Give time a chance to heal you ◆ Julekalender speciel

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2014
  • Opdateret: 24 dec. 2015
  • Status: Færdig
Det svært at komme videre når ens lillesøster tog sit eget liv, eftersom mobning steg hende til hovedet og ingen kunne redde hende fra hendes dybeste monstre, der gemte sig indeni. Angelica er bare ét af de tusinde af eksempler rundt i London, som sidder med en dyb hjertesorgen og smerter indeni, som hun ikke kan holde ud at bære rundt på. Og det lige derfor hendes far, i alt hemmelighed, har fundet på et kæmpe nyt jultræf, for alle ramte familier. En masse knuste hjerter bliver helet, fremmede bliver til venner, kærligheden hænger i luften og det nu at julemagien begynder. ! Glædelig jul 2014!

125Likes
52Kommentarer
14152Visninger
AA

26. ◆ 24. december 2014

 


Alle gik rundt, for at sige farvel til hinanden. Vi havde lige spist morgenmad, hvor vi hyggede, og min far som snakkede om sjove episoder, der havde været oplevet igennem turen her på pladsen. Nogen var faktisk ret sjove. 

Stemningen var rigtig god imellem os alle. Man kunne mærke i luften, hvor meget det her juletræf (for ramte familier), havde hjulpet. Vi var som nye personer, der gik rundt herinde, med en fortid vi tilgav, med håb til en god og ny fremtid. 

Jeg glædede mig så meget til at begynde forfra, muligvis følge mine drømme nu. Jeg ved hvor stolt Matilda vil være. 

"Det har været en fornøjelse, at skulle passe på Dem, miss. Davidsen," lød en stemme bag mig, som jeg allerede kunne genkende. Den søde dame, jeg aldrig havde fået navnet på. 

"Tusinde tak, du har virkelig været til stor hjælp for mig også." Vi vekslede et kort, men sødt, lille kram, før hun skulle til at gå væk fra mig igen. "Hov, vent!" Hun stoppede op, vendte sig om og smilede spørgende til mig.

"Hvad hedder du? Jeg har aldrig fået fat i dit navn." Hun grinte lavt, før hun nikkede. "Ikke alle mennesker behøver du navnet på, før du ved du kan klinge godt sammen med en anden. Men det er Melissa, Melissa Gliff Johnson." Også var hun væk igen. 

Men det var lige meget, for nu kendte jeg endelig hendes navn. 

"Jeg kendte det, sådan, du ved, fem måneder før juletræffet fik plads." En arm lagde sig på min skulder. Jeg rullede med øjnene og kiggede op på høje Toby, som stod og spillede smart. "Det godt mig dig, taber." Han gav mig et kys på panden, før han tog min hånd og begyndte at løbe. 

Med et besværet tempo, løb jeg efter Toby, der havde meget længere ben end jeg havde. "Hvor skal vi h-hen?" råbte jeg forpustet, og prøvede at holde mig op i gear - ellers vil han allerede være tre tusinde kilometer foran mig. (Okay, måske en lille overdrivelse, men overdrivelse fremmer forståelse, ikke også?)

Jeg stoppede forpustet op, mens jeg lod mine hænder holde fast i siden. "Her mødtes vi første gang," sagde Toby, kun en lille smule forpustet. Jeg grinte højlydt, for så at nikke. Boderne var kun til at se, med deres forskellige-farvede lys, der for sidste gang fik lov til at blinke de små massevis af boder op. En masse mennesker rundt omkring, som for sidste gang sikkert købte noget fra dem.

Jeg gik hen til en af boderne, hvor en italiensk mand stod - ham havde jeg snakket en del med i løbet af måneden.

"Hva' skal De ha', unge miss?" Grinende rullede han med hånden, bøjede for mig. Jeg fniste af ham, før jeg pegede fornemt ned på maden, mens mit ansigt så fint ud. "Åh, jeg tror godt, at mig og min drengeven her, kunne tænke os nogle brændte mandler." "Jamen, De skal få hvad Deres ønsker er." Jeg nikkede grinende til ham, før jeg tog i mod mandlerne.

