Break Through Faults

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 nov. 2014
  • Opdateret: 8 dec. 2014
  • Status: Igang
Kombinationen af overnaturlighed og realisme spreder kaos, og det finder de fire tryllebindere Galena, Beliarosa, Camaron og Dory hurtigt ud af, da de vælger at flygte fra London til Gritzbee - Englands største nation for magiens kreaturer. Tre af pigerne ved ikke, at det er på grund af, at den fjerde jages og har brug for sikkerhed. Det forvolder dem alle problemer og ud på en kant mellem liv og død for dem selv og deres nye bekendtskaber, og midt i et hav af gåder får en efterlysning desperate personer til at gøre meget desperate handlinger.

40Likes
96Kommentarer
1824Visninger
AA

5. Chapter Three | Uh, Geeks Speaking | Beliarosa

(Dette skete i forrige kapitel!

Dory blev sammen med de andre piger inviteret til en fest i Gritzbee arrangeret af mystiske Jane, vis tvillingesøster hun senere fik kontakt med. Inden da skete der noget besynderligt under en skyggebetvingelse, og Dory gjorde noget helt usædvanligt og faretruende, som Mr. Wrickett ikke blev så glad for. Udover det fandt hun ud af, at han havde noget at skjule for sine elever, siden han løj om noget, der kunne få ham fyret, og da Dory en time senere nåede ind i den smarte Zach Radcliffes tanker, så hun billeder, der gav hende følelser, som kom bag på hende selv.)

- Beliarosa's POV -

Bela i sin smukkeste stil, sådan kunne jeg bedst lide det. Klædt i en Dupont Dress - Abstract Black/White, Givenchy sko, Leather Chain T-Strap Sandal, Black, og selvfølgelig en helt simpel sølvkædearmbånd til den redhot raspberry Colour Crush Lipstick. Jah, nogle skulle jo have styr på det, ikke?

  Med perfekt placerede trin gik jeg i høje hæle til min og pigernes bord i spisesalen/kantinen - den henne ved vinduet, hvor vi havde perfekt udsigt ud til blomsterafdelingen i gårdspladsen her på stueetagen. Jeg elskede, når vinduerne stod åbne om sommeren, og man kunne dufte sommerblomsterne helt herind. Det gjorde Lektionscentret knap så uinteressant, som det ellers var.

  Dory, Galena og Camaron sad allerede med deres afskyelig kantinemad, som de havde taget oppe ved kantinedamerne Ada Hedoschwitz og Margaret Gordon, mens jeg pænt som altid sprang over. Hvis jeg skulle holde mig på den slanke linje, hjalp det ikke at spise de halvstegte bøffer, trods de andre ikke tog på af dem. Jeg gættede blot, at de trænede for at få fedtet til at forsvinde, mens jeg intet spiste og intet lavede. Sådan havde jeg forholdt mig perfekt slank, perfekt smuk og perfekt ubumset igennem alle mine år, og umiddelbart følte jeg ikke at det gjorde det store, at jeg pjækkede fra træningstimerne. Lærerne kommenterede det alligevel aldrig.

  "Så, hvad om Oakley Millers tilbagevendelse?" smilede jeg og følte næsten mine kinder så ubehagelig store, som jeg synes de så ud i spejlet.

  "Du får det til at lyde som en Jesu genopstandelse som i menneskets bibel Matt. 28,1-7," fnes Lena og gjorde et kast med sit bølgede mørkebrune hår.

  "Lena, skat, du er ikke til clairvoyanceprøve, vel?" Camaron nulrede sit yndige blonde barbiehår med samme slags slangekrøller, som de jeg havde. Jeg kunne ikke lade være med at synes, at det var ærgerligt, at hun ville farve det så mørkebrunt, at det næsten var sort. Det var hendes forsøg på at tiltrække gothfyrene med sin mørke skønhed. "Men jaer, Bela. Jeg hører, at folk er bange. Rædselsslagene."

  "Og du er ikke?" mumlede Dory og tog en mindre bid af sin salatsandwich med thousand island dressing, friske tomater og en hemmelighed ingrediens. Lige som skabt til mig, øv, jeg vidste ikke, at de havde fået skiftet maden ud.

  "Hvorfor skulle jeg? Det ville være en fornøjelse at ligge i kanen med den steg til Oak. Folk er kun bange, fordi det er den ventede reaktion af en ukendt personlighed. Sådan har det da altid været, ikke?"

  Jeg tog fat om Dorys latte og drak lidt fra det neongrønne sugerør.

  "Cam, Oakley lider af skizofreni, om han dræbte sin mor eller ej. Han er farlig at være i nærheden af." Jeg kiggede rundt for at se, om han var tilstede, men det var han ikke. Havde han været det, havde han sikkert forfulgt mig og spist mig levende.

  "Tror du virkelig, at han er den eneste skizofren på skolen?" spurgte hun og skulede over til Galena, som var det hende, hun spurgte.

