Sommeren på øen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 nov. 2014
  • Opdateret: 28 dec. 2014
  • Status: Færdig
Teenageren, Ellen, har lige afsluttet folkeskolen og regner med, at hun skal dase sommeren væk i en hængekøje. Men hendes mor har meldt hende til en kristen sommerlejr på en idyllisk, svensk ø sammen med ni andre unge, så hun kan "skabe nye venskaber, mærke den svenske natur og starte på en frisk". Ellen tager modstræbende afsted, og hun bliver hurtigt en del af hverdagen på øen. Særligt danner hun bånd med den impulsive og lunefulde værelseskammerat, Molly. Det bliver dog snart klart for Ellen, at den ellers idylliske sommerlejr gemmer på grusomme hemmeligheder, og hvad med Ellen? Skjuler hun selv noget? Det bliver ikke en almindelig sommer. Det bliver "Sommeren på øen," og da sommeren er slut, er alt forandret.

3Likes
2Kommentarer
1055Visninger
AA

20. ”Vi har altid håbet, at Molly ville indse, at hun er meget bedre end ham.”

Jeg skulle lige til at trække mig tilbage, da Noah rykkede sig endnu tættere på. Så tæt at vores læber kunne mødes. Noahs læber var bløde, og så ignorerede jeg det faktisk, at hans mund føltes som en spritfabrik. Han lagde en hånd bag min nakke for at trække mig endnu tættere på, og jeg kunne endelig køre fingrene igennem hans rodede hår. Vores kys blev dybere og mere inderligt, og jeg nåede at tænke Tænk, at jeg sidder her med Noah, før jeg huskede, hvor forkert det var.
Straks brød jeg vores kys og skubbede mig væk fra ham. Mine øjne var store, da jeg så på ham, og jeg ignorerede det faktum, at jeg stadig kunne mærke ham på læberne. I stedet fokuserede jeg på klumpen i halsen, og skyldfølelsen, der skyllede ind over mig.

Noah lænede sig frem for at fortsætte kysset, men jeg rystede højspændt på hænderne.
”Stop så Noah!” råbte jeg og tilføjede i et lavere tonefald.  ”Jeg er ikke den rette at kysse.” Tårerne truede med at banke på, når jeg tænkte på, at jeg havde kysset med min bedste venindes store kærlighed.
Skoven var mørk, men jeg kunne stadig se ham blinke forvirret med de lange øjenvipper og køre en hånd igennem håret. ”Hvad?” Hans stemme var ru, indtil det dæmrede for ham. Så smilede han, og smilet mindede mig om dengang, han havde kaldt mig mit rigtige navn. Ligesom sidste gang gav det mig en ubehagelig fornemmelse.
”Nå, du snakker om Hundehvalp-Molly?” spurgte han efter mange minutters stirren på hinanden. Jeg rynkede panden. ”Hvad? Så du vidste det?” Straks slog jeg hånden for munden. Jeg havde lige afsløret Mollys hemmelighed! Hvordan kunne jeg være sådan et forfærdeligt menneske?

Han grinede hånligt og sagde i et venligt tonefald. ”Det skal du ikke være ked af. Det har jeg vidst længe.”
Jeg stirrede på ham med åben mund, mens mine tanker kørte rundt og rundt, og jeg hørte ham fnyse. ”Seriøst, det kan du ikke mene. Alle ved det da. Også dem her på lejren. Andet skal du da ikke tro. Jeg har vidst det i…” han lukkede øjnene, og jeg kunne høre ham mumle forskellige tal. ”Jeg har vidst det i fem år.”

Jeg kunne ikke tro mine egne ører, og jeg masserede mine tindinger ”Men?” begyndte jeg, men han afbrød mig med det samme.

”Helt ærligt, Nellie, tror du, jeg er fuldstændig blind? Hun retter sig altid op, når jeg kommer. Hun bliver helt nervøs, hun bider sig i læben, og så er hun samtidig så pisse-nærgående. Det er sgu da åbenlyst for alle.” Han fnisede på en barnlig måde. En lyd, der ikke passede til ham.

”Hvorfor gør du så ikke noget? Siger noget til hende?” Jeg brød mig ikke om denne side af Noah, denne side, der kom frem, når han havde fået noget at drikke.

Han trak på skulderen. ”Hvad skulle jeg sige?” Så skiltes hans læber i et selvtilfredst udtryk. ”For resten er hun jo heller ikke den eneste, der er forelsket i mig. Skulle jeg virkelig gøre noget ved hver eneste pige? Det ville jo tage –”

Jeg sprang op og afbrød hans talestrøm, før jeg hørte flere ting, jeg ikke ville bryde mig om. ”Hvad?” udbrød jeg, ”Hvad for et menneske er du? Du er sgu da syg i hovedet. Tænk at du leger med følelser på den måde!”

”Come on, Ellen, det er sgu ikke meningen, at man skal binde sig, når man er 17 år. Man skal da bare have noget sjov!” råbte han efter mig, da jeg stormede ned af skråningen.

