Give time a chance to heal you ◆ Julekalender speciel

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2014
  • Opdateret: 24 dec. 2015
  • Status: Færdig
Det svært at komme videre når ens lillesøster tog sit eget liv, eftersom mobning steg hende til hovedet og ingen kunne redde hende fra hendes dybeste monstre, der gemte sig indeni. Angelica er bare ét af de tusinde af eksempler rundt i London, som sidder med en dyb hjertesorgen og smerter indeni, som hun ikke kan holde ud at bære rundt på. Og det lige derfor hendes far, i alt hemmelighed, har fundet på et kæmpe nyt jultræf, for alle ramte familier. En masse knuste hjerter bliver helet, fremmede bliver til venner, kærligheden hænger i luften og det nu at julemagien begynder. ! Glædelig jul 2014!

125Likes
52Kommentarer
14166Visninger
AA

3. ◆ 2. december


 "Prøv lige at se!" Jeg åbnede øjnene op, for at kigge hen til den højre side, hvor Matilda stod. "Se lige!" sagde hun igen og pegede ud af vinduet. Hendes smil var ikke til at tage fejl af, da hun løb hen på den anden side af sengen - den side jeg lå i - og hev fat i min arm. 

"Kom nu! Det vigtigt, han er vigtig. Du nødt til at se ham," hvæsede hun, mens hun prøvede at hive mig op af sengen. Jeg gav ind til sidst, og lod mine fødder ramme det opvarmet gulv. 

Jeg lod hende føre mig hen til vinduet, mens jeg gned mig selv i øjnene og lod et søvnig gab slippe ud gennem min mund. "Kig nu, kan du se det!" 

Jeg kiggede ud af ruden, ned mod is banen og så absolut ingenting. Kun et pyntet juletræ ved siden af. Jeg havde lyst til at sige noget; men jeg kunne ikke. Jeg var mundlam. Ingen stemme. 

Matilda forstod mit blik, da jeg opgivende begyndte at bakke bagud - tilbage til sengen. Hun tog fat i min arm, stirrede ind i mine øjne og sagde: "Du kan ikke se det, fordi du ikke tror på det. Det handler om at tro. Julemagien finder kun sted hvis du tror på det. Så luk øjnene, tæl til ti og tænk: Jeg tror på det." Hendes lave stemme fik mig til at kigge overrasket på hende.

Matilda på fjorten år, stod og sagde nogle flotte ord, der sagtens kunne blive sagt fra en gammel mand, som vidste en masse om livet og magi. Så endnu engang gav jeg op, og sukkede lydløst. 

Jeg lukkede øjnene og tænkte på det hun sagde jeg skulle. Jeg tror på det. Jeg tror på det. Jeg tror på julemagien. 

Jeg mærkede Matildas hånd forsvinde fra min, da jeg langsomt åbnede øjnene op igen og kiggede hen mod vinduet (hvor Matilda nu stod). Jeg vil gispe, jeg vil sige at det ikke kunne passe, jeg vil fortælle hende hvor rystet jeg var. Men der kom intet ud.

Det sneede. Matilda grinede højt, mens hun åbnede vinduet op og et kort stund fløj en brise rundt i værelset. Hun tog fat i de mange snekrystaller, der fløj ned fra himlen, og kiggede så hen på mig. "Se hvad du skabte! Der er sne, Angelica, du troede på magien og magien lod det ske. Det er dét der kaldes ægte julemagi." 

Hele hendes ansigt lyste op som aldrig før. Hun elskede sne, mere end noget andet næsten. 

Jeg gik med faste skridt hen mod vinduet og kiggede med et kæmpe smil ud i luften. Sneen sivede ned, mens musikken nu spillede ud af højtalerne. Boderne var åbne, folk spiste brændte mandler ved bænkene og is banen var fyldt op med mennesker. Det var en sand julestemning rundt om pladsen, men det var ikke det som fik mig til at gispe. 

En pige, lignende mig- vent, det var nok mig - stod lige foran det høje juletræ, med en anden dreng. Jeg kunne ikke se hvem det var, men han havde lyst hår i toppen, med brunt i hovedbunden. Sorte skinny jeans og en beige farvede sweater havde han på. 

"Se, jeg sagde jo han var noget specielt. Han er vigtig, Angelica." Og da de ord var sagt, kom to knipsende fingre op til mit ansigt, hvilket fik mig til at lukke øjnene i, i ren forskrækkelse. Da jeg åbnede dem igen, så var Matilda væk, sneen var væk, stemningen var væk, boderne var lukket, is banen var tom, musikken var stoppet, juletræet var efterladt, og jeg blev skubbet tilbage, af vinden, i sengen. 

Jeg nåede kun at opfatte en sidste ting, som nu lå ved siden af mig: Matildas armbånd vi engang lavede sammen ved bedstemor.

