Give time a chance to heal you ◆ Julekalender speciel

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2014
  • Opdateret: 24 dec. 2015
  • Status: Færdig
Det svært at komme videre når ens lillesøster tog sit eget liv, eftersom mobning steg hende til hovedet og ingen kunne redde hende fra hendes dybeste monstre, der gemte sig indeni. Angelica er bare ét af de tusinde af eksempler rundt i London, som sidder med en dyb hjertesorgen og smerter indeni, som hun ikke kan holde ud at bære rundt på. Og det lige derfor hendes far, i alt hemmelighed, har fundet på et kæmpe nyt jultræf, for alle ramte familier. En masse knuste hjerter bliver helet, fremmede bliver til venner, kærligheden hænger i luften og det nu at julemagien begynder. ! Glædelig jul 2014!

125Likes
52Kommentarer
14172Visninger
AA

12. ◆ 11. december

STEMNINGSMUSIK; Fool's gold & Half a heart, One Direction giver en god stemning til dette kapitel.


Jeg lå i sengen; nød de sidste minutter, inden jeg skulle endnu en dag på besøg i Helvede. 

Mine øjne vandrede rundt, kiggede på loftlampen, på sommerfuglene, der hang på den ene væg, på min reol, på natbordet, med de tre rammer af Angelica og jeg, mor og far og min bedsteveninde. Min eneste veninde. Jeg kiggede ud af ruden, hvor natten var lagt på klem, og dagen snart ville begynde. Hvor de sidste stjerne viste sig, før de gemte sig igen. 

Modvilligt trillede en tåre ned ad min kind, langsomt, men smertefuldt. 

Mor var naiv. Hun troede alt ville blive okay. "Alting bliver okay igen. Hvis det ikke er okay endnu, så er det tiden som ikke er inde til at blive okay igen." Det sagde mor hver gang. Hun troede virkelig på det, det gjorde hun. Så jeg lod hende gøre det, i stedet for at fortælle, at jeg godt vidste tiden aldrig vil blive okay igen. Desværre.

Tik, tok, tik, tok, tik, tok. 

Klokken slog sekunder tættere på seks. Hele tiden: Seks minutter, fem minutter, fire minutter. Den tællede ned, og endnu en tåre drog ned ad mine små kinder. 

Mine ben rystede; mine tanker blev fordrejet, jeg forholde mig til, at tænke på intet. Men det var umuligt. 

Scenerne kørte rundt i hovedet, som en slags spillefilm jeg så fireogtyve/syv. Den stoppede ikke, der var ingen pause. Børn - store og små - skubbede til mig, bankede mig ind i skabene, strøg hårdt deres skulder mod min ryg, tog mine skolebøger, gav mig ingen plads i skolebussen. Hvorfor? 

Hvad havde jeg gjort, hvorfor skulle det være mig, hvorfor gik de alle imod mig, hvem startede det, hvem vil stoppe det? Jeg havde altid så mange spørgsmål, men kun så lidt svar. 

Tre minutter, to minutter, et minut. 

Jeg fik et lille chok, da uret ringede, og virkeligheden slog mig i hovedet. Mine bevægelse var som et dødt spøgelse, der vandrede forvirret rundt - en, som ikke vidste hvorfor den var her, hvad den skulle og hvad dens formål var. Den fandtes bare, og det blev den straffet for. 

En blå t-shirt, nogle sorte jeans og redt håret igennem. Ingen larm, helt stille.

Var det fordi min far var blevet rig? Var det derfor de at min mor havde været i tv'et? eller, var det min søster, som blev snydt af en dreng, og derfor gik det udover mig? Måske.. så var der nok bare noget galt med mig. Hvorfor skulle ellers så mange børn sige det til mig? 

 Tandpasta på tandbørsten, ind i munden, ud igen og sættes på plads, fra hvor jeg tog den. Det var altid så stille. 

Jeg sagde ingenting, mor sagde ingenting, far sagde ingenting, Angelica dukkede aldrig op. Vi spiste morgenmad, os tre kun, for Angelica spiste altid efter vi var færdige. Jeg anede ikke hvorfor, men hun havde sikkert også nogle problemer med mig? 

Måske følte mor og far også, at de skulle sidde og spise morgenmad med mig, selvom de ikke rigtig gad? 

 

 Mit spejlbilled. Var jeg pæn? Tvivlende kigger jeg på mig selv. Måske var jeg ikke? 

Nogle hænder lagde sig på min skuldre, hvilket fik mig til at blinke med øjnene, og via spejlet, kiggede jeg op på Angelica. Hun smilede, mens hun begyndte at rede mit hår igennem, med børsten. 

"Du er så smuk," hviskede hun til mig, mens hendes smil blev større i spejlet. Var jeg? 

