Give time a chance to heal you ◆ Julekalender speciel

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2014
  • Opdateret: 24 dec. 2015
  • Status: Færdig
Det svært at komme videre når ens lillesøster tog sit eget liv, eftersom mobning steg hende til hovedet og ingen kunne redde hende fra hendes dybeste monstre, der gemte sig indeni. Angelica er bare ét af de tusinde af eksempler rundt i London, som sidder med en dyb hjertesorgen og smerter indeni, som hun ikke kan holde ud at bære rundt på. Og det lige derfor hendes far, i alt hemmelighed, har fundet på et kæmpe nyt jultræf, for alle ramte familier. En masse knuste hjerter bliver helet, fremmede bliver til venner, kærligheden hænger i luften og det nu at julemagien begynder. ! Glædelig jul 2014!

125Likes
52Kommentarer
14173Visninger
AA

27. ◆ 24. december 2015, epilog ◆


 

E T  Å R  S E N E R E - E P I L O G

 Et helt år er gået. Et helt år er gået siden sidst, jeg har været igennem denne port, og nu er jeg tilbage for en sidste gang i lang tid. Sneen falder stadig i flere lag omkring mig, hvilket får mig til at beholde mine vanter på lidt endnu.  Jeg er blevet nitten år nu, og er særdeles blevet en del klogere, en del gladere og en del mere levende end sidst jeg trådte ind på denne grund. 

 Der er ikke boder i år, der er heller ikke nogle scener med bænke eller et stort juletræ. Det eneste, der er tilbage, at det store, flotte hus og skøjtebanen udenfor, som en masse, glade mennesker skøjter rundt på. Søen og stierne er her også stadig. 

  På vejen hen til hegnet, hvor nogle mennesker står og peger på de forskellige badge, der hænger, ser jeg et kæmpe skilt, hvor en masse tekst står på og hvad der ligner billeder herfra. 

  Juletræf 2014 for ramte familier, står der med stort aller øverst oppe, hvor efter der er billeder ud i siden.  Billeder af vores juletræ, der blev tændt for første gang, og en masse mennesker, der står rundt om. Billeder fra de forskellige koncerter - vi var så heldige at have dem til at performe for os. Et billed, hvor jeg er på, sammen med drengene fra One Direction. Klippe klister dagen kommer jeg i tanke om, og et smil breder sig på mine tørre læber. Jeg spotter også et med mig, min mor og far og min fars arbejderkamerat på. 

 Flere billeder vækker minder om de fireogtyve dage vi brugte her, næsten lidt ligesom et rehab center. 

 Der står en masse tekst i midten om, hvordan opholdet har været og hvad vi hver især har opnået af det. Min fars signatur står også på den, inklusiv de kendtes og dem, der var med til at lave juletræffet. 

 Jeg vidste slet ikke, at det er blevet så kendt og stort, at der ligefrem er blevet lavet et mindeskilt om det. Tænk også, at vores badge og billeder stadig hænger der. 

 Som jeg kommer derhen, ser jeg glad ned i sneen. Man kan tydeligt se alle de mange forskellige fodspor efter folk har været herhenne. Det varmer mig, at måske forældre har taget deres børn herhen. 

 

 Jeg stiller mig foran hegnet, hvor alle de mange badge med et billed ved siden af hænger på. 200 forskellige badge og billeder for at være hel præcis. Det er ligeså utroligt flot at se på, som det var for et år siden, hvis ikke flottere nu. Der er så mange forskellige sørgelige historier på det her hegn, at det gør helt ondt at tænke på. Gad vide, om alle der var her sidste år, er kommet videre? 

 Det er jeg. Det er min mor og det er far. Vi har endelig fået lagt det bag os, som et kapitel, der ikke skulle have været med i bogen alligevel. 

 Jeg fniser af tankerne jeg får: Hvad vi lavede sidste år, hvor svært jeg havde det, hvor godt vi fik det og hvor mange gode venner jeg fik, som jeg hyggede mig med. Olivia. Toby. Niall. 

