Flængen i hjertet

(Efterhånden en meget gammel historie) Lyriana befinder sig igen i den underlige kælder, hvor mærkelige ting sker omkring hende. Mærk hendes sanser og føl hendes gåsehud. Hvor blev hendes far egentlig af? Forsvandt han i flængen eller er det indbildning? (Første værk på Movellas)

1Likes
0Kommentarer
169Visninger
AA

1. Flængen i hjertet

Stilhed før stormen. Tavse, mørke skikkelser. Kun skikkelser. Tunge åndedræt. Og en isnende kulde. En sur lugt fyldte næseborene. Lugten af gamle mølædte sofaer og ormædte stole og borde. Noget anderledes. Ikke dødt, men uægte. Som om det slet ikke hørte hjemme her.

For anden gang var hun vendt tilbage til den fugtige kælder. Selvom hun var ude af sig selv, af rædsel, første gang, kunne hun ikke holde sig væk. Trangen. Nysgerrigheden. Noget kaldte på hende. Hun lod sit blik svæve over de gamle, slidte møbler. Intet. Alligevel følte hun en stikkende stirren. Et par sorte, altædende øjne. Så så hun dem. Et blegt grønt, elipseformet hoved, stak op fra sofaens kant. Hun skreg ikke. Hun betragtede bare. Dens øjne kiggede i hver sin retning og mindede grangiveligt om en frøs. Dens næsebor vibrerede langsomt, mens dens flade mund blev bredere og bredere. Aldrig før havde hun set en mund så bred, eller et tandsæt så skarpt. Den stirrede vedholdende. Den smilte til hende med sin brede mund. Et ondt smil.

Hjertet sprang hvert andet slag over. Kroppen blev iskold. Enhver anden ville være løbet skrigende bort. Selv da væsenet lod sit hoved dreje i retning af en gammel, støvet skoletavle, holdt hun hovedet koldt. Hun kastede et dystert blik på tavlen og måtte bide sig hårdt i læben, for ikke at skrige. Lyriana – stod der. Det var skrevet med en flammende skrift, der så ud til at være revet ind i tavlen. Stod det der for et øjeblik siden? Nej, vel?

Væggene var ikke til at se for de tykke røde gobeliner. På trods af stoffet, gav skridtene alligevel genlyd i rummet. Øjnene blev pludselig våde af en kvælende klump i halsen. Blinkede for at fjerne tårerne. Dråber – ned over kinderne og dryppende fra hagen. Håret klistrede. Klistrede sig til det tårevædede ansigt. En kold skygge gik forbi. Suset gik gennem kroppen med et gys. Ånden vendte tilbage. Smertende kulde ved højre læg. Sorgen, savnet og lidelsen satte sig i hjertet.

Hun ville væk. Væk fra den tætte kontakt til det umulige. Det var så uvirkeligt. Fandtes der ånder? Det var så usandsynligt og samtidigt så sandsynligt. Hun vidste, at hun ikke var alene. Men det andet væsens tilstedeværelse var ustabilt. Måske den ville forsvinde hvis hun lod, som om hun slet ikke bemærkede dens aura? Hun havde fornemmelsen af, at den kunne lugte hendes frygt. Fortidens billeder vrimlede ind over hendes desperate tanker. Hun så sin far for sig, før hans tragiske forsvinden.

,,Mareridt findes ikke kun i drømme. Deres væren er bare mere sjælden blandt de vågne...”

Seks år. Ikke ét ord havde hun forstået. Men nu forstod hun: Ikke et råd, men en information. Dette var et mareridt. Et virkeligt mareridt. Nu var hun fjorten og med større kontakt til det åndelige, end nogen anden på sin alder. Følelsen af ånder var menneskelig. Hun prøvede af al sin kraft at trække vejret dybt. Det var umuligt. Vejrtrækningen var hurtig. For hurtig. Gispende, raspende og hivende efter vejret, stod hun som limet til gulvet.

Der lød hvislen fra hjørnet af rummet. En mærkværdig fremmedartet hvislen. Nysgerrigheden greb hende. Tog over. Limen forsvandt og hun kunne igen bevæge sig frit. Men kun fremad. Noget forhindrede hende i at bakke. Som stod der en usynlig mur bag hende. Muren bevægede sig. Skubbede hende tættere på hjørnet og det blege frølignende væsen.

