Break Through Faults

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 nov. 2014
  • Opdateret: 8 dec. 2014
  • Status: Igang
Kombinationen af overnaturlighed og realisme spreder kaos, og det finder de fire tryllebindere Galena, Beliarosa, Camaron og Dory hurtigt ud af, da de vælger at flygte fra London til Gritzbee - Englands største nation for magiens kreaturer. Tre af pigerne ved ikke, at det er på grund af, at den fjerde jages og har brug for sikkerhed. Det forvolder dem alle problemer og ud på en kant mellem liv og død for dem selv og deres nye bekendtskaber, og midt i et hav af gåder får en efterlysning desperate personer til at gøre meget desperate handlinger.

40Likes
96Kommentarer
1826Visninger
AA

2. Prologue | Stalker | The Girl

The Girl's POV

Det var altid sådan natten startede: Med følelsen af at nogen overvågede mig. De lyse hår på armene strittede op, gåsehuden var blottet for månelyset, der gennem vinduet ramte min buttede og halvnøgne krop. Jeg burde rulle for. Jeg burde låse døren til mit værelse, men det ville ikke hjælpe. Silhuetten ville finde en løsning. Han, hun eller den ville ende her på mit værelse og fortsætte med at stalke mig, og så hellere lade ham, hun eller den stå udenfor og kigge ind på mig end at lade ham, hun eller den ind. Der var intet andet at stille op.

  Dybe åndedrag tog jeg til mig for ikke at angribe mig selv med den stikkende og varme følelse, som så ofte flød med mit blod i årerne, så det kriblede og sendte ubehag, til jeg måtte få frisk luft. Hver eneste nat, hver evig eneste nat måtte jeg bevæge mig ud til min frygt nær silhuetten for at få søvn. Hver evig eneste nat måtte jeg overvinde min frygt for at overleve dagen efter og den fortsættende igen.

  Før havde jeg fortalt mor og far om hændelserne, før havde jeg fortalt dem om silhuetten, men hvad gjorde de? De bad en clairvoyant frelse min sjæl for dæmoniske ånder, der overdrog mig disse 'syge vrangforestillinger', og hurtigt opgav jeg at overbevise dem, om at jeg ikke var sindssyg.

  Videre fortsatte jeg så i søgen om at få hjælp. Jeg gik til Lektionscentrets psykolog, trods min angst for at folk skulle finde ud af det og alt ville ændre sig. Psykologen oplyste mig, om at dette var en alvorlig krise, som måtte henvendes til politiet. 'Det drejede sig jo om chikane, der var bundulovligt.' Jeg gik med til det til at starte med, indtil jeg om natten hørte noget bizart. Jeg hørte lyden af en noget tungt og metallisk, der ramte asfalten uden for mit vindue.

  Ikke øjeblikkeligt havde jeg trukket dynen om mig og gået op, nej, jeg tøvede, for jeg hjertet havde placeret sig oppe i min hals. Mine ben havde været skælvende, og jeg huskede, hvordan jeg kunne høre lydene af mit hjerte banke og pulsåre dunke. Skrækslagen. Skrækslagen havde jeg bevæget mig hen mod vinduet med min mobil tastet ind på 101, og indvendigt skreg jeg over mig selv. Jeg skreg, over at jeg ikke tidligere havde bedt psykologen om at tilkalde politiet. Jeg hadede mig selv for ikke at have fået et polititilhold, men på den anden side var det ikke alene min skyld. Hvis 'han, hun eller den' havde stoppet chikanen, havde jeg ikke behøvet et polititilhold, og så havde jeg heller ikke glemt at tilkalde dem.

  Det havde føltes som årtier, da jeg endelig nåede frem til vinduet. Der var ingen at se, kun det pureste mørke på nær det areal, som den gamle gadelygte oplyste. Jeg ledte efter beviser, der pegede på, at det ikke bare var mig, der var sindssyg, og der lå det. Der lå det, som havde faldet.

  I begyndelsen syntes det at være knap så skræmmende. Blot var det en tændt lommelygte, der lå nær en blå rusten container. Jeg tænkte, at det var beviser nok, hvis også jeg tog et billede. Og da der ikke så ud til at være nogen, kunne jeg bare gå ud og hente den.

