Give time a chance to heal you ◆ Julekalender speciel

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2014
  • Opdateret: 24 dec. 2015
  • Status: Færdig
Det svært at komme videre når ens lillesøster tog sit eget liv, eftersom mobning steg hende til hovedet og ingen kunne redde hende fra hendes dybeste monstre, der gemte sig indeni. Angelica er bare ét af de tusinde af eksempler rundt i London, som sidder med en dyb hjertesorgen og smerter indeni, som hun ikke kan holde ud at bære rundt på. Og det lige derfor hendes far, i alt hemmelighed, har fundet på et kæmpe nyt jultræf, for alle ramte familier. En masse knuste hjerter bliver helet, fremmede bliver til venner, kærligheden hænger i luften og det nu at julemagien begynder. ! Glædelig jul 2014!

125Likes
52Kommentarer
14156Visninger
AA

7. ◆ 6. december


 Der var fra røde, med skinnende diamanter, til guld, med flotte paletter, til en enkle gule. Så mange kjoler, så mange udvalg, så et stort rum. Jeg kunne falde om. 

"Miss Davidsen, hvis De så gerne kunne følge med, så har vi allerede valgt Deres kjole. Jeg tror De vil elske den." Jeg nikkede, mens jeg gik videre ind i rummet - med en mave fuld af sommerfugle - og hen videre til et sted, hvor rødt gardin var trukket for. 

"Nu skal De se," "Du behøver virkelig ikke lade som om jeg er så kongelig-" "Pjat, miss Davidsen. Det er det jeg for lån for." Hun sende mig et smil, med et hurtigt blink fra det ene øje, hvilket faldt mig komisk ind. 

Så jeg fnisede lavt - og håbede hun faktisk ville stoppe med at kalde mig det nu. Jeg følte mig forlegen, hver gang. 

"Her er Deres kjole." Helt seriøst?!

Hun hev ned i nogle reb, og de to store, røde gardiner skubbet fra hinanden. En mannequindukke dukke stod oppe på en lille scene. 

Jeg gispede op, at den flotte kjole, som var blevet svunget på dukken. De grå glassko, der stod ved siden af kjolen, fuldende hele looket.

Den lange lyseblå kjole, gik hel ned til gulvet. Den var næsten hel blåhvid aller øverst oppe (fra brystpartiet af), med en hel masse diamanter. Diamanterne kørte videre op ad stropperne, som gik bag om halsen. Et lille silkeblødt, blå bånd hang ligeover navlen, og i midten af båndet, var en streg af hvide/sølv diamanter. 

"Wow," fik jeg sagt, mens jeg trådte op på scenen, og rørte langsomt på de mange diamanter. Ryggen af mannequindukken var fri, og først lige over numsen startede den flotte, silkekjole i blå, og gik ned til jorden - ligesom foran. 

"S-skal jeg virkelig have denne flotte kjole på?" stammede jeg, og kiggede tilbage på den samme dame, som havde hjulpet mig med alt de sidste seks dage, men jeg kunne ikke endnu navnet på.

"Ja, miss." 

 

Resten af dagen lå jeg oppe på værelset: Fordøjede de seks dage der var gået. Jeg havde haft det sjovt - jeg havde det stadig. Jeg havde mødt en pige, som var blevet til en god veninde. Jeg fik snakket med nogle drenge, jeg hørte andres historier og jeg nød tiden her. 

Det måtte være starten på den ægte julemagi.


"Du ser.. skinnende smuk ud."  "Tak, mor. I lige måde." Hendes hænder lå på mine skuldre, mens vi kiggede på kjolen i spejlet. Jeg sundede mig. Den var så flot- og en tåre susede ned ad min kind. Jeg havde ikke kroppen til den. Ikke nok vægt.

Det her var en drøm. En forbudt drøm. Det skulle foregå sammen med Matilda, ikke uden hende. Jeg savnede hende så meget, og jeg havde endda glemt om hende, i en kort stund, mens Niall havde distraherede mig. 

Eller, sikkert ikke med vilje, men jeg ville ønske jeg havde lidt mere med tanke omkring Matilda, og hvad hun ville have ønsket. 

"Angelica," sukkede min mor, og lod sine arme krumme omkring mig. Hendes varme knus gav mig en lille smule berolighed igen. "Du ødelægger dit makeup, som Olivia har brugt tid på." Jeg græd, mens jeg grinte, og lod min mor tørre mig under øjnene. 

 

Jeg gik ind i spisesalen, med min mor og far på hver deres side, og så hvordan de hundrede af mennesker sad og snakkede. Alt snakken som havde været igang, stoppede straks da de så min familie stå i indgangen til spisesalen, og alle rejste sig op, mens de klappede.

Fine kjoler, dyre smykker, sorte smokings, opsatte hår og en masse smilende personer var hvad jeg så fra mit synsvinkel af. 

Chokeret kiggede jeg smilende til min far. Hvorfor klappede de? Min mor prikkede mig på skulderen, for så jeg kiggede på hende, og fik et blik der fortalte mig, at jeg skulle kigge lige foran mig. 

Og dér stod Niall. Hans grå smoking på, med en hvid skjorte og lyserød blomst i siden - hvide nike sko.

"Du ser rigtig smuk ud i den kjole," sagde Niall, og fik min far til at hoste ved siden af mig, og mine kinder til at rødme, og min mor som fniste. Alt i en. 

"Tak," stammede jeg. Han holde den ene hånd i vejret - klar til jeg skulle tage imod den, så min mor gav lystigt frit af vores greb sammen, mens min far var lidt mere tav med det. 