Vinduet lukkede i med et brag.

 Skrigende vågnede jeg op, mens jeg hurtigt fik sat mig selv op i sengen og hev efter vejret. 

Jeg kiggede hen mod vinduet. Det var lukket og solen skinnede udenfor. Ingen sne, ingen tegn på sne. Mens jeg langsom fik mine vejrtrækninger på et normalt tempo igen, kiggede jeg ned på dynen, der lå næsten flad og fin ud på den venstre side jeg ikke havde rørt.

Matildas armbånd lå der. 

Et forsøg før, med at holde mine vejrtrækninger på et normal niveau, gik hel i vasken nu, eftersom jeg langsomt mærkede på armbåndet. 

Det var der virkeligt; det var virkeligt. Matildas gamle armbånd, som jeg ikke havde set siden hun tog afsked, lod jeg nu røre mine sammenknyttede læber. Lod duften suse sig ind i mine næsebor. Jeg satte det fast på mit højre håndled. 

Underligt nok, så kunne jeg passe det gulvværd armbånd, som nu sad fastklemt rundt om mit håndled. En tåre havde banede sig vej ned ad kinden.

Min mor kom brasende ind, løb hen til sengen og knuste mig sammen med hendes arme stærkt rundt om min krop. "Det okay," hviskede hun til mig, "det var kun en drøm." Hun gyngede mig frem og tilbage. Hun havde ret. Mor havde altid ret.

Det var okay. 

 

Selena, åh pige, Gomez sad ved siden af mig, mens vi spiste morgenmad i en kæmpe sal. Der var fem lange borde i alt. De første to, hvor jeg blandt andet sad, var til at spise ved, også kom det tredje bord hvor al maden stod, og de sidste to borde var igen til alle menneskerne. 

Der kunne sidde 50 på hver bord. Vi var præcis 200 mennesker i salen i alt - uden at tælle tjenerne med - og jeg havde fået den bedste bordplads, lige ved siden af Selena Gomez. Jeg indåndede luft, samme luft, som Selena Gomez. Vi havde alle fået en bestemt plads med navneskilt på, og mit skulle heldigvis være et godt sted.

Far sagde så, at pladserne ville blive roteret for hver tredje dag, for de kendte gæster skulle ikke være der hele forløbet, udover drengene fra bandet One Direction (anede ikke hvorfor kun de skulle blive), så for os der sad ved siden af dem ikke lige pludselig skulle sidde alene. Og for at alle snakkede med nye familier og delte deres historier.

Men jeg var tilfreds lige nu, for jeg havde næsten glemt alt om drømmen (det bildte jeg i hvert fald mig selv ind) og sad og snakkede sammen med Selena Gomez. Dronning af alt. Udover Beyonce, men hun lå liige under. 

Men uheldigvis så gik morgenmaden alt for hurtig frem, og jeg sad nu alene tilbage - eftersom Selena skulle ud for at lave nogle ting til hendes optræden, og kiggede ned på maden. 

Havde jeg været så optaget af at snakke med Selena, at jeg havde glemt at spise? Åh himmel, hvad bildte jeg mig selv ind? Selvfølgelig havde jeg ikke spist noget - ej havde jeg tænkt mig. 

"Miss, vi lukker spisesalen af nu, men vi kan godt gemme noget mad eller sende noget op på Deres værelse, hvis De ikke fik spist op?" forslog hun hurtig efterfølgende. Jeg kiggede rundt, vågnede fra mine egne tanker og så salen var tom, udover dem som ryddede op efter os.  

Hurtigt fik jeg takket nej tak, og gik min vej ud af spisesalen.

Jeg ville hellere ud og lave noget sjov, og det kom der sikkert også til at ske, for den høje klokke ringede til samling ved koncertarealet. Det måtte betyde at vi skulle lave noget. 

 

I et rask tempo gik jeg, ved siden af nogle andre, hen til bænkene, og satte mig på en ledig bænk. Jeg søgte efter min far, eller for den sags skyld min mor, men ingen af dem var inde i min synsvinkel, til jeg kunne få øje på dem. Så det opgav jeg hurtigt. 

Damen, den samme som mødtes med os første dag, men jeg endnu ikke havde navnet på, stod oppe på den lille scene, som stod var ved siden af den store. Hun stod med en hvid kuvert i hånden, mens hun tre gange bankede to fingre ned på mikrofonen.

Hun krummede halsen og begyndte at snakke: "Tusinde tak for en succesrig start med juletræet, jeg må sige, det er virkelig blevet så flot. Så giv lige jer selv, og alle andre, en kæmpe hånd." Et hurtigt blik skånede jeg juletræet, mens jeg klappede svagt, før jeg kiggeden på damen som forsatte sin tale: "Vi skal i dag begynde vores lille skattejagt. Det bliver meget simpelt! Alt I skal gøre er, at følge det papir I får udleveret bagefter jeg har nævnt holdene op, også skal I simpelthen rundt i det indre London og finde posterne.

