Give time a chance to heal you ◆ Julekalender speciel

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2014
  • Opdateret: 24 dec. 2015
  • Status: Færdig
Det svært at komme videre når ens lillesøster tog sit eget liv, eftersom mobning steg hende til hovedet og ingen kunne redde hende fra hendes dybeste monstre, der gemte sig indeni. Angelica er bare ét af de tusinde af eksempler rundt i London, som sidder med en dyb hjertesorgen og smerter indeni, som hun ikke kan holde ud at bære rundt på. Og det lige derfor hendes far, i alt hemmelighed, har fundet på et kæmpe nyt jultræf, for alle ramte familier. En masse knuste hjerter bliver helet, fremmede bliver til venner, kærligheden hænger i luften og det nu at julemagien begynder. ! Glædelig jul 2014!

125Likes
52Kommentarer
14173Visninger
AA

21. ◆ 20. december


"Hvis du har snydt min datter, så du død. Hvis det er ægte kærlighed, hvilket gik over mine betingelser, så du også død. Men nu, hvor jeg tror min datter fandeme også kan lide dig, så lever du lidt endnu." Hans ord gentaget sig i mine øre, som jeg havde været nede for at få morgenmad i dag. 

Angelica havde ikke været der til aftensmaden, som lovet, men jeg fik så også hurtigt en besked om, at hun ikke havde det så godt, så hun prøvede bare at få sovet ud. 

Hendes far tog fat i mig her i dag, snakkede med mig om mit forhold mellem Angelica og jeg. Det var hans skyld vi hyggede os sammen, og som han sagde at jeg havde trodset hans regler for hjælpen, var det også grunden til jeg vil trække mig væk fra Angelica nu, sådan så hun ikke kom i fare til et skænderi med hendes far, kun på grund af mig og mine dårlige evner til at forholde sig til de sagte ord. 

"Jeg lover dig, Niall. En tåre ned ad hendes kind, som er din skyld, og du kan sige farvel til din karriere og snarere også liv." Jeg måtte sige: Første gang vi mødtes, helt tilbage til møderne før juletræffet, tog jeg aldrig hans små trusler seriøse. Nu, nu lød de meget overbevisende. 

Men jeg havde følelser for Angelica, og jeg kunne intet gøre mod det, end at prøve på at skubbe dem og hende væk. Det var den eneste mulighed. Noget, som så gjorde det endnu mere værre, var, at hendes far så også sagde hun kunne lide mig. 

I næsten tre uger, prøvede jeg at få mig selv til at tage mig sammen, så jeg kunne spørge hende om hvad hun følte for mig. Men nej. Klovnen, Niall Horan, havde endnu ikke sagt eller spurgt om et kuk omkring det emne. 

 

"Angelica? Må jeg gerne komme ind?" spurgte jeg for tredje gang, mens jeg stod og bankede på døren. Jeg kunne tydeligt høre hendes seng derinde, hver gang hun rodede sig i den, så jeg vidste at hun både var vågen og derinde. Hun vil bare ikke svare eller lukke mig ind. 

 Da jeg trak ned i håndtaget, slog jeg mig selv i panden, som døren åbnede. Det var så spild af fire minutter. "Jeg kommer ind, Angelica!" råbte jeg.

Skoene fik sin plads ved siden af hendes små nogle. 

Der sad hun: For enden af sengen, tårene langsomt sivende ned ad kinderne. "Jeg lover dig, Niall. En tåre ned ad hendes kind, som er din skyld, og du kan sige farvel til din karriere og snarere også liv." Ja, det var så nok min skyld det der. 

Hans ord blev til ét rod i mit hoved, som jeg satte mig på knæ nede på gulvet, mellem hendes ben. 

Jeg tog hendes hår væk fra ansigtet, og sukkede, da hun blev ved med at kigge alle andre steder i rummet, end på mig. "Angelica," sukkede jeg. "Undskyld. Jeg ved, hvad du ved." Hun rullede med øjnene, før hun rystede på hovedet. "Så løj du? Kan du overhovedet lide mig, er jeg overhovedet sød, eller var det bare for at spille sød?" 

Med store øjne kiggede jeg på den fortvivlende, og anderledes, Angelica. "Ja! selvfølgelige. God, ja jeg kan lide dig. Åh, man, din far vil slå mig ihjel hvis han hørte jeg lige sagde det der, og derfor har jeg ikke turde at sige noget," sagde jeg hurtigt. 

Jeg tog hendes kolde hænder i mine, men stadig kiggede hun rundt i rummet, snøftende. "Angelica," hvinede jeg, da jeg ikke kunne holde ud den måde situationen var drejet på. "Giv mig en chance, jeg lover alt har været fuldt ud oprigtigt fra min side af, engel." Hun fnyste. Fnyste af mine ord. 

