Break Through Faults

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 nov. 2014
  • Opdateret: 8 dec. 2014
  • Status: Igang
Kombinationen af overnaturlighed og realisme spreder kaos, og det finder de fire tryllebindere Galena, Beliarosa, Camaron og Dory hurtigt ud af, da de vælger at flygte fra London til Gritzbee - Englands største nation for magiens kreaturer. Tre af pigerne ved ikke, at det er på grund af, at den fjerde jages og har brug for sikkerhed. Det forvolder dem alle problemer og ud på en kant mellem liv og død for dem selv og deres nye bekendtskaber, og midt i et hav af gåder får en efterlysning desperate personer til at gøre meget desperate handlinger.

40Likes
96Kommentarer
1818Visninger
AA

3. Chapter One | The Final Push | Galena

- Galena's POV -

'Spark; rul; slå; undvig; slå; duk; spark; slå; undvig; knæspark; rul; slå; undvig; rul; undvig; spark; undvig; udfør 'det sidste skub'; slå rettet mod hals, og når modstander er faldet: Slå hånd ned mod modstanderens mave i 'det blåtegnede område', som vises nederst på kortet.'

  "Tak," smilede jeg for mig selv, da jeg havde tjekket den lille tegning ud af nyreplaceringen, hvor jeg skulle gøre mit sidste slag.

  Det snehvide kort stod graveret med guldbogstaverne 'A. C.' Det var forkortelsen af Adrian Connor, der var min træner i Styrke, som sendte mig de her natlige øvelser i Blåmåne-episoden/november måned.

  I vores skjulte side af verden, blev måneder også omtalt Måner i forskellige farver, alt efter hvordan månen sås i 'det magiske spejl', der spillede stor rolle indenfor magiverdenens clairvoyance, men det hørte ikke mig til. Jeg havde lektionerne på Lektionscentret, men da det ikke var en af de to spåede match til mig i blandt de forskellige øvelsesmoduler, som man fik som sine specialer i området 'magiens kræfter', var det ikke en af de arbejdsfelter, som jeg gik mest op i.

  Nej, mine to udvalgte specialer, efter hvad der mest passede til mig i Ordenen, var Brug af Styrke og Naturens Magi. Selvfølgelig kunne jeg også frit benytte mig af mit magi i de andre øvelsesmoduler, men jeg blev trænet i disse to, og derfor ville jeg ikke gøre det hele mere besværligt end det i forvejen var. Dog havde jeg en aftale med de forskellige lærere på Lektionscenteret, om at jeg kunne få ekstra lektier for i alle arbejdsfelter, så min intelligens kunne blive vedligeholdt.

  'Gå ikke efter triumfen, bliv triumfen,' havde os Eli'ers devise trods alt altid været.

  Som jeg stod ved spejlet og så småt øvede mig på grebene, kom lyden som et lyn fra en klar himmel, da jeg forfærdet hørte vinduesglasset på mit værelse blive knust, idet mit vindue splintredes imod mig i tusinde af små glasskår, der under lyset af min lilla' lampe lignede klare iskrystaller, som var i forberedelse på vintermånederne.

  Jeg gjorde angste reflekser, trods Adrian altid havde bedt mig stå i forsvarsposition i sådanne situationer under angreb, og mine hænder løftede sig op foran mit rædde ansigt samtidig med at mit venstre ben nærmest var på vej til at springe, og jeg rynkede næsen og brynene, som min ene smalle skulder kæmpede sig frem som enkeltstående beskyttelse.

  Frem i blandt massakren af flyvende glasskår kom to mørkklædte mænd springene imod mig. De greb fat i mine hænder og tvang mig bagud på en truende, men samtidig harmløs, måde. Det gjorde det usandsynligt nemt for mig at rive mig løs, trille hen over glasskårene for at slippe hen mod vinduet og indse, at dette var en oplagt kamp og chance for at gøre Adrian stolt af mig.

  Så imod mine egne odds valgte jeg at justere på det kort, som Adrian gav mig, til at slagene og undvigelserne skulle være imod to modstandere, men problemet var den, om jeg kunne huske alle slagene på det.

