Give time a chance to heal you ◆ Julekalender speciel

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2014
  • Opdateret: 24 dec. 2015
  • Status: Færdig
Det svært at komme videre når ens lillesøster tog sit eget liv, eftersom mobning steg hende til hovedet og ingen kunne redde hende fra hendes dybeste monstre, der gemte sig indeni. Angelica er bare ét af de tusinde af eksempler rundt i London, som sidder med en dyb hjertesorgen og smerter indeni, som hun ikke kan holde ud at bære rundt på. Og det lige derfor hendes far, i alt hemmelighed, har fundet på et kæmpe nyt jultræf, for alle ramte familier. En masse knuste hjerter bliver helet, fremmede bliver til venner, kærligheden hænger i luften og det nu at julemagien begynder. ! Glædelig jul 2014!

125Likes
52Kommentarer
14151Visninger
AA

17. ◆ 16. december


Jeg vågnede op til de mange fugle, som fløj udenfor mit vindue og sang. Jeg følte mig næsten som askepot, men i stedet for at gå hen og synge med dem, lade de masse skovdyr komme ind, gøre glad rent, skifte til en flot blå kjole og smile... så skreg jeg til fuglene, så de fløj væk igen, hvor efter jeg smækkede vinduet irriteret til og tog et bad. 

Hold da op, en start på dagen.

 I går, da jeg for første gang hørte One Direction synge live, blev jeg faktisk overrasket. De sang jo utroligt godt, men siden Louis var så nem og sjov at drille (hvilket lige gik til min streg, inden jeg ville blive for genert og gemme mig væk), så jeg sagde måske de lød forfærdelige dårlige - Hvilket de jo overhovedet ikke gjorde. 

Men det var egentlig sådan jeg følte mig tilpas i dag: Gemme mig væk. 

Jeg sukkede højlydt ad mig selv, før jeg fik trukket en blå/hvid strippet trøje, en sort nederdel og tynde strømpebukser på. Mit hår lod jeg hænge løst, stadig halv vådt efter badet, og puttede mit armbånd på. 

Jeg orkede ikke rigtigt noget i dag, for Olivias lillebror var faldet og slået sig så hårdt, at de måtte blive hentet af en ambulance, og derfor tage hjem. Jeg var der ikke, sagde ikke engang farvel til hende, for det var mens jeg brugte dagen med One Direction i går. Derfor havde jeg lyst til at gemme mig væk, og sørge over Olivia nu var væk. 

Men Toby, som havde fået mit nummer - men jeg havde ikke engang Olivias(?!), havde skrevet at i dag var sidste dag for posterne. Så han spurgte, om jeg ikke vil med holdet ud og finde den sidste post. 

Selvfølgelig sagde jeg ja til det, og det var derfor jeg nu var på vej ned til spisesalen, for at få noget morgenmad. 

Jeg satte stolt min tallerken ned på bordet, med en masse indhold på, og satte mig ned på stolen. En herre, med sort hår og blå bukser, sad på min ene side, mens Niall sad på den anden. 

"Godmorgen," sagde jeg til dem begge, men kun Niall svarede. "Godmorgen smukke, sovet godt?" Manden fnyste ved siden af, mens han hårdt skar i hans pandekage.

Jeg satte mig ned, med et smil på læben og røde kinder. Jeg var virkelig blevet glad for Niall. Han havde ikke bare hjulpet mig, men han var en rigtig god ven, som fik følelserne indeni mig til at tage en tur på rutschebanen, hver gang han var i nærheden af mig. 

Han var grunden til, at jeg igen spiste. Jeg havde endda vejet mig, og jeg var tilfreds med min vægt, der kun kunne gå opad nu. Han var også grunden til, at jeg havde lukket op for Toby, for Kevin, for Danielle, for den gamle dame, for den lige pige, Mia, for min mor og far. Han var grunden til, jeg gik med et smil på læben, han var grunden til jeg stod op om morgenen, han var grunden til, at jeg snart var klar til at komme videre. 

For det var hvad jeg var. Niall havde muligvis kun stået lige ved siden af vippen, men det var ham som hjalp mig op på den, gav mig tid til at gå ud ad mod enden, og nu stod jeg her: Klar til at springe i vandet, som ville tage godt i mod mig. 

"Jada, hvad med dig selv?" "Øh, fint nok," mumlede han, og så lige pludselig nervøs ud. Jeg kiggede på ham, før jeg kiggede op igen. Min far sad henne på det andet bord; lige i mit syn, til at kunne kigge direkte på ham, så jeg smilede glad til ham og vinkede et godmorgen. 

"Undskyld, herre, kan jeg ikke få vandet?" spurgte jeg manden om, som havde igennem hele morgenmaddet, siddet og gloet ned i maden, som han ikke havde spist, men skåret i tusinde stykker. Sådan var mit hjerte engang. I tusinde stykker, indtil en samlede dem op og brugte sin tid på at samle dem igen, uden at han sikkert vidste det. 

"Kan du måske ikke nå det selv?" Spurgte han om, i en hård tone, og kiggede undervurderende på mig. Jeg gispede lavt, før jeg rystede på hovedet - for bange til at svare. "Nå, men så må du let din lille numse, og tag den selv, for jeg er ikke tjeneren her for dig, vel? Nej. Godt så." "Hey! gider du godt snakke pænt til hende?" Niall afbrød ind i samtalen, mens jeg sad musestille. Klemte tårene inde, blinkede dem væk. 

