I want you to love me ~ Johnlock

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 dec. 2014
  • Opdateret: 19 apr. 2015
  • Status: Igang
'Et chok. To missede hjerteslag og mavepine. Svimmelhed, kvalme og en ynkelig halvkvalt lyd. Den barske soldat var med ét væk, da han stirrede på parret i sofaen. Sherlock henslængt på sofaen med Molly i armene. John prøvede at trække vejret normalt, men det mislykkedes lettere.' John er i chok, da han kommer hjem og ser Sherlock med Molly. Tiden går, og jo mere ulykkelig John bliver, jo mere håber han at Sherlock går fra hende, men da Sherlock annoncerer at de skal giftes er alt håb væk for John. En skal af ham er efterladt, en død sjæl i en levende krop, men hvorfor? For hver dag, der går, bliver John mere og mere tom. Er det allerede for sent at bringe ham til live igen?

6Likes
7Kommentarer
526Visninger
AA

2. Drukdans

John prøvede at komme videre. Han prøvede virkelig, men det gik ikke.
Der var øjeblikke, hvor det gik lidt bedre med humøret, hvor han næsten følte sig godt tilpas. Så ville Sherlock sige et eller andet - snakke om Mollys nyeste forskning, spørge om, hvilken skjorte John synes var pænest; han skulle bruge råd, til når han skulle ud med Molly om aftenen.
John prøvede virkelig. Lod som om, det var godt, men det virkede ikke. Sherlock lagde ikke mærke til det, heldigvis. Han forstod vel ikke hvad det betød, når John ikke ville se Sherlock i øjnene fordi han snakkede om Molly. Han forstod nok bare ikke hvad det betød, når John kun svarede halvhjertet på spørgsmålene der alle havde bund hos Molly.
'Molly må have det fantastisk', tænkte John tit. 'Hun fik ham - efter al den tid. Gud, hun må have det fantastisk'.
Og følelsen af at have tabt alting blev ikke mindre.

 

Det var aften. Sherlock var ude med Molly, og John var gået i barskabet igen. I starten tøvede han, men efter den tredje tår af en tilfældig stærk væske, var det som om, alle hans bekymringer var væk. Han tænkte ikke på Sherlock, han så alting i farver. Flotte, smukke farver. Det var lidt sløret, selvfølgelig, men det var smukt.
Da Sherlock kom hjem, fandt han John dansende på bordet med en flaske med klar væske i, i hånden. John havde ikke hørt Sherlock komme op ad trapperne, som han normalt ville have gjort - hvis ikke han var fuld, vel og mærke. Han stoppede ikke øjeblikkeligt sin dansen omkring, men først da Sherlock rømmede sig.
"Hvad laver du, John?" spurgte Sherlock bekymret.
"Jeg er fuld!" hikkede John. Han svajede usikkert mod højre og trak på U'et.
Sherlock sprang lidt op i luften da John svajede.
"John for fanden," sukkede han og hev John ned fra bordet.
En anelse aggressivt hev han flasken ud af Johns greb.
"Ren vodka? Er du blevet sindssyg, John?" tordnede Sherlock.
John klukkede og satte sig med et bump på gulvet.
"Sindssyg," fnisede han og trak på I'et.
Sherlock skubbede irriteret til en af stolene ved køkkenbordet og skruede et låg på flasken. Han fnyste da han satte flasken på plads i barskabet.
"Hvad sker der med dig, John?" mumlede han da han trak John op fra gulvet.

