I want you to love me ~ Johnlock

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 dec. 2014
  • Opdateret: 19 apr. 2015
  • Status: Igang
'Et chok. To missede hjerteslag og mavepine. Svimmelhed, kvalme og en ynkelig halvkvalt lyd. Den barske soldat var med ét væk, da han stirrede på parret i sofaen. Sherlock henslængt på sofaen med Molly i armene. John prøvede at trække vejret normalt, men det mislykkedes lettere.' John er i chok, da han kommer hjem og ser Sherlock med Molly. Tiden går, og jo mere ulykkelig John bliver, jo mere håber han at Sherlock går fra hende, men da Sherlock annoncerer at de skal giftes er alt håb væk for John. En skal af ham er efterladt, en død sjæl i en levende krop, men hvorfor? For hver dag, der går, bliver John mere og mere tom. Er det allerede for sent at bringe ham til live igen?

6Likes
7Kommentarer
534Visninger
AA

3. Klagesang

Dagene gik.

Alting var næsten ved det gamle; Sherlock sad stadig tit ved bordet i køkkenet og svinede ud over de hele, og nogle gange løste han også - overlegent, selvfølgelig - en kompliceret sag for Scotland Yard.
John var tilbage på arbejdet, hvor en af hans kollegaer netop var gået på pension, så han havde fået et par ekstra timer indtil de fandt en ny læge. Det passede John meget fint, for han hyggede sig ikke hjemme i lejligheden.
Hvis ikke Molly var der for at besøge Sherlock, var luften iskold mellem han og John, og John brød sig ikke om det.
Den sidste tid var han i stedet begyndt at gå ture. I starten var det altid ned i parken. Der var der en lille bænk ved siden af et bed, godt gemt bag nogle nøgne egetræer, hvor han ville sidde og tænke.
På trods af at det var vinter ville der sidde nogle fugle, som ville synge for ham, enten i træerne der omgav hans lille skjulested, eller i det forkalkede, slidte fuglebad der stod i det ynkelige bed, som vinteren havde ødelagt med en tynd dyne sne.

Det var en stor trøst for John at sidde der. Nogle gange kunne han få lov at græde bare en enkelt tåre, mens han tænkte på hvordan han kunne mærke Sherlock glide længere væk fra sig i takt med at romancen med Molly blev mere og mere seriøs, og andre gange snakkede han til Sherlock. Sherlock var der selvfølgelig ikke, men det var irrelevant. Han snakkede til Sherlock, og det gjorde så godt at lette hjertet, at han nogle gange købte kinesisk take away som han ville spise fra boksen i skrædderstilling i sin seng.
Andre gange ville han komme hjem med røde øjne og striber ned af kinderne, og så ville Sherlock ikke kommentere på det, og han ville tage et bad hvor han ville snøfte helt af, mens vandet overdøvede lyden.
Og så de sjældne gange, hvor han ville komme hjem, helt følelsesløs, som om nogen havde givet ham morfin. Det var i de sjældne øjeblikke, han fandt trøst, og hvor han faktisk snakkede til Sherlock i mere end enstavelsesord. 

Det var her, han monotont spurgte om Sherlock ville have en kop te, og her hvor han ville grine klangløst når der skete noget morsomt i fjernsynet.
Så ville han gå i seng, og han ville have det værre end nogensinde.

 

Månederne gik.
Bare ikke hurtigt nok.
John havde fuldstændig ændret sig, så meget at han ikke anede hvem han kiggede på i spejlet. Det var en fremmed mand der stod overfor ham. En fremmed mand med hule kinder og poser under øjnene, en mand der havde tabt sig ufattelig meget og sunket ned i en depression siden hans bedste ven fik en kæreste. Og i spejlet stod også den mand der, uden at have opdaget det før det var for sent, var blevet fuldstændigt og håbløst forelsket i den selv samme bedste ven. Og det var en ynkelig mand.

Johns liv var begyndt at gå på samme måde hver eneste dag. Han stod op, Sherlock spillede på violin i sit soveværelse, John drak kaffe og prøvede at spise noget, hvis han kunne mærke at han havde en bedre dag - der var aldrig helt gode dage, men der var de uvidende, uskyldige bedre dage -, og så tog han på arbejde. Han var blevet opgraderet til fuldtid, så han først fik fri klokken fem.
Han tog ikke cyklen længere, til dels fordi der var for meget trafik, is på vejene, alt på cyklen var frosset til, og så fordi han ikke kunne magte at skulle cykle. I stedet tog han bussen, så han var hjemme omkring halv seks. Nogle gange ville han stoppe op og tage take away med hjem, som han spiste alene i stilhed. Andre gange lavede han selv mad, for det meste omelet eller røræg. For det meste spiste han ikke.
Så gik han i bad, lavede en kop te som han tog med op på værelset hvor han enten bloggede, selvom der ikke var så meget at blogge om, eller læste, og så gik han i seng.
Og så i weekenden gik han i parken.

