Give time a chance to heal you ◆ Julekalender speciel

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2014
  • Opdateret: 24 dec. 2015
  • Status: Færdig
Det svært at komme videre når ens lillesøster tog sit eget liv, eftersom mobning steg hende til hovedet og ingen kunne redde hende fra hendes dybeste monstre, der gemte sig indeni. Angelica er bare ét af de tusinde af eksempler rundt i London, som sidder med en dyb hjertesorgen og smerter indeni, som hun ikke kan holde ud at bære rundt på. Og det lige derfor hendes far, i alt hemmelighed, har fundet på et kæmpe nyt jultræf, for alle ramte familier. En masse knuste hjerter bliver helet, fremmede bliver til venner, kærligheden hænger i luften og det nu at julemagien begynder. ! Glædelig jul 2014!

125Likes
52Kommentarer
14160Visninger
AA

14. ◆ 13. december


Jeg sad i historietimen, og kunne ikke vendte på at klokken ringede. Jeg hadede historie, især med vores lære, fru. Georges. Hun var skrap, gråhåret, brugte altid en brun nederdel og troede hun vidste alt om alle. 

Sandheden var så bare, at hun var virkelig irriterende og selvisk at lytte til, og når de så var en hel time på hele halvtreds minutter, så blev det endnu værre. Når hun først snakkede, så havde hun ingen planer om at stoppe igen. 

Min mobil bippede. Jeg havde sådan lyst til at kigge på min telefon, men selv bare den lille brumme lyd i min lomme, som ingen andre elever lod mærke til, fik fru. Georges til at vende sig om, kigge med et skudt op øjenbryn og begyndte så at gå ned mod mig. 

"Sker der noget her, som jeg burde stoppe, eller forstyrrer min undervisning?" startede hun ud. "Nej, fru. Georges," svarede jeg, og hun skyndte sig hurtigt at sige noget nyt: "Godt, for ellers, så ved den lille unge dame, hvor døren er borret ind." Også gik hun sin vej op til katederet igen, og begyndte at snakke videre om Den kolde krig. 

Klokken ringede endeligt. Flere sukkede taknemlig, mens vi alle skyndte os ud ad døren, og ned mod kantinen. Heldigvis, at hendes timer altid lå lige til spisepausen, for efter hendes ih og åh så gode prædike, som altid, så havde man brug for en masse energi for at overleve dagen. 

"Hva så, min lille dulle!" En hånd hev fat i min elastik i håret, da jeg havde sat det op i en hestehale, med en fletning i den ene side. Jeg kiggede på Boye, som tog mig under armen, mens han rettede 

Hun opførte sig som den største bøsse, men hvis man vidste hvor mange piger, trekanter, firkanter, kysserier han havde haft med dem, så opgav man den tanke. Han var egentlig meget 'kendt' og 'populær' på skolen, for ikke at undlade det. 

"Hey, Boye, hvor de andre?" spurgte jeg om, og var i færd med at tage min mobil op af lommen, for at tjekke beskeden, der havde tikket ind i historietimen. Jeg nåede ikke langt, ingen gang fik jeg den sorte skærm til at lyse op, før en stor hånd tog den ud af hånden på mig. 

"Chad?!" råbte jeg, da han løb grinende ind i kantinen, med min mobil i hånden. "Du en nørd; jeg hjælper dig. Det var så lidt, søde Chad." Hans stemme lød i gangen, og egentlig, så havde han ret. Derfor grinnede jeg ad ham, og gik ind for at gå hen til vores sædvanlige bord. 

"Hey, baby!" Izzy gav mig et smil, efterfølgende af et varmt kram, før vi gik op for at tage noget mad. 

Chad snakkede om noget jeg ikke hørte efter, for så at Izzy snakkede om noget jeg ikke hørte efter og Boye snakkede om noget jeg ikke hørte efter. 

 

"Okay! der er seriøst nogle som er desperat efter dig, for jeg har hele tiden kunne mærke en skide brummen i mit ben, man." Chad kiggede sukkende på mig, og som han skulle til at sige noget andet, ringede klokken igen igen. 

"Her, husk at fortæl mig hvem den lækre mand er." Han gav mig et hurtigt blink med øjet, før Boye og Chad gik deres vej, mens Izzy og jeg gik mod venstre. Biologi nu, fedt.

