Give time a chance to heal you ◆ Julekalender speciel

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2014
  • Opdateret: 24 dec. 2015
  • Status: Færdig
Det svært at komme videre når ens lillesøster tog sit eget liv, eftersom mobning steg hende til hovedet og ingen kunne redde hende fra hendes dybeste monstre, der gemte sig indeni. Angelica er bare ét af de tusinde af eksempler rundt i London, som sidder med en dyb hjertesorgen og smerter indeni, som hun ikke kan holde ud at bære rundt på. Og det lige derfor hendes far, i alt hemmelighed, har fundet på et kæmpe nyt jultræf, for alle ramte familier. En masse knuste hjerter bliver helet, fremmede bliver til venner, kærligheden hænger i luften og det nu at julemagien begynder. ! Glædelig jul 2014!

125Likes
52Kommentarer
14122Visninger
AA

2. ◆ 1. december

 


 Jeg hev vanten ned på min højre hånd, med svag hjælp af den anden hånd, som allerede havde fået den ene røde vante på. Min nye lange jakke, som mor havde set på tilbud inde i H&M, sad okay rundt om min alt for slanke krop. Jeg følte den var alt for slank, eftersom jeg spiste mindre end dengang. Jeg vidste godt selv, at hurtigt kunne jeg tage på igen, så min krop ville se flot slank ud og ikke tynd slank.

Vi boede kun et kvarter væk i bil, fra hvor juletræffet skulle afholdes i England for første gang. Jeg havde fået sat mine to badge på, som far havde fået sendt med posten (en pakke med en masse indhold til træffet, som alle andre deltagere også havde fået).

En der var rød og havde en tændstikfamilie, der holde i hånden på, også stod der 'hjælp ramt familie'.

Den anden var mørkeblå, og havde et hoved af en dreng og pige på, som havde et plaster over det ene øje, også stod der i midten af badgen 'mistet en søster'. Et lille hastag med ordene stopmobning, var under den blå overskrift.

Far havde fortalt mig, at der var flere end kun den blå ekstra badge, for den var kun til dem som blev mobbet til døden. Så hårdt som det nu også lød.

- En i grøn, for dem med trafikuheld. En i lyserød til dem der døde af kræft. En i gul til dem, der døde efter ligget i koma og en i lilla til dem der var kommet i koma efter en forfærdelig uheld.

Hele fem badge kunne man vælge i mellem, samt den røde alle sammen fik, og når jeg tænkte over det, så gjorde det mig syg. Ligeså syg som alle de gange jeg skulle gå forbi min døde søsters værelses dør.

Men det var alligevel en ting som satte et lille smil på læben, hver gang jeg tænkte over det. Jeg gjorde det her for Matilda - og kun hende. Ligesom alle de andre familier, som havde mistet en: Vi gjorde det for at holde sammen og ikke skulle lide vores egen sorg.

 

Det var små hytter man kunne bo i. Man gik ind ad en indgang, også kom en masse boder først og fremmest til syne. Inde i midten af stedet, tror jeg nok, var en kæmpe scene (plus en lille scene lige ved siden af), samt en masse bænke. Et stort juletræ, som ikke var blevet pyntet endnu, stor ved siden af den lille scene. 

Længere henne var et kæmpe, stort brun-facon hus. Udenfor det var et kæmpe sted hvor du kunne skøjte på en is bane, også kom ellers de små hytter til allersidst.

Hele vejen rundt om stedet juletræffet foregik, var der hegn. Fyldt med pynt og lys omkring hegnet.

Vi blev hurtigt mødt af en dame, som viste os ind i det store hus, hvor vi åbenbart skulle bo på et værelse. Hun sagde, at alle deltagende, som skulle optræde/holde tale/være med til noget vigtigt igennem forløbet her, boede inde i det store nærmest palads. Hotellet, med andre små ord. 

Hvorfor skulle vi overhovedet herind? Var vi ikke bare besøgende som alle de andre normale? Men, hun kaldte min far sir, hvilket jeg selvfølgelig håbede var noget hun gør til dem alle.