Lørdagen i en uudholdelig uge tog John i parken tidligt om morgenen. Han smuttede ind forbi Speedy's først, hvor han købte en sandwich som han spiste på vej over i parken. I parken satte han sig på bænken, hvor hans ben åndede lettet op. Han var begyndt at halte igen, men han nægtede at få krykker. Det ville være ynkeligt, som at indrømme at han var faldet for alvor, og det skulle Sherlock ikke have glæden af.
John ville hellere begraves i et bål end at give Sherlock den glæde.
Fuglene sang, da John satte sig. Det var en trist melodi, som mindede John om Sherlock, og John opdagede først at han græd da han kunne smage saltvandet. Han udstødte et fnys da han tørrede tåren væk. På trods af at han havde accepteret at han var forelsket i Sherlock gjorde det lige ondt at tænke på ham.
Sherlock og Molly var kommet langt i deres forhold. De havde heldigvis ikke snakket om at flytte sammen, selvom det ville være bedst for John hvis de bare forsvandt, men han havde smug lyttet og hørt Mrs. Hudson snakke med sin veninde om, at Sherlock planlagde at fri til en eller anden, som selvfølgelig var Molly. 

John prøvede virkelig at tage sig sammen, men det var helt umuligt for ham. Sherlock havde en mærkelig, fortryllende magt over ham, og selvom John ikke ville indrømme det, elskede han Sherlocks mystiske fremtoning. Og selvom han var Mollys kunne John ikke lade være med at fantasere om, at Sherlock en dag var hans.

"Sherlock," startede John med blikket fæstnet på fuglene.
Han havde brug for at snakke med Sherlock. Ikke ansigt til ansigt, men fra John til en ikke-eksisterende Sherlock, som aldrig ville høre hvad han havde at sige.

"Sherlock," gentog han igen, som for at prøve forfra.
Han sukkede og varmede hænderne i de grå uldhandsker han havde fået af Harry til sin fødselsdag, som han elskede, mere fordi de var varme end fordi de var fra Harry. De var stadig uvenner, selvom hun havde skåret ned på alkoholen. Det havde John delvist også.
"Du er ude med Molly lige nu. I er på Angelo's, nede på vores restaurant. Dér, hvor vi spiste sammen for allerførste gang. Jeg prøvede at lægge an på dig, og du... Du afviste mig, selvfølgelig. Det har du gjort hver dag siden," tilføjede John og snøftede mens han kiggede på det gennemsigtige papir hans sandwich havde været pakket ind i, og som han sad og krøllede om og om igen, på præcis samme måde som Sherlock krøllede hans hjerte.
"Det var ikke med vilje, ved du det?" spurgte John og løftede blikket, "at blive forelsket i dig, altså. Det var virkelig ikke med vilje, og jeg er så ked af det. Jeg ødelægger alting. For mig. For dig og Molly. I har droppet at være hjemme hos os, fordi jeg altid bliver jealous og begynder at drikke, så Molly til sidst begyndte at blive bekymret for om jeg var alkoholiker. Du sagde selvfølgelig nej, selvom jeg mindede om en. Og jeg mindede mig selv om Harry. Måske er det bare noget i vores gener? Alkoholiker-gen."
John smed aggressivt papiret hen i fuglebadet, hvor fuglene prikkede til det, og spiste de resterende brødkrummer.
"Jeg har forresten tænkt på at flytte. For alvor. Så kan Molly også komme og bo hos o-dig. Hos dig. Det ville du kunne lide, ikke? Så kan du være sammen med hende for alvor. Jeg bliver vel også snart Onkel John," fnøs John.
En tanke slog ned i ham. Hvorfor fandt han ikke også bare én? Én eller anden, bare én, der kunne holde ham med selskab og skubbe hans gyngestol når han blev gammel.
Hvis han blev gammel.


Sherlock var hjemme da John kom hjem. Han stod og kiggede ud af vinduet i sin badekåbe, og så ud til at være langt væk i sine tanker - sit såkaldte Hukommelses Palads.
John følte sig egentlig ikke særlig godt tilpas, men alligevel spurgte han Sherlock hvad han lavede.
"Kigger ud af vinduet, som du vel kan se?" snerrede Sherlock.
John trådte halvt forskrækket og halvt såret et skridt tilbage, så han var ved at falde ned af trappen til hoveddøren.
"Hvem kigger du efter? Kommer Molly?"
Sherlock rystede på hovedet.
"Nej, det regner jeg ikke med. Jeg kiggede efter dig."
John nikkede, overrasket.
"Jeg er her. Hvad vil du?" spurgte han, og prøvede at skjule sin ivrig- og nysgerrighed med irritation.
Sherlock smilede svagt, det attraktive lille skæve smil der kunne gøre John blød i knæene.
"Tjekke at du ikke er død. Du har været væk længe," forklarede Sherlock, tydeligt underholdt af, hvordan John ikke kunne kigge Sherlock i øjnene i længere tid.
"Og? Jeg har vel lov til at være væk længe," påpegede John og prøvede virkelig at holde øjenkontakt.
Sherlocks smil falmede.
"Selvfølgelig," mumlede han og vendte sig om og tog sin violin, og John vidste med det samme, at han havde misset sin chance for en ordentlig samtale, og at det var for sent at forsøge at genoplive den.
"Godnat," mumlede John, og var egentlig sikker på at Sherlock ikke hørte det.

Lyden af knirkende trapper og violinspil dansede imellem hinanden. Det var en mærkelig lyd, som baggrundsmusik til når morderen går op af trapperne mod sit offer. Som om John ville myrde sin seng, sin trøst.
Ikke tale om.

John faldt i søvn med det samme. Om det var sovepillerne hans doktor havde udskrevet til ham eller den lange dag var ikke til at vide, men inderst inde vidste John godt, at det nok var det første.
Lige før han faldt i søvn kunne han næsten høre den sang fuglene sang i parken.

Johns hoved var stadig fyldt med klagesang langt inde i mareridtet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...