Forsvundet

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 nov. 2014
  • Opdateret: 12 nov. 2014
  • Status: Igang
Lauren er adopteret og ivrig efter at finde ud af mere om sin mystiske fortid. Men da hun opdager, at hun muligvis er blevet kidnappet fra en amerikansk familie som tre-årig, føles hende liv pludselig som et stort løgn. Hvad skalhun stille op, når hun har masser af spørgsmål, men ingen vil svare? Hvordan kan hun finde sin rigtig mor og far? Og hvor meget havde hendes adoptivforældre egentlig med kidnapning af gøre?

1Likes
2Kommentarer
217Visninger

1. Hvem er jeg?

 

Hvem er jeg?

Jeg sad ved computeren på mors kontor og stirrede på overskrifte på min opgave. Nye klasselære giver altid den slags hjemmearbejde i starten af året.

Hvem er jeg?

Da jeg var yngre, var det let nok. Da skrev jeg bare indlysende ting som: Jeg hedder Lauren Matthews. Jeg har brun hår og blå øjne.

Men nu er det meningen, at vi skal skrive om, hvad der interesserer os. Hvad vi kan lide, og hvad vi ikke kan lide. Hvem vi er´inderst inde´.

Jeg måtte have en pause.

Jeg sende min ven Jam en sms. Hv langt r du m spasset 'hvem er jeg' - opg?

Et øjeblik senere skrev han tilbage: Vi beklager at måtte meddele dig, at James 'Jam' Caldwell er død af kedsomhed under arbejdet med sine lektier tidligere i aften.

Jeg grinede højt. Jam får mig altid i bedre humør. Nogle af pigerne i klassen driller mig med ham. Lader som om vi er kærester. Hvilket måske er det mest åndssvage nogensinde. Jam og jeg har været venner siden 1.klasse.

Hvem er jeg?

Jeg støtter hoved i hænderne.

Hvordan kan nogen som helst finde ud af det, hvem de er, medmindre de ved, hvor de kommer fra?

Og jeg har ingen anelse om, hvor jeg kommet fra.

Jeg blev adopteret, da jeg var tre.

 

Et øjeblik efter kaldte mor op ad trappen. "Lauren, vi skal spise."

Jeg skyndte mig ned og var glad for at slippe væk fra opgaven.

Jeg slap nu ikke væk særlig længe.

"Hvordan går det med lektierne?" spurgte mor og prikkede til noget på en stegpande.

"Mmmm," mumlede jeg.

Jeg kigger på hende. Der var ikke noget nyt der. Lav. Tynd. Smalle læber.

Jeg ligner hende overhovedet ikke. 

Jeg taler meget langsomt og tydeligt. "Hvem er mine rigtige mor?"

Mor stivnede. Et øjeblik så hun rædselsslagen ud. Så blev hendes ansigt hårdt, ligesom en maske. Der var ingen føleser.

"Det er jeg," sagde hun "Hvad mener du?"

"Ikke noget." Jeg så væk og ville ønske, at jeg ikke havde sagt noget.

Mor satte sig ned. Hun havde stadig stegpanden i hånden.

"Jeg troede ikke, at du gik op i at vide noget om det," sagde hun.

Jeg vendte øjne "Det gør jeg heller ikke."

Mor øste røræg op på min tallerken. Det var en anonym adoption. Det betyder, at ingen af de involverede bage på komfuret og vendte sig igen om mod mig. Hendes ansigt var helt urolig nu. "Er der nogen, som har sagt noget i skolen?"

"Nej" Jeg lænede mig ind over røræggene. Typisk mor at tro, at der skulle være nogen andre, som gav mig fikse ideer. Det ville kræve alt for meget af hende at forstille sig, at jeg selv skulle være begyndt at tænke over det.

"Hvad skal vi have at spise?" Rory kom styrtende ind fra haven. Hans tykke kinder var helt røde af kulde. Rory var otte år o ligner min far på en prik. "Mit lille reagensglasmirakel," kalde min mor ham. Til det vil jeg bare sige, at mange meget lidt rare vokser i reagensglas.

"Røræg stinker"

"Ikke så meget som dig," sagde jeg.

Rory tog gaffel og stak mig med den.

"Av. Mor, han slår mig."

Mor så vred på os begge to. "Set dig Rory." Nogle gange spekulerer jeg på, og hun tror, at han en hund. Jeg hørte hende engang sige til ens venner: "Drenge er som hundehvalpe. De skal bare have kærlighed of frisk luft. Piger er meget mere krævende."

Så hvorfor overhovedet vælge mig - en pige - i første omgang? Jeg kan huske alle de gange, da jeg var lille, hvor mor talte med mig om at være adoptere - om hvordan de valgte mig i et slag katalog. Det plejede at få mig til at føgle mig som en kjole sendt per postordre. En kjole, som ikke passede, men som det var for besværligt at sende tilbage.

