Give time a chance to heal you ◆ Julekalender speciel

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2014
  • Opdateret: 24 dec. 2015
  • Status: Færdig
Det svært at komme videre når ens lillesøster tog sit eget liv, eftersom mobning steg hende til hovedet og ingen kunne redde hende fra hendes dybeste monstre, der gemte sig indeni. Angelica er bare ét af de tusinde af eksempler rundt i London, som sidder med en dyb hjertesorgen og smerter indeni, som hun ikke kan holde ud at bære rundt på. Og det lige derfor hendes far, i alt hemmelighed, har fundet på et kæmpe nyt jultræf, for alle ramte familier. En masse knuste hjerter bliver helet, fremmede bliver til venner, kærligheden hænger i luften og det nu at julemagien begynder. ! Glædelig jul 2014!

125Likes
52Kommentarer
14173Visninger
AA

24. ◆ 23. december


Som vi lige havde spist sent frokost, for så at få en halv time til at gå rundt i, stod vi nu samlet ude foran bænkene, mens lysene lyste pladsen op. Juletræet der var tændt og boderne med de mange forskellige-farvede lys. Kun hegnet, med de mange lyskæder på, manglede at blive tændt. Det var så flot alt sammen, og det var endda sidste dag det hele fik lov til at stråle igennem.

Så mange kendte personer, der havde optrådt. Så mange forskellige mennesker, der havde fortalt deres historier. Så mange ting sket på mindre end en måned. Det var fantastisk, hvad min far og Keld havde opnået sammen. Fra familier, som havde lidt, til helet sår og hjerter der var varme igen. Fra ødelagte ene-personer, til de nu havde nyt håb i livet. 

Toby lagde armen rundt om skulderen på mig, som vi stod og lyttede til damen, der havde været så sød for mig, hele tiden igennem. Ikke et sekund tvivlede jeg på hende. Det sødeste var, at jeg aldrig behov hendes navn, for at finde ud af hvor stod en betydning hun også havde haft med i spillet. 

"Tusinde tak, for hvad vi alle har opnået sammen. Jeg kan ikke forklarer jer, hvor stolt vi, holdet der har stået bag det hele, er for hvad vi har gjort og sagt i denne måned. Der har været så meget på spil, men så mange af jer, gør med glæde og håb fra her. Det var hvad vi ønskede skulle ske; og det skete skam også. 

Som et minde, på denne vidunderlig rejse vi har været på sammen, bliver pladsen åbnet den seksogtyvende, og alt vil være her, undtagen hytterne vil blive hejst væk igen, samt scenerne. Det vil fremover blive brugt til forskellige ting, og hvem ved: Måske næste år, så bliver der inviteret nye såret mennesker ind." Der blev klappet, som den finde dame stod oppe på den lille store scene og smilede stort til os alle. 

"Når det nu bliver et åbnet sted, har vi planlagt fra starten af, at alle som var her skulle blive husket, og derfor brugte vi weekender på at finde ud af hvad vi kunne gøre, for at det blev en mindeværdig måned. Vi vil lave et aftryk fra jer alle. Som I nok husker, og muligvis undrer jer over måske stadig, var, at vi bad jer om et billed af hver familiemedlem som deltog.

Det går nemlig ud på, at I alle skal gå op eller hen og finde jeres billeder frem, også mødes vi alle her igen, for at mr. Clark og Keld kan forklarer ydeligere. Tak, for at lytte, smut så og vi mødes om en halv time igen."

 

Toby og jeg smuttede op på mit værelse først, for at blive mødt af min mor og far på gangen. Vi fik hurtigt snakket med dem, om hvad vi gjorde når nu snart skulle hjem igen. Toby, og hans familie, var blevet til vores familie, og han var næsten blevet min storebror jeg ikke fik. Han betød en del, og han vil blive hos mig, selv efter træffet.

Det vil Niall aldrig kunne, men det havde jeg det også fint med. Det som om det var meningen, at han ikke skulle blive.

"Ved du hvad vi skal bruge billederne til?" Toby havde værelse en etage nedenunder mig, så vi tog hans efterfølgende og gik udenfor igen. "Måske?" sagde han, mens han lavede et uskyldigt ansigt.

Jeg slog ham blidt på armen, men hurtigt fik han taget begge mine hænder i hans og kiggede med store øjne på mig. "Du skulle ikke til at slå mig, vel?" "Hvad? Neej," svarede jeg uskyldigt. Han rullede med øjnene, før han gav slip igen og vi gik hen til midten af stedet. 

Stedet vi alle havde delt så mange følelser med hinanden. Tænk, at det var slut i morgen. 

Niall stod og vinkede til mig, så jeg gik væk fra Toby og mødte Niall med et kram, og et hurtigt kys på panden. "Hey, hvad så?" spurgte jeg om, mens jeg kiggede ham i øjnene. Hans øjne strålede af glæde og spænding. 

"Jeg har faktisk en lidt sjov historie at fortælle dig.. men først, så skal du lige hører hvad din far siger." Han pegede op på min far, som folk tog i mod med pift og klap. Keld kom gående bag ham, og de begge smilede ud til os alle. 

"Halløj alle sammen! Det her bliver vores farvel til alle jer. Vi håber, at I har nydt opholdet så utroligt meget, at jeg hører fra jer i fremtiden, og hvis det er, så kan I da lige få mit nummer," sagde min far, som en lille joke. Stemningen lettede i luften.

"Vi er så taknemlig, så glade og stolte over alle jeres fremskridt, som vi har fået lov til at følge i denne måned. Vores smil er hel klart ikke til at tage fejl af, når vi kører hjem i morgen fra dette års juletræf, for ramte familier. Som sagt, så bliver pladsen her, bare uden scenen og hytterne, som et minde for måneden 2014. Tak, for I alle gav det en chance." 

