Break Through Faults

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 nov. 2014
  • Opdateret: 8 dec. 2014
  • Status: Igang
Kombinationen af overnaturlighed og realisme spreder kaos, og det finder de fire tryllebindere Galena, Beliarosa, Camaron og Dory hurtigt ud af, da de vælger at flygte fra London til Gritzbee - Englands største nation for magiens kreaturer. Tre af pigerne ved ikke, at det er på grund af, at den fjerde jages og har brug for sikkerhed. Det forvolder dem alle problemer og ud på en kant mellem liv og død for dem selv og deres nye bekendtskaber, og midt i et hav af gåder får en efterlysning desperate personer til at gøre meget desperate handlinger.

40Likes
96Kommentarer
1824Visninger
AA

4. Chapter Two | Shadows, Clairvoyance And Oakley Miller | Dory

(Dette skete i forrige kapitel!

Galena Elis' aften blev brudt af et skjult angreb, der viste sig at være en hemmelig træningsøvelse lavet af hendes træner i Brug af Styrke og hendes bedste ven Codey, som af visse årsager blev nødt til at overnatte hos hende. Det udviklede sig til et endnu mere kompliceret og avanceret forhold end det, som de havde før.)

- Dory's POV -

Så nu var jeg officielt den eneste jomfru af os piger. Hvor var det bare tarveligt og uretfærdigt, bare fordi jeg ikke var ligeså pæn som Beliarosa, ligeså klog som Galena og ligeså ond og desperat og gothtiltrækkende som Camaron. Jeg var bare.. mig. Kedelige mig, der var virkelig intet specielt over mig.

  Smilende så jeg med leende, smilende øjne over på Galena og Codey, trods jeg inderst inde selv havde et lille crush på Codey. Han var så pæn, men det var på den anden side godt til Lena, hun havde altid været der for mig. Ligegodt var vi jo bedsteveninder, og så skulle man være med hinanden i medgang og modgang lidt som i et ægteskab, bare knap så indrammet i Guds love og Ti Bud.

  I den frodige, voksende efterårs/vinterhave også kendt som gårdspladsen, adskilte vi os efter et kram og gik mod hver sin side af bygningen for at nå til time.

  De to første timer var efter skemaet 'Skygger' og 'Clairvoyance', der var mine udvalgte specialer. Ikke at jeg selv syntes, at de passede perfekt til mig, men jah, jeg var stærkt troende i clairvoyance, og skyggernes dimension interesserede mig. - Og så gjorde det jo ikke noget, at jeg nu havde lært at spå små ting i fremtiden, som at jeg 'snart ville stå overfor en farlig kraft', hvilket jeg var en smule usikker på. Den højeste farlige kraft, jeg kunne stå overfor, var Mr. Wrickett, der fjertede.

  Mr. Wrickett var min skyggeunderviser. Han var en gammel, bestemt mand, som de fleste ikke brød sig om, da han holdte af at nedgøre de svage og fremhæve de stærke. Jeg var lidt af hvad man kunne kalde begge dele: Jeg deltog gerne i timerne, men jeg var langt fra gennemsnitlig klog på den måde, som man skulle være. Jeg svarede igen, og nogle gange tog jeg fejl på måder, som fik de andre til at grine. Ikke noget at være direkte stolt af, så måske var det derfor Wrickett ikke brød sig om mig og de andre.

  Til start gik jeg først mod det nærmeste omklædningsrum, hvor jeg kunne skifte til den sorte og mørkeblå skoleuniform med den hvide skorte indenunder. Uniformen syntes jeg var en god måde at ligestille folk på, om man var rig eller fattig.

  "Hey, Fury, go' røv," råbte en af foldbolddrengene hånende ude fra gangen, da jeg var ved at skifte i omklædningsrummet. Han havde selv åbnet døren.

  Så var der ulemperne ved uniformerne: Man skulle klæde om, og man kunne vide sig sikker på at nogen drenge ville komme til at se en uden bluse på.

