Give time a chance to heal you ◆ Julekalender speciel

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2014
  • Opdateret: 24 dec. 2015
  • Status: Færdig
Det svært at komme videre når ens lillesøster tog sit eget liv, eftersom mobning steg hende til hovedet og ingen kunne redde hende fra hendes dybeste monstre, der gemte sig indeni. Angelica er bare ét af de tusinde af eksempler rundt i London, som sidder med en dyb hjertesorgen og smerter indeni, som hun ikke kan holde ud at bære rundt på. Og det lige derfor hendes far, i alt hemmelighed, har fundet på et kæmpe nyt jultræf, for alle ramte familier. En masse knuste hjerter bliver helet, fremmede bliver til venner, kærligheden hænger i luften og det nu at julemagien begynder. ! Glædelig jul 2014!

125Likes
52Kommentarer
14118Visninger
AA

11. ◆ 10. december


 Min mave åbnede for Zoo, og Helvede gik løs. Elefanter, store giraffer, tykke flodheste, små pingvinger, trampende krokodiller.. Det hele - de væltede, dansede og hoppede rundt. 

Jeg kunne hjælpe mig selv, da jeg tog hovedpuden (som lå på den anden side jeg ikke sov i) og kaste den ned i hovedet på mig selv. Jeg skreg ind i puden: Glæde, irritation. 

Da jeg stod sammen med Angelica, til min gode ven, Ed's koncert, og hun begyndte at grine, håbede jeg inderligt det var fordi mit selskab. Men nej, det var hendes far, og ligeså snart han opdagede mine arme rundt om hendes skuldre, og kiggede op på mig, drog hans smil væk, og et dræberblik var det første jeg fik, ligeså snart Angelica kiggede væk.

Han løftede hånden op, pegede direkte på mig, før han så kørte hånden ved siden af halsen, mens han mumlede tydeligt: "Du kommer til at dø." Hans øjne stirrede så ned på mine arme om hendes skuldre, og derfor fjernede jeg dem. Men det nåede jeg aldrig helt at gøre, for Angelica tog fat i dem, og hviskede: "Ikke forlad mig." Så af den grund besluttede jeg mig for, at lade dem blive og kigge hen på mr. Davidsen igen.

Jeg løftede skuldrene op i luften, mens jeg skævede. "Ups," prøvede jeg at sige, men hans djævleske blik stirrede stadig på mig, før han sluttede samtalen af med noget lignende, "du for betalt," også var han væk, det sekund jeg blinkede med øjnene. 

 ... så lad os bare sige, at vi startede med at komme super godt ind på hinanden, og nu så det nok lidt mere drabeligt og skævt ud. Meget, faktisk. 

Og for så at komme ind på en anden ting, så var drengene absolut vilde med Angelica. Hun var anderledes. Hun var intelligent, men gemte det væk. Hun var sjov, selvom hun ikke selv var bevidst om det, og så var hun genert og følsom, hvilket var en stoooor ting, lige pludselig hos drengene. Og hun er smuk, selv når hun ikke prøver eller har ide om det. Havde jeg lyst til at bidrage med i går, men så på den anden side: Det var alt for romantisk sagt. 

 

"Hey, Niall!" "Hey, mate!" svarede jeg tilbage, som Toby kom hen imod mig, og vi gjorde vores sædvanelige håndtegn. Jeg kendte ham før juletræffet, og han var egentligt en del af hjælperne til juletræffet, samt en af min bedste venner, men det var jeg rimlig sikker på at Angelica ikke vidste.

Derfor var det heller ikke ligefrem nødvendigt at sige noget. 

"Han snakker ikke om andet end dig," grinte Toby, og et smil bredte sig på mine læber. "Han bliver sindsyg," grinede han, og tog sig selv på låret. "Jeg vidste, han ikke var den rette." citerede Toby. Sikkert mr. Davidsens ord efter i går. 

Jeg ville virkelig gerne have taget mine arme væk fra hende, men så havde jeg lovet at ikke give slip, når hun havde brug for en, og jeg kunne ikke få mig selv til det. 

Om jeg var glad for, at jeg nok havde træffet Clark, det ved jeg nu ikke, men samtidig kunne jeg ikke lade være med at tænke tilbage, hvor jeg fik helt konkret reglerne at vide. 