"Må Jam kommer over senere?" spurgte jeg

"Når du er førdig med dine lektier - hvis ikke det bliver for sent," lød mors forudsigelige svar.

"De her æg ligner dit bræk," sagde Rory.

Nogle gange så hader jeg ham virkelig, virkelig meget.

*   *   *

Jeg sendte Jam en mail, så snart jeg kom på ovenpå igen.

Ses senere?

Han svaret i løbet af få sekunder: R der omkring kl 19.

Jeg tjekkede tiden nede i hjørnet af skærmen: 18.15.

Jeg vil aldrig nå at blive færdig med opgaven i løbet af femogfyrre minutter.

Hvem er jeg?

Adopteret. Fortabt. Jeg skrev ordene i søgefeltet.

Jeg havde tænkt meget over det på det seneste. I sidste uge havde jeg endda tjekket nogle hjemmesider omkring adoption. Jeg må have set latterlig ud: med hjertebanken, svedige håndflader og helt klam i maven af nervøsitet.

Jeg mener, det er jo ikke, som om der findes en eller anden hjemmeside, hvor der står: Lauren Matthews - klik her for at få oplysningerne omkring din adoption.

Nå, men hvad tror du så, jeg fandt ud af ?

At hvis jeg ville have noget som helst at vide om min liv, før jeg var tre, skulle jeg have mors og fars tilladelse.

Er det ikke utroligt?

Det er mit liv. Min identitet. Min fortid.

Med det er deres afgørelse.

Selv hvis jeg spurgte, ville mor aldrig sige ja. Altså, du har selv set, hvordan hun reagerer på det emne. Det får hende altid til at ligne en bunke glasskår i hovedet.

Hun ville have rigtig godt ud af det, hvis jeg gjorde det alligevel.

Jeg klikkede på søgeknappen.

Adoption. Fortabt. Næsten en million hits.

Mit hjerte bankede. Jeg blev klam i maven igen.

Jeg satte mig tilbage i stolen. Stop så.

Jeg spildte bare tiden. udsatte lektierne. Jeg rakte frem for at lukke søgningen. Og der var der, jeg fik øje på det: Missing-Children.com. En international hjemmeside for forsvundne og savnede børn. Jeg rynkede pande. Altså, hvordan kan man miste et barn, uden at det dukker op igen? Jeg kangodt forstå, at man kan komme til at miste et i fem minutter. Eller en time endda. Og jeg ved godt, at nogle gange forsvinder børn, fordi en eller anden psyko-galning slår dem ihjel. Men min mor siger altid, at den slags sker en gang eller to gange om året.

Jeg klikkede på linket til hjemmesiden. Der var hundrives af flimrende ansigter. Hvert ansigt var på størrelse med et frimærke, og hvert frimærke blev efter et par sekunder til et nyt ansigt.

Jeg gloede med åben mund. Var alle de her ansigter forsvundet børn? Jeg fik øje på et søgefelt. Jeg tøvede. Så tastede jeg mit navn ind. Lauren. Jeg tænkte ikke rigtig over, hvad det var, jeg gjorde. Jeg skulle bare prøve se, hvor mange savnede Lauren'er, der var derude.

Det vistesig, at der var et hundrede og tooghavlvfjerds.

Shit. Computeren blinkede til mig for at få mig til at snævre søgefeltet ind.

Noget i mig ville gerne stoppe. Men jeg sagde til mig selv, at jeg skulle lade være med at være fjollet. De flimrende ansigter på skærmen var ikke adoptereden børn som mig - uden en fortid. Det var forsvundene børn.Børn, der kun havde en fortid.

Jeg vil bare lige se, hvem der var der.

Jeg føjede min fødselsmåned til søgekriterierne og så så på, mens tre Lauren'er dukkede frem på skærmen. Den ene var sort og havde været forsvundet, siden hun var to år gammel.

Det var en hvis pige men lyst hår - hun så ud til at være omkring ni eller ti år. Ja - hun havde kun været forsvundet i fem år.

Jeg stirrede på den tredje barn.

           Martha Lauren Purditt

           Sags type: forsvundet, tilskadetkommet, savnet.

           Fødselsdato: 12. marts

           Nuværende alder: 14

           Fødested: Evanport, Commecticus, USA

           Hår: Brunt              Øjne: Blå

Jeg kiggede på ansigtet over ordene. Det var en lille buttet piges smilende ansigt. Derefter så jeg på datoen for, hvornår hun var forsvundet

8. september.

Mindre end to måneder, før jeg blev adopteret.

Det føles, som om mit hjerte holdt op med at slå.

Fødselsdatoen ramte et par dage ved siden af. Og jeg er fra England, ikke USA, som den savnede pige.

Så det kunne ikke lade sig gøre.

Eller kunne det?

Spørgsmålet fandt vej ind i mit hoved og fyldte hele min krop g gjorde mig fuldstændig rundt på gulvet, som om jeg havde taget stoffer.

Kunne jeg være hende?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...