  Sukkende knappede jeg skjorten til og trak de grå jeans op, så drengen ikke kunne se mine violette 'meget smalle underbukser'.

  Et par fyre til kom for at se, og jeg gik hastigt hen til den brunhårede dreng, der havde startet det, og klemte mine fingre imod hans tindinger, og straks fløj der billeder for mit syn.

  Jeg så tilbage til hans morgen fra lige da han vågnede. Jeg så igennem hans øjne. Han lagde i sin seng, da hans hund og slikkede ham i hovedet. Hurtigt sprang han op for at hente noget, hente.. En bøtte lommetørklæder.

  Det efterfølgende stoppede jeg hurtigt med at se og trak min hånd forarget til mig selv.

  "Ew, tænder du på dyr?!" råbte jeg og skyndte mig at lunte væk med min sorte blazer og mørkeblå slips ved armen.

  Under vejs til mit skab iførte jeg mig resten af påklædningen og nød grinene fra omklædningsrummet, efter jeg havde fortalt det om drengen.

  Noget af det bedste ved begyndelsen af dagen var at trylle uniformen frem ved noget bare så let at tænke på det og holde hånden frem for der, hvor det skulle placeres. Det var et geni, der havde fundet på det. Så vidt jeg vidste, var det ikke en af os fortryllere, der havde opfundet det, men en stadigeksisterende heks.

  Forskellen mellem hekse og fortryllere, var at hekse kunne leve i flere hundrede år og var mere overnaturlige end fortryllere, som var ligesom mennesker bare med specielle, magiske evner. Nogle kaldte os magikere, hekse, troldmænd og troldkoner og sikkert også Harry Potter-folk, men vi var ikke rigtig nogen af delene. Det ville svare til at kalde mennesker for aber og aber for hunde.

  Da jeg stod og fumlede med mine skyggebøger, kom Geeky Kikis tvillingesøster 'Jane' forbi. Jane så man ikke meget til. Hun var mystisk, fordi hun nogle gange bare var der og andre gange bare væk ligesom Kiki, men på en primadonnamåde smuk, selvom hun lignede Kiki med det lange, mørke hår, havgrønne øjne og den mellem højde. Alligevel var der en kæmpe transformation imellem dem. Specielt hvis man så på Janes snobbede øjne, der sendte elevatorblikke, kunne man se forskellen.

  Jane gik hen til mig med et lyserødt kort, som jeg tog imod.

  "Jeg holder fest i Gritzbee næste fredag. Jeg tænkte, at siden du hænger ud med 'Centrets nok mest kendte piger, ville du deltage? Uanset hvad synes jeg, at du skal komme. Det kunne være så rart at se nogle flere dukke op. Og nu jeg har fat i dig, kan du så ikke give de her til de andre? Bare så jeg ikke leder hele 'Centret igennem, dét ville være anstrengende." Hun smilede sødt på en led-bitch måde, og jeg var for perpleks til at finde på en god undskyldning.

  "Klart, jeg glæder mig," smilede jeg igen, så sødt jeg kunne, og tog så imod de andre lyserøde og dekorerede kort, som hun holdte frem.

  "Det er jeg glad for, Dory," og så summede hun væk, som den dronningebi hun var.

  Jeg kunne ikke lade være med at fnise over hende og lagde kortene ind i en af bøgerne, lige inden jeg smuttede hen til den nærmeste stenelevator.

  Lyset herinde var gult og blinkede, men det var bedre end ingen. Jeg ønskede bare, at en fortryller med elektronik som sin udvalgte evne, ville stille sig ved siden af mig, i stedet for at jeg skulle stå her alene.

  Idet jeg lagde min højre hånd på den magiske platform på siden af elevatoren, blev de mange etager synlige med lysende, blå tegn. Jeg trykkede på 2. kælderetage ud af de tre kælderetager, der var, og øjeblikkeligt gav det et sus i maven som luften nærmest holdte mig fast, da der blev givet slip på den prismeformede stenelevator, og jeg faldt flere meter ned, før den endnu en gang stod helt fast på 2. kælderetage fra stueetage.