  "Det kan da være ubetydeligt, om der er flere?" Lena så på Camaron. "Og hvis der er, og vi endnu ikke er døde, må du nok have ret, Cam, så er vi nok ikke i fare."

  Dorys blik gled henover hendes clairvoyancebog, og straks tog hun om den for at finde noget. Hun hev lyserøde invitationer frem, der var beklædt med små former af diamantstykker. Okay, det var både imponerende og fascinerende.

  "Forresten!" brød Dory ind, "så bad Jane mig give de her til jer. Hun inviterer os åbenbart til fest i Gritzbee." Hun så beklageligt på os, som måtte hun give os en slags skuffelse.

  "Undskyld mig, hvornår har du snakket med freaken Jane? Altså det er vel Jane List, ikke?" Egentligt havde jeg ikke noget imod Jane, andet end at hun altid listede rundt omkring og på mystisk vis forsvandt ud i det blå ligesom hendes tvilling, Kiki, vis blik forfulgte os, som var vi dyr i Zoo, og hun var det lille platte barn, der på én og samme tid beundrede os og var angste for os.

  "Jo, hun kom altså bare hen til mig her i morges," mumlede Do og gav os indbydelserne.

  Jeg lod min finger glide henover diamanterne. Hvor exceptionelt og singulært fundet på med diamanter, det gav mig helt inspiration til selv at lave kort med fine, dyre ting på.

  "Gritzbee fucking Gritzbee?" lød det pludseligt fra Lena, som var det først lige gået op for hende, at det var et stykke herfra.

  "Alt for at komme væk fra det her kedelige liv," smilede jeg og havde allerede tankerne på en kjole, der ville passe til årstiden. Måske skulle jeg bare lades, som om det allerede var blevet vinter og købe mig en glinsende mørkeblå, der ville reflekterer i lysende fra diskokuglen?

  "Njah." Dory tøvede. "Faktisk har jeg overvejet, om jeg bare skal blive hjemme. Trods alt er det Jane, vi snakker om. Er det ikke samme pige, der.." Hun blev afbrudt af en genkendelig sukkersød stemme, som kun kunne tilhører en vis dronningebi.

  "Uh, geeks taler," fnisede Jane med sin mest fatale britiske accent. "Twee."

  Jeg rullede med øjnene og lod hende passere forbi os med sine to følgesvende, som jeg ikke en gang kendte navnene på. Hvilken katastrofe, jeg plejede at kende navnene på alle.

  "Geeks?" gentog Dory.

  "Så vil jeg være den smukke nørd," smilede jeg og tog et kig på mine negle. Var det bare mig, eller så min ene lillefinger fed ud i forhold til mine andre fingre? Var det ikke bare særdeles ufabelagtigt? "Og Do, du kan være den fjollede, Cam kan være den onde og Lena, du er den kloge nørd - overkloge." Jeg så tilfreds på dem.

  "Så.." Lena tøvede med et stort, åbent blik. "Vi er alle upositive nørder, mens du er den positive smukke..?"

  Hm, hun kunne kalde dem, hvad hun ville. Jeg var bare ærlig. Lena var overklog, Do var småtosset i sin levestil og Cam var en led bitch til tider, men som jeg alligevel holdte af. De var mine venner, de kunne da ikke undgå ikke at være glade for deres ekstra kælenavne, eller hvad nu det skulle kaldes.

  "Sådan halvt/halvt: Ja. Men I skal vide, at det også kræver hårde, hårde, virkelig hårde ambitioner at se sådan her ud, selvom I gør det godt, geeks. Vi er alle noget specielt, og jeg er så den smukke. Positiv eller ej, man skal være, hvem man er og stole på vores Gud!" Det gik op for mig, at min hånd slog i takt med mine kampråb.

  Pigerne begyndte at fnise, som havde jeg gjort noget virkelig dumt og plat.

  "Drop manegen, Moder Teresa," fnes Lena og gav mig et lille skub med skulderen, "inden du bliver til en lille blyant i Guds hænder og sender et kærlighedsbrev til verden."

  Jeg fnøs og rullede med øjnene. Som altid klogede den nørd i alting, helt ærligt, hun behøvede ikke forværre situationen med sine underlige klogskaber.

  "Alvidende Lena, slæb æslet og brug normale sætninger, tak." Cam nedstirrede Lena med et glimt af selvrespekt.

  "Så jeg må ikke citere en sand helgen, men du må bruge mærkelige ordsprog som 'slæb æslet'? Hvor er du bare langt ude."

  - "Langt ude ond." Jeg smilede spændt efter mere bitchfight.

  "Årh, slæb æslet og gå til næste lektioner, bitches."

  Ja ja, man oplevede sjældent, at en Fyren ikke fik det sidste ord. Det måtte man give dem. De kunne være uhyrlig nedrige, men stædighed gjorde altid, at de vandt, hvad de ville vinde. Sådan gjaldt det desværre også med Eli'erne. En duel mellem de to kunne vare op til fem evigheder og en lang æon.

