Una

Hvad gør man, når man vågner op til en verden, hvor man er absolut alene. Man overvinder frygten og drager ud efter svarene. Man søger hver og en lille krog af planetten. Og man gør det hele uden overhoved at vide, hvilke svar man ender med at finde. Eller om man i sidste ende måske ikke finder nogle.

2Likes
0Kommentarer
136Visninger

1. Starten.

Som verdenen ligger nu, tror jeg ikke, de kommer tilbage. Jeg ville bruge ordet ’aldrig’, men det ord skræmmer mig lidt. Det virker så hårdt og afsluttende. Som om alt mit håb er forsvundet. Men det er det vel også. Jeg har mistet håbet om, at skulle se dem igen. Jeg er ret sikker på, at jeg også meget snart vil miste følelsen af, at de måske bare er lige omkring det næste hjørne. Jeg forsøger at holde fast i de små følelser, jeg stadig har tilbage. Skyldsfølelsen. Samvittigheden. Længslen. Jeg længes sådan efter dem. Jeg ønsker sådan at, jeg kunne se dem igen. Men det vil kun ske i mine drømme. Alle deres forskellige former. Der er dem med lange ben og dem med runde ansigt. Dem med langt hår og dem med en manglende arm. Alle de forskellige farver, der spiller i deres øjne. Dog er deres stemmer, nok det jeg savner mest. Her er så stille uden dem. Ikke engang min egen stemme kan fylde ud den stilhed, der kredser omkring mig, hvor end jeg går hen. Jeg ved endnu ikke, hvorfor de forsvandt - Hvorfor de skulle fjernes fra denne ellers så skønne planet. Men det må have været et valg lederen tog. Jeg er sikker på, det måtte have været et svært valg, og jeg har accepteret det, til trods for at jeg ikke forstår, hvorfor det kun var mig, der skulle efterlades. I starten så jeg det som min straf for, at jeg havde gjort noget ufattelig grusomt. Jeg har bare ikke kunne finde ud af, hvad det kunne have været. Jeg har ikke haft andet blod på mine hænder, end mit eget. Jeg tror stadig, at det er min straf, men den virker ikke så slem længere. Jeg ser det nu mere som en rejse for mig. En rejse frem til, hvor jeg kan gøre det hele godt igen. Og de kan alle sammen komme tilbage. Eller jeg måske kan komme til dem.

Min søgen efter det endelige kryds på kortet startede 4023 dage siden efter utallige timer med skrækslagenhed svøbt tæt omkring mig. Den nye tilværelse uden dem var ukendt for mig. Jeg var den lille mus trængt op i en krop og den nye verden var den store stygge kat med tænder som syle. Den hvæsede af mig og slog sine skarpe bøjede klør ud efter mig, hver gang jeg søgte ud af mit mussehul. Det var dog ikke tilfældet. Det var ikke andet end min egen skygge, som formede sig i mit frygtbesatte hoved. For ikke engang en kat var tilstede længere.
Mine ben havde rystet under mig og truet om at lade mig falde sammen som en kludedukke, da jeg rejste mig fra mit sikkerhedspunkt i hjørnet af et gammelt faldefærdigt skur. Jeg havde været nød til at støtte mig op af trævæggene, og splinter fandt hurtigt sin vej igennem min sarte hud. Jeg tror stadig en eller to bittesmå stykker træ sidder under huden i min håndflade. Jeg genvandt nu hurtig kraften i mine ben. Det var ikke sundt at sidde i den samme stilling i flere timer uden at flytte bare det mindste på sig. Jeg havde været nød til at varme mine knæ- og ankelled op, før jeg kunne tage så meget som et enkelt skridt frem. Såvel som tilbage. Den gang var luften ikke blevet renset igennem, men strålerne fra den døsige sol i horisonten, virkede klarere end, hvad normal var. Jeg husker at have tænkt, at det havde været begyndelsen på noget nyt. Mit nye liv uden dem. Uden alle de andre. Jeg trådte gennem den åbne dør. Ud af skuret. Og som det første lukkede jeg mine øjne og lod de store fjerdækkede vinger sprede sig helt ud en sidste gang, inden jeg begav mig ind i mit liv helt alene.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...