"Ehm, sir. Undskyld, men hvad er det du siger?" Han lod et kort grin undslippe hans læber, får han satte sine hænder på bordet og lænede overkroppen hen mod mig. "Jeg siger, at hvis du går med til at pas på min datter - uden, at I lige pludselig står i et hjørne sammen, så får du hvad som helst du ville, når måneden er slut." "Hvad som helst?" "Hvad som helst," gentog han. 

Jeg sukkede: Det var jo ikke fordi jeg snart ikke havde fået 'hvad som helst'. Men, altså.. "Deal." 

"Men hvad er det helt præcist jeg skal få hende til?" spurgte jeg om, alligevel lidt forvirret. "Du skal bare få hende til at åbne op; til at tro på ting igen; til at danse med fremmede. Gør hende glad igen, eller, bare hjælp hende på vej. Men intet kærlighed indblandet, ingen følelser, intet kysseri, ingen krammende, intet sove-sammen."

Altså... Det sagde han godt nok til mig, men tiden bryder reglerne? Nej, okay, jeg finder på en undskyldning senere.

Måske, jeg i sidste ende har brug for to, tre eller fire...


Tiden var gået alt for hurtigt, og jeg var lige steget ud af badet. Jeg ved ikke om jeg nu havde fortrudt, at jeg sagde ja til at tage med, men jeg kunne hellere ikke bare lade være, vel? Angelica forventede at jeg kom der, så jeg ville dukke op. 

Jeg var her for at hjælpe hende. Jeg var her for at være her for hende, så det vil jeg også leve op til. 

Duften, fra doederanten, spredte sig på det skinnende badeværelse. Min nye, hvide skjorte, samt nogle skinny jeans, tog jeg nedover kroppen, og satte håret hurtigt med ID-voks. 

Louis fløjtede, mens Harry holde om min ene finger, og drejede mig rundt. "Vores dreng er blevet stor," grinede Liam, og vi alle grinede sammen. Jeg gav dem et sidste farvel, før jeg gled ud ad døren. 

Jeg endte op i den store lounge, hvor mr. og mrs. Davidsen stod. Angelicas mor lyste op, da jeg kom hen mod dem. 

"Hej, min dreng." Angelicas mor, som jeg ikke kendte fornavnet på, tog mig en i et stort kram, mens hendes mand, Clark, stod bag ved og mimede hvad hans kone lige havde sagt til mig, med en rigtig sukkersød stemme. Han kiggede op på mig, før han flettede sine fingre sammen, så de gav nogle høje knæklyde. 

Han gav mig så et lumsk smil. Mrs. Davidsen gav endelig slip på mig, som Angelica kom ud fra toilettet af, og vi mødtes hinanden i et hurtigt, varmt kram. Mere turde jeg sgu ikke at røre den pige. 

"Du ser smuk ud," sagde jeg lavt til Angelica, da vi var på vej ud til bilen. Hendes kinder blev røde, og hun strøg en hårtot bag øret. Hun havde en rød kjole på, som gik nedover knæene, med sorte strømpebukser og sat håret op i en hestehale. En fletning, tror jeg det vidst hed, var flettet sammen i den ene side. 

"Min smukke beundrer, vil du ikke side bagved, og nyde lidt tid med Angelica. Så sidder jeg foran med.. Niall," tykkede han mit navn, og gav hans kone et kys på kinden. Som jeg stod bagved, rystede enormt meget frem og tilbage med hovedet, sagde hun ja og så ikke engang om jeg gad at sidde foran. 

 

Heldigvis kom jeg hel frem til restauranten, uden nogle yderligere bemærkninger eller spørgsmål fra mr. Davidsen. 

Stedet hed 'Love a night Restaurant' og så utrolig fancy ud. Et sted, jeg ikke selv ville tage hen. Ikke fordi jeg ikke havde pengene til det, for det havde jeg. Men lige netop fordi jeg havde pengene til det. Så hellere ud om natten og spise på et pandekagested. 

Vores bord havde to stole på hver deres side, og heldigvis sad jeg ved siden af Angelica. 

Vi fik hurtigt bestilt mad, maden kom frem og snakken drev afsted: 

"Så, Niall. Går det ellers godt derhjemme?" "Ja, mrs. Davidsen, det går særlig godt. Vi har lige været på ferie, hvor jeg fik lært at blive ekstra god til golf." svarede jeg hende, og tog en bid af det røde stykke kød, som jeg havde bestilt. 