  Den første af mændene kom styrtende imod mig som en blanding af de der animerede helte, Hulk og Thing. Jeg løftede hænderne truende imod ham og mindedes om det første: Spark

  Jeg sparkede ud efter hans knæ og så ham kort synke sammen, før han endnu rejste sig op for at slå.

  Det førte mig til næste step: Rul

  Elegant faldt jeg kontrolleret ned på glasskårene og rullede mig til venstre side, hvor hans hånd ikke slog ud efter mig. På et krumspring var jeg oppe igen og gjorde et kast bagud med skulderen, lige før jeg zeloso smadrede min hånd i næsen på den første mand, og han faldt på gulvet. Jeg kunne ikke undgå at bemærke, hvor unaturlig hans næse føltes: Helt hård og fast som plastic. Var han beskyttet?

  Fra 'Slå' gik jeg til 'Undvig', da Mand To kom løbende imod mig med løftet højre hånd. Jeg gjorde et undvig ved at træde et skridt tilbage og lod ham fortsætte mod væggen, men han var hurtig og vendte sig.

  Inden han nåede helt hen til mig, greb jeg fat i kraven på hans kulsorte jakke og syntes at genkende en duft af vanilje og en god mande deo', lige før jeg fulgte femte step - 'Slå', og bankede min hånd ind i hans venstre øre og modtog samme fornemmelse af noget hårdt og fast. Man skulle tro, at de ikke var mennesker. De kunne være.. Dæmoner i forklædninger?

  Mand To lod sig ikke slå ud, så jeg måtte følge step seks - 'Duk' - og dukkede mig hastigt ned for at undvige knytnæveslaget.

  Da tøvede jeg ikke med et Spark rammende hans mave, så han væltede baglæns omkuld. Omtåget fik han dog ilsomt rejst sig, og jeg måtte Slå ham hårdt igen i ansigtet, før han faldt op af væggen.

  I mellemtiden havde Første Manden rejst sig og kom buldrende imod mig med en af mine billige, tomme vaser. Han kastede den efter mig, men jeg Undveg. Jeg greb hurtigt ind og gav ham et knæspark i skridtet, hvorefter han trangbrystet krøb sammen på det lysebrune trægulv og lignede en døende muskelhund, der var blevet kastreret.

  'Gå ikke efter triumfen, bliv triumfen,' smilede jeg for mig selv uden at sige det højt og holdte armene over kors på min mest cooleste måde. Jeg var så sandelig triumfen. Den mest intelligenteste af slagsen.

  Inden jeg nåede at vende mig sejrende om for at finde noget reb i min skuffe til at binde de to med, blev et overvældende og lammende stød boret igennem mine knogler, idet jeg kunne mærke noget gribe hårdt fat om min hals bagfra: En stor og bred hånd klemte til, som var jeg af lutter hud, og trak mig tilbage på kun mine hæle til nær min hvide reol, som Mand To slyngede mig ind i.

  Jeg kunne ikke få et skrig ud af min mund, og mit baghoved blødte svagt efter hårdt at have stødt på reolens skarpe kant. Nu var det mig, der lignede en døende hund; en døende chihuahua, som lagde ømmende og klynkede på gulvet ude af stand til at forsvare sig selv det mindste. Hvilken kujon.

  Første Manden rejste sig op og stillede sig foran mig ligesom den anden.

  Mand To greb fat i sin mørke elefanthue og hev den af, lige inden han rakte sin hånd ud, som spurgte han, om jeg ville have hjælp til at komme op.

  "Codey?" udbrød jeg og rejste mig op uden hans hjælp og så skiftevis over på ham og på Første Manden, der nu også hev sin elefanthue af. "Mr. Connor?!"

  De to indbrudsmænd var min træningsinstruktør og min bedste drengeven? Hvorfor..?

  "Hvad var det, jeg lærte dig i sidste uge, Galena?" spurgte Adrian retorisk. "Du skal huske altid at være i position og altid se omkring dig både før - under - og selv efter en kamp."

  "Og du syntes ikke, at det betød noget at få mig til at tisse i bukserne, få smadret mit vindue og få mit baghoved til at bløde bare for en lektion klokken halv tre om natten?!" Jeg fnøs og omfattede stikflammen opstige i mine øjne.

  Han rystede på hovedet. "Rolig, Elysium, vi ordner rodet her, ikke, Codey?"

