Crazy regrets

//Der kan forekomme stødeligt og sexuelt indhold// Lena og Reeze tager et år til USA for at gå i highschool. Det har været deres helt store drøm siden de blev venner i 1. klasse. Den første aften er der fest på deres high school og pigerne drikker sig så fulde, at de intet kan huske dagen efter. De møder 5 fyre, One Direction, som de bliver venner med. Da Reeze pludselig finder ud af at hun er gravid, gør hende og Lena alt for at finde ud af hvem faren er. Til sidst kommer de i tanke om hvem faren er, og det skaber store problemer for dem. Faren er nemlig en fra One Direction som de er venner med. De tør ikke fortælle ham det, fordi de er bange for at ødelægge venskabet mellem dem alle sammen, men hvor længe kan de holde hemmeligheden skjult? Og kan venskabet holde? //one direction er kendte//

49Likes
66Kommentarer
21631Visninger
AA

22. Et ord: Fuck!

Lena's synsvinkel:

"Lena hælp mig!", skriger Reeze. Jeg kigger rundt. Kan intet se, der er alt for mørkt. Min største skræk. Mørke. Pludselig kan jeg se noget der bevæger sig i mørket. Vand. Uendeligt dybt, sort vand. Rettelse: Min største skræk; Mørke OG dybt vand på en gang. 

"Lena hjælp mig!", skriger hun igen. Mit hjerte banker hurtigt. "Jeg kommer Reeze, jeg kommer", siger jeg. 

Jeg slår øjnene op med et sæt. Og selvom jeg næsten drypper af sved og mit hjerte galoperer i mit bryst efter mareridtet, så holder jeg hovedet koldt. Mine øjne skanner hurtigt rummet. Reeze er her ikke. Og det var hun heller ikke i går. Noget er galt. 

Jeg springer ud af sengen og tænder lyset på væggen. Hvilket næsten er unødvendigt for klokken er præcis 07:30 om morgenen. Hvilket betyder at der er lyst udenfor. Min puls stiger. 

Reeze hvor er du? 

Hvad nu hvis drømmen i virkeligheden ikke bare var en drøm? Jeg kan ikke lade være med bare at vide at noget er galt. Og ja, det kan skyldes at jeg har angst, eller at jeg er paranoid. Men jeg er bare nød til at vide hvor Reeze er lige nu. 

Jeg springer igennemværelset og når kun lige at hive en så lang sweater at den kunne gå for en kjole til lårene og de højhælede støvler fra igår med ud af døren før jeg låser den efter mig. Jeg skubber håndtaget til døren lige overfor ned og skubber til den. Den rykker sig ikke en millimeter. Låst. 

Og uden overhovedet at tænke på om Harry og Louis som bor derinde, sover, begynder jeg bare at slå og sparke fuldstændig hensynsløst til den. "Åbn forhelvede den lorte dør op", skriger jeg. Efter lidt tid kommer Harry til syne i døren. 

Han ser yderst nuttet ud med krøllerne totalt i uorden og kun i boxershorts. Jeg kan mærke at jeg stirrer på ham. Fuck han er lækker...Nej Lena! Husk skænderiet i går. 

Pludselig bliver jeg flov og kigger ned i jorden. En tåre triller ned af min kind og jeg bider mig i læben. Heldigvis kommer Louis også til syne i døren. "Hvad fanden laver du her så tidligt?", siger han og gnider så øjnene. Åh gud hvor ser drenge dog bare nuttede ud om morgenen! 

Jeg springer ind i favnen på ham. "Der er noget galt", hvisker jeg. Han skubber sig lidt væk og kigger mig i øjnene og da han kan se at jeg mener det alvorligt, skifter hans ansigtsudtryk. "Hvad?", siger han. Jeg lægger instinktivt hånden på maven. "Jeg ved det ikke, men Reeze har ikke være hjemme hele natten, og jeg drømte om hende!", siger jeg. 

