I want you to love me ~ Johnlock

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 dec. 2014
  • Opdateret: 19 apr. 2015
  • Status: Igang
'Et chok. To missede hjerteslag og mavepine. Svimmelhed, kvalme og en ynkelig halvkvalt lyd. Den barske soldat var med ét væk, da han stirrede på parret i sofaen. Sherlock henslængt på sofaen med Molly i armene. John prøvede at trække vejret normalt, men det mislykkedes lettere.' John er i chok, da han kommer hjem og ser Sherlock med Molly. Tiden går, og jo mere ulykkelig John bliver, jo mere håber han at Sherlock går fra hende, men da Sherlock annoncerer at de skal giftes er alt håb væk for John. En skal af ham er efterladt, en død sjæl i en levende krop, men hvorfor? For hver dag, der går, bliver John mere og mere tom. Er det allerede for sent at bringe ham til live igen?

6Likes
7Kommentarer
536Visninger
AA

1. Sønderknust

Der var noget anderledes i luften da John åbnede døren til Baker Street. Lyden af Sherlocks latter kunne høres blandes med en andens. En lys latter, absolut fra en kvinde. John, der var kommet hjem fra en ekstravagt nede i klinikken, spændte ubevidst i kæben, og prøvede at være stille da han gik op af trappen. Da han stod på sidste trin var han sikker på, hvem kvinden måtte være. Molly Hooper, i deres dagligstue. Tanken fik vreden til at strømme igennen John, selvom han nu ellers altid godt havde kunnet lide Molly. Hun var sød, venlig, og generøs. Hun havde aldrig gjort John noget, og alligevel hadede han hende inderligt, nu da han hørte hende le med Sherlock.
John prøvede at slappe af da han hængte sin jakke op, prøvede at forklare sig selv, at det ikke betød at hun og Sherlock var sammen. Det kunne også være at der var en sag, hvor Sherlock skulle kigge på lig, og måtte gøre sig gode venner med Molly for at få tilladelse. Hans hænder rystede og hans hoved gjorde ondt, da han kom i tanke om, at Sherlock ikke havde en sag.
“John, kommer du ikke ind til os?” råbte Sherlock pludselig inde fra stuen - selvfølgelig havde han hørt John, der ellers havde været så stille, og selvom John var skuffet over sine egne listeevner, var det ikke det værste. Tonen i Sherlocks stemme var fornøjet. Den var aldrig fornøjet, men nu var den gladere end John nogensinde kunne have gjort den.
“Jeg kommer,” mumlede han, og løftede hovedet før han gik ind i stuen.

Et chok. To missede hjerteslag og mavepine. Svimmelhed, kvalme og en ynkelig halvkvalt lyd. Den barske soldat var med ét væk, da han stirrede på parret i sofaen. Sherlock henslængt med Molly i armene. John prøvede at trække vejret normalt, men det mislykkedes lettere.
“Vil du ikke sidde ned?” spurgte Sherlock med et skævt smil og pegede mod Johns stol.
John satte sig øjeblikkeligt. Hans hænder var knyttede i skødet.
“Molly er på besøg,” fortalte Sherlock og nussede Mollys arm.
“No shit, Sherlock,” mumlede John, “er der nogen der har lyst til tequila? Whiskey? Ikke? Nå, jeg henter lige noget.”
John rejste sig hurtigt, farede mod køkkenet. Det kunne gå hen og blive en meget lang aften, så noget alkohol i blodet ville hjælpe lidt på det hele. 
Uden at vide præcis hvad han tog, rakte John ud efter nogle flasker bagerst i skabet. I tvivl om, hvad der var hvad, tog han den største, satte den på køkken bordet og lukkede skabslågen. Han kiggede kort på etikketen mens han åbnede den, men bogstaverne var slørede. Han kastede et hurtigt blik ind mod sofaen, stadig i kamp mod låget på flasken, der heldigvis blev medgørlig. Sherlock og Molly så glade ud, så glade ud at John ikke ville forstyrre dem, så forsigtigt listede han, med alkoholen under armen mod sit værelse.


En slurk blev til to. To blev til tre, og tre blev til en halv flaske. Johns humør var steget betragteligt, så meget at man skulle tro han var glad, men stregerne på hans kinder efter tårerne sagde noget helt andet. Nedenunder var Molly og Sherlock lystigt igang med at se fjernsyn, og det skar stadig i Johns hjerte, at han ikke anede hvorfor hun var der - og hvorfor han var direkte såret over, at Sherlock tog hende med hjem. Han var slet ikke berettiget til at føle forræderi, som han gjorde. Det var forkert, for han var ikke i et forhold med Sherlock - de havde ingenting romantisk sammen, kun et platonisk venskab. Det forhindrede i midlertidigt ikke John i at føle de ting, han følte, og for hvert åndedræt han tog, blev det værre. Alkoholen dulmede smerten, gjorde den lettere udholdelig, men John vidste allerede nu, at han måtte væk, for så længe Molly og Sherlock var sammen fik han ingen fred.
 

