Give time a chance to heal you ◆ Julekalender speciel

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2014
  • Opdateret: 24 dec. 2015
  • Status: Færdig
Det svært at komme videre når ens lillesøster tog sit eget liv, eftersom mobning steg hende til hovedet og ingen kunne redde hende fra hendes dybeste monstre, der gemte sig indeni. Angelica er bare ét af de tusinde af eksempler rundt i London, som sidder med en dyb hjertesorgen og smerter indeni, som hun ikke kan holde ud at bære rundt på. Og det lige derfor hendes far, i alt hemmelighed, har fundet på et kæmpe nyt jultræf, for alle ramte familier. En masse knuste hjerter bliver helet, fremmede bliver til venner, kærligheden hænger i luften og det nu at julemagien begynder. ! Glædelig jul 2014!

125Likes
52Kommentarer
14169Visninger
AA

23. ◆ 22. december


Stille og roligt, sad vi alle og spiste morgenmad. Efter i går var mit forhold til drengene styrket. Vi havde virkelig haft det sjovt her på det sidste, og jeg var ekstrem glad for at være en del af det hele. 

Måske havde jeg ikke fået snakket med alle, kendt til alle eller hørt alles historier, men om aftenen havde der været mange historier som blev fortalt, om de mistede live, og alle de mange fortællinger om det virkelige liv, havde givet mig et nyt indblik på livet. En ny hensigt, til hvad jeg vil.

Det var rigtig trist, at om to dage var det hele forbi, men som sagt før, så glædede jeg mig også. Måske ikke lige til den part, at jeg så ikke fik Niall at se mere - for det gjorde lidt ondt, selvom vi begge to accepterede at det var sådan - men, at vi alle kom ud i livet nu, og fik en ny chance. 

Vi havde haft en hel måned, næsten, til at få ændret vores game vaner, få nye venner, bekendtskaber og lade livet forandre sig, mens vi slappede af med det hele. Følelserne havde hængt tungt i luften, men de fleste havde det trygt igen. Inklusiv mig. 

Niall skulle have en stor tak, for alt det han havde gjort for mig. Det indså jeg nu. Han havde hjulpet mig så meget, og han var grunden til, at jeg nu var klar. For her stod jeg: Oppe på den store scene, klar til at fortælle min historie for de hundrede af mennesker nede på bænkene. 

Det gjorde ikke ondt, ligesom alle de andre gange, det her var mere end lettelse, og noget jeg havde lyst til, fordi jeg vidste det vil hjælpe andre. 

"Hej, mit navn er Angelica. Jeg er atten år gammel, og som min badge viser, så har jeg mistet min lillesøster af mobning." Jeg kiggede rundt på de mange forskellige personer, der sad lige nu og tog så tid til at høre på min historie, som hver delte samme sorg, men med hver sin oplevelse. 

Barstolen, som de havde fundet frem til mig, satte jeg mig op på. Højtalernes musik var skruet ned, så man kun lavt kunne høre hvad der blev spillet, hvis man altså virkelig lyttede efter. Ellers var det kun beatet du svagt kunne fornemme. 

"Hun blev mobbet i flere år, ligeud. Ingen pause, ingen forklaring: Hun var bare blevet deres offer. Vi har aldrig fundet en forklaring. Jeg har altid haft en masse spørgsmål, men der har uheldigvis ikke været nogle til, at kunne svare på dem. Jeg har ingen start på min historie, for der var aldrig en begyndelse. Det startede hårdt på hende, og først da de begyndte, blev det kun værre og værre med tiden. 

Min mor, Jeanette, har altid troet på, at tiden vil gøre alt okay igen. Men, nogle gange, så er tingene her for, at de ikke skal blive okay. Det har jeg lært nu. For det er okay. Ikke okay, at de mobbede hende til døden, men okay det skete, for se hvor vi alle sidder nu. Her er vi alle sammen, samlet rundt om pladsen, som min far har brugt tid på at få op og køre. 

Vi deler vores lidelser, og jeg ved, at de fleste af os her, vi er helet igen. Tiden heler alle sår; det har min mor lært mig." Jeg holdt en kort pause, mens jeg fik taget mig sammen, til at fortælle om dagen dengang. 