 Jeg tager mine vanter af og roder i min lomme, før jeg endelig finder mit brev og fisker det op. Et aflangt, hvidt brev ligger i mine hænder. Jeg tager det op til munden og kysser det et hurtigt farvel. Jeg har aldrig været så parat, til at sige farvel til Matilda før end nu. 

 En hånd sniger sig ned i min og fletter sig sammen med mine fingre. Jeg kigger til højre side og ser Olivia. 

 "Olivia!" hviner jeg, mens jeg trækker hende en i et længeventende kram. Jeg er tilbage i England, for at være mødes med Olivia her, også bruge tre dage hjemme hos hendes familie. 

 Vi har ikke haft så meget kontakt, for jeg har helst ville ligge alt det her bag mig, ned i mindebogen, hvor jeg ikke tager det op og kigger på det hvert sekund. Udover én person, ham har jeg holdt i mit liv. 

 "Hej, Angelica. Jeg har godt nok savnet dig," siger Olivia, mens vi stadig står og krammer med vores hænder flettet sammen. 

 "Lige over, Olivia. Er du klar til det er?" Vi løslader os fra hinanden. Olivia trækker sin konvolut op fra sin pose og vifter med den. Hun nikker og et smil spiller sig på hendes læber.

 "I det øjeblik du blev klar, der vidste jeg, at jeg var klar." Jeg smiler stort til hende, for så at kigge ned på mit eget brev igen. Jeg skrev til Olivia i starten af december, om vi skulle mødes her, for at sige et sidste farvel til vores elskede vi tabte. 

  Vi har delt en stor sorg sammen sidste år, og nu befinder vi os hvert vores sted, men alligevel mødes, for at sige det sidste farvel. Jeg ved, at Olivias familie har det rigtigt godt nu og at de er på rette spor. Den samme glæde deler min familie også. 

 Olivia og jeg mistede begge hver vores højtelskede lillesøster til mobning, men i dag ved jeg, hvor mange andre der også har. Ikke kun deres lillesøster, men deres lillebror, deres storebror eller deres storesøster. Vi troede begge, at det kun var os i hele verden, der led så meget, men det har i dag vidst sig, at vi kun var en ud af flere tusinde hårdt ramte familier. 

 

 Vi får fundet vores hver vores badge, med vores nær så flotte billeder ved siden af. Jeg udånder tungt, før jeg så sætter mig halvt på hug og har hovedet lige ud for min badge. Matildas badge - den, der præsentere en fighter som hun var.

 "Farvel, Matilda," siger jeg smilende til brevet. Jeg fisker et lille firkantet billed op fra min lomme, der har fået abesnot på bagsiden, og klister billedet på brevet. 

 Olivia sidder selv på hug, lige ved siden af mig, og giver det sidste farvel til hendes lillesøster, før hun sætter sit brev fast til hendes badge. Jeg skal lige til at gøre samme handling, da nogle stopper mig bagfra. 

 "Angelica? Olivia? Er det jer?" Stemmen lyder bekendt, hvilket får mig til at rejse mig op og vende mig om. Jeg står ansigt til ansigt til drengen, der hjalp mig igennem den hårdeste tid i mit liv. 

 "Niall Horan? Hvad alverden laver du, eller jeg mener vel I, her?" Jeg kigger rundt på de andre, men ser en person mangler. Den person, jeg holdt mest af efter Niall. Ham, der også hjalp mig med at få en sjovere hverdag og tro lidt mere på tingene. Zayn. 

 "Vi. Vi har mistet Zayn," siger Niall så og mine øjne springer op og jeg åbner min mund stort op. Olivia springer op fra jorden og kommer hurtigt hen til os.

 "Er han død?" råber hun lidt højere end nok hun ønskede, men jeg tænker det samme, så jeg er glad for det ikke er mig, der skal spørge. 