 

Crap. Crap-crap-crap. Stadig forstod jeg ikke hvordan Temperatur kunne ende op som min første udvalgte evne. Jeg hadede det, selvom jeg havde Katie Greene til lektionerne, og hun var ret fornuftig. Det med styrelse af kulde og varme havde bare aldrig - nogensinde - været mig, og det måtte være en kæmpe fejl, at det nu endte som et af de fag, som jeg havde hver dag og nu.

  Greene ringede med guldklokken, som jeg som den sidste lige var nået at sætte mig på et af stolene i udhuset af krystalklart glas. Der hang en hvis kulde i luften, og jeg gemte mig i den pelsjakke, som jeg havde iført mig i på vejen herned, og som var grunden, til at jeg kom for sent.

  "Vinteren i England består af to ting," begyndte Greene, "hvilke to ting?"

  Jeg skyndte mig at række hånden op og blev tøvende taget, da der ikke var andre, der meldte sig. Katies ungdommelige ansigt så pludselig ud til at få en anstrengelsesrynke. Det var noget af det værste. Det kunne få en til at se ældre ud og i en alder omkring de fyrre, var det ikke godt for Greene.

  "Ehm, rød som i jul og hvid som i sne." For en sikkerheds skyld tjekkede jeg om sneen udenfor var hvid.

  "Mrs. Cinnie, jeg tror, at De har misforstået noget." Hun smilede for at vise, at stenfjæset ikke holdt evigt. Imod alt var hun ikke en gammel sæk. "De to ting er kulde, og dens tilhænger: Sne. Så noget havde De på en måde ret i, Cinnie."

  Jeg rullede med øjnene. Selvfølgelig. Whatever. Jeg kunne ikke have ret i alt og bare, at jeg kunne vedligeholde mit udseende, så var jeg tilfreds. Desuden skulle jeg huske, at anstrengelser gav tidlige rynker. Det stod der i hvert fald i denne uges Topblad.

  "Folkens, vi vil skabe et af naturens vidundere. I skal finde en løsning på at skabe is, som I selv har dannet, til vand i kopper ved at sænke temperaturen." Hun uddelte plastickopper og fyldte dem med vand.

  I lidt tid sad jeg som forstenet. Jeg kunne ikke rigtig tænke mig til en løsning, helt ærligt havde jeg bare lyst til at pjække og shoppe løs i London, men det var nok lidt for sent. Nu gjaldt det bare om at færdiggøre dette, så jeg kunne trænes stærk i magi og overvinde mørket.

  Efter små minutter hvor jeg håbløst sad og forsøgte at finde hoved og hale i hvad jeg skulle gøre, kom Greene hen til mig med et dokument, som hun skrev ned på. Helt præcist hvad hun skrev, vidste jeg ikke. "Har De ingen forslag? Vis din mest kreative side, Mrs. Cinnie. Så vil det gå Dem bedst."

  Jeg spekulerede til min pande begyndte at dunke. Der var kun svar, som jeg ikke kunne nå; ikke række hånden langt nok efter. "Det ved jeg ikke," mumlede jeg. "Jeg kunne fryse siderne på plastickoppen til is og bagefter hakke dem ned til vand, til der er fyldt op?"

  Greene smilede med sine magentafarvede læber. "Prøv." Hun gik videre og skrev så ned på det, der lignede et spørgeskema til dette 'Centerårs prøveeksamen. Men det var jo først inden sommer, vi skulle til prøveeksamen, så hvorfor allerede begynde på testene nu? Var tiden blevet ændret, så vi ville få den før tid? Okay, det var jo rent og skær uokayhed.

   Til start førte jeg min hånd over plastickoppen og tænkte kolde tanker, som man skulle. Jeg troede, alt hvad jeg kunne, på at min hånd ville fryse den, for størstedelen af magien hændte ved tryllebinders tro som i denne trolddom. Der opsteg frostskyer fra koppen, som jeg mærkede kulden glide fra min hånd og ned i den. Efter ikke mere end få sekunder var indersiden frosset til det glatteste is, som jeg nu kunne nedbryde til vand ved at knuse det med varmen fra mine hænder og lidt styrke til.

  De fleste var blevet færdige, da jeg havde fuldendt opgaven og koppen var fyldt med rent og klart vand. Greene lod os skåle, før vi kunne prøvesmage resultatet, der inspirerede mig til uhyggelige mørke tanker, som jeg højest sandsyneligt aldrig ville få fuldført i live. Alligevel kunne jeg ikke undgå at tænke, på hvad der nu ville ske, hvis jeg gjorde det. Hvis jeg druknede den person, som mine tanker kørte på døgnet rundt. Hvad nu hvis jeg blev morder. Hvad nu hvis jeg myrdede?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...