Give time a chance to heal you ◆ Julekalender speciel

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2014
  • Opdateret: 24 dec. 2015
  • Status: Færdig
Det svært at komme videre når ens lillesøster tog sit eget liv, eftersom mobning steg hende til hovedet og ingen kunne redde hende fra hendes dybeste monstre, der gemte sig indeni. Angelica er bare ét af de tusinde af eksempler rundt i London, som sidder med en dyb hjertesorgen og smerter indeni, som hun ikke kan holde ud at bære rundt på. Og det lige derfor hendes far, i alt hemmelighed, har fundet på et kæmpe nyt jultræf, for alle ramte familier. En masse knuste hjerter bliver helet, fremmede bliver til venner, kærligheden hænger i luften og det nu at julemagien begynder. ! Glædelig jul 2014!

125Likes
52Kommentarer
14163Visninger
AA

1. ◆ 30. november


 Jeg havde ikke tænkt mig at skifte til en stram, rød kjole, putte en masse makeup på, ignorere mine forældre, mine omgivelser, og gå ud for at drikke hele sorgen væk. 

Sådan var jeg ikke, selvom jeg ønskede at jeg var. Om det virkede eller ej, så gjorde jeg det ikke. Jeg drak ikke, jeg røg ikke, jeg skar ikke i mig selv, jeg tog ikke på diskoteker, jeg havde ikke en masse venner, jeg klamrede mig ikke til drengene, jeg gjorde ikke alt det h-hun hadede.

Jeg holde mig til bøgerne, ligesom hun plejede at læse. Jeg elskede mine forældre (Jeanette & Clark), min lille omkreds af venner jeg havde taknemlig og gav et hjertesorgende smil til alle på min vej, når jeg passerede dem. Sådan som hun også havde været.

Jeg nød hvad jeg fik, jeg ønskede hvad jeg kunne opnå og holde fast på kassen under min seng. 

Det var i hvert fald de ting jeg stadig kunne klare og holde ud, at gøre endnu. Alle de andre ting hun førhen elskede at lave og gøre, alle de ting hun stod ind for og alle de hjertevarmende smil hun sendte, var noget jeg ønskede jeg kunne leve videre for hende, men jeg blev ædt op indeni. Langsomt og smertefuldt. 

 

Tanken om hendes gamle værelse, lige ved siden af mit, gjorde mig syg hver eneste gang, at jeg skulle gå ind på mit værelse, og bare se på hendes gamle dør, hvor hendes navneskilt, hun havde lavet, hængte. Jeg havde lyst til at kaste op hver gang, og hold da op, hvor mange gange fik jeg ikke også gjort det de første måneder? 

Jeg prøvede så forfærdeligt at komme videre; at være ligesom hende, men jeg succeslykkes aldrig. Jeg var ikke hende. Ikke stærk som hende, ikke en engel, ikke et mirakel, ikke et.. offer

Følelsen af at svigte nogen så ihærdig meget, var den følelse jeg gik rundt med 24/7. Jeg havde det generelt af helvede til indeni, men det var ikke noget jeg kunne få sagt ud højt, udover de få gange, hver anden/tredje måned, jeg lå grædende oppe på værelset og mor kom op for at ligge og trøste mig, indtil jeg faldt i søvn i hendes arme. 

Det kunne godt være jeg var blevet de 18 år nu, for godt fire måneder siden, men appetitten til at forsætte livet, nu hvor det i næste måned var allerede et år siden, var hel væk. Jeg ønskede ikke at komme videre, faktisk, så ønskede jeg ikke at være her uden hende. 

Jeg følte mig så tom. Der var ingen glæde i huset mere. Far prøvede ihærdigt at komme videre, men blev frustreret af mor som begyndte på overarbejde og mig, som lå oppe i sengen - næsten dagen lang - og græd og kaldte efter min lille baby. 

Chad, Izzy og Boye var forbløffet over min hurtige, skiftende personlighed - og ikke mindst person. Men hvad kunne jeg gøre for det? De havde taget min dyrebare skat for mig. Jeg var ødelagt. Jeg var knust. 