"Jeg var lige mødt ind på min skole, og kom igennem de første timer. Intet skete der, og min søster gik på en anden skole, så jeg har aldrig kunne beskytte hende som jeg har villet. I historie, bippede der konstant beskeder ind på min mobil, men da jeg har en ret streng lære, vil jeg ikke risikere at tage min mobil frem. 

Da vi endelig havde fri, og jeg gik ude i gangen, skulle jeg til at tjekke min mobil for de mange beskeder, men min to gamle bedstevenner hev telefonen ud af min hånd. Det gjorde, at hele spisepausen fik jeg glemt om beskederne, og derfor lod jeg bare drengene lege med den. 

Jeg fik den så tilbage, og fik endelig læst en lille del af de tusinde af missede opkalds og mange beskeder. De alle var fra min lillesøster, Matilda, som skrev en masse, om hvor ondt og dårligt hun havde. Da timen selvfølgelig begyndte, var jeg nødt til at skrive til hende, at jeg var hjemme snart og hun måtte hygge sig inden jeg kom. Hun skrev endda, at hun lovede at forholde sig i ro.

Jeg vil så gerne have løbet hjem, men da jeg går på en meget streng skole, hvor man nærmest bliver udvist bare af at ikke dukke op til en time, kunne jeg ikke tage chancen." Jeg fik trukket vejret hårdt, som tårene truede med at suse ned ad kinderne. 

Der var stille på pladsen, som jeg forsatte min historie: "Hvis jeg bare havde tjekket mine beskeder i historie, så havde jeg kunne redde Matilda. Da jeg kom hjem, endelig efter skole, løb jeg rundt i hele huset, for at skynde mig op på hendes værelse, og dér så jeg hvad der var sket på grund af at jeg ikke kom, da hun havde allermest brug for mig." Først nu, lod jeg tårene slippe ud af øjenkrogene. Men det var ikke tåre, der gjorde ondt. Det var glædeståre, for endeligt kunne jeg fortælle min oplevelse højt. Komme ud med det sidste smerte jeg gemte indeni, og gøre mig klar til livet der var sat på skud foran mig. 

"Jeg fandt hende hængende ned fra loftet. Hun var allerede død, da jeg holdt hende i armene og ringede efter en ambulance." Det stak ikke i mit hjerte som altid før. Det gjorde ikke ondt i mine øjne, og det sortnede heller ikke. Jeg sad bare, tårene ned ad kinderne, og rystede med en mikrofon i hånden. 

Det lettede sig indeni, som jeg fik sagt det ud højt. Jeg lod mine fødder ramme scenen igen, og gik lidt væk fra barstolen.

"Vi alle har haft det rigtigt hårdt, men se hvor vi alle står nu. Vi alle smilede, da vi legede pakkeleg; vi alle græd da vi hørte andres historier; vi alle glædede os, da vi for første gang fik tændt juletræet, og hele pladsen lyste op med kærlighed i luften. Måske har vi ikke nået at kende alle på denne rejse, men se hvor lys vores fremtid ser ud. Jeg har givet slip på min endeløse lidelse, som jeg troede jeg aldrig vil komme af med, men her står jeg nu. 

Tak, for at komme til det her juletræf, som min far har lagt så mange kræfter i. Jeg er utrolig stolt af min far, for jeg ved hvor meget han har hadet, at skulle se min mor og jeg lide. Det hårdt at miste, men tiden heler sårene, og vi lærer fra det." Jeg smilede ud til dem, for så at ligge mikrofonen ned på stolen. 

Med klap fra de mange forskellige personer, fik jeg ned fra scenen og blev mødt af min mor og far. Tårene hang i øjenkrogene på os alle tre, som vi fik krammet os sammen. "Vi er så stolte af dig," hviskede min mor, mens vi holdt fast rundt om hinanden. "Det ved jeg, mor. Jeg elsker jer så højt." "Og vi elsker dig, min skat," svarede min far. 