Jeg var ikke et sekund i tvivl om, at nogle fra denne restaurant godt vidste hvem jeg var.

"Jeg gik til næsten alle kampsport da jeg var ung. Du ved, så jeg kunne gennemtæske personer der ikke lyttede til mine ord." Jeg slugte kødet med en klump i halsen, og krummede min hals efterfølgende. 

"Okay, far? tak.." sagde Angelica, hvilket fik mig til at kigge hen på hende, og så hun allerede smilede til mig. Så jeg smilte tilbage. 

"Kommer du så fra en god familie? Ej, undskyld jeg spørger sådan, Niall. Jeg er bare en nysgerrig, Jeanette, nogle gange." Jeanette! Det var mrs. Davidsens navn! Argh, kan godt huske nu at vi fik det at vide for lang tid siden.

"Ja, jeg er vokset rigtig godt op, godt miljø, god familie, dejlige forældre, du ved," svarede jeg hende, og endnu engang fangede jeg mig selv, i at kigge på Angelica, som uskyldigt spiste sin mad videre. 

"Ser du, Niall. Jeg kommer skam også fra en god familie, hvor man lærte at holde sig til det der blev sagt," afbrød Clark ind, og jeg sank endnu en klump. Det her var slet ikke pinligt eller utrolig underligt. 

En lille ro lagde sig endelig over bordet, og tilfreds spiste jeg min mad videre. Sendte små blikke til Angelica, som fik hende til at fnise lavmælt. Men højt nok til Clark hørte det. 

"Nå! Har du så prøvet at gøre noget godt her for nyligt for nogle?" "Ja, har du det? og holde du dig så indenfor betingelserne, Niall." Jeg kiggede usikkert ned i min mad, tøvede med stemmen. 

"Ja, jeg har lige hjulpet min veninde med at flytte ind i et nyt hus." Clark lagde albuerne på bordet, holde hans kæbe i hans hænder, og smilede så stort og piget. "Nåårh, jeg håber hun kunne lide din hjælp, nu hvor du er så god til at gøre som du får besked på," sagde han smilende, og brændte hjertet i Jeanette. Oh my god. 

"Tak, mr. Davidsen-" "Åh, søde Niall, du behøver altså ikke være så fornem. Kald os da bare Jeanette og Clark-" "Åh, nej! Den dreng kommer til at bukke for mig, mens han kalder mig sir!" sagde Clark hurtigt, og jeg nikkede enigt med ham.  

"Far! Stop så! Vil du ikke godt cutte det af nu? tror det nok spørgsmål," afbrød Angelica, og så undskyldene på mig. 

"Jo, skat. Jeg skal nok lade være med at gøre det du ikke vil have jeg skal, jeg siger ikke mere nu, for det er det du bad mig om, og derfor overtråder jeg ikke det du siger, jeg ikke skal." Jeg hostede, mens Clark så på mig, med det største dræberblik. Jeg gav ham et skævt smil. 

"Undskyld, er der noget jeg ikke forstår her?" spurgte Jeanette om, "overhovedet ikke, søde skat," svarede Clark. Hans øjne stirrede dybt ind i mit sind. "Jeg sikre mig bare, at vi forstår hinandens budskab. For ellers.." Kniven blev hakket hårdt ned i kødet.

Han kiggede så på Angelica og Jeanette, som fik det mest falske, sukker-søde smil, før han hurtige gav mig store øjne igen. Hans øjne dirrede ned på den lille afstand fra stol til stol, mellem mig og Angelica, og tøvende rykkede jeg mig en anelse længere væk fra hende.

Bare for at være sikker på, at jeg kom hjem til drengene igen. I-i hele stykker... 


Ahahhaha, c'mon! 

Det her kapitel er da sjov? 

Et hurtigt spørgsmål; hvad synes I om, at denne julekalender ikke kun handler om at blive kærester, slå op, skændes, få børn? At den handler om langsom indrømmelse af forelskelse, om det man har mistet, det om at føle sig alene? 

Jeg elsker, og sætter stor pris, på jeres kommentarer, så hvis I svarer på mit spørgsmål, skriver jeg tilbage <3 

- Laura (seje reje) L.P.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...