  Det studsede mig, hvad betydningen af 'elysium', var.

  "Hvis jeg får dobbelt så meget for det," jokede han med et hovmodigt(sarkastisk) smil på læberne og strøg sine fingre igennem sit rodede lysebrune hår.

  Jeg smilede skævt. For Codey ville rodet og helingen af mit baghoved ikke blive et problem. Hans udvalgte evner var 'Brug af Styrke' og 'Heling', hvilket gjorde, at han både kunne være på slagmarken og i lægehuset for at hele, de som havde været på slagmarken (trods der nu anstændigt ikke længere var en slagmark i England). Jeg foretrak ham nu her. Og på grund af at Heling var hans hovedfag, kunne han behandle små skader på kroppen og genskabe mit knuste vindue. Se dét var et sandt mirakel, slet ikke som mit brug af naturens magi. Det højeste mirakel, som jeg havde udført i faget, var at få en blomst til at puffe frem i en sølle, halvvissen buket.

  Codey stillede sig hen foran vinduet og hævede sine hænder op, så fingerspidsende stod lige over for de brede, rette skuldre. Han lukkede øjnene i og koncentrerede sig om at rejse glasskårene fra gulvet og langsomt og forsigtigt sætte dem på plads igen i vinduet til det til sidst var helet.

  Småsur over forskrækkelsen pillede jeg irritabelt de resterende glassplinter ud af mit mørkebrune pandehår og min hestehale.

  "Mr. Connor, du behøver ikke at blive, jeg skal nok ordne det sidste," bad Codey, næsten som ønskede han, at Adrian gik, så vi var alene.

  Siden vi var små, havde der været en romance over vores venskabsforhold. Det kommenterede veninderne selvfølgelig også med fnis og rødmen, specielt efter de gange Codey og jeg havde kysset offentligt. Men vi havde aldrig rigtigt været sammen, og.. Det føltes forkert. Det føltes, som var det det manglende, til at vi officielt kunne blive et par. Måske havde han bare ikke lysten til at være sammen med mig, eller, det var ikke helt sandt, for trods alt var han stadig forelsket i mig. Alligevel virkede det, som undgik han det bare, som undgik han mig på det punkt.

  Adrian stavrede tøvende og fokuseret på mig ud af lejlighedens hoveddør. Gud ske tak og lov for at mor og far var på en eller anden firmarejse sammen, så de ikke var hjemme til at opleve alt det her. De ville myrde os alle sammen for den dårlige kamp, larmen og uordenen, det havde ført til.

  Med snarligt lokkende skridt gik Codey om bag mig for at hjælpe med at få de sidste splinter ud af mit hår og 'heale' mit baghoved.

  "Undskyld, for skubbet," beklagede han og rev langsomt og forsigtigt den sorte elastik fri, så min hestehale blev opløst.

  Med rolige hænder kørte han sine fingre igennem mit lange, glatte hår, og jeg mærkede hvordan mit baghoved begyndte at gå mindre og mindre ondt for til sidst at føles som inden angrebet.

  "Ikke vær så dum, du nød at føle dig stærkere end mig," lo jeg og rystede hovedet for at få glassplinterne ud og vendte mig så direkte mod hans ansigt. "Men glem ikke hvor meget tæv, jeg gav dig inden."

  Han grinte, hentede mig elefanthuen og viste så betonet på indersiden. "Hvilke slag?" Hm, det forklarede, hvorfor deres kroppe føltes som plasticagtige.

  Jeg fnøs og smed den væk ned på gulvet. "Fortæl mig, hvorfor du stadig er her."

  Så kom det alvorlige blik frem i hans pæne, blågrå øjne, der forførte alle pigerne på Lektionscentret.

  "Efter det her år på 'Centret vil jeg gerne gå sidste år på en normal Secondary School, måske Gritzbee's. Jeg vil gerne arbejde normalt og leve normalt, det her er ikke, hvad jeg vil. Det er, hvad min far vil, og i aftes sagde han, at hvis jeg valgte at skifte til menneske, ville han ikke have kontakt med mig mere, og så låste han mig ude."

  "Åh min gud, Codey," hviskede jeg bekymret. "Så du forbliver en fortryller ligesom os?"