De kigger mærkeligt på mig. "Undskyld Lena, du ved jeg elsker dig og ser dig som min lillesøster og alt det men...Du er altså ikke clairvoyant, så hvorfor skulle noget der skete i en drøm også ske i virkeligheden?", siger Louis. 

"Det er ikke bare drømmen, der er...Mig og Reeze har været veninder siden vi var 5 år! Jeg ved det bare. Hun ville aldrig ikke komme hjem på den måde!", siger jeg. Jeg kigger kort op på Harry. Han ser ikke sur ud som jeg ville have troet, han kigger bare...ja, forelsket på mig? 

Et lille stykke tid står vi bare og kigger på hinanden. Louis sukker. "I to har seriøst noget i skal snakke om, jeg orker ikke det der", siger han og læner sig afslappet op af dørkammen. 

"Du ser forresten smuk ud Lena. På en lidt...rodet måde", siger Louis. Han fisker en cigaret frem for en reol inde på værelset. "Det der skal du OVERHOVEDET ikke begynde på!", udbryder jeg pludselig hysterisk og dasker til hans hånd så cigaretten ryger på gulvet. 

Jeg trækker stilet støvlerne på og borer så den sylespidse hæl ned i cigaretten så den knækker. "Wow, har du PMS eller sådan noget?", siger Louis. Jeg stivner i min bevægelse og stirrer på ham uden et ord. "Det kan jeg ikke rigtig længere...", mumler jeg og fortyder så straks mine ord. Harry rynker brynene. 

"Jeg skal altså tjekke hvad der er galt. Lyn den her ned!", kommendere jeg Louis og vender ryggen til ham. Han lyner kjolen så langt ned at hans hånd til sidst rammer min røv. 

 

Jeg hiver kjolen over hovedet så jeg kun står i undertøj. Harry og Louis stirrer måbende på mig. "Nyd det, så længe det varer!", vrisser jeg og hiver den store hvide sweater der går til lårene ned over hovedet. Jeg presser min kjole ind i favnen på Louis. "Ses!", råber jeg og løber ned af gangen. Drengene rører sig ikke ud af stedet.

***

Det virkede så nemt da jeg var derhjemme. At finde Reeze. Men nu, når hun ikke besvarer sine telefon opkald eller sms'er, og Zayn gør det samme, så bliver det straks en sværere sag. Jeg hopper på den første bus der kommer kørende og finder en plads. Jeg kører dovent fingeren hen over et papir kort jeg har fundet. Hvor er du Reeze? Og hvorfor svarer du ikke når jeg ringer til din mobil? Bare din mobil kunne ringe og fortælle mig hvor den va...

Vent lidt.

Det kan den! Eller den kan ikke, men jeg kan spore den via den app vi downloadede så vi altid kan finde hinanden til fester og sådan. Jeg tager min mobil op og sporer hurtigt hendes telefon. Et ret øde sted et stykke uden for byen. Jeg kigger op på oversigten over tid og byer i bussen. Det kommer til at tage 5 minutter i bus. Hold ud Reeze. 

***

Jeg skubber en gammel dame til side og springer ud af bussen. En mand griber damen og råber surt efter mig. Det kan jeg sådan set ikke tage mig af lige nu. Jeg har allerede ringet til en ambulance, som burde komme nogen få minutter efter mig. 

Jeg for hurtigt øje på en smadret bil der lægger i kanten af den noget landevejsagtige vej. Bussen kører lige forbi uden at bremse. Wauw, så meget for det. 

Jeg løber hen til bilen. "Reeze?", kalder jeg. Der er slet ikke nogen forrude længere, hvilket må sige at de er blevet kastet ud igennem forruden. Og Zayn må have kørt bilen. Jeg dræber den fyr så snart han kommer ud fra hospitalet...Åh gud....Hvis han da ikke allerede er død til den tid...Alt farven forsvinder fra mit ansigt. 

Jeg for øje på to skikkelser liggende i græsset.

Hendes lyse lange bølgede hår ligger spredt og uglet ud over græsset som en vifte. Det er rødt nogen steder. Jeg løber hen til hende og kaster mig på knæ ved siden af hende. Jeg tager hendes hoved i mit skød. Hendes blå øjne er lukkede og huden er bleg. 