 "Åh gud, nej ikke på den måde. Åh, nej heldigvis ikke. Han har forladt bandet, forladt os." Nialls humør ændrer sig, og i al den tid vi var sammen, har jeg aldrig set ham så ked af det. Virkelig, ked af det. 

 "Det var hans beslutning, og han syntes det var bedst for ham, så vi kunne ikke stoppe ham," siger Harry, der tager en hånd om Liam, som heller ikke ser for glad ud. 

 "Åh, det gør mig virkelig ked af det," svarer jer ikke kun henvist til Niall, men til de alle - nu kun - fire drenge, der var med til at ændre mit liv drastisk. Jeg stritter ikke i mod, da jeg før en følelse indeni, som siger jeg skal give Niall et kram, så det er hvad jeg gør. 

 Jeg går hen til Niall, og som han har kunne læse mine tanker, gør han sig klar til at trække mig ind i et kram. Det er et kram, der siger 'tak for sidste år', det er et kram, der siger 'jeg håber I kommer over det og bliver i bedre humør', og det er et kram jeg har længest efter.

 "Tusinde tak, det er, hvad jeg har gået og manglet, og det er først gået op for mig nu," hvisker han til mig. Jeg giver ham et smil da jeg kommer ud af hans varme arme igen, og lader vinterkulden omringe mig.

 "Så for at svare på dit spørgsmål, så er vi kommet her for at mindes om de gode tider med Zayn, dengang, hvor vi hyggede os allermest sammen med ham, sammen som et band. Vi skal spille her i England om en dag, så vi tænkte at vi kunne komme forbi, men vi regnede ikke med at støde ind i jer," griner Liam, hvilket får et smil på mine og de andres læber. Olivia har stået sammen med Louis, tårene slipper langsomt ned ad hendes kinder, men hun stopper heldigvis hurtigt igen.

 "Jeg håber virkeligt, at I får det godt uden ham. Jeg savner ham, når vi står og snakker om ham, men jeg har da godt nok også savnet jeres selskab. Det var aldrig normalt eller kedeligt at være sammen med jer." Jeg lader en tåre trille ned ad kinden af mig, mens jeg tænker tilbage på alle de gode dage med dem i siderne. Gråden bliver til et grin, mens jeg prøver at få tørt mine tåre væk.

 "Åh, kom her, et sidste gruppekram, før vi hellere må afsted!" Louis får os alle samlet og omringer mig. Jeg fniser, mens de udenom mig laver en varme, jeg helt har glemt, hvor godt den plejede at følte. 

 

 Vi får sagt vores sidste farvel til hinanden, nok nogensinde, og går så væk fra opholdsstedet jeg har grædt, grinnet og delt mine værste minder, men også bedste med folk. Det her bliver noget, som jeg aldrig kommer til at glemme i mit liv. 

 "Nu ser vi fremtiden i et bedre lys, tøs. Lad os tage på caféen vi aldrig nåede tilbage i to tusinde og fjorten," siger Olivia lettere begejstret, hvilket får mig til at grine og modtage hendes hånd jeg fletter i min. En sidste gang kigger jeg mig over skulderen, tilbage på hegnet, og ser en illusion af Matilda, der står og vinker farvel til mig, mens hun har brevet i hånde. 

 

 

Kære bedårende, højtelskede lillesøster,

 Nu er vi flyttet fra England til New York. Mor og far havde svært ved at tage beslutningen allerførst, for de var bange for hvad du ville syntes om det, hvis vi efterlod dig her i England. Men jeg ved, hvad du vil syntes om det, så jeg fik dem endeligt overtalt. Du vil elske det.

 Jeg bor i en dejlig lejlighed, højt oppe, hvor du kan se hele byen. Jeg bor der sammen med Toby, den søde dreng jeg mødte her for et års siden, og er blevet som min storebror. Vi har det rigtig godt sammen, og selvom han prøver at skjule det, så tror jeg lidt han har fundet en sød pige. Jeg håber ikke, at han forlader mig lige med det samme for vi har det så godt og sjovt sammen.