 

Jeg gik rundt omkring. Her var næsten ingen mennesker, udover nogle lignende rige mænd og deres familie eller sekretær. Sikkert dem, der havde været med til at lave dette nye juletræf for ramte familier?

En prikken kunne mærkes på min højre skulder, så jeg vendte mig med et sving rundt, og så ind i øjnene på den samme dame, som mødte os tidligere.

"Undskyld, miss Davidsen, men De skal lige følge med mig op til mødesalen. Vi holder møde nu, om hvordan forløbet skal træde an, og nu hvor De er en af hovedpersonerne skal De vel også være der, ikke også?" smågrinede hun, og før jeg vidste af det, hev hun fat i min arm og trak mig hen mod is banen, hvor hotellets indgange var bagom banen.

"Undskyld, men jeg tror du har fat i den forkerte?" smågrinede jeg, for så at gå langsommere så det ikke ville være pinligt for hende når hun fandt ud af fejlen.

"Hvad snakker De om? Tror De jeg kommer til at glemme en så vigtig person som Deres er, miss Davidsen?"

Jeg viftede med hånden, smilede til folket, der klappede når jeg gik forbi og følte mig rigtig kongelig. Okay, nej det skete ikke, men hun snakkede til mig som en kongelig person...

"Ehm, du kan altså bare kalde mig Angelica?" "Pjat med Dem, miss Davidsen."


Det var en stor mødesal, med en lille scene i den ene side, store vinduer i den anden og et kæmpe langt bord i midten, hvor alle sad rundt om.

På bordenden var jeg placeret. Øjnene rettet mod mig, mens de sidste måske 10-12 pladser i den anden ende var tomme. Resten af de mange stole var fyldt op med alle mulige forskellige typer mennesker, samt min familie.

"Nå! Gæsterne kan være her når som helst, så lad os komme igang, skal vi ikke," råbte en pæn klædt, ung herre, som fik flere til at nikke i enighed. Gæsterne?

"Hr. Davidsen, kunne De tænke sig at ligge ud?" Min far krummede halsen engang, før han nikkende rejste sig op, gik hen mod mig og lagde sine hænder bredt ud på mine skuldre.

"Ja, som I alle ved, så er det første gang vi har fået dette projekt op at stå, og om det bliver en succesrig måned ville tiden vise an." Han sank en klump i halsen før han forsatte hvor han slap: "Det selvfølgelig en hård sag vi har med at gøre i år, og indsatsen er stor. Vi kommer til at bruge en høj mængde af pengene for at tilfredsstille vores kommende gæster, som ankommer her klokken fire-" hurtigt lod jeg øjnene suse rundt i rummet, for at se alles blikke var limet fast på min fars.

Jeg tjekkede min iphone. Klokken var tyve over tre. Så gæsterne ville komme om fyrre minutter. 

Snakken fordrev rundt i mødesalen. Mens de store mænd og de fine damer snakkede frem og tilbage, om hvordan forløbet til dette træf skulle holdes, sad jeg stille og tænkte. Jeg fandt ud af, at far var hovedpersonen. Han havde fundet på det, sammen med hans gode ven Keld. 

Han havde gjort det her - kun for mig og Matilda. Gjort så vi kan komme videre, gjort så andre ved de ikke var alene og gjort det for at komme ud med sorgen. 

Hold da op, jeg var stolt. ..Forvirret og rundt på gulvet også, men jeg var godt nok også stolt over hvad han havde skabt. 

Der skulle komme op til de 200 deltagere, hver en familie, som havde mistet en. De første gæster, som ville komme, var nogle kendte personer, som bland andet skulle synge og hjælpe til, og nogle skulle endda overnatte her.

Mere hørte jeg egentlig ikke rigtigt, eftersom jeg var væk i mine egne tanker - tænkte over hvor stolt jeg var. 

 

Klap, klap, klap. 

Michael Bublé gik ind i mødesalen, mens vi andre stod op og klappede af ham. Han hilste og satte sig ned. Efter kom Ariana Grande, Ariana Grande, ind ad døren som den næste.

