Sommeren på øen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 nov. 2014
  • Opdateret: 28 dec. 2014
  • Status: Færdig
Teenageren, Ellen, har lige afsluttet folkeskolen og regner med, at hun skal dase sommeren væk i en hængekøje. Men hendes mor har meldt hende til en kristen sommerlejr på en idyllisk, svensk ø sammen med ni andre unge, så hun kan "skabe nye venskaber, mærke den svenske natur og starte på en frisk". Ellen tager modstræbende afsted, og hun bliver hurtigt en del af hverdagen på øen. Særligt danner hun bånd med den impulsive og lunefulde værelseskammerat, Molly. Det bliver dog snart klart for Ellen, at den ellers idylliske sommerlejr gemmer på grusomme hemmeligheder, og hvad med Ellen? Skjuler hun selv noget? Det bliver ikke en almindelig sommer. Det bliver "Sommeren på øen," og da sommeren er slut, er alt forandret.

3Likes
2Kommentarer
1040Visninger
AA

16. "Sæt dig så ned, din kælling!”

Vi dansede. Vi havde lokket Tistrup med ud på dansegulvet, og det viste sig, han var en habil danser.
”Du kan jo danse, Tistrup!” udbrød jeg, da jeg dansede forbi ham. ”Tænk, det anede jeg ikke.”
Hans blik sendte kriller helt ned i mine tæer. ”Der er så meget, du ikke ved om mig, Ellen.”
Tistrup og jeg begyndte at danse tættere og tættere. Alt, jeg fokuserede på, var ham, og på hvordan jeg kunne få min krop til at synkronisere sig med hans. Pludselig opdagede jeg, at Frida var væk.
”Jeg finder lige –” begyndte jeg, men Tistrups hånd stoppede mig.
”Glem hende.” Hans stemme var hæs og ru, og han lod langsomt sine fingre glide op af min arm. Det sendte kuldegysninger ud over min krop, og gåsehuden bredte sig.
”Du fryser jo.” Vi stod tæt, midt på dansegulvet, så tæt, at jeg kunne tælle hans fregner og se, hvordan hans øjne i virkeligheden var en blanding af grønne med en lille gullig ring om irissen.

”Du fryser jo,” gentog han og brød fortryllelsen. ”Lad mig finde dig en jakke.”

Jeg fik lov at låne hans fodboldjakke. Den skrigende blå, hvorpå der på bagsiden var trykt ’Tistrup. 8.’ Den jakke, jeg havde beundret på afstand, utallige gange, men aldrig regnet med, jeg ville få lov til at låne.
Jeg sad på sofaen ved siden af Frida, og hver gang nogen gik forbi, spærrede de øjnene op, og jeg kunne forestille mig de tænkte ”Wow, det er Ellen. Tænk hun får lov at låne Tistrups jakke. Mon han kan lide hende?”
”Snurrer dit hoved også?” spurgte Frida og lænede sig ind over mig.
”Ja da,” fnisede jeg, ”er det ikke sjovt?”

Alle lyde var så høje, og lyset var så farvestrålende. ”Jeg føler mig så levende i aften,” råbte jeg, mest til Frida, men også til alle andre, der ville høre.
”Vi er i live i aften!” råbte Frida, og vi fnisede sammen. ”For første gang er vi i live!”
”Til mine damer,” introducerede Tistrup og satte en bakke med små farvestrålende shots på det vakkelvorne bord. ”Tag hellere en, før de er væk,” formanede ham. Frida og jeg så igen på hinanden, denne gang med et jubelgrin plastret ud over det hele.
Vi tog begge et giftigblåt shot og tømte det i en.
Tistrup lo sit glade, drengede smil og fremviste en par skinnende rækker tænder.
”Så er der ti minutter til det nye år!” lød en skinger pigestemme. Frida og jeg fik travlt. Vi ryddede hurtigt bakken for shots og halede Tistrup ind på dansegulvet.
Frida fandt hurtigt en anden dreng at danse med, og så var Tistrup og jeg overladt til hinanden. Pludselig var mine ben ved at skvatte om, men han fik hurtigt fat i mig og holdt mig oppe. ”Hvad sker der?” Han smilede, og jeg fik lyst til at kysse ham.
”Jeg har vist drukket rigeligt,” fnisede jeg og trykkede ham på næsen. Han lo, og jeg dansede videre. Jeg var helt i min egen verden. Nogen gange mærkede jeg stærke arme holde fast i mig, andre gange holdt jeg mig oprejst alene. En gang var Tistrup tæt på mig, en anden gang ledte jeg efter ham.