  Jeg steg ud som to andre steg ind, og som altid var lyset hernede ikke bedre end i elevatoren. Trods alt var kælderetagerne også underjordiske og kun med magiske fakler og svage loftlys til at opskinne gangene.

  Et par fyrre skridt, og jeg var inde i lokalet, der mindede om gangene på nær de anbragte møbler og genstande. De fleste andre havde allerede sat sig på de forskellige pladser, så jeg satte mig bare ned på en af de bagerste rækker, hvor Mr. Wrickett forhåbentlig ikke ville bemærke mig, selvom mit røde hår var ret oplyst af flammerne fra faklerne. Det lignede ligefrem, at der var ild i mit hår.

  De sidste kom ind og satte sig, og Wrickett ringede med den store, beskidte guldklokke, så man vidste, at timen begyndte. Det rungede højt igennem hele lokalet og formentlig også ude på hele gangen.

  "Okay, Hvidhjorte!"

  Oh, uh, Hvidhjortene var vores Lektionscenters fodbold. Alle gik så meget op i det. Jeg deltog kun som tilskuer til kampene, når pigerne gjorde, ellers interesserede sporten mig ikke. Kun stakkerne af lækre fyre i dragter, urgh, mine drømme. Det var som var trefjerdedele af 'Centrets drenge overlækre og til at blive våd over, mens den sidste del var enten usynlige eller mindre kønne.

  "Nudags lektion er at betvinge sin skygge. Slå op i bogen side trehundrede og sytten og læs det grå felt." Wrickett jog sit blik henover os.

  Siden var fyldt med så mange ord, at det lettede mig, at det kun var det lille grå felt, vi skulle læse.

  'Hver en fortryller har sin egen spejlvendingsdimension, som det spejlbillede i vand og andre reflekterende effekter lever i. Det gør kun, hvad du gør, og sagen er den, at du ikke en gang behøver at spille skuespil for at lade den bevæge sig.

  Det eneste du behøver gøre er at fokusere kraftigt på skyggen og udtænke dig en handling i dit hoved så livligt, at du selv tror, at du gør det, og således udføre skyggen det samtidigt med dine tanker.'

  Jeg så op fra bordet. De andre havde vist været færdige med at læse for en stykke tid siden, for de alle så ned på mig.

  "Ehm, undskyld mig," henåndede jeg og så rundt på dem til de vendte tilbage med at se op på Wrickett.

  "Hvis Mrs. Bruto ikke har mere at tale om, vil jeg gerne bede jer alle udføre, hvad der står i det grå felt." Han smilede djævelsk ned til mig, og jeg skar tænder af det.

  "Faktisk så har jeg mere at tale om."

  Han så overrasket på mig. "Åh virkelig. Hvad er dette emne, du så brændende ønsker at føre en samtale over?"

  I et kort øjeblik overvejede jeg hvad at svare. "Hvorfor du er den eneste lærer på Lektionscentret, der kun har ét fag ud af de to, som man oprindeligt skal have efter den britiske lovgivning for at udfylde alle timer på 'Centret."

  "Fordi ganske vist er det kravopfyldende at have lærere til alle fag, men her på London Lektionscenter har vi altså for mange lærere, at du bør vide. Så i stedet for at forlange at en lærer skal stå fire fag eller flere skal med tre, som de gør på andre 'Centre, har vi valgt, at én skal ansættes med kun ét fag, og det er mig, og så slipper ingen for at blive stresset eller fyret. Derfor, Mrs. Bruto - og hvis du ikke har andet at tilføje, vil jeg gerne bede jer alle sammen om at udføre skyggebetvingelsen, inden skyggebetvingelsen udføre jer."