Det gik ikke så godt som Sherlock havde håbet på, at få John op af trapperne, men han gjorde det. John sang en mærkelig sang hele vejen op af trapperne, og Sherlock kunne ikke forstå ordene. På et eller andet tidspunkt fik Sherlock lagt John ned på sin seng. Han var splittet - skulle han få Johns tøj af, så han ikke fik hedeslag i løbet af natten, eller skulle han lade ham være?
Nu var John jo fuld, så Sherlock besluttede sig for at hjælpe ham ud af tøjet.
Det gik fint med skjorten. Den var våd, da John på et tidspunkt havde spildt alkohol ud over sig, men Sherlock fik den hurtigt af. Det var først da det kom til Johns jeans, det begyndte at blive problematisk.
"Sherlock," mumlede John.
Sherlock rødmede næsten, og mærkede hvordan hans fingre blev mærkelig og ikke ville samarbejde, da han kæmpede med knappen i Johns jeans.
"Sherlock," mumlede John igen, og denne gang trak han O'et ud.
Og den her gang rødmede Sherlock.
"Ti stille, John," mumlede han og fik endelig hevet Johns bukser helt af.
"Jeg er fuld," nynnede John og løftede hovedet lidt.
Sherlock klukkede.
"Det ved jeg godt," fortalte han muntert.
"Sherlock?"
"Mmmmm?"
"Du ser godt ud med den skjorte - den klæder dig, du ser godt ud," trallede John fornøjet og usammenhængende.
Sherlock rødmede.
"Øhm, okay... Tak."
John fnes, og Sherlock smed en dyne over John. Han satte sig ned ved siden af sengen og betragtede John.
"John, kan du sove nu?"
"Godt. Hvis du har brug for noget, så kalder du på mig, okay?" fik Sherlock John til at love, da han havde nikket.
"Sov godt," bad Sherlock.
Han tøvede før han rejste sig op, og før han gik, kyssede han forsigtigt John på panden. Så vendte han sig om for at gå.
"Jeg elsker dig," hørte han pludselig en lille stemme sige.
Sherlock frøs i døren og vendte sig langsomt om, men Johns øjne var lukkede. Sherlock sukkede. Selvfølgelig - selvfølgelig var det bare noget han havde forestillet sig. 'Ønsketækning', nynnede en lille stemme bagerst i hans hoved, men han rystede den af sig.
Han havde ingen grund til at ønske at John elskede ham.

 

 

Næste morgen var Sherlock ude, da John stod op. Klokken var omkring halv et, og han havde den værste hovedpine. Han var vant til lidt tømmermænd - men det her, det var ikke lidt tømmermænd. Det her var tømmermænd med samme styrke som dengang han gik på gymnasiet.
John fik lige med nød og næppe slæbt sig ned af trapperne, og han havde det stadig forfærdeligt efter to hovedpinepiller og fire kopper kaffe. Han prøvede ikke at bemærke at Sherlock var væk. Han havde en forfærdelig fornemmelse af, at han var sammen med Molly, og han havde også på fornemmelsen at han havde gjort noget frygteligt aftenen før, da Sherlock kom hjem.
Det sidste han huskede var, da han tog hul på den fjerde flaske vodka. Eller også var det whisky, han var ikke helt sikkert. Formiddagen før havde Sherlock nemlig været ude for at opklare en sag, så John havde taget sig den frihed at forny barskabet. De havde aldrig rigtigt holdt drukaftener, han og Sherlock, så der var ikke meget at komme efter. Specielt heller ikke bagefter den første nat han opdagede Sherlock og Molly sammen.
Han havde købt stort ind. Stærke og ikke så stærke sager, og meget af det. Tequila, gin, whisky, almindelig øl, vodka og rom. Han havde ikke tænkt på, at Sherlock ville opdage det, men han kunne altid bortforklare det med en fest, eller et eller andet. Det var hans mindste bekymring: Det eneste han egentlig tænkte på, var hvornår han kunne tømme dem igen.


Sherlock kom ikke hjem før om aftenen. Han sagde ingenting, og det forstærkede bare Johns mistanke om, at han havde gjort noget sygt aftenen før.
John prøvede at lade være med at kigge på Sherlock da de sad og så fjernsyn. John havde lavet te, endda også til Sherlock, men Sherlock rørte den ikke. John følte sig lillebitte, og en mærkelig følelse bredte sig indeni - og han kunne slet ikke lide den.
Sherlock gik i seng meget tidligere en før. Ikke fordi han ligefrem sov, det gjorde han aldrig, han plejede bare og ligge med en bog hele natten, men det plejede han først at gøre senere om aftenen. John så tomt efter ham. Han var fuldstændig sikker på at det var hans fejl, og det var det vel egentlig også. Bare ikke på den måde John troede, men det kunne han aldrig få at vide.
Han gik i seng lidt senere, efter at have ventet på at høre om der kom lyde fra Sherlocks soveværelse, men nej.
Og John var stadig død indeni.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...