Jeg havde lyst til at græde, jeg havde lyst til at slå min hånd ind i væggen. Jeg vidste, at jeg skulle havde fortalt hende det. Eller vent, det var nu mere Toby, som sagde jeg skulle fortælle det. Men jeg var bange; som altid. Jeg havde aldrig tid til kærlighed eller omsorg til andre piger, med den karriere jeg havde fået tilgivet. 

Det var langt tid siden, at jeg sidst kunne lide sådan en speciel pige som Angelica var, og nu valgte jeg selv at fucke det op. Ikke hendes far, ikke Toby, ikke drengene. Men mig selv. 

Det fik mit til at tvivle; til at overtænke; til at blive forvirret. Jeg kunne virkelig godt lide Angelica. Jeg syntes virkelig hun var så fandens smuk og svær at nå. Hun var så kostbar, uden hun vidste det. Hendes søde tøjstil, der faldt mig så godt ind. Hendes latter, der altid fyldte rummet. Glæden, som hendes øjne vidste, hver gang hun fortalte historier om Matilda. Eller, når jeg snakkede, så nikkede hun og lyttede faktisk efter. Hun var interesseret i en. 

Alt jeg havde gjort og sagt i denne måned, var hundrede komma ti tusinde procent rigtigt.

"Jeg går lige en tur," sagde hun. Angelica havde allerede rejst sig op, og taget sko på, som hun sagde ordene og jeg drog ud af mine tanker. 

 

Jeg havde ventet længe nok, til at min tålmodighed stoppede og jeg skyndte mig op fra sengen. Hvad tænkte jeg også på? hun havde ikke engang taget sin jakke på, det var jo ekstremt koldt udenfor?!

Hurtigt fik jeg svunget min jakke omkring mig, fået mine hvide sneakers på, også var jeg ellers ude af døren. 

Elevatorturen tog en evighed, selvom det ikke var særlig mange etager jeg skulle ned af, men jeg fik holdt mig selv i ro og løb ud ad de store døre, da jeg endelig nåede lobbyen. 

Jeg løb forvirret rundt, som jeg ikke kunne se en skygge af Angelica, da alle mulige mennesker - jeg slet ikke havde taget initiativ til i denne måned, hvem var - gik og legede rundt omkring pladsen. 

Is banen var fyldt op med mennesker, folk sad og slappede af ved bænkene. Boderne var åbnet, og den eneste gang jeg havde været henne ved dem, var med Angelica for flere uger tilbage. 

Mørket havde lagt sig i hele byen.

"Angelica!" En figur jeg kendte alt for godt, stod ved juletræet og kiggede beundrende på det. "Undskyld, Angelica," sagde jeg, som jeg løb hen til hende og stod lige bag hende. 

Angelica vendte sig endeligt om, med tåre rendende ned ad kinderne. "Hvad nu hvis du løj? hvad nu hvis du slet ikke kan lide mig, som jeg kan lide dig?" Hendes tvivlende ansigt var ikke til at tage fejl af, mens hun stod og græd lige foran mig. Græd på grund af mig. 

"Jeg kan godt lide dig, Angelica! Du aner ikke hvor meget betydning du har fået for mig, i løbet af kun snart fire uger." Jeg sukkede tungt ud, mens jeg stod og kiggede halv fortabt på hende, som fik mig til at åbne øjnene op for kærligheden igen. 

Men det var vel hvad det egentlig var? Kærlighed. Forbudt kærlighed, for at være præcis. Det var det, som stoppede mig. 

"Men, hvorfor vil du så ikke kysse mig?" Hendes stemme var lav og svag, mens hun tørrede sine øjne. Jeg begyndte at gå tættere på hende, og skulle til at hive ud efter hende, men så tænkte jeg over hvad der ville ske bagefter. Jeg vil kysse hende; gør det hendes far ikke vil have. 

"Undskyld," sagde jeg til hende, for så at gå skridt bagud. Jeg vendte mig om og begyndte langsomt at gå væk fra hende. Tårene truede med at trille ned, men jeg blinkede dem hurtigt væk igen. 

"Angelica, jeg forlader dig ikke før du siger jeg skal holde mig væk. Og selv når du prøver at jage mig væk, så bliver jeg. Vi har lige mødt hinanden, og du har brug for en, så her er jeg til at være her for dig. Jeg holder dig fast i armene til du er glad igen." Hendes rolige stemme lød bag mig, som jeg ellers var på vej væk fra hende. Jeg stoppede op, ikke vendte mig om, men bare stoppede.

"Det var hvad du sagde til mig, Niall. Men nu, nu står jeg og græder, mens du er på vej væk fra mig. Du lovede ikke at forlade mig, indtil jeg blev glad igen. Det lige hvad du gør," sagde hun til mig, mens hun hev efter vejret. 