  Var det egoistisk, at jeg håbede på et 'Ja', så vi stadig kunne se hinanden, uden at jeg skulle rejse helt til Gritzbee?

  Han løftede skuldrende. "Måske."

  Jeg bemærkede, at han stirrede ind i mine øjne, og jeg følte det særdeles ubehageligt, som var der noget i vejen med dem eller havde jeg bare tudegrimme øjne. Det havde jeg egentligt aldrig overvejet, for jeg fokuserede altid på mit alvorlige blik, spidse læber og ansvarlige outfit - hvis en ansvarlig person da ville benytte sig af ordet 'outfit'.

  "Har jeg noget i øjnene?" spurgte jeg ham usikkert.

  "Nej nej, de er bare virkelig smukke - mærkeligt jeg først virkelig ser det nu. De er så.. betagende." Han fik mig til at smile, og jeg rakte mine læber ud for at kysse hans. Det fik mig til at stille mig selv spørgsmålet, hvad forskellen var mellem venner og kærester, hvilket nok i ende til ende blot var et par simple ord.

  "Vil du ikke overnatte her?" spurgte jeg smilende og med hovedet imod hans veltrænede brystkasse, så jeg kunne høre hans hjerte banke. "Det kunne være hyggeligt, og du har vel ikke andre steder?"

  Inderligt håbede jeg, at han ville spare mig for at tvinge ham til at blive. Det ville være aftenens redning, hvis han blev, og måske kunne jeg forlede ham til 'at gøre det med mig', så jeg i det mindste vidste, at der var noget imellem os, som det jeg håbede på. Desperat? Nej.

  "Jeg har en ven ikke langt her fra, jeg kan sove hos, så det er ikke nødvendigt. Desuden ville det vel være.. kejtet for dig at have mig sovende."

  "Kejtet for dig, jeg ved det godt, jeg er ligeglad, men hvis du vil, så kan du sove på sofaen. For spar mig for den undskyldning, din nærmeste ven er fem kilometer herfra, og du skal ikke bruge taxa eller energi på at komme derhen midt om natten, når du kan sove her hos mig."

  For at overbevise ham flettede jeg mine fingre ind i hans.

  "Du har ret, det ville være dumt, men jeg.."

  "Please stop og bliv," afbrød jeg i endnu et alvorligt blik. "Så kan vi følges hen til Lektionscentret i morgen, det ville være perfekt."

  Tøvende nikkede han. "Okay.. Okay." Han kyssede mig blidt på munden, og nu jeg var så tæt op ad ham, nød jeg duften af ham.

  Efter at have redt op til Codey på sofaen i 'min' lille stue, tog jeg tøjet af på mit lillamalede værelse, der så, Så migagtig ud, at man rent faktisk skulle tro, at det ikke var mine forældre, der havde indrettet det, men mig selv. Jeg havde aldrig haft tid til at indrette det. Jeg fokuserede kun på perfektionen over mig selv, mit outfit og min intelligens - og så mit komplicerede forhold til Codey, selvfølgelig.

  Jeg havde det varmt. I Blåmåne-episoden skulle man tro, at jeg ville fryse. November var iskold, dog ikke ligeså slem som Sortmåne - december, og Bronze- og Sølvmåne; januar og februar.

  Her var koldt, men jeg svedte ved tanken om ham: Ved tanken om Codey, der lagde så nær, når han egentlig kunne ligge hos mig. Jeg havde ofte haft sommerfugle i maven over ham, men jeg havde ikke haft det så stikkende varmt. Jeg var tiltrukket og forført af ham, præcis som mine veninder - Dory, Camaron og Beliarosa havde forudset, at jeg ville være. Jeg var den heldige pige, der kunne være så tæt på Codey, fordi vi var bedste venner og hinandens elskere. Men hvad nu hvis jeg gerne ville være mere end det, og jeg inderst inde var angst, for at han ikke ville det samme som jeg, selvom det var åbenlyst, at han ønskede os.

  I en time vendte og drejede jeg mig. Der var uro i mine arme og ben, og jeg kunne ikke rigtigt få det til at stoppe, så jeg valgte at ville liste ud i køkkenet for at lave en toast, bare for at lave noget og bevæge mig. Trods alt spandt min mave som en fed sulten kat, og jeg fandt det langt fra så tilpasstillende, som jeg ønskede, det blot kunne være.