På hvert papir ville der være et skår af et stort billed, så I har en lille hint hvor det befinder sig, også ville der stå en hjælpetekst nedenunder, som forklarer til jer, hvor næste post gemmer sig. 

På hvert post findes der en ting, som I skal hygge jer med. Så nemt er det egentlig, så jeg tænker jeg læser holdene op, og lader jer alle komme igang. Det eneste som I skal vide, det er, at det lavet for alle de unge fra 12-20, så resten der er tilbage, får besked efterfølgende hvad I skal fortage jer af sjove ting." 

Hun fik åbnet op kuverten og begyndte at nævne første hold op. Et hold, andet hold, tredje hold, fjerde- og jeg gled længere hen i mine tanker. 

Matilda.

".. Deval, Clara, Ian, var hold nummer fem." 

Matilda. Sne. Kys.

"Hold nummer syv er D-" 

Kys. magi. Dreng. 

"Sidste hold er Niall, Mia, Toby-"

Matilda. -"Angelica." Hvad? hvem? hvornår? var det mit navn? ups, hvilket hold var jeg på?

En prikken på skulderen besvarede hurtigt mine spørgsmål fra før. "Hey, kommer du? Vi andre kaldte på dig, men tror ikke du hørte det." Hans blå øjne stirrede blidt ned i mine. Hånden om min skulder fik maven til at krumme sammen. 

En dreng rørte mig. Ingen havde turde gøre det siden.. dengang. 

Jeg sank en klump i halsen. "J-ja, selvfølgeli-ig." Jeg rejste mig hurtigt fra bænken, trådte et skridt tilbage, så hans hånd faldt ned mod hans egen krop igen.

Han nikkede og begyndte at gå tilbage mod nogle andre. Jeg fulgte genert efter ham, og stoppede op da vi kom til fire andre. En lille pige med lyst hår, blå bukser og en lyserød trøje, hvor på nogle sommerfugle var, stod lige ved siden af mig nu. Hun lignede en på 12. Hun havde en lyserød badge. Jeg ville ikke vide hvem det var, som hun havde mistet til kræft.

 

"Så, jeg tænker, at de fleste ved hvem jeg er, men jeg er Niall Horan - jeres holdleder - og jeg tænker vi lige tager en navne runde." Niall havde ingen badge på. Han pegede hen på drengen ved siden af ham selv, som lignede på samme alder som ham selv.

"Jeg er Toby, og er 19 år gammel." Hans brune karseklippet hår og den retro stil han kørte, fik ham til at se stor og stærk ud. Toby havde en grøn badge på. Han pegede videre. "Jeg er Danielle. 16 år." Hun havde langt, krøllet hår. Vanter og hue på. En lilla badge hang på hendes sorte jakke. 

"Jeg er Kevin, 14 år." Han havde orange hår og gik i normale jeans og en grå sweater. En blå badge, ligesom min.

"Og jeg hedder Mia og er 12 år." Oh yeah, alligevel godt ramt. 

Alles øjne stirrede intenst på mig, mens de ventede på, at jeg ville sige hvad jeg hed og hvor gammel jeg var. Jeg var mundlam - ligesom i drømmen. Kunne intet sige. Ingen stemme. 

"Øh, ja, og jeg glemte at sige, jeg er lige blevet 20 år næsten. Men lad os da komme igang." Jeg sank mine skuldre ned igen og kunne ånde lettet ud. Niall reddede mig fra at skulle sige noget. 

"Jeg kan stadig ikke komme mig over, at jeg er på samme hold som selveste Niall freaking Horan. Kan du?" mumlede den lille pige til mig, mens de to store drenge stod og kiggede på kortet. Jeg smilede til hende, for genert til at svare. 

Jeg ved ikke hvad der lige pludselig blev af mig! Nu kunne jeg ikke engang snakke til en lille pige?!

"Okay! Vi tror vi har forstået hele konceptet, så vi læser lige højt vores tekst, viser jer det lille udklip af det billed vi har fået, også skynder vi os ellers afsted!" Vi samlede os rundt omkring Niall og Toby, for at se på det lille billed, der viste et udsnit af noget vand, også var der noget metal for neden. 

"Det ligger højt over vandet, det kan holde til meget og du ville kunne finde en masse låse deroppe," læste Niall højt fra papiret. Snakken gik igang og de begyndte at komme med forskellige bud på hvor posten var. 

Jeg kiggede ned på mit håndled. Guldarmbåndet svang rundt om min hånd hver gang jeg rystede hånden. Matilda. 

Var det ægte det der skete i nat? Gad vide hvem drengen var? Var det virkelig mig der kyssede ham? Var det bare lidt tro, også ville julemagien gå for alvor i gang? 