I salen sad vi nu fyldt rundt om bordet, kun en plads tilbage. Og jeg kunne ikke lade være med at tænke hvem der skulle have siddet der. Matilda. 

Efter Michael og Ariana var ankommet, kom lidt efter hele fem drenge, fra bandet One Direction, der i tiden blev snakket så meget om. Selena Gomez, oh my god, jeg havde mit moment der. Sam smith, samt Ed Sheeran og til sidst ankom Mariah Carey. 

 Det var jo ligefrem sygt! Hvordan i alverdens navn havde de skaftet dem til her? 

".. og til sidst vil vi alle gerne takke dig, Clark og din datter, Angelica, for at gjort denne gode begivenhed til live. Jeg kan slet ikke vente til denne måned skal begynde rigtig, men heldigvis nu hvor vi alle er her, så skal vi da lige tage en skål!" 

 

"Gjorde du alt det for mig?" En tåre pressede sig i øjenkrogen, men alligevel fik jeg skubbet den væk med tre korte blink, og et langt kram med min far. "Alt for dig, min skat. For dig, for mor og for Matilda. Det på tide vi kommer videre, det på tide, at vi ser lyst på det og hjælper andre der har brug for det. Og jeg ved du stærk, Angelica. Du skal bare tro på det." 

Jeg løftede mit hoved op fra hans brystkasse af, kiggede ham ind i øjnene og smilede oprigtigt til ham. "Tak, far. Lad julemagien begynde," grinede jeg. "Lad magien sættes fri," hviskede min far og kyssede mig på toppen af hovedet.


Porten var blevet lukket, og alle gæsterne var ankommet. 

Mange havde faktisk hilst på mig og sagt de følte med mig, hvilket jeg var rigtig taknemlig for. Så min far havde lavet dette i al hemmelighed, men alligevel havde han taget mit navn ind som en stor del af begivenheden. 

En højlydt klokke rungede omkring os, hvilket betød vi alle skulle samles ved den store koncertplads, hvor det ikke pyntet juletræ og de masse bænke også havde sted. 

Jeg havde ikke engang snakkede som sådan med nogle af de kendte gæster der var på besøg, fordi de havde travlt med deres ting og jeg havde med mine. Hvilket også var fint nok for mig - de var vel her lidt endnu? 

 

 "Tusinde tak for alle tilmelde i år. Vi håber det bliver en oplevelse uden lige, som I ikke glemmer efter januar." Damen, grinte, og få andre grinte med hende. Var det overhovedet sjovt? "Vi sørger for maden, for hyggen, for alt det sjove og for at I kan være her og nyde julen. Vi vil sørge for, at alle kommer ud med deres historier, alle for sagt sine usagte ord og vi alle kommer herfra, som lider efter en sørgelig episode i livet. Men inden jeg fortæller jer hvad det vi skal lave sammen i dag er, så giv lige en hånd til Ariana Grande, som ville synge sin nye single, Santa tell me." 

Folk klappede, nogle fløjtede og andre skreg, mens de små og unge børn rendte hel tæt op til koncertscenen, hvor hun trådte ud efter musikken begyndte. Hendes stemme klang til musikken, mens telefonerne optog hendes performance. 

 

Santa tell me if you're really there
Don't make me fall in love again
If he won't be here next year
Santa tell me if he really cares
Cause I can give it all away if he won't be here next year

 

Jeg nynnede med på melodien, så godt jeg nu kunne, mens jeg stod og rykkede langsomt frem og tilbage. Ariana fik en kæmpe hånd da hun sang sin anden sang, Love me harder, før hun forlod scenen og min far, samt hans medarbejder, Keld, stod oppe på scenen for at takke alle for at komme og snakke lidt om programmet.

De fortalte om hvor glade de var for alle de hoveder, og hvordan de ville gøre det til et uforglemmelig juletræf for de ramte familier. Min far kom hurtigt ned for at sige 'god dag' til mig, før han igen blev kaldt hen til at hjælpe med noget. 