”Et minut til klokken er tolv!” lød endnu et råb, og folk fik travlt med at gøre klar. Nogen løftede mig op på en bord, og jeg følte mig lykkelig. Så lykkelig og let.

”Jeg var usårlig,” indskød jeg. ”Jeg ved godt, det var dumt, men lige på det tidspunkt kunne ingen eller intet røre mig. Jeg var i min egen lykkeboble, og jeg var høj. Høj på lykke.”

Folk begyndte at tælle ned.

”Ti… ni… otte…”

Jeg fandt Tistrups blik i mellem alle andres, og han gjorde mig lykkelig.
”Syv… seks…”

Jeg grinte til Tistrup, og han grinte til mig. 
”Fem… fire… tre…”

Tistrups arme var åbne, og på det tidspunkt besluttede jeg mig.
”To… en!”
På slaget tolv hoppede jeg ned i Tistrups arme. Jeg ramte gulvet med et klask, og en pige skreg op. Han hev mig op, mens jeg fnisede over den rundtossede verden.

Tistrup så en gang på mig, og jeg lænede mig over mod ham. Vores læber mødte hinanden, og vi smeltede sammen.

Lyset blændede mig, og jeg gled med det samme ud af historien. Jeg skævede til Christer, som sad på præcis samme måde som før.

Han opdagede pludselig, at jeg ikke snakkede mere, og med en rysten på hovedet vendte han tilbage til verdenen.
”Det er vel ikke alt?” Hans stemme var ivrig, og han virkede lige så fanget af historien, som jeg, og han havde endda ikke oplevet det!

Jeg rystede på hovedet. ”Nej. Slet ikke… Men vil du virkelig gerne høre mere? Bliver det ikke kedeligt?” I virkeligheden håbede jeg måske en lille smule på, at han ville nikke, så jeg ikke behøvede at fortælle videre. Men, mindede jeg mig selv om, havde jeg selv foreslået det. Og han fortjente det også. Ligesom Molly fortjente han sandheden.
Hans blik var stødt, da han kiggede på mig. ”Slet ikke, Nellie! Kom nu, hvad skete der så?”

Jeg vendte tilbage til den aften.

Luften var så kold, at man kunne se sin egen ånde. Alt jeg var iført var min korte festkjole og Tistrups fodboldtrøje, men kulden var bare en ting at ignorere.
Jeg løb ned af en sandskråning med Tistrup i hånden. Han snublede over en rod og trak mig med i faldet. Vi rullede ned af skråningen. Sandet var fugtigt og hårdt, og det trængte ind alle steder, men sammen med Tistrup var alt andet end ham bare uvæsentlige detaljer. Vi rullede ned for foden af skråningen. Tistrup kyssede min sandede mund og strøg hænderne gennem mit hår.
”Dejlige Ella,” mumlede han og kyssede en stribe ned af min hals. Hans næste kys var snasket og oversavlede hele mit ansigt, og jeg skulle til at skubbe ham væk, da Frida og Albert overhælede os. ”Kyssesyge tabere,” skreg Frida, ”vi kommer først.”

Tistrup trak mig op at stå, og vi løb igennem sandet. Det snurrede stadig rundt for mig, og min hjerne dunkede så underligt. Jeg kiggede op på månen og fik tårer i øjnene. Mine bare tæer snublede sig vej gennem sandet, mens jeg ville spørge nogen, hvor mine stiletter egentligt var blevet af.
”Fuck jer, vi kom først,” skreg Frida, og de dansede en sejrdans i vandkanten. Vandet sprøjtede op på mine bare ben og dannede snaskede muddersøer.