  Jeg nikkede langsomt og smilede inderligt over at dette måtte være Wricketts bedste dag, siden han ikke huggede mig ned, rev hovedet af mig eller bad mig skrive hans navn efterfulgt af 'er den bedste lærer' på tavlen, til der ikke var mere plads.

  Fokuseret på skyggen forestillede jeg mig den gøre det umulige: Række ud efter mig. Jeg så dybt ind i den; følte med dens kulsorte hjerte; så ind i dens dystre sind; fokuserede så meget, som man overhovedet kunne, men hvad skete der? Ikke mere end at se den der, ligne en falsk udgave af mig.

  'Kom nu, Dory, kom nu,' tænkte jeg og bed mig selv i underlæben til en stime af blod frigav sig så min tungespids blev farvet mørkerød. 'Fokuser. Se på skyggen, fokuser på skyggen, bliv i ét med dine tanker.'

  I et øjeblik lukkede jeg øjnene i. Det måtte virke bedre, jeg tænkte altid klarere, når jeg ikke så på verdensomgivelserne.

  Jeg sad her, stille og rolig, og så langsomt, lige så forsigtigt, rakte jeg ud efter skyggen, og skyggen..

  "Nej, Mrs. Bruto!" råbte Wrickett forskrækket.

  Mine øjne slog op, og jeg mærkede rædslerne spjætte igennem min krop som ustyrlige åle, som et skrig brød ud af min mund.

  Jeg skyggen. Jeg bogstaveligtalt den som et mørkt spejlbillede af mig selv, der forsøgte at gribe fat i min arm. Jeg kunne mærke dens sugende kraft, som ville den trække mig ind i sin dimension, som ville den tage mig til sig, og der ikke længere ville være min fortryllerversion. Den var ude af den gråhvide stenmur, og den så mig ind i øjnene på en tillokkende måde. Jeg var tiltrukket af min egen skygge så gyseligt, at der spredtes gåsehud på mine arme, og Mr. Wrickett kom styrtende og skubbede borde og stole væk for at nå hen til mig.

  Han gjorde en halvcirkel med venstre hånd i retning mod skyggen, der næsten havde fået fat i min hånd, som forledt rakte ud efter den, da han nåede hen til min side, og i samme sekund kom en udøvet, kraftig lys frem fra hånden, hvilket jog skyggen tilbage på sin plads på muren.

  Det var som blev jeg bragt tilbage til virkeligheden. Det var en ubeskrivelig følelse, som havde jeg næsten mistet hukommelsen for den tid det varede, og som gyngede nu alt omkring mig. Jeg kunne ikke forklare, hvordan jeg havde gjort det; hvordan det kunne lade sig gøre.

  "Ikke ét ord om det her til nogen," varslede Wrickett os alle, trods han var klar over, at det ville blive spisepausens snak efter næste time.

  Nu stod det klart for mig, at Wrickett havde løjet om noget. Hans lys kunne ikke have været så udøvet, medmindre det var en af hans match' - det havde ikke kunne være så udøvet, medmindre hans anden udvalgte evne var Lyst Magi. Det betød, at det akademi, som han havde skulle gå på for at blive lærer - det akademi, der havde afgjort, at han kun skulle undervise i ét fag og dermed kun øves i én evne - havde udlært ham i to evner, hvilket falskgjorde hans forklaring til mig, om at han kun havde én udvalgt evne til sin éne fag. En lærer, der løj for sine elever, kunne, hvis Ordenen blev informeret om det, blive fyret og bortvist fra sit Lektionscenter.

 

Clairvoyancetimen foregik helt oppe på 4. etage, så jeg undgik trapperne og tog elevatoren endnu en gang. Et par af motionsfreakene, der i øvrigt havde Hurtighed og Brug af Styrke som deres udvalgte evner, tog med stor lyst de fortryllede trapper.