  Som jeg skulle til at passere forbi døråbningen til stuen, strejfede mit syn spejlet på min lilla' væg. Jeg kunne ikke lade være med at liste derhen for at tjekke om Codey virkelig havde ret. 'Var mine øjne virkelig så interessante?'

  Med forsigtige skridt, så gulvet ikke knirkede, bevægede jeg mig hen til spejlet og tændte for lyskæden, der hang rundt om det.

  Jeg studerede så mine øjne. Der var da intet specielt over dem. De var skiftevis grønne og brune alt fra hvordan lyset reflekterede ind i dem. Jo, lidt magi over at de skiftede, kunne man sige, men Beliarosas øjne var pænere. Se de gad jeg godt plante i mine øjenhuler og så høre, hvad Codey ville kommentere. Sikkert at jeg var psykopat.

  Det var sådan, at Beliarosa altid havde været den smukkeste - på Lektionscentret. Hun gik klædt som en snob: Moderigtigt og hvad drengene forelskede sig i. Hun var perfekt udseendemæssigt, men jeg var det perfekte geni, og til en hver tid foretrak jeg hellere at være mig end hende.

  De andre piger var også noget for sig selv. Vi var alle de perfekte modsætninger i tide og utide, og det var, hvad der gjorde vores venskab så vidunderlig-fantastisk.

  Snigende væk fra spejlet trak jeg i mit nattøj, som jeg havde glemt at iføre mig. Tænk hvis Codey havde set mig uden. Tænk, hvis han havde set mig kun i brystholder, og hvad pigerne og jeg havde valgt at kalde 'meget smalle underbukser'.. Det havde været katastrofalt på en lokkende måde.

  Da jeg stod iført noget lignende et kikset lillepige-pyjamssæt i selvfølgelig lilla farve, sneg jeg mig forbi stuen, hvor Codey så sødt og sexet lagde og sov med hænderne liggende som i forsvarsposition, og skyndte mig ind i det lille, hvide køkken.

  Jeg fandt brødristeren frem, noget hamburgerryg, tomatskiver, oregano og Verdens Mildeste Ost, da det slog mig, at jeg havde glemt toastbrødet. I nederste skuffe ved siden af skabet fandt jeg det og lagde så snildt de allerede-skårede-skiver ned i den opvarmede brødrister.

  Mens jeg ventede på, at de skulle puffe op, skrabede jeg gårdagens hvide manicure af med mine perfektlange negle.

  "Laver du virkelig kun én?" lød det fra døråbningen, og det gav et sæt i mig. Det var Codey, der stod der.

  "Du sov," mumlede jeg, og tøvende gik han hen og tog fat om mine hofter. Han var så høj i forhold til lille mig. Jeg måtte være nær 1.65, mens han måtte være omkring de 1.85.

  "Nej, jeg så dig," smilede han. "Du må være blind."

  "Åh virkelig?" Jeg fnes. "Det må være din spøg."

  Uden at tænke over fandt mine læber bare hen til hans, hvilket kom så pludseligt. Han kyssede igen, ved at jeg kunne mærke hans tunge i min mund, og jeg lod min hånd gribe hårdt fat om hans ryg og hev ham helt hen til mig, til hvor ikke en centimeter kunne afsløre, at vi ikke bare var én person.

  Hans mund gled fra min og ned til min hals, der var så tyndskindet, at når hans læber rørte min hud, spredtes der kildende fornemmelser, og brændende følelser, som jeg ikke kunne afgøre om var behagelige eller ubehagelige, og noget summede fra min mave og sneg sig op til mit hjerte, så det føltes helt rigtigt. Jeg kunne ikke slippe ham. Jeg ville ikke slippe ham, før det var nødvendigt.

  Med sin ene hånd på min ene bryst løftede han mig op på køkkenbordet, hvor jeg holdt ham fast ind imod mig med mine ben viklet om hans.

  Jeg havde lyst til det her. Lige her, lige nu. For en nylig-fyldt syttenårig pige, var det så sandelig på tide at udleve den drøm, 'man havde haft gennem så mange år.

