Give time a chance to heal you ◆ Julekalender speciel

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2014
  • Opdateret: 24 dec. 2015
  • Status: Færdig
Det svært at komme videre når ens lillesøster tog sit eget liv, eftersom mobning steg hende til hovedet og ingen kunne redde hende fra hendes dybeste monstre, der gemte sig indeni. Angelica er bare ét af de tusinde af eksempler rundt i London, som sidder med en dyb hjertesorgen og smerter indeni, som hun ikke kan holde ud at bære rundt på. Og det lige derfor hendes far, i alt hemmelighed, har fundet på et kæmpe nyt jultræf, for alle ramte familier. En masse knuste hjerter bliver helet, fremmede bliver til venner, kærligheden hænger i luften og det nu at julemagien begynder. ! Glædelig jul 2014!

125Likes
52Kommentarer
14168Visninger
AA

16. ◆ 15. december


"I'm like a crow on a wire

You're the shining distraction that makes me fly

Oh oh 

I'm like a boat on the water

You're the raise on the waves that calm my mind 

Oh every time 

 

But I know in my heart: You're not a constant star 

And, yeah, I've let you use me from the day that we first met

But I'm not done yet, falling for you

Fool's gold

And I knew that you'd would turn it on for everyone you met 

But I dont regret, falling for you 

Fool's gold 

 

I'm the first to admit that I'm reckless 

I get lost in your beauty and I can't see two feet in front of me

And I in my heart, you're just a moving part 

 

And, yeah, I've let you use me from the day that we first met

But I'm not done yet, falling for you

Fool's gold [..]**"

Jeg kørte, for en sidste gang, mine fingre ned ad den gamle guitar, som jeg havde haft med på rejsen siden X-factor. Alles øjne kiggede spørgende på Angelicas. Selvom hun stadig var genert og holdt sig meget i baggrunden, havde hun formodet at ligge sig op med selveste Louis Tomlinson, da hun mente, at vi nok egentlig ikke sang så godt live. 

Jeg tror ærgerligt tal, at hun mente det i sjov, men Louis - som den ikke-mand han altid var - tog han hendes kommentar dødalvorlig, og Helvede brød løs i lidt over en time. Så besluttede vi os så, at lave et acoustic cover, kun for Angelica, så hun vil ombestemme sig, sige vi var gode og få Louis til at tie stille. 

I dette øjeblik, så ragede det mig egentlig ikke så meget, om vi virkelig kunne synge, bare hun sagde noget godt om Louis, for så var der bare en smule ro. Men så på den anden side: Det ragede mig meget. 

Hendes øjne lyste op, hendes flotte tænder blev vist, mens hun smilede for hele rummet, og klappede så i sine små, bløde hænder. "Hold da op, I da nogle bandmedlemmer som har noget i stemmen." Vi kiggede troværdigt på hende, og lige inden Louis skulle sige noget (sikkert fordi han var stolt), forsatte hun: "Jeg mener, altså.. Har I slugt en stor, sort krage alle sammen eller sådan noget lignende?" Også grinede hun. 

Hendes søde latter fyldte rummet, og ja, måske kunne jeg ikke selv lade være med at grine. Liam, Harry og selv Zayn grinte med. Udover Louis. 

Han rejste sig op, smed alt han havde i hænderne ned på gulvet (han havde intet - det lød bare mere dramatisk) og hoppede op i sofaen, hvor Angelica sad. Jeg kiggede forskrækket på scenen, som foregik, da jeg hørte Angelicas latter endnu engang fylde rummet, mens Louis lå på toppen af hende. 

En smag af metal dukkede op i munden på mig, som jeg havde siddet og bidt i mit inderkød. Jeg lod mine hænder knuse sig sammen, mens latteren - som Louis skabte, og ikke jeg - blev ved med at skrige og råbe op. Stop det. 

Jeg rejste mig op fra stolen jeg førhen havde siddet på, og gik så ud i køkkenet. 

Et glas i hånden, ind under vandhanen, fyldte det op og bundede det med det samme, før jeg fik taget endnu et glas vand, og endnu et. 

Jeg var ikke jaloux, nej, jeg skulle bare have lidt... af drikke. Vand, Niall? Vand.. du drikker aldrig vand. Okay! Måske en lille jalousi dukkede op indeni mig, men det var alt for underligt! Jeg havde kendt hende i seksten dage, og jeg blev jaloux når Louis gik i angrib. 

En lille hånd, der var kold som altid, fik min krop til at puste liv igen, og jeg kiggede over skulderen. "Er du okay?" spurgte Angelica om, og kiggede med et lille forsigtigt smil på mig. "Nu er jeg," svarede jeg, mens jeg skulle til at drikke det sidste i glasset, men kom så i tanke om, at jeg aldrig drak vand, og derfor hældte det ud i stedet for. 