Min far takkede endnu engang, før han gav Keld mikrofonen. "Ja, som sagt, så vi super glade for at se fremskridt og store forandringer hos jer, men ikke også mindst med os selv. Vi er rigtig glade for, at det her projekt lykkes, og se selv hvor vi står: Næsten hånd i hånd. 

Men det jo det, vi står ikke fuldstændig hånd i hånd, og vi har ikke et minde, som siger 'her var alle vi, julen 2014, og vi startede ud med at have det dårligt, men vi fandt vores håb'. Derfor, så skal I nu tage jeres badge af - dog kun den, som viser hvem I hvert især har mistet og hvorfor - også tager I jeres billed, af jer, i hånden, sammen med badgen. 

Vi går sammen hen til hegnet, hvor vi skal sætte vores badge på hegnet, samt jeres billed ved siden af." Keld og min far fik et stort bifald, før vi samlet gik hen til det lange hegn. Jeg stod med Tobys familie og min ved den højre side, også Niall ved den anden. 

Musikken 'I'll be home' spillede ud af højtalerne, som også var der for nogle dage siden, da jeg forstillede mig Matildas afsked. 

Mørket lagde sig over byen, men ikke nok til at man kunne se stjernerne. Niall kiggede smilende på mig, og som jeg lige skulle til at spørge ham, om hvad han vil vise mig bagefter talen, blev to små hænder lagt om øjnene på mig. 

"Gæt hvem," sagde den søde pigestemme, som lød alt for kendt. Jeg fik store øjne, vendte mig rundt og hvinede, da jeg så Olivia stå og se godt ud. "Åh, Olivia! Det er dig!" Jeg hev hende en i et kram. 

Sådan stod vi bare, mens folk begyndte at tage deres badge af og hænge billederne ved siden af dem. Vi svang langsomt tilbage. "Jeg kan ikke fatte, at vi ses igen," sagde jeg ind i hendes øre. "Selvfølgelig, Angelica! Jeg nåede aldrig at få dit nummer eller sige farvel. Så tragisk, men heldigvis fandt Niall frem til mig, og fik snakket med mine forældre." Jeg smilede stort til hende, som jeg gav et hurtigt kram til. 

"Se hvad jeg har taget med!" Hun tog begge sine hænder op, hvor hun havde et billed i hånden og badge i den anden. Jeg grinte ad hende, før vi vendte os om, og gik hen mod hegnet. 

Min ene badge blev taget af min jakke, som jeg var blevet utrolig glad for, som tiden gik. Jeg så ned på badgen, jeg havde fået en del glæde for, da den repræsenterede Matilda. "Jeg elsker dig," hviskede jeg til badgen, for så at efterlade et hurtigt kys på den. 

"Er du klar?" spurgte hun om, og jeg nikkede som svar. Vi begge hang vores badge fast på hegnet, og tog billederne ved siden af. "Wow, det føles godt," sukkede Olivia, mens jeg nikkede i enighed. Det var som den sidste brik man skulle have på pulsespillet. Den brik, der bare havde ligget nede i boksen for længe, men vidste ikke hvor den skulle hen, før det helt rigtige øjeblik var inde. 

Jeg gik tilbage i den lange række, som vi alle stod i, og tog Nialls hånd i min. Han flettede dem sammen. "Tak, Niall, virkelig." "Det var så lidt, prinsesse." Han kyssede mig i håret, som en vane han altid gjorde, før han igen kiggede ned på hegnet, nu fyldt med de mange billeder og forskellige badge. 

Hånd i hånd stod vi og kiggede på hegnet. En lille knap blev trykket på, og lyskæderne blev tændt. Folk hujede og grinte, som vi stod og kiggede på det personlige, pyntede hegn. 

Der havde ikke været en bedre stemning omkring os, indtil nu. Vi delte alle et personligt øjeblik, mens vi kiggede ned på hegnet og 'shout about it' (med The Vamps) spillede i baggrunden. 


Vi sad for sidste gang i spisesalen, og spiste aftensmad sammen. Der var lavet meget mad. And, steg, bøffer, brun kartofler, grønsager, kartofler og hvad ved jeg. 

Alle, som havde været tilmeldt til denne begivenhed, var blevet en kæmpe familie. Selvom man ikke nåede at kende alle, så føltes det alligevel som om man gjorde. 

Jeg sad ved siden af min mor og far, mens Niall også havde fået plads ved os, samt Olivia og Tobys familie. 

Det var så hyggeligt, at sidde her sidste aften, og dele min måltid med dem, mens vi snakkede om alt og intet. Min far, som muligvis havde accepteret, at Niall og jeg endte sammen, og Toby og hans familie, der blev en fremtidig del af vores familie. Olivia, som var min allerbedste veninde, for alle andre vil jeg sige farvel til, og begynde på en frisk. Et nyt sted; en ny verden; et nyt liv. 

Det havde været noget af en rejse, men vi alle stod stadig på vores ben: Stærkere end før. Klar til at bekæmpe dæmonerne, som før vandt. Og det var nu, at jeg hoppede ned fra vippen, som jeg havde fået hjælp af Niall til at komme op på. 


Tusinde tak for en fantastisk måned, med al jeres kærlighed i jeres kommentarer til historien og mig. 

Jeg er så dybt glad for, at vi har nået så langt i denne historie. 

Det både trist at den nu slutter, men også en begyndelse for mig, for det her var bare starten på mine fremtidige historier.

HVAD ER SÅ JERES YNDLINGSKAPITEL? :D 

- Laura L.P.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...