  Til mit uheld blev jeg dog brudt af en gnistrende lyd. Det forfærdede både Codey og mig, og jeg måtte give slip fra hans bare overkrop og trænede 'vaskebræt' for at se, hvor lyden kom fra, og da så jeg den lille brødrister stige op i en flamme.

  Codey kastede sig fra mig, fandt to gule gummihandsker under vasken, tog dem på og brugte dem til at trække stikket ud af kontakten med for at til sidst fylde en balje op med vand og hælde det ud over den begyndende brand, så det slukkedes.

  "Jesus, hvad gjorde du lige?" spurgte jeg chokeret over hvor hurtigt, det hele havde foregået.

  Smilende så han på mig. "Reddede din toast. Sådan cirka, hvis du stadig er sulten."

  Jeg fandt en klud og begyndte at tørre op. For pokker. Det ødelagde 'mit øjeblik'!

  "Det er jeg, men ikke efter toasten."

  Et par minutter senere stod vi i gentagende stillinger over for hinanden med smilende blikke. Dér vidste jeg, at vi ikke kunne fortsætte som venner. Efter i nat måtte jeg spørge ham - hvis ikke han gjorde. Jeg måtte spørge, om det skulle være os, eller om vi skulle opgive vores elskovshandlinger. Men inden ville jeg færdiggøre vores venskab på den helt rigtige måde.

  Han lagde sine hænder på siderne af mit hoved og lænede sin mund imod min, så jeg endnu en gang mærkede en kilderen i maven, som svævede rosenblade rundt derinde.

  "Dejligste Galena," hviskede han i mit øre, da han havde trukket sine læber tilbage.

  "Ikke altid," hviskede jeg igen for hævngerrigt at give ham 'det sidste skub', så han væltede imod muren med et smil, og jeg sprang begærligt på ham løftet op af hans stærke arme for at mærke ham helt inde i mig.

 

Om morgenen vækkede solen mig ved at placere sig direkte på mit ansigt. Jeg lagde ellers lige så perfekt med hovedet hvilende på Codeys godt trænede mave. Vi var først faldet i søvn ved en femtiden, og nu da jeg så på digitaluret på min natbord, var den 07:31. For helvede. Jeg var hverken veludhvilet eller klar til at skulle i Lektionscentret om cirka halvanden time. Jeg skulle først vaskes, i tøjet, have makeup på, åh gud, Codey måtte ikke se mig nu! Jeg lignede sikkert et uhyre à la Medusa.

  Forsigtigt for ikke at blive opdaget løsrev jeg mig fra Codeys arm, der holdte godt om mig. Jeg måtte virkelig bide tænderne sammen og anstrenge mig for ikke at vække ham.

  Derefter sneg jeg mig ud af dynen for at mærke kulden omfavne mig, og da jeg så ned af mig selv, afslørede jeg min nøgne krop. Fandens. Det virkede ellers om en så god idé, men lille Mrs. Eli havde ikke tænkt over at skulle snige sig nøgen op fra sin egen seng for ikke at blive opdaget af sin nuværende 'ven'.

  Med dybe åndedrag skubbede jeg mig stille op og listede lydløst tværs over gulvet for at nå ud i stuen, hvor heller ikke dér, var der rullet for. Jeg kunne se direkte over til lejligheden på etage 3 overfor. Til mit held var der ingen til at afsløre mig.

  Varsomt trådte jeg væk og ind på badeværelset i gangen. Jeg åndede lettet op, da jeg så, at der til min overraskelse lå rent tøj, som jeg havde efterladt ved siden af håndvasken dagen før.

  Et par lysegrå jeans til en mørkeblå, tynd langærmet kunne sagtens gå indtil vi skulle klæde os om til Lektionsuniformen på Lektionscentret. Det så ret slemt ud, selvom 'Centrets undermåler til Kiki List nok villet syntes om det. Noget over Kiki var bedårende, som forsøget på at blive populær og hænge ud med os, men hun var og blev den samme på samme rangplads uanset hvad.

  Efter den hurtige, kolde douche fandt jeg min makeuptaske frem fra et af de fire skabe under håndvasken, og jeg belagte mit ansigt med et tilpas mængde makeup, der ikke fik mig til at ligne en dulle, men noget lignende en førende politiker eller i hvert fald en førende handelskvinde.