Andet forsøg i dag, og jeg prøvede at få den sorte skærm til at lyse beskederne op, blev min telefon endnu engang taget fra mig. "Unge dame, er der ikke regler for, at ingen mobiler efter klokken ringer ind til næste time?" Vores rektor kiggede dømmende på mig. 

Jeg sukkede irritereret, før jeg nikkede og skulle til at gå min vej. Fedt, nu blev den taget fra mig. Som Izzy skulle til at sige noget, blev der hevet fat i min arm, og jeg blev vendt om. "Men så du heldig, at jeg ingen dårlig rektor er, så værsgo," sagde han, mens han nikkede. Jeg tog imod telefonen, mumlede et hurtigt tak, og vi løb så til time. 

Det her var heldigvis den sidste time for i dag. 

 

Da vi sad i timen, rungede min mobil. Jeg kiggede lidt frem og tilbage, og eftersom vores lære i biologi var ok, spurgte jeg om jeg kunne gå på toilettet, og fik et hurtigt ja. 

Jeg stod på toilettet: Tjekkede alle de mange ubesvarede opkalds og beskeder, som næsten råbte ad mig.

Baby'sis - stod der, hvilket fik mig til at kigge undrende ned på mobilen. Var hun ikke i skole ligesom mig? Eller havde hun fri? 

"Hallo? Matilda?" der var stille i den anden ende, før jeg så kunne høre hendes hviskende stemme. "De alle hader mig," sagde hun, før hun så begyndte at græde højlydt. Overrasket så jeg på mit eget spejlbilled i det store spejl. 

"Hvad snakker du om?" "De alle hader mig. Hvorfor, Angelica?" "Matilda, vi hader dig altså ikke! mor og far og jeg elsker dig, det ved du."

Hendes gråd blev højere og hun prustede mere efter vejret. "Men hvad så med alle de andre? Jeg er kun fjorten, jeg har ikke gjort nogle noget endnu, som kan få dem til at hade mig så meget." Jeg var mundlam.

Jeg havde intet svar. Hvad gik der lige galt her? 

Det føltes som om, at jeg kunne høre mit eget hjerte banke hårdere, som hendes stemme hviskede i den anden ende af røret: "Jeg opgiver. Jeg er ikke så stærk mere, Angelica. Men jeg elsker dig, go-" "MATILDA! stop med at sige noget, hør! jeg kommer hjem om en halv time, også ser vi film og hygger og leger alt er godt." "Men alt er ikk-" "Matilda, vi gør som jeg siger. Lover du?" 

Man kunne høre hun langsom stoppede med at græde, for så at sukke. "Jeg lover." "Godt, elsker dig." 

 

Jeg kiggede ud af vinduet, rykkede på stolen, legede med mine negle, bankede fingrene i bordet, bed i min blyant, kiggede på klokken. Stresset rykkede uret sig små skridt hver gang. Minutter føltes som timer. 

Heldigvis, så ringede klokken allerede, og jeg fik sagt farvel til Izzy, før jeg løb alt hvad jeg kunne hjem.


Jeg åbnede den ulåste dør op, smed mine sko og jakke på gulvet, samt min skoletaske, og løb så op ad trappen. "Matilda! jeg er her nu!" råbte jeg, mens jeg tog det sidste trin op ad trappen. 

Jeg kunne høre vandet løbe et sted.

Jeg gik ud på badeværelset først. Der plejede hun altid at være, mens hun kiggede usikkert på sig selv, og ønskede hun havde en pæn krop alle elskede. Men det var det hun ikke forstod: Hun var så smuk, at det gjorde mig til grin! Hun var så tynd, så unik. 

Forpustet kiggede jeg forvirret på badeværelset, før jeg så gardinet var for og det virkede som om det var der vandet løb fra. Da jeg trak gardinet fra, blev jeg endnu mere forvirret, da badekarret var tom, med kun den rendende vand, der susede ned i bundens afløbssted. 

Det varme vand stikkede ømt på min hud, som jeg tog hånden ind i vandet, for at kunne komme til at slukke for det. "Arg, fuck!" råbte jeg, mens jeg skyndte mig hen til vandhanen, for at skylle min røde arm i koldt vand.

