mindreader

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 nov. 2014
  • Opdateret: 19 jan. 2017
  • Status: Igang
Se på mennesket. Du ser en han eller hun, køn eller grim. Denne person taler indeni hovedet, men du kan ikke høre det. Tanker. Følelser. Alle har dem, selvom vi ikke kan se dem. Det er jeg ret træt af for at være helt ærlig, for hvem vil ikke være tankelæser? Men nu giver jeg dig muligheden for at være tankelæser. Denne movella samler sig om mine tanker for dig til at læse. Så værsgo, læs mine tanker.

5Likes
4Kommentarer
1259Visninger
AA

16. i'm better but life just needs to follow up

jeg plejede at være god til ord

men nu er alle ordene blevet taget fra mig

blevet tvunget ned i maven på mig selv

så der ikke er plads til det mad, jeg skal bruge

 

hun blev sur på mig

hun blev såret

jeg talte for meget

og jeg gjorde ikke plads til andre

jeg fyldte for meget

 

det eneste jeg gjorde

var at snakke med en anden person

og glemme at sige ‘vi ses’

og at snakke først hele tiden

og at gå

 

men det var jo hende der gik for fanden

jeg prøvede at vinde hende tilbage

jeg sagde jeg ikke ville have det skulle slutte her

jeg sagde undskyld mange gange

men det var ikke godt nok

det har aldrig været nok, har det vel?

 

‘alting handler jo om dig’

i flere måneder har jeg lukket at inde

så jeg kunne fokusere mere på dem

der havde det værre end mig

og det vil altså sige dig

og så mener du, at alt handler om mig

 

er det fordi jeg netop ikke plejer at fylde noget, at du mener jeg har ændret mig til en helt anden end mig selv?

fordi du plejede at være den, der fyldte det hele?

fordi du ville have jeg skulle være din, og kun din, og ikke min egen?

men det var ikke din skyld

det var det aldrig

 

i starten var det fantastisk

jeg følte mig som mig selv

og jeg ved ikke, om jeg var mig selv, eller det var det, du fik mig til at tro

fordi jeg endelig var en del af noget, en del af et venskab

og at vi faktisk var ret ens

 

men da vi kom i skole igen var det bare os to

os to, alene i et rum og grinte og snakkede med drenge over mobilen

jeg talte aldrig med nogen andre

og det gjorde du vist heller ikke

for de var fucking onde alle sammen og ville os ikke

men jeg tror idag, at det var os, der ikke ville dem

 

så kom to andre med

flere outsidere til gruppen

jeg tror også, at de endelig følte sig en del af noget

jeg følte mig magtfuld

men du var altid sergenten, så jeg var blot en løjtnant under din tjeneste

 

så kom efterårsferien

jeg var mere end nogensinde opsat på at lave motion, og det var hver dag

jeg kunne ikke klare at se på min røv i spejlet og hold da op hvor har jeg spist usundt

du gav mig altid ret i at det ‘rene’ mad var det allerbedste - uden nogen fare for dyrene

og det med allermindst kalorier

 

men det var din skyld og så alligevel ikke at jeg røg i hullet med mad og motion igen

at jeg brugte en ferie med min mor på at flygte ind på værelset for at lave ‘afslappende yoga’

jeg svedte

og min krop begyndte langsomt at bryde nogle få kilo ned

jeg fortalte dig ikke om den

jeg fortalte faktisk ingen om det

 

fra da af gik det bare ned af

ikke med kroppen, den blev bare lige på kanten til usund

men med min psyke

jeg følte mig tvunget til hver eneste ting, jeg skulle igennem

dagene kunne ikke gå hurtigt nok

alt mistede betydning

ja selv dig

 

jeg begyndte at få det rigtigt dårligt indeni

jeg fortalte det stadig ikke til nogen

ikke engang til dig

jeg kom hjem hver dag og kunne ikke overskue tanken om at skulle tømme opvaskeren

og jeg helst bare ville slukke verden og aldrig tænde den igen

 

og hver evigt eneste dag forsøgte jeg på at gøre dig glad

på at være den bedste veninde

på at være ligesom dig

på at få dig til at føle dig god nok og smuk og skøn

jeg sagde det hver dag

 

jeg har tilgivet dig for ikke at gøre det samme for mig hver dag

det pres, jeg lagde på mig selv, behøvede du ikke gøre

men det ville nu alligevel have været rart

at få at vide at du synes jeg var fantastisk til et eller andet

at få andet at vide end at ‘ilm’ eller ‘omg dig’

at venskabet var mindre ensidigt

 

og ved du hvad det værste er

at jeg stadigvæk tænker hvad du ville sige til hvad jeg skriver her

‘alting handler ikke om dig, nej hvor er det også bare synd for dig, prøv at tænk på andre end dig selv, det er ikke en undskyldning, prøv ikke på at give mig skylden’

jeg har aldrig sagt nogle af de ting til dig

jeg har gået til fransk med en pige, som jeg snakkede med, fordi du var gået

og jeg har taget til badminton selvom du ikke kom

og alligevel er jeg den, der har såret dig allermest

 

og ved du hvad det er heller ikke nogen konkurrence om hvem der har såret hvem allermest

og det er ikke nogen konkurrence om hvem der er bedre

det er om at vi begge to ikke kan lide at blive såret og derfor projekterer det over på alt muligt pis

og jeg er så fucking træt af det

 

og ved du hvad

jeg har lov til at have problemer

jeg har fucking lov til at have det skidt og være såret

jeg har fucking lov til at sige, det ikke er min egen skyld alt sammen















 

jeg har fucking lov til at sige, at jeg ikke er den eneste, der har gjort noget forkert

jeg har FUCKING LOV til at gøre hvad end fuck jeg har lyst til

og jeg har LOV til at være mig selv - og at kunne lide mig selv

 

i øjeblikket siger jeg ingenting

udover ‘tak, det ved jeg ikke, jeg er ligeglad’ og at svare på spørgsmål eller komme med meget få ideer til gruppearbejde

for vi er stadig kun sammen

selvom vi ikke taler med hinanden

jeg er stadig låst fast i ikke at såre dig

og jeg får lyst til at kaste op hver gang jeg tænker på at tale med nogen anden end dig

så hjernevasket er jeg

 

jeg ved egentligt ikke hvad jeg laver

jeg kæmper for at komme igennem dagen ved at sige så lidt som muligt

måske for at ‘gøre plads til andre end mig selv’ eller gøre dig fri for at jeg altid sagde noget ‘forkert’

måske fordi jeg stadig håber at du vil sige noget til mig

at du vil sige du savner mig og om vi ikke kan være venner igen

for selvom det er det værste venskab jeg nogensinde har haft

så fik det mig også til at grine, føle mig tryg og føle jeg hørte til et sted

 

måske er jeg bare bange for at begive mig ud i et nyt liv

fordi jeg ved, at det ville være svært og hårdt

og at det er meget lettere at blive i det gamle

jeg ville bare ønske

at jeg kunne være mig selv

og at andre accepterede det

for jeg har endelig lært at acceptere mig selv

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...