Igen var damen oppe på scenen, pegede hen mod juletræet der stod i nok midten af hele stedet her, hvor så is banen var bagved og det store hotel.

Det lignede altså virkelig et palads. Men det var det sikkert ikke.. Eller, det var det ikke

"Så i dag skal vi egentlig bare slappe af og nyde hinandens selskab, mens vi får pyntet det store juletræ lige bag jer. Alt pynt står nede under træet, og vi regner med det ville tage de 2-3 timer, så det betyder at vi tænder hele stedet op når vi er færdige - sådan cirka der omkring bliver det også mørkt. Men værsgo, gå i krig og hyg jer!" 

De mange højtaler rundt omkring blev tændt, og ud af dem blev der spillet de mest klassiske julesange, mens vi langsomt fik pyntet juletræet fint op. 

 

"Det gør mig ondt." Jeg kiggede til siden, hvor en pige på nok min alder stod og smilede med et halv sørgeligt smil. Hendes krøllede, brune hår hang ned ad hendes sider. Hun havde en fersken farvet kjole på, samt en masse armbånd og halskæder. 

Jeg rynkede øjenbrynene og drejede hovedet lidt til siden. Alt imens jeg havde en guldkugle i hånden. 

"Ehm, undskyld?" "Ja, du ved. Jeg kan se du har mistet en søster, ligesom mig." Jeg nikkede efterfølgende, forstod hvad hun mente, da hun pegede ned på min badge. Jeg kiggede hen på hendes røde badge; den magen til min. Der stod også hun havde mistet en søster.. af mobning. 

"Jeg hedder Olivia," hun rakte sin hånd frem, og hurtigt modtog jeg den, mens jeg sagde: "Jeg hedder Angelica, dejligt at møde dig." "Oh, så du er den berømte Angelica. Gud, jeg tror ikke du aner, hvor mange gange min mor har snakket om dig," grinede hun.

Jeg grinte med genert, mens jeg kiggede fjoget på hende. "Ja, jeg ved ikke helt hvorfor så mange kender mig, sådan lige pludselig." Eller, det gjorde jeg jo så nu. "Pjat med dig, selvfølgelig gør du da det." 

Efter det, pyntede vi færdigt træet, med alle de andre familier, mens vi dansede og grinede sammen. Sang højt, det gjorde vi også. Vi snakkede kort om skole og hvad vi kunne lide at lave og gjorde til hverdag - hvilket ikke var meget fra min side af.

Men det var hyggeligt. Det var.. ja, noget jeg nød. Ja.

Vi kom godt ud af det med hinanden, og det var sikkert heller ikke sidste gang vi skulle snakke sammen, men for nu, så bliv det store juletræ færdigt. 

Vi alle satte os tilbage på de hundrede af bænke der stod rundt om samlestedet, mens vi kiggede op på det nu pyntet juletræ. Min far havde armen rundt om min skulder, mens min mor sad på den anden side, alt i mens vi talte ned fra ti i kor. 

"5.. 4.. 3.. 2.. 1.. nu!" Også kom det store lysshow til live, lidt ligesom i fars fede juleferie. Hele juletræfstedet blev lyst op. Hegnet med de mange små lys lyste. Bodernes tage havde forskellige farvede, blinkende lys omkring og juletræet der var pyntet i hvid, guld og sølv lyste så flot op, at jeg for første gang i lang tid, grinnede højt og sagde til min mor og far hvor meget jeg elskede dem. 

Og sådan var det julemagien begyndte den første december. 


1. december!! 

Er jeg den eneste som eelsker når man har drillenisser i klassen? Og pakkeleg, pynte op eller hvad end af juleting din klasse nu kan finde på. Like, det bare så hyggeligt og sjovt at bruge tid på. :)

Nå, men ja, skal lige fortælle en vigtig ting: 

Det var Thea (forfatteren over her), og nogle andre, som forstyrrede mig så meget, at jeg først kom ud med den nu :3 blame it on them!!

Bare rolig, alle de andre kommer ud om eftermiddagen - hen over middagen.

- Laura L.P.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...