”Hey!” Et råb fik os alle til at glemme alt om vindere og tabere. Basse og Lisa stod henne ved en gammel fiskerbåd, og vi andre spurtede derhen.
”Har I set den her båd?” henåndede Lisa, ”er den ikke cool?”
Tistrup trak sig ind til mig og kyssede mig på mit sandede hår. Jeg lukkede øjnene for at få berøringen til at vare længst muligt, men svimmelheden trængte mere frem med lukkede øjne. Jeg åbnede øjnene og blinkede hurtigt for at få den til at gå væk. Denne sjove aften skulle ikke slutte allerede!
”Jeg ved, hvad vi gør.” Tistrup smilede hemmelighedsfuldt og så rundt på os alle. ”Lad os sejle en tur! Prøv at se hvor indbydende vandet er!”

”Jaer, Tistrup!” råbte Albert, og de high-fivede hinanden.

Jeg kastede et blik på Basse og Lisa. De så et øjeblik på hinanden, før de trak på skuldrene og sluttede sig til Tistrup og Albert.

”Vi fortsætter festen ude på vandet!” Lisa jublede og dansede på stedet.

”Det her en den mest epic fest nogensinde, Tistrup! På trods af du bare er en lille rod, er du sgu ret cool alligevel!” Han slog sin kno mod Tistrups, og jeg kunne se, hvor tilfreds Tistrup så ud efter den kommentar. Han lignede en påfugl med løftede fjer, som vigtigt viste sig. Så faldt hans blik på os. ”Tøser, kom nu!”

Frida stod tilbage sammen med mig, og ligesom jeg gned hun sine arme. Blæsten borede sig igennem jakken, og jeg var pludselig ved at blive bevidst om kulden.
Vi stod en smule tilbageholdende og så på de andre, der skiftevis drak en flaske Sourz. ”Ella.” Tistrup formede mit navn med sin mund, og jeg vidste, jeg stadig ville følge ham. Jeg greb Fridas hånd, og skraldgrinende satte vi os ned i båden. Tistrup og Basse skubbede båden fra land, og deres løb pjaskede vand op i båden.
Pludselig var vi ude på dybt vand. Tistrup kravlede ned ved siden af mig, og uden tøven lagde han armen om mig. Jeg hørte et pift, da han kyssede mig, og piftet blev kun højere, da kysset blev dybere og mere krævende.

Tistrup slap mig og bød Sourz’en rundt igen. Jeg sendte den videre uden at drikke noget. Kysset havde fået det til at boble inde i mig, og jeg var så lykkelig, jeg kunne græde. Tistrup havde kysset mig som det mest naturlige i verden, og han havde været ligeglad med, om andre så det eller ej.

”Godt scoret, girl.” Lisa blinkede til mig, og Frida hviskede. ”Så havde jeg jo ret, Ellen.”
Vi grinede til hinanden.

Først nu lagde jeg mærke til, hvor langt vi var fra land. Månen lyste blegt og ensomt over os og gav alle et unaturligt skær. Båden vuggede fra side til side, og årerne lå ned langs båden. Mens Tistrup havde kysset mig, var vi sejlet ud, slog det mig pludselig, men underligt nok gjorde tanken mig utilpas.
Jeg vendte mig rundt i båden for at se, hvor langt vi var fra land, men alt, jeg kunne se, var små lysklatter. Tistrups sommerhus var umuligt at få øje på.

”Hvor langt er vi ude?”
Ingen svarede. Basse og Frida var optagede af hinanden, ligeså var Albert og Frida, og Tistrup sad i sine egne tanker.

”Hvor langt er vi ude?” gentog jeg højt, og alle vågnede.

”Hvem ved?” Basse tog ordet, ”er det ikke lige meget? Nu er vi jo her.” Han lod en finger glide op langs Lisas lår, og jeg så væk.

”Jamen… Hvor er vi?” Min stemme blev kun mere insiterende, mens jeg prøvede at fange nogens blik.
Igen trak Basse på skulderen og med sin mest ligegyldige stemme fortsatte han. ”Hvem ved? Det er jo faktisk lige meget. Jeg er ligeglad, hvad med jer andre?”

