Det Franske Forår

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 nov. 2014
  • Opdateret: 14 nov. 2014
  • Status: Igang
Adalene bor hos sin gamle tante i den fredelige, franske landsby Cayenne, da problematikken for alvor bryder løs. Liberalisterne gør oprør og kræver deres frihed og rettigheden til egen fortjeneste tilbage efter mange års krævende kamp fra de af lavere stands rettigheder. Pludselig er Adalene tvunget til at flygte, men hvor flygter man hen, når man aldrig har været på den anden side af de endeløse marker? Det Franske Forår er en opdigtet fortælling om dét at føle sig alene under skæbnens tag.

2Likes
1Kommentarer
133Visninger
AA

1. Da Foråret Kom


Solen kneb dovent gennem det hvide blonddegardin og tegnede lysende mønstre på det grove og mørkebrune trægulv. Adalene slog gåsedunsdynen til side og lod langsomt fødderne falde ned på det kolde gulv. 
Hun strakte sig på sengekanten og kiggede søvnigt rundt i kammeret efter hun rejste sig og trak gardinerne til side for at invitere den friske morgenluft indenfor. Lyden af fuglesang og græshopper fyldte hendes øre, imens hun hurtigt iførte sig sit sædvanlige tøj iform af slidte læderbukser og en enkel hvid hørtrøje. Hurtigt bevægede Adalene sig ud i køkkenet, hvor hendes tante allerede havde kogt de daglige ande-æg og sørget for friskt sigtbrød. 
"Godmorgen hyben" hørte hun en legende stemme synge ligeså snart hun trådte ind i spisestuen. Leon satte et rustent stativ med ny-malket mælk på det beskedne spisebord, hvor Adalene var igang med at mæske sig i honning, æg og blommer fra frugthaverne. Den store malkedreng lod sig dovent falde ned på stolen overfor hende og klaskede hænderne sammen. "Gæt hvad!" spurgte han, med iver i stemmen så de brune øjne glimtede. "Hvad?" svarede Adalene automatisk uden den store interesse, mens hun smurte citronmarmelade ud på et stykke tørt brød. Leon overså den manglende interesse i hendes svar og fiskede en lille sort killing op ad sin inderlomme i jakken. Han lagde blidt ungen i hendes skød og ventede spændt på en reaktion, sikkert i form at klapsalver og kys over sådan en dejlig overraskelse. 

Det er så typisk Leon at komme med sølle, loppede dyr til mig, klagede hun til sig selv og tænkte tilbage på den udsultede hund Xalez, og en rødkælk hvis venstre ben havde været knækket. Leon var ironien selv, når han gik rundt med senede arme, og polerede muskler, og derefter samtidige fiskede kattelillinger op ad andedammen og i smug tog sig af gårdens defekte dyr. Problemet var bare at, han hverken havde tid eller penge til at fodre sin samling af forkrøblede væsner, og de derfor altid landede hos hende. 

Det var nu lidt som om, Leon havde læst hendes tanker, for han lagde diskret hovedet på skrå og spillede på sit typiske irriterende, men charmerende smil; "Åh Hyben, jeg fandt den i rendestenen kun 2 kilometer fra de røde marker, og den mindede mig så meget om dig og dit sorte hår... vær nu ikke så ubarmhjertigt." Adalene hadede, når han kaldte hende for Hyben, og hun hadede hans små krævende gaver, og ikke mindst den måde han gned hænderne mod hinanden på, når han talte. Burde han ikke have noget andet at se til, end at genere hende midt i dagens allerhelligste måltid? spurgte Adalene sig selv. 

"Leon kan du så se at komme tilbage til arbejdet!", skar en skingrende kvindestemme igennem den fugtige indelukkede luft i spisekammeret. 
Det store muskuløse vrag væltede klodset af stolen for derefter at kæmpe sig op igen. Adalene grinede, da hendes tante havde gennet den stakkels malkedreng ud af køkkenet, men skyndte sig så selv at komme i tøjet, for ikke at lide samme skæbne.
Klokken måtte være mindst tre, da de omsider vendte hjem med kornet. Adalene havde bundet mindst fyrre hvedebunker sammen, mens Leon trillede tommelfingre og ind imellem fandt tid til at smide dem op på vognen. 
Da de kom op på toppen af skråningen og endelig kunne skue gården i det fjerne, piblede sveden på Leons pande, og Adalenes fingrer blødte under neglene. 
I fællesskab læssede de kornet af trækvognen og stablede det i den store lade. Adalene sad på halmballen, hvor lysstrålen, som kom ind gennem ladedøren, rørte hendes lår og iagttog tilfreds Leon gøre det hårde arbejde. Det var svært ikke at betragte, hvordan de store muskler arbejdede i efterårets røde skær, mens de stablede halmballerne. Leo var kun to år ældre en hende, men det havde aldrig betydet noget.
Han fangede hendes blik og stoppede op for at tørre sveden af med bagsiden af håndfladen. Adalene lænede sig frem og kiggede ud gennem den smalle åbning i metal-ladedøren, da hans hånd blidt kærtegnede hendes ene lår. Leon lagde blidt begge sine hænder på hendes hofter og førte så sit hoved ned til hendes. Hun placerede den ene hånd bag Leons nakke og den anden på hans bryst, så han ikke kom for tæt på. Adalene lod mærke til, hvordan hans læber smagte af salt og sommer, mens deres tunger legede den leg, de havde leget så mange gange før.  
Det forekom Adalene, at de egentligt havde et mærkeligt forhold. Som små havde de nærmest været bror og søster, fra den dag hendes tante Celeste havde taget Leon under vingerne som malkedreng. Hun tænkte på alle de gange, de havde leget sammen i den nærliggende skov, og hvordan de havde dagdrømt om at skulle købe deres egen gård, hvor de skulle avles både får og grise og måske endda køer sammen. Men som bladene falder af træerne og sneen fryser jorden til is, blev de ældre og der fulgte andre ting med. Leon blev større og udviklede hurtigt en mands krop, mens Adalene blev mere kvindelig på grund af sine nye former og lange hvide ben. Hun var ikke i tvivl om, at han allerede havde haft sin første kvinde, men det betød intet for hende. 
"Leo!" Adalene hev efter vejret efter kysset, men panikken skar alligevel klart igennem hendes stemme. "Hvad sker der?" blev hun ved, og holdt ham væk fra kroppen. Leon tog tre lange skridt og spejdede fra ladeportsåbningen hen mod gårdhuset. Der lød højrøstede menneskestemmer og flere moderne køretøjer havde krydset græsplænen og parkeret foran hendes barndomshjem. Leon greb hendes hånd, og Adalene fulgte med ham rundt om laden og ind gennem bagdøren, til huset, stadig varm i maven efter hans berøringer. De bevægede sig forvirrede og fyldte med adrenalin tættere på råbene fra køkkenet og så gennem åbningen i stuen Celeste grædende blive skubbet op mod væggen. Hvad fanden foregår der? "Løb Chére!" græd tanten, da hun fik øje på sin niece. Verden stod stille, og hendes ben var som lavet af beton, da hun så de fremmede personer fyre skud gennem hendes allerkæreste. Leon holdte hende for munden og hev hende heftigt ud gennem køkkendøren og om bag huset.

Pludselig var de på flugt. 

 

 

 


 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...