Give time a chance to heal you ◆ Julekalender speciel

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2014
  • Opdateret: 24 dec. 2015
  • Status: Færdig
Det svært at komme videre når ens lillesøster tog sit eget liv, eftersom mobning steg hende til hovedet og ingen kunne redde hende fra hendes dybeste monstre, der gemte sig indeni. Angelica er bare ét af de tusinde af eksempler rundt i London, som sidder med en dyb hjertesorgen og smerter indeni, som hun ikke kan holde ud at bære rundt på. Og det lige derfor hendes far, i alt hemmelighed, har fundet på et kæmpe nyt jultræf, for alle ramte familier. En masse knuste hjerter bliver helet, fremmede bliver til venner, kærligheden hænger i luften og det nu at julemagien begynder. ! Glædelig jul 2014!

125Likes
52Kommentarer
14116Visninger
AA

19. ◆ 18. december


Vi havde lovet, at hele holdet og jeg, skulle ud og stå på skøjter i dag, da vi havde haft det så hyggeligt, da vi var ude for at finde poster, og derfor vil vi lave en sidste ting sammen. Vi havde bestemt, at bagefter tog vi hen på caféen, som vi havde været på de nu tre gange - eller, jeg havde kun været der to gange, men det var okay.

Mit humør var på toppen. Mine skuldre var lukket, og ja, fuglene fik lov til at synge ude foran mit vindue, denne morgen. Så skulle man virkelig være glad. 

Som jeg gik hen for at mødes med de andre, stoppede jeg op, da jeg hørte et skrammel. I stedet for at gå hen til is banens indgang, gik jeg den anden vej - hen mod søen, med de få bænke. 

En mand sad ved bænken, som Niall og jeg havde siddet på dage tilbage. Jeg kunne hurtigt genkende ham, som manden der ikke vil give mig vandet inde i spisesalen, også de to næste dage dukkede han ikke op. 

Da jeg kiggede ned på græsset, så jeg en smadret flaske, som helt sikkert nok havde været alkohol. Jeg kunne ikke hundrede procent fortælle hvilket alkohol der havde været i, for jeg drak eller købte aldrig sådan noget. 

"Undskyld, herre, er du okay?" Jeg gik tættere på manden, der gloede ud i luften. Hans ryg lå næsten ned på der hvor man sad, samtidig med hans ben flød ud på jorden.

Irriteret kiggede han op på mig, med blodrøde øjne, og fnyste så. "Hvad vil du nu?" Med forsigtige skridt, og et gispende look, gik jeg tættere på flasken, end på ham. Jeg samlede den op i hånden, for så at se den var tom. "Hører om der er noget galt?" 

Endnu engang fnyste han, mens han fornærmet satte sig rettet op på bænken. "Ser det måske ikke sådan ud, eller hvad tror du?" Denne gang ignorerede jeg hans uhøflig måde at svare på. I stedet for gik jeg hen til skraldespanden, smed den tomme flaske ud, og gik så tilbage for at sætte mig på bænken - så langt ude som muligt. 

"Jeg kan se der er noget galt. Jeg lytter gerne," sagde jeg så, for at kigge forsigtigt på ham. Jeg var ligefrem bange for, hvad han kunne finde på. Hvis han altså kunne finde på noget overhovedet. 

"Når, hvor spændende! kan du så også fortælle mig selv, hvad det er jeg fejler, eller.. er det måske for meget for dig?" "Hør, jeg prøver bare på at hjælpe, jeg forhører dig ikke, så snak lige pænt til mig." Jeg rejste mig op, for at tage mine vanter af og kigge fornærmet på ham. 

"Jaja, hvad end," svarede han, mens hans blik stadig lå ud mod vandet. Jeg sukkede højlydt, og begyndte at gå væk fra ham. Han skulle ikke ødelægge mit gode humør, så hellere gå væk. 

"Jeg mistede min datter, min søn, min mor og min hustru. Alle sammen, og hvem overlevede? det gjorde skiderikken her. Ham, som var skylden i deres død." Min fødder stoppede op; selvom jeg ønskede dem at gå videre. Men så igen, det var ikke mig sådan bare at gå væk fra nogen, der behøvede min hjælp.

"Hvordan skete det?" "Ja hvad tror du selv?" Hey, stop så. Jeg ved det jo ikke, men jeg vil gerne lytte," afbrød jeg ham hurtigt, mens jeg gik tilbage til ham og satte mig på bænken - denne gang ikke så langt ud mod kanten. 

"Undskyld, det gør bare ondt. Det min hustrus mor, som har tilmeldt mig til dette, og har taget mine bilnøgler, husnøgler og alle andre nøgler. Det kun lige knap en måned siden." Jeg kiggede ventende på ham: Lod ham snakke i hans tempo.

Da jeg havde siddet i nogle minutter, i hvert fald hvad det føltes som, gav jeg ind og spurgte: "Hvordan skete det?" Han sukkede, før han kiggede hen på mig, tårene lod ned ad hans rynkede kinder. 