  Jeg glædede mig til at have Elizabeth Walker igen efter sådan en kedelig weekend, for på grund af hendes retfærdige adfærd og bekymring for os elever, var det min og pigernes yndlingslærer på 'Centret. Hun var enhver ballademagers værste fjende, og det elskede jeg. Ligefrem var det et ønske fra mig, at hun havde set episoden i omklædningsrummet, så jeg ikke selv havde behøvet at tage stilling til situationen, bruge min lærte clairvoyance og ondsindet afsløre drengens mørke og væmmelsesdannende hemmelighed.

  Gangen var fyldt med liv og snak, og jeg følte mig som det svage led, når jeg gik alene uden nogen til at passe på mig; snakke med mig; tænke på mig. Alligevel var jeg en af de, der mest blev lagt mærke til på 'Centret. Jeg var Dory Bruto, folk stalkede mig på Twitter, Facebook og Instagram, fordi jeg var bedsteveninder med Bela, Lena og psykiskforstyrrede Cam, som de blev kaldt. Jeg var bare 'Do', den mindst betydende.

  Mit hjerte sprang to slag over. En velkendt dreng passerede forbi mig. Det var Oakley Miller. Han havde sat i ungdomsfængsel i flere år, fordi han havde myrdet sin mor som otteårig. Jeg havde godt læst i går, at en anden havde meldt sig skyldig, og at han nu var kommet hjem igen, men skulle han til er gå her? Den psykisksyge dreng fejlede noget, om han havde begået det mord eller ej. De kunne da ikke bare lade ham gå fri her på 'Centret, selvom han lignede Edward Cullen i levende live, blot med brune øjne! Hvornår var galskaben vendt tilbage til England siden 80'erne?!

  Jeg skyndte mig væk fra ham med min River Island taske knuget ind til mig og gik ind i det store clairvoyancelokale.

  Fra loftet hang en sand flot lysekrone af iskrystaller, der ikke kunne tø. Den lyste lokalet kraftigt op med dens hvidgule lys, der blev sendt ud i krystalmønstre fra krystallerne. På gulvet var der malet forskellige symboler der kom fra engletroen bedre kendt som Maliahtroen, og det helt specielle var, at de var malet med ægte engleblod fra de tågevogters kilde, der beskyttede Jorden for uhyrlige væsener, som fremkom gennem tågen. De blev også kaldt gerimidenter, for at være mere præcis.

  Min yndlings af tegningerne på gulvet var polarulven og polarbjørnen, der stod, som kunne verden bare vente dem. De så parate ud til modstanden, de blottede deres spændkraft og ville stride alle regler for at beskytte dem selv og deres kære. Noget sagde mig bare, at de i sig selv symboliserede spændkraften, og af den grund holdte jeg virkelig af disse tegninger. Mest af alt nok fordi jeg selv godt kunne bruge styrke til at kæmpe.

  Jeg så over på de store vinduer i dæmpede farver af blå, rød, gul, grøn og violet i fine mønstre, der beroligede ens sind. Midt på vinduet, der fyldte hele væggen ud til gårdspladsen, var der placeret en skinnende engel med en stor bog i hånden bundet ind i brunt læder, og når solen stod op som nu, blev mindre detaljer som skrift på bogen, englens hår og englens vinger lyst op i klare nuancer af guld.

  Det at befinde sig i lokalet gav en fredfyldt glæde og åbne følelser, og jeg elskede det helt ind til hjertet. Jeg forstod Jordens sande kærlighed, selvom jeg aldrig selv havde oplevet den. Det var rent magi.

  "Mrs. Bruto, hvilken fornøjelse at se Dem igen," smilede Mrs. Walker med sine spidse læber og så på mig gennem sine isblå øjne og efterlod en varm følelse i maven på mig. "Dine blå øjne.. Kan du huske, hvad blå symbolisere? Det er helt ligesom i den kristne tro."

  Jeg kløede mig i nakken og så på de små blå blomster på Elizabeths lilla' kjole. Hun gik altid iført lilla' kjoler. Det måtte Galena synes om.