"Matilda, skat! Jeg kommer nu!" råbte jeg endnu engang, da jeg vidste hun så var på værelset. 

Et hvidt håndklæde blev kastet ned i vasken, før jeg klemte det rundt om min såret arm, og brugte en masse elastikker for at holde det hele sammen. Der var ikke rigtig noget andet her. 

 

Jeg prøvede sukkende at åbne døren, men opdagede hurtigt at den var låst. 

"Matilda. Åben op, det mig, Angelica," sagde jeg sødt, mens jeg bankede på. Intet svar. Ingen sagde noget, ingen træk vejret højt nok til at jeg kunne høre det. 

"Matilda, åben døren, eller jeg selv gør det!" sagde jeg lidt højere, mens jeg tællede til tyve. "Fint, nu åbner jeg den snart!" råbte jeg, og min tålmodighed svigtede; døren blev sprunget op, da min fod gav et los til den. 

Jeg gispede højlydt, mens jeg kiggede forskrækket hen på stolen, som stod bagved Matilda. Matilda der hængte ned fra loftet af, med en løkke om hendes lille hals, der var fuldstændig rød. 

Det var ikke kun min arm som gjorde ondt nu. Det stak. Stak, stak, stik, stik. Overalt; ingen steder. Jeg mærkede mit hjerte, jeg mærkede ingenting. Jeg blev svimmel, men jeg stod stadig frosset til gulvet, mens jeg kiggede på den svævende lillesøster, der drejede langsomt og stille rundt i luften. 

Dér gik det først op for mig, og jeg skreg mine lunger ud. Mine ben fik sat galop i dem igen, og jeg løb hen til midten af værelset, hvor jeg fik med lidt besværlighed Matilda ned. 

Hun var kold; lys i huden; slap. Hun var alt andet, end den smukke, dejlige og glade Matilda jeg plejede at kende. Hun var en pige, som engang var min lillesøster, der var så skide stærk, og nu, nu gav hun op. 

Hun lod sine vinger flyve, som hun altid havde ønsket sig. Men hvorfor allerede? 

"Matilda!" græd jeg, og strøg hendes løse hår væk fra panden. "Hvorfor?" spurgte jeg om, men fik intet svar. 

Jeg fik min mobil frem, tastede det tre-cifrede tal ind, som jeg aldrig troede jeg skulle bruge i denne situation. 

Min stemme var hæs, var ked af det, var næsten væk. Men jeg fik givet dem alt de skulle bruge, og selvom de sagde jeg skulle blive ved med at tale med dem, indtil de kom, så lagde jeg på og smed telefonen ind i væggen. 

"Du fucking lovede mig, Matilda! Du lovede, du lovede.. du lovede mig," græd jeg, mens jeg lå med den ulykkelige krop i min farm, som endelig havde fået fred. Jeg var sådan en lorte søster, for jeg ville ikke have hun skulle have fred. Jeg ville have hun skulle kæmpe sig videre, sammen med mig, og ikke bare give op. Give op, og lagde mig ligge med den kolde krop i mine arme. 

"Matilda." Hviskede jeg, mens jeg lyttede til hendes åndedragt, mærkede hendes puls, lyttede til hjertet. Intet klikkede, intet bankede. Hun var virkelig væk, og jeg var kommet for sent. 

"Baby'sis, jeg er så ked af det," græd jeg, og lod mit hoved falde ned til hendes mave. Og sådan lå jeg og vuggede min døde lillesøster, på fjorten år, frem og tilbage i min favn, mens jeg tænkte over det hele. 

Hvis jeg havde gået fra historie, tjekket min mobil, så havde jeg kunne reddet hende. 

Det hele var min skyld.


Det lidt barsk! 

Det lidt tid siden jeg har hørt fra jer? I må meget gerne blive ved med at like, og hollllyyy mooolllyyy, vi er oppe på 100 favoritesserede !! det jo ekstremt sygt og noget jeg aldrig havde tænkt ville ske. 

Tusinde tak, for den store opbakning I giver mig, for I gider at læse med, for at I er så søde at skrive en kommentar, for at jeg elsker jer så meget! 

- Laura L.P. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...