Sommeren på øen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 nov. 2014
  • Opdateret: 28 dec. 2014
  • Status: Færdig
Teenageren, Ellen, har lige afsluttet folkeskolen og regner med, at hun skal dase sommeren væk i en hængekøje. Men hendes mor har meldt hende til en kristen sommerlejr på en idyllisk, svensk ø sammen med ni andre unge, så hun kan "skabe nye venskaber, mærke den svenske natur og starte på en frisk". Ellen tager modstræbende afsted, og hun bliver hurtigt en del af hverdagen på øen. Særligt danner hun bånd med den impulsive og lunefulde værelseskammerat, Molly. Det bliver dog snart klart for Ellen, at den ellers idylliske sommerlejr gemmer på grusomme hemmeligheder, og hvad med Ellen? Skjuler hun selv noget? Det bliver ikke en almindelig sommer. Det bliver "Sommeren på øen," og da sommeren er slut, er alt forandret.

3Likes
2Kommentarer
1042Visninger
AA

35. ”Tro ikke, at nogen her er uskyldige."

Da Robin løsnede rebet, var jeg klar til at kæmpe for min frihed, men straks fik Robin fat i mig, og han trak mig op.

”Gå så frem,” snerrede han og skubbed mig frem.

”Nej! Lad nu være! I kan ikke gøre det her!” skreg jeg med slet skjult panik i stemmen og prøvede at sætte hælene i. Gruset hvirvlede op, da Robin trak mig med, og jeg var lige ved at falde. Månen kastede sin blege skygge over øen, og jeg prøvede at regne ud, hvor vi var. De andre ventede ved en gammel cementbro. Cementen var skallet af ned langs siden af broen og skvulpede rundt i vandet.

Molly stod for enden af broen, og de andre dannede en række ved siden af hende. Jeg kiggede på de andre, da jeg gik forbi. Som den eneste ville Noah ikke møde mit blik, og jeg forstod ham godt. Han havde delvis været skyld i det.

”Lad nu være,” bad jeg. Jeg blev grebet af en panik så intens, at jeg havde svært ved at trække vejret. ”Noah, kom nu. Du kan ikke lade dem gøre det. Gør noget!” udbrød jeg til sidst, da han kiggede den modsatte vej.

”Molly, er du syg i hovedet?” skreg jeg og prøvede igen at undvige Robin. ”Hvorfor gør I andre ikke noget?” hviskede jeg og blinkede tårerne væk, da jeg stod foran dem.

Robin havde givet mig et endeligt skub, og nu stod jeg med ryggen til havet. De andre dannede en halvcirkel omkring mig, og at dømme efter deres ansigtsudtryk havde de ingen følelser.  

Molly trådte et enkelt skridt frem. ”Ellen, du har begået en synd, og du skal derfor straffes.”

Derefter trådte hun tilbage igen, og jeg kiggede afventende på dem, mens jeg forsøgte at forberede mig på deres næste træk.

”Ellen, du har begået en synd, og du skal derfor straffes.” Mollys stemme var høj og klar, og hun rettede en anklagende finger mod mig.

”Hvorfor går I med til det her?” Med mit blik forsøgte jeg at få dem til at reagere. De kunne ikke følge Molly blindt. Det kunne de bare ikke.

”Her på øen følger man dronningen, kære Ellen. Sådan er reglerne.” Molly sagde det som den største selvfølge og viftede med håret.

”Du dræbte hende, der opfandt de regler. I dræbte hende.” Min stemme var forbavsende rolig, men jeg kunne ikke forhindre mine underlæbe i at ryste.

Min påstand skabte en smule røre. Lilly hviskede noget til Wilma, og Alex rømmede sig og kiggede på Felix. Noah stirrede derimod på Molly. ”Er det virkelig sandt, Mols?” Hans øjne var lamslåede.

Et spydigt fnys undslap hendes læber. ”Helt ærligt, Noah, som om du ikke vidste det!”

”Det gjorde jeg da ikke… Jeg var ikke sikker.” Hans stemme var tøvende, og jeg øjnede et lille håb. Måske var Noah alligevel ikke med på det.

”Molly, Saga… Saga er da ikke død, er hun?” Lilly trådte frem med en ængstelig mine, og hendes øjne var store som Noah.

Molly rettede et skarpt blik mod hele gruppen. ”Nu holder I op! I vidste det uden mærket alle sammen. Prøv ikke at komme her og spille, ih så, uskyldig. I vidste det alle sammen. Også dig, Noah.” Hun spyttede hans navn ud og vendte sig derefter mod mig.

