor lækker Edward, vampyren i filmen, var. "Jeg tror allerede jeg har fortrudt det her," grinte jeg, og vi gik hen ad den næsten hel mørke gade. Matilda skulle lige til at sige noget, men en hånd lagde sig over min mund, og jeg blev slået, med en hård genstand, mod mine knæ. 

Jeg skreg ind i hånden af smerte, da lidelsen i knæet bevægede sig rundt i kroppen, og op til mine arme, hvor nogle stærke hænder greb omkring, og trak mig bagud. 

"Matilda- maythi-da," prøvede jeg at råbe igennem hånden, men den blev bare lagt endnu mere omkring mig. 

Der blev næsten helt mørkt - kun en gadelygte lyste op. Matilda var nede på sine knæ, mens et ansigt jeg kendte alt for godt, kom ind foran mit syn til Matilda. Han knipsede i hånden, og jeg blev befriet omkring min mund. 

"Giv slip! du rører fucking ikke min lillesøster!" Og som jeg sagde det, blev der taget fat rundt om min kæbbe, og en smertelyd forlod min mund. "Hvem bestemmer her? Det gør jeg. Altid mig. Ikke dig, så du lukker bare din fine lille mund, er det kommet ind i hovedet på dig nu, baby?" Jeg afskyede ham. Hadede ham. 

"Hvorfor lyttede du ikke, når jeg sagde vi mødes hjemme hos mig?" råbte han ind i hovedet på mig, og jeg lukkede øjnene i refleks, som hans spyt dannede sig i mit ansigt. "SVAR MIG!" "Jeg lover at komme næste gang," svarede jeg lavt igen, med en svar stemme. 

Der var to personer som holde mig oppe, for mine knæ ville bukke under hvis jeg selv skulle holde dem oppe. Det var smertefuldt. 

"Ja, og det sagde du også sidste gang, og sidste gang igen. Og gæt hvad, baby. Du sagde det også de andre gange. Men kan du huske jeg sagde, at hvis du ikke lyttede fremover, så blev der taget af det gode? Du tog mine advarsler forgæves, for nu bliver der hævnet." Han fjernede sig ud til siden, før han nikkede, og en mand, som holde fast i Matildas ene arm, gav ham jeg afskyede mest i verden, en kniv. 

Mine øjne blev store; panikken startede indeni. En hånd lagde sig over min mund, som min elskede lillesøsters skrig blev forstærket, mens kniven stak sig ind i hendes krop to gange. 

De havde taget hendes jakke af. Tårene løb ned ad mine kinder. 

"Det okay, Angelica," hviskede hun, før hun blev stukket endnu engang ved brystkasset, og blev hurtigt drænet for energi. "MATILDA!" skreg jeg, med en hæs stemme. 

"Næste gang, så møder du op, når jeg beder dig om det. Er det fattet, bitch!" råbte han mig ind i hovedet. Han klaskede sin store hånd mod min kind, så hurtigt nikkede jeg efterfølgende, og blev løsnet fra det stærke greb. 

Jeg løb hen til Matilda, tog fat i hendes kolde, slappe krop, og lod mit hovedet synke ned til hendes mave. 

Hendes åndedræt kom tungt ud, og undslap næsten ikke igennem hendes små læber. "Jeg er så ked af det, babygirl," græd jeg, mens jeg strøg hende henover håret. Utallige mange kys blev hæftet på hendes pande, mens jeg gentog mig selv.

"Det okay, Angelica." Okay? Okay!! hvordan kunne det her være oka-

"Det okay, Angelica. Det var kun et mareridt," blev der hvisket i øret på mig. Jeg begyndte at ryste i kroppen, som jeg hurtigt fik mine øjne skudt åbne, og opdagede jeg lå i min seng, næsten i hans arme. 

Jeg rykkede mig væk fra ham. Så med store øjne på ham. V-var det ham? Hans mørke høj, de skinnende brune øjne, som jeg engang faldt for. 

"Det mig, Angelica. Niall." Jeg lukkede stramt øjnene i, før jeg åbnede dem igen, og den fantastiske dreng, som havde hjulpet mig med fremskridt de sidste par dage, sad ved siden af min krop, som lå livløs i sengen. Rystede. Var bange. 

Det hele var bare et stort mareridt, udover jeg faktisk engang tog hende til biografen, for at se Twilight. Men der dukkede ingen syg mand op, hun døde ik- hun døde i hvert fald først senere. 

Men alligevel faldt jeg til ro, som Niall fik mit hoved op på hans brystkasse, og han hviskede berolige ting ind i mit øre, mens han nussede mig kærligt på ryggen. 

Og sådan faldt jeg igen i søvn: Tryg, denne gang. Eller, det bildte jeg mig selv ind, for at få ro i kroppen. 


SKAL VI ALLE LIGE DØ OVER DETTE MOMENT! OH MY HIGH GOD, LAD MIG SUGE SCENEN IND!

.... .... .... ..... ....... .... ............... ... . ............. ....... ..... .. .... .. . .....  

Okay, nu er den der. Puuhhh, it's hot in heereee! 

Der er kun to kapitler tilbage, før en lillesøsters synsvinkel bliver fortalt!! weeeh :O 

Husk at like, da det betyde utroligt meget for mig ( I har intet valg)! Kan slet ikke forstå hvor meget denne her movellas går op ad bakke. Og det kan da godt være jeg mister et like eller to, eller tre favoritter, men who cares! jeg har stadig jer andre, som holder fast. Tak. 

Men I må meget gerne byde ind; noget der kan gøres bedre? noget I ikke kan lide. Er kapitlerne for lange, skal de være kortere... osv. Det hjælper mig utroligt meget, at få jeres meninger at vide <3

- Laura L.P.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...