Sommeren på øen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 nov. 2014
  • Opdateret: 28 dec. 2014
  • Status: Færdig
Teenageren, Ellen, har lige afsluttet folkeskolen og regner med, at hun skal dase sommeren væk i en hængekøje. Men hendes mor har meldt hende til en kristen sommerlejr på en idyllisk, svensk ø sammen med ni andre unge, så hun kan "skabe nye venskaber, mærke den svenske natur og starte på en frisk". Ellen tager modstræbende afsted, og hun bliver hurtigt en del af hverdagen på øen. Særligt danner hun bånd med den impulsive og lunefulde værelseskammerat, Molly. Det bliver dog snart klart for Ellen, at den ellers idylliske sommerlejr gemmer på grusomme hemmeligheder, og hvad med Ellen? Skjuler hun selv noget? Det bliver ikke en almindelig sommer. Det bliver "Sommeren på øen," og da sommeren er slut, er alt forandret.

3Likes
2Kommentarer
1062Visninger
AA

12. ”Svømmer-skuldre.”

”Hvad skete der lige med Eva og dig?” spurgte Lilly, da vi lå på cementbroen og slikkede sol.
”Jeg kan ikke svømme,” forklarede jeg, ”så i morgen skal Christer lære mig det.” Min grimasse uddybede det ganske godt.

”Christer er altså vild i vandet,” udbrød Wilma, ”han svømmer enormt hurtigt og –”
Lilly afbrød hende med et smil. ”Mon han er ligeså god andre steder?” Hun slog en latter op, og Wilma stemte i med det samme. ”Ej, Lilly!”
”Jamen, helt ærligt: Han er da ret flot, ikke?” Hun så rundt på os piger for at få bekræftelse.
”Jo,” Wilma trak det ud, ”han har i hvert fald brede skuldre..”
”Svømmer-skuldre,” indskød Lilly og fnisede.
”Han har også ret flotte øjne, det mener jeg i hvert fald. Og hans krop er da også ret god!”
”Han har ikke vaskebræt,” indskød Molly henkastet og tilføjede ”Det har Noah.”
”Åh, Noah,” udbrød begge piger, ”Noah er den flotteste fyr på øen, måske i hele verden!” erklærede Lilly og himlede med øjnene. ”Han er virkelig perfekt.”
”Og tænk dig, han kan også spille musik og synge!” Lilly lænede sig ind mod os, som fortalte hun os en hemmelighed.

Molly lænede sig tilbage, tydeligvis tilfreds med udviklingen i samtalen.
”Du er simpelthen så heldig, at du har kendt Noah hele dit liv. Gid det var mig.

Wilma og Lilly fortsatte med at pjanke om drengenes lækkerhed og bedømme dem fra 1-10, men ud af øjenkrogen så jeg, hvordan Mollys smil blegnede efter den sidste kommentar fra Wilma. Jeg gav hendes hånd et klem, og Molly så på mig med forståelse.


Det var igen blevet aften, og jeg følte endelig, at jeg havde fået saltet ud af mit hår og fået skrubbet min hud, så alle havdråberne var forsvundet. Jeg havde lånt Mollys dyre skrub med abrikoskerneolie, som heldigvis var uden parfume, og den havde virkelig fået min hud til at gløde. Faktisk havde Molly foræret mig mindst halvdelen af alle sine hår- og kropspleje med begrundelsen ”Vi er veninder nu, Nellie, så deler vi ting. Ærligt talt har jeg også alt for meget af det stads… Se på det! Hvem har brug for så meget?”
Meget af det var desværre med parfume, men jeg havde fundet et par guldkorn imellem – som skrubben, – og resten havde jeg leveret tilbage.
Aftensolen sendte sine sidste stråler ned til os, som vi spiste grøntsags-lasagne, som Felix, Robin og Christer havde lavet. De havde brokket sig gevaldigt, da vi skulle til at spise og sagt, at de bestemt ikke ville æde det grøntsags-snask, men som jeg så rundt, sad alle lystigt og guffede det i sig.
Molly sendte mig nu og da et smil, når vores øjne mødtes tværs over bordet, eller når Lilly sagde noget sjovt. Jeg følte mig glad, og når Molly og jeg sendte hinanden et blik, havde jeg svært ved ikke at grine. Godt nok forsvandt mit gode humør, når jeg tænkte på morgendagens strabadser, så jeg skubbede det til side.
”Du, Molly,” sagde jeg og sank det sidste lasagne, ”jeg har faktisk et spørgsmål, som har naget mig længe.”
”Mh?” Molly var optaget af Noahs fortælling om en koncert, han havde været til, og hendes koncentration var ikke rettet mod mig, men jeg fortsatte alligevel. ”Hvem plejede at være din værelseskammerat?”
Molly stirrede på mig, og det gav et sæt i mig. Hendes blik var tomt på en måde, jeg aldrig havde set før, og det skræmte mig. Al snak rundt om bordet forstummede, og jeg kunne mærke alles blikke rette sig mod mig.
”Jeg mener, I siger altid, at I har været her alle tre år, men hvad skete der med den anden pige? Hende, hvis plads jeg har taget?” Jeg fortsatte, og mine sætninger blev mere sjuskede og nervøse, jo mere deres blikke borede sig ind i mig.

”Det ved jeg ikke,” Mollys blik var tomt og fantaserede, og det så ud som om, hun befandt sig i en anden verden. Så vågnede hun, som Tornerose efter et kys, og stirrede forfjamsket omkring.

”Det ved jeg ikke, Nellie,” gentog hun med mere energi i stemmen. ”Så vidt jeg ved, flyttede hun. Langt væk. Og vi formåede ikke at holde kontakten.” Hun trak på skulderen og rynkede brynene. ”Var det ikke det, der skete, Lilly?”
”Jo,” Lilly nikkede ivrigt, ”hun smuttede et par dage før os andre uden at sige noget, er det ikke rigtigt, Willy?”
Også Wilma nikkede. ”Jo, det var vist noget med, at hendes tante blev syg, og at hun var nødt til at rejse derop.”

”Nå,” var mit tvære svar. ”Men hvad hed hun så?”

Mollys stemme var drømmende og tåget, da hun rette sit blik mod mig.
 ”Saga. Hun hed Saga.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...