  "Blå symboliserer tro, troskyldighed og troskab, uskyld, ærlighed, glæde, himlen og havet, visdom og indsigt, fjernhed og længsel, vemod og de kristnes Jomfru Maria, fordi hun er dronning af himlen, og blå er hendes farve." Jeg håbede inderligt, på at jeg havde ret.

  "Du glemte melankoli: tungsindighed. Men nu ved du, hvad du ser igennem. Du ser igennem, hvad du selv har beskrevet, og du ved, at du således er en god pige. Ikke se dig selv så nedværdigende, du betyder meget for dine veninder, øh, specielt hende din ven, hvad var det nu hun hed? Kiki, jah, Kiki, jeg kan se det på hende." Hun smilte og tog min hånd.

  "Kiki List? Jeg troede ikke, at du måtte læse andre uden tilladelse.. Har hun givet dig tilladelse?" Jeg så chokeret på hende. Hvorfor troede Mrs. Walker, at Kiki List og jeg var veninder?

  "Søde ven, hun sidder der bagerst og kigger betaget på dig. Jeg behøver ikke at læse hende for at se, at hun har interesse for dig." Hun slap min hånd og lænede sig tilbage i stolen. "Vis hende nu, at du ikke er som så mange andre. Hun vil nyde lidt selskab."

  Jeg nikkede og så ned på hende, og hun skyndte sig at kigge væk ned i sin clairvoyancebog, næsten med så hurtig en bevægelse at hendes briller var ved at tippe af hendes bulede næse. Smilende gik jeg ned og satte mig ved siden af hende. Vi var de eneste tre i lokalet ind til videre: Kiki, Mrs. Walker og jeg.

  "Pæn sweater," smilte jeg, og hun så nervøst på mig med et ydmygt blik. "Jeg synes om farverne," løj jeg og betragtede hendes regnbuefarvede sweater, der lignede noget, der var strikket af en bedstemor. Men jeg ville ikke være ond imod hende. Jeg vidste, hvor dårligt hun blev behandlet, og det fortjente hun ikke, bare fordi hun ikke gik klædt som alle andre.

  "Tak," mumlede hun med et lille usikkert smil på læberne og turde ikke rigtig fjerne øjekastet fra clairvoyancebogen.

  Jeg slog op på samme side som hende og opdagede tilfældigt, at det drejede sig om at analysere min yndlingspoesi af Louis Duchanne.

  "Kan du lide poesien?" spurgte jeg forundret, over at det var med i bogen. Jeg havde jo selv siddet derhjemme og analyseret den sammen med tusinde andre af poesier.

  "Ja, det er min yndlings," lød det lidt højere fra hende, næsten som glemte hun et øjeblik, hvor genert hun var.

  "Vildt, også min!" udbrød jeg og så over på hende med et glimt i øjet. "Kan du lide Edmund Spenser?" Det var en anden afdød poeter, som jeg gik meget op i.

  "Sonnet 51: I denne teater, hvor vi bor.." Hun stoppede sig selv, og en fortrydelse gled henover hendes ansigt. "Ja.. Jeg elsker hans poesier." Hun vovede blikket lidt væk fra bogen og ned på bordet.

  Hvor sygt at Kiki og jeg havde noget tilfælles, og noget der kom mig så nært.

  "Hey, vil du med på The Poetry Café her i London på fredag inden din søsters fest? Så kan vi også følges derhen, hvis du da vil med." Jeg fik en god følelse i mave. Kiki var da slet ikke så nørdet, som hun så ud, hvis hun kunne lide poesi ligesom mig.

  "Jeg ville gerne, men.. Jeg er ikke inviteret med til festen, jeg må slet ikke komme der, og desuden skal jeg noget andet. Beklager." Hun skyndte sig hen til Mrs. Walker, fortalte at hun havde det dårligt og skyndte sig så ud af døren.