Tårene havde det med at komme så nemt nu, at jeg slet ikke gjorde noget ved dem mere. De var der bare, trillede forsigtigt ned ad mine kinder, for at vise jeg stadig var i live, når mit højeste ønske var, at (lige ud sagt) dø. Komme tæt på hende igen.

Det var jo hvad man sagde; du mødes igen med din elskede i Himlen.

Bevægelserne i min krop var blevet dødelige langsomme, som min far sagde. Jeg gryntede bare hver gang, satte mig på min plads og kiggede ned på morgenmaden jeg brugte en time på at få slugt. 

 

Det var ikke fordi jeg ikke havde mine gode dage, for det havde jeg. Jeg gik stadig i skole, jeg tog stadig en uddannelse, jeg omgik stadig med mine tre bedstevenner og jeg bevægede mig stadig ud for huset. Men, det var bare ikke det samme uden hende. Jeg behøvede noget nyt at kunne se frem til, nogle nye, noget nyt, bare giv mig noget nyt!

Lige meget hvad det var, så havde jeg brug for at komme ud af min lille skjule verden, og derfor havde mor og far heldigvis taget os på et juletræf her i byen. 

Et helt nyt juletræf, som skulle prøves af i år.

Først glædede jeg mig over det, for hun plejede at elske julen. Virkelig, der var intet bedre end juletid, for det var miraklernes måned, og derfor så hun altid frem til den (hvilket betød jeg nu så frem til den. Eller, det legede jeg i hvert fald med mig selv). Men, da jeg så fandt ud af at det var et juletræf for ramte familier, hele måneden ud til den 24 december, mente jeg at vi havde bedre at lave.

 - Så som at pynte op i huset, for- og baghaven! Det elskede hun også. Hun elskede når radioen blev tændt og julemusikken blev spillet, hun elskede duften af mors nybagte cookies, som hun så kom hjem og dryssede til med krystal-hvide/lyserøde snefnug. Hun elskede når vi hver fredag spiste sammen med vores nabo, Birthe, og hendes hund, Parker. Hun elskede alle adventssøndage, for hun gav en gave til mig og jeg gav en til hende. 

Men mor fortalte mig så om hvor meget hun havde elsket, at vi havde taget til det juletræf. Om hvor meget hun havde glædet sig til at skulle gå rundt og se på den store by, gemme sig under de store, tykke jakker, med vanterne om hænderne og huen ned over ørerne, mens vi gik samlet rundt for at kigge på juletræer, pyntet og smagte brændte mandler. 

Så jeg gav ind; sagde jeg gerne ville komme med og endda lovede min mor, at jeg ville prøve at være åben og klar på alt den måned. 

Jeg gjorde dette for hende. 

Hun var min lille engle, den glimtrende stjerne på den natteklare himmel. Hun var personen jeg græd over hver nat, mens jeg kiggede ud af min altandør. Hun var min livsglæde på jorden, selv efter alt det hun gik igennem, så holde vi stadig sammen. Hun var den tætteste jeg havde haft på mig, også var hun min søster. Hun var den stærkeste person jeg nok nogensinde ville komme til at kende, og god, hun var en kæmper uden lige.

Hun var opkaldt som 'kamp styrke' - ironisk nok. tsh! Hun var den pige jeg overalt på jorden ville tage hendes plads for. Hun var den eneste jeg nogensinde havde råbt efter, selv efter hun ikke mere var her. 

Hun var min lille, savnede lillesøster, Matilda, på 14 år, der ikke mere var til stede på grund af hvad der til sidst tog overhånd uden nogle kunne nå at tage om hendes lille, bløde hånd og trække hende ned fra stolen igen, samt få taget løkken af hendes hals. 


Så... det den første advent, og nu begynder min julekalenderhistorie for år 2014!! 

Det ret spændende, hvilket leder mig til: fik I noget spænende i gave? Jeg fik en hvid Balconette BH, så det var ret nice. 

Okay, jaja, vi ses vel i morgen og i overmorgen og dagen efter overmorgen... ;)

- Laura L.P.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...