"Husbrand. Jeg slukkede ikke for pejsen, for min mor plejer-ede at elske når den var tændt, for så faldt hun i søvn til varmen og lyden at brænde, der knækkede fra hinanden." Jeg nikkede, mens han holdt øjenkontakten. "Men så havde min mor, uden jeg vidst det, glemt at lukke vinduet. Om natten blæste det op, juletræet væltede ned mod pejsen, og alt gik op i ild. Dørene var alle låst, og nøglerne var gemt væg i køkkenet, som stod i flammer da vi kom ned, efter vi havde hørt min mor råbe. 

Da vi kom ned, var der allerede forsent, for rundt om hende stod alt i flammer og brændte hurtigt sammen. Vi kunne ikke komme helt ned ad trappen, for ilden bredte sig for hurtigt, og som jeg skreg efter min mor, prøvede min hustru at redde hende, mens hun sagde jeg skulle redde vores børn.

De begge lå hel stille, da jeg havde fået mine to børn, Lukas og Amalie - på ti og syv år - til at stå oppe ved badeværelset, og jeg kom ned for at tjekke til dem. Det hele var kaotisk, og ilden fløj som en drage op ad trappen. Mine børn havde låst sig inde på badeværelset, uden jeg vidste det, så jeg troede de var på værelserne, derfor gik jeg derhen og ledte efter dem-. 

Da jeg prøvede at komme tilbage, hørte jeg deres skrig efter mig, efter deres mor. Jeg vidste der, at hvis jeg ikke kom ud af huset, så ville ingen blive reddet. 

Derfor, med meget besvær, fik jeg håbet ud ad vinduet, faldt ned i en busk og løb hen til naboerne, som allerede stod udenfor helt chokeret." Der var stille. Jeg kiggede, med øjnene våde, hen på den ødelagte mand, der sukkede.

"Min mor og kone døde på stedet. Lukas døde i ambulancen og tolv dage efter, døde Amalie, på grund af hendes alt for mange tredjegradsforbrændinger rundt på kroppen, der gjorde at hun ikke kunne trække vejret, selvom hun fik slange i munden." "Jeg er så ked af det." 

Og som jeg ikke havde set det komme, rejste jeg mig op, for så at hive ham op, og kramme ham. Et hårdt kram fik jeg tilbage, men det var lige meget, for jeg vidste han havde brug for det. "Tak, for at lytte selvom jeg var en gammel idiot." "Det gør ikke noget," svarede jeg, mens jeg kunne mærke hans tåre ramme min trøje, da jeg havde åbnet min jakke. 

"Jeg mistede min lillesøster, på fjorten år, efter hun blev mobbet i cirka to år. Det blev værre og værre og det var ikke kun mentalt hun gik ned, men fordi de også udnyttede hende fysisk, kunne hun ikke holde til mere. Hun var så smuk, hun havde så mange drømme, hun var så sød mod alle. Man forstår det ikke, vel?" "Nej, overhovedet ikke." 

Vi satte os i midten af bænken, kiggede i vores egne tanker ud på den store sø. 

"Jeg ved, hvordan det føles, for jeg stod i samme situation for et år siden, til nu. Men det handler om tiden, om håbet. Du nødt til at give dig selv den chance, at lade nogle fikse dig igen, for så blive alt godt når tiden er inde til det. Jeg troede ikke på det, men se hvor jeg er endt her. 

Der er en grund til, at min far har lavet det her juletræf, og det var for vi alle kunne finde en start på at komme videre. Sket er sket, og desværre kan vi ikke ændre på det, men vi kan lære fra det. Det er dét du skal. Ikke suk over det, men snak om det. Okay? Jeg lover dig, selv jeg troede ikke på det, men tiden heler alle sår." Han smilede stort til ham, mumlede et lavt tak, mens han gav mig endnu et hurtigt kram. 

 

"Hvor har du været henne?!" sukkede Niall vredt, mens han så på mig med et surt ansigt. "Wow? undskyld, hvor lang tid siden af det vi skulle være her?" "En time, Angelica!" Jeg kiggede nikkende på Niall, for så at tage skøjterne der lå til mig, på jorden, og begyndte at tage dem på. 

"Ham manden, som var sur her for to dage siden, han sad og græd. Så jeg snakkede med ham, og han har det nogenlunde bedre nu." Mens jeg bandt mine skøjter fast, kiggede jeg op på Niall, der sukkede og satte sig ned ved siden af mig. 

Han nikkede så, før han gav mig et lille skulderkram, og et kys blev plantet i min pande. "Please, næste gang, så skriver du lige, Angelica." "Lover jeg." 

"Nej, se folkens, hvem der dukker op!" råbte Toby, hvilket fik Kevin, Mia og Danielle til at grine. Jeg smilede genert, mens jeg kiggede ned i isen. Det her var pinligt. 