"Touché," sagde hun, mens hun kiggede ned på min hånd, som langsomt lagde sig på hendes hånd, der stadig lå oppe på min skulder. Jeg kiggede forvirret på hende, før hun rullede øjne, og sagde: "Det fransk - det betyder når man rammer eller røre modstanderen." "Vent, siger du jeg er en modstander?"

"Det ved jeg ikke, gør jeg?" "Du for meget, Angelica." "Samme over, Niall." Vi begge grinte, før hun fjernede sin hånd fra min skulder. Hun tog glasset, som jeg lige havde brugt, og fyldte det op med vand, før hun så drak det langsomt igen. 

Hendes små kinder, hendes lange brune hår, hendes flotte øjne, hendes figur. Hun var så fandens smuk, og hun vidste det ikke engang. Hun havde en sød stil, for at tilføje det. 

"Ikke kig sådan!" sagde hun genert, mens hendes kinder blev røde som æbler, der lige var blevet friske og klar til at blive udstillet. "Hvordan?" spurgte jeg uskyldigt om. Hun grinede ad mig, før hun skulle til at sige noget, men blev stoppet af sin mobil, der lavede små lyde. 

"Det min far, jeg er nød til at smutte." Jeg kiggede trist ned på hende. Allerede? "Niall!" hvinede hun, mens hun baskede sine hænder i siden, "ikke kig sådan på mig, det ikke med vilje jeg går. Men for lige at sige det: I ret søde når I synger." Jeg smilte igen til hende, før jeg lagde en hånd bag hendes ryg, lænede mig ned og gav hende et kys på kinden. 

Endnu engang blev hendes kinder hel røde, får hun smilede sødt op til mig og vinkede, da hun gik ud mod gangen. "Tak for i dag," råbte jeg efter hende. 

En gammel herre, på de fyrre år, havde lige siddet og fortalt om hans hustru, som allerede døde i de tredive af et flystyrt. Det var en lang historie, og når jeg var en dreng (samt ikke havde samme smerte, sorg, hvad end de havde indeni), så var det ikke ligeså vildt interessant at høre på alle de historier. 

Men det var okay; jeg overlevede. 

Drengene og jeg sad på bordenden af et af de lange bord, mens vi grovæd alle hver af den store kylling vi havde fået serveret. Det smagte ret så godt, og muligvis fik jeg bestilt en ny tallerken. 

"Okay, nu fortæller du os hvad der sker mellem dig og Angelica!" sukkede Harry dybt ud, mens han kiggede hjælpeløst hen på mig. "Jeg brænder inderligt for, at hører på jeres søde kærlighedshistorie, men I begge spiller så skide uskyldige, som om I ikke ved I kan lide hinanden! Jeg bliver altså kastet i ilden her, mens i er dem som tænder den." "Poetisk, Harry, meget. Har du læst E! for nyligt?" grinede Zayn, mens han spiste endnu en kartoffel. 

Jeg sukkede. "Der sker altså ikke det I tror." Alle sukkede. Måske havde han ret? Måske, så vil vi ikke indse, hvad vi havde lige foran hinanden, eller så var det reglerne, som mr. Davidsen, havde givet mig? 

"Åh, snyd lige dig selv lidt mere, Nialler-dreng. Vi ved alle, og jeg mener selv de gamle her i rummet, at noget himmelsk flyver lige over dig og Angelica," grinede Liam, og så drømmende på mig. 

Jeg vidste bare, at noget blev tændt indeni mig, bare når jeg så hende gå forbi mig. Jeg vidste, at selv elefanterne ikke var store nok til, hvordan mine følelser kørte rundt indeni. Jeg vidste, at hendes hud var den blødeste, at hendes hænder altid var iskolde, indtil de blev lagt i mine. Jeg vidste, at hun rødmede ved søde komplimenter, at hun havde svært ved at tage imod dem. Jeg vidste, at hun var den sødeste pige, jeg længe havde mødt. Hun var så smuk. Hun var så forbandet meget den Angelica, som jeg havde længest efter alt den ensom hed i hverdagene, når drengene ikke var omkring. 

Men ligefrem kærlighed på kun seksten dage? 

De måtte have spist for meget af den gode kød.. 


(** - [...] er lige med, at der er mere til teksten, som forfatteren/skriveren/hvem end ikke har taget med.)

Jeg er med i et jule sort teater, og det er én af grundene til, at kapitlerne først kommer ud om aftenen. Vi øver SÅ meget, for vi skal vise det på torsdag :D 

Hvis vi kommer op på 100 likes, så gør I mig så fantastisk glad!! 

- Laura L.P.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...