Pludselig var der helt stille ombord på båden, og skvulpene fra havet var alt, jeg hørte.
”Hvordan skal vi finde tilbage?” spurgte jeg, og jeg kunne mærke, jeg var ved at blive skræmt. Alkoholen var ved at fortage sig, og jeg kunne nu forstå, hvad vi havde gjort, og hvor vi var. Jeg kunne ikke se land. Det eneste synlige var de fem par øjne, der så på mig, og den farveløse måne. Jeg følte mig fanget i et blæksort glas, og stilheden og havets lyde gjorde mig bange.
”Hvordan skal vi finde tilbage?” gentog jeg og kiggede rundt på de andre. Igen ville ingen andre end Basse kigge mig i øjnene.
”Jeg gentager mit svar: Hvem ved? Lige nu er vi her, og det kan vi godt lide. Det er kun dig, der går i panik.”

”Men…” Jeg vred mine hænder rundt og rundt. ”Kan vi ikke godt sejle tilbage? Jeg vil gerne tilbage.”
”Er du bange?” udbrød Basse hånligt. ”Er Tistrups nye dame virkelig bange?”

”Vi er ude på havet i en gammel robåd. Vi ved ikke, hvor vi er, eller hvordan vi kan komme tilbage til stranden! Er I helt ligeglade?” Min stemme knækkede over, og tårerne pressede sig på.
Mit blik søgte Tistrups, men han rystede på hovedet og så væk. Ikke engang Frida ville kigge mig i øjnene.
”Som du ser.” Basses grin var hånligt, da han lænede sig tilbage.
”Med et sæt rejste jeg mig op i båden. Jeg kunne ikke sidde ned i den her lille jolle. Selvom vi var ude på åbent hav, følte jeg mig klaustrofobisk, og jeg kunne ikke trække vejret ordentligt.
”Sæt dig ned!” råbte Basse, ”du gynger jo hele båden!”
Han kiggede sammenbidt på Tistrup. ”Hvis ikke du får din dame til at sætte sig ned og holde kæft, skal jeg nok sørge for, at alle hører om denne lortefest!” Hans trussel hang i luften længe efter, at han havde råbt det sidste ord.
”Ellen, sæt dig ned.” Tistrups stemme var lav, men bestemt.
Jeg fortsatte med at vende mig rundt og spejde efter noget. Bare noget, der kunne signalere, det var land.

”Ellen!” Tistrups stemme var højere. ”Hold op med at opføre dig som en idiot!”

”El,” prøvede Frida, ”kom nu her. Det er da ikke så slemt.”
Frida fangede mit blik, og det gav et sæt i hende, da hun så desperationen i mine øjne.

Basse prustede. ”Skal man for helvede gøre alting selv? Lisa, hold den her flaske.” Basse rejste sig tungt op, og båden gyngede højt. Frida tog et fast greb i Alberts hånd og knugede den hårdt.
Basse prøvede at finde sin søde stemme frem. ”Tøs, hvis du sætter dig ned lige nu, forholder dig roligt resten af turen og giver mig en undskyldning, så kan vi for min skyld godt glemme den her sag… Hvad siger du?”
Det var som om, alle holdt vejret, da han venskabeligt rakte hånden frem, men jeg kunne mærke trykket på mit bryst blive tungere, og jeg rystede panisk på hovedet.
”Jeg vil… ind… nu!” Det var en anstrengelse at spytte hvert ord ud, og det endte en del mere aggressivt, end det var tænkt. Basses ansigt lyste op, og jeg kunne fornemme, hvordan hans rynkede øjenbrynene som en arrig tyr og prustede ud.
”Sæt dig så ned, din kælling!” Basse for frem mod mig, og instinktivt trådte jeg tilbage. Frida gispede højt, da Basse langede ud efter mig, og måske udstødte hun også et skrig. Jeg undveg første gang, han langede ud, ved at dukke mig hurtigt. Han gik til angreb igen. Denne gang greb han fat i mine skuldre med sine behårede hænder og rystede mig, så tænderne klaprede.
”Vil du så sætte dig ned?” buldrede han med torden i øjnene. Mit skræmte ansigtsudtryk må have overbevidst ham, for han slap mine skuldre med et tilfredst udtryk i ansigtet. Han vendte ryggen til mig, og jeg hørte et veltilfreds klask mellem hans hænder.
Jeg så Frida fare op med et unaturligt skrig, før hun klaskede hænderne for munden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...