”Tro ikke, at nogen her er uskyldige. Ikke engang dine venner. Josefin og Christer vidste det så uden mærket. Tror du stadig, du vil være deres venner, når deres ære er tilsmudset nu?” Hendes stemme var skadefro, og jeg vidste ikke, hvad jeg skulle svare. I virkeligheden vidste jeg jo godt, at de havde vidst det. De havde begge prøvet at undgå det, når jeg spurgte. Jeg hadede Molly for, at hun stadig kendte mig, som hun gjorde. Hendes spørgsmål var på pletten: ville jeg stadig se Christer og Josefin, når jeg vidste, hvad de havde fortiet?
”Du havde så meget potentiale, Ellen, det skal du vide. Jeg var sikker på, at du kunne blive min nye bedste veninde. Jeg var sikker på, at du ikke ville lave samme fejl som Saga. Men jeg tog fejl.” Et øjeblik mente jeg, jeg kunne skimte sorg i Mollys øjne, mens hun blinkede en tåre væk, men de forsvandt igen.

”Molly,” sagde jeg igen og prøvede at gøre min stemme indtrængende. ”Du kan ikke straffe mig. Det kan du simpelthen ikke. Jeg kyssede ikke Noah. Det var ham, der kyssede mig… Han kyssede sikkert også Saga,” indskød jeg efter en overvejelse. Jeg kiggede direkte på Noah i et forsøg på at få ham til at understøtte min historie. Han måtte da kunne se, at det kunne udrede alle misforståelserne.

”Er det sandt, Noah?”

Molly stirrede indtrængende på Noah, ligesom jeg gjorde, og jeg sendte en stille bøn til Noah. Han måtte sige, jeg havde ret. Han måtte simpelthen.

Endelig åbnede han munden. Hans øjne glimtede af tårer, da han rystede på hovedet. ”Nej, Molly,” hviskede han. ”Nej, det er ikke sandt.” Hans stemme var skrøbelig, og han søgte straks mit blik for at finde tilgivelse. Hans sætning havde sendt en øjeblikkelig kulde til min krop, og jeg stirrede ligefrem, mens tårerne fyldte mit syn. Hvordan kunne han lyve!
”Bedrageriske, løgnagtige, billige kælling.” Molly fyldte ordene med had og smed dem på mig.

”Du har begået en synd, og derfor skal du straffes.” De begyndte deres messen, og jeg vidste, hvad der ville komme nu. Molly havde trods alt selv fortalt mig, hvordan de havde smidt Saga i vandet.

Vinden fik mit hår til at flyve ind foran mit ansigt, og jeg mærkede kulden i mit nattøj. Mens de messede sætningen, bevægede de sig langsomt mod mig. Deres øjne skinnede mørkt, og de havde maniske smil, der skræmte mig.

Jeg kastede et enkelt blik ned i vandet og fortrød det straks. Der var mindst 20 meter ned til mørke, grumsede hav. Ovre på den anden side af øen var vandet åbenbart grumset som tjære, og jeg ønskede mig straks tilbage til vigen ved husene.

De bevægede sig hele tiden tættere og tættere på mig, og jeg trådte ufrivillig et skridt tilbage.

”Stop! I er jo alle sammen sindssyge. Hvordan kan I gøre det her?” skreg jeg. De kunne ikke gøre det her. De kunne bare ikke mene det her.

”Jeg kan ikke svømme, okay? Er I så tilfredse? Jeg kan ikke svømme! I kan ikke gøre det her, for jeg kan ikke svømme!” Jeg fortsatte med at skrige mig hæs, og endelig vågnede de af deres trance.

”Molly, hvis hun ikke kan svømme, så…” begyndte Wilma, henvendt til Molly, der straks slagtede hende med øjnene.

”Og? Det gør da ingen forskel.”
”Jamen, Molly, hvis hun ikke kan svømme, så…” Lilly blandede sig, og hendes stemme blev lav. ”Hvis hun ikke kan svømme, overlever hun jo ikke.”

Et dybt suk lød fra Mollys læber. ”I er så svage. Jeg troede, I var stærkere.”

Jeg fokuserede på deres samtale og på at trænge igennem til dem. Jeg havde ikke forudset, at Molly pludselig ville storme frem og give mig et slag på siden af hovedet, så jeg faldt i vandet.

Det gjorde hun.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...