Lige som jeg skulle til at give ham pengene (vil have lagt dem på bordet), skubbede han min hånd tilbage. "Det går nok, det bliver på bodens regning, miss." Jeg kiggede lidt undrende på ham, tilbød ham pengene endnu engang, før jeg så smilende nikkede og tog dem ned i pungen igen. 

"Tak, Toby. For alt vi har gjort sammen i denne måned. Det har virkelig været sjovt." "Hov, vent lige! Hvorfor siger du det her som en farvel-tak-for-alt besked? Vi skal sgu da stadig være sammen efter juletræffet, du kan ikke løbe fra mig. Jeg har endelig fået min lillesøster jeg har ønsket, og det dig." Jeg tog ham ind i et sidekram, mens vi spiste de brændte mandler. 

"Øv, nu troede jeg ellers lige, at jeg kunne slippe af med dig." "Man skal passe på med, hvad man ønsker sig, prinsesse." Jeg nikkede i enighed med ham. Sammen gik vi rundt og kiggede for den sidste gang på pladsen.

 

For en sidste gang lyd klokken, og vi alle skulle samles på plænen for aller sidste gang. Damen, jeg nu kendte som Melissa, stod der oppe, med det største og gladeste smil. "Hej, alle sammen! så tiden inde til, at efter den sidste koncert - som vi har længest efter - skal kufferterne pakkes og vi alle skal hjem. Jeg håber I har nydt opholdet her, og husker hvilken mindeværdig måned det har været. Vi troede aldrig det skulle blive en succes, men det ønske opfyldte I alle for os. 

Tusinde tak, endnu engang. Held og lykke i fremtiden - Her kommer One Direction!" Jeg klappede mange gange mine hænder sammen, som de fem drenge, jeg i løbet af måneden begyndte at holde mere og mere af, stod oppe på scenen. 

"Håber det har været en fantastisk tid her, for vi har særdeles nydt det! Vores første to sange vil blive Happily og Strong, fra vores tredje album Midnight memories. Giv den op for vores band!" Råbte Harry ind i mikrofonen, mens de små piger trådte endnu tættere på scenen. 

Jeg smilte stort, da Niall opdagede mig og sendte et vink i min retning, før han vinkede til alle de andre tættere på scenen. 

Sangen Happily, jeg aldrig havde hørt før, blev sunget igennem af de fem drenge, også kaldt One Direction. Første gang jeg havde hørt den, men jeg måtte indrømme, den var enorm god. Toby og jeg dansede, lige indtil sangen sluttede. 

Gid Olivia stadig var her, og ikke allerede skulle hjem i går aftes, så kunne vi dele dette sidste øjeblik sammen. 

Der gik ikke flere sekunder fra den ene sang til den anden, og beatet startede den næste sang op. Harry løb rundt på scenen, mens Liam dansede alt for mærkeligt og Louis der stod i sin egen verden. Zayn sad ned på scenen sammen med Niall. 

I'm sorry if I say "I need you."

But I don't care,

I'm not scared of love.

'Cause when I'm not with you I'm weaker

Is that so wrong?

Is it so wrong,

That you make me strong? 

 

Jeg kunne ekstra godt lide denne sang. Det var som om, at de havde valgt sangene med omhu. Den passede næsten til den situation vi havde stået i. Om, at når man endelig finder den som kan give kærlighed til en, og muligvis heler såret man bærer rundt på, så var man fuldstændig ligeglad, hvad de eller den syntes om det. 

"Tusinde tak, for at I alle gav tillid til mr. Clark og Keld, til at dette projekt bliv til noget." Nialls vidunderlige stemme, der havde givet mig så meget håb og lykke igennem fireogtyve dage, lød i mikrofonen. 

"Jeg har haft den bedste tid i mit liv her. Det har været så spændende dag for dag, og alle de søde mennesker jeg har mødt. Den næste sang, som vi vil synge, handler om, at alt kan gå fra en begyndelse, til et helt andet plot. 

Den handler om, at selvom det startede ud som en måde, så kan det slutte på en anden side. Men, selvom det forandrer sig i løbet af natten, så skal man aldrig være bange. Vi synes den passer godt indtil dette juletræf, for det er i realiteten hvad det handler om her. Her kommer vores anden sidste og nye sang, Night changes."

