Give time a chance to heal you ◆ Julekalender speciel

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2014
  • Opdateret: 24 dec. 2015
  • Status: Færdig
Det svært at komme videre når ens lillesøster tog sit eget liv, eftersom mobning steg hende til hovedet og ingen kunne redde hende fra hendes dybeste monstre, der gemte sig indeni. Angelica er bare ét af de tusinde af eksempler rundt i London, som sidder med en dyb hjertesorgen og smerter indeni, som hun ikke kan holde ud at bære rundt på. Og det lige derfor hendes far, i alt hemmelighed, har fundet på et kæmpe nyt jultræf, for alle ramte familier. En masse knuste hjerter bliver helet, fremmede bliver til venner, kærligheden hænger i luften og det nu at julemagien begynder. ! Glædelig jul 2014!

125Likes
52Kommentarer
14170Visninger
AA

5. ◆ 4. december


 Jeg skippede morgenmaden over. Mit humør var i top - for meget i top til jeg havde plads til noget at spise. Klokken blev de ti, da jeg gik ned mod scenerne. Smilet var ikke i tvivl på mit ansigt, og jeg vidste selv jeg strålede. 

Jeg var ligefrem stolt af mig selv. Jeg havde formodet at få smilet frem på læberne igen. Få glæden indeni til at vokse, og noget kaldet håb var blevet fremkaldet. 

I dag havde jeg taget mine sorte skinny jeans og min julesweater på. Jeg vidste godt det var dumt at springe maden over, da jeg virkelig havde brug for noget mere vægt, men jeg var så spændt og overglad, at jeg ikke havde plads til maden i maven. 

Julemusikken var en standard. Højtalerne tænde fra klokken ni af, og slukkede igen klokken enogtyve, eller når der var koncert/underholdning, hvor nogle optrådte. Men det var rart, at der ikke bare var stille, men faktisk noget lyd igang her. 

Selv klokken ti om morgenen var der massere af små, til unge, til store, til gamle rundt på træffet, mens de andre stadig sikkert spiste eller var i deres hytter. 

Nogle af de eneste få regler der var her, var at man skulle gå i seng senest tolv og vågne senest ni. Selvfølgelig var der også andre, men lige de her to var okay nemme at overholde, syntes jeg selv. 

Som jeg gik forbi is banen, det store juletræ og kom til den store scene, så jeg Niall sidde på en bænk, mens han rystede i benene. Sikkert en vane han havde? 

"Hey," pustede han ud, da jeg stod foran ham, og han havde suget ind hvordan jeg så ud. Han havde i hvert fald tjekket mig ud lidt, før han sagde noget, hvilket gjorde mig flov og røde kinder længe leve! 

"Hej. Hvad skal vi så lave?" spurgte jeg om, og satte mig ved siden af ham. Han rystede på hovedet, hvilket fik mig til at kigge forvirret på ham. "Vi skal i hvert fald ikke sidde på bænken, for det koldt. Men, jeg tænkte vi bare skulle rundt og tjekke pladsen ud. Faktisk, så har jeg opholdt mig inde på værelset, sammen med de andre drenge, så jeg har slet ikke været rundt for at kigge." 

Jeg smilede til ham, nikkede så og svarede: "Det har jeg faktisk heller ikke. Olivia, en sød pige jeg mødte her, og jeg har kun været henne ved to eller tre boder, ellers aner jeg ikke rigtigt hvad der er, eller hvordan hytterne ser ud." "Det lyder som en plan så, at gå rundt og kigge." Jeg nikkede endnu engang, og vi begge rejste os op. 

Selv om morgenen var det så smukt her. Lysene på træet, lysene fra hegnet, lysene fra boderne. Pyntet fra træet, pyntet fra hotellet, pyntet fra scenerne. Det var så flot og gav en rigtig julestemning man slet ikke kunne drømme om, men bare skulle opleve. 

Jeg lod mig selv suge ind alle omgivelserne og Nialls selskab. Det her var hvad jeg havde drømt om, lige siden jeg fik angst og isolerede mig selv. 

At blive fri fra mit eget mareridt igen. Og måske begyndte jeg at blive det? 

Vi gik hen af stien. Ingen sne endnu. Endnu. Det skulle nok komme når julemagien var på det øverste level. Når sneen kom, så vidste jeg en eller flere var lykkelige og glade. Det var ægte julemagi. 

 

Vi gik rundt omkring boderne, snakkede om lidt og hvert. Niall købte en pose brændte mandler til os, som jeg fik æren at holde og spise de fleste af. God, selv smagen af brændte mandler var noget jeg spiste dengang Matilda levede på jorden. Jeg savnede det alligevel når jeg tænkte over det.