Det var ikke et levende dyr, der hvislede i mørket. Det var ej heller en genstand. Lyden kom fra en lang, sort rift med mørkelilla omrids. Den svævede i luften, mens den svagt gyngede fra side til side, som en lille vugge. Hun blev grebet af en trang til at røre. Men hendes fornuft gjorde tankerne klare, og styrkede hendes stædighed.

,,Lyriana...” lød en luftig, halvhviskende stemme. ,,Lyriana...! Lyriana!”

Det gav et ekko i lokalet, og det var umuligt at skelne, hvorfra stemmen kom. Hun kiggede frem og tilbage over skulderen efter stemmens ejermand. Langsomt rettede hun igen blikket på den underlige flænge i luften.

,,Lyriana! Lyriana!”

Hendes blik blev suget ind i den kulsorte intethed, bag flængen. Hun kunne ikke længere modstå fristelsen. Hun var ikke længere sig selv. Skridt efter skridt, nærmede hun sig den mystiske flænge. Det grønne væsen, udstødte en underlig hyæneagtig latter og sprang fra stol til bord, med en lang pelset hale efter sig. Og så var der flere. Omtrent et dusin uhyggelige, leende væsener, sprang fra møbel til møbel. De fulgte hendes tunge skridt. Hendes hjerte bankede så hårdt, at hun syntes at kunne høre dets ekko. Hun rakte sin højre hånd frem, men trak den hurtigt til sig igen; flængen var kold. Koldere end is og sne. En blanding af voldsom kulde og torturerende lidelser. Og angst. Angsten som giver kroppen kuldegysninger og rystende skuldre.

Hun sprang tre skridt baglæns og faldt på halebenet: Den usynlige mur var pist forsvundet. Hun ømmede sin bagdel og blinkede tårerne væk.

,,Lyriana... Lyriana...”

Hullet kaldte stadig, men de uhyggelige væsener var ikke til at se. Det gjorde ondt i ørerne. Noget pressede sig mod hendes trommehinder. Som var en høj larm brat var forsvundet. Der var så stille. Kunne det virkelig være rigtigt? Var det overstået? Den fremmede stemme virkede ikke længere lokkende eller på nogen måder fristende. Kun uhyggelig. Hun kastede et blik omkring sig. Med store øjne stirrede hun: Et lille fuglelignende dyr med lilla fjerdragt, grå løvehale og skarpe grønne øjne, snerrede fra et skrivebord. Hun kravlede langsomt op fra gulvet uden at fjerne blikket fra den mærkværdige fugl. Den lavede en skrabende, klikkelyd med næbet. Igen blev hun grebet af nysgerrigheden. Langsomt listede hun hen til fuglen, som nu ikke bevægede én muskel. Var den bange? Eller ville den angribe? Måske begge dele? Eller var det bare en hallucination? Intet gav mening. Og mens tankerne kæmpede om en plads i hendes hoved, stod hjernen tom.

,,Klaaarh! Klaarh!” Fuglen lettede og fløj elegant hen på et møbel, lidt tættere på flængen i hjørnet. På trods af de uklare tanker, var hun ikke dum. Og lige dér så hun den. Midt på skrivebordet, hvor fuglen havde siddet. En stor, og meget tyk, gammel bog lå med flere lag støv på sig. Fuglens kløer havde markeret sig i det tykke lag støv. Hun kunne ikke lade være med at kigge – bøger var så fantastiske. Hun tog den nænsomt op og støvede den af med hænderne. Bagefter var hendes håndflader helt grå. Først nu kunne hun se bogens smukke mørkeorange farve. Hun slog op på en tilfældig side og strøg fingrene over det gullige papir. Siderne var dækket med ord af blæk – en kønnere håndskrift end hendes egen – og det skulle der meget til for.

 

...ej Den Herre gav en skilling, til fattigdommens søn,” fortalte Florian sin sønnesøn. Morbus svarede uhøfligt:

,,Men tyvens ejendom ligger i lommen. Hvis han den ellers lod overtage, ville dommen ikke være så hård.”

 

Hun bladrede forsigtigt videre og stoppede op ved en næsten tom side. Skriften her, var ikke nær så smuk og meget svær at læse:

 

2007

Måske er jeg alene og måske ikke. Jeg ved det ikke længere. Livet giver ikke mening mere. Det er som om alt er ligegyldigt. Jeg føler mig ensom. Beretningen om Morbus var interessant, men dette er virkelighed. Noget er gået i stykker i mit indre. Jeg kan ikke længere blive. Nattie er ikke sig selv. Hun er fortvivlet. Og stakkels lille Lyri...