Lige inden vi skulle gå, prikkede min far Niall på skulderen, hviskede ham noget i øret, hvilket fik Niall til at nikke, før vi gik ned til vores plads - uden at holde i hånden. 

 

"Du har slet ikke spist noget, Angelica." Vi havde ikke sagt meget; faktisk intet. Niall prøvede i starten at starte samtaler, men jeg sluttede dem altid af med korte svar. Der var noget der distraherede mig fra at have det sjovt: Matilda. Matilda. Matilda. Matilda. 

Sådan lød det hele tiden i hovedet på mig. 

Tænk på Matilda. Det ikke fair du har det sjovt uden hende. 

"Nej, jeg er slet ikke særlig sulten," hviskede jeg, og kiggede ømt ned på desserten, som alle andre havde spist. Nogle var allerede gået ind i balsalen, hvor man kunne høre (fra her) deres latter og musikken. 

Jeg havde lukket mig selv ude hele aften. Den var gået så hurtig afsted, at jeg ikke lod mig bide i, at klokken allerede var over 20, og da jeg kiggede op på vinduerne, havde mørket lagt sig udenfor. 

"Jamen, det var du heller ikke i går, eller forgårs. Eller de andre dage, Angelica. Ska-" "har du stalket mig, siden du ved det?!"spurgte jeg rystende om, og kiggede med øjenbrynene i vejret på ham. 

"Nej, ved du hvad; det lige meget. Hvad forventede jeg også."Jeg rejste mig fra min stol, sagde 'undskyld mig' til dem som også sad på bordet og stirrede, og gik ud af spisesalen. 

Kulden slog mig hårdt, lige så snart jeg åbnede de store døre op. Jeg gik arrigt hen ad asfalten. Stadig ingen sne. 

Mens jeg tænkte over intet og alt, kom jeg forbi den store is bane, og satte mig på en bænk lige ved indgangen til banen. 

 

En jakke blev lagt om mig, hvilket fik min frysende, rystende krop til at hoppe engang i forskrækkelse. "Du bliver syg, Angelica." Stemmen lød som den jeg kendte, Nialls. Han satte sig ned ved siden af mig. Hurtigt fik jeg vendt mit hovedet til siden, og skulle til at tage jakken af, da hans hænder lagde sig på mine, og mine øjne blev vendt mod ham.

"Ikke gør det. Please, Angelica." Vi kiggede på hinanden, får jeg sukkede og nikkede så. 

Han fjernede sine hænder, mens han selv nikkede. "Jeg mener, lad vær'; ikke luk mig ude nu. Ikke når vi gør fremskridt." Fremskridt? i hvad dog? 

Vi sad i stilhed. Jeg turde ikke sige noget; han sagde ikke noget. Jeg kiggede ligeud; han stirrede på mig. Men det var alligevel rigtig berolig.

"Du er altså virkelig smuk i den kjole, Angelica." Jeg smilede som svar til ham, før han sagde noget nyt: "Vil du prøve noget sjovt, får jeg hellere må få dig ind igen?" Hans intense øjne kiggede bedårende på mig, hvilket gjorde jeg bed mig selv i læben, af ren nervøsitet. 

"Okay," svarede jeg så, og sammen rejste vi os op. 

Han gik hen for at hente noget ved et lille hus, før han kom tilbage med to par skøjter i hænderne. Jeg grinede lavmælt, mens jeg tog i mod dem og kiggede betænksom ned på dem. 

"Skal vi stå på skøjter?" "Ja," svarede han. Der var ikke mere end lygtepæle som var tændt. Ikke juletræet, ikke hegnet, ikke boderne. 

Jeg fik med besvær skoene på, mens jeg holde op i kjolen. "Her, tag fat." Niall rakte hånden ud, og jeg tog fandt i den uden tøve. Sammen kom vi ind på den lukkede is bane. 

"Vi kan jo ikke se noget?" sukkede jeg, og skulle til at gå ud igen, men Niall tog fat i min arm og drejede mig langsomt rundt. "Stoler du på mig?" Spurgte han så om, og jeg kiggede mærkeligt på ham. "Stol på mig, Angelica." 

Jeg sukkede så, før jeg kom tæt på ham. "Okay, jeg stoler på dig," svarede jeg så. "Godt. Så luk øjnene, tag fat i mine hænder, og tænk at du tror på det." Tøvende tog jeg mine hænder i hans, lukkede halvt øjnene - før jeg gjorde det helt, og tænkte jeg troede på det. 

Jeg troede på det, jeg troede på det, jeg troede på det, je- We wish you a merry christmas, we wish you a merry christmas

Jeg åbnede forvirret øjnene op igen, da musikken spillede i mine øjne. Højtalerne var gået igang, juletræet blev tændt fra bund til top. De forskellige farvede lys, på boderne, lyste op. Selv hegnets lys, lyste igen.  

Også gav jeg ind; vi grinte, vi smilede, vi dansede og kørte fjollede rundt på skøjter. 

Så ende aftenen alligevel okay, og jeg fandt ud af to ting. 

1)Julemagien fandtes altså. 

2) Jeg stolede på Niall efter dette. 


God, jeg har sådan en god (not true: jeg har aldrig nogle gode) joke.. men jeg føler bare jeg ikke skal sige den..

Orgh visse!! det alligevel jul! Okay, her kommer den: 

- Ved du, hvad min far gav min mor til jul? - et spisestel i 200 dele!

- Du godeste! Er din far meget rig?

- Næ, stellet var egentlig i 24 dele, men så faldt han på vej hjem fra butikken.

Ahahah, c'mon! den er da grineren? :D 

HUSK! Jeg elsker jer så skide højt, hvis I lige smider et like af til historien!! thank uuuu

- Laura L.P.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...