  Jeg satte mit mørkebrune hår op i en knold og åbnede det slørede vindue, lige inden jeg gik ud fra badeværelset og stødte ind i Codey ude i køkkenet. Han var allerede i sit tøj, duftede herligt og var nu på vej ud på badeværelset, mens jeg kunne lave os noget fungerende morgenmad i mellemtiden og ikke som toasten i nat.

  Indeni havde jeg en god følelse. Det var godt ikke længere at være forbundet til at være en sølle, kostbar jomfru som Dory. Hun brændte vist lidt for meget efter at miste sin mødom, men hun hverken turde eller kunne finde den rette mand til at tage den fra hende. Og det generede mig, at jeg bare havde ladet Codey tage min, nu jeg ikke vidste, om han var interesseret i et seriøst forhold med mig. Det skulle være seriøst. Alt andet ville ikke være mig.

  "Årh, vafler," lo Codey, da han kom ud fra badeværelset med sit lysebrune hår sat.

  Jeg forsøgte at se så professionel ud som muligt, men det lykkedes ikke rigtigt. Trods den placerede dej på det lilla forklæde, lignede jeg bare en kikset statist i en reklame for vaskemiddel.

  "Jah, nogle kan jo," smilte jeg og forsøgte at skjule pakken, som dejen kom fra, bag min ryg og smed den så i skraldespanden på en hurtig bevægelse.

  Han gik slentrende hen til mig, kyssede mig på kinden og efterlod mig med en følelse af tilfredshed, bare det havde varet længere.

  Tøvende rakte jeg ham en tallerken med en vaffel og satte mig så ned ved køkkenbordet med min.

  "Jeg har tænkt over noget, og jeg vil gerne vide, om du vil os. Vi har været venner i over ti år, det er ikke bare sådan at tage chancer, men.." Jeg så over på ham, da han havde sat sig.

  "Jeg vil gerne os, men som du selv siger, så er det ikke bare lige til. Vi kan eksperimentere, vi kan prøve at se, hvad der går, og hvad der ikke går, inden vi binder os til noget, der kan ødelægge vores venskab." Hans ord skuffede mig på en måde, men han havde også ret, og det var klart det bedste at gøre. Jeg var bare så angst, for at han så ville være sammen med andre på samme tid, eller måske narre mig ud i et seksuelt forhold.. Ej, det var ikke ham. Codey var en god fyr.

  Tvivlende nikkede jeg og stak gaflen ned i min vaffel. Jeg var egentligt ikke spor sulten. Hvorfor så ikke bare vente og lade Codey spise op og så tage afsted. Måske fordi jeg var for skuffet til overhovedet at sidde her og vente, så i stedet rejste jeg mig og skyndte mig med hastige skridt at gå ind på mit værelse. Jeg vidste ikke, hvad jeg ville, men jeg skulle væk nu.

  Foran spejlet stod jeg så og lignede en eller anden udgave af en teenagepige på sytten, der forsøgte at gøre sig mere perfekt end nødvendigt. Men det var sådan, jeg var. Galena Eli: intelligent, ung og interessant. Eller det var, hvem jeg ønskede at være. Men hvem jeg virkelig var, kunne jeg ikke gennemskue, og jeg tvivlede på at nogen anden kunne. Selv ikke mine bedste venner.

  Med et smil på læben gik jeg tilbage ud i køkkenet til Codey, som en moden pige ville have gjort.

  'Det var et klogt valg,' tænkte jeg. 'Det viser blot din fanatiske side, Galena. Nu vent. Du ved godt, hvad du venter på.'

  Da Codey havde spist færdig trak vi i vinterjakkerne, skoene og hev huerne godt ned om ørene, lige før vi gik ud af lejligheden, ned af trapperne forbi de andre lejligheder og løb så udenfor i naturens sande kulde. Den var fortryllende, havde jeg nu altid syntes. Altså lige indtil man fik den at mærke.