Jeg gik rundt på pladsen, hilste og snakkede kort med en masse mennesker. De alle syntes, at jeg havde gjort det godt på scenen, og inspireret dem til nye chancer. Jeg svarede, at der altid var håb for enden af ulykken, det havde Niall nemlig lært mig. 

Jeg var ligeså stolt som de var, af mig selv. Tænk, at jeg havde stillet mig op på scenen og fortalt min oplevelse. For et år tilbage, der var jeg rimlig sikker på, at jeg aldrig vil komme videre. Jeg var sikker på, at hele mit liv var forbi og jeg var den eneste i verden der havde det så hårdt som jeg havde det. Men tiden vidste, at alting blev okay. 

Så ja, mor havde ret; som altid. 

Jeg elskede Matilda - og det vil jeg altid gøre. Ingen vil kunne tage det væk fra mig. Jeg vil aldrig kunne finde en, som nogensinde kunne erstatte den lille manglende stykke, som var taget fra mit hjerte. Det vil altid være væk. Men jeg kunne lade mig selv tillade, at finde en, der kunne hjælpe såret med at virke mindre. 

Niall, som sagt alt for mange gange, han fortjente virkelig en hånd. Han havde hjulpet mig på vej, han havde fået mit hjerte samlet i stykker, og selvom det stadig gjorde en smule ondt (og et stykke altid vil mangle), så vil jeg ikke kunne finde nogen andre, til at gøre det arbejde Niall gjorde.

Jeg elskede ham, det fandt jeg ud af nu. Jeg elskede ham, for det han havde gjort. For det vi havde opnået sammen; for tårene vi har grædt, for glæden vi havde spredt og kærligheden vi havde delt. 

Når vi, den fireogtyvende, gik ud ad portene, vil vi igen live to vidt forskellige liv, i den samme verden, men forskellige byer. Og det var endnu en ting som var okay. Jeg havde det fint med det. Men om jeg nogensinde vil finde en, som kunne erstatte Nialls arbejde? Næppe. 

 

"Kartofler!" hvinede jeg lykkeligt, da de mange skåle blev sat på det store tag-selv-bord. Jeg klappede lavt i mine hænder, som saucen blev stillet, som kødet blev båret ind og som stemningen steg i spisesalen. 

"du spiser jo ikke andet, engel," grinede Niall ved siden af mig, som vi ventede på, at det var vores tur til at komme op og tage mad. "Nej, men nu smager det altså også mega godt!" "Ja, det udstråler du godt nok også hver gang vi får det." 

Som vi ventede, drev mine tanker mit hoved af. Der var sket så meget på de få uger, at jeg ikke kunne producere det hele i mit hoved. Både gode ting og mindre gode ting. 

"Niall?" spurgte jeg om, da vi var det tredje bord, som først måtte tage op og spise. Bord to var lige begyndt. Han nikkede til mig, mens hans hænder lå i hans skød. 

"Tusinde tak, for alt du har gjort for mig i denne måned," sagde jeg til ham, og mente hvert et lille ord. "Jeg er så taknemlig for at have mødt dig, og selvom vi begge ved, uden for de porte, lever vi to verdener, så skal du vide hvor meget du betyder for mig nu, og hvordan jeg altid vil huske dig." Han tog fat i min egne hånd, mens han oceanblå øjne, stirrede lykkeligt ind i mine. 

"Det jeg virkelig glad for at høre, Angelica. Måske har jeg gjort en masse for dig, men du har altså også lært mig nogle ting, som eksempel, at der altid er plads til forelskelse, lige meget hvad end andre mener." Mine kinder blev helt klart røde som æbler, når ordene forladte hans mund. 

"Du virkelig en smuk, sød, dejlig og ekstrem stærk og sej pige, love. Du skal være glad for, hvad du har opnået i denne måned." Niall smigrede mig totalt, som jeg sad nikkende og tog imod hans søde borde. 

Jeg smilede stort til Niall, får jeg rejste mig op, da det blev vores tur, og gik hen imod kartoflerne. I dag var der også grønsager og bearnaisesauce til. Det skiftede for dag til dag, og det var nok en af de store ting jeg elskede her. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...