"Så, er her godt nok indtil videre, eller lever det ikke op til en bandmedlem?" "Tjah, er du gal, man! Jeg elsker det. Det her slår nok alt og alle jul og ferier jeg har holdt. Ikke nok med det går til en god velgørenhed at jeg er her, så kan jeg rent faktisk godt lide at være her. Der er sådan en stor stemning, som ikke bare er noget man kan få, men noget der er blevet knyttet sammen, på grund af I alle lider af en samme ting. Her er så smukt, og overvej hvor meget energi de har pustet i det." Poetisk... 

Jeg smilede til ham. Mærkede hvordan mine fingerspidser spirrede. 

"Hvad med dig? kan du lide det her?" Spurgte han mig så om, før han stjal en håndfuld brændte mandler. "Om jeg kan? Eller, først så kunne jeg ikke lide idéen om at komme væk hjemmefra, men når jeg er her nu, så minder det mig om at man ikke er alene. Aldrig. Der er flere som har været udsat for ting, og hvis man bare åbner op og snakker højt, så hjælper du dig selv og andre, du ved.. Jeg elsker hvordan vi alle hygger os, selvom vi har tabt en kamp, så lærer vi her fra december dag et, at kæmpe videre og vinde den næste." "Jah. Det en ret fed far du har, bare så du ved det." 

 

Vi hilste på personerne som gik forbi os, nogle fik billeder med Niall og andre sagde hej. Vi fik tjekket hytterne, som egentlig var ret store og tildeles overpyntet til. Bag hytterne fandt vi en sø, hvor tre bænke stod omkring, og en legeplads til. Så det var her de små børn befandt sig. 

Sammen sad vi ned og kiggede ud på landskabet. Hegnet stoppede lige inden søen, så man kunne se ud over den store sø, og hen til broen samt andre ting. Det var en ret flot udsigt, som vi nød i fred og ro - kun børnenes råbende stemmer i baggrunden. 

"Jeg har gemt noget på mit værelse, men jeg kan ikke fortælle dig det-" "for så du sikkert nød til at slå mig ihjel?" afbrød jeg ham, "præcis," svarede han hurtigt, hvilket fik os begge til at grine. "Men, jeg kan tage dig med op på værelset og snige os ind, finde min gemte skat, tag dagens gevinst og smutte igen?" 

Jeg rejste mig op, for at gå hen og smide posen hvor de brændte mandler havde været i, ud. Niall rejste sig op, og jeg nikkede til ham. 

"Må en berømt bandmedlem godt det?" Han stod og tænkte lidt, før han tog fat i min hånd og hev mig afsted.

Han løb op mod indgangen til hotellet. "Næ, men jeg er ikke en berømt bandmedlem. Jeg er en bandit." Svaret fik mig til at grine latterligt meget, mens vi løb op til hans rum. 

Hvis jeg troede mit værelse var sygt stort og himmelsk, så kunne jeg ligeså godt smide mig selv ud af vinduet. Vi listede os ud af elevatoren, da de kendtes absolut skulle have øverste etage, 7. Ned ad gangen gik vi forsigtigt, mens jeg gik lige bagved Niall. 

Han drejede nøglen om, og døren åbnede sig op.

"Hvordan ved du de ikke er her?" hviskede jeg. "Fordi jeg sendte dem en SMS, hvor der stod jeg havde fundet en mega pæn pige ved søen for noget tid siden, så de sikkert nede for at undersøge det." Jeg grinede endnu engang. Han var blevet fjollet og anderledes end da vi snakkede første gang.

Deres suite var stor. Det var overdrevet, og da Niall gik ind i et andet rum, kunne jeg ikke hjælpe mig selv, før jeg kastede mig ned i den store seng. 

Den. var. himmelsk. Det her overgik alt. Jeg havde aldrig ligget i en så blød og dejlig seng før. Selv dynbetrækket var silke dejligt. Niall kom ind ad døren igen, og med det samme ville jeg rejse mig pinligt fra sengen igen, men han rystede på hovedet og satte sig ved siden af. 

"Det gør ikke noget, det alligevel min seng." Jeg smilede nikkende. 

Ud af en pose, trak han op en julekalender med disney filmen 'biler' på. Var.. var dét hans skjulte skat? 

"En hel normal julekalender?" grinede jeg, og så mystisk på ham.

"Nej nej, det ikke hvilken som helst julekalender. Det er en chokoladejulekalender." Og som han smilede stolt og kiggede han på mig, grinede jeg for tredje gang i dag. "Mener du det? hvorfor gemmer du den?" spurgte jeg fnisende om, mens jeg holde hånden op for munden.

"Jamen, ellers så spiser de andre drenge bare alt chokoladen, så jeg er nød til at gemme den." Jeg nikkede overbevisende, mens et smil var klistret fast på mine læber. Niall smilede tilbage, rullede med øjnene og åbnede så lågen hvor der stod '4' på. 

"En deler," sagde Niall. Han knækkede den lille firkantede chokolade over, gav halvdelen til mig og spiste selv det andet stykke. Lidt tid kiggede jeg på chokoladen, før jeg valgte at sluge den. 