"Undskyld, lille dreng. Hvem er størst her?" "Jeg vil da skide på hvem der er størst, du snakker pænt til hende, er det forstået, eller skal jeg få dig til at forstå det?" ... Okay ... Det der var en ny side. 

"Niall, det ok-" "Nej, Angelica, det ikke i orden at han sidder og snakker ned til dig." "Niall, please." Jeg kiggede med store øjne på ham, før jeg tog mine hænder i hans, som gjorde at hans blik drog ned på dem. "Fint," mumlede han irriteret tilbage, før han vendte sine hænder væk fra mig og spiste i stilhed. 

Hvad var mandens problem? Hvad havde jeg lige gjort? 


"Hey pige! Det tid siden," grinte Danielle, som hun hev mig en i et kram. "Ja, desværre. Men her er vi begge to!" svarede jeg, og grinte med hende. Jeg kendte ikke som sådan til Danielle på den personlige plan, men hun var rigtig sød og dejlig at snakke med. 

Jeg fik hurtigt sagt hej til Toby, Kevin og Mia, før vi hånd i hånd (med Niall) gik ned til næste post. "Må jeg se kortet?" sagde Niall afslappet, og Toby gav ham det, mens han fortalte om en pige han havde været i seng med. Lige hvad jeg har lyst til at høre på. 

Niall var faldet ned igen efter tidligere i dag, efter jeg havde snakket med ham, og sagt at det ikke rørte mig, men tak for at han stod op for mig. "Angelica, stop med at lyve. Jeg har lært dig godt nok til at vide, hvornår du er ved at græde, men skjuler det." Sagde han mange gange, hvilket fik mig til at tie stille og sætte mig på sofaen. Han satte sig ned ved siden af mig, sukkede og krammede mig så trygt ind i hans farm. Hans små kys i håret, lavede kuldegysninger igennem hele kroppen på mig. 

"Der er en masse voks, en masse kendte og en masse kameraer," læste Niall højt, før han sukkede og smågrinte. "Hvad er det sjove?" Jeg kiggede forvirret på Niall, med et smil, før han rystede skuffet på hovedet og sagde: "Vi skal bare ikke på Madam Tussauds voksmuseum."  

 

"Oh my god, Justin fucking Bieber!" Skreg Mia, mens hun løb hen til den lille plads, hvor på statuen af Justin Bieber stod. Eller, voksfiguren, som det jo egentlig var. 

Jeg fniste, før jeg tog kameraet op, som Toby åbenbart havde fået af damen der arrangerede alt det her. "Gør klar til at posér, Mia!" grinte jeg, før hun så stillede sig op og jeg trykkede knappen et par gange ned. 

Vi var næsten lige kommet ind, og allerede nu, overfalde vi alle sammen de mange kendte der var på stedet. 

Vi kom videre: Barack Obama, Selena Gomez, Taylor Lautner, Rihanna, Britney Spears, Leonardo DiCaprio og en masse andre fik vi taget billeder og kigget på, da vi gik rundt, en hel dag, og nyde hinandens selskab. 

"Okay! okay, okay, okay!" grinte Kevin, mens han holdt sine hænder i vejret, færdig af grin. "I sagde vi havde ét billed tilbage, før vi tager hjemad igen og får aftensmad.. Well, jeg har fundet vores sidste personer." Jeg kiggede fjumsk på ham, mens jeg grinte og nikkede. "Men, vi sagde én person, Kev?" "Jaja, det et band - lad nu være med at ødelægge det sjove," hviskede Toby og Kevin til hinanden.

 Rask afsted, fulgte vi med Kevin hen bag et rødt gardin, hvor to små trapper stod, med de fornemme fem drenge på. Og det var der, at vi alle begyndte at grine så uhyrlig meget, mens Niall stod irriteret (med et kæmpe smil på læben) og slog Kevin i håret. 

"Ha-ha, Kevin. Skal vi tage hjem nu?" Niall gav os ingen tid at spilde, før han allerede fik sikkert den anden vej, væk fra os. Det stoppede grinene, selvom de store smile stadig var klistret på vores læber. "Niall" hvinede jeg efter ham, mens jeg løb efter ham. 

"Vær' nu ikke så kedeligt!" sukkede jeg, mens jeg kiggede med bedårende på Niall, som nu var stoppet op. Jeg tog hans hænder i mine, flettede dem sammen, og kiggede sødt op på ham. "Kom nu, bare ét billed.. Please, please, pleease!" hvinede jeg tiggende, mens jeg holde mine fingre i hans. 

Han sukkede. "Du gør det altid." Et smil kom frem på hans mund, mens hans blik drog ned til vores hænder, for så at komme tilbage op til mine øjne. "Hvad gør jeg?" spurgte jeg forvirret. "Du tager altid og fletter dine fingre sammen med mine, kigger på mig med de lumske flotte øjne, indtil du får din vilje."

"Virker det?"

"Du utrolig, Angelica!"

"Så det betyder ja?"

"Et billed, Angelica! Èt, kun." Hans finger pegede i vejret, for at understrege hans alvor, før han så blødte op igen og smilede sødt til mig. "Du den bedste!" hvinede jeg, endnu engang, klappede i mine hænder, og gav ham et hurtigt kys på kinden. Jeg trak mig gispende fra ham. 

Det var ikke meningen jeg skulle gøre det, jeg fik bare lyst. Vent hvad? Vent, ja, jeg havde lyst, men det virkede så.. så.. forbudt og forkert på en måde

"Tak," hviskede han, før vi skyndte os hen til de andre, og fik taget et fjollebilled med voksfigurene og os alle andre. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...