We're only getting older baby

And I've been thinking about it lately

Does it ever drive you crazy

Just how fast the night changes

Everything that you've ever dreamed of

Disappearing when you wake up

But there's nothing to be afraid of

Even when the night changes

It will never change me and you

Jeg følte, hvordan drengene virkelig tog al deres energi ind i sangen, som den sluttede af og jeg stod tilbage, med en god fornemmelse i maven. Jeg var måske ikke klar til at sige farvel til dem nu, men sådan lå landet og senere hen, så blev jeg okay igen med det. 

"Vores sidste sang," startede Zayn ud, mens han stod oppe på scenen, og fik drengene nærmere. De stod alle med armene rundt om hinanden. "Handler om mellemrummet imellem os, som bliver skabt en gang imellem, selvom vi ikke ønsker det bliver. Mange af jer, som står her nu, har lidt en kamp. Vi drenge, ønsker at I kan komme videre når vi forlader stedet. Nogen gange, så bliver det ikke som vi ønsker, og derfor må vi give op på hinanden eller holde stramt fast. Det, er hvad vores sidste sang handler om.

Tusinde tak for al støtten, vi håber I har nydt vores sange." 

Who's gonna be the first one to start the fight?

Who's gonna be the first one to fall asleep at night?

Who's gonna be the last one to drive away? 

Who's gonna be the last one to forget this place? 

 

We keep taking turns

Will we ever learn?

 

Oh, the spaces between us

Keep getting deeper

It's harder to reach you

Even though I've tried 

Spaces between us, 

Hold all our secrets 

Leaving us speechless

And I don't know why

Jeg mærkede hvordan en tåre trillede ned ad min kind, som de sang deres sang. Den mindede, om hvordan Matilda og jeg var tilbage i de gamle dage. De gamle dage. Det var jo, hvad det var. Det var et år siden, og nu var jeg endelig klar til at komme videre. Hvem havde hjulpet mig? De fem, vidt forskellige, men stadig helt de samme, drenge der stod oppe på scenen. Toby, Olivia, den gamle dame, Melissa og ikke mindst mine forældre. 

Jeg var så lykkelig indeni lige pludselig, at jeg krammede Toby uden videre. 


Det hele var gået fra en stille morgen og formiddag, til en kaotisk eftermiddag. Jeg havde stået i kø til elevatoren, sammen med Toby og hans familie, samt mine forældre, i noget tid. Alle havde fået pakket kufferterne sammen, taget deres jakker og sko på, og nu var det kun de sidste minutter tilbage, som vi havde sammen. 

Jeg kom endelig ind i elevatoren. Her var plads til tolv, men hvor mange vi lige var, det vidste jeg egentligt ikke. Det var en smule trist, at nu var der gået præcis fireogtyve dage, og nu var det hele bare slut. Ikke noget i morgen, ikke flere skattejagt til os. Ikke flere tåre her på pladsen, ikke flere nye bekendtskaber. 

Men hold da op: Det havde været en overdrevet forvirret tur. Først, så var man sikker på at intet kunne hjælpe. Så fandt man ud af, at der var håb. Efter det lærte man at leve med smerten, møde nye som havde gået igennem det samme, og fik endelig taget sig sammen. 

Her stod vi alle: Klar til at gå hjem, og begynde på ny. Jeg var en af dem, som skulle hjem nu, og følge min drøm - ingen tvivl om det. 

"Her skat, giv mig din kuffert, så går vi ud i bilen med alle vores." "Okay, tak far." Han nikkede som et svar, og jeg gav ham min kuffert. Jeg vinkede dem farvel, sådan så jeg en sidste gang kunne kigge rundt på pladsen, mens alle kæmpede sig glade ud ad portene. 

Det her var altså slutningen nu. Jeg havde ikke haft det så sjovt og skønt siden Matilda døde.

 

"Angelica!" råbte Niall, og jeg kiggede til siden, hvor Niall kom løbende hen mod mig. Forpustet stoppede han op foran mig, før han tog fat i min hånd. "Kom med mig," sagde han, og jeg nikkede til ham, mens jeg smilede. 

