Sommeren på øen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 nov. 2014
  • Opdateret: 28 dec. 2014
  • Status: Færdig
Teenageren, Ellen, har lige afsluttet folkeskolen og regner med, at hun skal dase sommeren væk i en hængekøje. Men hendes mor har meldt hende til en kristen sommerlejr på en idyllisk, svensk ø sammen med ni andre unge, så hun kan "skabe nye venskaber, mærke den svenske natur og starte på en frisk". Ellen tager modstræbende afsted, og hun bliver hurtigt en del af hverdagen på øen. Særligt danner hun bånd med den impulsive og lunefulde værelseskammerat, Molly. Det bliver dog snart klart for Ellen, at den ellers idylliske sommerlejr gemmer på grusomme hemmeligheder, og hvad med Ellen? Skjuler hun selv noget? Det bliver ikke en almindelig sommer. Det bliver "Sommeren på øen," og da sommeren er slut, er alt forandret.

3Likes
2Kommentarer
1055Visninger
AA

4. ”Vil du række mig kartoffelmosen.. Nellie?”

Vi spiste aftensmad uden for denne gang. Vejret var lunt, så alt, man behøvede var en tynd sweater – eller i Christers tilfælde behøvede man ingenting. I det fjerne kunne jeg høre og se svalerne, når de kom susende som sorte skygger af-komponeret af havets skvulp. Sommeraftenen var lys og let, og jeg sad smilende, men stille, og så på de andre, mens jeg spiste. Da Molly havde lavet mad, havde hun ikke kunne spærre en plads til mig, så derfor var jeg endt for bordenden ved siden af Christer og Josefin. I virkeligheden opførte de sig alle som brødre og søstre, besluttede jeg med mig selv. De skændes, havde øgenavne til hinanden, men i virkeligheden elskede de også hinanden. Det forestillede jeg mig i hvert fald. Jeg havde lige puttet en tomat i munden, da Christer for første gang henvendte sig til mig. ”Vil du række mig kartoffelmosen.. Nellie?” spurgte han. Mit navn skulle han næsten trække ud af sin mund, og det endte som en mellemting mellem et hvæs og et råb.
Jeg nikkede og rakte den over til ham, mens jeg tyggede tomaten.
”Hvor… bor du så henne?” spurgte han, og jeg blev så forbavset over, at han prøvede at starte en samtale, at jeg spruttede tomatsaft ud over tallerkenen.
Han begyndte med det samme at hyle af latter på en måde, der med det samme tiltrak alles opmærksomhed. Jeg kiggede ligefrem uden at fokusere på noget bestemt, men min mave vred sig som tusind slanger i et glasbur. Hvordan kunne han sætte sig til at le på den måde?
”Hvad sker der, Christer?” spurgte Alex straks og smilede, men Christer rystede afværgende på hånden, mens han prøvede at trække vejret normalt igen.
Jeg forventede, at han straks ville fortælle om det og lave sjov med det, men i stedet rystede han på hovedet. ”Ikke noget.”
”Jo, sig det nu!” råbte Molly, nede fra den anden ende.
Christer tørrede en tåre væk fra øjenkrogen og rystede på hovedet.
”Kom nu Chris,” blev hun ved, og han rystede på hovedet igen.
”Nellie,” fortsatte hun bedende, ”sig det til mig!” Hun gjorde sin stemme høj og lysende, men jeg fortsatte med at kigge lige ud, forbi hende, i stedet fokuserede jeg på himlen, der langsomt skiftede farve.
”Jeg siger det altså ikke, Molly,” fortalte Christer langsomt med tryk på hvert et ord.
Mens de andre spiste, fortsatte jeg med at kigge på himlen. Jeg kunne mærke de andres blikke på mig, men intet kunne få mig til at fjerne blikket fra den synkende sol. Jeg stirrede på himlen så længe, at jeg kunne mærke tårerne bag øjenkrogen, og den kradse fornemmelse i halsen, man får, når man prøver at holde gråden tilbage. Da kunne jeg ikke mere. Stolen skramlede bag mig, da jeg rejste mig. Måske væltede den også, men da var jeg allerede på vej ned mod pigehuset. Jeg hørte ingen råb bag mig, og der var ingen, der fulgte efter mig, hvilket kun forstærkede min gråd.

Jeg smækkede døren op til pigehuset og så ud gennem mine tårefyldte øjne. Jeg fortsatte ned til døren for enden og forsvandt ind på toilettet uden at tænde lyset. På toiletbrættet krummede jeg mig sammen og langsomt faldt min vejrtrækning til ro. Når jeg var ked af det, søgte jeg altid mørke steder. Sådan havde jeg altid haft det lige siden vuggestuen.

På et tidspunkt slap tårerne op, jeg satte mig op. Jeg famlede efter et papir til at tørre mine tårer væk med, og endelig forlod jeg toilettet.

Jeg trådte ud på gangen og lyttede efter stemmer, men heldigvis var her stille. Jeg lod toiletdøren falde i og bevægede mig hen til værelset. Lige da jeg tog i døren, lod en stemme bag mig, og jeg udstødte et skrig.
”Er du ok?”
Bag mig stod Josefin og så på mig med bekymrende øjne. Jeg mærkede med det samme, at mine skuldre faldt ned. Jeg havde jo håbet, at Molly ville vente på mig.
Jeg trak på skulderen og bed mig ubevidst i underlæben. ”Det er jeg vel.”
”Du skal ikke tage dig af Christer. Han… han mener ikke noget med det.” Josefin lagde tøvende en hånd på skulder og sendte et forsigtigt smil til mig. Jeg kiggede på hende, og for første gang fik jeg set ordentligt på hende.
Josefin havde et klogt ansigt, og hun virkede som en gammel sjæl i en ung krop. Hendes hår var glat på den naturlige måde og lysebrunt. Når hun smilede, åbnede hendes ansigt op og blev både tillidsvækkende og klogt.
”Men –” begyndte jeg, men hun afbrød mig hurtigt.
”Han tænker sig ikke altid om, men… Han er god nok.” Hun kiggede bestemt på mig.
Jeg nikkede langsomt. ”Okay.” Andet vidste jeg ikke, hvad jeg skulle sige til den pige, der kiggede på mig med intense gråblege øjne.
”Har du brug for noget?” spurgte hun, og da jeg så uforstående på hende, fortsatte hun ”Måske at ringe hjem? Jeg har min mobil.”

Jeg rystede på hovedet. ”Nej, tak, ellers tak. Men tak.”
Hun så forstående på mig, smilede let og forsvandt ind på sit værelse.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...