En hånd lagde sig i min, som gjorde at jeg kiggede ind i Nialls øjne. Han blinkede mig øjet, hvilket fik mig til at kigge forvirret på mig, inden han skubbede mig frem. "Kan vi ikke lege fange?" spurgte Mia, mens hun skøjtede rundt på den store bane, fyldt med en masse andre mennesker, jeg ikke kendte eller havde skænket et langt blik som sådan. 

"Den der falder først, giver kakao," byd Niall ind, og vi alle nikkede enigt. "Siden Angelica, som den dejlige klovn hun er, kommer for sent til vores genforening, selvom vi sagde præcis klokken et, lader vi hende begynde med at have." Jeg vendte med øjnene, rakte tunge af Toby.

Han gav mig et hurtigt kram - wu, jeg fik mange kram i dag - og rodede så mit hår til. "Du ved, at jeg kan lide dig. Du næsten blevet min lillesøster jeg ikke har mere." Jeg smilede til ham. Toby og jeg havde faktisk fået et godt knyttet bånd, og det bedste var, at vi fandt ud af han boede på samme vej som mig, men vi havde aldrig lagt mærke til hinanden. 

Vi gik så også i skole to forskellige steder. 

Som han sagde; så var vi næsten blevet hinandens søskende. Det var endnu en grund til, at jeg kunne lade Matilda gå. 

Jeg følte mig engang i mellem genert i hans selskab, men det var fordi han med vilje fik mig til det. Ellers, så var han blevet en rigtig tæt ven, jeg havde lyst til at vide meget mere om efterfølgende. 

Skøjtende rundt, omkring de fremmede, ind i mellem hinanden, råbte, sang, grinte, fangede hinanden. Og den som faldt, var selvfølgelig Mia selv. Men, da Mia ikke var andet end tolv, blev vi enige om, at drengene betalte. 


"Har I kysset?" Han kiggede med et stort smørret smil på mig, mens han drak en smule mere af hans kop. Jeg kiggede med et genert grin ned i bordet. "Oh my god, Angelica! I har så meget kysset! Hvorfor vidste jeg ikke det, ej h-" "Toby!" hvinede jeg til ham, lavede store øjne og nikkede hen mod Niall og de andre, der sad oppe ved den lille bar i den hyggelige café.

De andre var igang med at bestille noget at spise til os, mens jeg sad tilbage med Toby, som ikke gjorde andet ned drille mig med Niall og jegs forhold. Det her var endnu pinligere, end at komme for sent. 

"Vi har ikke kysset endnu, me-" "Endnu! du sagde endnu!" grinede Toby højt, hvilket tiltrak hele den fyldte cafés opmærksomhed. "Toby," hvinede jeg endnu engang, mens jeg gemte mit ansigt i mine hænder. "Jeg tror ikke vi kommer til at kysse," sukkede jeg så. 

Hvorfor sukkede jeg? Tjo, nok fordi jeg var begyndt at indse, jeg muligvis havde lidt mange følelser for Niall, og det havde han naturligvis ikke for mig. Det var jo ligefrem pinligt og fik min mave til at skrue indeni. Hvis han kunne lide mig, som jeg kunne lide ham, så vil han da have kysset mig, ikke sandt? 

"Vent, hvorfor tror du ikke det? Det da dig der går rundt hele tiden, fortæller mig hvor ih og åh så romantisk og magisk julen er." Jeg rullede øjne ad Toby, men så alligevel op på ham, mens han sad med et seriøst blik og kiggede hen på mig. "Helt seriøst, hvorfor tror du dog ikke det?" 

Jeg kiggede lidt til siden, før jeg sukkede endnu engang, og sagde: "Jeg tror.. Toby, jeg tror måske jeg har følelser for ham, og det tror jeg ikke han har. Ellers, så-" "Vent, stop lige engang, engel." Ja, han var begyndt at kalde mig engel, da det var det første i mit navn, i stedet for bare hele mit navn. 

"Tror du ikke kan kan lide dig?" Også brød det hele lyst: Han hoppede næsten ned på jorden, flad af grin, mens han prøvede at tage sig sammen, og sige noget til mig. "Tro- oh. Er. du... s-seriøst?" grinte han videre, mens han holdt fast i bordet, for ikke bogstaveligtalt falde ned på jorden. 

 

Toby stoppede endelig med at grine, og kiggede så endnu engang seriøst på mig. "Tro mig, Angelica, han vil mere end andet gerne kysse dig. Det bare ikke ligeså nemt som du tror det er." Jeg nåede ikke at svare, før Niall fløj ned i stolen ved siden af mig, samt de andre satte sig ned ved bordet igen.

En sandwich blev sat ved siden af os alle seks, mens pomfritter og kakao'erne stod i midten. 

Mens samtalen fløj rundt om alt og intet, om familien, om juletræffet og om hverdagen, var det eneste jeg kunne fokusere på, var min sandwich, mens jeg tænkte: Så han kan muligvis godt lide mig? 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...