"Du er så vidunderlig, Matilda. Du er så flot, så bedårende, så sød, så magisk. Husk det, alt andet er løgn." Mit hår blev flettet oppe fra hovedbunden, ned til det sidste tot hår til en fransk fletning. "Tak, Angelica. Du den bedste søster i verden, jeg vil altid elske dig." "Og jeg elsker dig, søde sis'." 

Et kram på to-tre minutter var hvad vi nåede at dele, før mor kaldte. Stilhed før stormen. 

Jeg fik et lille kys på kinden af min vidunderlige søster, som var en stor grund til jeg holde ud. Til jeg var stærk; til jeg ikke gav op. 

Jeg sendte hende et sidste smil, før jeg tog fat i min skoletaske, jakke og gik nedenunder. Mine hvide vans fik jeg taget på, og ud i bilen, som var tændt og mor sad indeni. 

Vi kørte i stilhed. Som altid. Mor havde næsten intet at sige. "Det bliver bedre i dag," sagde hun lige inden jeg steg ud af bilne. "Mor, det siger du hver dag," sagde jeg, og gik ud ad bilen. "Hvorfor siger du ikke bare sandheden til mig?" 


 Det var blevet spisepause, og skuffende måtte jeg sætte mig alene i dag. Melissa var ingen steder at se, faktisk, så tror jeg slet ikke hun var dukket op i dag. Min æggemad skulle lige til at blive spist, da jeg mærkede noget tykt, klamt og vådt falde ned fra mit hår af. Jeg så hvordan den tykke, hvide mælk fløj videre ned på min krop, på maden, på bordet, på gulvet. 

"Hvorfor har du sagt, at jeg kan lide Dennis," spurgte Melissa om, og jeg vendte mig om og kiggede på hende. Jeg frøs af den kolde mælk, der også lugtede sur. Hvad havde hun gang i? 

"Hvad snakker du om? Melissa, jeg har intet sagt?" sagde jeg, helt forvirret over hvad der skete. Min bedste veninde havde lige hældt mælk ned over mig, og nu skyldte hun mig for at sladre om hvem hun kunne lide, til hvem ved jeg, når hele bundet hadede mig? 

"LØGNER!" råbte hun op, og som jeg skulle til at gå tættere på hende, skubbede hun mig tilbage. Jeg trippede over min egen fod, men hurtigt fik jeg rejst mig selv op igen. 

"Jeg har ikke sagt noget? Du får alle til at kigge, Melissa." Jeg stod med et forskrækket blik. Sådan her var Melissa aldrig, hun vil aldrig gå i mod mig. Men jeg vel forkert på den? Hvis alle de andre hadede mig, så kunne hun vel lige så godt også, ikke?

"Du var min bedste veninde, men du kan ikke holde på en skid eller være sød," sagde hun højt, mens hun kiggede rundt. Der begyndte at samles en kreds rundt om os, hvilket fik et mere bange look i mit ansigt til at vokse. 

 Jeg vidste hvad der ville ske, og jeg kunne ikke løbe fra det. Jeg ville ikke løbe fra det, ikke denne gang. 

"Du er et fucking, lille skide nul, som jeg uheldigvis hang ud med." Ikke kun hendes, men alles elever latter blev højlydt brugte rundt om mig. 

"Men tro om, lille Matilda: Denne gang, så får du betalt, for din store kæft," sagde hun, og skubbede endnu engang til mig. "Melissa, please! Jeg har in-" "Jeg hader dig!" råbte hun, og skulle til at løbe på mig, men blev holdt tilbage af nogle andre elever bag hende. En klump samlede sig i min hals, og jeg kiggede skræmt på min førhen bedste veninde. Den eneste veninde jeg havde tilbage. Nu var der ingen. 

Uheldigvis slap hun fri af grebet, og hendes fingre blev taget rundt om min trøje. "JEG HADER DIG SÅ MEGET!" skreg hun ind i hovedet på mig. Tårene dalede ned ad begge vores kinder. Jeg frygtede ikke hvad hun kunne finde på, for jeg var rimelig sikker på hun intet ville gøre, og af den grund blev jeg stående. 

Hendes knytnæve blev alligevel knust ind i min højre side, og jeg faldt ned på gulvet af ren . En lære trådte endelig frem.

"Jeg hader dig, Matilda! Du får betalt!" skreg hun, selvom læreren hev hende med ham, og de andre elever rundt om mig blev jaget væk.  

Det okay, tænkte jeg, for jeg hader også mig selv. 


Vi er kommet på top 12 nu, så tusinde tak alle sammen! Bliv endelig ved med at like, og se hvor langt vi kan komme op. Så fik i lige et blik af Matildas hverdag dengang, det noget barsk halløj. 

Jeg er igang med at rette kapitler igennem, så når der står *rettet*, er de ... sjovt nok ... rettede :) 

- Laura L.P.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...