John faldt i søvn i mens han var igang med at tømme bundslatten. Han lå på sengen fuldt påklædt, havde ikke engang gidet at tage sko af, før han begyndte på flasken, for han vidste godt, at han ville falde i søvn af alkohol, og han snorkede. Klokken var kun halv tolv, og Molly var taget hjem, så Sherlock kunne få mulighed for at snakke med John. Hans reaktion før havde forvirret ham, og han ville tjekke at han var okay.
På listetæer hoppede Sherlock op ad trappen, som om, han kunne vække John. Det ville være meget at kræve. John sov en bevidstløslignende søvn, så Sherlock havde ingen chance for at vække ham.
Forsigtigt lukkede Sherlock døren op, og kiggede ind. Da han så John på sengen, snorkende, og med en flaske tequila i favnen. Sherlock spærrede øjnene op. John måtte have haft en frygtelig dag, hvis han havde brug for noget med en alkoholprocent på 40.

Han stod længe i døråbningen. Han overvejede at vække John, men alligevel ville det være rent selvmord, for John ville gå amok og blive pinligt berørt over at blive vækket med en tom flaske tequila.
Alligevel besluttede han sig for at gå tættere på, hvis han nu fik lyst til at vække John.
Sherlock stivnede på stedet  da han så Johns røde øjne. At de stadig var så opsvulmede og røde, og at der var spor der hvor tårerne var løbet betød, at han netop var faldet i søvn.
Med et halvkvalt klynk forlod Sherlock værelset igen.

 

John sad nede ved bordet i køkkenet klokken halv elleve.
Mrs. Hudson var kommet op og havde vækket ham, mest for at fortælle ham at Sherlock var taget på Angelo's med Molly. Så var hun gået ned, men da hun en halv time senere ikke kunne høre lyde oppefra John og Sherlocks lejlighed var hun gået op for at tjekke hvordan John havde det.

John havde ikke flyttet sig en millimeter. Han stirrede op i loftet med tårerne rendende ned af kinderne. Han anede virkelig ikke hvorfor. Han var jo ikke forelsket i Sherlock eller noget. Måske var det fordi Molly både stjal Sherlock, og deres restaurant. Ikke fordi det var deres, men fordi det var den første restaurant de havde spist på sammen, og selvom Sherlock nok kun var taget derned fordi han fik rabat gjorde det ondt helt ind i hjertet på John.

Mrs. Hudson var kommet op igen, og meddelt, at hvis John stod op, ville hun lave ham bacon og æg. John var stået op, og i det øjeblik var han så lykkelig for at han ikke havde klædt sig af aftenen forinden.


Sherlock kom hjem klokken lidt i syv.
Han var finere i tøjet end normalt, og bare dét fik Johns følelser på komedie igen.
Han havde heldigvis ikke Molly med, men et stort smil var plastret på hans ansigt. Han sagde ikke så meget, kun et kort 'hej', hvorefter han gik i bad, og efterlod John i køkkenet.
Og John var bange. Bange for sig selv. Han anede ikke hvad der skete, eller hvorfor han reagerede sådan på den nyhed. Han kunne virkelig ikke forstå det, for som han tit sagde til sig selv, havde han jo aldrig, ikke på noget tidspunkt, haft et forhold med Sherlock, og ej heller havde han følelser for ham. Eller... Havde han? John rystede på hovedet ved sig selv. Det var han ikke, for så ville han jo føle sommerfugle og alt det dér, og det gjorde han bestemt ikke.


John og Sherlock sad stadig i stuen da klokken var lidt i et om natten. Sherlock arbejdede på en sag, og John sad med en bog i skødet.
"Molly?" spurgte John pludselig.
Sherlock vendte sig ikke rundt, men besvarede i stedet spørgsmålet med en brummen.
"Hvorfor Molly?"
Sherlock tænkte sig alt for længe om. Det var en nervepirrende ventetid.
"Hun er da en sød pige. Jeg troede godt du kunne lide Molly?"
Som den udspekulerede mand han nu var, drejede han samtalen over på John igen, sådan som han altid gjorde når der var ting han ikke ville tale om.
"Sherlock, er du forelsket i hende?" Johns stemme var lillebitte, næsten ikke højt nok til at Sherlock kunne høre det.
Men det gjorde han, og han rejste sig med et sæt, så stolen væltede bag sig. Det tog han ingen notis af, men hastede i stedet mod sit soveværelse.
"Godnat, kan du sove rigtig godt," brummede han vredt, og med et var han væk.
Og John var stadig sønderknust.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...