 

Lyriana gispede efter vejret. Det var syv år siden hun sidst havde hørt det kælenavn. Hun måtte læse videre! Men samtidig turde hun næsten ikke, af frygt for, hvad der stod. Hun tog en dyb indånding og fortsatte alligevel:

 

Hun er kun syv. Dette rum er snart blevet mit liv. Hvor vil jeg havne hvis jeg følger den mystiske flænge? Mellem stjernerne? Til en anden planet, anden verden? Måske til en helt anden dimension? De magiske væsener er så livagtige, så det må findes. Det kan ikke være min fantasi. Jeg bliver ivrig. Tørstig efter at vide noget. Vide, hvor flængen fører hen. Vide om vi mennesker er alene eller om der findes andet liv. Men for at være ærlig, tror jeg ikke, at det er livet i stjernerne. Det være en anden dimension!

 

Herefter blev skriften meget utydelig og hældende:

 

Jeg kan ikke holde igen. Nysgerrigheden bliver vort endelige. Hvis nogen finder denne bog, så husk dette: Der findes ikke noget godt på den anden side af flængen. Jeg fornemmer døden i det fjerne. Men alligevel er jeg fristet. Jeg kan ikke holde mig selv tilbage... Prøver at skrive som afledning... Intet virker. Jeg må holde op. Stemmen er ikke dem man kender og elsker... Det er bedrag! Kan ikke mere… Jeg må ikke give slip på bogen, for ellers

 

Den sidste sætning stoppede brat, uden hverken punktum eller en anden form for afslutning. Resten af bogen var tom. Blanke sider. Så meget, der ikke var blevet fortalt. Lyriana fandt straks en kuglepen frem fra bukselommen: Hun havde altid sådan én på sig. Altid. Hun tykkede lidt på det, mens pennen berørte hendes kolde læber.

 

2014

Jeg savner dig. Lever i længslen efter dig. Kan ikke give slip eller tilgive din hemmelighed. Hvorfor fortalte du det ikke? Hvorfor ventede du? Hvorfor forlod du? Du kunne i det mindste skrive tydeligt, og ikke i gåder! Hvad mener eller mente du? Er du til stede? Hvorfor var bogen dækket af et tykt lag støv? Som om alt herinde er flere hundrede år gammelt. Men i virkeligheden blev bogen sidst berørt for syv år siden… Hvordan? Hvor blev du af? Lad mig finde dig…

~ Lyriana

 

Hun lagde pennen fra sig ved bogen og afventede. Det var som om hun vidste, at noget ville ske. Og så skete der noget med kuglepennen. Den bevægede sig langsomt op fra bordet og svævede let ind over den åbne bog.

 

Følg mig

 

Skrev den. Lyriana blev ikke den mindste smule overrasket. Hun vidste, at han ville svare.

,,Klaarh! Klaaarh!” skreg den besynderlige fugl ovre fra et gammel skab. Det gav et sæt i Lyriana, da hun havde glemt alt om den. Klar? Var det dét den sagde? ,,Klaarh! Nuuh!”

,,Jeg er klar,” gispede hun og greb fat om den stadig svævende kuglepen. Hun tog bogen om armen og gik hen i hjørnet, hvor flængen udstødte en meget lav lyd, som hvis nogen stod lige på den anden side og hviskede. Var det ham? Fuglen fløj ind i flængen og forsvandt sporløst ud af det blå.

,,Lyriana… Lyriana…”

,,Jeg kommer nu far!” råbte hun. I et langt spring, hoppede hun ind i flængen med bogen under armen.

Det gav et stød gennem kroppen. Ikke som et stød fra et hegn. Nærmere et indvendig stød, som piskede alle de indre organer det mødte på sin vej. Og videre op til hjernen. Voldsom migræne satte sig i venstre hjernehalvdel. Hun prøvede at græde, men hendes fysiske sanser var ikke længere til stede. Alligevel kunne hun føle. En høj lyd, som når man slår hårdt på hi-hatten af et trommesæt, bragede i hendes øresnegl. Farverige mønstre cirkulerede for hendes tomme blik. Hun prøvede at skrige, men intet kunne lade sig gøre: Det føltes som var hendes indre ved at blive flænset op med en skarp dolk. Var det sådan det føltes at dø? Eller var det følelsen af at være i live? Åndedrættet holdt op. Hvide prikker sprang for hendes slørede syn. Hun famlede i mørket. Ledte efter bogen. Hvor var den? Et lys i det fjerne. Solen? Gud? Paradis? Eller helvede? Ingen af delene.

,,FAR!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...