Han førte mig hen til det store træ, som for sidste gang stod til pynt for dette succesrige juletræf, for ramte familier. Hegnet, med de mange billeder af menneskerne som var her, lyste op. Boderne var lukkede, men de forskellige farvede lygter lyste stadig op. Juletræet lyste op for sidste gang i aften.Guld, sølv, hvid. Julemusikken spillede højt ud af højtalerne. 

Niall tog fat om min kind, mens han kiggede skiftevis fra mine læber, til mine øjne. Jeg stirrede ind i hans, sidste gang jeg ville kigge intens ind i hans oceanklare blå farvede øjne, der lyste af glæde og kærlighed. 

Den anden hånd kom op til min anden kind, og jeg blev omfavnet i hans hænder. En varm følelse gik igennem hele min krop, og jeg vidste at det var starten på en ny kærlighed jeg snart ville få. Ikke mere fra Niall af, for udenfor denne port, levede vi to forskellige liv. Men fra den næste fyr jeg ville finde, jeg ville elske, som jeg elskede Niall. 

"Tror du på det?" spurgte han om, mens han borrede sine øjne ind i mine. "Jeg tror alt for meget på det," hviskede jeg tilbage, efterfølgende af et fnis. "Det gør jeg også, det lærte du mig," sagde han så stille tilbage.

Jeg skød hurtigt øjenbrynene i vejret, og skulle til at spørge hvad han mente, men hans læber ramte mine. For anden gang kyssede vi. Men denne gang var noget helt andet:

Det var ikke bare følelsen af sommerfugle indeni. Det var fyrværkeri, det var en ubeskrivelig følelse, der dunkede fra fødderne af, op til mine læber. Det var følelsen af at blive elsket, få kærlighed, modtag kærlighed. Være nok for en person, tilgive fortiden. Alt skete i det øjeblik han kyssede mig, i et langt, blødt og omsorgsfuld kys. 

Jeg mærkede små stik på mine hænder, men med lukkede øjne, og mine læber dansende på Nialls, opdagede jeg ikke hvad det var, før nogle råbte: "Det sner! det sner!

Mine øjne blev åbnet samtidig med Nialls, mens hans læber stadig lå mod mine. Jeg kiggede op, rakte mine hænder ud i luften og tog i mod de mange smukke snefnug. Mit smil var ikke til at tage fejl af, grinet på mine læber groet. 

"Det var det du lærte mig; kærlighed med kærlighed er lige med magi," grinnede Niall, og fik mig til at grine også. Jeg dansede rundt, mens sneen fløj ned fra oven. 

"Tak, for den bedste måned," sagde jeg til Niall. "Mine arme er for dig, kom her, baby!" Jeg løb hen i Nialls arme, holde godt fast om ham, og glædede mig over, hvad han havde gjort for mig. 

Jeg var klar til at komme videre, til at blive glad igen. 

 

Vi gik hver vores vej alle sammen, efter vi var ude af porten. Nogle til højre, andre til venstre. Selvom vi ikke skulle samme vej, så havde vi nu noget helt tilfælles: Vi alle, som nye mennesker - som fornyede. Nyt håb, ny energi, nye venner og klar på en ny start. Takket være min far. Takket være Matilda, for hvis ikke det var sket, så havde vi ikke haft muligheden at få hjulpet hundrede af mennesker. 

Jeg var på vej hen mod bilen, mens sneen stadig dalede ned, og skyerne dannede sig blå. Men, alligevel kunne jeg ikke hjælpe mig selv, da jeg vendte mig om, og løb lidt tilbage mod porten. Han gik i den anden retning; den vej skulle han.

"Niall!" råbte jeg, da jeg så ham, gik ved siden af alle de fremmede mennesker. Han stoppede op, vendte sig om, og kiggede så smilende på mig. 

"Er du sikker på, at et bandmedlem som dig, husker hvordan kysset føltes?" "Baby, jeg er sikker på at et bandmedlem som mig, ville kunne huske hvor mange snefnugs der var i alt, mens vi kyssede." Jeg grinnede højt, før jeg vendte mig om og åndede lettet ud. "Du havde ret, han var noget specielt, Matilda," hviskede jeg, og lod Niall gå hen til hans bil, samtidig med jeg gik til min. 

Hun havde ret, som altid; julemagien var noget ægte, som virkelig fandtes. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...