Broken - Luke Hemmings Punk

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 nov. 2014
  • Opdateret: 2 apr. 2015
  • Status: Igang
Lysten til at træde speederen i bund, kom frem. Bare tanken om at køre væk fra alting fik mig næsten til at smile. Men så kom jeg i tanke om at jeg ikke bare kunne efterlade Luke. For jeg holder af ham. Virkelig meget. Og det er nok en af de grunde til at jeg gerne ville forsvinde. Men jeg kunne ikke. Jeg kunne ikke miste ham igen. Jeg ville ikke miste ham igen. Aldrig nogensinde.

25Likes
26Kommentarer
3100Visninger
AA

10. Just understand

Det var som om at alt det der var startet godt idag, endte med en omgang lort. Det var sådan jeg havde det. Som lort. Det er sjovt at hele mit "nye live" er startet for som en omgang lort. Det er som om at lige så snart at jeg prøver at glemme fortiden, så er det lige før at den bliver endnu tydligere for mig og det er som om at den bliver sat på replay hver eneste dag. Og mit hoved er ved at springe i luften. Alle de tanker som køre rundt der inde, de driver mig til vanvid. Med de tanker i mit hoved har jeg gået rundt med hele dagen i dag. Ligesom i går, og resten af ugen. Men i dag er det som om at de bare er stærkere.

"Mrs Bennson, tror De at De kan følge med i timen?" jeg drejede mit hoved op mod tavlen og så Mr Heff stå og nedstirre mig, igennem sine tykke briller. Jeg nikkede bare og begyndte stille og roligt at falde hen i mine egne tanker igen. 

"Mrs Bennson, kan jeg lige tale med dig uden for?" igen forstyrrede Mr Heff mig og jeg rejse mig op med suk og fulgte med ham uden for. Han lukkede døren forsigtigt og rettede sig op og kiggede på mig med et stift blik.

"Mr Bennson, er der noget galt som De gerne vil tale om?" han gav mig et spørgende blik og i det hans ord kom ud af munden på ham, kiggede jeg hårdt på ham. Ikke fordi jeg var sur, men mere fordi at faktisk havde lagt mærke til at jeg havde været lidt væk hele timen igennem. Det var ikke tit man oplevede en lære, som faktisk gerne ville søger for at man havde det godt.

"Jeg ved ikke. Jeg er bare ret træt og jeg har så mange tanker der køre rundt. Det er ikke noget specielt." jeg trak bare skuldrene og kiggede kort på ham. Man kunne tydelig se at han ikke helt troede på det. 

"Og hvad handler de tanker så om, om jeg må spøger?" 

"Det er bare om min familie og gamle venner og sådan. Som jeg sagde, ikke noget specielt. Jeg skal nok følge med, men jeg har ikke lyst til at snakke om det lige nu." Jeg kig ind i lokalet og lod Mr Heff stå alene på gangen. Jeg satte mig ned på mit bord igen og begyndte at svare på de spørgsmål som vi havde fået. De sidste 10 minutter virkede som timer, men da det endelig ringede ud, var jeg hurtig til at få pakket mine ting og gik hen mod mit skab. Da jeg kom hen mod det, så jeg Kaise stå og vente på mig. Vi havde været en del sammen den sidste uges tid efter vi havde fået den opgave i engelsk, og hvis jeg skulle være helt ærlig så var Kaise en virkelig nice pige. Alt det som Luke havde sagt om hende passe overhovedet ikke. Ja hun var kristen, og det kunne tydelig ses på hendes hus, og for at være helt ærlig, så tror jeg ikke hendes forældre kan lide mig. Men jeg kan et eller andet sted godt forstå dem, jeg ligner jo et eller andet sted djævlen, når man tænker over det. Men jeg kan godt lide at være sammen med Kaise og det er det der betyder noget.

"Hvad så, Sheila, skal du noget senere i dag?" jeg kiggede træt på hende og åbnede skabet for at smide mine bøger der ind.

"Arbejde det svære, men hvad med i morgen?"

"Det kan vi godt se på. Jeg bliver nød til at smutte, jeg skal hjælpe til inde i dramalokalet, men kan vi ikke bare snakkes ved til frokost?" Hun kigge spørgende på mig og jeg nikkede bare som svar. Jeg satte kursen hen mod udgangen, der var alligevel 5 minutter til næste time, så jeg kunne godt nå at få røget en halv smøg. Da jeg endelig kom ud, fik jeg fisket min pakke op af lommen og tog en cigaret i munden. Jeg fik hurtigt tændt den, og den afslappende følelse skyldede igennem kroppen på mig og beroligede mig en lille smule. 

"Hey, gir' du én?" Jeg vendte hovedet og så Luke stå og kigge ned mod min pakke, og jeg rakte den bare hen imod ham uden et ord. han tog en og fandt sin egen lighter og tændte den. Bare lad vær' med at sige noget, bare lad vær' med at sige noget...

"Du har ikke sagt så meget i dag.. Du plejer altid at ha' alle svarende. Er der noget galt?" pis.

"Det er der.." med vilje lod jeg vær' med at sige mere... jeg havde ikke lyst til at snakke om det.

"Og må jeg spørger om hvad der er galt?" jeg vendte hovedet i mod ham igen, og resten af min krop fulgte kort efter.

"Det har du allerede gjort. Men nej, det må du faktisk ikke, jeg har ikke lyst til at snakke om det." jeg tog et sug af min smøg og skubbede asken af. 

"Hvorfor så hemmelighedsfuld? Du virker så... Mystisk." oh God...

"Hør Luke, bare fordi jeg går klædt som jeg gør, og ser ud som jeg gør, så betyder det ikke at du ved hvordan jeg er som person. Det er det inde i mig, som for dig til at undre dig over, hvordan og hvad jeg er. Og hvad jeg gør. Det er mystikken der gør alt arbejdet. Men det skal forblive uvist, for en hemmelighed er ikke en hemmelighed, hvis der er flere der kender til den. Og det må du bare lære at forstå Luke." jeg smed min cigaret på jorden, trådte på den og gik ind på skolen igen. Men jeg nåede ikke så langt, før Luke havde taget fat i mit håndled og trak mig hen til sig.

"Sheila, jeg er virkelig træt af din attitude. Kan du ikke bare åbne dig op, jeg troede du ville ha' en ny start, med nye venner. Er det ikke det du gerne vil? Huh? Eller vil du bare gerne være miss lonely?" hans ord ramte mig. Jeg ved ikke hvorfor, men det gjorder de. De ramte hårdt.

"Luke jeg har det svært med at åbne mig op. Især overfor dig." Jeg fik min hånd fri, og gik atter ind på skolen igen. Fuck en lorte dag.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...