Nu var det helt sikkert: Jeg brød mig ikke om denne Noah med alkohol i blodet. Mens jeg banede mig vej tilbage til stranden, kunne jeg mærke mine kinder blive glohede af skam. Hvad havde jeg dog gjort? Jeg havde kysset frivilligt med min bedste venindes eneste kærlighed. Og jeg havde haft lyst til at blive ved! Jeg forbandede mig selv, som jeg gik der. Et par tårer nåede til kinderne, før jeg arrigt tørrede dem væk.

Og hvad der gjorde det endnu værre, så kendte Noah til Mollys forelskelse. En tanke slog ned i mig. Hvilken position satte det ikke mig i? Skulle jeg nu fortælle det til Molly, og hvis hun så spurgte, hvor jeg vidste det fra, hvad skulle jeg så sige? Eller også hvis jeg holdt det for mig selv, og hun så fandt ud af, at jeg vidste det?

Uanset hvad ville jeg være en dårlig veninde.

Henne ved bålet lå Lilly og Wilma heldigvis som de eneste. Jeg løb hen til dem og lod mig stønnende dumpe ned ved siden af dem.
De kiggede skælmsk på hinanden og fnisede.

”Hvad er der?”
Lilly kiggede drillelystent på mig og fnisede igen. ”Var det hyggeligt med Noah?” Navnet fik dem igen til at fnise, og Wilma lænede sig ind til Lilly, mens hun fortsatte det forbudte fniserie.

”Hvad mener du?” spurgte jeg hurtigt. Havde det hørt noget? Ellers forstod jeg ikke, hvorfor de opførte sig som to skolepiger, der sms’ede i skoletiden.

”Man behøver ikke at høre noget for at vide, hvad det er Noah vil, når I går afsted til en mørk plet, hvor I kan være alene” svarede Wilma og skubbede leende til Lilly.

Jeg var målløs. Mens pigerne fnisede videre, sænkede jeg stemmen og spurgte ”Har han også prøvet på noget med jer?”

 

Pigerne så målløse på mig et øjeblik, og jeg blev bange for, om jeg havde sagt noget forkert, før de stemte i latter.
”Om han har!” De skreg begge af grin. ”Helt ærligt, det er jo Noah, vi snakker om! Han er fandme den største player i hele landet. Han kommer sikkert på de her lejre for at finde nye piger, der vil forelske sig i ham,” fortsatte Wilma grinende.

”De eneste, han ikke lægger an på, er Molly og så måske Eva.” De grinede.
”Ej, han gider da heller ikke Josefin, det hængehoved,” indskød Lilly. Den kommentar fik dem til at grine igen. Til sidst tørrede de tårer væk fra øjenkrogen og kiggede på mig.
”Så han har prøvet på at kysse jer?” spurgte jeg og følte mig meget lille og uvidende.
”Og det der er værre,” blinkede Lilly til mig.
”Men…” begyndte jeg, og Wilma sendte Lilly et blik. Jeg klappede i igen, mens forvirringen svømmede rundt i mig. Jeg var overvældet af så mange følelser, og de gjorde det ikke ligefrem bedre.

”Du mener, hvorfor vi altid har opmuntret Molly til at gå efter Noah og så videre?” spurgte Wilma, og jeg nikkede. Hun summede det perfekt op.

Lillys smil var trist. ”Vi har altid håbet, at Molly ville indse, at hun er meget bedre end ham.”
”Og at hun kan få noget meget bedre,” indskød Wilma, og Lilly nikkede.

”For Noah er jo en person, der lægger an på alle, men Molly er simpelthen blind for det. Eller også er hendes kærlighed til ham så stor, at hun er villig til at se igennem fingre med det.”
Wilma tog over. ”Vi har bare håbet på, at hun selv ville kunne se, at Noah er syg i hovedet, for hvis du prøver at sige det til hende, mister du hendes venskab.” Jeg prøvede at afbryde Wilma, men hun stirrede på mig. ”Jeg laver ikke sjov. Hun vil ikke have, at nogen snavser Noah til. Det må du virkelig ikke prøve på, Nellie. Det går galt.”

”Så mister du hendes venskab.” Wilma stemme var alvorlig, og jeg nikkede stille til dem.

Pludselig kunne jeg mærke, at jeg havde brug for at være alene. Jeg var alligevel ikke i humør til at feste. Jeg kom på benene og gik. Ingen lagde alligevel mærke til, at jeg var gået.


Jeg kunne bare ikke sove. Jeg lå i min seng og vendte og drejede mig i et forsøg på at sove. Mine tanker blev ved med at vende tilbage til det, Lilly og Wilma havde sagt. Tænk at de vidste, hvordan Noah i virkeligheden var, og stadig opmuntrede Molly til at finde sammen med ham. Jeg fik kvalme, når jeg tænkte på, at jeg havde kysset ham. Med velbehag endda.

Inden jeg endelig faldt i søvn, tog jeg en beslutning. Jeg ville fortælle Molly om kysset i morgen. Hun fortjente at kende sandheden om Noah. Hun havde spildt hele sit liv på ham. Hun måtte videre. Og jeg ville være veninden, der fortalte hende sandheden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...