Min læber bævrer og en tåre løber ned af min kind og lander med et splat på Reeze's ansigt. "Reeze, kan du høre mig? Please sig noget til mig, Reeze please", siger jeg med gråd i stemmen. Jeg aer hende over håret. "Lena", siger Zayn meget stille. Jeg kigger ikke engang på ham. 

"Du må virkelig undsky...", begynder han, men jeg afbryder ham. "Prøv at hør her din fucking idiot! Jeg er sådan set pænt ligeglad med om du er ved at dø lige nu, hvis du har dræbt Reeze ikke? Så kan jeg godt love dig, så overlever du ihvertfald IKKE!", skriger jeg. Han nikker. En tåre glider ned af hans kind. 

Jeg græder stort. "Reeze", siger jeg og hulker. Lyden af sirener skær igennem luften. Zayn kommer op og sidde og kravler hen til os. "Vi er her ovre!", skriger jeg til ambulance mændene. 

De går alt for langsomt. De når det ikke hvis de ikke skynder sig lidt!

Reeze rører stille på sig i mine arme. "Babyen...", hvisker hun og tager sig til maven. "FUCK!", skriger jeg så højt at fuglene på marken flyver væk. "Babyen!", råber jeg. Zayn og ambulance mændene, som nu er henne ved os, kigger mærkeligt på mig. 

"HUN ER GRAVID!!!", skriger jeg. 

Der bliver helt stille omkring os. Det er som om tiden går i stå. Zayn's puls går op. Man kan se hvordan hans hjerne arbejder på højtryk for at bearbejde så stor en nyhed, serveret på så hård en måde. 

"Mit...Barn?", hvisker han og nu græder han rigtigt. Jeg nikker og for pludselig ondt af ham. Ambulance mændene for sindsygt travlt med at få Reeze op på en båre og de i gang allerede før hun er spændt fast med at undersøge hende. 

Jeg går hen til Zayn og trækker ham ind i et kram. "Undskyld", hvisker jeg. "Undskyld", siger han. Jeg rykker mig lidt væk og peger ind i ambulancen på Reeze. "Dit barn,", siger jeg og tøver. Jeg tager hans hånd og flytter den ned på min mave. "Harry's barn", hvisker jeg så stille at jeg tvivler på om han overhovedet hører det. 

"I er begge gravide?", siger han og kigger mig direkte i øjnene med sine flotte brune øjne. Jeg nikker flovt. "Vent med at fortælle Harry det, please?", siger jeg og kigger bedende. Han sukker.

"Den eneste grund til at jeg ikke er sur på jer over at have holdt det hemmeligt, er fordi jeg næsten har dræbt Reeze og mit kommende barn, så det nu ikke er sikkert om jeg overhovedet får Reeze, eller barnet for den sags skyld", siger han med dyb skam i stemmen. En tåre triller ned af hans kind. "Jeg fik aldrig fortalt hende hvad jeg følte", hvisker han og banker sit hoved ned i jorden.

Jeg krammer ham med tårerne strømmende ned af mit ansigt. "Jeg lader ikke hverken Reeze eller babyen dø, nogensinde! Og måske er der en lille chance for at jeg lader dig overleve også. Men kun for Reeze's skyld, det skal du vide", forsikre jeg ham om. 

Det får et lille smil frem på hans læber. Jeg hjælper ham op og stå og ind i ambulancen, siden ambulance folkene har for travlt med Reeze til at gide at hente Zayn. Jeg sætter ham ind i bilen og kravler så om til Reeze. 

"Gå op foran og sæt dig!", kommendere en af mændene. "Nej. Overlever både Reeze og barnet?", siger jeg ignorerer fuldstændig den første kommentar. "Gå op foran, nu!", gentager han. Jeg ryster på hovedet og sætter mig ved siden af Reeze og tager hendes hånd. 

"Jeg er altså også gravid", mumler jeg til manden. Han sukker opgivende og lader mig være i fred. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...