  Hun glemte sin bog på bordet, og jeg ville løbe efter hende for at fortælle det, men det ville højeste sandsynligt være for påtrængende, og jeg ønskede ikke at invadere hende, hvis hun ønskede at være alene lige nu. Så måtte jeg aflevere den til hende senere. Hun boede to huse ved siden af vores, så det ville ikke blive et problem at smutte forbi hende.

  Der begyndte at komme flere ind, til lokalets stole næsten var fyldt ud. Sportsdrengen også kendt som overlækre Zach Radcliffe satte sig på pladsen ved siden af mig, men alligevel fik jeg igen den tomme følelse indeni. Det Mrs. Walker sagde var muligvis sandt, men jeg kunne ikke selv vælge, om jeg var svag eller stærk. Sådan var det altid med mennesker: Det eneste, man ikke bestemte, var ens sande reaktioner af det uventede.

  Elizabeth ringede med guldklokken og lektionen begyndte.

  "Vi vil i dag lære at læse hinandens tanker igennem de ånder, der rundt omkring os passer på os. De vil ved visse signaler sende den enes tanker til den anden, og I skal være sikre på, at I deler jeres sind med den rette. I har tilladelse til at skifte makker, og hvis I gerne vil slippe for det, er det helt acceptabelt. Husk at tage hensyn til hinanden."

  Jeg sank tungt og så nervøst over på Zach. For pokker. Jeg ville ikke dele min ensomhed med ham, jeg ville ikke dele noget med ham. Han var ubeskrivelig tiltrækkende med de havblå øjne, det mørkebrune hår og den six pack, som andre piger besvimede over, men han var også den mest arroganteste narrøv på hele planeten, og han jokede med en på de værste måder.

  "Jeg.. Jeg.." Der kom ikke flere ord ud af min mund.

  "Jeg vil elske at dele mine tanker med dig, Mrs. Beauty, vi behøver vel ikke at skifte makker, vel?" Han så smilende på mig så charmerende, at jeg fik mumlet et 'nej, selvfølgelig ikke', og inderligt hvæsede jeg af ham. "Skønt. Jeg glæder mig til at afsløre dine erotiske tanker om mig."

  "I lige måde, Mr. Beast," smilede jeg og slog op under tankelæsning i bogen ligesom de andre og begyndte at læse det grå felt, der beskrev, hvad man skulle gøre for at tankelæse.

  'Ved hjælp af de usynlige ånder omkring os, kan vi læse hinandens tanker.

  For at kunne tankelæse en person, skal man koncentrere sig nøje, mens man fører sine hænder op til den andens tindinger. Man gennemfører tanke transplantationen ved at tænke tilbage på alle minder, som man har med personen. Alt hvad man kan huske - gange man har set hinanden, gange man har snakket, alt hvad man husker, til man er inde i personens hoved og har frit løb til at læse hans eller hendes tanker.

  OBS! Tankelæsning kan ikke bruges på andre kreaturer end tryllebindere og hekse.'

  Igen var jeg bagud, og de andre havde allerede læst. Til mit held var folk for optagede af at forsøge tankelæsningen end til at opdage langsomme mig. Engelsk havde nu heller aldrig været mit fag.

  "Så, Flammehår, vil du starte? Med at tankelæse mig?" Zach skævede over til mig og løftede sit ene øjenbryn.

  "Hvis du insisterer," smilede jeg, så falskt jeg kunne.

  Bevidst kom jeg til at stikke ham i øjet, første gang jeg ville lægge mine fingre på hans tindinger. Han eftergav et lille, uægte klynk og smilte så over hele hovedet.

  Jeg tænkte tilbage på de gange, hvor jeg havde beundret ham på fodboldbanen. Jeg tænkte på de gange, hvor jeg havde stalket ham derhjemme med følelsen af at kende ham ud og ind. Jeg vidste, hvordan han tænkte. Han tænkte udelukkende på hvad han kunne få, hvem den næste scoring skulle være og hvem det næste offer for hans syge jokes måtte blive. Jeg behøvede ikke at gå ind i hans tanker for at læse hans liv, for jeg vidste allerede, hvordan det hele foregik på sort/hvid med enten fodbold eller eros.