 Mor og far bor lidt længere væk fra os, men ikke så langt. De bor i en stor villa sammen med Tobys forældre, så du kan rigtig høre at vi er blevet tætte. Det er ærgerligt du ikke kommer til at møde Toby lige nu, for kan du huske alle de gange vi har snakket om at have en storebror? Nu har jeg en. Ham vi altid ønskede os. 

 Mit hjerte er ikke tomt mere, som det blev dengang du forlod mig. Jeg har både tilgivet mig selv, men også dig for det. Jeg må ærgre dig og sige, at Niall og jeg aldrig har haft kontakt siden. Det ville nok heller ikke fungere alligevel og han vil sikkert minde mig alt for meget om tabet af dig og dengang jeg havde det dårligt.

 Men på Twitter - ja, nu har jeg endda fået det - har han her i julen skrevet, at sidste år mødte han en pige i livet, som han har været så fantastisk taknemmelig for, da han aldrig møder en som hende, der har ændret hans syn på verden og ham selv. Jeg må ærlig indrømme og sige, at jeg tror den var om mig. En lille fangirl inde i mig sprang i hvert fald løs den dag. 

 Jeg gad godt at se ham. Bare lige én gang til. Bare for at få det sidste farvel kram. Tror du det nogen sinde kommer til at ske Matilda? 

Jeg har det så godt nu, ved du det? Den bedste nyhed af alle - takket være dig - er, at jeg søgte ind på det dansestudie i New York (en af grundene til at vi ville flytte til NYC), som jeg altid har drømt op. Eller, du ved godt jeg også drømte om at droppe ud af skolen, bare for at slippe for min dumme eks, men jeg blev og klarede de sidste måneder med stil! Jeg blev endda dronning til vinterballet, er du ikke stolt af mig, Matilda? 

 Jeg er endda blevet danser for selveste Selena freaking Gomez! Jeg skal med på turné her i starten af to tusind og seksten, så derfor håber jeg lidt, at Toby faktisk har fundet en pige han kan være hos i mellemtiden, da jeg skal afsted i næsten et halvt år.

 Der er sket så mange gode ting, og jeg har nu lært, at jeg behøver ikke en mand for at være glad og have det godt. Jeg kunne godt bruge en ved min side, men jeg venter til den rette kommer - indtil da, der behøver jeg ikke en. 

 Tusinde tak for så mange gode minder, baby'sis'. Tusinde tak for fjorten, gode år. For alle vores jule år, for alle vores biografture, for alle vores filmaftener i stuen, for alle vores ture og rejser. 

 Jeg vil aldrig nogensinde kunne fjerne det lille sted i hjertet, hvor en brik mangler, eller tanken om, hvornår jeg skulle have hørt om dit første kys, din første dans, din første kæreste, dit første job. Men jeg lærer at leve med det. 

 Jeg håber dem deroppe, som du nu er sammen med, behandler dig som du altid har fortjent og ved, hvor en sød, smuk og intelligent pige du i virkeligheden er. 

 Du er for evig savnet, du er for evig elsket, Matilda.

 Din søster, Angelica Davidsen. xoxo


 

Så sidder vi her et år senere og nu kan jeg helt officielt sige, at denne julekalender er fuldstændig slut. I ønskede en toer eller en epilog, og her har I jeres epilog, et år senere. Tænk, at det faktisk er ét år siden, at jeg sad næsten hver dag og skrev kapitler til jer, mens I har læst med og kommenteret, liket og givet mig favs.

Tusinde tak for at bære over med mine stavefejl og tastaturfejl dengang - jeg har planer om at rette den her helt igennem på et senere tidspunkt. 

Tusinde tak, for at være sådan nogle gode læsere - hav en rigtig god juleaften. 

~ Laura L.P.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...