Crazy regrets

//Der kan forekomme stødeligt og sexuelt indhold// Lena og Reeze tager et år til USA for at gå i highschool. Det har været deres helt store drøm siden de blev venner i 1. klasse. Den første aften er der fest på deres high school og pigerne drikker sig så fulde, at de intet kan huske dagen efter. De møder 5 fyre, One Direction, som de bliver venner med. Da Reeze pludselig finder ud af at hun er gravid, gør hende og Lena alt for at finde ud af hvem faren er. Til sidst kommer de i tanke om hvem faren er, og det skaber store problemer for dem. Faren er nemlig en fra One Direction som de er venner med. De tør ikke fortælle ham det, fordi de er bange for at ødelægge venskabet mellem dem alle sammen, men hvor længe kan de holde hemmeligheden skjult? Og kan venskabet holde? //one direction er kendte//

49Likes
66Kommentarer
21678Visninger
AA

23. Han ved det

Reeze's synsvinkel

Jeg vågner langsomt op. Mit hoved føles som om det er ved at eksplodere. Alle muskler og knogler i min krop skriger. Jeg mærker kun smerten. Jeg prøver at tænke. Hvor er jeg? Hvad er der sket? Jeg aner det ikke.

Jeg åbner langsomt mine øjne. Det er sløret. Jeg blinker kraftigt med mine øjne og opdager at jeg ligger på et hospitals værelse. Jeg kigger ned af mig selv. Jeg har en hospitals kjole på. Der er nåle og væsker over det hele. Hvad fanden skete der. Jeg prøver at huske det, men det er forsvundet fra min hukommelse. Som et stort sort hul. 

Jeg ligger fuldkommen stille, uden at bevæge en eneste muskel i min krop. Jeg kan høre stemmer, men jeg kan ikke registre hvis stemme det er. "Hun er vågnet, men i skal være forsigtige".

"Reeze?". Lena kommer væltende ind med rystende stemme og mascara under øjnene. Hun ser forfærdelig ud. "Du ser forfærdelig ud", siger jeg og griner. Hun smiler stort og kysser mig over det hele i ansigtet. "Jeg... Jeg troede ikke", hun er ude af sig selv. Hun begynder at hulke.

Jeg tysser beroligende på hende og lægger min hånd på hendes kind. "Jeg har det fint", siger jeg og smiler stort. "Bortset fra de mærkelige ting på min krop, den største smerte og hul i hukommelsen, så har jeg det fint... Eller jeg er ihvertfald levende", siger jeg og griner. Hun smiler og stryger en tot hår bag mit øre. 

Jeg kigger pludselig ned og mærker på min mave. "Babyen. Zayn", siger jeg og kigger rædselslagen op på hende. "Lægen kommer og fortæller nyhederne efter du har fået dit besøg", siger hun og nikker mens hendes tåre trænger på. "Jeg troede du var død Reeze", hulker hun og prøver at smile. "Men her er jeg, og hvilket besøg skulle det så være", siger jeg nysgerrig. "En meget insisterende Zayn", siger hun og vinker ham ind. 

Jeg blinker og ser Zayn komme løbende ind. Han har plaster i ansigtet og en forbinding rundt om armen. Hans brune øjne kigger ned på mig og hans brune hår sidder uglet og pjusket. "Har de ikke spejle på et hospital", griner jeg og smiler. 

Jeg kan ikke beslutte mig for ham han griner eller græder. Han hulker og smiler på samme tid. "Hvad skete der?", hvisker jeg og kigger på ham. Han ryster på hovedet og sætter sig ned. "Vi....v...vi kørte galt", hvisker han rystende og snøfter. Jeg koncentrer mig om at huske det, men det er forsvundet. "Hvorfor?", spørger jeg og kigger ned. 

Han bukker sig ned foran mig og kigger mig i øjnene. "Hvad er der?", spørger jeg og kigger på hans ansigt. Han var tydeligvis den der kørte bilen, med alle de skrammer, men jeg aner ikke hvad der præcis skete. 

"Vi snakker om det når vi kommer hjem okay", siger han og smiler. Han røre roligt ved alle steder i mit ansigt og smiler mens en tåre løber ned af hans kind. "Jeg troede jeg havde dræbt dig", hvisker han. "Jeg troede jeg havde dræbt mit barn". 

Han ved det.

Jeg kigger chokeret på ham og blinker kraftigt med mine øjne. "Jeg troede...", han begynder at græde. Jeg kan stadig ikke lade vær med at tænke på mit barn. Vores barn.

"Så du ved det altså", siger jeg og kigger undersøgende på ham. "Ja", hvisker han og smiler. "Og du... er okay med det. Du løber ikke vel?", spørger jeg. Han nikker og ryster på hovedet. Svar på begge mine spørgsmål.

Døren bliver åbnet og ind kommer lægen. Lena kommer med ind bagved, smilende. 

"Jeg har en god og en dårlig nyhed", siger lægen og nikker bekræftende. "Den gode nyhed er at fosteret overlever, men kun fordi det er så tidligt inde. Hvis fosteret havde været større, havde det været dødt inden i dig. Den dårlige nyhed er at du desværre ikke må gå overhovedet de første 3 tre dage når du kommer hjem, for så kan fosteret risikere at rive sig løs og så abortere du det", siger han. 

Jeg græder af glæder og jubler. Zayn smiler henrykt og mærker på min mave. Jeg griner og blinker til Lena der hopper jublende rundt. 

"Du kan tage noget andet tøj på at tage hjem, men husk nu det jeg sagde. Og forresten kan i begge komme tilbage og få taget en ultralyds-scanning", siger lægen og går ud. Jeg smiler stort og betragter lægen lukke døren efter sig.

***

Jeg har fået mit normale tøj på. Eller en hættetrøje og et på joggingbukser. Jeg bliver kørt i en kørestol. Ude af stand til at kunne bevæge mig. Vi er på vej til de andre drenge der ikke aner at jeg overhoved havde ligget på hospitalet. "De flipper sikkert ud", siger Zayn og hiver sin mobil frem. "De har ringet 27 gange", siger han og griner.

Jeg griner falsk og kæmper mig frem med armene. "Lad mig", siger Zayn og køre min stol. "Jeg har jo sagt du ikke skylder mig noget", siger jeg for 5 gang. "Jeg havde nær slået dig ihjel Reeze. Jeg glemmer aldrig de timer jeg sad og ventede på om du var i live eller...", "Død", afslutter jeg og smiler. "Men her er jeg", siger jeg og kigger tilbage på ham. "I en kørestol", hvisker Zayn uden at vide at jeg lige akkurat hører det. 

Lena åbner døren til værelset og Niall, Louis og Liam vender sig alle om på samme tid. De måber og stirre på mig og min kørestol. 

Niall er den første til at løbe hen og kramme mig. Liam går hen til Zayn og dasker ham på ryggen. "Hvad fanden er vi gået glip af", spørger Louis på samme sted og kigger chokeret på os. "Lang historie", siger Zayn og smiler. Jeg griner og folder mine arme ud til et kram. Louis løber hen og bære mig op af kørestolen. 

"Nej!", siger Zayn truende og træder frem. "Lad vær med det", mumler han og stormer hen mod os. Louis sætter mig rolig ned og smiler til mig.

"Der er noget vi ikke helt har fortalt jer", siger jeg og holder på min mave. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...