Give time a chance to heal you ◆ Julekalender speciel

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2014
  • Opdateret: 24 dec. 2015
  • Status: Færdig
Det svært at komme videre når ens lillesøster tog sit eget liv, eftersom mobning steg hende til hovedet og ingen kunne redde hende fra hendes dybeste monstre, der gemte sig indeni. Angelica er bare ét af de tusinde af eksempler rundt i London, som sidder med en dyb hjertesorgen og smerter indeni, som hun ikke kan holde ud at bære rundt på. Og det lige derfor hendes far, i alt hemmelighed, har fundet på et kæmpe nyt jultræf, for alle ramte familier. En masse knuste hjerter bliver helet, fremmede bliver til venner, kærligheden hænger i luften og det nu at julemagien begynder. ! Glædelig jul 2014!

125Likes
52Kommentarer
14165Visninger
AA

4. ◆ 3. december


 For anden dag i træk sad jeg ved siden af Selena. Denne gang snakkede jeg endda til hende. Ikke noget stort, intet specielt, men jeg spurgte indtil nogle ting - og det samme gjorde hun. Så det var hyggeligt. 

Jeg havde kort tid efter mødtes med min far og mor, og det så ud til at de hyggede sig sammen. Så dem lod jeg være igen. 

 Olivia og jeg sad på en bænk, uden nogle andre. Næsten alle var samlet ved bænkene, udover de aller mindste børn, som gik rundt og legede. Vi klappede, da en mor og hendes datter satte sig på hver sin stol oppe på den lille scene. De begge to var udstyret med en mikrofon, og moren havde et brev i hånden. Jeg kunne se fra her, at de begge gik med en grøn og blå badge. Trafikuheld. 

"Min mand.. han var en mand, med et kæmpe stort hjerte. H-han havde altid plads til alle i vores hjem, og gav alle nye chancer. Han kunne finde på at arbejde dag og nat, tjene kassen også give for enden af måneden, alle penge til nogle der behøvede det mere." Damen, som sad og kiggede skiftevis rundt på os, sukkede kort, før hun forsatte: "Hver sommer tog vi et sted hen i verden, efter vi enten havde samlet penge, mad, legetøj eller drikkevarer ind. I 2012 var det endnu en ferie der stod på skud, og denne gang var det til Mexico. Vi skulle tage flyet fra England og lande i det vestlige USA. Det gjorde vi aldrig på lufthavns banen." 

Der var stille, ingen snakkede. Jeg sank en klump der havde klemt sig fast i min hals. Ordene blev gentaget i mit hovedet; stoppede ikke. 

"V-vi skreg, råbte. Jeg kan huske hvor panisk alle var. Nogle var klar til at dø, andre bad og de sidste skreg lungerne ud. Flyvet fløj op og ned, piloterne vidste vi ikke ville overleve. "Tak for at være passager på dagens fly, i fløj med Jacob Pelson. Jeg undskylder." Også styrede vi ned. Mere husker jeg ikke, fra da vi styrtede ned fra himlen, til vi landede i vandet. Jeg vågnet op på hospitalet, råbte efter min datter, som heldigvis også var reddet. Min mand, hendes far. Han.. han omkom i flyet, da det ramte bunden." 

En sorg opstod indeni. Matilda. Jeg kunne ikke sige jeg var den eneste som havde en lidelse indeni, for det havde alle - på nær de kendte - som var mødt op til dette juletræf. Vi alle sad nok og tænkte over den vi selv havde mistet. Hvor syndt det var for os - for moren og datteren, og for dem som sad på bænken ved siden af os selv. 

"Jeg hedder Lara, og er 16 år. Min far er døde, som min mor sagde. Jeg ved, at selvom lige her, foran mig, at I føler skide meget indeni, men alligevel synes jeg altid jeg har det fucking tre gange værre. Min far døde da jeg var 14, og alt jeg havde brug for dengang til at forstå det fandens liv, det var ham. Han var så skide rar ved alle, han var så venlig. Han gjorde verden til et bedre sted at være - og alligevel var det ham som endte op med at dø - ikke min mor og jeg." Folk gispede. Selv jeg sad tilbage med store øjne, en tør mund og en rystende krop. Det mente hun ikke, vel?!

"Nej.. Selvfølgelig er jeg så pisse taknemlig for, at min mor og jeg overlevede, men hold op hvor havde min far også fortjent det. Det ikke fair. Det ikke fair. Det ikke en skid fair, at vi bruger dag og aften på at kører rundt i min fars gamle bil, som han altid havde fyldt op med ting og sager. Vi har ikke råd til at købe en fucking ny bil- ORGH!

Engang blev der stille, pigen- Lara, satte sig ned på stolen igen og tog en dyb indånding. "Undskyld. Jeg bliver mindet om min far hver evig eneste dag jeg skal se på den bil." Folk begyndte så småt at snakke, og lidt efter blev der klappet og piftet, som gjorde at moren og datteren smilede lidt efter lidt. De rejste sig op, sagde tak og undskyld flere gange, før de forlod scenen. 