  Iført min sølvfarvede morgenkåbe åbnede jeg for vinduet med min mobil i hånden og sprang ud for at komme henover det iskolde asfalt. Jeg styrtede i retning mod lommelygten med galoperende hjerte, og jeg løb så hurtigt, at jeg slet ikke bemærkede stalkeren passere lige så stille forbi mig iført sin mørke hættetrøje, som var der intet at være bange for.

  Febrilsk fumlede jeg rundt med mobilen i min hånd, til jeg fik taget et oplyst billede, af hvordan lommelygten lå som smidt og næsten planlagt. Hvad der undrede mig var hvorfor 'han, hun eller den' havde smidt den fra sig under flugten væk fra mit vindue, så 'han, hun eller den' ikke blev opdaget. Nu silhuetten alligevel var så snedig, hvorfor så begå sådan en tydelig fejl, der kunne risikere sin egen afsløring.

  Jeg tænkte ikke mere over det, mest af alt fordi jeg blev bange, ved tanken om at det var meningen, og at dette var en fælde. Hvor dum kunne jeg også være? Hvor dum var man lige at liste ud i mørket for et bevis, mens stalkeren stadig befandt sig i nærheden? Måske tættere på end hvad jeg regnede med?

  Det resten skulle bare overstås. Jeg skulle ind nu, ind på mit værelse og lukke og låse døren og rulle for og vente med en kniv i hånden på at silhuetten vendte tilbage. Jeg måtte forsvare mig selv, ligesom jeg havde lært i de dumme lektionstimer i Brug af Styrke, som Do havde til sine specialtimer.

  'For helvede gange ti,' tænkte jeg forskrækket efter at have samlet lommelygten op og vendte mig mod vinduet med lyset peget imod. Aldrig i mit liv havde jeg følt en så skrigende, øredøvende, borende, dolkende, brutalmyrdende og tårebindende frygt flå mig i stykker, til mine ben næsten gav efter.

  Dér, inde på mit værelse, stod stalkeren iført en kulsort maske, der gjorde det umuligt at gennemskue, hvem det var. Han, hun eller den kiggede på mig med noget i hånden, og jeg kunne ikke se hvad. Jeg var også for meget ude af mig selv til at kunne tænke klart. Min sjæl skreg efter fred, jeg havde brug for fred, jeg kunne tudbrøle lige nu, hvis det skulle være.

  I det næste øjeblik spurtede han, hun eller den så hurtigt ud af mit vindue og i retningen mod mig, at jeg af rædsel skreg, bevidst om at ingen ville høre det andre end mig selv og den mørkklædte.

  Det gik så hurtigt, da stalkeren løb ind i mig, at jeg væltede omkuld og skrabede min arm imod asfalten. Da jeg vovede mig at kigge efter hvor han, hun eller den forsvandt hen, var skikkelsen allerede borte, og jeg lå tilbage med skælvende krop og en følelse af noget varm glide ned af mit lår. Med det samme begyndte jeg at hulke og slå ned på jorden, som var den en boksepude, men det eneste jeg opnåede, var følelsen af at være sindssyg. Det var jeg måske også blevet; sindssyg. Hele mit hjerte var som gennemboret, mine muskler  var svage, min forstand var løbet løbsk og da jeg efter en time endelig var kommet ind igen på mit værelse, mærkede jeg hvordan kuldegysningerne spredtes på min krop på kortere tid end ét sekund. Stalkeren havde været herinde. Han, hun eller den havde stået på mit gulv, indåndet samme luft, brudt det eneste sted, hvor jeg følte mig i sikkerhed og viste at han, hun eller den med lethed kunne komme ind til mig, hvis det var det, som personen ønskede. Aldrig mere ville jeg kunne sove trygt igen.

  Endnu lå jeg i min seng, dødsstille, så jeg kunne høre, hvis nu stalkeren kom. Mine øjne var spærret op og blodsprængte. Pyt, i morgen ville jeg finde en løsning, selvom det kunne være svært. Det var ikke mit store problem.

  Jeg burde rulle for. Jeg burde låse døren til mit værelse, men det ville ikke hjælpe. Silhuetten ville finde en løsning. Han, hun eller den ville ende her på mit værelse og fortsætte med at stalke mig, og så hellere lade ham, hun eller den stå udenfor og kigge ind på mig end at lade ham, hun eller den ind. Der var intet andet at stille op. Det måtte ikke ende som sidste gang, men gjorde det, ville jeg være parat.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...