  Tæt op ad hinanden gik vi mod Lektionscentret, der lå skjult for menneskene. Der var en hemmelig vej til bygningen gennem en speciel gyde. I gyden ville alle magiske væsener desuden være usynlige for forbipasserende mennesker - det havde en heks sørget for, For tusinde af år siden, da 'Centret blev bygget. Gyden lå heldigvis ikke så langt fra hvor jeg og pigerne boede. Vi alle boede faktisk på White Fall Avenue, og gyden lå kun tre gader væk på Fifties Avenue.

  Omkring på vejene var folk begyndt at sværme rundt for at nå i skole, og der stod en del i vente på at komme ind gennem gydens port til den dimension af verden, hvor Lektionscentret kunne ses i stedet for de kæmpe bygninger i kvarteret.

  Codey og jeg stillede os i kø og holdte øje med, om vi kunne genkende nogen. Men som altid var det for uoverskueligt, ind til vi nåede frem.

  Porten var ikke noget specielt. Det var en helt normal dør stående malplaceret alene nær enden af rækkerne af de forladte bygninger i gyden. Den var lavet af træ, og så snart man trådte igennem den, var der ikke flere forladte bygninger at se, men en lang række grund og så det enorme 'Center med flere forskellige udendørsfaciliteter, blandt andet en fodboldstadion, hvor der til tider blev afholdt kampe mellem vores fodboldhold og andre Lektionscentres fodboldhold fra andre steder i England og sjældne gange fra 'Centre i udlandene. På vores fodboldhold spillede blandt andet Codey, og det ville være løgn at sige, at han ikke var god.

  Der gik kun et par minutter, før vi nåede frem til døren, og jeg tøvede ikke med at gå igennem med min lækre, lilla Guess - LIANE håndtaske om min skulder, som var den en riffel.

  Længere var der ikke nogen gyde. Nu kun en stor plads, der lignede en park, hvor der forenden af stien, som vi stod på, var den store høje bygning kaldet London Lektionscenter, og ikke langt væk derfra var fodboldbanen. Alt var dækket med hvidt, glitrende sne, der knasede under støvlerne og var brugeligt til mine lektioner i 'Naturens Magi'. Jeg følte glæde, nu. Jeg havde alt foran mig, og intet skulle forhindre mig i at få en perfekt fremtid og en glædelig jul i næste måned uden mine forældre til at perfektionere hver detalje.

  Med Codey ved min side strøg jeg mine fingre igennem mit pandehår og lod det igen dumpe på plads, før jeg gik på den stenbelagte sti hen mod Lektionscentrets bygning.

  Små snefnug lod sig langsomt dale ned fra den klare, farveløse himmel, og jeg følte mig fri for London Centrums byliv, for nu lagde det nærmeste af midtbyen flere kilometer herfra, og udover larmen fra andre elever, var her kun en lindrende stilhed, der var neddroslet over den store have som regn over Englands marker.

  London Lektionscenter tårnede sig så langt op i vejret, at spidsen borede igennem skyerne. Se dét var imponerende: Noget så stort, rustikt og kunstværdigt burde ikke kunne være lavet af tryllebindere med blot sten og træ som næsten eneste materiale, så det lignede en enorm udgave af et fort, og så bryde gennem selveste himlen.

  På vej ind ad den store port til gårdspladsen i centrum af 'Centret så jeg Dory Bruto komme løbende imod os med sit lange, glatte røde hår blæst bagud af den rolige vind. Hun smilede, da hun var nået op til os, og vi var passeret igennem den gigantiske åbne port af mørkt ibenholts træ.

  Jeg fornemmede, at hun gennemskuede, hvor glad jeg var.

  "Wow, Galena Eli smiler mere end normalt?" grinte Dory med et nysgerrigt og forvirret udtryk. Hun tydeligvis fattede anelse om os. "Har I to.. sovet sammen?"

  Codey flettede sine fingre ind i mine og så smilende på mig, og jeg gengældte smilet.

  "Ja," fnisede jeg og greb venskabeligt fat om hendes kolde, blege hånd med et lyssky glimt i øjnene.

  Hun så på mig, som var jeg suspekt, og svingede sin sorte River Island taske om højre arm og strøg sit tynde hår om bag vestre øre for at gøre en forskel. Jeg kunne se, at hun skulle til at spørge, om vi havde '..?', og inden hun nåede at få frembragt et ord, nikkede jeg smilende.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...