(ONESHOT) Tågen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 nov. 2014
  • Opdateret: 12 nov. 2014
  • Status: Færdig
Pigen er gravid, og har bestemt ikke sine forældres støtte. Det er tåget udenfor, og hendes verden er i opløsning.

1Likes
0Kommentarer
114Visninger

1. Tågen

Det var en af de dage, hvor vejret er gråt og kedeligt. Skyerne hang så langt nede, og så så mørke ud, at man ikke var i tvivl om, at de kunne briste hvert et øjeblik, og overhælde hele byen med vand. Tågen lå tæt hen over byen, og omsluttede den som et koldt, fugtigt tæppe.

Hun gik på gaden. Skuldrene var trukket op omkring ørerne; blæsten var hård mod hendes kinder.  

Der var ikke mange mennesker på en dag som denne. De fleste sad på hyggelige caféer og småsnakkede med deres venner, eller også sad de derhjemme, alt imens de spillede spil med deres familie. Der var også nogle få særlinge, der gik på gaden som hende.

Hun havde kun en tynd forårsjakke på, og derfor frøs hun sådan.  Hendes lange hår blafrede i blæsten.  Hun kiggede op i skyerne, der blev mere og mere truende over hendes hoved. Tågen var efterhånden så tæt, at man ikke kunne se frem for sig. Der var noget helt specielt i luften.

Hun var nu helt alene på gaden. Blæsten blev voldsommere, og selvom det kun var eftermiddag, føles det som aften.  Hun havde en underlig følelse indeni. Som om der var noget der drog hende, trak hende af sted. Hun sænkede blikket endnu en gang. Hendes fødder bevægede sig taktfast mod fortovet.

Det var som om hun ikke længere bestemte hvilken vej hun gik, hun blev bare ført af sted. Og i mens hun gik og gik, fløj den sidste samtale hun havde haft, gennem hendes hoved.

Vrede, hårde ord og dømmende blikke. ”Hvad er det du har lavet? Din mor og jeg har bestemt ikke opdraget dig til at…” Han afbryder sig selv og kigger på kvinden ved siden af sig, der fortsætter: ”Vi har ikke opdraget dig til at være sådan en…” Hun rynker næsen og spytter næsten ordet ud: ”Tøjte!” Det gør så ondt, at hendes mor taler til hende med en sådan foragt. Hendes mor, som hun altid har kunnet stole på og betro sig til. Hun kigger ned i gulvet, og lader skammen opsluge hende. Faderen fortsætter: ”Vi har talt om det, og vi er begge enige om, at det skal fjernes.”

Vreden blusser op inden i hende. Det er ikke en ting de taler om. Det er et lille foster, endnu ikke født, så uskyldig som noget kan være. Hvordan kan han tale om barnet, hendes lille baby, på den måde? Hun kigger ham direkte i øjnene og siger, med alt den autoritet hun kan mønstre: ”Nej!”

Han ser chokoret på hende. ”Nej?” gentager han dumt. Han bliver fjern i blikket, som om han overvejer noget. Moderen tager over: ”I så fald skal du vide, at du aldrig mere vil være velkommen her.” Hun kunne lige så godt have slået hende. Hun må ud. Hun løfter fødderne, én efter én, og vakler ud af rummet, og mærker ikke nogen der følger efter med varme kram og søde ord. Kun en ubehagelig stilhed. Og hun løber og løber, ud i den kolde luft.

Hun mærkede barnet i sin mave, og kærligheden til det i sit hjerte. Og i mens hun gik, mærkede hun også håbet inde i hende langsomt slukke. Hun havde ingen.

Det var der hun opdagede, at hun var på vej ned til havnen.  Og ud af tågen så hun det store, uendelig hav.

Det var det, der opslugte hende.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...