Jeg havde ondt af pigen - helt sikkert en jeg ville snakke med senere, for jeg havde haft samme dage som hun havde nu. 


Kevin grinte, mens han havde Danielle i armkrog på den ene side og Mia på den anden. Toby gik og gloede ned på kortet med vores post, mens Niall gik forsigtigt ved siden af mig. En mand, som arbejde for juletræffet, havde givet os vores næste post, og denne gang havde jeg lovet Niall ikke at bakke ud, lige meget hvad vi skulle. Og det fortrød jeg allerede. 

Vi havde nemlig - eller, de andre havde - fundet frem til posten: London eye. Seriøst! hvad skete der for alle de høje steder for folk? 

Det var koldt igen i dag, men heldigvis havde jeg husket både handsker og min hue. Faktisk, så glædede jeg mig ligefrem til at komme hen til London eye, for det virkede som om vinden var værre når du gik i den.

"Har du sovet godt?" Jeg kiggede væk fra de mange lys der var i de alverdens træer rundt omkring, for at lade blikket lande på Niall, som gik, imens han kiggede spørgende på mig. "Oh, ja," svarede jeg.

Jeg hadede det her. Hvorfor kunne jeg ikke bare svare normalt?! Ja, jeg sov meget godt. Hele natten ud faktisk, sådan du ved, ni timer. Det var rigtig dejligt, hvad med dig?   

Men jeg kunne intet gøre ved det eller for det. Jeg havde indelukket mig selv igennem det her år, og jeg hadede det med hver eneste knogle og muskel i min krop. Det var forfærdeligt ikke bare kunne snakke og tage godt i mod nye mennesker. Især drenge. 

Men med Olivia var det alligevel noget andet. Hende havde jeg det rent faktisk godt med - nok fordi vi ikke snakkede så meget, men mere hyggede og gik rundt og lavede ting sammen. Niall var en.. ja.. dreng. Også var det altså noget helt andet.

 

Vi ankom til London Eye, hvor en mand lignende til ham i går stod. Ham her havde dog lidt mere skæg, en gammel ødelagt hue og nogle beskidte hænder, fortil ham i går. "Nå! Posten kan man først få når I alle har været inde og prøve øjet af London," startede manden ud, og delte os op i hold. Mia, Niall og jeg kom på et hold, mens Danielle, Kevin og Toby kom på et andet. 

Manden fortalte os hurtigt at turen ville tage de 30 minutter, da vinden var kraftig længere oppe, men han sikrede os intet ville ske. Selvom vi lige var kommet, så kom vi foran den kø som allerede var her, og Tobys hold steg ind i en kuppe, hvor en familie lige var kommet ud af. 

Jeg sank en klump i halsen, før jeg vendte mig om, og så kuppen blev lukket. Mia var gået ind i den. Hun stod og rakkede tunge, mens hendes fingre blev klemt sammen som et helt hjerte, og pegede så frem og tilbage på Niall og jeg. 

Tanken fik mig til at skælve, men alligevel lod jeg mig selv grine. Først da jeg opdagede at Niall havde skubbet mig langsomt og blidt ind i den næste kuppe, og den lukkede sammen, betød det at der var ingen vej tilbage. 

Hvad gjorde du det for?! Havde jeg lyst til at råbe ad ham, men jeg kunne ikke få mig selv til det. Det var på tide jeg tog kampen op, og overkæmpede min frygt for højder.

Jeg kunne godt, det handlede bare om at tro på mig selv. Tro... Matilda. 

Han sagde intet, men alligevel tillod Niall sig, at sætte hans fingre på hver side af livet om mig, og rykkede mig ud mod kanten af kuppen. "Sæt dig ned her, så det ikke ligeså slemt. Tro mig." Jeg bed fast i min læbe. Tænkte over hans mulighed, før jeg så valgte at nikke og sætte mig ned i skrædderstilling. 

Niall fulgte mit eksemplar, og sad nu ved siden af mig. Først kiggede vi begge ud, mens kuppen langsomt drog højere og højere op i luften. Men så begyndte Niall heldigvis at snakke - og denne gang havde jeg tænkt mig at svare.

"Du snakker ikke særlig meget, gør du?" "Det-det gør jeg nok ikke rigtigt, nej." 

"Hvad du bange for?" Jeg kiggede væk fra udsigten, der havde tildens til at ryste i min krop over højden, for så at kigge forvirret på Niall. "Hvad mener du?" "Hvis du aldrig snakker med nogle, så må du jo være bange for noget? Hvad er det, som gør dig bange?" Spurgte han mig så igen, og hvis jeg havde stået op lige nu, så havde mine ben sikkert blevet gelé og bukket under. 