Olivia og jeg gik ind på mit værelse. Begge vintersko, mine fra Zalando, og vores jakker smed vi i indgangen jeg havde, før vi gik ind til sengen, med hver vores kakao i hånden. Jeg stillede min kakao på det ene natbord, og lagde mig ned i sengen. Tv'et fik jeg tændt, med fjernbetjeningen som også havde plads på natbordet. Ghost Whisperer, blev udsendt lige nu. 

Hvor mange nætter havde jeg ikke før i tiden brugt sammen med Matilda, hvor vi havde taget dynerne ned i stuen, varmet kakao med skumfiduser, fundet chips frem og set alverdens episoder af Ghost Whisperer? 

"Hvaa, har du fået hemmelig lover, Lica?" grinnede Olivia, og stillede sin kakao på bordet. "Nej?" svarede jeg forvirret, men alligevel var et smil klistret fast på mine læber. Jeg lagde fjernbetjening tilbage, da Olivia satte sig til rette i sengen, med et brev i hånden.

"Må jeg se?" Jeg viftede ud efter brevet, men Olivia skreg nej, hvilket fik mig til at skrige ja, hvilket fik hende til at rejse sig i sengen, hvilket ledte til flere ting, får hun gav op, lagde sig ned med hovedet i bunden og fødderne op ad væggen. Jeg gjorde samme bevægelse, og lå med hovedet ved fodenden. 

Selvom jeg flere gange prøvede at læne mig indover, for at se hvad brevet bestod af, mens hun åbnede det op, løftede hun det væk i samme sekund, og åbnede videre. Det var lidt sjovt. 

Der gik ikke mange sekunder fra jeg sukkede, mens hun åbnede mit brev, til hun skreg og satte sig helt op i sengen igen. Jeg gjorde, endnu engang, samme gestus som hende. 

"Hvad? Hvorfor skriger du sådan?" grinnede jeg, mens jeg satte mig op. Olivia lyste op i hele ansigtet, mens hun gik frem og tilbage. 

"Kære miss. Davidsen. De er hermed inviteret til gallafesten, i morgen - fredag, i hotellets balsal. Der vil blive serveret mad i spisesalen klokken atten. I vil blive serveret mad fra forret til dessert. Efter det, så går turen til balsalen, hvor De kan hygge sig med deres medtager, som vi har trukket for Dem. Lige så, har vi gjort for alle andre deltagere. Begivenheden er for alle. De skal følges med: Niall Horan." Mine øjne blev store, jeg rejste mig hurtigt op og rev papiret ud af hånden på hende. 

Hvordan- hvad- hvor? Hvordan var det overhovedet muligt? et tilfælde? næppe. Det kunne ikke passe. 

"P.S. du har plads ved siden af Olivia næsten gang, pft pft - far." læste jeg op som det sidste af brevet. 

"Kom! skynd dig, vi må ned og se hvem jeg skal sidde ved siden af! Måske det ligeså spændende som selveste Niall Horan!" Hun hev fat i mig, og sammen skyndte vi os at få sko og jakker på. 

Vi efterlod vores hotte kakao'er, det tænde tv, og mit brev på værelset. Ud af hotellet kom vi næsten, men hurtigt stoppede jeg op, da jeg så damen, som så mange gange havde hjulpet mig nu. 

"Undskyld! Stop lige," sagde jeg lidt for høj til min egen smag, men heldigvis vendte damen sig om, og kiggede smilende på mig. "Miss? kan jeg hjælpe Dem med noget?" "Hvordan skal vi nå at købe en flot kjole på én dag?" 

Hun begyndte at fnise: Som om jeg var latterlig at høre på. "Oh, bare rolig, miss. Davidsen. I, som ikke har nogle flotte kjoler, mødes inde i vores mode afdeling, også kan vi rigtig få smykket Dem og de andre." 

 

Vi kom ind i Olivias hytte, hilste hurtigt på hendes far, mor og bror. Gid jeg havde en anden søskende. Gid. 

Et brev lå ikke særlig længe på den redte seng, da Olivia rev den op og skimte teksten igennem. "Hvem i julens navn er Garby Recklins?" Hun kiggede fjoget på mig, og alt jeg kunne gøre, var at grine og løfte skuldrene: Hvor i alverdens hundrede navn, skulle en genert pige - som jeg var - vide det fra? 


Hey piger! 

Denne opdatering, ligesom den i går, kommer sent ud som de gør, fordi jeg har terminsprøve. Derfor har jeg læst i forgårs, i går og i dag til det. Jeg skal op i matematik i morgen, også det ellers overstået, og kapitlerne kommer igen ud fra 12-16.

OBS: jeg har bestemt, at hver fredag retter jeg de kapitler, som er blevet udgivet fra lørdag-fredag. 

Kan I lide den so far? Jeg ville blive overglad for jeres meninger, så skyd ind! :)

Nå, men nu vil jeg smutte ind i stuen og se 'dum og dummere'! Nyd dagen før fredag 

- Laura L.P.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...