Jeg sank en klump i halsen, mens jeg tænkte. Tænkte, om hvor meget jeg gerne vil blive og nyde det med hende, men det vil hendes far aldrig tillade. Tænkte over, at jeg virkelig havde sat så meget tid til denne her pige, men alligevel var jeg på vej væk fra hende.

Hun havde ret: Jeg lod andre bestemme, og derfor forsøgte jeg at gemme mig væk. Jeg burde blive, jeg burde holde mit løfte. 

"Fuck, altså!" hviskede jeg, før jeg vendte mig om. Dér stod hun stadig. Armene ned mod siderne, tårene næsten stoppet med at trille, og hendes ansigt der var så trist og sørgelig over mine handlinger. 

Og det var dér, jeg først opdagede, hvor meget jeg egentlig kunne lide denne flotte pige, som havde lidt og grædt i et år. 

Det var min grund til, at jeg løb hen mod hende. Mine hænder krammede hendes kinder, før jeg ikke et sekund tænkte over mine handlinger, men lod mine læber ramme hendes. 

Her stod vi; tre uger efter vi havde mødtes, og delte det første kys. Det første mund-til-mund kys. Hendes små, varme læber presset mod mine. 

Jeg mærkede hvordan min krop sivede af glæde; af lykke. Endelig kom vi tættere på hinanden, end kun ligge og kæle. Hun drev mig skør, hver gang hun havde ret, men alligevel beskyttede jeg hende altid for hendes egne monstre indeni. Jeg kæmpede for denne ustabil pige, som var skylden i, at min mave snurrede og elefanterne hoppede rundt. 

Hun var skyld i, at jeg bare følte en lille smule kærlighed igen.

Jeg trak mig fra hende igen, stadig med mine hænder om hendes kæbe, mens jeg kiggede med et stort smil ind i hendes øjne. 

"Er du sikker på, at et bandmedlem som dig, husker hvordan kysset føltes?" Sagde hun, med et snert af tristhed i sin stemme. "Baby, jeg er sikker på at et bandmedlem som mig, ville kunne huske hvor mange stjerner der var i alt, mens vi kyssede." 


Hvorfor? Hvorfor, kyssede jeg hende lige? Vil jeg gerne i graven tidligt? Vil jeg gerne udsætte mig selv for hendes far? Vil jeg gerne gøre, at hun sikkert nu kom i skænderier med hendes far? Hvorfor var jeg så naiv. 

Men alligevel, så følte jeg at alt andet var så ligegyldigt, for endelig havde jeg fået kysset. Det magiske kys, som var så forbudt at jeg ikke kunne nyde det som jeg gerne ville.

Sommerfuglene, elefanterne, den sivende fornemmelse i kroppen vandrede stadig rundt, som jeg gik ind ad døren til værelset, for at blive mødt med af en masse drenge.

Jeg stod med hånden på håndtaget, mens jeg stirrede ud i luften. Ignorede deres spørgsmål, eller hvad de sagde. Jeg kiggede bare; tænkte bare. 

Det var alt for forkert gjort, var det ikke? Jeg skulle have nydt det meget mere end jeg overhovedet nåede at gøre, før jeg trak mig selv og løb. Løb væk fra problemerne der enten vil komme, eller slet ikke eksisterede andre steder end i mit hoved lige nu. Det var så forvirrende alt sammen? Måtte jeg kysse hende - well, det gjorde jeg. Var det forkert? På så mange måder, at jeg ikke engang fik det som jeg vil have det. Der manglede bare noget, som fik det til at være det mest magiske kys. 

Men så igen, fortrød jeg? Absolut ikke, for det her var selveste Angelica, som jeg endelig - efter tre uger, får mit kys fra hende. Måske det sidste, muligvis kun det første? Eller, måske måtte jeg sige fra nu? trække mig. Gøre det for vores begge sikkerhed, når det kom til hendes far.

"Jeg kyssede hende.." tavs sagde jeg det, mens jeg stirrede stadig ud i luften. Louis begyndte at klappe, mens han hvinede. "Yay, endeligt!" sagde han.

 "Men," sagde jeg så, og kiggede skiftevis på dem. "Men hvad?" svarede de alle i kor, kiggede forvirret på mig. 

"Det føltes slet ikke så magisk som jeg ville have haft det til?" En tåre trillede ned ad kinden på mig, som jeg tænkte over hvad jeg lige sagde. Det var som om, at jeg ikke ville tillade mig selv at få det til at blive magisk.

Noget stoppede mig, og jeg vidste hvem: Hendes far.


Av, av, av, av, av mit hjerte! Det går så ondt!! de kyssede, omfg, OH MY GOD! MFOGMFOSÆF DE KYSSEDE WEEEEEEEEHEHHHHH!H!! det har jeg så lige ventet 21 kapitler på skete d: 

- Laura L.P.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...