Det var lang tid siden nogle havde spurgt oprigtigt ind til mig, og om hvordan jeg havde det, også sidde med et blik der fortalte mig at han interesserede sig for mit svar. 

"Jeg.. jeg.. jeg.. Det ved jeg faktisk ikke," sukkede jeg, og træk vejret dybt ind og ud. "Det tog mig hårdt, da min søster lige pludselig døde-" undlod at fortælle jeg fandt hende "- også var jeg nok bare bange for folks reaktioner? Ej, jeg ved det ikke." Selvom det var trist, så smilede jeg. Det var længe siden jeg havde sagt så meget på én gang, til en person jeg overhovedet ikke rigtig kendte. 

"Så det godt jeg er her," smilede Niall, og lagde en bred hånd på min skulder. "For jeg lytter og interessere mig." 

Hvorfor ikke give det en chance? tænkte jeg. Nu var det på tide jeg fik åbnet lidt op. Gjorde det for Matilda. Altid for Matilda, kun for Matilda. Nej, ikke kun for hende. Også for mig selv. 

"Hvornår skal I spille?" spurgte jeg om, skiftede emnet helt. "Først i slutningen af juletræffet, men det også okay. Så har jeg alle de dage at være her." Hans svar gav et lille henrykt smil på mine læber, før jeg spurgte om en ny ting. Overraskende ja, jeg spurgte om noget. 

"Hvorfor er du ikke sammen med de andre fra dit band?" "Det er jeg skam også. Men vi blev delt forskelligt ud på holdene, så ingen af os er sammen. Men når vi er tilbage på hotellet eller rundt omkring, så er jeg også sammen med dem det meste af tiden." Jeg nikkede som svar. Det måtte være fedt at være i et verdensberømt band som ham.

"Må jeg spørger om noget?" "Ja, selvfølgelig," svarede jeg. "Er det din rigtige hårfarve?" Jeg fniste, kiggede på ham, og svarede så da jeg så han mente det. "Øh, nej. Jeg plejer at have meget brunere og sortere hår, men jeg farvede rødt skær i det." "Det meget flot til dig." 

Vi snakkede frem og tilbage, og lige pludselig bliv miss. jeg-snakker-aldrig-til-nogle-fremmede-lige-siden-Matilda-døde, sad nu og snakkede løst. Han elskede hans hjemmeland Irland, han synes farven grøn mindede om sommeren, der var intet bedre end at tilbringe ferier med hans bandmedlemmer, han synes min far var awesome, fordi han havde fundet på sådan et godt juletræf, samt velgørenhed. Han elskede golf, faldt for piger som var generte, men intelligente. Hans mor lavede de bedste cookies, og han ville havde elsket at skulle været gå på universitet, som jeg gør nu. 

Da jeg igen kiggede ud af den store rude i kuppen, så var vi tæt på jorden, og det var der jeg først opdagede, at Niall han snakkede om latterlige ting så som mit hår, om jeg havde haft heste og om jeg kunne lide at spise brændte mandler, alt for at jeg glemte om højden. 

Men jeg troede på det; jeg gjorde det. Min frygt for højde var der sikkert stadig, men Niall hjalp mig op og ned. Selv indeni voksede der noget kaldet håb igen. Grundet drengen fra det berømte band, One Direction. 

 

Toby og Danielle var jeg endda også begyndt så småt at indblande mig i deres samtale, mens Niall nu gik tilbage med Kevin og Mia. Vi snakkede kun om basicalle ting. På vejen til næste post, stoppede en mand i julemands kostume, med et kor bag ham os. Han drog os ind i deres kor, mens de sang we wish you a merry christmas. Det var underholdende, og flere forbigående stoppede op, for så at klappe da sangen sluttede. 

Næste post foregik på et museum med gamle dinosaurer, hvor vi fik en sandwichs, og drog hjem igen. 

Igen havde Niall travlt med bandet, så jeg fandt hurtigt frem til Olivia, og valgte denne gang at snakke med hende også oppe på mit værelse.

Niall og jeg havde aftalt at mødes ved scenerne klokken ti i morgen, hvilket fik mig til at stå tilbage med en god følelse i maven. Det var alligevel rart, at jeg havde mandet mig op og vi fik noget ud af hinandens selskab. 

Jeg drog væk fra mine tanker om Niall og mødet i morgen, og fokuserede igen på Olivia og Toby, som jeg sammen med dem dansede til en optræden af Mariah Carey, All I want for christmas is you. Hun sang flere sange så som Santa claus is coming to town og When christmas comes  Vi dansede, sammen med de mange andre gæster, rundt om juletræet, hen mod bodene og nogle kom endda op på den lille scene og dansede. 

Det var endnu en hyggelig aften, med grin, dans og sang, som afsluttede en god dag. 

Matilda havde ret: Lidt tro på det hele, og magien startede.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...