  Et billede dukkede pludseligt op. Et billede af hans tanker; hvad hans tanker viste. Det var overraskende nok mig, som han tænkte på. Mig iført mit normale, afslappede tøj, der smilende lagde under hans nøgne overkrop. Han kyssede mig, og jeg kyssede igen, og det chokerede mig, at synet gav en effekt på mig. Hvilken effekt kunne jeg dog ikke svare.

  Hurtigt moverede jeg mine fingre fra hans tindinger, så billedet forsvandt. Jeg kunne ikke lade være med at kigge efter, om hans tanker påvirkede ham.

  "Virkede det?" spurgte han smilende, som var han ikke klar over, hvad jeg lige havde set.

  "Nope." Jeg kunne uden videre ikke afkode, om det jeg så bare var indbildning.

  "Don't cha wanna touch?" jokede han og lagde tryk touch på en overfladisk måde, som var det en blanding af morskab og et seriøst spørgsmål. Straks skyndte jeg mig at flytte blikket forskrækket op til hans øjne.

  "Så hellere brække halsen på Hvidhjorten." Mere alvorligt kunne det vist ikke siges. Hvidhjorten var allerhelligste.

  "Men Flammehår, det er jo allerede for sent," hviskede han med intrigant klang i stemmen, som var der noget i vente. Forsigtigt og uventet førte han sine fingre op til mine tindinger og lukkede øjnene. "Gud.." mumlede han højlydt og fik folks opmærksomhed. "Du tænker på.. Du tænker på Kiki.. Nøgen!" og så slog han øjnene op og lod, som om han måtte kaste sig væk fra mig. Straks begyndte der at opstå grin rundt omkring, inklusiv fra Zach, den stupide nar.

  "Zach Radcliffe!" råbte Mrs. Walker mindre tilfreds. "Dory, du kan gå ned i nederste kælderetage, lokale to, og hente en skrivemaskine til denne herre. Et ord til, og han kommer til at skrive en fireogtusindes stil til efter frikvarteret, der udelukkende kommer til at handle om tankelæsning."

  "'Bliver ikke et problem med min hurtighed," grinte han selvsikkert.

  "Jamen så vil jeg glæde mig til at se Deres stil, Mr. Radcliffe. De må gerne skynde Dem, Dory."

  Jeg kiggede skiftevis over på de to og rejste mig så op fra stolen. Jeg løb ud af lokalet og hen ad de kirkelignende gange til elevatoren, som jeg tog ned til den sidste kælderetage, hvor der var omtrent så stille som på Merkur og Uranus, og ikke en gang at der var den store forskel på de to planeters lydniveau.

  Lokale to var et af alt-muligt rummene, hvor blandt andet mystiske retrogenstande blev anbragt til forskellige brug i timerne. Tøvende åbnede jeg døren af angst for at bjergene af objekter ville styrte ned over mig. Jeg kunne hører hvert et skridt jeg tog gav ekko i den høje sal, der var kulsort, hvis ikke det var for de magiske fakler, som hang rundt omkring på de grå stenvægge.

  Det var indlysende i hvilken afdeling - litteraturafdelingen - skrivemaskinen ville befinde sig, men alligevel studerede jeg det hele nøje. Trods alt måtte ingen elever træde ind i lokalerne uden tilladelse fra mindst én lærer, og det var sjældne tilfældigheder, at man fik lov. Det var der heller ikke noget at sige til, da de fleste alligevel ønskede rummet til brug af lege.

  I afdelingen med støvede bøger og dokumenter, skrifter og gamle trykmaskiner fandt jeg en antik skrivemaskine, som jeg pustede på for at fjerne lagen af støv. Derefter tog jeg den i begge hænder og blev overrasket over dens tunge vægt. Så var der kun tilbage at hævne mig og anbringe den foran Zach, der pænt måtte se på, mens alle andre gik til spisepausen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...