Jeg blev hivet ud af mine tanker, da jeg så de andre gå med et rask tempo hen mod porten. "Undskyld, skal du med?" Jeg kiggede til siden, hvor Toby stod. Jeg smilede til ham, nikkede og gik så med ham hen til de andre, som nu stod og ventede på os. 

Toby blev hevet foran, sammen med Danielle, og om bag til mig kom Niall. Han smilede til mig, før vi begge gik i stilhed efter de andre. 

"Det ved broen." "Huh?" svarede jeg lavt og kiggede op på Niall. Mine hænder var kolde. Jeg havde glemt vanterne på hotellet. Mine hænder var frosset til, af den kolde vind, men alligevel formodet jeg mig at følge med i tempo og ikke brokke mig. Jeg lagde mine hænder op til munden og puste hårdt mod dem. 

"Vores post, den er på Tower Bridge bro." Jeg svarede ikke. "Fryser du?" Jeg svarede ikke. "Vi er der om to minutter, så kan jeg give dig varmen." Jeg.. vent, hvad? "Altså, du ved... give dig mine handsker!" Et smil bredte sig på mine læber, og et lille 'tak' undslap min mund. 

 

Vi kom frem til Tower Bridge. En mand mødte os ved det første tårn, så jeg nåede ikke rigtig at nyde synet, da de andre var hurtigere fremme og jeg måtte løbe derop til dem. "Så jeg gætter på, at I er hold 12?" sagde manden, og stod og gned sine handsker op ad hinanden. 

Mia svarede hurtigt ja, efterfølgende af at Danielle og Kevin grinte. Jeg stod i baggrunden - holde mig selv tilbage. "Jamen, så kom med mig, for så kan I komme op på toppen og få jeres gevinst." Toppen? Toppen.. toppen.. 

Jeg kunne ikke lide toppe, ej højder.

Manden åbnede metaldøren ind til tårnet, hvor han så tænde lyset og Toby gik lige bag ham op ad trapperne. Mia, Kevin og Danielle var næste til at gå op. Niall var på vej op, mens jeg stod og lukkede døren - gjorde alt for de gik op, sådan så de ikke så, jeg ikke gik med. 

"Skal du ikke med?"Jeg kiggede op mod trappen, hvor Niall stod og holde fast i gelænderet, mens han stod og kiggede ned på mig. Jeg rystede på hovedet. Mine fingre rystede, min krop rystede, mine tanker forskruede sig. 

Bliv rolig. Vær rolig. Du er rolig - jeg gjorde som psykologen så mange gange havde fortalt jeg skulle sige til mig selv, hver gang jeg kom i denne situation. Angst. 

Jeg hadede det. Det var pinligt, det var ulideligt. "N-nej. Det ttro jeg ikke," hviskede jeg, og som jeg vendte mig om for at åbne døren op igen, og ville løbe hjem til hotellet, så klemte en hånd fast om min arm, og jeg blev vendt 180 grader rundt. 

"Er du bange?" spurgte han om, mens han fokuserede ind i mine øjne. Hans klar blå øjne strålede som havet. "Lidt," fik jeg endelig pustet ud. Han fjernede hånden fra mig, før han så gav mig hans vanter på og åbnede døren. 

"Det okay, jeg er her. Men lad os gå hjem og vente på de andre. Vi skal kun finde to poster i dag." Et kæmpe smil formede sig på mine halv-tørrede læber (vejrets skyld), og jeg nikkede enigt med ham. 

 

Senere på dagen kom vores hold hjem. Mia løb hen til mig og krammede mig. Jeg havde faktisk ikke været sammen med Niall, for nu hvor han var hjemme på stedet igen, så ville han slappe af, og jeg ville gerne snakke med min mor. 

Toby havde fortalt mig, at den anden post var ved en café, og der fik de varm kakao. - han ønskede jeg også havde været der, for det var hyggeligt. Jeg smilede til ham, og sagde næste gang. Danielle gav mig en lille bamse, hvor den havde en klap for øjet. Det var fra første post. 

Jeg gik tidligt i seng, havde egentlig ikke lyst til mere efter turen hjem. 

Måske havde Matilda ret: Lidt tro på det hele, også ville den ægte julemagi virkelig for alvor gå i sving. 


Okay!! sjovt nok, som jeg fortalte i går at jeg elsker når man har kalenderpakker i klassen, også i dag vinder jeg en kalenderpakke, ahahah. What a tilfælde. 

Men ja, jeg vandt noget slik, så det vel godt nok ;) 

JEG VED GODT NIALL ER 21 RIGTIGT!! men det passede bedre til historien hvis han var 20, okay

Er dagene for lange? Så ville jeg forkorte dem ned nemlig. Så ja, please lad en kommentar blive smidt ind om lægden af historien. Det ville hjælpe mig meget 

- Laura L.P.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...